|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 3 (1954 - 1956) –EN POLITISK MARTYRPastor Sofus Holm i Skjoldborg. Af F. Elle Jensen At Vilhelm Birkedal efter sin ejendommelige Bon 1864 i Ryslinge Kirke: »Gud, giv Kongen et dansk Hjerte, om deter muligt!«, der siden efterfulgtes af et indirekte Angreb paa ham i Rigsraadets Folketing, blev afsat fra sit Embede, er vel kendt. Derimod er der nu sikkert kun faa, der husker, at samme Skaebne en god halv Snes Aar senere ramte en jydsk Praest, fordi han, ganske vist ud fra andre Forudsaetninger end Birkedal, fra Praedikestolen var fremkommet med nedssettende Udtalelser om Christian IX, Iwem han i utilslorede Vendinger beskyldte for Grundlovsbrud. I det folgende skal der i Korthed redegores for denne tragiske Sag1). 1876 blev hidtilvaerende Kapellan i ostrup paa Fyn Sofus Holm udnaevnttil Sognepraest for Skjoldborg og Kallerup Menigheder i Thy. Han var fodt 1837 i Udby paa Fyn, hvor hans Fader var Prsest, blev Student 1854, teologisk Kandidat 1862 og fik saa Plads som Huslaerer hos Pastor Immanuel Barfod i Sorup i Angel2). Barfod satte megen Pris paa ham for hans redelige, sandhedskaerlige og samvittighedsfulde Vsesen, men kunde paa den anden Side ikke undgaa at laegge Maerke til den feberagtigeUro, der var over ham, naar han droftede aandelige Sporgsmaal, ligesom han var meget yderliggaaende i sine Sympatier og Antipatier; Slesvig-Holstenerne, der udgjorde Sognets Flertal, rasede han imod, saa Barfod for Freds Skyld maatte bede ham vaere mere forsigtig. I Krigen 1864 deltog hansom menig, blev saaret ved Dybbol, udnsevntes til Lojtnantog kom tilbage til Haeren Dagen for den tyske Overgang til Als, men blev siden atter Huslaerer, denne Gang paa Ourupgaard. Der var han halvandet Aar, men opsagde saa sin gode Stilling efter en Strid om nationale Sporgsmaal med Godsejer Tesdorph, med hvem han ellers havde levet i god Forstaaelse. Antagelig har han haevdet yderliggaaende nationalistiskeAnskuelser over for ham, da han, som han udtrykte sig over for Barfod, kun levede og aandede for eet, nemlig Tyskernes Udjagelse af Sonderjylland. Det var derfor vel ogsaa det, der — i Forbindelse med en ojensvaghed, han havde paadraget sig under Krigen og som nu brod 1) Det folgende bygger hovedsagelig paa det i Hojesterets Arkiv henliggende Materiale: Forhorene for Politiret og Provsteret, dennes og Landemodets Domme med Bilag samt Aktstykker ved Proceduren for Hojesteret, hvis Dom findes i Hojesteretstidende 1878, S. 440. 2) Immanuel Barfod, Sorup 1854—64, derefter Herredskirke til 1874 og Vaabensted til 1896. Anset Genealog og Personalhistoriker. Side 188
op igen — fik
ham til efter at have haft en anden Plads atter at
traede Men samtidig var han kommet ind i en stserk aandelig Gsering. I denne Sindsstemning traadte han i naermere Forbindelse med sin Svoger, den kendte Prsest i Gylling Otto Moller3), som var gift med hans Soster, og under Paavirkning af ham sluttede han sig nu afgjort til den grundtvigske Anskuelse. Alligevel var han i en stadig Uro; i sit Hjem, hvortil han var rejst, vilde han tvinge en Soster til at antage »den rette Tro«, og han talte hele Tiden om at tage til Kobenhavn for at se Grundtvig. Til sidst fandt Familien det rettest i Vinteren 1868—69 at lade ham indlsegge paa Komrnunehospitalet, hvor han ogsaa var meget oprevet, snart hojt oppe, snart det modsatte og vanskelig at omgaas, men hvorfra han dog atter hurtigt blev udskrevet. Der indtraadte derefter en Bedring i hans Tilstand, og 1870 blev han personel Kapellan hos den gamle Pastor P. Larsen i ostofte4), skont han tidligere ikke havde kunnet taenke sig at tjene i Folkekirken, derimod nok at blive Frimenighedspraest, eventuelt Friskolelserer, trods de dermed forbundne trange ydre Kaar. I ostrup, hvor han levede meget tilbagetrukket og ikke kom meget sammen med sine gejstlige Kolleger, vedblev han at studere Grundtvig, ligesom han vist maa vaere traadt i naermere Forbindelse med Befolkningen paa Egnen; ellers forstaar man ikke rigtigt, at han nu politisk slog om og blev fuldblods Venstremand, et Forhold der forte til et Brud med hans konservative Svoger i Gylling. Man vil forstaa, at det var en uligevaegtig Mand, der 1876 blev Sognepraest i Skjoldborg. Der var dog i det daglige intet usaedvanligt at maerke paa ham, og kan man domme fra hans senere Indlaeg for Retten, har hans Praedikener vaeret sserdeles vel gennemtsenkte. Hans Vaesen var jaevnt og ligefremt, og han omgikkes gerne Smaafolk, hvad mange af de velstaaende, konservative Bonder ikke ret syntes om, saa meget mindre som han ikke lagde Skjul paa sine politiske Meninger. Alligevel var der noget unormalt ved ham. Under et Besog af Kapellan Clausen fra Nykobing sagde han til denne, at det duftede af Oranger om ham, hvad der var et Tegn paa, at han havde en eller anden Dyd. Lugtede nogen af Nelliker, angav det energisk Forsagelse af Djaevelen, Rosenduft betod Kserlighed, og den kunde fylde Kirken, naar han praedikede. Man havde, mente han, noget lignende i Kirkehistoriens Beretninger om Vellugten fra Mariyrbaenken, og han var uimodtagelig for sin Gaests Indvendinger. Den 12. April
1877 udstedte Ministeriet Estrup sin forste provisoriske
3) Otto M0ll«r, Prrcst i Gylling 1870—1915. 4) P. Lax&eja, Prjest i ostrup 1818—77, f. 1785. Side 189
for dens ulovlige Fremgangsmaade. Ogsaa Holm blev grebet af denne Stemningsbolge, og yderliggaaende og uligevaegtig som han var, koin han ind paa den Tanke, at det maatte vaere hans Pligt offentligt at sige Sandhedenog gore det, saa det blev hort paa rette Sted, ved at placere Ansvaretfor det skete Brud paa Landets Grundlov hos Rigets forste Mand, Kongen, som tvaertimod at hindre Uretten ved sin Tilslutning og Underskriftnetop havde fremmet den. At det kunde skaffe ham selv alvorlige Übehageligheder, var han klar over, men for Sagens Skyld var han villig til at finde sig i, hvad der maatte komme. Han besluttede sig da til at sige, hvad han havde paa Hjerte, fra Praedikestolen i sine Kirker, og han valgte den 22. April (3. Sondag efter Paaske) dertil. At hans midlertidige Husbestyrerinde, Lsererenken Md. Fredskilde, til hvem han havde betroet sig, advarede ham, hjalp ikke, og lige saa lidt nyttede det, at Lserer Bjorndal Poulsen, Skjoldborg, der vikarierede som Kirkesanger i Kallerup og korte med Praesten dertil om Formiddagen, og et Par Maend, der vanned paa Vognen, provede paa at faa ham paa andre Tanker. Den forste Del af Praedikenen indeholdt intet usaedvanligt, thi at han fremhaevede Talefriheden som en menneskelig Rettighed, nodvendig for vor aandelige Udvikling, og paapegede, at det var vor Skyldighed at sige Sandheden, men modbydeligt ved at tale andre efter Munden at bestyrke hinanden i det urette, kunde ikke vaekke nogen Forargelse. Men efter dette vendte han sig til Dagens Begivenheder: Kongen havde lagt Haand paa Grundloven, »min, din og hver dansk Mands Ret« og med dette Angrebpaa vor Grundlov brudt sit edeligt bekraeftede Ord, saa at han ikke mere med Rette kunde vaere Konge for os. Dagens Epistel formanede til at aere Kongen, men det gjorde man ikke ved at forholde ham Sandheden og snakke ham efter Munden, saa han derved blev befaestet i Uretten, men ved at sige ham den, og selv om vi efter Bibelen skal bede for ham, gaelderdet ikke det lovstridige Regimente, for hvis Afskaffelse vi nok maa bede. Og fordi han har kraenket Tro og Love, bor han nu nedlaegge Kronen,saa han ikke bliver det Folk til Skade, som han er sat til at gavne, og som ikke er tjent med en Meneder til Konge, hvad heller ikke er efter Guds Vilje, thi han under os en aerlig og skikkelig Mand. Vi skal vel gengaeldeondt med godt, men dog ikke of re Folkets Ret for at foje Kongen; det vil kun fore til Fremme af Tyranni og Hoveri, altsaa til det onde, og vaere Forraederi mod Liv og Frihed. Derfor er det ogsaa bedst at tale rent ud og sige, hvad ret er, saa det kan hores over Danmark. Selv havde Holm aflagt Ed for Grundloven, men af det fulgte, at det var hans Skyldighed at tale, og sin Ed til Kongen vilde han kraenke ved at tie. Han vilde ikke Kongen til Livs eller domme ham, men i Livets Tjeneste maatte han vaerne den af ham angrebne Ret, og han haabede, at det, der nu var sket, maatte blive Anledning til den borgerlige Friheds Sejr, til Ordets Befrielse Side 190
og dermed til den kristne Menigheds Udvikling. I Bonnen efter sin Prsedikenbad han for Kongehusets Medlemmer, mest for Kongen, at han maatte ornvende sig til Folket og nedlaegge Kronen, som han ikke lsengere bar med Rette. Holms voldsomme Ord vandt imidlertid ingen Tilslutning i Menigheden, som han havde ventet, tvaertimod vakte de stor Forargelse; kunde det gaa, kunde alting gaa, sagde man bagefter. Han maerkede selv Misstemningen, saa om Eftermiddagen i Skjoldborg var hans Udtalelser langt mere afdaempede, og der var intet usaedvanligt i hans Kirkebon. Men Rygtet om, hvad der var blevet sagt i Kallerup, bredte sig hurtigt, og allerede d. 25. April indfandt Herredsfogeden, Borgmester Clausen, Thisted5), sig i Skjoldborg for i Sognefogedens Hjem at afhore Laereren og hans to Vognfaeller, og paa deres Udsagn indkaldte han derefter Praesten til Forhor Dagen efter paa Raadhuset. Her vedstod Holm ganske sine Udtalelser, som han erklaerede at have fremsat med fuldt Overlseg, og han hsevdede, at det ikke kunde vsere strafbart at kalde en Mand Meneder, naar han var det; tvaertimod var det rigtigt. Han gentog, at det havde vaeret hans Pligt at sige Kongen Sandheden; erkendte han den og nedlagde Kronen, kunde han maaske igen faa den af Folkets Haand. Efter dette overvejede Herredsfogeden at arrestere Holm, men opgav det, da denne — ganske vist under Protest, fordi der for Tiden efter hans Opfattelse ikke eksisterede nogen lovlig ovrighed — havde lovet indtil videre at afstaa fra alle Embedshandlinger og ikke at forlade Jurisdiktionen. Ogsaa den kirkelige ovrighed kom i Bevaegelse. Den 26. April modte efter Tilsigelse Laerer Bjorndal Poulsen i Thisted for at aflaegge Beretning om det skete for Provst Rohde6), som samme Dag lod saavel den fravaerende Biskop Lind som hans fungerende Stedfortraeder, Stiftsprovst Gad, og Kultusministeriet tilflyde Meddelelse derom7). Ligeledes indsendte Herredsfoged Clausen Udskrift af Forhoret over Holm til Justitsministeriet med Foresporgsel om, hvorvidt der skulde rejses Tiltale mod ham, Svaret kom omaaaende. Den 30. April befalede Kultusministeren at suspendere Prsesten, som derefter skulde stilles for en Provsteret til Paadommelse af hans Optraeden, herunder — efter Forhandling med Justitsministeriet — om han ogsaa havde overtraadt Straffelovens § 90 (Majestaetsfornaermelse). Mens den
beskikkede Aktor, Sagforer Lykke, Thisted, i sit Indlaeg
5) H. H. E. Clausen, Borgmester i Thisted 1873—1907. 6) Nik. Vilh. Rohde, Preest i Thisted 1875—92, Provst for Hundborg-Hillerslev Herreder. 7) Aalborg Bispearkiv i Journalsager 1877 (Landsark. Viborg). Side 191
mendefremhaevedesom en skaerpende Omstaendighed, at Praesten havde fornaermet Kongen under Udovelse af en Embedshandling, afviste Holm at antage en Defensor; nan vilde selv fore sin Sag, men han anerkendte iovrigt ikke Rettens Kompetence, da Domnierne, Herredsfoged og Provst, som kgl. Embedsmaend ikke kunde vaere upartiske i det foreliggende Tilfaelde.Videre hsevdede han i sit Forsvar, at enten var det Folketinget, og det vilde faktisk sige Flertallet af Befolkningen, som ved uretmaessige Overgreb havde fremkaldt Provisoriet, eller ogsaa maatte det vaere Kongenog Regeringen, der stod paa Lovloshedens Grund, og han havde i Kirken kun gjort Indsigelse mod den teoretiske Mulighed, at det sidste var Tilfaeldet. Men var den rigtig, havde han ikke kraenket Kongen, men kun Folket og dets Ret, og saa matte han (Holm) frikendes. Der var i det hele taget intet, der tydede paa, at Holm fortrod sin Tale, og han var, naar han var sammen med Laerer Bjorndal Poulsen, meget opstemt. Han sagde, oplyste denne i Retten, at det vilde vsere let at samle nogle Tusinde unge Maend til at storme Vaabenkammeret i Kobenhavn, afvaebne Haeren, og kuldkaste det bestaaende Styre, og det vilde han selv med til; Bjorndal Poulsen mente dog, at det kora som en pludselig Indskydelse, da hans Tale var meget springende. Han havde ogsaa udtalt, at han for havde sat sit Liv i Vove for Landets Skyld, saa han var heller ikke bange nu. I Forhorene sogte Retten at faa Klarhed over, om Holm muligt kunde taenkes at have handlet i Sindssyge, efter at hans Broder, Dyrlaege Holm i Kobenhavn, havde gjort Biskoppen opmaerksom paa, at han i sin Tid havde haft et Anfald deraf, og skrevet til Provst Rohde, at han troede, han var unormal, og at han stadig havde nogle maerkelige Ideer: F. Eks. mente han, at Hojskoledannelse stod over Universitetsdannelse, og at Kronprinsen var mindre skikket til et Embede end Soren Kjaer8). Folk i Skjoldborg, der afhortes, havde dog ikke mserket til noget i den Retning; det samme sagde Pastor Gad i Hundborg, der havde kendt ham i et Aar, og Pastor Dam i Thisted kunde kun melde om, at Holm var i Stand til at fremkomme med staerke Udtalelser, naar de kom ind paa Politik. Pastor Clausens Beretning om sit Besog hos ham og Pastor Barfods Oplysninger om hans tidligere Liv kunde derimod nok tyde paa det modsatte. Under alle Omstaendigheder onskede Retten imidlertid et sagkyndigt Skon, hvorfor den dekreterede Arrest over ham og efter Forhandling med Justitsministeriet lod ham indlaegge paa Sindssygehospitalet i Aarhus til naermere Observation (9. Maj). Den 5. Juli
forelaa Overlaege Selmers Erklaering. Den gik ud paa, at
8) Gaardejer Soren KJ£er, Medl. af Folketinget 1856—81. Side 192
direkte Forbindelse mellem hans Tilstand nu og Anfaldet 1869, selv om der jo var Mulighed for en saadan, da han var staerkt disponeret for Sindssyge, og denne i en given Situation nok atter kunde komnie til Udbrud. Det vilde vsere urigtigt at kalde denne Erklaering for klar, men alligevel lagde Provsteretten den til Grund for sin Kendelse, der faldt den 17. August. Holm — der iovrigt efter Opholdet i Aarhus atter var sat paa fri Fod — kendtes efter Straffelovens § 90 skyldig i grov Fornsermelse af Kongen og i Overtraedelse af saavel Danske Lovs som Kirkeritualets Forbud mod fra Praedikestolen at drofte politiske Anliggender i Stedet for snarere at formane til Lydighed mod de kongelige Anordninger og Befalinger. Derimod var det utvivlsomt et Overgreb, at man ogsaa bragte Straffelovens § 141 i Anvendelse imod ham, thi at han havde misbrugt sit Embede til Kraenkelse af private eller offentlige Interesser til egen Fordel, var absolut urigtigt, da han havde handlet ud fra helt og holdent uselviske Motiver. Ved Udmaalingen af Straffen mente Retten dog at burde tage Hensyn til hans Retsindighed, hensynslose Sandhedskaerlighed og hsederlige Vandel, hvad imidlertid ikke hindrede den i at faelde en meget haard Dom: Embedsfortabelse, 8 Maaneders Forbedringshus og Udredelse af Sagens Omkostninger. Til Holms Forsvar for sin Handlemaade og det berettigede eller überettigede i hans Anklage af Kongen tog den intet Hensyn og indlod sig overhovedet ikke paa den — hvad den ganske vist heller ikke var kompetent til. Denne Dora appellerede baade Holm og Kultusministeriet til Landemodet. Holm onskede heller ikke denne Gang nogen Defensor, men leverede selv et Indlaeg, der set fra hans Standpunkt ikke var skrevet uden Dygtighed. Han henholdt sig her til, at Provsteretten ikke havde gendrevet hans Udtalelser om Kongen, ligesom han hsevdede, at denne ved at orastode Grundloven havde omstodt sin egen Uansvarlighed; betod hans Ed intet, kunde han jo, om han vilde, forraade sit Land og endda vaere uden Ansvar. At laese Grundloven, som Regeringen gor det, er som naar en vis Mand la?ser Bibelen. Og er det Ministeriet, der har Hovedskylden, har han ikke Ret til med det at paafore Landet Skade; ogsaa paa den Maade ophorer hans Ansvarsfrihed. Han maa i det hele som andre respektere Tro og Love og boje sig for Sandheden. Er dette ikke rigtigt, da »har jeg i Sandhed for set mig groft, men saa skal jeg ogsaa med Guds Hjaelp med Sindsro tage Folgerne af slig Fejltagelse og onsker blot, at jeg aldrig maa tage vaerre fejl.« Landemodet (Stiftamtmand Dahlstrom og Biskop Lind)0) stadfaestede imidlertid Provsterettens Dom, idet dog Biskoppen voterede for, at Forbedringshusstraffen blev omsat til 1 Aars simpelt Faengsel. (Den 16. Oktober). 9) Fr. Chr. Dahlstrom og Peter Engel Lind, henholdsvis Stiftamtmand og Biskop i Aalborg 1856—88 og 1875—88. Side 193
Efter Holms onske appelleredes Sagen derefter til Hojesteret. Her procederede Aktor, Etatsraad Bentzen, til Stadfaestelse, idet han skildrede Praesten som en i alle Retninger eksalteret grundtvigiansk og ultrademokratisk Svaermer, mens Defensor, Hojesteretsadvokat Henrichsen, inden Dom fseldedes, onskede en ny Udtalelse fra medicinsk Side om hans sjaelelige Tilstand og derfor begserede Aktstykkerne forelagt for Sundhedskollegiet. Dettes Erklsering forelaa den 5. April 1878, og den tog paa det afgorende Punkt Afstand fra Overlaege Selniers, idet den konkluderede i, at som Anfaldet 1869 syntes at have vaeret et akut Udbrud af en kronisk Tilstand, var det samme sikkert Tilfaeldet nu, saa man maatte gaa ud fra, at Holm havde vaeret sindssyg, altsaa utilregnelig, hin Dag paa Praedikestolen. Denne Erklsering aendrede fuldstaendig Sagernes Stilling. Af Hojesterets Voteringsprotokol (den 25. April 1878) fremgaar det, at Assessorerne ganske vist ikke fandt den helt tilfredsstillende, fordi den ikke som Selmers byggede paa en egentlig Undersogelse af Praesten, men alene paa de tilstillede Dokumenter, og der var derfor ogsaa nogen Stemning for at stadfaeste Landemodets Kendelse i Biskoppens Formulering, men paa den anden Side kunde de heller ikke skyde en Udtalelse af den hojeste Sagkundskab til Side. Folgen blev, at de afsagde Frifindelsesdom over Holm. Hermed var Myndighedernes Aktion mod Pastor Holm fuldstaendig afvist, og han kunde for saa vidt vaere forblevet i sit Embede. Men da Sundhedskollegiet i sin Erklaering havde betegnet ham som disponeret for staerke sjaelelige Brydninger, Overspaendthed, Mangel paa Ligevaegt og roligt Omdomme som en Folge af en kronisk Sygdomstilstand, havde Ministeriet heri et Paaskud til administrativt at afskedige ham med Pension, og dette skete den 14. Juni samme Aar. Fra Skjoldborg flyttede Holm til Vendsyssel, hvor han kobte en Ejendomog Molle i N. Bindslev. Her traadte han i Forbindelse med den ejendommeligePastor Henriksen i Vejby, med hvis Soster han 1883 blev gift, og sluttede sig, udpraeget som han selv var, til den af ham ledede aandeligeRetning, en Slags grundtvigsk Pietisme, om man kan bruge den Benaevnels e10). Senere flyttede han til Vraa, og en Overgang onskede han atter at komme i gejstlig Virksomhed, idet han sogte et Par Embeder, dog uden at faa dem, men ogsaa uden at hverken Biskop Schouboe11) eller Ministeriet havde noget at indvende mod ham personlig, efter at han da med vedlagt Lsegeattest havde gjort Kongen Afbigt for sin tidligere Optraeden.At senere den konservative Biskop Fr. Nielsen12) ud fra en meget tvivlsom Fortolkning af en Forordning fra 1696 nedlagde Forbud mod, 10) Andreas Jensen: Grundtvigianismen i Vestvendsyssel og den Henriksenske Bevsegelse. B. Kr. Henriksen, Prsest i Vejby 1878—87. 11) N. C. Schouboe, Biskop i Aalborg 1888—1900. 12) Tidl. kirkehist. Prof. Fr. Nielsen, Biskop i Aalborg 1900—1905. Side 194
at han udforte kirkelige Handlinger i Aalborg Stift, var et überettiget Overgreb, der gjorde ham ondt og affodte et Par bitre Breve fra ham, fordi han syntes, Biskoppen dermed satte en Plet paa hans borgerlige JEre, idet han ikke havde sarame Ret, som man ellers i Praksis plejede at indromme enhver anden afskediget Prsest. Forovrigt levede han stille og roligt i Stationsbyen, venlig og imodekommende mod dem, der besogte ham, og uden at tage Del i offentlige Anliggender og Forhandlinger. Han dode 1911. Der er noget tragisk over Pastor Holms Skikkelse. Der er ingen Tvivl om, at han har vaeret en brav og velmenende Mand, i Besiddelse af gode Evner og levende optaget af sin Tids Problemer, men hans uligevaegtige Sind, som han ikke formaaede at beherske, forte ham ud i yderliggaaende Standpunkter, hvis Konsekvenser ikke stod klart for ham. Derfor blev han heller ikke trods sine gode Hensigter nogen Forer, og da han satte alt paa eet Kort, led han Nederlag. Men heller ikke Politikerne skonnede paa hans Iver. »Morgenbladet« i Kobenhavn refererede vel Processen mod ham, som jo tjente til at vise, hvilken Ophidselse Regeringens Grundlovsbrud kunde fore til, men da Sagen var afsluttet, var der ikke mere nogen, der brod sig om ham eller tsenkte paa okonomisk at stotte den Mand, der dog havde mistet sit Embede for sin politiske Overbevisnings Skyld. Han gled ind i Glemselen, og da han dode i Vraa, havde det lokale VenstreblaJ kun en halv Snes Linier at ofre paa hans Minde. |