Vort emne er kirkeledelsens vanskelige stilling under de politiske og sociale kampe, som i forrige arhundredes slutning oprev landet under magtkampen mellem Hojre og Venstre. Spaendingsmomentet f. ex. i bispekollegiet skyldes forst og fremmest, at alle bisperne af overbevisning og tradition var hojremaend i politisk henseende — deter typisk, at et par af dem, da det trak op til forliget 1894, ytrede aengstelse for, at der skulde ske for store indrommelser fra »vor« side — mens de samtidig pa embeds vegne matte fore det reiigiose og kulturelle tilsyn med menigheder, der for en meget stor del bestod af venstremaend, i byerne i stigende grad ogsa af socialdemokrater, og bisperne folte sig utvivlsomt foruden som regeringens embedsmaend ogsa som menighedernes repraesentanter overfor staten; de havde en klar bevidsthed om ikke blot at vaere statstjenere, men i kraft af en vis pavirkning fra arhundredets liberalisme var de tilbojelige til at opfatte kirken som en fra det borgerlige samfund forskellig, i sit inderste vaesen selvstaendig andelig organisme. I sa henseende var de alle elever af H. N. Clausen og gennem ham af Schleiermacher.

Teologisk og kirkepolitisk var alle de bisper, som kom i embede mellem 1875 og 1889, af den mynsterske tradition, og de var Martensens disciple. Ved udnaevnelserne 1888^—89 blev der taget hensyn til den bredkirkelige, kristeligt-socialt betonede floj, der samtidig med at fastholde den martensenske kultursyntese af kristendom og al slags andsvidenskab lagde an pa et praktisk menighedsarbejde gennem sociale og humanitaere institutioner. Denne floj star bag det arbejde, som kaldes Kobenhavns Indre Mission — dengang i skarp modsaetning til Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark — og Harald Stein, som havde udformet »retningens« program, blev 1889 biskop pa Fyen, mens V. Schousboe, der som sognepraest ved Garnisons i hoj grad havde bidraget til dets praktiske gennemforelse, 1888 kom til Aalborg. Ved udnaevnelserne 1895 gor noget afgorende nyt sig gaeldende; da moder man for forste gang et indslag af vaekkelserne i bispekollegiet, se videre p. 135.

Martensen, som med fast hand styrede kirken til 1884, horte politisk til det yderste Hojre, ikke af blot den ringeste beundring for den godsejerregering,der aktuelt var ved magten, men fordi han endnu taenkte i absolutismens baner, og mest fordi hans konservatisme helt og holdent var bestemt i modsaetning til liberalismen, af ham defineret som den

---

*) Oprindelig forela?sning ved Aarhus Universitets arsfest, den 11. September 1954. Her lidt udvidet.

moderate gennemforelse af den franske revolutions principper — den radikale var socialismen — og liberalismen stod for ham, ialtfald indtil videre — som den egentlige hovedmodstander. Da efterretningen om slaget ved Sedan — det slag, der knuste ogsa flensborgeren, Martensens, nationale hab — naede til Kobenhavn, skrev han (V_fl -70) til biskop Laub i Viborg: »For mig star Preussens eller rettere sagt Tysklands sejr ikke som noget sa beklageligt som for de fleste hos os. Havde Frankrig sejret, vilde dermed ogsa alle demokratiske ideer, plebescit etc. have faet et nyt opsving og en ny sanktion. Nu tor det habes, uagtet alt, hvad der kan siges mod Preussen, at det monarkiske princip, autoritet og orden vil fa en ny stotte. Ogsa er den germanske and dybere og langt mere skikket til at haevde de hojere interesser end den romanske« — og endeligvar Tyskland protestantisk, mens Frankrig kun havde en »utilforladeligkatolicisme«.

Kort efter begyndte Martensen at udgive sin store Ethik, og her laeste han liberalismen dens lange synderegister; som alle andre var han rystet over pariserkommunen og sa i brandesianismen og socialismen, som den nu udfoldede sig som Forste internationale, en fortrop for det opror, det var kirkens pligt at vaekke politikernes samvittighed overfor, sa det muligt kunde besvaerges gennem reformer, mens liberalismen ved sit principielt dennesidigt begrundede demokrati (uden religios autoritet og mytologi) og ved sin frihandelspolitik kun gjorde ondt vaerre, nedbrod samfundsautoriteten og forringede underklassens kar. Martensen vilde have borgerskabet til at vaerge arbejderklassen mod liberalismens hensynslose udsugelser; derfor kom han i den givne situation til at sta so_rm socialismens forsvarer og matte tit hore ilde for det, men naturligvis kunde han ikke taenke sig at godtage socialismens program til en 10sning af samfundsproblemerne; det gjaldt for ham om at sikre det bestaende samfund mod socialismen ved at gore op med dens forudsaetning og forlober: liberalismen. Nar Martensen i denne sammenhaeng gar sa heftigt til vaerks mod den »moderne jodedom«, var det netop, fordi han i den sekulariserede jode sa demokratiets og socialismens egentlige baerer; hans endda skarpe »antisemitisme« er politisk og socialt, ikke religiost endsige racemaessigt begrundet — ligesom jo f. ex. kampen mod Georg Brandes i sit vaesen var en langt mere social end litteraer kamp.

Martensen holdt vel pa det konstitutionelle monarki og ikke pa det absolutte — som ikke mere var en praktisk mulighed — men den magt, som skulde afveje og udfylde det konstitutionelle kongedomme af Guds nade, var ikke folkesuveraeniteten — den er jo ogsa en absolutisme — men derimod den korporative staenderstat: i staenderne finder man de virkelige mennesker i deres konkrete kald, i demokratiet derimod den imaginaere storrelse: »statsborger«, og »statens ide kraever, at alle momenteri statslivet kommer til organisk udfoldelse«, og det gor de kun,

hvor kongens magt reguleres af staenderne. En nationalrepraesentation kan kun skabes af stsender, ikke af politiske partier, og en folketingsparlamentarisme,bygget pa den almindelige valgret, var Martensen bestemtimod. Med begejstring citerede han Schiller: »Was ist die Mehrheit?Mehrheit ist der Unsinn. Verstand ist stets bei wenigen nur gewesen.Der Staat muss untergehn . . . wo Mehrheit siegt und Unverstand entscheidet«.

Martensens elever og kolleger var stort set alle af samme mening, enten fordi de som Martensen var gamle nok til at have faet deres livssyn fgestnet for 1848, eller fordi de havde oplevet juni-grimdlovens forlis i 1866 og derfor havde accepteret demokratiets nederlag og reaktionens sejr som de selvfolgelige politiske vilkar ovenpa frihedsrusen i tiden mellem de slesvigske krige. Alle var de duelige teologer og habile administratorer, men ingen af dem havde sans for det folkelige gennembrud, som politisk spejler sig i venstrebevaegelserne, socialt i den oprindelige underklasses overgang til middelklasse (med dannelse af en ny underklasse i byproletariatet), eller som det religiost folder sig ud i vaekkelserne. Det politisk-socialt-religiose »opror« i de menigheder, de skulde vejlede og repraesentere, var for dem virkelig et opror mod Gud, konge og faedreland, for da slet ikke at tale om kirke, og deter betegnende, at biskop Swane (Viborg) i Kirkeradet 1885 kan definere det som en biskops opgave at blive »i hojsaedet«, men samtidig faerdes »nede« i menighederne. »Hojsaede« er en uskyldig metafor, men praepositionen »nede« siger mere end mange forklaringer om det biskoppelige dilemma.

Den naermeste fare — set fra bispestolene — var grundtvigianismen, og allerede i 1860erne glaedede bisperne sig over, at den nu fik konkurrence fra Indre Mission, men da det grundtvigske Venstre 1870 gik ind i Det forenede Venstre, blev bevaegelsen for alvor mistaenkelig som en fortrop af oproret. Isaer i Nordjylland syntes grundtvigianerne at tendere bevidst i frikirkelig retning, og de kraftige jyske stromninger formulerede i Askov 1881 et frihedsprogram i overensstemmelse med grundtvigske idealer, deriblandt ogsa et krav om fri praesteuddannelse eller i det mindste ophaevelse af det teologiske fakultets examensmonopol, saledes at examen blev overladt til en kommission uafhaengig af fakultetet. Dermed rortes ved en af den bestaende kirkes faste piller: prsesteuddannelsen, og deter typisk, at bispernes modstand ikke sa meget skyldtes deres frygt for en friere teologisk uddannelse som deres aengstelse for, at kultursyntesen skulde briste og praesterne blive isolerede og andeligt proletariserede i forhold til andre embedsmaend; derfor kaempede de ikke sa meget for universitetsteologien som for gymnasiernes klassiske dannelse; det var den, som var af ganske saerlig nodvendighed for praesterne, om man skulde kunne haevde deres akademiske ligeret og overlegenhed i forhold til menighederne.

Fakultetets hovedpine blev bispernes. Venstre stottede de grundtvigskekrav om praester af menighedens midte, ikke embedsmaend, men folkeligt valgte menighedsfunktionaerer, der m. h. t. ansaettelse og okonomivar helt afhaengige af menighederne som arbejdsgivere; dette kaldtesironisk nok »frie menigheder om frie praester«. Og fra den kulturradikaleside kom fakultetet ogsa under ild. I sin arsfesttale 1874 angrebuniversitetets rektor teologiens (d. v. s. den spekulative teologi) uvidenskabelighed og mente, at praesteuddannelsen burde henlsegges til en praesteskole udenfor universitetet. Talen var inspireret af den strid om tro og viden, som netop nu var ved at klinge af, og hvori Martensen havde villet haevde den spekulative dogmatik som ren videnskab, imodegaetbl. a. af Rasmus Nielsen (ud fra bade kierkegaardske og grundtvigskestandpunkter) og af Georg Brandes. Fakultetet bestod dengang af gamle og traette maend, som ikke kunde tage kampen op, men 1875 fik man den unge og energiske Peder Madsen ansat som H. N. Clausens eftermand i dogmatik og exegese. Aret efter blev professoratet i Ny Testamenteledigt, og Madsen patog sig at finde en raand, der kunde haevde fakultetets anseelse overfor flere dygtige grundtvigske ansogere. Her viste det sig klart, at fakultetet var og folte sig engageret i en politisk kamp. Madsen gennemtrawlede Jylland og tilbod professoratet til adskilligehabile sognepraester; henviste de til manglende faglige kvalifikationer,svarede han, at den slags var helt overflodige, for alle komrnentarerog handboger var skrevet, faget afsluttet og overskueligt; det gjaldt blot om at kunne udnytte handbogerne og sa iovrigt optraede med personlig»vaegtfuldhed« og pondus. Svarede de, at de ikke turde risikere en konkurrence, replicerede Madsen, at der slet ingen fare var, for deter da klart, at man tilrettelaegger en konkurrence efter det onskede udfald. Afgorende var det kun for ham at manovrere saledes, at der ikke kom en grundtvigianer ind; een havde man allerede (Fr. Hammerich i kirkehistorie),selvom han la yderst til hojre, een matte man regne med at fa ind i Gammel Testamente (Skat Rordam, siden Sjaellands biskop), men fik man sa ogsa een i Ny Testamente, var flertallet vippet og praesteuddannelsenkommet i de gale haender. Det var forovrigt samme slags motiver, som fik Madsen til at fungere som mellemmand mellem provinsens bisper og ministeriet ved praesteudnaevnelser; han 10b tidligt og silde i Frederiksholms Kanal, og der er ikke mange praesteudnaevnelseri disse ar, som han ikke har haft indflydelse pa (hvilket vel bl. a. i nogen grad forklarer den store tilslutning til hans teologiske the- og foredragsaftener). Da Madsen fik afslag fra alle dem, han tilbod professoratet,matte han tilsidst bekvemme sig til at tage H. V. Sthyr, der kun var kvalificeret som hojrepolitiker, men som heftigt forlangte at fa einbedetog truede med at mobilisere sine politiske forbindelser og sin kones fornemme familie for at na sit mal. Privat indrommede Madsen, at

Sthyr stod langt tilbage for andre ansogere, men nu gjaldt det ikke kvalifikationerne, kun »andsretningen«, d. v. s. det kirkepolitiske og politiske.En af Madsens venner — den senere stiftsprovst i Aalborg, C. Jacobi — ramte i centrum, da han tilskrev ham saledes: »gruelig sorgeligt er det at skulle forkaste en gehaltfuld mand for en forfaengelig, afmaegtig vante, der kun anbefales ved negative egenskaber« — men der var ingen vej udenom. Ved de folgende professorudnaevnelser anlagde man ogsa — i det mindste delvis — pragmatiske synspunkter, og greb hver gang fejl: da Buhl kom ind i 1880, Jacobsen i 1891 og Ammundsen 1901, skete alle ansaettelser i hab om at fa maend af den rette observans, og hvergangblev man skuffet, for de udviklede sig alle i liberal-teologisk retning.

1883 sa det ud til, at frikirkedannelsen i Nordjylland for alvor skulde blive til virkelighed, begyndende i Thy og pa Mors. Det gik ganske vist ikke efter planen, for bade den religiose og den politiske venstrebevaegelse, som her i hojeste grad spillede sammen, led af indre vaklen og splid, men de konservative kirkernaend vejrede strax faren: Martensen var syg og gammel, og »kirkelige vildmaend« rejste hovedet. Ogsa regeringen vilde stramme bandene, men haemmedes af, at det aldrig var lykkedes at gennemfore en kirkeforfatning ved lov, og tidspunktet var nu politisk set sa uheldigt som mviligt. Derfor greb kultusminister Jacob Scavenius til at oprette et kirkerdd ved kgl. resolution; det bestod af bisperne, en teologisk og en juridisk professor. Ideen var D. G. Monrads; den skulde redde lidt af hans ellers helt forliste forfatningsvaerk, og den fik stptte fra de andre bisper, endog Martensen gjorde den til sit kirkepolitiske testamente. Landstinget var loyalt og ligeglad, men folketinget godkendte aldrig radet og angreb det — hvilket gentoges landet over - som en provisorisk foranstaltning, sigtende til at bryde Grundloven, der jo vil ordne kirkens forfatning ved lov, ikke ved kongelige anordninger eller ministerielle bekendtgorelser. Kirkeradet folte sig derfor stedse ilde tilpas; det vidste, hvor usikkert det levede livet; det var kun radgivende i forhold til ministeriet og kunde ikke komrae til orde udadtil; ingen kunde derfor vide, hvad det i grunden udrettede, og bisperne tumlede fra mode til mode med det problem at skaffe radet folkeyndest til fornoden politisk afstivning. Det lykkedes ikke, og Venstres sa at sige forste regeringshandling 1901 var at slagte radet — til bispernes sorg og harme.

Deter utvivlsomt, at bisperne var Scavenius oprigtigt taknemlige, fordi han havde skaffet dem radet, men hans personlige vandel beredte dem mange sorger, isaer da han under valgkampen 1887 talte hardt mod Venstre som en nedbryder af aegteskab og religion (»saedelighedsfejden«)ogaf en interpellant blev spurgt, hvorfor da han, kirkens overste tjener og aegteskabets forsvarer, gik pa bordel. Interpellationen — bilagt

med en udf'orlig dokumentation, bygget pa spionage - blev siden fremdragetifolketinget og vakte landet over en uhyre opsigt (affaeren er praecist beskrevet i Gustav Wieds Dansemus), ikke mindst fordi ministerenumiddelbartefter angrebet gik i procession med biskop Clausen ved indvielsen af St. Paulskirken i Aarhus; det havde naer odelagt dagen for bispen, der ikke turde afvise sin foresatte, og vaerre blev det, da vaekkelsesfolkene begyndte at rore pa sig; den senere stiftsprovst Henry Ussing, til hvis yndlingsemner kirketugten horte, talte forarget med sine elever i Aarhus katedralskole om skandalen, og han og mange andre forlangte, at bisperne skulde bede kongen afskedige Scavenius. Der foregikintenseog nervose forhandlinger mellem bispegardene, og Aalborgs biskop, Lind, der havde vaeret Scavenius' opdrager, blev af de andre, isaer Viborg-bispen, puffet frem til at advare Scavenius om, at man forberedteenhenvendelse til Estrup for at fa ham fjernet. Ministeren tog det overmade roligt; han var bedre end bisperne klar over sit embedes rent politiske, ganske ukirkelige karakter: »Mit embede er ikke et kirkeligtembede,men et rent politisk-administrativt embede. Jeg er ikke kirkens,menkun statens tjener. H. M. kongen kan gore en jode eller en erklaeret fritaenker til kultusminister, hvis han matte finde det rigtigt. Herat" folger med nodvendig konsekvens, at der ikke kan forlanges en saerlig kvalificeret dyd af en kultusminister, fremfor af en hvilkensomheistandenminister eller embedsmand. Jeg har gennemfort kirkeradsordningenjustmed hensyn hertil«, skrev han til Aalborg. I bispernes korrespondance finder man naturligvis den mere professionelle og traditionellefrygtfor, at Scavenius' ugudelighed skal nedkalde himlens straffedommeoverhele landet, men deres aktion skyldes ikke religios eller moralsk forargelse; de var forst og fremmest bange for, at deres egne praester skulde ga til aktion udenom dem og derved afslore bispernes afmaegtighed; derfor besvor de gennem stiftsprovst Zeuthen i Viborg (han var medlem af Indre Missions bestyrelse) Vilhelm Beck om ikke at skrive om affaeren i Missionstidenden (noget, han ellers havde storstelysttil og siden ogsa gjorde). Dernaest frygtede de Hojres »caesarisme«ogvilde gerne udrette noget, der kunde saette dem i respekt overforden;men her stodte de pa partidisciplinen i Hojre, som f. ex. hindrededemi at komme til orde i hojrebladene, og de klagede til hinandenoverden foragt, regeringen og ganske saerligt justitsminister Nellemannvistedem (ikke mindst i sager om aegeskabsbevilling til fraskilte), men kernen i sagen nar man, nar deres optraeden mod Scavenius formuleressaledes:at det ikke gar an at lade politiske modstandere vaere ene om at haevde kirkens aere. Det var det virkelige dilemma. I 1887 kom der ikke noget ud af det hele, men da 1890 nye og tilsvarende skandaler kom frem, samledes bisperne igen, og Sjsellands biskop, Fog, gik nu til Estrup og klagede over, at »han har virket til at give den officielle kristendomtilpris

stendomtilprisfor de gudloses spot« (en bemserkning, man kunde unde
Kierkegaard at have kendt!). Om det havde nogen indflydelse pa, at
Estrup kort efter lod Scavenius falde som minister, skal her vsere usagt.

Det har klinget lifligt i bispernes orer, da Peder Madsen i det forste kirkeradsmode talte om at Ifisrive bispeembedet fra ministeriet, sa det kunde blive en virkelig religios autoritet i menighederne, hvor det nu kompromitteredes gennem Hojres politik. Bisperne vilde hellere end gerne vsere menighedernes vejledere, med storst mulige selvstsendighed overfor regeringen, kun direkte under kongen — iovrigt et kirkeligt onske, som havde vaeret luftet lejlighedsvis gennem hele enevaeldens tid og ikke mindst under de kirkelige forfatningskampe efter 1849. De takkedeMadsen for hans omsorg, men Monrad erklaerede, at ifolge forfatningenvar bispeembedet en melleminstans under ministeriet, og derved matte det blive. For at vinde indflydelse og menighedsautoritet for bispeembedetkastede Madsen sig derpa ud i et forsog pa at fa Indre Mission omdannet fra en privat kirkelig forening til et officielt folkekirkeligt foretagende, ledet af bisperne, saledes at Vilhelm Beck og hans bestyrelseblev en formel instans, der efter kirkeledelsens anvisning skulde anvende missionens kraefter, hvor bisperne skonnede det nodvendigt. Ogsa her dannede byproletariatet og grundtvigianerne den morke baggrund:de »oprorske masser« skulde pacificeres gennem en indre mission,som kunde blidgore dem, og grundtvigianerne skulde udkonkurreres.Indre Mission, som bestandig proklamerede sin manglende politiske interesse, virkede netop i kraft af denne mangel som en konservativ blok, og hvis bisperne nu gik i spidsen, kunde man ikke mere sige, at kirken ikke tog sig af det religiose, det vakte livs interesser; det vilde tjene deres sag at bevise kirkens effektivitet. Bisperne troede ikke, at man kunde bevaege Beck til at overdrage dem ledelsen, men kunde Madsenforma ham til det, vilde de selvsagt gerne vaere med. Derefter kom der anonyme skrsemmeartikler i Jyllandsposten og Soro Amtstidende, og Beck fik anonyme breve, som han matte tro stammede fra kongen selv — eftersom der i dem stod, at de kom sa hojt oppe fra, at der ikke kunde modtages et direkte afslag — og altsammen var det led i Madsens arbejde for at knsekke Becks modstand og fa ham ind pa forhandlingernesvej, hvor da Madsen kunde forklare ham, at slet sa truende som i forste omgang antaget var kravene til Indre Mission ikke. I begyndelsen gik det efter Madsens plan, men inden man naede til en formel overenskonist,havde provisorierne i 1885 odelagt stemningen i de landbokredse,hvor Indre Mission endnu dengang havde sit sikreste tilhold, og Beck gav udtrykkeligt den politiske uro og kirkeradets ringe anseelse i befolkningen som grund for at springe fra. Madsen kom da tilbage til bisperne med sare ringe jagtudbytte, og de troede ham ikke, da han sagde, at forhandlingsinitiativet havde ligget hos Beck (hvad det altsa

vitterligt heller ikke gjorde), og navnlig var Sjsellands biskop meget vred
og bebrejdede heftigt Madsen, at han havde sat bispernes autoritet pa
spil. Madsen genvalgtes ikke mere til kirkeradet.

Der var ingenlunde enighed indenfor radet; en floj var virkelig reaktionser og satte sig imod enhver forandring, blot fordi det var en forandring. Ingen noviteter! foreholdt biskop Fog stedse sine tilhaengere. Alt skulde ga som i Martensens tid. Men en anden floj, ledet af Aalborgbispen Schousboe og fra 1893 stottet af de to professorer, Fredrik Nielsen og Julius Lassen, var fremskridtsvenlig og vilde gerne gore radet populaert og levedygtigt ved at lade det ga i spidsen for reformer, ikke mindst liturgiske, men det ejendommelige er, at begge flojes indstilling er bestemt af den foreliggende politiske situation: de virkelig konservative vilde holde sig strunke og stive og ride stormen af; skulde en og anden reform alligevel blive gennemfort, sagde de fra og fralagde sig ethvert ansvar. De andre vilde imodekomme de folkelige krav indtil en vis graense, i det hab, at oprorets stride vande vilde blive mindre farlige, om et og andet stigbord blev trukket op. Af denne mening var ogsa kultusministrene.

Vi skal fremdrage et par exempler pa denne politiske reaktionsbestemthedud fra det, man kalder henholdsvis kirkens ydre og indre liv: Det var stadig regeringens onske at skabe en reprsesentativ kirkeforfatning,og da rigsdagen ikke vilde kunne enes derom, matte man ga administrativt frem, f. ex. ved at udvide kirkeradet eller stiftsradene (landemoderne) med prsester og lsegmaend; men det forudsatte igen en menighedsreprsesentation til at vselge ialtfald laegmandsrepraesentanterne.Alle sa, at en rent kirkelig kirkestyrelse var en politisk umulighed,men sporgsmalet blev, hvordan man skulde fa laegfolket organiseret.Allerede 1856 sogte Hall som kultusminister at oprette menighedsradad frivillig vej, men det var praktisk talt slaet fejl, nu overvejede man at fortsaette i Halls spor og sammensaette menighedsradene enten ved at lade praesterne vselge medlemmerne eller tage dem af den andeligt vagne del af befolkningen. I forste tilfaelde vilde sadanne praestevalgte laegmaend n3eppe blive anerkendt som »aegte« laegmaend, i det andet tilfaeldevar graensen svaer at drage; man taenkte sig naermest at give kirkegaengereog altergaester stemmeret og saledes samtidig praemiere deres fromhed. En anden mulighed var obligatoriske menighedsrad, men da vilde folketinget uden tvivl krseve dem valgt ved almindelig valgret, og da vilde de store »vantro masser« fa stemmeret og hele det politiske og parlamentariske valgmaskineri vilde komme ind i kirken, mens de troende ikke laengere kunde vaere sikre pa magten. Et andet problem var radenes kompetens: de frivillige rad kunde vane prsestens medhjaelpere, religiost og humanitasrt, eventuelt som kirketugts-bisiddere, men heller ikke mere. Det var det ideelle, og der var fortilfaelde at bygge pa helt tilbage til den store forordning om kirkens myndighed overfor übodfaerdige(1629),

faerdige(1629),fra pietismen og fra Halls forsog i 1856, men en sadan frivillig og exklusiv kirketugtsinstans vilde sognene opfatte som et kirkeligtsaedelighedspoliti og bede sig fri for, og gennemforte man de obligatoriskerad, vilde folketinget strax kraeve dem praestevalgsret tillagt — de mange adresser ved praesteskifte viste, at praestevalget virkelig var aktuelt — og derved blev praesterne afhaengige af menighederne og bispetilsynet illusorisk (praecis som det ogsa gik i det 20. arhundrede). Fra ar til ar bolgede der en lidenskabelig debat i kirkeradet om disse problemer, men man naede aldrig et resultat. Kort for 1900 var den grundtvigske floj, repraesenteret af de to »b.ojre-grundtvigianere« Skat Rordam og Frederik Nielsen, naet til onsket om en repraesentativ kirkeforfatning,hvor bispeembedet styrkedes ved at fa afgorende indflydelse pa praestevalget (af alle ansogere praesenterer han menigheden tre til frit valg). Men dette forsog pa at opna balance strandede, da det kort efter viste sig, at J. C. Christensen gik langt videre og vilde laegge praestevalget naesten helt over til demokratisk valgte rad. Derefter sluttede ogsa de grundtvigske bisper sig til en nu helt magteslos bispe-reaktion.

Et blandingsomrade er aegteskabsstiftelsen. Det horer bade til de indre og de ydre anliggender. Si den 1851 kunde man blive borgerligt viet, om man stod udenfor folkekirken, men de liberale og demokratiske politikere sa i den kirkelige vielse en sammenblanden af stat og kirke og vilde have obligatorisk borgerlig vielse; deri stottedes de fra vaekkelsernesside, isaer fra grundtvigsk i forste omgang, fordi man derved kunde haevde den pietistisk begrundede del af »praestefriheden«: praestensfrihed for at have med ugudelige og lastefulde at gore. Selvsagt vakte det ogsa genklang hos Indre Mission, der altid var pa jagt efter et velegnet omrade at holde kirketugt pa, og der rejste sig en voldsom — religiost-moralistisk begrundet — agitation for praesternes ret til at naegte at vie fraskilte. Bisperne derimod sa, at om fraskiltes vielse — og eventueltandre »forargelige vielser«, f. ex. af prostituerede — gik over til det borgerlige, vilde folketinget fole det borgerlige aegteskab diskrimineretog anset som et andet klasses aegteskab, og i konsekvens deraf vilde alle vielser blive obligatorisk borgerlige. Derfor havde bisperne nok sympatifor de samvittighedsomme praester — ornend ikke uden sans for det noget hysteriske og forskruede i agitationen — men alle var de enige om, at praesterne matte gore deres folkekirkelige pligt, selvom den stred mod skriftens ord og gejstlige tilbojeligheder for at ove kirketugt. Bispernegik med til at udvide en allerede tidligere given tilladelse til lempelseri vielsesritualet ved fraskiltes vielse, sa at praktisk talt alt det religiose islaet blev stroget, men de turde ikke rore ved selve sagen, ikke engang i retning af fakultativ borgerlig vielse (som nu siden 1922), af frygt for at folketinget skulde benytte lejligheden til at rejse kravet om almindelig borgerlig vielse. Derfor skulde der heist intet gores; man matte se at klare sig igennem med dispensationer, men alle forsog pa

at fa dispensationsretten overdraget til bisperne mislykkedes. Efter 1901 spaltedes bispekollegiet: en floj gik ind for fakultativt borgerligt aegteskabog bekaempede Albertis forslag til aegteskabslov, en anden kapituleredeog anbefalede det obligatoriske borgerlige segteskab. Rordam og Fredrik Nielsen kom uens over denne sag.

Af de »indre« anliggender kunde man forst fremdrage ligbrvendingssagen. 1882 afslog ministeriet i meget kategoriske vendinger — bag hvilke skjulte sig bispernes og andre hojere gejstliges erklaeringer — at have noget som heist med denne sag at gore, men da den omkring 1890 atter dukkede op og 1891 blev fort frem til vedtagelse i rigsdagen, blev sporgsmalet om praesternes medvirken aktuelt — ikke mindst fra ligbraendingsvennernes side, fordi man mente, at sagen aldrig vilde blive populaer, hvis kirken nsegtede sin medvirken. I kirkeradet lagdes striden op som en konflikt mellem hedensk og kristen tradition, ja endog mellera en evangelisk-luthersk og en grundtvigsk-demokratisk livsforstaelse. Ligbraending var kun noget for frimenigheder, mente de mest konservative, men efter 1891 onskede ministeriet praesternes medvirken. Kirkeradets flertal sagde bestemt nej i det hab saledes at kunne bremse sekulariseringen, mindretallet sagde principielt ja; dets leder, Schousboe, forstod som tidligere hovedstadspraest, at kremation var et socialt betinget faenomen, som vilde fa stigende betydning; et afslag var ensbetydende med at ukirkeliggore de befolkningsgrupper, som vilde ga over til kremationen. 1893 vippede flertallet, og det nye mindretal holdt sig stramt tilbage fra enhver medvirken.

Men langt mere typisk er striden om hfijmesseliturgien. Vaekkelserne onskede en gudstjenstlig reform, der optog trosbekendelse og forsagelse — tilsammen kaldet dabspagten — i hojmessens altertjeneste. For grundtvigianernevar dabspagten eet med selve det guddommelige abenbaringsord,og for Indre Mission fik den voxende betydning, dels fordi Indre Mission i sit aeldre stadium var praeget af grundtvigsk dogmatik, dels fordi man opdagede, at bekendelsens 22 korte saetninger frembod et ypperligt instrument til at justere praesternes tro med, navnlig efterhanden som den liberate teologi og den historiske bibelforskning traengte sig pa. Derforskulde dabspagten indfojes i den officielle liturgi. Trosbekendelsen havde — omend i den sakaldte nicaensk-konstantinopolitanske form — sin gamle traditionelle plads der, men var forsvundet i rationalismens tid, mens forsagelsen aldrig havde hort til ved hojmessen, men alene i dabsritualet. At fa dabspagten ind i selve liturgien vilde vaere et vidnesbyrdom vaekkelsernes magt; derfor stejlede bisperne strax og vejrede opror. De havde ikke noget mod at optage trosbekendelsen i den fra dabsritualetbrugte skikkelse, men at optage hele dabspagten var at blastemple grundtvigianismen. De grundtvigske praester brugte dabspagten, men fra praedikestolen; det matte blive deres egen sag, men at indfore den i alterliturgienvar eet med at aendre selve kirkens bekendelseskarakter. Det

lykkedes ogsa at holde dabspagten ude dengang, forst 1949 optoges den
officielt i alterliturgien.

Krig fores ofte pa slagord og symboler, og kampen mod dabspagten i hojmessen var eet rned kampen mod grundtvigianismen; den var selve oprorets symbol. 1894 skulde Marmorkirken indvies. Tietgen havde for egne midler rejst den som et tempel til Vartov-menigheden, og han vilde have den grundtvigske Holmens provst, Skat Rordam, til at indvie den; det kunde naturligvis ikke lade sig gore, og biskop Fog indfandt sig sammen med stiftsprovst Paulli (der ogsa var kgl. konfessionarius) for at g'ore det. Efter indvielsen besteg den grundtvigske sognepraest praedikestolen og indledte sin praediken med dabspagten; alle rejste sig, ogsa kongehuset, som var talrigt tilstede, men biskop og stiftsprovst blev demonstrativt siddende, og konfessionarius vinkede til Christian IX, som derefter sammen med sin familie ogsa satte sig. Nseste dag floj sejrsbudskabet fra bispegard til bispegard: ved at spille majestaetens person ud var det lykkedes at give grundtvigianismen et ordentligt slag, og tilmed var der det glaedelige, at Marmorkirkens akustik havde vist sig darlig; det kunde, som Fyens biskop skrev, let blive grundtvigianismen til afbraek, at man ikke kunde hore det levende ord i den forgyldte katedral.

Aret efter skulde Rordain bispevies. Det var lykkedes vaekkelserne at saette hans valg igennem og skraemme hans eneste taenkelige modkandidat, bl. a. ved anonyme truselsbreve. Kultusminister Bardenfleth — svoger til Marmorkirkens grundtvigske sognepraest — var Rordam venligt stemt og satte udnaevnelsen igennem trods betydelig modstand, ogsa hos kongen, og det, som mest rystede de konservative kredse, var, at en adresse fra % af Sjaellands grundtvigske og indre missionske praester i realiteten havde afgjort udfaldet.

Bispevalget 1895 var det kirkelige demokratis forste store sejr, og havde Rordam vaeret en staerkere mand, end han viste sig at vaere, vilde bispekollegiet have skiftet karakter. Til det samtidig ledige Ribe fik Indre Mission som tak for stotten til Rordam udnaevnt sin forste biskop, og de konservative var ilde tilpas, bl. a. ved udsigten til at Rordam efter ordinationen skulde begynde sin praediken med at fremsige dabspagten eller endog i praedikenen naevne Grundtvigs navn. Skete det i kongens og det officielle Danmarks naervaerelse, vilde kirken ikke mere vaere evangeliskluthersk, som Grundloven siger, men grundtvigiansk. Faren drev over, Rordam sagde intet, ja i sit ved vielsen oplaeste vita naevnte han Martensen, ikke Grundtvig som sin laaremester, og end ikke ved den folgende middag naevnte han Grundtvig. Det skaffede ham goodwill i hojkirkelige kredse, men vendte mange grundtvigske hjerter fra ham og vanskeliggjorde i hoj grad hans kirkeforfatningsarbejde; han havde uhjaelpelig mistet det grundtvigske flertals tillid, og som biskop matte han overvejende stotte sig til Indre Mission — hvilket blev af afgorende og skaebnesvanger betydning for den kirkelige udvikling i Kobenhavn.

Som forberedelse til bispevalget havde den »hojre-grundtvigske« professor Fredrik Nielsen gjort et stort arbejde. Det var et dogme — formuleret af Martensen — at en Sjsellands biskop skulde have vaeret teologisk professor eller kunne have vaeret det; derfor matte man skaffe Rordam en teologisk doktorgrad, vel at mserke for videnskabelige fortjenester, d. v. s. pa grundlag af hans vidt udbredte oversaettelse af Ny Testamente med noter. Fakultetet vilde ikke vaere med: Madsen vilde godt give Rordam graden, nar kronprinsens solvbryllup skulde fejres med proinotioner, men kun i anledning af hans 25 ars praestejubilaeum, og Henrik Scharling — Noddebo Praestegaards beromte forfatter — vilde slet ikke, med den originate begrundelse, at Rordam var grundtvigianernes dygtigste mand; gav man ham graden, udmaerkede man derfor hele bevaegelsen, men kunde der foreslas en ringere mand, vilde han gerne gamed. Alligevel fik Rordam 1894 graden, men kun begrundet med hans praestejubilaeum. Mens Rordams oversaettelse gik sin sejrsgang og trsengte ind pa skoler og seminarier, sad der en officiel kommission til at revidere oversaettelsen af Ny Testamente; pa grund af Bibelselskabets usagkyndighed havde den faet for snaevre instruxer og var blevet bundet til et foraeldet textgrundlag; derfor vilde de egentlig sagkyndige ikke gamed i kommissionen, og man matte ga til anden rangs oversaettere; men i bispernes ojne gjorde det ikke noget, tvaertimod, for det gjaldt kun — som biskop Fog udtrykte det — ora, at kommissionen var der, ikke om at den blev faerdig; det var af gjort bedst, at den aldrig blev faerdig, for sa laenge den var i arbejde, vilde Rordams oversaettelse ikke kunne autoriseres — hvad den da heller aldrig blev.

Ogsa om salmebogen stod der hard strid. Den officielle salmebog fra 1855, udarbejdet af Roskilde konvent, var en »overgangssalmebog«, en blanding af rationalismens Evangelisk-kristelig Salmebog, halv- og heldarligeudgaver af den vserdifulde digtning fra reformationstiden, Kingosog Brorsons dage og med et indslag af det 19. arhundredes kirkelige nybrud og af Grundtvig — altsammen anrettet med Ingemanns tvivlsommesmag. Den tilfredsstillede ialtfald ikke vaekkelserne. Grundtvigianernefik 1873 tilladt et tillaeg, overvejende praeget af Grundtvig, men betingelserne for dets indforelse var sadan, at det i storre menigheder var naesten umuligt at fa igennem; bisperne modarbejdede det, og Martensenformaede at holde det ude i Kbhvn. Derfor tog en kommission af virkeligt salmekyndige — mest grundtvigianske — praester sig pa at lave et forslag til en helt ny salmebog. Det vakte kirkeradets storste harme; bisperne delte sig igen: en floj sogte at overtale sig selv til at tro, at grundtvigianismen som andsmagt var dod, og at salmebogsarbejdetvar en sidste krampetraekning sigtende til at beholde indflydelsen endnu en tid; derfor satte man sig alvorligt imod at fa flere grundtvigskesalmer ind i salmebogen. En anden floj mente ogsa, at grundtvigianismenvar dod som andsmagt, men sa dens intime forbindelse med folketingsflertallet(noget

tingsflertallet(nogetgrundtvigianerne ogsa selv bestandig slog pa), og derfor vilde de pacificere den som kirkepolitisk magtfaktor gennem indrommelserpa op til 100 grundtvigske salmer. Kritikken af salmebogsforslagetopholdt sig meget ved littersere og formelle synspunkter, men der er ikke tvivl om, at professor Scharling talte pa mere end egne vegne og virkelig ramte plet, da han sagde, at de grundtvigske salmer mangledeetisk appel og i deres »antinomisme og mangel pa alvorlig selvanstrengelse«var en »fare for kristen- og folkelivet hos os«; de havde ogsa »i deres opskruede svulst et underligt hedensk, mytologisk praeg«, og deres mangel pa moral var bl. a. arsag til »de politiske udskejelser, hvorunder vort samfundsliv sukker«. Den 20-arige kamp mod de grundtvigskesalmer, som efter et nyt kompromis-tillaeg (1890) sluttede med det store salmeforlig, der f'orte til Salmebog for Kirke og Hjem (1899) — den, vi forst iar er ved at gore os fri af — havde i allerhojeste grad politiske motiver.

Skulde man af de foregaende antydninger drage en konklusion, matte den blive: at den skelnen, man undertiden i kirkeforfatningsdebatter vil gennemfore mellem ydre og indre anliggender, er komplet illusorisk. Det lader sig ikke gore at afgraense en rsekke ydre sager, som ogsa rigsdag og regering skal tage sig af, fra en raekke indre sager, som kun kommer kirken alene ved. laltfald i en kampsituation er det umuligt at sige, hvad der er ydre, og hvad der er indre. I et givet historisk haendelsesforlob er kirkens ydre som indre liv bestemt af tidens almindelige grundprseg og dens overvejende problemer; der gives ikke fredlyste enklaver, og i en given situation bliver ogsa liturgi, salmesang og bibeloverssettelse til politiske vaben. Et menneskes liv hsenger sammen, mange faktorer spiller sammen i det; det samme sker i uendelig kompliceret grad i samfunds liv, og i studiet af en politisk, social og religios brydningstid — som den, vort samfund gennemlevede i forrige arhundredes slutning — kan man naturligvis som arbejdshypoteser og af hensyn til en rimelig arbejdsfordeling foretage visse abstraktioner, men just bispekollegiets dilemma mellem Hojre og Venstre viser klart, i hvilken grad politiske, religiose og sociale forhold indbyrdes betinger hinanden som livsytringer af det samme samfunds liv og bevsegelse.

KILDER:

Det vigtigste kildemateriale er utrykt og findes i Kirkeradets forhandlingsprotokoller 1884 ff. (opbevares pa Kbhvn.s stifts bispekontor), suppleret med kirkeradspapirer i de enkelte bispearkiver, af hvilke her sa>rligt er benyttet Aalborg stifts (Viborg Landsarkiv). Af privatarkiver ma isa:r henvises til B. J. Fogs, Fredrik Nielsens og Peder Madsens arkiver (alle i Det kgl. Bibliotek) og til den meget omfattende samling af bispebreve, som rummes i biskop Jorgen Swanes privat opbevarede arkiv.

Af trykte kilder bor isser naevnes de bispebreve til kultusminister Fischer, som af dr. Kornerup er offentliggjort i Kirkehistoriske Samlinger 6. rsekke, og desuden kan jeg naevne min bog: Fern Aalborg-bisper (1954) og to mindre afhandlinger: Peder Madsen, Kirkeradet og Indre Mission (Kirkehistoriske Samlinger 7. 11. 444 ff.) og Bispevalget 1895 (Julebogen, udg. af Kirkeligt Samfund, 1954).