Randers købstads historie I_—II. Redigeret af Povl v. Spreckelsen. 779 s. (Udgivet af Randers byråd, 1952).

650-aret for udstedelsen af Randers bys seldst kendte kobstadprivilegier har givet anledning til udgivelsen af et stateligt vaerk i to bind om den jubilerende kobstad. Sidste gang, Randers bys historie blev gjort til genstand for en samlet beskrivelse, var i 1804, da byfoged Stadfeldt udsendte sin »Chorografisk og oeconomisk Beskrivelse over Randers Kiobstad«. Selv om Stadfeldts bog er et fortjenstfuldt arbejde, som ikke helt overflodiggores ved det nu iidkomne vaerk, tiltraengtes der dog ganske naturligt en afloser. Men med rette har redaktoren sat Stadfeldts billede i spidsen af den nye Randers-hislorie.

»Randers kobstads historic* virker umiddelbart tiltalende ved et smukt omslag, stort format, udmaerket papir og tryk samt fortraeffelige billeder, der er anbragt, sa de sammen med teksten udgor et hele. Alt det ydre er i den skonneste orden og en fryd for ojet. Hertil kommer sa, at byens historie i det store og hele er livligt og klart fremstillet, og at vaerket er forsynet med udforlige kildehenvisninger og registre.

Til syvende og sidst er dog indholdet det vigtigste, og sporgsmalet er sa,
om indholdet star mal med den smukke form, deter stobt i.

Vserket er inddelt i 31 afsnit skrevet af 18 forskellige forfattere, denned undtagelse af 3 alle har mere eller mindre naer tilknytning til Randers. Deter af overordentlig vaerdi for en kobstads historie, at forfatteren har det noje kendskab til byen, der kun erhverves ved selvsyn, medopleven og lytten fra de ungear til den stedlige tradition. I den henseende mangier vaerket intet, og ganske saerligt er det intime kendskab til byens topografi kommet kontorchef Spreckelsens og landinspektor Schroders fortraeffelige afsnit om byens seldste gadenet og befaestning til gode. Dr. Otto Norn skriver kyndigt og godt om borgerhuse fra middelalderen, om kirker og klostre, og Mogens Lebech har et lsesevaerdigt afsnit om livet i det middelalderlige Randers, om end han rober en for en middelalder-historiker beklagelig mangel pa kendskab til den fundamentale forskel pa syndsforladelse og aflad (side 96).

Bedst i hele vaerket er dog sa af gjort magister Sv. Christiansens to afsnit om bystyret og om den sociale udvikling 1860^—1919. Med hensyn til det aristokratiskeborgerstyre fra tiden for 1682 kommer Christiansen til det bemaerkelsesvserdigeresultat, at ganske vist har slsegtskabsforbindelser »spillet en meget stor — om end ikke afgorende — rolle for adgangen til radet. Hvis man lader sig forlede til at tro, at pladserne i radet i praksis faktisk var arvelige, tager man meget fejl. Selvom slaegtskab spillede en stor rolle, sa fandtes der dog en faktor af endnu storre betydning, nemlig den sociale og erhvervsmsessige. Der kan ikke herske tvivl om, at en uomgaengelig betingelse for at blive medlem var en erhvervsmsessig position som handelsmand.« Deter sikkert rigtigt set og for ovrigt for Randers vedkommende bevist af Christiansen med torre tal. Men lige sa sikkert er det, at en ny mand, der naede op i radet, hurtigt ved giftermal blev optaget i de herskendes kreds. Sa vidt vides, har Christiansen foretaget grundige studier af byaristokratiet i en del kobstaeder. Man matte

onske, han kunne fa lejlighed til at offentliggore sine resultater fra disse studier,maske i forbindelse med offentliggorelsen af de fortegnelser over ernbedsmsendenei Randers, som Christiansen arbejder med, men som ikke er kommetmed i vaerket og savnes.

Det ville have vseret en fordel for vserket, om redaktoren havde benyttet Christiansen mere. I alt fald burde han have skrevet afsnittet om naeringslivet i den nyere tid. Han havde betingelserne for at kunne gore det godt, hvorimod overbibliotekar Chr. Berthelsen, der nu har skrevet om handel og handvserk, overhovedet ikke har magtet sin opgave. Handel og handvaerk er byens hovednaeringsveje. De burde forst og fremmest have haft en grundig behandling bygget pa utrykt materiale. Hvor beskaemmende, at der til handelens historie af utrykte kilder tilsyneladende kun er benyttet N. R. Rays udskrifter i Randers museums arkiv samt en fortegnelse over mosaiske trosbekendere i Randers 1814 i Landsarkivet i Viborg! En sa vigtig kilde som toldregnskaberne har forfatteren overhovedet ikke benyttet.

Ogsa andre afsnit er mindre tilfredsstillende. Latinskolens historie er i virkeligheden blot en raekke torre excerpter. Den geologiske indledning horer slet ikke til i et historisk vaerk. Og afsnittene om Randers-egnens runestene og stednavne oplyser praktisk talt intet om byens historie. Et enkelt afsnit er skrevet i et skraekkeligt sprog (»Randers horte til en af landets storste kobstaeder.« »Pramfarten eller kagene som de kaldtes« (side 649 og 650)).

Men den alvorligste anke, der kan rettes mod vaerket, er dog den ringe brug, der er gjort af selve hovedkilden til byens historie, nemlig Randers radstuearkiv. Hvad der kan findes om Randers i den trykte litteratur, hvad spaden har bragt frem, og hvad der kan erfares ved selvsyn, har forfatterne udmaerket rede pa. Men bortset fra Christiansen har forfatterne gennemgaende skyet den store moje, deter at gennemga det arkivalske stof i Randers betydelige radstuearkiv og andre arkivfonds. Det kan man i og for sig ikke bebrejde forfatterne. Fejlen ligger hos redaktoren. Vaerket er stykket ud rnellem altfor mange forfattere. Omtrent de samme utrykte kilder skal bruges til mange forskellige afsnit. Man kan da ikke forlange, at hver forfatter skal gennemga hele det store arkivmateriale for at udsoge sig de oplysninger, han skal bruge til et afsnit, der maske kun skal fylde nogle fa sider. Det ville vsere okonomisk uoverkommeligt for vedkommende. Nej, redaktoren burde have ladet Randers kobstads historie skrive af nogle ganske fa forfattere, der sa kunne have faet sa stort et vederlag, at de havde kunnet gennemploje arkivstoffet. Nu ligger hele det store utrykte materiale i det vaesentlige übenyttet hen. »Randers kobstads historie« er ikke blevet den bog, den kunne vaere blevet, og lejligheden til at gennemga arkivstoffet frembyder sig naeppe, for der holdes jubilaeum igen i Randers om 100 ar.