Emil Marquard: Danske gesandter og gesandtskabspersonale indtil 1914. 493 s. (Munksgaard, 1952).

I serien af embedsetater udgivne af Rigsarkivet, hvoraf ikke er kommet noget bind siden 1936, indgar den nye diplomatetat (efter arkivar Marquards dod gjort trykfserdig af arkivar, dr. Erik Kroman) som en bog, der sikkert hurtigt vil vise sig ligesa nyttig som forgaengerne. Selv om studiet af den indre historie vel ogsa fremover vil beskseftige den storste del af danske historikere, henvender den nye etat sig alligevel til et ikke lille publikum. Indholdet af diplomatetaten er ikke slet sa summarisk som i de tidligere udgivneetater, adskillige smatraek, der belyser forandringer i gesandtskabernes stilling eller specielle opgaver, er medtaget; men ellers er hovedindholdet det ssedvanlige: navn, titel og data for indehaverne af det pagaeldende embede. Uanset de argumenter mod etatudgivelserne, som navnlig blev fort frem af tyske arkivfolk omkring 1900 (jfr. Meddelelser fra det danske Rigsarkiv I (1907), s. 232 ff.) fortsatte Rigsarkivet udgivelsen, og tiden har i hoj grad berettiget dette sserlige danske initiativ, som skabte en rsekke uvurderlige hjselpemidler for historikeren. Nar Secher sa stserkt understregede, at etaterne var bidrag til embedshistorien og ikke til personalhistorien, sa var det, fordi

han udelukkende havde det for oje, at etaterne skulle vaere vejledende under arkivstudierne, men deter dog et sporgsmal, om man ikke burde overveje fremtidig at meddele fodselsdato (evt. sted), sidste embedsstilling og dodsdato(evt. sted) for embedsmaendene. Bortset fra den handsraekning, det ville vaere for personalhistoriens dyrkere, sa ville disse data ogsa vaere en stor hjselp for den, der arbejder med historien i almindelighed, og tilmed i en vis grad imodekomme den gren af historien, som gennem masseiagttagelser soger at belyse en bestemt stand eller samfundsklasse. Man kunne maske begynde med den hardt savnede 2. udgave af »Den civile centraladministration 1600_— 1848«?