H. P. Hansen: Jyske Skøjere og Rakkere. 147 s. (Udsendt af H. P. Hansens bogtrykkeri, 1952).

I sin nye bog gor H. P. Hansen det af med den traditionelle forestilling om de omstrejfende folk i de jyske hedeegne. Hvem har ikke lsest Blichers novelle »Kjeltringliv« om Linka Smaelem og Peiter Beinlos eller om Kulsoen, Kirsten River og Abraham Musen fra Carit Etlars forfatterskab uden pa en maerkelig made at fole sig tiltrukket af disse mennesker, der som fremmede fugle nok levede i Danmark, men som dog ikke var egentlige medlemmer af det danske samfund. De var sat uden for som urorlige og var derfor henvist til at leve fjernt fra fast beboelse pa bestandig fart rundt i landet ernaerende sig ved glarmester- og blikkenslagerarbejde samt alskens uaerlighed. Tatere kaldte man dem, selv benaevnte de sig skojere efter det hollandske »schooien«: at betle. Bondebefolkningen kaldte dem kjaeltringer; dette ord kommer af et gammelt verbum at keltre: tigge eller trygle. Forst senere blev en kjeltring identisk med en snyder og bedrager.

Men fremmede fugle var de netop ikke — i alt fald kun et fatal af dem. De egentlige tatere var zigojnere, der som oftest i virkeligheden kun var her pa gennemrejse, idet de helt op til vore dage blev forment adgang til at opholde sig i landet. De jyske kjaeltringer eller rakkere, som de undertiden hed efter den beskaeftigelse, nogle af dem drev som bodlernes medhjaelpere eller flaaere af selvdode dyr, var danske nok. Linka og Peiter hed Birgitte Christensdatter og Mikkel Christensen, og Abraham Musen horte til den kendte kjseltringeslaegt Kvembjaerg. Men nar de ikke var udlaendinge, hvem var de da, og hvorledes var de kommet til at leve deres ejendommelige liv? En stor del af dem var simpelthen vagabonder og tyveknsegte, som naturligt matte soge uden for det normale samfund, andre var efterkommere af tidligere tiders rakkere, hos hvem urorligheden var blevet siddende, og endelig havde de et vist tillob af deserterede soldater og folk, som, for at undga lov og dom, havde pataget sig rakkerarbejde. Dette kunne nemlig i visse tilfaelde finde sted med ovrighedens billigelse.

H. P. Hansen nojes ikke med at rokke ved skojernes udenlandske oprindelse,han paviser ogsa, at deres sserlige sprog, kjaeltringlatin eller praevilikvant,ikke er et mellemeuropseisk, indvandret zigojnersprog, men kunstig forbrydertale,ganske vist nok med ord af fremmed oprindelse, baseret pa anvendelseunder forhor eller besog hos bonderne, hvor det havde betydning ikke at blive forstaet af uindviede. Disse videnskabelige kendsgerninger krydrerforfatteren med en lang raekke historiske og anekdotiske enkeltheder fra skojernes liv og faerden, som er samlet gennem et flittigt, folkloristisk forskerarbejde;en centrumfigur er her landets sidste kjaeltring, Kjaelle Casper,

fra hvem der er hentet mange traek ikke mindst til belysning af skojersproget. De meget indviklede familieforbindelser er verificeret gennem kirkebogsundersogelser,men har dog vaeret vanskeliggjort af, at kjgeltringerne ikke altid — eller rettere sjaeldent — tog det sa hojtideligt med dyd og aegteskab (en enkelt fejl er derfor undskyldelig).

Som altid, nar talen er om det egenartede, er en bedommelse tilbojelig til at folge de linier, der angives af de outrerede tilfselde, og skojerne star derfor i den almindelige bevidsthed som noget omstrejfende pak, losagtige over for naestens gods og i deres indbyrdes forhold, en terror for de egne, de drog igennem med deres tiggeri og tyveri. Retsprotokollerne beretter om mange, voldsomme affaerer, men intet om de ordentlige folk, og det ma heller ikke glemmes, at de behandlede kjaeltringesager ofte kun drejer sig om smaforseelser, som ville vaere undgaede under offentlig forsorg. Skojerne er, trods afsloringen af deres danske oprindelse, stadig et eventyrligt element i jysk folkeliv; men spaendende har deres tilvaerelse sjaeldent vaeret, og man forstar godt — med baggrund i deres hele foragtede stilling — at sa mange sogte trost i braendevinen. Et forbryderfolk var de dog ikke. »Dae er saamaend manne, dae ae moj reng'er end se kjaeltringer«, sagde en gammel bondekone en gang til forfatteren, og det var sikkert rigtigt.