Vilh. la Cour: Livet begynder. (Haase, 1953).

Vilhelm la Cour har et omstridt navn. Lige meget hvad han giver fra sig, forstar han at charmere og irritere sin lseser. Hans store fortrin og hans ikke fa fejl haenger i en maerkvaerdig grad udenpa manden, lige ud til stilens mindsteenkeltheder er han helt sig selv. Nu fyldte han 70 til jul; deter hojst forbausende,at ogsa den mand gar hen og bliver gammel, for nar han skriver erindringer, mserker man intet til alderen; han er, som han altid har vasret: stolt og selvbevidst, uforsonlig og übarmhjertig, ydmyg og taknemlig. Rundet

af Danraarks bedste slaegter: Barfod, Birkedal og la Gour (til Skserso), dybt bundet til den nationale, nordiske og kristeligt-grundtvigske vaekkelse i forrige arhundrede star hansom et modsigelsens tegn i socialismens og andsradikalismenstid, han repraesenterer ikke blot det Danmark, som var, han legemliggor det endnu i sin person og sin kamp.

Erindringsbogens forste bind gar fra 1883 til 1902; den er pa samme tid blufserdig og abenhjertig, skildrer foraeldrenes og mor-foraeldrenes hjem i Lyngby og Kobenhavn pa grundlag af staerkt personlige breve, som citeres i fyldige uddrag, og pa grundlag af ikke mindre personligt farvede erindringsindtryk. Evnen til at gore en fortaelling levende og til at fa den til at gribe laeseren, enten han nu synes om den eller ej, er i behold i denne bog sa fuldt som i nogen tidligere. Man kan finde den overdreven, men man kan ikke komme uden om den. Der er noget betagende ved de personligheder, som altid, i hver linie de skriver, giver sig selv.

Samtidig far laeseren en milieu-beskrivelse: tidens landbrugsfaglige og landbrugspolitiske begivenheder og problemer miles op omkring faderen som midtpunkt; det grundtvigske islaet og den staerke grebethed af alt, som angar Danmarks historie og det danske folks lykke, synes mest at samle sig om indflydelsen fra den birkedal-barfodske familie; det sonderjyske gar som et monster af bade smerte og kildevaeld til hab og livsmod gennem bogen, skoleerindringerne fra Birkerod star pa hojde med de bedste skildringer, vi ejer af dansk skole-tilvaerelse, og person-galleriet, bade den nsere slaegt og den fjernere omgivelse, er skildret med en uforlignelig evne til at karakterisere. Deter en meget betydelig erindringsbog. I vore dage skriver man ellers ikke erindringer, det gjorde man i personlighedernes arhundrede, og la Cour er sig til fingerspidserne bevidst som setling af personlighedernes tidsalder. Man — det gselder ialtfald mig — kan vsere uenig med ham i adskilligt og jaevnligt bliver ikke sa lidt irriteret pa bade manden og bogen, men jeg ma bekende, at jeg har overgivet mig. Deter ogsa denne gang lykkedes la Gour at fange en af dem, der ellers nok kunne have lyst til at sige ham imod. Det segte fornaegter sig aldrig.