Ebeltoft Købstads Historie. Af Poul Rasmussen og Gustav Albeck. Under Medvirkning af Ingeborg Konradsen. Redigeret af Gustav Albeck. (Rosenkilde og Bagger, 1951).

I anledning af 650-aret for udstedelsen af Ebeltofts forste privilegium har Ebeltoft byrad i 1951 udsendt en bog om byens historie pa 521 sider foruden register. De forste 375 sider optages af Poul Rasmussens skildring af byens historie indtil 1800. Resten af bogen bestar af en oversigt over Ebeltofts historie 1800_—1870 af Ingeborg Konradsen, en tilsvarende oversigt over arene 1870_—1901 med et udblik over perioden 1901_—51 af Gustav Albeck, embedslister fra tiden for 1700 af Poul Rasmussen og endelig et afsnit med titlen »Lidt Personalhistorie«, der vist snarere burde have heddet »Lidt Ejendomsog Personalhistorie« af Ingeborg Konradsen.

Den, der trsekker det tunge laes, er sa übetinget Poul Rasmussen, og det kan straks siges, at fa byer har faet en blot tilnsermelsesvis sa grundig behandling som den, Poul Rasmussen har ladet Ebeltofts historie for 1800 vederfares. Som eksempel pa den grundighed, hvormed Poul Rasmussen er gaet til vaerks, kan anfores, at forfatteren i tabellarisk form har udarbejdet en beskrivelse af samtlige huse i Ebeltoft 1802. Af denne tabel er det muligt at se, hvor mange floje hver ejendom havde, om de la med siden eller gavlen til gaden, hvordan flojene var bygget sammen, og hvor lange de var. Et maegtigt arbejde er nedlagt i en sadan tabel. Et andet kolossalt arbejde er en tabel over ejendomspriser i Ebeltoft i godt og vel 100 ar. En tabel viser byens indforsel, en anden dens udforsel, en tredie skibspriser. Efter skifte- og auktionsforretninger giver forfatteren en indgaende statistik over, hvordan maend, kvinder og born var klsedt, og hvilke mobler fortidens mennesker havde i deres huse, og desuden er der i bogen mange diagrammer.

Men — sa standser forfatteren i den tro, at han nu har skrevet byens historie. Nej, nu skulle arbejdet forst begynde. Alle de mange tabeller, statistikker og diagrammer er kun forskerens forarbejder. Tal og opramsninger alene gor ikke fortiden levende. De siger forskeren noget; men den almindelige laeser — og deter dog for ham, bogen er skrevet — springer dem over. Hvordan gores fortiden mest levende, gennem Nina Bangs tabeller over oresunds-toldregnskaberne eller gennem Troels-Lunds og Hugo Matthiessens boger? Svaret kan ikke vaere tvivlsomt, sa sandt som der er forskel pa historieforskning og historieskrivning.

Poul Rasmussen har blot betragtet det som sin opgave at tilrettelaegge materialetil brug for andre historikere, fordi det materiale, der kan fremdrages ved undersogelsen af en kobstadshistorie, danner et utilstraekkeligt grundlag for udredningen af arsagssammenhsenge, skriver han (side 15). Denne betragtninghviler pa den misforstaelse, at nogen som heist historiker skulle vaere i stand til at udrede arsagssammenhaengen mellem de historiske begivenhederhelt til bunds. Det kan en lokalhistoriker ikke; men det kan en rigshistorikerheller ikke. Danmarks skaebne gennem tiderne har ikke vaeret uafhaengigaf begivenhederne ude i den store verden sa lidt i fortiden som nu.

Og om man sa mestrede alle kilderne til hele verdens historie, kunne man ikke til fulde udrede arsagerne til, hvad der er sket. Verdens historie er igen afhsengig af geografiske og geologiske forhold. Hele universets forhold matte drages med ind i undersogelsen, og man ville til sidst ende i theologiske og philosophiske undersogelser.

Men selv om ingen historiker kan udrede arsagskseden helt, har man dog ikke som Poul Rasmussen lov at skildre Ebeltofts historie som et ganske isoleret faenomen. Ebeltofts historie hsenger sammen med omverdenens, og visse linier lader sig meget vel trsekke og udrede. Deter philosophiens opgave at finde de sidste grunde. Historikeren bade kan og skal klargore de forste grunde. Det har Poul Rasmussen forsomt. Derfor bliver hans afsnit stillestaende.

I nser forbindelse med Poul Rasmussens nsesegruse beundring for videnskaben og angst for at fortaelle, berette 10s om menneskesksebner, star den underlige made, hvorpa han har behandlet de mange retssager, han har gennemgaet. Han anforer af dem kun, hvad han mener kan have kulturhistorisk interesse. Slutningen pa historierne far man ikke, og man kan ikke undga at fole sig snydt.

Den sararae underlige fornemmelse far man gennem fru Konradsens gennemgang af en del af Ebeltofts ejendommes historie. Ved 1750 standser hun. »Enhver« kan ved hjaelp af »let tilgsengelige kilder« som skifteprotokoller, skattemandtal og skode- og panteprotokoller »uden storre vanskelighed« folge ejendommenes sksebne siden den tid, siger hun. Mon dog »enhver« kan det?

Gustav Albecks og Fru Konradsens afsnit er letlobende og vel af interesse for byens indbyggere, men uden storre vaerdi for videre kredse. Deter Poul Rasmussen, der bserer bogen, og hans indsats er imponerende. Bogen bor studeres grundigt af lokalhistorikere, der her vil kunne hente mangfoldige vink om, hvilke oplysninger, der lader sig lokke ud af kilderne, og af den grund fortjener bogen at blive kendt. Den er et eksempel pa, hvordan en kobstads historie skal studeres, og samtidig et eksempel pa, hvordan en kobstads historie ikke skal skrives. Historieforskning er en videnskab, historieskrivning er en kunst.