D. Yde-Andersen: Bornholmere og andre gamle Ure. 91 s. + 60 ill. (Borgens Forlag 1953).

Hvis man hidtil har onsket oplysninger om de danske ures historie, har man vaeret henvist til Bering Liisbergs gamle bog fra 1908 om »Urmagere og Ure i Danmark«, men den havde iojnefaldende mangier, og man kan derfor med sandhed bruge det forslidte udtryk, at D. Yde-Andersen ved sin nye afhandling har afhjulpet et savn. Udmaerkede illustrationer og udforlige lister over hovedstadensog

stadensogBornholms urmagere forstaerker dette indtryk. Det danske urmageri har hidtil ikke nydt storre bevagenhed hos forskningen, skont det i sin forening af kunsthandvaerk og teknik matte vsere et tiltraekkende emne. Yde-Andersen har sat sig som opgave at skrive, hvad man med et gammeldags klingende udtryk kalder en introduktion til studiet. Denne opgave har han lost, og nedenstaende bemserkninger er mere at opfatte som anmeldertrangens evige krav om en anden bog end den, forfatteren har onsket at give, end som en egentlig kritik.

Det var en mangel ved Bering Liisbergs bog, at den var b.lottet for kildehenvisninger, og skont den kyndige kunne se, at oplysningerne var hentet fra Kancelliets Brevboger, Kjobenhavns Diplomatarium og andre lettilgaengelige kilder, var det tidsspildende at finde dem frem. Yde-Andersen har fulgt den samme fremgangsmade, som vel kan forklares ud fra onsket om at give en for alle tilgsengelig fremstilling, men berettigelsen er tvivlsom, hvis han ogsa har taenkt sig bogen som et udgangspunkt for videre studier, hvortil den frister. Det er vist i vore dage en stiltiende forudsaetning, at lseseren skal kunne se de veje, ad hvilken forfatteren er naet til sit resultat, og da bogen sikkert vil blive citeret meget i den kommende tid, ville det have vseret af vserdi, om man havde kildeforholdet pa rede hand. Endog en litteraturliste mangier. Ligeledes savnes en skildring af urenes aeldste historie i Danmark, men da forfatteren i sit forord erklaerer, at han kun har meddelt, hvad han har stodt pa under sit arbejde pa Nationalmuseet, har man her forklaringen pa den ujsevne fordeling af stoffet.

De to lister over urmagere har forfatteren efter forordet ikke ansvaret for, og de kunne suppleres uden storre vanskelighed. Eksempelvis kan nsevnes, at om Steffen Brenner anfores kun, at han naevnes 1553 og 1602, skont Kancelliets Brevboger har adskilligt mere om den gamle mester, og i listen mangier ganske J. P. Stein, der i 1694 fremstillede et ur, som var fremme pa den kunstindustrielle udstilling 1879 (se dens katalog s. 64), og den Anders Pedersen, som omtales 1742 (Kirkehist. Saml. 5, IV, 505) er heller ikke naevnt. Adskillige indvendinger af lignende art kan anfores, men de ville uretfaerdigt overskygge arbejdets gode sider og kan ikke berove forfatteren den velfortjente sere af at have givet den forste moderne og letlseselige behandling af et vaerdifuldt, men overset emne.