Vald. Andersen: Alheden med Frederiks sogns historie. 287 s. (Konrad Jørgensens forlag, Kolding, 1953).

Der er skrevet meget om den jyske hede. Bade skonlitteraere, folkloristiske og historiske forfattere har folt sig tiltalt af det maerkelige indslag i det danske naturbillede, den frembyder. Dens rolle i almenbevidstheden er derved med tiden maske blevet en smule for dominerende, for sandt at sige, selv om den daekkede store straekninger af den jyske halvo, var Jylland dog ikke den alene. Men det saerpraegede virker altid dragende, og nar der midt i dette igen findes noget ganske specielt, ja sa er den, der far oje derpa for alvor fanget.

Saledes er det sikkert gaet laerer Vald. Andersen i Baekke. Hans bog om Alheden er trods dens meget brede anlaeg blevet bogen om »kartoffeltyskerne«, de af regeringen indkaldte immigranter fra sidste halvdel af 18. arh., — og godt det samme. I detaljerige skildringer fores kolonisterne helt fra deres hjemstavni Pfalz og Hessen op til det nybyggerland, som ma have sat dem en rsedsel i sindet, da de sa det. De enkelte slaegter med de fremmedklingende navne gen« nemgas ligesom deres fordeling pa garde og steder; noget tor forekommer denne opremsning; men pa den anden side er udgivelsen af sadanne oversigter absolut

fortjenstfuld. Vald. Andersen folger ellers det klassiske skema med kirken, praestegarden, praesterne, skolen og laererne; desuden medtager han dog en raekke foreteelser, der er sserlige for stedet, saledes f. eks. det beromte forsog med rensdyravl fra dette arhundrede, der blev en alvorlig fiasko. Kongenshus, hvor forsoget blev gjort, er i dag centrum for hedeselskabets nyindviede mindeparkfor hedens opdyrkere, og blandt disse indtager bade de naevnte og unasvnte af de tyske kolonister fremtraedende pladser. Den »harde kerne«, som blev pa alheden, selv da de meget vanskelige forhold var gaet fuldt op for dem, gav sig trostigt til at opdyrke deres jorder, og deres stilling som helt fremmede hindrede dem i at flytte til bedre egne, og maske var de i virkeligheden heller ikke interesseretderi. Som kongelige faestebonder var de betydeligt friere stillet end landets ovrige bondestand.

Det liar vaeret en almindelig anskuelse, at opdyrkningsforsoget mislykkedes for emigranterne, og at kartoffelavlen var dets eneste positive resultat; Andersen viser, at dette ikke er rigtigt. Alheden blev opdyrket af tyskerne, selv om det ganske vist tog betydelig lsengere tid end det var beregnet, til genggeld blev de pa mange mader forbilleder for senere opdyrkere — og i ovrigt ogsa med hensyn til plantageanlseg.