Vilh. la Court Danmarks historie 1900—1945. I—II. 358 + 341 s. (Berlingske forlag, 1950).

I sin »Danmarks historie 1900_—-1945«, der fortsaetter Danmarkshistorien, som udkom i 1942, anvender dr. Vilhelm la Cour i registeret fede typer for bl. a. Ernst August af Cumberland, prins Knud og Pius XII, mens ikke-fyrstelige og ikke-pavelige personer ma nojes med almindelig sats. Allerede dermed er en hel del sagt om anden i vserket, der er prsecis, som man kan vente den, nar la Cour er forfatteren. Vilhelm la Cour er en mand af staerke — og traditionelle — standpunkter, og det prseger i endnu hojere grad de to bind om Danmarks historie i det 20. arhundrede end den tidligere fremstilling af vor aeldre historie. Nu skal det straks siges, at la Cour allerede i sin indledning sorger for at bringe sit forsvar i orden, idet han skriver, at »af den myldrende begivenhedsrsekke ma enhver enkelt historisk forfatter udvselge de traek, som efter hans bedste overbevisning giver det rigtigste udtryk for tiden som helhed betragtet, og som bedst muliggor en begrundet opfattelse af dens politiske, materielle og andelige brydninger«.

At dr. la Cour laegger dette princip til grund for sin historieskrivning, skal ikke bebrejdes ham, men man laegger hans to tykke bind til side med en udtalt folelse af, at forfatteren er alt for subjektiv og alt for enstrenget til at kunne optraede i rollen som samtidshistoriker pa en made, sa hans vaerk bliver forstandig oplysning og orientering og ikke et arsenal for en bestemt politisk og andelig indstilling. Bevares, la Cour har maske og sandsynligvis haft netop dette mal med sin bog — men sa burde det siges og vaerket hedde noget andet end »Danmarks historie«.

Den rode trad i bogen er »forsvarsviljen«. Det fremgar direkte af fremstillingen af den 9. april i et kapitel med overskriften »Host i april« og indirekte af den kendsgerning, at forsvarsdebatten gores til det centrale i dansk politik bade for 1914 og i mellemkrigsarene samt at modstandskampen under den tyske besaettelse fylder sa godt som hele 2. bind. Dermed er ogsa tonen angivet: Forsvarspolitikken for 1940 gores til noget aldeles afgorende for den sksebne, der ramte Danmark, og ansvaret herfor placeres pa politikkernes skuldre —- og forst og fremmest hos radikale og socialdemokrater —, mens omvendt forsvarsviljen rejser sig i det danske folk under bessettelsen og forer det ind i en ny epoke.

Det thema, hvorover la Cour spiller, ma naturligvis gore bogen uhyre ensidig,og
talrige eksempler kunne anfores herfor. I kapitlet »Pa fredens taerskel«,der

skel«,deromhandler arene efter 1. verdenskrigs slutning, optages mere end en trediedel af pladsen af forsvarsdebatten, og endnu grellere bliver forholdet i fremstillingen af 1920erne og 30erne og af situationen kort for besaettelsen. Der findes hos la Cour ikke antydning af forstaelse for, at det ikke var blot slaphed og viljeloshed, der forarsagede den politik, der blev fort, og forfatterenstiller aldrig det sporgsmal, hvilken pris et rustet Danmark havde krsevet,eller om dette pa nogen som heist made med nogen sandsynlighed kunne have sendret begivenhedsforlobet pa en for det danske folk lykkelig made.

En lignende ensidighed praeger kapitlet om »To kulturfronter«, hvor kirkelige retninger lsegger beslag pa broderparten af fremstillingen, og deter helt i bogens and, at Danmarks sociale og okonomiske udvikling — sa absolut det store og afgorende i vor historie i dette arhundrede — knappes af med et par intetsigende bemaerkninger og nogle torre tal.

Langt den storste del af bogen handler om besaettelsestiden. Af de 45 ar, om hvilke la Cour fortseller, fylder de 40 — fra 1900 til okkupationen — kun 244 af vaerkets 700 sider. Resten optages af besaettelsesarene, og i saerdeleshed af frihedskampen — i la Cours opfattelse manifestationen af det danske folks forsvarsvilje pa trods af dets slette politiske ledere. Den danske modstandsbevsegelse fortjener sa vist et stort kapitel i Danmarks historie i forste halvdel af dette arhundrede, men vi trsenger i ojeblikket mere til en raesonnerende og vurderende fremstilling af den, end til et epos af den art, la Cour her har givet. Vi har i forvejen en righoldig heroisk litteratur om besaettelsestiden, og historikerens opgave ma nu vsere dels at vurdere samarbejdspolitikken — saledes som den aftegner sig med et mere righoldigt kildemateriale til disposition — og at undersoge samspillet mellem det officielle Danmarks holdning og den illegale bevaegelse samt dennes forudssetninger. Deter problemer, som la Cour helt lader ligge til fordel for en udredning, som ikke rummer meget nyt. Desuden overbetones utvivlsomt de »nationale kredse«s — isaer »Dansk Samling«s — betydning for modstandsbevaegelsen, mens kommunisternes indsats bagatelliseres og f. eks. »Frit Danmark« holdes i baggrunden.

Vilhelm la Cours »Danmarks historie 1900_—1945« er et vellykket stykke national-konservativ paedagogik, men deter ikke — meget langt fra endda — det store arbejde om det moderne Danmarks historie, som udmaerket godt kan skrives, og som er hardt tiltrsengt. 81. a. som modvsegt mod la Cours ensidige fremstilling. Til slut dog en kompliment til forfatteren: Billedvalg og billedtekster er fremragende. I saerdeleshed anbefales 1. bind, side 243. Det billede fortseller mere end mange sider tekst.