Aage Heinberg: H. N. Andersen. 198 s. (De Unges Forlag, 1952).

Denne bog er en stort set uforandret dansk udgave af forfatterens svenske bog fra 1943. Den henvender sig ikke specielt til historikere, men er tilrettelagt for en meget vid Iseserkreds. ojensynlig har forfatteren haft en vis tradition at bygge pa, men derimod kun en mindre historisk viden og ikke meget mere

kendskab til historisk metode. Her — som sa ofte -_— ma man undres over den dristighed, hvormed ikke-fagfolk giver sig i kast med historiske arbejder. Dette er ogsa grunden til, at vi straks i optakten kan blive prsesenteret for en oplysningom, at den overvejende del af udvandrerne i forrige arhundrede kom fra Sokobstsederne. De sparsomme oplysninger, vi har (forst 1904 anforer udvandringsprotokollernefodestedet), tyder ikke pa dette, og at Esbjerg skulle have haft en saerlig betydelig andel i udvandringen forekommer ikke umiddelbartriraeligt. Eksemplet er det forste i bogen, der understreger nodvendighedenaf, at man kender andet end sit snaevre emne, inden en historisk skildring bygges op. Flere kunne naevnes, og hvad ogsa bor naevnes er den svage kronologi, det kniber at holde rede pa tidsangivelserne, undertiden mangierde ganske. Mangt og meget er halve antydninger, ikke mindst nar det gaelder beretningen om H. N. Andersens deltagelse i de udenrigspolitiske forhandlinger under den forste krig. Nar det om genforeningen hedder: »Da Tyskland var brudt sammen, og forhandlingerne om nye graenser og fredens ovrige bestemmelserskulle begynde, var det prins Georg af Graekenland og H. N. Andersen, der kunne meddele den danske regering, at nu matte der efter deres mening fremkomme et krav fra dansk side med hensyn til de danske sonderjyder«, ja, sa er det enten historieforvanskning, eller ogsa er der tale om en sa afgorende oplysning, at forfatteren burde have oplyst kilden, selv om han ellers ikke har kildehenvisninger. Saledes, som deter still et op, far man indtrykket af, at H. N. Andersen har startet genforeningen, og det har man ikke hidtil vidst, noget andet er, at han maske som sa mange andre har indset, at man nu burde traede frem med sit krav. Noget lignende gaelder, nar det gives udseendet af, at 0. K.'s oliefabrik i Kobenhavn (den la iovrigt i Glostrup), arilagt 1903 for at udvinde olie af kopra, var en nyskabelse; her havde det vseret pa sin plads at naevne, at Aarhus Oliefabrik allerede siden slutningen af 90'erne havde produceret kokusolie. Disse tre eksempler: fra den almindelige samfundshistorie,fra den politiske historie og fra den egentlige erhvervshistorie, viser, hvor nodvendigt deter, at en forfatter skaber sig en alsidig baggrundsorientering.

Kravet om en sikker beherskelse af den almene baggrund er ikke mindre vigtig, nar det som her drejer sig om en populaer bog. Nogle af de ovrige krav opfyldes pa udmserket made: stilen er inciterende og indholdet dramatisk. Trangen til forenkling og forgrovning gor sig dog undertiden for staerkt gaeldende, og stedse til glorificering af H. N. Andersen. Det synes, og deter bogens hovedfejl, som om forfatteren alligevel ikke har forstaet, at H. N. Andersen netop er sa stor, at han ogsa kan tale at blive vurderet kritisk. Lad vaere, at han ikke altid tilfredsstillede de krav, man stiller op for en forretningsmands hojeste moral, men det samme gaelder ogsa adskillige politikere pa deres omrade, som det i det hele gaelder de fleste, men hvorfor da krybe uden om, netop lige nar det gaelder en forretningsmand?

Boger om erhvervslivets store har i for hoj grad dette praeg, og har ogsa Heinbergs bog det, er det saledes ikke noget enkelt tilfselde — han har iovrigt haft det vanskeligt pa grund af de saerlige forhold, der knytter sig til kildematerialet —, men det tjener til pany at henlede opmaerksomheden pa dette problem, som hverken historikerne eller erhvervslivet kan vedblive at se bort fra.