|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 3 (1954 - 1956) –NORDJYLLAND I SVENSKEKRIGEN 1657-60Af C. Klitgaard Om Krigen med Sverige 1657—60 er der i Tidens Lob fremkommet mange historiske Arbejder, og ogsaa om dens Forlob i Egnene nord for Limfjorden foreligger der i forskellige Tidsskrifter adskillige Afhandlinger, saa den her efterfolgende Fremstilling for en stor Del maa betragtes som et Kompilationsarbejde, hvis Formaal har vseret at give en samlet Beretning om, hvad der i hine bevsegede Aar foregik heroppe. Af Pladshensyn og ogsaa for at give Artiklen mere Koncentration og Overskuclighed er udeladt en Riekke Detailler angaaende Krigsforholdene i de enkelte Herreder og Sogne, hvoraf adskillige tidligere er trykt i »Jyske Samlinger« IX, 143 ff. og 176 ff., »Kirkehistoriske Samlinger« 5, 111, 524 ff. og 671 ff. og »Historisk Tidsskrift« 8, 111, 91 ff., medens andre vil blive trykt i et kommende Bind af »Vendsysselske Aarboger«. Midten af det 17. Aarhundrede var saavel her i Landet som i Landene omkring ostersoen en urolig Tid med mange Vanskeligheder, dels af politisk og dels af anden Art. Vi kan her minde om Processen mod Korfitz Ulfeld, der i 1653 forte til Beslaglseggelsen af hans og Leonora Kristinas Jordegods og Formue og iEgteparrets Flugt til Sverige; dernsestRevisionskommissionens Afsloring af en Raekke Besvigelser fra de store Statsleverandorers Side, store Naturulykker som Misvaekst med Kvsegsyge og Dyrtid i Folge, Pesten, der 1654 bortrev 9000 Personer eller en Trediedel af Kobenhavns Indbyggere, og Finansvsesenets miserableTilstand, som medforte, at en stor Del af Kronens Gods maatte afhsendes. For Udlandets Vedkommende maa erindres Krigen mellem England og Generalstaterne (Holland) 1651—54 med Danmark paa Nederlandenes Side, det spaendte Forhold til Sverige, hvor Pfalzgreven, den krigerske Karl X Gustav, 1654 havde aflost sin Kusine Kristina paa Tronen og havde angrebet Polen for at komme i Besiddelse af Nordpreussen, der stod under det polske Rige, medens den ostlige Del, Brandenburg, var et Len af det. I Begyndelsen havde den svenske Hser Held med sig i Krigen, og Karl X Gustav dromte om at saette den polske Krone paa sit Hoved; men i forste Halvdel af 1656 vendte Krigslykken sig, og den danske Regerings Krigsparti, der regnede med Stotte af KejserFerdinand 111 og talte Dronning So fie Amalie i sin Midte, fik Vind i For Understottelse til Arkivstudier bringer jeg Direktionen for Carlsbergfondet min aerbodige Tak. C.K. Side 94
Sejlene, og med Samtykke af Rigsraadet og Staendermoderne erklserede Frederik 111 1. Juni 1657 Sverige Krig. Det forste Angreb sattes ind mod Fjendens tyske Besiddelser Bremen og Verden Stifter, der under RigsmarskenAnders Billes Overledelse blev angrebet af en betydelig militser Styrke, idet der i Jylland var mobiliseret 7—Booo7—8000 Ryttere og omtrent 9000 Mand Folfolk. 9. Juli overgav Hovedfaestningen Bremervorde sig, efter at de mindre Faestninger her var faldet, og kun Fsestningen Stade holdt sig, hvorefter en Del af den danske Rytterstyrke blev afmonstret. Karl X modtog den danske Krigserklaering 20. Juni i Thorn i Vestpreussen, og efter at have forstaerket sin Haer med Tropper fra svensk Pommern lod han den marchere mod Danmark i Ilmarcher og under Generalguvernoren i Pommern Karl Gustav Wrangels Kommando, og allerede 22. Juli rykkede Svenskerne ind i Holsten og indtog de mindre Fsestninger her og kun Bremervorde holdt Stand under Oberst E. J. Liibbes. Den svenske Haer rykkede videre op gennem Slesvig, og 23. August opslog Karl X sit Hovedkvarter i Kolding og paabegyndte en Belejring af den stserke Faestning Frederiksodde (Fredericia), hvortil en stor Del af den danske Haer var flygtet og havde beredt sig til Modstand, og hertil var det lykkedes Rigsmarsken Anders Bille at naa ind med ca. 1000 Mand ved at sejle rundt om Skagen. Natten mellem 23. og 24. Oktober stormede Svenskerne Faestningen, der forsvaredes af ca. 3000 Mand, og indtog den. Her faldt et stort Oplag af Forsyninger i Svenskernes Haender, og Anders Bille blev i syg Tilstand taget til Fange og dode 10. November1). Mange andre hojere Officerer blev fanget tillige med ca. 2000 Mand af Besaetningen, af hvilken ca. 1100 var faldet. Byen blev overgivet til Plyndring, og en stor Del af Fangerne sendtes til Wismar i det af Svenskerne tidligere erobrede Hertugdomme Mecklenburg-Schwerin. Civilbefolkningen i Frederiksodde synes at vaere blevet fordrevet, thi senere traeffer man dem flakkende om i Jyllands fjerne Egne, ligesom en Maengde Jyder senere blev fordrevet ved vore Allieredes, Brandenburgeres og Polakkers Husering og flakkede om for at tigge Foden. Medens den svenske Hovedhaer og Hovedkvarteret blev flyttet fra Kolding til Frederiksodde under Belejringen, blev Generalmajor i Rytteriet Hans Botticher sendt op gennem Jylland for at undertvinge denne Landsdel og bistaa Overkrigskommissaer Albert Siltmann med Inddrivelse af de udskrevne Ydelser af Penge og Naturalier, og i Lobet af nogle Dage naaede Bottichers Styrke Aalborg, sorn sendte ham en Deputation i Mode og tilbod Overgivelse. Der har vaeret
nogen Tvivl om, hvornaar Botticher rykkede ind i
Aalborg.Historikeren 1) Rockstroh i Hist. Tidsskr. 7. 111. 136 ff. 2) Hist. Tidsskr. 6. V. 519 ff. Side 95
omtrent den 11. Sept.3). Hertil kan oplyses, at paa Hvetbo Herreds Ting (ved Saltum Kirke) modte Borger i Aalborg Laurids Lauridsen 26. Marts 16594) og vidnede, at Svenskerne kora til Aalborg 9. Sept., og en Skipper fra Christiania, der koni sejlende til Byen, blev tillige med flere Fartojer taget under Arrest, indtil han ved gode Venners Hjselp hos Generalmajor Botticher, som havde Kommandoen over Aalborg By og Land, koni fri. Fra det danske Forsvars Side havde man inden Svenskernes Ankomst til Nordjylland vaeret saa forudseende at fore alle Skibe og Baade over til Limfjordens Nordside, og da Botticher opfordrede Vendelboerne til Underkastelse og til at erlsegge de dem paalagte Ydelser, svarede de, at de selv vilde opkraeve dem og sende dem til Overkrigskommissaer Siltmann med »Krudt og Bly«. De havde opkastet to Skanser ved Norresundby (Skansebakkerne), og desuden var der Hals Skanse, som var i god Stand og forsynet med seks 8 Punds Kanoner. Da Botticher ikke kunde fore sine Styrker over Fjorden, gik han tilbage til Viborg efter nogle faa Dages Ophold i Aalborg, og han afventede derefter naermere Forholdsordre fra General Wrangel. Herom underrettede denne Kong Karl X i Brev af 18. Sept., og han tilfojede, at han godt kunde have forudsagt alt dette, »da jeg kender Folkene fra for 14 Aar siden, jeg var her i Jylland; da gik det Generalmajor Helm Wrangel ganske paa samme Maade«, hvormed jo sigtes til Traefningen ved Norresundby 18. Jan. 1644. Da det ikke kunde gaa an at lade »disse Bonder« blive under Vaaben, fik Botticher Ordre til at samle det mest mulige af sine Dragon- og Rytterregimenter og gaa vest om Limfjorden og falde over »Bonderne«, inden de fik Tid til at rejse storre Styrker, og for Eksemplets Skyld skulde han lade alle Bonder, der blev truffet under Vaaben, nedhugge, medens de, der vilde underkaste sig, skulde aflevere de Vaaben, de ejede, og derefter kunde de gaa hjem. Skanserne ved Norresundby skulde slojfes, men Hals Skanse besaettes med Dragoner5). Siltmann indberettede, at i Vendsyssel, Ty, Mors og Sailing var naesten ingen Bonder hjemme, da de overalt var samlet ved Faergestederne og under Vaaben, og i seks Mils Omkreds fra Viborg var alt 0de6), hvilket vel vil sige, at Maendene havde forladt deres Ejendomme for at deltage i Forsvaret af Faergestederne. I Aalborg var det lykkedes Botticher at finde en Mand, som holdt Svenskerne a jour med, hvad der passerede her. Det vides ikke, hvem Mandenvar, men han var fra Aalborg og skrev dansk. I et brev til Wrangelskrev han 21. Sept. 1657, at en Kaptajn med 200 Mand Fodfolk Dagen forud var kommet over Fjorden fra Vendsyssel og havde bemaegtiget sig 3) Anf. St. 7. 111. 119. 4) Tingbogen. 5) Dragoner var beredent Fodfolk, medens Ryttere var et uddannet Hestevaaben 6) Hist. Tidsskr. 7. 111. 119 ff. Side 96
Borgerskabets Vaaben, der var blevet indsamlet paa Raadhuset, hvorefter denne Styrke atter var sejlet over til Vendsyssel. Endvidere skrev han, at Oberstlojtnant Ziegler med 600 Mand Fodfolk og et Korporalskab Rytterivar afgaaet til Harboore, medens Oberstlojtnant Niels Lykke med Resten af Vendelboerne (o: Rytteriet) stod ved Norresundby, og endelig fortalte han, at Rigsmarsken Anders Bille med 2000 eller maaske 4000 Mand var passeret Saeby paa Sejlads fra Gliickstadt til Frederiksodde, hvortil han havde god Vind. Bille var syg og havde fra Saeby ladet Praesten hente ud til sig for at blive berettet7). Vi skal nu se paa Forholdene nordenfjords i disse bevaegede Dage. Her var Oberstlojtnant Niels Lykke overstbefalende over Rytteriet og Oberstlojtnant Friedrick Ziegler over Fodfolket. Niels Lykke kom til Norresundby 2. Sept. 1657 og indlogerede sig hos Delefogeden Morten Christoffersen med 4 Personer og 7 Heste, indtil de 23. Sept. drog til Harboore8). Niels Lykke, der antagelig var fodt Aar 1600, var Son af Jakob Lykke til Nortorp i Raer Sogn og Tanderupgaard i Bedsted Sogn, begge Steder i Thy, og Sofie Erikdatter Rud; han skrev sig til Elvedgaard og Skovsbo paa Fyn og Harrestedgaard paa Sjaelland, var 1624—25 Sekretser i Kancelliet, blev 1628 Kornet og 1632 Lojtnant ved Adelens Rostjeneste paa Sjaelland. 1642 blev han Ritmester, og i Krigen 1644 blev han taget til Fange af Svenskerne; 1651 blev han Chef for et Kompagni af den jyske Rostjeneste, blev 1654 Obei stvagtmester til Hest i Jylland, 8. Febr. 1657 Oberstlojtnant og en kort Tid Kommandant paa Kronborg, hvorefter han i August samme Aar sendtes til Jylland for der at organisere Forsvaret mod Svenskerne, efter at han forst havde deltaget i Angrebet paa Stift Bremen, fra hvilket hans Rytterregiment blev fordrevet af Svenskerne og i spredte Hobe flygtede til Danmark, for saa vidt de ikke blev taget til Fange. Om Efteraaret blev Niels Lykke fanget af Svenskerne og blev efter sin Losladelse 1660 Oberst for den jyske og fynske Rostjeneste. Han blev ganske ruineret under Krigen og maatte saelge Harrested. Dod paa Skovsbo 1683. Var gift 1° med Helle Holgersdatter Ulftand, 2° med Margrete Nielsdatter Vind, d. 1641 og 3° 1645 med Margrete Henriksdatter Gyldenstjerne, med hvem han fik Skovsbo og Elved og havde 6 Born, hvoraf kun 2 blev voksne. Friedrich Ziegler, en Tysker, blev 24. Marts 1657 udnsevnt til Chef for Landfolket i Aalborg Stift, og 18. Juni s. A. fik han Ordre til at hjaelpe til med Udskrivning af 1000 Bonderkarle i dette og Viborg Stift og fore dem til Frederiksodde, hvor han var 13. Aug.; men han blev derefter sendt tilbage til Vendsyssel for at organisere Landfolket til Modstand 7) Brevet findes i det svenske Rigsarkiv, »Danska Kriget 1657—58«. 8) C. Petresch-Christensen: »Norresundbys Historie«. I. 370. Side 97
mod Svenskerne, og han var tillige Kommandant i Hals Skanse, hvor han eksercerede Bonderkarlene. Han egnede sig godt til det givne Hverv, thi han havde i en Del Aar i 1630—40erne vaeret i dansk Tjeneste og kunde gore sig forstaaelig paa dansk. Han kom til Norresundby 25. Aug. og boede der hos Delefogeden Morten Christoffersen tillige med sin Hustru og Born og Folk, ialt 8 Personer, hvilket Kvarter blev ham anvist af Slotsskriveren paa Aalborghus. De var der i 18 Dage, og saa rejste Fruen og Bornene til Hals, medens Ziegler blev der til 18. Sept., da han tog til Harboore9). 21. Sept. 1657 opholdt Niels Lykke sig i Norresundby og skrev derfra til Anders Bille, at han havde faaet kgl. Ordre af 16. Aug. til at tage til Vendsyssel, Thy, Mors og Sailing for at rejse Indbyggerne der til Forsvar mod Svenskerne, samt at ogsaa de fra Bremen hjemvendende og afmonstrede Ryttere paany skulde munderes og derefter overfores til Sjaelland eller Fyn, hvis man ikke i Aalborg Stift kunde blive staerke nok til at modstaa Fjenden. Da Svenskerne allerede paa dette Tidspunkt var rykket op i Jylland, kunde Niels Lykke ikke tage over Land til Vendsyssel, men sejlede fra Kerteminde til Hals, hvor Oberstlojtnant Ziegler opholdt sig og havde Regeringens Ordre til at opbyde Landfolket og indove det unge Mandskab sammen med Vendsyssels menige Indbyggere til Forsvar mod Svenskerne. Oberstlojtnant Lykke gennemrejste saa Vendsyssel og Thy og fik trods megen Modstand fra Beboernes Side Rytteriet til Hest igen udmunderet, saa Niels Lykkes eget Rytterkompagni, Oberstvagtmester Corfitz Ulfelds10) Kompagni, Ritmester Jorgen Rosenkrantz'11) Kompagni, som fortes af Lojtnant Anthoni12), var naesten genmunderet og ligeledes en Del af Ritmester Jorgen Lykkes13) Kompagni, hvorimod Ritmester Jesper Vognsen14) var sejlet til Fyn eller Laaland med noget af sit Kompagni, Oberst Christoffer Hvas'15) Kompagni havde Niels Lykke ikke set noget til, men havde hort, at det var paa Fyn, og han vidste ikke, om Hvas vilde befatte sig mere med Regimentet, som han var Chef for. Videre skrev
Niels Lykke i Brevet til Rigsmarsken, at Sognefolkene og
9) C. Petresch-Christensen: »Norresundbys Historie«. I. 368, 372. 10) Til Mattrup. Hans Rytterkompagni fik 4. Juni 1658 Kvarter i Steby. 11) Jorgen Rosenkrantz til Vindinge, faldt 2. Sept. 1657 ved Frederiksodde. 12) Antagelig Anthoni Medicke, der 1662 var Ritmester og boede i Aalborg. (Nibe Tgb. 1603, 81. 162). En Feltsk^r af samme Navn boede 1648 i Aalborg. 13) Jorgen Lykke var Son af Hans Lykke til Krabbesholm og Sogaard i Nors i Thy. Han ejede efter Moderens Dod 1655 Sogaard. Blev fanget af Svenskerne 1657 og dode 1693, begravet i Vester Assels Kirke paa Mors. 14) Jesper Vognsen til Nerild i Lyne Sogn og Rolsegaard paa Mols var fodt 1619 og dode paa Rolsegaard 1687, 68 Aar gl. 15) Christoffer Hvas til Kaas blev 1657 Oberst over et Rytterregiment, fik 4. Juni 1658 Kvarter i Hjorring, men dode for han kom der. Side 98
delen.Hankunde ikke opdrive mere end to Skibe, som han fragtede til at l"0re sit eget Kompagni til Sjaelland og Fyn paa, og saa vilde der blive tre Rytterkompagnier samt 50 Ryttere af Adelens Rostjeneste under Eiler Evert Banners16) Kompagni tilbage, som der ikke kunde skaffes Skibe til at fore bort. Oberstl. Ziegler havde ogsaa bedt Lykke om at blive i Vendsyssel, thi hvis han drog bort med Rytteriet, vilde Zieglers Fodfolk utvivlsomt Iobe fra ham og ligeledes det menige Folk, der var opbudt til Forsvaret. Lykke, der ikke kunde regne med at faa flere end ca. 50 af sine Ryttere fort bort med Skib, bestemte sig derfor til at blive heroppe, hvis Befolkningen vilde love at bistaa med Forsvaret, hvad den lovede, og han havde allerede faaet samlet et ret anseligt Antal Folk; men en Del var meget modvillige og modte ikke efter Tilsigelse. Oberstl. Ziegler var afgaaet til Harboore med Fodfolket sammen med Ritmester Jorgen Lykke, der fodt i Thy var godt kendt der, og de vilde lade bygge et Blokhus og opkaste en Skanse med Grave om, hvor det bedst kunde lade sig gore, og hvor Landet var smallest, saa Niels Lykke haabede, at man snart kunde sikre sig mod et Indfald af Fjenden her, og at man derefter kunde sikre Landsdelen, indtil Isen kom, og inden den Tid fik man vel nogen »videre Securs« (o: Sikkerhed, Betryggelse). Han bad Rigsmarsken om at faa sendt 3—43—4 Kanoner med Ammunition, og Oberstlojtnant Ziegler savnede meget flere Officerer, thi han havde kun 2 Kaptajner, 1 Lojtnant og 1 Kvartermester, og flere af dem kunde han ikke stole meget paa. Rigsmarsken havde sendt 4 Tonder Krudt, 10 Bundter Lunter og 40 Kugler, hvilket der var haardt Brug for; men man havde over 4000 Musketter foruden Langbosser, og der var Mandskab nok at faa, hvis Rigsmarsken vilde lade beordre Udskrivning og sende nogle Officerer. I saa Fald kunde vel samles nogle Tusinde Mand i det nordlige Jylland. Skulde Fjenden bemaegtige sig Landsdelen, »det Gud forbyde«, kunde denne vist her forstserke sin Arme med 6000 Mand og ssette sig saa fast ved Hals, at han blev vanskelig at fordrive igen. Niels Lykke kunde maaske tilvejebringe nogle Tusinde Bonder nordenfjords; men havde man ingen Officerer til at kommandere, var det forgaeves Arbejde. Af Rytteriofficerer havde han selv kun Ritmestrene Jorgen Lykke og Rosenkrantz samt Lojtnant Anthoni; alle de andre Officerer var paa oerne: Oberstvagtmester Corfitz Ulfeld og hans Lojtnant og Kornet var paa Fyn ligesom Jorgen Lykkes Lojtnant, Kornet og Kvartermester, og Ritmester Rosenkrantz var paa Laaland. Niels Lykke bad Rigsmarsken om at beordre Ritmester Jesper Vognsen til Vendsyssel med sine Folk og Rytteriofficerer og slutte sig til Regimentet, saa haabede han at faa dette genoprettet i sin fulde Styrke, thi der var Folk og Heste nok her. 16) Eiler Evert Banner til Ellinggaard. Af to Bondergaarde i Strandbylund oprettede han 1672 Ssedegaarden Bannershind. Side 99
Endelig meddelte Niels Lykke, at han selv havde skrevet til Officererne paa Fyn og givet dem Ordre til at rejse til Vendsyssel, — om de ellers vilde efterkomme den, og han slutter med at onske Rigsmarsken, at han snart maa genvinde sit Helbred og sin Forlighed17). Samtidigt med, at
Niels Lykke fik kgl. Ordre af 16. Aug. 1657 til at
»Vi Frederik den Tredie (o. s. v.) gore alle vitterligt, at Vi af kongelig Omsorg for Vort kaere Fsedernelands og tro Undersaatters Velstand naadigst haver for godt anset at anbefale og betro Os elskelige Niels Lycke til... .19),.19), Vor Mand, Tjener og bestalter Oberst-Lieutenant til Hest, med hos sig havende Officerer og de, som han herefter til sig tagendes vorder, at opmane Vort Land Norre-Jylland til faelles Defension og Forsvar, til hvilken Ende han sig Vore Lande Vendsyssel, Thy, Sailing og Mors haver at bemaegtige og det til Laufplads (o: Lobeplads) at bruge, indtil han kan blive bastant (o: stserk nok) at gaa Fjenden under ojnene. Thi byde Vi og alvorligen formane Vore ksere tro Undersaatter, at de sig som gode Patrioter nu hos hannem indstiller med det bedste Geyser, som enhver tilvejebringe kan, og sig horig og lydig anstiller til at parere hans eller de af hannem forordnede Officerers Kommando, og ellers dennem med Proviant og andet vaerer behjaelpelig, hvis (o: hvad) de behove kan. Dersom og nogen mserkelig Fare for Fjendens Overfald skulde vsere for Haanden, ville Vi lade gore saadan Anordning, at I paa bedste Maade kan blive sekunderede. Imidlertid haver I Niels Lycke (her mangier nogle Ord i Registranten) saavel som den Skanse ved Hals med fornoden Officerer og Soldater af Landfolk at bessette og defendere lade. Vi tvivler ikke paa, at enhver Sogn ikke aleneste tilhjselper sine egne Sogneryttere, som udmundered e20) ere, indkomme iligst igen at montere og sig igen hos bemeldte Niels Lycke indstiller, men endog, at alle andre i Vort Land Norrejylland sig saaledes til Defension imod Rigens Fjender indstiller og lader sig af bemeldte Niels Lycke fore og kommandere, som gode og lydige Undersaatter egner og vel anstaar. Vi ville det igen med kongelig Gunst og Naade naar Gud giver fredelig Tilstand, imod enhver vide at erkende efter enhvers nu befundne Oprigtighed og Troskab.« Da Generalmajor Botticher mgerkede, at han absolut ingen Vegne kunde komme med Hensyn til at faa Vendelboerne til at underkaste sig, trak han sig som foran nsevnt tilbage til Viborg med sin Hovedstyrke og fik her General Wrangels Ordre til at gaa vest om Limfjorden og indtage Landet nordenfor denne. Denne Vej over Harbooretangen var ikke ukendt for de svenske Officerer, thi ikke alene havde de kejserlige Tropper benyttet den 1627, og da de 1629 igen drog syd paa fra Thy; men ogsaa 1644 havde svenske Afdelinger benyttet den21). 17) Danske Samlinger til Historie m. v. I. 29 ff. Niels Lykke har altsaa ikke vidst, at Jorgen Rosenkrantz var dod. 18) Jyske Tegnelser XIV, 81. 95 f. 19) Elvedgaard (aaben Plads i Registranten). 20) Skal vel vaere umunderede. 21) Johs. Steenstrup i Jyske Saml. 3. IV. 466. Side 100
Forholdene paa Tangen mellem Agger og Harboore Sogne, der altsaa forbandt Thy med Hardsyssel (Ringkobing Amt), var i Tidernes Lob meget ustabile. Af Historien erfarer vi, at Knud den Store 1027 sejlede vest fra ind i Limfjorden, og 1086 samlede Knud den Hellige sin store Flaade i Nissum Bredning ved Humlum og Vestervig for derfra at sejle til England; men senere lukkedes Limfjordens Udlob gennem Tangen og vides forst gennembrudt igen o. 1560, da »Fjorden blev usigelig rig paa Flyndere«S2), og Skibe kunde passere Aabningen. 1566 udvidedes Gennembruddet, men omkring 1580 var det atter tilsandet. Saa kom der et nyt Gennembrud 1586, der igen lukkedes o. 1594, og derefter fulgte et Gennembrud 1615. som straks efter blev tilstoppet, hvilket ogsaa var Tilfaeldet med et 1624 dannet Hul, saa de kejserlige Tropper kunde ride over 1627. Paa Johannes Meiers Kort fra o. 1653 er afsat en bred Aabning kaldet »Limfordsmynde«23) (Limfjordsminde, Mindet mellem Fjorden og Havet), og det var dette Minde, Svenskerne skulde over 1657, og hvor Danskerne vilde modsaette sig Overgangen. Det lukkede sig atter omkring 1680, og saa vidt det skonnes, stod Limfjorden derefter ikke i Forbindelse med Vesterhavet for 1825, da to Stormfloder bortskyllede store Dele af Tangen og dannede flere Gennembrud, hvoraf et helt nord paa ved oster Agger blev et sejlbart Dyb, »Agger Kanal«, med 2—2,52—2,5 m Dybde; men 1877 var den helt tilsandet, hvorimod der 1862 sydligst i Sognet dannedes et Gennembrud, »Thyboron Kanal«, som i udbygget Stand har holdt sig til vor Tid. Paa den af Havet
bortskyllede Del af Aggertangen laa nogle smaa
Bebyggelser: Rockstroh udtaler25), at antagelig har staerke ostlige Storme presset Vandstanden i Limfjorden saa stasrkt op, at Vandet for nogle Dage har banet sig Vej over Harbooretangen til Vesterhavet, og at det, naar Vandstanden atter sank, muligvis efterlod storre og mindre Moradser og Vandsamlinger ved Tangen; men Forholdet er dog det, at hoj Vandstand i Fjorden og denned folgende Oversvommelser af Fjordens Kyster sker med Storme af Vest, idet saadanne standser Kattegattets Aflob langs den svenske og norske Kyst og presser Vand ind langs Vendsyssels Skagerrakkyst, og saa soger Limfjordens Vand at komme ud, hvor Modstanden er svag, som ved Harboore, og hvor Vesterhavet ogsaa bidrog til Fjordens Aflob ved at skaere Klitterne bort. Det forekommer
mig, at Forholdene ved Harboore minder ora Forholdeneved
22) Anf. St. 464 ff. 23) Ved en punkteret Linie tvaers over Tangen staar paa Tysk: Her lober undertiden en lille Baek :i Havet. 24) Jyske Saml. 3. IV. 243. Om Fsegtningen her se ogsaa Tisted A.Aarbog 1937, S. 372 ff. 25) Jyske Saml. 3. IV. 453. Side 101
snart er her smalle rivende Vandlob med en ret stor Dybde, og snart breder Aaerne sig ud over Stranden, men med lav Vandstand, saa man kan vade over dem, hvis man kan undgaa at komme i Kviksand; vil man kore over, skal man kore over i Kanten af Havet, hvor Aaernes Vand spredes, og Bunden er fast. I Viborg samlede Botticher sine Folk, og 1. Oktober afmarcherede de fra Byen og slog om Aftenen Lejr ved Haderup ved Karup Aa, og Dagen efter indtraf hans Forstaerkninger fra Aarhus og Skanderborg m. fl. Steder, hvorefter han samme Dag med Hovedstyrken drog til Holstebro, medens han sendte Flankedsekninger mod Lemvig og Fsergestedet Aggersund. Styrken kom til Lemvig Kl. 8 om Aftenen og kobte to Borgere der til samme Nat at fore den til Nabe. Om Aftenen kom Botticher med Hovedstyrken fra Holstebro, 33 km, og ved Harboore traf de paa en dansk Rytterpatrouille, af hvilken en Mand blev skudt og to taget til Fanger i et Hus, hvorimod Resten flygtede nord paa ad Tangen. Fangerne blev tvunget til at vise Svenskerne Vej, og de overrumplede den danske Lejr, hvor Forsvarerne sov, og »Officererne drak dygtigt«, siger den svenske Beretning. Oberstlojtnant Ziegler og Jorgen Lykke havde ladet opkaste en lille Forskansning her, vel en Void af Sand, og havde gravet en dyb Groft tvsers over Tangen foran Graven; formodentlig havde de uddybet det gamle »Minde« mellem Havet og Fjorden, og her var samlet omtrent 150 Ryttere og efter svensk Beretning omtrent 1500 bevaebnede Bonder. Sandsynligvis blev den danske Styrke alarmeret af den ovennaevnte flygtede Patrouille, og da Svenskerne Kl. ca. 4 om Morgenen 3. Okt. efter en March paa ca. 94 km i 2% Dogn angreb Forskansningen paa to Steder paa en Gang, maatte de opgive Foretagendet. Saa snart det blev lyst, inspicerede Botticher personlig Forholdene her og gik saa over til nyt Angreb, og da var mange af Bonderne allerede Iobet bort i Morket. Rockstroh udtaler, at det sandsynligvis var de godt 600 Vendelboer, der var med, som 10b forst, og stotter denne Antagelse med, at Kirkebogerne i Sydthy ikke anforer noget om begravede Vendelboer her, men herved maa jo erindres, at i hin Tid blev almindeligvis kun de dode af »Sognets Folk« indfort i Kirkebogerne som »Begravet«, og Maarup Kirkebog indeholder f. Eks. ikke et Ord om de ca. 150 engelske Marinere, der 1808 blev begravet her efter Fregatten »The Crescent«s Stranding ved Rubjerg Knude. Botticher lod sine Folk sidde af Hestene, lod Rytterne angribe Forskansningenpaa tre og Dragonerne paa to andre Steder og forte saa selv alle Officererne og Resten af Styrken til Hest mod Forskansningen. Den svenske Beretning siger, at Svenskerne kom over Graven og Volden uden at miste en Mand, og de huggede nu i »Furie« (o: Raseri) ned for Fode, Side 102
saa der
draebtes omtrent 200 Bonder og ca. 80 Ryttere, medens de
fleste Oberstlojtnant Niels Lykke blev dog ikke fanget her; han var ■— som der staar i en Vise — draget »seks Mile« derfra, og det ligger naermest at antage, at han under Traefningen opholdt sig paa sin Fodegaard Nortorp i Raer Sogn eller paa sin Slaegtning, Ritmester Jorgen Lykkes Gaard Sogaard i Nors, og han har vel formaaet at holde sig skjult en Tid, thi han skal forst vaere blevet fanget 28. Okt. 165727), og Jorgen Lykkes og Oberstl. Zieglers Tilfangetagelse synes da heller ikke at vsere sket ved Nabe. Deter vel tvivlsomt, om de overhovedet deltog i Traefningen, thi Sognepraesten i Skjoldborg indberetter28), at i Folge Niels Lykkes og Zieglers Ordre, dat. Vestervig 1. Okt. 1657, skulde Praesterytterne med Bevaebning forst niode ved Vestervig 5. Oktober, og da var Svenskerne jo allerede kommet til Thy. Det af Overkrigskommissaer Siltmann, der deldog i Togtet, opgivne Antal faldne Danskere — o. 200 Bonder og ca. 80 Ryttere — er utvivlsomt for lille, thi det antages, at der faldt ca. 300 Mand, og det var vel hovedsagelig überedne, da Rytterne jo lettest kunde undkomme; men antagelig er en Del af Fodfolket blevet nedhugget under Flugten, thi i en Skrivelse af 12. Marts 1661 fra Magistraten i Tisted siges bl. a., at efter at Svenskerne var kommet ind ved Minderne, forte de »en Blodfane halvanden Mil igennem Landet (o: Thy) og nedhuggede og skod alle Mandkon, som kom dem for, og i samme deres Vrede og Ivrighed kom saa hastig her til vor fattige By, over 1500 Mand stserk, saa vi blev af dem skammelig ruineret . . . inedens de andre Byer heromkring slap . . . .« I Brevet siges ogsaa, at en Del af Tisteds Borgerskab blev »slagne og formyrtt« ved Minderne29). Dr. Villads Christensen har undersogt de bevarede Kirkeboger fra Thy fra hin Tid for saa vidt muligt at faa Klarhed over, hvor mange danske Forsvarere, der faldt ved Nabe. Sognepraesten i Skjoldborg-Kallerup Poul Christensen Paaske indberettede 166030), at der faldt nogle Hundreder, hvorefter Svenskerne drog videre med stor »Furor« og Udplyndring, og Kirkebogerne oplyser31), at der 6. Okt. 1657 i Agger blev begravet 20 faldne fra Sognet, deriblandt 2 Kvinder, som var fra Sognets nordlige Del og vel har fulgt deres Maend. 9.—15. Okt. begravedes i Tisted 12 Maend og 6 unge Kvinder, antagelig ogsaa faldne eller nedhuggede i Svenskernes »Furor«; 7. Okt. begravedes i Gettrup 6 faldne, i Skjoldborg 4, i Kallerup1, 26) Rockstroh i Hist. Tidsskr. 7. 111. 127 ff. 27) Vedel Simonsen: Elvedgaard I. 152. 28) C. Klitgaard i Kirkehist. Saml. 5. 111. 527. 29) Rigsarkivet: Lenenes Tilstand efter Svenskekrigen. Jvf. Rockstroh i Jvske Saml. 3. IV. 238. 30) Kirkehist. Saml. 5. 111. 527. 31) Hist. Tidsskr. 6. V. 519 ff. Af de 77 Kirkeboger, der fra Jyllands 550 Pastorater er i Rehold fra Tiden indtil 1660, er 33 fra Aalborg Stift, deraf 14 fra Vendsyssel og 9 fra Thy. Side 103
rup1,i Heltborg 4, i Tilsted 6 og 19. Okt. i Harring 1 fra Kaerup, vist i Janderup Sogn. Deter ialt 60. Vestervig Kirkebog fra den Tid haves ikke, men i Pontoppidans »Danske Atlas« Bd. 5, S. 509, oplyses — vel efter en aeldre Kirkebog — at der faldt 29 Mand fra dette Sogn. I »Danske Magazin« 4. VI. 56 ff. (1886) har C. F. Bricka gengivet to Viser fra Svenskekrigen 1657—58, hvilke findes i Haandskrift i Det kgl. Bibliotek. Den ene haaner i 46 Vers den danske Adel for dens Frygtagtighed og siger bl. a. i Vers 26: »Kom der to
Svenske i Sonder Jylland, I den anden Vise, der er paa 40 Vers, horer vi bl. a. om de Danskes Indtagelse af Bremervorde 9. Juli 1657 og deres mislykkede Belejrmg af Stade, og derefter fortaelles om S>venskernes Ankomst fra Polen til Holsten og Adelens fejge Flugt til Fsestningen Frederiksodde (Fredericia) og Svenskernes Belejring af den33), medens en Afdeling af dem fortsatte Fremrykningen op gennem Jylland. Herom fortaeller saa Visen i Vers. 25—31: 25. »overste Niels
Lykke var skikket da 26. I Skansen34)
lagde han behsend 27. Svensken kom da
straks paa Stand, liver Bonde, de i
Skansen fandt, 28. Ad Thyland foer
de og hen 29. En maegtig Skanse
i Vendsyssel laa, 32) Her gengivet med moderne Retskrivning. 33) De indtog den 24. Oktober 1657. 34) Forskansningen ved Nabe paa Harbooretangen. 35) En Officer af dette Navn kendes ikke, saa det har maaske vaeret den Kaptajn, der med nogle faa Mand var blevet i Skansen, efter at Oberstlojtnant Fred. Ziegler var marcheret til Thy med Fodfolket. Side 104
30. forlod Gevaer og
Stykker der 31. Saa tog de
Svenske Landen ind, vor Adel og
Officerer all' oo De Svenske de
skri;er yor Land for Naar Visen haaner vor Adels Optraeden, maa vi dog erindre, at mange af Adelen var Officerer, der var i Krigstjenesten i Holsten, ved Frederiksodde og flere andre Steder; men rigtigt er det ogsaa, at de laa »i Skov og Skjul«, thi af Biskop Jens Bircherods Dagboger ses, at Jens Bildt til Haestrupgaard f lygtede til Tonsberg, hvor hans Hustru Lisbet Krabbe dode 3. Marts 1658, og Markvar Kaas til Tidemandsholm flygtede til Lseso med sin Familie og dode der 28. April 1658. Adskillige andre Hovedgaardejere har vel fulgt deres Eksempel. Vi forlod Generalmajor Botticher og hans Styrke den 4. Oktober i Tisted, og medens han besatte Thy, Mors og Sailing med en Del af den, sendte han straks en Styrke paa 100 Ryttere ost paa for at indtage Skanserne ved Norresundby37) og Hals. I Folge Efterretninger, som Botticher havde modtaget, vel fra Aalborg, skulde der vsere 70 Ryttere og nogle Hundrede Bonder ved Norresundby, men det var utvivlsomt Oberstlojtnant Zieglers Styrke, som tidligere var afgaaet til Harboore, og da det svenske Rytteri kom til Norresundby den 5. orn Morgenen efter at have redet hertil fra Tisted om Natten, fandt de Skansen torn, og de red saa videre til Hals, hvor der i Skansen kun var en Kaptajn samt en Konstabel og en Musketer, saa det var en let Sag at indtage den, og den fik saa svensk Besaetning til i Maj 1658. Et dansk Skib, der 10b ind til Hals samme Dag med Skyts, Vaaben og Ammunition samt en af Oberstl. Zieglers Underofficerer, faldt straks i Svenskernes Haender. Erobringen af Skansen var saaledes ingen storre Bedrift, og Konstablen Anders Amundsen samt Beboerne i Hals bevidnede paa Birketinget der, at da Amundsen, der boede i Byen, kom op til Skansen for at modstaa Fjenden, var der intet Mandskab til at betjene Kanonerne paa Volden; Folkene var Iobet bort, og foruden en Kaptajn og ham selv, var der kun 1 eller 2 Mand i Skansen. 36) Antagelig et for Rimets Skyld opdigtet Navn. 37) Den ene af disse Skanser var vist den af Kejserens Folk 1627—28 anlagte paa Skansebakken, den anden var formodentlig et Batteri, som Oberstlojtnant Ziegler lod bygge ved Fjorden ost for Byen, men som ikke var faerdig, da Svenskerne indtog den. (C. Petresch-Christensen: Norresundbys Historie I. 568). Side 105
Den nordjyske Modstand var hermed knaekket, og Overkrigskommissser Siltmann skrev: »Deres (o: Beboernes) Ydmygelse var i Sandhed nodvendig, thi ellers vilde vi ikke have kunnet vaere her i Landet«. Men i de samme Dage indberettede han, at han endnu ingen Vegne kunde komme med Vendelboerne, som paa alle Maader fortsatte deres Haardnakkethe d38). Ved samme Tid — i Oktober — blev Oberstlojtnanterne Niels Lykke og Friederich Ziegler samt Ritmester Jorgen Lykke fanget. Sofiskal Peder Knudsen fortaeller i sin Dagbog for 11. Nov. 1657, fort ombord paa Fregatten »Trefoldighed«, at under Fehmern kom Skipper Jorgen Muer og Hans oser sejlende med deres Skude »Sct. Marie«, lastet med 14 Lsester (= 252 Tdr.) Sild fra Aalborg til Liibeck, og de fortalte, at der i Aalborg og Hals Skanse kun var 60 Mand, samt at en Bonde havde ledsaget Oberst Bottichers Folk gennem Vandet ved Harboore og ind i Vendsyssel, som de nu havde taget og »nedermadset« 400 Bonder og taget Niels Lykke, Jorgen Lykke og flere Officerer til Fange39). Fra Viborg, hvortil Siltmann vendte tilbage fra Thy, skrev han 13. Okt., at det i dette fattige Land med de faa Adelsgaarde var vanskeligt at skaffe de fornodne Ydelser; alle Papirer, der kunde give Oplysning om Ejendomsforholdene, alle Lensbetjente, Ridefogeder, Slotsskrivere og lignende var skaffet af Vejen eller flygtet, og Prsesterne, der ellers, om de vilde, kunde give Oplysninger, var fulde af Traeskhed eller gav med Villie fejle Oplysninger40). Fra Thy marcherede en Del af Bottichers Tropper til Vendsyssel og besatte denne Landsdel, medens han selv med Resten af Korpset synes at vaere gaaet i Ilmarch fra Aalborg til Frederiksodde og have deltaget i Stormen paa denne Faestning 24. Okt., som endte med dens Fald og et Tab for den danske Hser af ca. 3000 Mand. Svenskernes Fremrykning fra Thy til Vendsyssel foregik efter Generalkvartermester Erik Dahlbergs Kort til Pufendorfs »De rebus Caroli Gustavi« over Tisted, Vester Torup, »Treskier« (utvilsomt Raevkaergaard i Aaby Sogn) til Norresundby og videre til Hals og Hellevad. Men ved Raevkaergaard, hvor Vejen ved Ryaa-Broen deler sig i en ostlig og en vestgaaende Linje, har den svenske Styrke sikkert ogsaa delt sig, saa kun en Deling er gaaet syd om Vildmosen til Norresundby, men en anden vest og nord om Mosen til Hellevad. Straks ved Indtagelsen af Vendsyssel gav Krigskommissaer Heinrich Gau i Aalborg sig til at ordne Forholdene deroppe med Hensyn til Indkvarteringog Udskrivning af Brandskat og forskellige Ydelser samt Forbedringaf Hals Skanse og Tilvejebringelsen af en Bro paa Tonder mellemAalborg 38) Hist. Tidsskr. 7. 111. 129. 39) Danske Magazin 5. 111. 130 40) Hist. Tidsskr. 7. 111. 129 f. Side 106
lemAalborgog Norresundby; men fraregnet nogle Ekscesser (Udskejelser),som fandt Sted ved Svenskernes Indmarch i Vendsyssel, synes de svenske Tropper almindeligvis at vsere optraadt disciplineret, og General Karl Gustav Wrangel saavel som Kong Karl X var da ogsaa meget imod, at de begik Voldsomheder overfor Befolkningen, men der er jo »braadne Kar« i alle Lande, og Forholdene synes i saa Henseende at have vseret vaarst i Thy"). Som bekendt gik den svenske Hser fra Frederiksodde paa Isen til Fyn over Hejls-Brandso-Tybring Vig42) 30. Januar 1658 og fortsatte 5. Febr. dette vovelige Foretagende til Langeland og allerede den folgende Dag til Laaland, 8. Febr. til Falster. 11. Febr. stod Svenskerne i Vordingborg parat til at marchere mod Kobenhavn, som aldeles ikke var forberedt paa at kunne afslaa en Storm paa Byen, og efter Forhandlinger i Taastrup Prsestegaard 16.—18. Febr. sluttedes 26. s. M. den for Danmark sorgelige Fred i Roskilde, ved hvilken Danmark afstod Skaane, Halland og Bleking samt i Norge Bahus Len og Trondhjems Len med Harjedalen og Jemteland, Bornholm og 2000 Ryttere og gjorde andre Indrommelser tildels af politisk Art, og Svenskerne skulde saa romme Danmark 2. Maj 1658. I April fik Vendsyssels Herreder Ordre til at afgive 3 stserke Heste og en Karl fra hvert Herred til den svenske Hsers Bagage og Artilleris Udforsel til Kiel. 1 Jerslev Herred udtog Prsesten Christen Gertsen i Hellevad dem 23. April paa Svenskernes Vegne, da Herredsfogeden var fravaerende, og fik Kvittering af de svenske Krigskommissarier i Aalborg43). Karlen skulde med for at ride Hestene hjem igen fra Kiel, men Hestene fra Jerslev Herred kom ikke tilbage, og 1660 fordeltes Udgiften 26. Rdl. paa Beboerne. De svenske Styrker, der laa nord for Limfjorden, drog i Maj sydpaa over Tondebroen ved Aalborg, Faergestedet ved Aggersund og Harbooretangen, bortset fra et Par Hundrede Mand Eksekverryttere, men forinden Udrykningen fra Jylland var tilendebragt, blev den afbrudt, fordi Danmark havde tovet med Udforelsen af nogle af Fredstraktatens og Aftalernes Bestemmelser, og fordi Danmark nodigt vilde gaa med til at lukke oresund for Hollaendernes Gennemsejling, endelig for Sveriges spsendte Forhold til ostrig, Brandenburg og Polen, og 7. Juli 1658 besluttede Karl Gustav sig til at falde over det svaekkede Danmark paany og uden Krigserklaering. 18. Juli gav
Karl Gustav Feltmarskal Wrangel Ordre til at indskibe
41) Kirkehist. Saml. 5. 111. 529. 42) Altsaa over clet bredeste af Baeltet, hvor Stromgangen jo var mindst og Isen derfoi staerkcst. 43) Jerslev H.s Tgb. 12. Jan. 1660. Side 107
havn,hvisBelejring saa begyndte
12. Aug., men andre Afdelinger besatte De naermest foran omhandlede Begivenheder vedrorer jo Krigens almindelige Forhold og medtages kim her for at faa et mere samlet Billede af Krigsforlobet, og her skal da ogsaa kun erindres 0111 Krigens Afslutning 1660 ved Freden i Kobenhavn 26. Maj efter Svenskernes Storm paa Kobenhavn 11. Febr. 1659 og Karl Gustavs Dod 12. Febr. 1660. Midt i Maj 1658
indlededes altsaa et nyt Afsnit af denne Krigs Historie
Efter at Generalmajor Bottichers Rytteri havde besat Hals Skanse i Oktober 1657, blev Infanterikaptajn Johan Bucharton Kommandant her, og Skansen blev sat i god Stand med Palisader, Stormpaele o. s. v.44), men i Forsommeren 1658 overtog Danskerne den paany, og den fik 10. Juli en Besaetning af 100 Mand under Major Anders Lauridsen*5). Svenskernes andet Indfald i Vendsyssel begyndte i Aug. 1658, og 15. Aug. om Eftermiddagen Kl. 3 ankrede 3 svenske Orlogsskibe op paa Dybet ud for Hals (vel i det saakaldte Vejdyb) og hejsede det danske Flag46). Et Par Timer senere udsatte de Baade og »Sloffer« (vist en Art Flaader til at slaebe efter Baade) bemandet med Folk, og de roede ind til Hals Bro, hvor de Kl. ca. 7 begyndte at skyde med Falkonetter (o: smaa Skibskanoner) og fortsatte dermed til Kl. ca. 1, da de efter fra Baadene at have losnet 12 Skud atter roede tilbage til Skibene. Fra Hals Skanse, der, som foran naevnt, var blevet besat med 100 Mand, blev der kun afgivet 2 Skud mod Fjenden, men en Del af Baadene blev gennemboret af Kugler (vist fra Bosser), og storre Skade vilde de nok have lidt, hvis Skansen havde haft fornodent Krudt, skrives der i Rapporten. Naeste Dag forsogte Svenskerne fra Morgen til Aften at gore Landgang; men Major Anders Lauridsen under Oberstlojtnant Claus Dyres Fodfolkregiment havde tilkaldt Omegnens Bonder, som til Hest red ved Stranden, og som Svenskerne antog for Rytteri, og da Majoren ogsaa lod Bavnerne taende for at tilkalde Egnens Kystforsvar, sejlede de svenske Skibe bort igen. Beretningen om
denne Episode er dateret 29. Okt. 1659 og underskrevet
44) 12. Nov. 1657 gav Bucharton Ordre til Delefogeden til Aalborghus for Jerslev Herred Niels Christensen i Aagaard i orum, at han skulde tilsige alle korende Beboere i Jerslev og Kjaer Herreder om at skaffe og levere Hals Skanse Palisader og Stormpaele af Eg, Bog eller Birk, 4% Alen lange, hugget i Firkant og tilspidset i den ene Ende. 45) Aalborghus Lens Regnskab ljh 1658— 31/4 59. 46) I nedennaevnte Vise siges, at Angrebet skete 1659, men det skal antagelig vaere 1658, thi i August det folgende Aar var Svenskerne ude af Jylland, og et Angreb ved Hals af 2 Skibe kunde kun vaere en unyttig Handling. 47) Hals Birketingbog. Side 108
Det var
utvivlsomt denne modige Optrseden fra Major Anders
Lauridsens I »Jyske
Samlinger« 8. Bd., S. 365, har Historikeren Holger Fr.
Rordam En liden Nyt Aars Gaffve giffvet den og Mandhafftig Major Anders Lauridtzen under Welb. Oberst Dyris Regiment for sin Trohiertighed og Courasie, demonstreret den 15 Augusti forgangen Aar, der hand aff Svensken bleff tenterit49), om hand gad luctet Lunte; hannem til Tacksigelse, oc andre Hans Majestetis iEedforplictede til Opmuntring. Aff Dero en Gammel
Liebhabere von Trompeten under det Det forste Vers
af dette Hyldestdigt lyder: Derefter
fortselles om Majorens Overtagelse af den naesten
slojfede Om Major Anders Lauridsen oplyser Dr. Rordam videre, at der 24. Nov. 1657 udgik kgl. Ordre til ham om, at Kongen havde antaget Frands Eidmand, Oberst til Fods, til at vaere Kommandant i Faestningen Stapelholm i Holsten, og at Anders Lauridsen skulde vaere underlagt ham indtil videre; men denne Befaling er rimeligvis ikke kommet til Udforelse, thi faa Dage senere (29. Nov.) fik Anders Lauridsen kgl. Ordre til at kvittere Stapelholm Skanse, naar han fik Underretning derom af Befalingsmanden paa Rendsborg, holstensk Landraad Henrik Blome til Hagen, og Majoren skulde da med sine Folk drage hen, hvor Blome anviste ham, og det blev vel saa 1658 til Hals. Da Krigen var forbi, afgik Anders Lauridsen antagelig fra Haeren, og 27. Juli 1661 ansogte han fra Kobenhavn Kongen om noget til Livets Ophold for sig og sin Hustru. Han begrundede sin Ansogning med, at han i alt Levneds Forhold og isser i Stapelholm og Hals Skansers Forvaltning havde haevdet et aerligt Navn. 48) Begyndelsesbogstavet af hvert Vers laeses og giver Majorens Navn. 49) Fristet. Side 109
Af Hensyn til Angreb af svenske Skibe blev de 2 Sotonder, der markerede Indlobet til Limfjorden (antagelig Vejdybet, der senere var afmaerket af 2 Varder, »Kaber«) inddraget; men da den hollandske Flaade i Oktober 1658 kom Danmark til Hjaelp, lod Major Anders Lauridsen efter Forlangende af Admiralen og Officererne atter en Tonde udlaegge. Nogle Dage efter Angrebet fra Soen blev Skansen angrebet fra Landsiden. Den tapre Major havde forsynet Hals Bro med nogle Kanoner, fra hvilke Fjenden ogsaa led noget Afbraek; men da der manglede Krudt, lod Majoren det svsere Skyts fore ind i Skansen, hvor der dog heller ikke var Krudt, og den faldt atter i Svenskernes Hsender, vistnok uden storre Modstand. I Mellemkrigstiden var den blevet forsynet fra Aalborghus med Proviant, Ammunition m. v. for ca. 360 Rdl. Svenskerne blev her dog kun nogle Dage, og den Nat i August, da de red bort, blev Hals Fogedgaard afbraendt af dem, og ligeledes stak de lid paa Husene50) i Skansen, inden de forlod den. I Fogedgaarden (senere Hals Ladegaard) braendte alle Arkivalier. Der var tilsagt en stor Del Bonder fra de naermeste Sogne omkring Hals51) til at kore Svenskernes Bagage m. v. bort, og da den svenske kommanderende Officer spurgte, om alle de tilsagte Vogne fra 0. Hassing var kommet, Iod Svaret, at alle de Bonder, der vilde komrne, var modt. Da holdt Dragonerne paa Hestene og sagde, at de havde villet vseret i de ostre Sogne og braendt Landsbyerne af, hvis Bonderne ikke var modt. Derpaa korte Bonderne ud af Skansen med Svenskernes Gods, og de mistede en Del af deres Heste og Vogne og fik kun dem hjem igen, som de kobte af Svenskerne. I Tiden mellem Svenskernes forste Bortmarch fra Vendsyssel og Thy ved Midten af Maj 1658 og til deres Tilbagekomst hertil i August trseffer vi nord for Limfjorden Oberst Frauds Brockenhiius' Rytterregiment, under hvilket Lojtnant Christoffer v. Ditlev havde Assignation paa Hjorring, hvortil han kom 3. Juli med 46 Mand og deres Heste samt 13 Ryttere, der havde Assignation paa Skagen, og som blev i Hjorring i 6 Dage, hvad der kostede Byen 24 Rdl. Senere paa Aaret kom Hans v. Sinden, Lojtnant under Oberstlojtnant Niels Lykkes Rytteriregiment, til Hjorring tillige med sin Kvartermester, og de kostede Byen 55 Rdl. i fire Maaneder, men en Del af denne Tid maa falde efter Svenskernes endelige Bortmarch i Oktober 1658. Da Svenskerne endeligt drog bort, forestod der Major Anders Lauridsen et stort Arbejde med saa at sige at opbygge Hals Skanse paany. Herom berettes udforligt i et Synsvidne, som Majoren 11. Nov. 1659 lod afhjemle ved Hals Birketing. 50) Hofmans Fund. IV. 253. Anm. 51) Til den danske Bessetnings Underhold og Skansens Vedligeholdelse var blevet ud lagt de 5 naermeste Sogne. Side 110
Det oplyses, at der til en »Cortegar« (o: Corps de garde = Vagtstue) til »Svedebaenke«, Gavle og Dore var brugt 3V2 Tylt »Deller« (Brsedder); til 6 Skilderhuse 3% Tylt; til Konstabelshus til Senge, Skillerum, Dore og Luger 2 Tylter; til Kalkbaenke og Dore i Kalkhuset 1 Tylt; til Porten, den yderste Cortegar, Krudtkammeret og Broen 11/^l1/^ Tylt; til Provianthuset til Seng, Baenke og Hylder 8 Deller; til Hjulbore og Baerebore 10 Deller; til et nyt Hus 21% Tylt; til Hytterne 19 Deller; paa Batterierne 1 Tylt; til Lillehuset (o: Retiraden) til Dore og andet 4 Deller og lavet en ny Brond. Fra det sydvestlige Batteri ved Sydenden af den store Cortegar og Volden med Porten, Batterier og det nordre Batteri, som mestendels fra Baerinen (o: Bunden) og op var repareret, syntes der at vaere vel faerdiggjort og baade besat med Stormpaele og Palisader og Skansekurve omkring hele Skansen, saa naer som, at der manglede nogle paa ostre Side. Den halve Maane52) udenfor den inderste Port var vel repareret og forbedret med Stormpaele. I Skansen var opsat 4 Blade (vel Skserme), saa alle Batterier syntes at vaere vel sikrede, selv om Fjenden (»hvilket dog Gud forbyde«) skulde bemaegtige sig Hals Kirke og beskyde Skansen derfra. Ved Majorens store Omhyggelighed var der i kort Tid udrettet et meget stort Arbejde her, og yderligere var der paa Hals Bro opsat et med Stykker (o: Kanoner) besat Vaerk, som syntes at vaere uundvaerligt for Broen. Hals Skanse synes altsaa at have vaeret ret anselig i sin nye Skikkelse. Da ydre politiske Forhold bevirkede, at Generalstaterne (Nederlandene), Kejserdommet ostrig, Kongeriget Polen og Kurfyrstendommet Brandenburg, der ikke onskede Danmark knust af Sverige, i Oktober 1658 sendte en betydelig Stridsmagt til Danmark, bl. a. 40 Orlogsskibe og 28 Transportskibe med 2200 Mand fra Nederlandene og 30.000 Mand kejserlige, polske og brandenburgske Tropper under Overbefaling af Kurfyrst Friedrich Wilhelm af Brandenburg, fandt Karl Gustav og General Wrangel det raadeligst at traekke de svenske Tropper bort fra Jylland, der ogsaa nu var i hoj Grad udpint, og i December 1658 ses de Allieredes Tropper at vaere naaet til Vendsyssel. Det var et ikke alene i materiel Henseende udpint Jylland, Svenskerne forlod 1658; Landsdelen var ogsaa blevet tappet for unge Maend, og af Aktstykker*3) i det svenske Rigsarkiv mener Rockstroh at kunne fastslaa, at foruden ca. 2000 Bonderkarle, som blev taget til Fanger ved Indtagelsen af Frederiksodde, udskrev og bortforte Svenskerne fra December 1657 og i 1658 mindst 8.300 Infanterister, 2250 Dragoner og 2200 Ryttere, altsaa ialt ca. 14—15.000 unge jyske Karle, som blev sendt til de svenske Faestninger i Pommern og Lifland for tildels at kolonisere Ingermanland med dem, da mange Familier der var gaaet over til Russerne. 52) Vel en halvmaaneformet Void. 53) Historisk Tidsskrift 7. 111. 141. Side 111
Thyge J. Soegaard udtaler54), at Jerslev Herred i Vendsyssel ikke fik svensk Indkvartering 1657; men dette forholder sig ikke saaledes; kun Hundslund (Dronninglund) Sogn synes at vsere blevet noget skaanet, og Obert Putkammer tog i Januar 1658 Ophold paa Hundslund Kloster. Han havde omkring 1640 i Udlandet sluttet Venskab med Sognepraesten Mikkel Pedersen Zimmermann, der i 1644—78 var i Hundslund, og derfor blev denne Egn noget skaansommere behandlet end de ovrige Sogne55). De svenske Tropper fik for ovrigt almindeligvis det Skudsmaal, at de var flinke og medgorlige Folk, som godt vilde hjaslpe deres Kvartervaerter med Markarbejde og lignende. Enkelte Steder ses de ogsaa at have givet Offer til Praest og Degn, og 1657 gav »Svenskens Folk« 4 Slettedaler i Tavlepenge til Set. Katrina Kirke i Hjorring56). Af Tavlepengene fik de Fattige Halvdelen. At der kunde forefalde Udskejelser er kun naturligt, og det var vist navnlig Tilfaeldet straks efter Svenskernes Indtraengen nord for Limfjorden i Oktober 1657, da Indkvarteringsforholdene ikke var ordnet. Vi horer saaledes, at nogle af Oberstlojtnant Raumsdorffs(?) Regiments Folk tog en Hest og en Slaede m. v. fra en Mand i Vester Hjermeslev og plyndrede i Husene, og senere dode hans Heste og Kreaturer af Skab eller blev fordaervet, og han blev selv forarmet57). A. P. Gaardboe har i »Jyske Samlinger« IX, S. 155, meddelt et Par Sagn fra Horns Herred om svenske Soldater her og Beboernes Frygt for dem, og han fortaeller endvidere et Sagn fra Vrejlev Sogn i Borglum Herhed, hvor et Barn paa 4—54—5 Aar var krobet ind i en Maltkolle af Frygt for Svenskerne, og da en Soldat ikke kunde faa Barnet til at komme ud, slog han det ihjel med en Sten i en Saek; men Ugerningen kan jo ligesaa godt vaere begaaet af en raa polsk Soldat som af en svensk, da »Svensker« synes at vaere blevet en Faellesbetegnelse for de udenlandske Soldater i hin Krig, i hvert Fald i Sagnverdenen. De svenske Officerer tog undertiden Tingsvidne om, at Beboerne ikke havde noget at klage over angaaende deres Optraeden under Besaettelsen; men disse Tingsvidner kunde dog ogsaa vaere noget mislige. Saaledes havde Oberst Lettmat, der 1657—58 havde Kommandoen i Aalborg, 2. Maj 1658 ved Regimentets Af inarch fra Aalborg til Holsten faaet Magistratens Erklsering om, at han i alle Maader havde opfort sig upaaklageligt her, og han blev derfor meget overrasket ved, at Feltmarskal Wrangel lod ham arrestere, da han var naaet ned til Holsten. Men Sagen var, at der fra den danske Regerings Side var blevet fort Klage over, at Lettmat ved Afmarchen forst havde faaet den naevnte Magistratserklsering og derefter 54) Anf. St. 8. 111. 157. 55) Kirkehist. Saml. 3. V. 527. 56) Historisk Tidsskrift 6. V. 545; Jyske Samlinger IX. 144; Set. Katrine Kirkes Regnskabsbog. 57) Hvetbo H.s Tgb. 1. Oktober 1660. Side 112
dels selv og dels ved sine Folk havde mishandlet flere Borgere, bl. a. BorgmesterChristoffer de Hemmer (f. o. 1585) og aftvunget ham 50 Rdl. Borgmesteren dode 22. Maj 1658, muligt af den tilfojede Sindsbevsegelse, og Lettmat blev underkastet Krigsretsbehandling, der synes at vsere endt med hans Afskedigelse. Wrangel udtalte, at en hojerestaaende Officer ikke skulde have haft nodig at erhverve en slig Magistratserklsering, der snarere maatte tages soin Bevis for daarlig Opforsel58). Da de allierede kejserlige, brandenburgske og polske Styrker rykkede ind i Jylland i Efteraaret 1658, og de svenske Tropper som Folge deraf drog over til oerne, koni Jyderne fra Asken og i Ilden. Polakkerne besatte mest Jyllands ostkyst og Vendsyssel, Brandenburgerne holdt sig navnlig til ost- og Midtjylland og de kejserlige Tropper til Vestjylland; men alle, og da sserligt Polakkerne, gjorde sig berygtet ved Voldsomheder over for Befolkningen: Myrderi, Roveri, Tyveri og Voldtaegt, hvortil kom, at Polakkerne medforte ondartet, smitsom Sygdom, antagelig Plettyfus, som adskillige Steder bortrev en stor Del af Befolkningen, og da disse Hjselpere i November 1659 ogsaa drog over til Fyn, var det et stserkt hserget Jylland, tildels fyldt med civile Marodorer, de forlod efter Opholdet her. Polakkerne rovede ogsaa mange Steder Kirkernes Solvalterkar, Tagblyet paa Kirkerne og braendte Kirkestolene59). Medens man ikke horer noget om, at de svenske Troppestyrker medl'orte Kvinder og Born paa deres Togt heroppe, ja, end ikke, at de medforte de i det 17. Aarhundrede almindelige Regimentsskoger, der stod under en Underofficers Kommando, synes vore Allierede, i hvert Fald Polakkerne, at have haft mange Kvinder og Born med til Danmark, hvad jo var ret generende for Hserens Bevaegelighed, idet det medforte, at der maatte haves et uforholdsmaessigt stort Tros at befordre, selv om der vel naeppe blev taget noget stort Hensyn til Soldaternes Familier. 19. S. e. Trinit. 1660 dobtes i Skagen et polsk Soldaterbarn Katrine. Faddere var 3 polske Soldater og 3 polske Kvinder samt Raadmand Hans Madsen Hop i Hojen og Anne Villadsdatter, der bar Barnet. Tre Uger efter dobtes samme Sted den polske Korporal Albrechts Son Albrecht, blandt hvis Faddere var Kvartermester Niels Gold og Toldbetjent Hans. Polakkerne var jo Katolikker og skulde vel derfor her have to protestantiske Faddere. Disse Polakker maa antagelig efter Freden 1660 vsere gaaet i dansk Krigstjeneste. Som foran
naevnt fulgte epidemiske Sygdomme i de polske Styrkers
58) Jyske Saml. 3. IV. 458 f. 59) Af Jetsmark Kirkes Regnskab 1662 ses, at der til Kirken var kobt Alterkar af Tin i Stedet for en Solvkalk, som Svenskerne havde taget. Side 113
somtidisse Aar,
og at der i et Par Aar var almindelig Misvsekst, saa da
Fra
Midtvendsyssel horer vi, at Herredsmaendene i Jerslev
Herred 15. »at deter dem udi Guds Sandhed vitterligt og maa beklages, at den storste og fleste Parten af Almuen og Landets (o: Vendsyssels) Indvaanere desvserre er forarmet formedelst den jammerlige Krigstvang, som ikke aleneste vores Lands Fjender haver Landet med udtvungen baade til Brandskatter, Indkvartering med mange andre usaedvanlige paabuden Skatter og Eksekveringer, men endogsaa stedse til vores egen Landsovrighed og Krigsfolk endnu haardeligen udtvinges og udtvungen er ined Pengeskatter og andre adskillige Beskatninger; derforuden Indkvarteringer og Eksekvering, fast over vor fattige Evne og Formue, foruden den store Guds Plage og Misvsekst, som det Aar forgangen paa Landets Korn og Avling vaeret haver, saa at den storste og fleste Part af Almuen er saa meget forarmet derved, at de ikke kan komme til Saed og Avl, med mindre vor allernaadigste Herre og Konge vil have vores store Udgifter og Armod til nogen Formildelse i Betaenkende!« Hvor fortvivlet og oplost Samfundsforholdene var efter disse langvarige Krigsuroligheder haves der et gribende Eksempel paa fra oster Bronderslev. Kirkebogen her oplyser, at 5. Okt. 1669 absolveredes Johanne Jensdatter fra Skern Sogn i Bolling Herred (Ringkobing Arnt) for »Nadverens Foragtelse«, idet hun i nogle Aar ikke havde vaeret til Alters. Den stakkels Kvinde oplyste, at hun havde vaeret gift med Niels Nielsen i Skern, som dode 1656, og ved de brandenborgske Hjaelpetroppers »Umildhed« var hun gaaet i Armod og havde paa syvende Aar opholdt sig i Vendsyssel, hvortil hun var kommet med »Tiggerseddel«61). Men under sin Betlergang havde hun mistet Sedlen, og hun var blevet vanfor, saa hun kunde ikke vandre til sin Hjemstavn og hente en ny, men maatte tage sin kirkelige Straf. Vi horer ogsaa om Skarer af Mennesker af begge Kon og alle Aldre, der fordrevne fra Hjemmene af Fattigdom og Nod hvirvledes om fra Sted til Sted for at tigge, og i saerlig Grad sogte de ud til Kysterne, hvor Fiskeriet maaske kunde give dem nogen Fode. Dette var saaledes Tilfaeldet i Flade Sogn (ved Frederikshavn), hvor Sognepraesten 1658 fik sin Godtgorelse for Vin og Brod til Nadveren forhojet med en Trediedel »formedelst den store Conflux af fattige Folk, som dagligen did soger og sig ved Stranden nedsaetter«82). 60) Tingbogen. 61) Et af hcndes Sognepraest udfaerdiget Bevis for, at hun var vaerdig trrengende. 62) Flade Kirkes Regnskabsbog. |