Den danske Rigsdag. 1849—1949. II, III, V, VI. 741, 613, 689 og 570 s. (Schultz, 1951—53).

I seks svaere bind star nu den nye rigsdagshistorie pa boghylden, som et monument over rigsdagens arbejde gennem 100 ar. De staerkt politisk interesserede medborgere har her faet lsesestof i maengde; den politiske interesse ma lseseren nodvendigvis medbringe pa forhand; den vaekkes nseppe under lsesningen. Der er mange udmaerkede bidrag, men forfatterne har gennemgaende lagt ringe vaegt pa stoffets popularisering, f. eks. ved at give presentation af personer og forklaringer af begreber. Vaerket er for kendere, ikke for begyndere.

Bidragene falder i tre grupper, den politiske udvikling i bredeste forstand,
rigsdagens arbejdsmade og sammensaetning og endelig rigsdagens forhold til
forskellige omrader og institutioner.

Den politiske udviklings historie beslaglaegger bind I_—II (Bind I er anmeldt i Jyske Samlinger, Ny rsekke I, 1950). Bind II omfatter tiden 1866 til 1949, og opgaven er delt mellem Povl Engelstoft (1866^—1915), Frantz Wendt (1915—40) og P. Stavnstrup (1940—49).

Hvis man glaeder sig til her at fa en samlet redegorelse for den politiske
udvikling i Danmark i dens forskellige aspekter og under rimelig hensyntagen
til de bestemmende faktorer, bliver man skuffet. Det haenger i vaesentlig grad

sammen med vserkets disposition. Hvis man vil bruge den nye rigsdagshistorie til at ssette sig ind i Danmarks politiske historie, far man ikke fuldt udbytte af at laese gennemgangen af de forskellige rigsdagssamlingers begivenheder i bd. I og 11, men man ma sammenholde adskillige forskellige bidrag spredt i bindene for at na til dybere forstaelse af de skiftende politiske situationer. For perioden for 1866 gor det ikke sa meget, der har man Neergaards vserk at ty til, men efter 1866 er problemet iojnefaldende. Det kan illustreres med et enkelt eksempel; vi tager en sa central begivenhed som forliget i 1894, da provisorierne blev bragt til ophor. Man vil forst ga til bd. 11, s. 157_—158, hvor forliget omtales af P. Engelstoft, som led i den almindelige politiske udvikling. Det naevnes her ganske kort, at det moderate venstres ledere havde forbindelse med agrarforeningen, der var oprettet 1893, og der citeres som baggrund for forliget en udtalelse af de moderate venstremsends leder F. Bojsen,ifolge hvilken agrarforeningen var et udtryk for, at folket nu ventede at kunne forene stridens ophor med arbejde for fremme af borgerlige reformer;men skal man have ordentlig besked om agrarforeningens betydning for forliget, ma man ga til Anders Vigens bidrag i bd. 111, s. 412_—20, hvor der er et lille afsnit af stor almen interesse om agrarforeningen; man forstar derefter langt bedre den side af forliget. Men der er mere at hente. Albert Olsen omtaler i sit afsnit om »Rigsdagene og finanslovene 1849_—94« forligetog vurderer det (bd. V, s. 150^—153) ud fra finanslovsdebatten og ud fra dets konsekvenser m. h. t. forskellige bevillingssager, og giver derved yderligerebidrag til forstaelsen. Af endnu storre betydning end Olsens omtale er den interessante udredning af forligets finansielle baggrund i C. V. Bramsnses' afsnit (bd. V, s. 161) om finanslov og finansstyre: kassebeholdningen, der var fsestningsbyggeriets forudsaetning, var ved at slippe op. Dertil kommer sa, at den partipolitiske forudssetning for forliget for Venstres vedkommende omtales af Svend Thorsen (bd. 111, s. 233 ff). Dette forhold horer ogsa med til forstaelsen; derimod soger man forgseves, hvad forliget angar, oplysninger om de tilsvarende brydninger i Hojre i Jorgen Hattings afsnit: Fra Hojre til Det konservative Folkeparti (bd. III).

Det ma sikkert erkendes, at deter en uheldig ting, at man skal sa vidt omkring i et vserk for at fa en central politisk situation belyst. Der kunne nsevnes talrige andre eksempler. Det ville naturligvis have vseret det mest hensigtsmsessige, at de skiftende situationer i alle deres aspekter og den politiske udvikling i det hele var behandlet under eet. En umadelig maengde gentagelser kunne derved vaere undgaet. Sserlig forekommer det yderst uheldigt, at finanslovproblemerne er behandlet adskilt fra den almindelige politiske udvikling. Kampen om finansloven stod jo i perioden 1870_—1901 som et af de centrale politiske sporgsmal.

For den senere del af historien er udsondringen af finanslovproblemerne knap sa generende; her foles det mere som et savn, at forholdet til erhvervslivet er skilt ud for sig. I tiden fra den forste verdenskrig til den anden har de okonomiske problemer i bredeste forstand vaeret de centrale; gang pa gang har rigsdagen mattet tage stilling til krisesituationer. Grundsynspunkter m. h. t. de retningslinier, der skulle laegges for det okonomiske liv, har draget dybe modsaetninger mellem danske politikere.

Lseser man i sma bidder skiftevis i Anders Vigens skildring af rigsdagen og erhvervsorganisationerne i bd. 11l og i Frantz Wendtz afsnit i bd. II om 1920'erne og 1930'erne far man et ret alsidigt billede, der yderligere uddybes, nar man nu og da tager en lille bid med af Bramsnses' redegorelse for de

finansielle forhold, men endnu er der mange sammenhsenge at fremdrage. En
dybere indtrsengen i parti-historien vil her kunne hjselpe, ikke mindst en
klarlaeggelse af de indre spsendinger i partierne.

Blandt de bidragydere, der har behandlet partiernes udvikling, har Svend Thorsen haft den taknemligste opgave, fordi hans redegorelse for partisystemets gradvise udvikling har kunnet standse ved systemskiftet. Han har kyndigt og myndigt gennemgaet Venstres udvikling og indre brydninger. Oluf Bertolt, der har skrevet om Socialdemokratiet og Jorgen Hatting, der redegor for udviklingen fra Hojre til Det konservative Folkeparti, har kunnet bevsege sig ret frit for de seldre perioders vedkommende; Hatting bryder saledes staven over Estrup; men jo nsermere forfatterne kommer nutiden des svagere bliver naturligt nok konturerne. Det gaelder ogsa de folgende afsnit. Harald Petersen om Venstre, Johs. Christiansen om Det radikale Venstre, Viggo Starcke om Danmarks Retsforbund og Aksel Larsen om Danmarks kommunistiske Parti; alle forfattere er knyttet til de partier, de skriver om, og det ville vaere for meget forlangt, at en virkelig indtraengende behandling af patiernes indre historie skulle kunne fremkomme her.

Af rigsdagshistoriens andre afsnit er der saerlig grund til at henlede opmserksomheden pa de afhandlinger, der belyser rigsdagens funktion, isser Jens Mollers afhandling om tingenes forretningsorden og P. Munchs afhandling: »Hvorledes arbejder rigsdagen« i bind IV (anmeldt i Jyske Samlinger, ny Raekke I, 1950). Hertil kan fojes i bd. 11l Kjeld Windings skildringer af valgkredsene gennem tiderne og rigsdagsmanden og hans vaelgere, og Jorgen Hattings: Valghandling og vaelgermoder. Deter sserdeles nyttig konkret viden, der meddeles pa denne made. Til denne gruppe ma man ogsa regne Svend Thorsens interessante redegorelse for rigsdagen og pressen, der, som hans andre afsnit, rober megen forstaelse for det politiske livs problematik. Ligeledes (i bd. V) K. K. Steinckes behandling af rigsdagen og administrationen og Stig Juuls afhandling om rigsretten, samt i bd. VI Holger Andersen: Rigsdagen og det interparlamentariske arbejde.

Endelig er der den gruppe, der omfatter rigsdagens forhold til forskellige omrader og institutioner. Det kan vaere meget rimeligt, at der gives speciel omtale af rigsdagens forhold til Island og Fseroerne (Jorgen Steining) til Gronland (P. P. Sveistrup) og Sonderjylland (P. A. Call0) (Bd. VI). Men ret problematisk m. h. t. konsekvenserne er det vel nok at tage afsnit med om rigsdagen og domstolene (Poul Andersen) og rigsdagen og det kongelige teater (Robert Neiiendam). Deter fortjenstfulde afhandlinger; men hvor er grsensen? Hvorfor ikke afhandlinger om rigsdagen og universitetet, rigsdagen og haeren, rigsdagen og hedeselskabet o. s. v. o. s. v.

Gennemgangen af det store rigsdagsvaerk har hos anmelderen efterladt en folelse af, at der ligger meget store opgaver med hensyn til Danmarks nyere politiske historie og venter pa danske historikere. For den eller de, der agter at skrive Danmarks politiske historie i sin brede sammenhaeng efter 1866, fra situation til situation med inddragning af alle relevante faktorer er der samlet eller registreret et stort materiale; der er givet adskillige gode enkeltbidrag, men det store sammenfattende arbejde star endnu tilbage.