Jens Kjær: Stabybogen. Et stykke vestjydsk skolehistorie. 157 s. (Christensens forlag, Struer, 1952).

Da dr. Mathias Steenstrup i 1877 som statens tilsynsforende med hojskolernebegyndte
sine rejser ud i landet, inddelte han skolerne i to kategorier:

vsekkelsesskoler og kundskabsskoler. Staby bondehojskole anbragte han i den forste gruppe, hvad der sikkert ville have forbavset de elever, som havde besogt den under dens forste forstander, pastor H. V. R. Scholer. Denne havde grundlagt skolen i 1852 efter monster fra Rodding, men den udviklede sig snart i en klar bjornbaksk retning med kundskabsmeddelelsen som det ledende programpunkt, ja endog med afholdelse af eksamen. Pastor Scholers ledelse varede dog kun i fem ar, og i 1857 overtoges den af J. A. Sorensen, der var stserkt grundtvigsk indstillet, og fra hvis tid Steenstrups rubricering ma anses for rigtig.

Sidelobende med arbejdet som almindelig hojskole begyndte man i Staby allerede tidligt at uddanne vinterlserere til den sserlige vestjyske biskoleordning, og under de folgende forstandere udviklede denne gren sig til at blive den vigtigste. Mange aeldre laerere ude i landet har faet deres forste uddannelse i Staby, og ikke fa af dem har indtaget fremragende stillinger i den danske skole. Blandt de kendteste elever findes Jeppe Aakjaer og Jens Byskov, som besogte skolen samtidig. Efterhanden som biskoleinstitutionen efter arhundredskiftet trinvis ophaevedes, blev det vanskeligere at holde Stabyskolen i gang, og helt gait blev det under forste verdenskrig, da mange elever la inde ved sikringsstyrkerne. Med Ionningsloven af 1919 kom endelig de tilbagevserende vinterlsererstillinger op i en anstsendig Ionklasse, og der var derefter almindelige seminarister nok til at overtage dem. Staby's saga var ude — i alt fald som vinterlsererseminarium; der drives dog den dag i dag en efterskole pa stedet, for hvilken Stabybogens forfatter har vseret forstander.

Jens Kjaer har valgt at opbygge sin skildring af denne i dansk skolevaesens historie ikke uvigtige skole i en rsekke seraer med de skiftende forstandere som midtpunkt for hver. Deter pa denne made lykkedes at give et ganske godt billede af den set ovenfra, og som supplement hertil har forfatteren bestraebt sig pa gennem korrespondance med tidligere elever at fa den vurderet under deres synsvinkler. Her kniber det imidlertid lidt, og deter morsomt at se, hvor vanskeligt det kan vaere sa mange ar efter at give en realvurdering, alt bliver sa let til »Di skjonne ungdomsdaw, aja« — hvad der ogsa aerligt skrives. Bogen er iovrigt tydeligt lagt an for de specielt interesserede og er vel nok i hojere grad personalhistorie end egentlig skolehistorie; det kan naevnes, at den indeholder en sa godt som fuldstsendig registrering af eleverne fra 1852 til 1920. Deter et stort arbejde, Jens Kjaer har udfort med dette stof, og alene deter respekt vaerd, men ogsa i selve skildringen af skolen har han af de mange brudstykker tegnet et levende billede af det arbejde, der i alvor og malbevidsthed udfortes pa Stabyskolen — hovedsagelig af »drenge fra ploven«.