DANMARKS UDENRIGSPOLITIK UNDER KRIGEN 1859

Er Linjerne i Sporgsmaalet om Danmarks Holdning under Krigen 1859 egentlig blevet yderligere klaret gennem Arkivar Sjoqvists seneste Indlaeg? For mig at se indeholder det intet nyt; det uddyber kun hans tidligere Betragtninger og belyser derved endnu mere, hvor forskelligt vi ser paa Tingene. Vi bliver naeppe nogensinde enige. Men da hansom Afslutning appellerer til Lseserne, maa jeg vel atter prove at udrede, hvad det drejer sig om.

Jeg fremstillede i min oprindelige Af handling (Jyske Samlinger N. R. II) ganske objektivt den danske Regerings Politik under storpolitisk Spaending og Krig i Foraaret og Forsommeren 1859; jeg fandt denne velovervejet og heldig, saa vidt den rakte, og er dette et Forsvar, saa er det samme Politik, der forsvarer sig selv. Jeg lod samtidig Sporgsmaalet staa aabent om, hvad Beslutninger Ministeriet Hall vilde have taget, hvis Udviklingen var endt med Krise (S. 298), men jeg gjorde senere opmaerksom paa, at visse Imponderabilier — for at tale med Bismarck — da maatte have virket ind. I Modssetning hertil ved Arkivar Sjoqvist, hvad Regeringen i saa Fald vilde have gjort og dommer dens Holdning derefter ud fra en traditionel Opfattelse af de National-Liberales Politik. Denne hans Viden bygger selvsagt ikke paa en Aabenbaring, men alene paa en Bemaerkning i et Brev fra Departementschef Vedel, der er skrevet to Maaneder for det virkelig trak sammen til en Afgorelse, og hvori det hedder, at han [Vedel] tror, at de Betragtninger, han fremsaetter, »ikke meget fjaerner sig fra Ministeriets Tanke«. Deter Grundlaget, og paa et saadant Grundlag skriver jeg i hvert Fald ikke Historie og udtaler ikke kategoriske Domme.

Naturligvis har det sin store Interesse, at Vedel ved Begyndelsen af Maj 1859 saa paa Forholdene som udviklet i Brevet til Billow; det har jeg heller ikke benaegtet. Formodentlig har han ogsaa gjort denne Opfattelsegaeldende indenfor Udenrigsministeriet; i saa Fald er den blevet droftet, rent argumentativt laa Tanken jo ikke saa fjaern. Men derved har man ladet det bero. Deter her karakteristisk, at Kammerherre Biilow, som han henvendte sig til, ikke entrerer paa Tanken, og at Vedel selv noget senere har skrevet til van Dockum i London ud fra helt andre Synspunkter. (Mit Svar til Sjoqvists forste Indlaeg. J. Smlngr. N. R. 111

116^—17 Note). Deter rigtigt, naar Arkivar Sjoqvist skriver, at Kendskab til de Overvejelser, der gaar forud for en Beslutning »har deres store Vaerdi i sig selv«. Men man kan ikke konstruere Beslutningen ud af Overvejelserne,og at der her skulde have vaeret Tale om en definitivt udformetog fastlagt Politik, der kan berettige en Dom over Regeringens Handlemaade, er ganske usandsynligt. Saa meget andet taler imod, ikke mindst C. C. Halls Psyke.

Om de National-Liberales Politik i Almindelighed skal jeg ikke udtale mig her. Forhaabentlig kommer jeg indenfor en overskuelig Fremtid til at behandle den i en videre Sammenhaeng. Men et enkelt Sporgsmaal endnu. Tror Arkivar Sjoqvist virkelig, at de national-liberale Ministre ikke vidste, at Tyskland var os militsert overlegent? Utvivlsomt overvurderede de vore Forsvarsmuligheder, men derfra er der et langt Skridt til det andet. Han advarer mig i denne Sammenhaeng mod at bygge for meget paa Logiken. Det behoves ikke. Op mod fyrretyve Aars Beskseftigelse med Verdens aktuelle Gang har laert mig, at den politiske Udvikling ikke folger naevnte Disciplins Regler, men ogsaa, at man ikke skal frakende Mennesker sund Fornuft, selv om de har en anden Indstilling end den, man selv hylder. Arkivar Sjoqvist anser de National-Liberale for Illusionister. Men gik det virkelig saa vidt?