Knud Berlin: Spredte erindringer fra et langt liv. 173 s. (Gyldendal, 1952)

Den snart 90-arige statsretsprofessor harmed denne bog sogt at give sig selv al den paskonnelse, som han mener ikke fuldt ud er blevet ham til del hidtil. Kun fa erindringsboger pa dansk har indeholdt en sa abenlys selvovervurdering som denne; det har den fordel, at historikeren vil vsere varsom, nar han bruger den som kildeskrift, hvad man vil vsere nodt til, nar det gselder forholdet til Island, og nar det gselder Danmarks strid med Norge om ostgronland.

Erindringerne gar tilbage til studenterarene, men ikke meget siges om dem, ejheller om arene som protokolsekretser i folketinget, dog er der en ikke uinteressant episode med Alberti, men ellers er hovedtemaerne Island og ostgronland. Der gives en del gode oplysninger om de forhandlinger, som fra arhundredskiftet og frem til 1918 fortes mellem Danmark og Island med oversigter over den formale statsretslige diskussion. I striden om ostgronland var Berlins hovedindsats at fa sit synspunkt: at Danmark ikke mistede suverseniteten over Gronland fra Nordbobygdernes undergang til Hans Egede, anerkendt som Danmarks standpunkt under processen. Domstolen i Haag anerkendte dette, men en gennemlaesning af dommen (Haag-dommen af 5. april 1933 udg. ved udenrigsministeriets foranstaltning 1933) vil hurtigt overbevise om, at dette moment kun spillede en underordnet rolle for domstolens afgorelse; det virker dog ikke overraskende, nar Berlin alligevel siger, at Danmark vandt ved hans opfattelse. Nogle rejseminder slutter bogen, som alt i alt understreger, at alderen ikke har nedbrudt eller sendret anden i den gamle jurist.