Ernst J. Borup: Højskoleforstander Alfred Povlsen. (Kirkeligt Samfunds Forlag, 1952). Morten Bredsdorff: Thomas Bredsdorff. (Det schønbergske Forlag, 1953).

Det kan vist siges, at de to boger svarer meget godt til de personligheder,
de skildrer. Borups bog om Alfred Povlsen er en haederlig og ikke meget spaendendebiografi;

dendebiografi;den er tor og saglig, palidelig sa langt den rsekker. Men den raekker ikke langt nok. Deter meget afslorende, at en fodnote pa sidste side oplyser, at de righoldige privatarkiver, Alfred og Karl Povlsen (Rigsarkivet) efterlod sig, kun er konsulteret for kronologiens skyld. Ellers hviler fremstillingenhelt pa trykte kilder, vaesentligst Hojskolebladet og Ryslingebogen, og derved bliver perspektivet alt for snaevert. Nar man i vore dage ikke vil nojes med at skrive en partimaessig hagiografi, er det et uomgaengeligt krav til forfatteren,at han virkelig gar til kilderne, sa meget mere som de i dette tilfselde flyder rigeligt. Hvis man ser bort fra det — hvad man altsa ikke kan — er bogen ganske vellykket. Alfred Povlsen var en mand af pondus, han virkede staerkt ved sin personlige fremtraeden, men nogen betydelig personlighed var han meget langt fra. Hans praktiske dygtighed far man et godt indtryk af, men deter ikke lykkedes Borup at fa noget vaesentligt frem pa omrader, som, netop hvor en hojskoleleder biograferes, matte vsere afgorende. Det hele virker tort. Bogen skal ikke vsere den »endelige«, siges det, men det turde vaere hojst tvivlsomt,om nogen efter Borups arbejde vil ga igang med den »endelige« bog om Alfred Povlsen; der er nseppe meget mere at sige end det, han allerede har sagt, derimod vil en virkelig udnyttelse af brodrene Povlsens arkiv vasre en guldgrube for den, der pa bredere basis vil skildre hojskolen og det grundtvigskefolke - og menighedsliv i dets blomstrings- og afblomstringstid.

Bredsdorff har et ganske anderledes levende emne for sin bog. Thomas Bredsdorff var sa übestrideligt den mest fremragende hojskole-personlighed i sit tidsrum. Den bestandige spaending i hans sind mellem grundtvigsk kristendom og radikal brandesianisme, hans venskab — med dets knuder — med Jakob Knudsen, hans politiske radikalisme og hans virksomhed som den bremse, der stadig stak til hojskolens sedle hest for at holde den vagen og i kontakt med tiden, — altsammen har det givet stof til en biografi, som ligger langt ud over det almindelige. Noget betydeligt privatarkiv har Bredsdorff ikke efterladt sig, men alligevel har forfatteren faet fat i adskilligt godt stof, som er udnyttet med kritisk talent. Deter ikke nemt at skrive om sin fader — har man tilstrsekkeligt med triste exempler pa — men Morten Bredsdorff har klaret alle skser. Sonnens beundring far pa intet punkt lov at overskygge sagligheden, og resultatet er b.levet en bog sa god, som den kan onskes. I vor biografiske litteratur vil den haevde sig smukt; den, som laeser Borups bog om Alfred Povlsen, far indtryk af noget stovet, af en personlighed, som virkelig tilhorer fortiden og kun den, og som derfor med omhu ma opstilles i vort galleri for forhistoriske figurer og lejlighedsvis afstoves af fagfolk, men i bogen om Bredsdorff er der nok fortalt historie, god, palidelig og spaendende historie, men forst og sidst er det lykkedes at fa denne mand til at traede laeseren lyslevende imode. Her moder man ikke blot historiens stov, men dens and.