DANMARKS STILLING UNDER KRIGEN 1859

Saa tidligt som 15. November 1857 havde den danske Gesandt i Wien, Grev Henrik Bille-Brahe, gjort opmaerksom paa, at den politiske Situation i Europa blev bestemt af »en Kulde, ja selv en vis Mistro mellem ostrig og Frankrig«, en Kendsgerning, som det iovrigt ikke var ham helt let at forklare¹). At et saadant Modsaetningsforhold bestod var for Resten ikke nogen Hemmelighed i Samtiden, og Sammenhsengen lod sig ogsaa uden Vanskelighed rede op. Allerede i Maj 1856 havde Napoleon 111 i et Brev til sin davserende Udenrigsminister paapeget, at medens Frankrig nok kunde gaa sammen med ostrig i Orient-Sporgsmaalene var det anderledes, naar det gjaldt Italien; »hvis en Krig ulykkeligvis udbrod mellem ostrig og Piemont, vilde jeg ikke tove et ojeblik med at tage Parti og gribe ind til Gunst for sidstnaevnte Magt«²). Ide folgende Maaneder indlob derpaa stadig nye Meldinger til Udenrigsministeriet; Brockdorff i Berlin mente, at der aabnede sig »en sorgelig Udsigt til Revolutioner og Krige«³).

Saa slog Kejser Napoleons beromte Ord til den ostrigske Gesandt, Baron Hiibner, ved Nytaarskuren 1859 Portene op for alle Slags Fremtidssyner af den Art. Episoden blev kendt i Offentligheden gennem »Le Constitutionnels« Gengivelse af Udtalelsen den 4. Januar. Her hjemme bragte Bladene samme Aften Telegrammer herom; »Berlingske Tidende« med en Tilfojelse, der gik ud paa, at »Beretningerne fra Italien er meget foruroligende«.

For den Sags Skyld lod de folgesvangre Ytringer sig opfatte paa forskelligMaade; man kunde lsegge Vsegten paa Napoleon Ills Beklagelse af, at det gensidige Forhold ikke mere var godt, og Forsikringen om, at hans personlige Folelser for Kejser Franz Joseph stadig var de samme. Paa den Maade fortolkede den franske Udenrigsminister, Grev Walewski, det sagte overfor Baron Hiibner⁴), og den officiose Presse gjorde sit bedstefor

1) Bille-Brahes Depeche 15. September 1857 (R. A.) — Foruden i Depecherne og Instruktionerne henholdsvis fra og til Gesandterne i de forskellige europaeiske Hovedstaeder findes Materiale til det her behandlede Sporgsmaal i saerlige Pakker i R. A.: U. M. Samlede Sager til Journal A Ltr. N. (1859—60 Danmarks Neutralitet under den italienske Krig), og U. M. Frankfurt X. Korrespondancesager fasc. XI vol. IV M-O 1847_—63 (O Bundesverfassung: Italienische Frage 1859^—61); en Samling af Forbundsdagens trykte Protokoller fra 1859 findes i U. M. aim. Korr. Sager Litr. H (Aktstk. vedror. Slesvigs og Holsteens polit. Stilling II 1848^—59).

2) cit. Poirson: Walewski 218.

3) Depecher fra Berlin 11. Juni og 23. December 1858.

4) Hiibner: Souvenirs II 247_—49. — Napoleon 111 havde forovrigt ved Nytaarskuren 1856 udtalte sig paa lignende Maade overfor den neapolitanske Gesandt (Moltkes Depeche 3. Januar 1856. — R. A.).

Side 260

steforat overbevise sine Laesere om det samme. Diplomaterne var ikke utilbojelige til at tage denne Beroligelsesstraeben for gode Varer⁵), men Borserne var i Opror, og Bladene, ogsaa de kobenhavnske, skar igennem dette Tilsloringsvaev; Bille-Brahe filosoferede fra Wien over, hvorledes Forretningsverdenen nu reagerede ganske anderledes staerkt end for 1848 overfor selv »de svageste Antydninger om Krig«⁶).

Saadan set laa der lang Vej mellem Danmark og en eventuel franskostrigsk Valplads i Italien; man syntes her oppe nogenlunde sikkert at kunne regne med Tilskuerens Rolle. Men Habsburger-Rigets politiske Interesseforgreninger rakte vidt; dets tyske Lande var Del af Det Tyske Forbund som Holsten og Lauenburg, der horte med til den danske Helstat. Blev Forbundet gennem sin Forbindelse med ostrig trukket ind i Krigen, vilde en Mobilisering ogsaa komme til at omfatte Hserkontingenterne fra den danske Konges tyske Hertugdommer, selv om Resten af Monarkiet haevdede sin Neutralitet. Stillingen havde, folkeretslig set, vaeret den samme under Krim-Krigen, og Bluhme havde dengang anerkendt Forpligtelserne overfor Forbundet⁷). Men begge de tyske Stormagter stod dengang som neutrale. Muligheden for, at Det Tyske Forbund kom til at traede aktivt op, rykkede umiskendeligt naermere i Tilfaelde af, at en af dem blev krigsforende.

Sporgsmaalet var forovrigt gentagende blevet rejst under Rigsdagens
Forhandlinger om Grundlovsindskraenkning og Fasllesforfatning i 1855.

Faren laa dog ikke umiddelbart for, selv om Troen til, at Freden kunde bevares, var svundet staerkt efter Kong Victor Emanuels og Kejser Napoleons Trontaler. Men Fjendtlighedernes Begyndelse vilde dog ikke vaere ensbetydende med Forbundets Deltagelse. Bismarck skrev 25. Februar fra Frankfurt til Udenrigsminister Schleinitz, at Stemningen paa Forbundsdagen var meget betaenkelig overfor det ostrigske Diplomatisog den ostrigske Presses krigerske Udtalelser⁸). Allerede tidligere havde en preussisk Cirkulaerdepeche underrettet de tyske Hoffer om, at Berlin-Kabinettet ikke vilde gaa ud over Forbundsforpligtelserne⁹), og de omfattede ikke Habsburgernes italienske Besiddelser. Da den ostrigskeGesandt, v. Roller, meddelte Schleinitz, at Tiden nu efter hans RegeringsMening var kommet til at saette militsere Forholdsregler i Vaerk ved Forbundet og til at afgive Meddelelse om, at den ostrigske Haer var sat paa Krigsfod, instruerede den preussiske Udenrigsminister 27. Februar sin Charge d'Affaires i Wien, Flemming, om at forklare, at Preussen som europaeisk Stormagt ikke agtede at lade sin Politik bestemmeaf

5) Hiibner II 244.

6) Depeche 7. Januar 1859 (R. A.).

7) Bluhme til Moltke i Paris 25. Juni 1854 (Fr. Bajer: Nordens, saerlig Danmarks, Neutralitet under Krim-Krigen 443_—44).

8) Publicationen aus d. Kgl. Preuss. Staatsarchiven XV (Preussen im Bundestag) 473.

9) Die auswartige Politik Preussens 1858—71. I 234.

Side 261

stemmeafFlertalsbeslutninger i Forbundsforsamlingen¹⁰); til Usedom, der nu havde overtaget Bismarcks Plads som Forbundsgesandt, skrev han, at Preussen vilde bevare sin fulde Handlefrihed, samtidig med at Berlin-Regeringen nok skulde opfylde sine Pligter, hvis det gjaldt TysklandsSelvstaendighe d¹¹). Den ostrigske Udenrigsminister, Grev Buol- Schauenstein, beklagede overfor Flemming Preussens Holdning og vaegredesig ved at indromme dets Ret til übetinget Veto¹²). Men herved blev det alligevel. De mindre tyske Stater traengte paa for at faa Preussen til at overtage Forerskabet¹³). Men Preussen rorte ikke paa sig. Der var en stserk offentlig Mening for ostrig i Syd-Tyskland, formodentlig grundetpaa Betragtninger som dem [Augsburger] »Allgemeine Zeitung« gav Udtryk for: »Vi svaermer ikke blindt for den ostrigske Regering, vi er alene overbeviste om, at det ovrige Tysklands Fremtid i alt vaesentligter afhaengig af ostrigs Fremtid, [og] at det derfor er Tysklands Pligt trofast at staa ved dets Side i enhver Fare«¹⁴). Men Synsmaaderne var andre Nord for Main-Floden og Thiiringerwald.

Den danske Regering, hvor C. C. Hall som Konsejlspraesident ogsaaad interim havde ledet Udenrigsministeriet siden Juli 1858, kunde under disse Omstaendigheder tage Udviklingen saa temmelig med Ro. Den havde ogsaa samtidig sine egne Bekymringer. Ganske vist var der indtraadt en Hvilepavse i den standende Strid med de tyske Stormagter og Det Tyske Forbund ved Kundgorelsen af 6. November 1858, der satte Faellesforfatningen ud af Kraft for Holstens og Lauenburgs Vedkommende,og Forbundsforsamlingens Beslutning — af 23. December 1858 — om at afvente Udfaldet af det Forsog, den kgl. Regering nu vilde gore paa at gennemfore en Nyordning af Monarkiets Forhold. Men netop som Led i disse Bestraebelser var de holstenske Stsender blevet sammenkaldt den 3. Januar 1859, og Forhandlingernes Forlob viste hurtigt, at der ikke fra Flertallets Side var noget onske om at naa frem til praktisk anvendeligeForfatningsformer for Helstaten. Disse retslig-politiske Droftelser interesserede i Aarets forste Maaneder den tyske Offentlighed ganske anderledes end Sporgsmaalet om, hvad den danske Regerings Holdning vilde blive i Tilfselde af en Forbundsmobilisering. Paa sin Side forsikrede Hall, at det var ganske grundlost, naar man i Tyskland rnente, at det holsten-lauenburgske Haerkontingent ikke i givet Fald vilde blive stillet

10) ib. 284—86.

11) ib. 304.

12) ib. 294. — Iovrigt skimter man allerede nu Uenigheden indenfor de hojeste Kredse i Berlin; Prinsregenten (den senere Kong Wilhelm) og Ministerpraesidenten var aabenbart mere imodekommende overfor ostrig end Schleinitz (Politik Preussens I 216, L. v. Gerlach: Denkwiirdigkeiten II 659, Beust: Aus drei Viertel-Jahrhunderten I 221).

13) Den engelske Gesandt, Lord Bloomfields Depeche 8. Februar 1859 (Politik Preussens I 227). Beust til Konneritz 15. April 1859 (Beust I 232).

14) Artikel 22. April 1859. Smlgn. Politik Preussens I 236, 239.

Side 262

til Raadighed; det principielle Standpunkt var det samme som under Krigen 1854^—56. Blot onskede man i Kobenhavn, at Tyskerne saa til Gengaeld vilde holde Sporgsmaalene om Slesvig og Holsten ude fra hinande n¹⁵).

Noget saadant taenkte man imidlertid slet ikke paa i Tyskland; under Staenderforhandlingerne i Itzehoe forsogte Holstenerne stadig at traekke Slesvigs Forhold ind i Droftelserne. Og ligesom man fra fransk Side under Krim-Krigen vistnok havde antydet, at Berlin-Regeringen kunde faa fri Haand overfor Hertugdommerne, hvis Preussen sluttede sig til Vest-Magterne¹⁸), spogte lignende Tanker nu i en tilsvarende Sammenhaeng. Foranlediget af, at Albrecht paa en diplomatisk Sendefaerd til Berlin arbejdede for at vinde Preussens Billigelse af en aktiv Optraeden overfor Sardinien fra ostrigs Side, opstillede den altid politisk naevenyttige Hertug Ernst af Coburg nogle Grundbetingelser for en ostrigsk-preussisk Alliance; det hed her i § 8:

Skulde Preussen finde det passende i Lobet af Krigen at bringe de stadigt svaevende Stridigheder angaaende Hertugdommerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til en endelig Afslutning, og skulde Danmark naegte at give sin Tilslutning til preussiske Forslag i denne Sammenhaeng, og skulde Preussen af den Grund anse det for nodvendigt at anvende Tvangsforholdsregler, [saa vil ostrig understotte det diplomatisk og militaert, og] eventuelt samraen med Preussen gaa i Krig mod Danmark¹⁷).

Der kom dog ikke noget ud af disse Makinationer, og den danske Regerings Gesandt i Forbundsdagen, Bernhard Biilow, instrueredes i Foraarsmaanedernes Lob om at tiltrsede forskellige Beslutninger, som gik ud paa at saette Forbundsfaestningerne i Forsvarsstand¹⁸). — Det var den saedvanlige, naermest passivt-mekaniske Tilslutning til Forbundsforanstaltningerne fra dansk Side.

Ugerne skred og Statsmaendene sled — sled med at finde Udvej til
Forhindring af Krigen. Ved Midten af Marts fandt den franske og russiskeRegering
sammen om et Konferenceforslag, der skulde 10se Vanskelighederne.Navnlig

15) Den engelske Gesandt, Henry Elliots Depeche 15. Marts 1859 (Public Record Office, Foreign Office 97 (Schleswig-Holstein).

16) Se navnlig Depecher fra Moltke i Paris 8. Januar 1855, Brockdorff i Berlin 19. og 21. Januar 1855 og Oxholm i London 22. Februar 1855 (alle i R. A.).

17) Hertug Ernst: Aus meinem Leben II 472 ff. — Den 9. April dementerer Schleinitz et Rygte om, at Berlin-Regeringen havde lovet Frankrig neutral Holdning mod Tilsagn om en Ordning af det slesvig-holstenske Sporgsmaal efter tysk onske (Politik Preussens I 413). Samme Tanke daemrede i Forbundsdagskredse (Billows Depeche 12. April 1859 R. A.). Den af Hertug Ernst tilstraebte Kombination optog ogsaa visse tyske Blade (Biilows Depeche 21. April 1859 R. A.).

18) Instruktioner til Forbundsdagsgesandten (R. A. — U. M. Registraturer f. Eks. 30. Marts 1859).

Side 263

skelighederne.NavnligEnglaenderne sluttede sig til, medens ostrigerne stillede Betingelser; efterhaanden bed de sig fast i en Fordring om, at Sardinien skulde ssette Haeren paa Fredsfod forinden; de andre paapegede det umulige i at stille ensidige Krav til det nord-italienske Kongerige. Ugerne slaebte sig atter hen. Vi ser af Btilows Depecher, hvordan Stemningensvingede mellem Haab og Frygt paa Forbundsdagen i disse »sksebnesvangreDage «¹⁸). Hen mod Midten af April kom mere indviede Kredse under Vejr med, at Magthaverne i Wien ponsede paa at tage Sagen i deres egen Haand og forlange Afvaebning i Turin; yßrkehertug Albrecht sagde det for Resten rent ud under sine Forhandlinger i Berlin²⁰). Men Rygtet var sluppet 10s. Ogsaa andre vidste Besked²¹).

Under disse Omstsendigheder meddelte det preussiske Udenrigsministerium i en Cirkulaerdepeche af 20. April, at Prinsregenten, den senere Kong Wilhelm, i Betragtning af, at Bestraebelserne for at afvserge Krigen hidtil var faldet frugteslost ud, havde beordret Krigsberedskab for tre Armekorps; imidlertid agtede Regeringen ogsaa at stille Forslag i Forbundsforsamlingen om, at samtlige Forbundsstater skulde holde deres Hovedkontingenter i Marcheberedskab²²), og for at faa Lejlighed hertil anmodede v. Usedom, som var i Berlin, telegrafisk om, at der maatte blive afholdt Mode 23. April — Paaskelordag²³).

Det skete, som han onskede; Prsesidialgesandten, den ostrigske Grev Rechberg, fremskyndede Sagen²⁴), og Usedom begrundede nu det preussiske Forslag, da Sporgsmaalet kom for. Han henviste ogsaa til de inislykkede Bestrsebelser for at faa en Konference bragt til Veje og skjulte ikke, at Freden var alvorlig truet; den preussiske Regering havde derfor modent maattet overveje Tysklands Stilling midt imellem Lande, der kraftigt vsebnede sig til Krig, og mente, at Tiden nu var inde til i Troskab mod Forbundets defensive Karakter at foretage Rustninger, som vilde saette det i Stand til med Ro at imodese den videre Udvikling, og Usedom foreslog derfor:

Den Hoje Forbundsforsamling vil beslutte at anmode Forbundsregeringerne
om at ssette deres Hovedkontingenter i Marcheberedskab og samtidigt at trseffe
alle paakraevede Forberedelser til Armering i Forbundsfaestningerne.

Biilow tilfojer i sin Beretning²⁵), at »paa Forslag af Praesidiet gjorde Forbundsforsamlingen straks denne Anmodning til Beslutning« og overdrogdet til Udvalget for militaere Sager at saette sig i Forbindelse med Militaerkommissionen angaaende Gennemforelsen af disse Foranstaltninger.Alle

19) Btilows Depeche 12. April 1859 (R. A.).

20) Optegnelse af Prins Wilhelm (Politik Preussens I 421—24).

21) Samme 450—51 og No 292 *.

22) Afskrift i R. A. — U. M. Samlede Sager.

23) Btilows Depeche 21. April 1859 (R. A.).

24) Politik Preussens I 484—86.

25) Btilows Depeche 23. April 1859 (R. A.).

Side 264

ger.AlleGesandtskaberne var forinden blevet telegrafisk bemyndigede til at give Forslaget deres Tilslutning med Undtagelse af Danmarks, Nederlandenes²⁶), de sachsiske Huses og De Frie Stseders Udsendinge; senere Tilslutning fra de to sidstnsevnte Gruppers Side var imidlertid en given Sag. Mod Enden af Modet opfordrede Praesidiet ydermere Gesandternetil, i Betragtning af Stillingens Alvor, saa vidt muligt at sikre sig, at de uden saerlige Instruktioner vilde vsere i Stand til at billige uopsaetteligeForslag fra Militserkommissionens Side. De fleste Stemmer udtalte sig for, at Regeringerne afgav saadanne Fuldmagter under Forudssetningaf:

at Militaerkommissionen enstemmigt har stillet saadanne Forslag,

at de bliver opfattede som paatrsengende nodvendige,

og at Gesandterne ikke naerer tungtvejende Betaenkeligheder ved dem.

Biilow bemserker til allersidst i sin Depeche, at Militaerkommissionen
allerede vil holde Mode Dagen efter.

Afgorelsen var ikke komrnet overraskende for den danske Gesandt; Mellem-Staterne havde allerede i nogen Tid ventet paa et saadant Skridt fra Preussens Side og var selv langt fremme med deres Rustningsforanstaltninge r²⁷). Derimod indrommer han efter Modet, at han forinden hverken har kendt Ordlyden af den preussiske Henvendelse eller Planen om at tage Beslutning med det samme; han har derfor ikke paa Forhaandkunnet give den danske Regering en telegrafisk Meddelelse om Udviklingen, der vilde have muliggjort, at ogsaa han forud blev instrueret om den Holdning, han skulde indtage. Imidlertid mener han. ikke, at en saadan Fremgangsmaade vilde have vaeret heldig ud fra den Betragtning, at det naeppe var tilraadeligt at tage Standpunkt, for Stillingen virkelig var kendt²⁸). Han har dog med alt dette som Baggrund ikke ment at burde sinke Forslagets Vedtagelse under Paaberaabelse af Forretningsordenen, og han har her handlet i fuld Forstaaelse med Nederlandenes Gesandt, van Scherff²⁸). Det forekommer ham folgelig »formaalstjenligt, at den allerhojeste Tilslutning til Beslutningen af 23. dennes blev udtalt senere og tillader mig at henskyde til Udenrigsministeriets hoje Skon, hvorvidt en saadan allerede skal ske paa det naeste Mode eller maaske forst, naar den kongelige nederlandske Gesandt fremforer sin Tilslutning. Skulde det ene eller det andet synes passende, tor jeg maaske — for i hvert Fald at kunne handle samtidigt med Nederlandene — aerbodigst bede om telegrafiskAnvisning inden Torsdag Morgen« (28. April). Han minder iovrigtom,

26) Den hollandske Provins Limburg var Del af Forbundsomraadet; samtidig regered< Kongen af Holland i Storhertugdommet Luxemburg, som var Forbundsstat.

27) Biilows Depeche 21. April 1859 (R. A.)

28) Biilows Depeche af 25. April 1859 (R. A.)

29) Depeche af 23. April

Side 265

rigtom,at den danske Regering i sin Tid straks havde tiltraadt Beslutningenaf
8. Februar 1855 om Militaerberedskab fra Forbundets Side30).

Paa Grund af Postens Afgang kunde Biilow den 23. April i sin Depeche alene faa en kort Bemaerkning med om, »at ostrigernes Aktion i Italien, som i Dag er blevet bekendt, efter Opfattelsen her [i Frankfurt] ikke vil tiltale übetinget i Berlin«. —- Hvad der hentydedes til var den ultimative Opfordring om at saette Haeren paa Fredsfod, som 19. April var afgaaet fra Wien til Turin³¹). Beslutningen herom var taget af Kejser Franz Joseph personlig og hans Militaerkabinet, men, som vi har set, var det ingen uoverlagt Handling, og det ostrigske Diplomati fortsatte med den fastlagte Fremgangsmaade, ogsaa efter at Englands og Frankrigs Gesandter havde formaaet Victor Emanuels Regering til at gaa ind paa et Afrustningsforslag. Det viste sig, at man i Frankfurt var fuldstsendig rigtigt underrettet om de Stemninger, dette Skridt havde fremkaldt i den preussiske Hovedstad; allerede 22. April paapegede Schleinitz i en Cirkulaerdepeche, at skont Prinsregentens Forslag om Krigsberedskab i Tid faldt sammen med det ostrigske Ultimatum, var det ikke ment som Stotte for Wien-Regeringens Henvendelse³²), og Dagen efter instrueredes Gesandten ved det ostrigske Hof, Werther, om direkte at udtale det preussiske Kabinets Misbilligelse³³). Billow berettede 25. April, at Ophidselsen i Frankfurt var stigende³⁴).

Imidlertid maatte den danske Regering nu tage sin Beslutning. Ogsaai Kobenhavn havde ostrigs Fremgangsmaade sat Sindene i livlig Bevsegels e³⁵). Hall var selvsagt ilde berort ved at skulle etablere det holstenskeHasrkontingen t³⁶). Alligevel gik hans Indstilling til Kongen efter Modtagelsen af Billows Depeche ud paa, at Forbundsdagsgesandten instrueredesom »at erklaere D. Mjt.s Tilslutning til Forbundsbeslutningenaf 23. d. M. for saa vidt en lignende Erklaering maatte blive afgivet af den kgl. Nederlandske Gesandt for denne Stats Vedkommende«. Anvisningentil

30) Depeche af 25. April.

31) Gavour blev opfordret til at svare klart Ja eller Nej paa Henvendelsen; den naaede frem den 23. April 1859 Kl. 17³⁰, men allerede Dagen forud havde en officiel ostrigsk Meddelelse givet Offentligheden Kendskab til dens Indhold ([Augsburg.] Allg. Zeitng. 22. April 1859).

32) Politik Preussens I 480—82.

33) samme 486.

34) Depeche af 25. April.

35) I »Berlingske Tidende« hed det Lordag den 23. April: »Vi havde nedskrevet dette [om ostrigs Politik], da vi Kl. 4% [o: Fredag 16³⁰] modtog Bestyrkelsen herpaa i folgende Depecher, der ere af den Vigtighed, at vi bestemte os til strax at udgive Morgenavisen: »Dresd[ener] J[ournal]« og »Times« melde, at osterrig har stillet Sardinien det Ultimatum, at afvaebne inden tre Dage; i modsat Fald vil det angribe strax«.

33) Den franske Gesandt Dotezac's Depeche 25. April 1859 (Det franske Udenrigsministeriums Arkiv paa Quai d'Orsay: Danemark 1859 — 235).

Side 266

visningentilBillow begrundedes med, at »den foreslaaede Foranstaltning kun havde til Hensigt at virke for Fredens Vedligeholdelse ved Forberedelseraf reen defensiv Characteer ... ligesom det preussiske Cabinet iovrigt hidtil med Bestemthed har vedligeholdt en "neutral Stilling«. Der fulgte en Henvisning til, at den kongelige Beslutning i en analog Situation»under den orientalske Krig« havde svaret til dette Skridt, og det blev paapeget, at en Statsraadsdroftelse af Sagen ikke kunde afventes, da det preussiske Forslag allerede var »ophoiet« til Forbundsbeslutning; Protokollen blev nok holdt aaben for senere Tiltraeden, og der var intet overraskende i, »at det ikke var sket endnu, saa lsenge den nederlandske Gesandt ikke havde givet sin Tilslutning, men skete dette, vilde der »letteliggives Anledning til Misforstaaelser fra begge Sider«, hvis den danskeGesandt holdt sig tilbage³⁷).

Kong Frederik bifaldt Forslaget paa Frederiksborg den 27. April, og samme Dag afgik Telegram til Biilow om at tiltraede Beslutningen, saa snart hans nederlandske Kollega havde gjort det³⁸). I en paafolgende skriftlig Instruktion hed det: »Paa den ene Side maa de Forbundspligter, der paahviler den danske Regering, opfyldes fuldt ud, saa vidt det paa nogen Maade er muligt, paa den anden Side maa man ikke tabe af Syne, at Maalet er at bevare Monarkiets Neutralitet og Selvstaendighed i Tilfaelde af en europasisk Krig«. Det fremhaeves ydermere, at »i denne Sammenhaeng« bliver det nodvendigt at afpasse Danmarks Optraeden efter Nederlandenes, »der befinder sig i en Stilling, der er ganske analog med vor egen«; ellers »maatte det paa den ene Side kun fremkalde Mistro, paa den anden Side Forhaabninger, som kunde kompromittere vor Stilling «³⁸).

Biilow modtog Halls Telegram Natten mellem 27. og 28. April. Han vidste paa det Tidspunkt, at Fristaedernes Tilslutning allerede forelaa, og at de sachsiske Huses vilde blive givet den folgende Dag; derimod havde van Scherff endnu ikke faaet endelig Besked fra Haag. Anvisningen om at tiltraede indlob imidlertid nasste Morgen, og »folgelig har jeg sluttet mig til og paa den Maade, at Tilslutningen er indfort i Protokollen over det 13. Mode, og dens Ratifikation er i Dag fortroligt blevet mig meddelt. Hr. van Scherff foretrak denne Form som mindre paafaldende«⁴⁰). — Dermed var Danmarks Stilling klaret i forste Omgang.

Som refereret ovenfor havde »Allerunderdanigst Forestilling« staerkt
fremhaevet den defensive Karakter af det Skridt, der var taget i Frankfurt,og
den neutrale Linje, som den preussiske Politik hidtil havde fulgt;

37) Allerunderdanigst Forestilling 27. April 1859 (R. A. — U. M. Sml. Sager).

38) ib.

39) Halls Instruktion til Biilow 28. April 1859 [ib.].

40) Billows Depeche 28. April 1859 (R. A.).

Side 267

Biilow havde paapeget det samme i sin Depeche af 25. April, og det var utvivlsomt denne Opfattelse, der laa til Grund for den danske Regerings Standpunkttagen. Bulow og Hall havde heller ikke skonnet forkert. Allerededen 26. April gjorde en preussisk Cirkulaerdepeche gaeldende, at Krigen i Italien, »som den hidtil former sig, berorer ... iog for sig slet ikke Tyskland«. Forlanger Forbundet, at dets Ukraenkelighed respekteres,maa det selv og dets Medlemmer undgaa Indblanding »i en fremmed Strid, saalaenge det ikke berores af den. De tyske Forbundsfaeller kom til at handle mod denne Pligt, saafremt de nu vilde foretage Skridt, der gik ud over det, der var Hensigten: Sikringen af Tyskland, og steg til i Handling at understotte ostrig« — Preussen vilde ikke rsekke Haand til saadant, men traede bestemt op mod den Slags Forsog"). Da man anede, at ostrig havde Planer om at benytte Fremsaettelsen af en Meddelelseangaaende Krigens Udbrud til at stille Forslag om Mobilisering, blev Usedom 1. Maj instrueret til i givet Fald at forlange Sagen henvist til Udvalgsbehandling⁴²), og nogle Dage senere paalagde Schleinitz Wertheri Wien bestemt at fraraade saadanne Forsog; Preussen var den enesteMagt i Tyskland, der kunde hjaelpe ostrig, og Berlin-Regeringen vilde ikke lade sig drive frem af de smaa Stater⁴³).

Disse Akter er forst blevet almindeligt kendt efter Arkivernes Aabning. Men Cirkulaerdepechen af 26. April var i Afskrift blevet meddelt det danske Udenrigsministerium⁴⁴). Ganske vist har den naeppe foreligget, da Indstillingen til Kongen blev udformet, men den har bagefter bekraeftet Rigtigheden af den Betragtningsmaade, som her laa til Grund. Den danske Regering harmed nogenlunde Ro kunnet overskue Folgerne af sin Tilslutning til Forslaget om at stille Hovedkontingenterne i Marcheberedskab. Der var andre og maegtigere, som ogsaa onskede at bevare Neutraliteten.

Danmark var dog hermed paa ingen Maade ude af Forbundsforpligtelsernes Skov. Hall havde i Forestillingen til Kongen klart fremhsevet, at der, som Folge af Forbundsbeslutningen, kunde opstaa Sporgsmaal, som maatte overvejes i Statsraadet. Et af dem blev, ganske selvfolgeligt, det af Praesidiet udtalte onske om, at Forbundsgesandterne skulde have Bemyndigelse til paa egen Haand at godkende Militserkommissionens Forslag. Hall udtalte sin Betaenkelighed ved at give en saadan i Depechen til Biilow af 28. April og onskede iovrigt Oplysning om Betydningen af Udtrykket: »Marschfertigkeit«, der ikke benyttedes i Forbundets Krigsforfatning.

41) Afskrift af Cirkulaerdepechen i R. A. — U. M. Sml. Sager

42) Politik Preussens I 520—21.

43) samme 534—35 jfr. 518—19.

44) Ogsaa en preuss. Depeche af 30. April foreligger i Afskrift.

Side 268

Biilow indberettede 30. April, at samtlige tyske Gesandter havde givet deres Tilslutning til Militaerkommissionens Betaenkning af 28. April. Han havde atter anmodet om, at Protokollen maatte blive holdt aaben for senere Tilslutning fra dansk Side, og iovrigt havde han undgaaet at komme ind paa Droftelser af Sporgsmaalet om det holsten-lauenburgske Kontingents Forlaeggelse til Forbundsomraadet fra de holstenske Afdelingers Garnisoner paa Sjaelland; han mente, at man maaske, som i 1855, kunde lade de paagaeldende Afdelinger blive, hvor de var, og han onskede her alene Bemyndigelse til at fremsaette nogle almindelige Bemaerkninger om vor »Beredvillighed til og Muligheden af at overfore Tropperne, hvis det var nodvendigt«. Men samtidigt paapegede han, at det nu drejede sig om heller ikke at standse denne Beslutnings Gennemforelse⁴⁵).

Hall kunde fra sin Side 3. Maj underrette Gesandten om, at Krigsministeriet havde indstillet til Kongen, at Infanteriafdelingerne blev i deres Garnisoner, medens Kavalleriet overfortes til Holsten, og Artilleri og Traen formeredes i Rendsborg. To Dage efter bad han imidlertid telegrafisk Biilow ikke at gore Brug af disse Oplysninger og forklarede 9. Maj, at Grunden hertil laa i den Betragtning, som var blevet gjort gaeldende i Ministerraadet, at det maaske dog var bedst ogsaa at overfore Infanteriet; desuden havde man bragt i Erfaring, at den nederlandske Regering ikke var faerdig til at afgive tilsvarende Meddelelser i Frankfurt. Men »under disse Omstaendigheder«, tilfojer Hall, »synes det imidlertid nodvendigt snarest rnuligt at udtale den kgl. Regerings Tilslutning til Beslutningen af 28. April«; iovrigt giver han Biilow fri Haand angaaende den Form, han her vil vaelge, i Forvisningen om, at han forstaar, at det ikke er i den kgl. Regerings Interesse »med for stor Iver at slutte sig til Forbundets krigerske Rustninger«⁴⁶). I Overensstemmelse hermed blev der 13. Maj gjort Indstilling til Kongen, der godkendte den Dagen efter*⁷). Man var nu blevet klar over, at Marcheberedskab betod Mobilisering uden Koncentration af Styrkerne.

Den danske Regering fortsatte altsaa forelobig, som den havde begyndt,
i Forholdet til Forbundet.

Biilow mente, at dette havde skabt Tilfredshed i Frankfurt48). Det
gjaldt dog ikke alle Kredse49). Heller ikke den nye preussiske Gesandt

45) Den ene af Btilows Depecher af 30. April 1859 findes i Rsekken fra Frankf. (R. A.), den anden i U. M. Sml. Sager.

46) Halls Depecher 3. 5. og 9. Maj 1859 (R. A. —U. M. Sml. Sager).

47) samme Steds.

48) Biilows Depeche 29. April 1859 (R. A.).

49) Et ungt Menneske, der var ansat i det preussiske Gesandtskab i Frankfurt, forklarede saaledes: So sei es ein wahrer Scandal dass in dieser Zeitlaufen ein Danischer Gesandter an alien Sitzungen und Berathungen des Bundes Antheil nehme; was konne der da anderes sein als ein Spion Napoleons (Aus dem Leben Th. v. Bernhardis 111 202). — Som de gamle sjunge ... En Korrespondent »aus Holstein« forklarede 12. Maj i »Frankfurter Postztg.«, at man der oppe lever som i den dybeste Fred. Unter diesen Anzeichen liegt der Verdacht nahe, dass es mit der nachtraglich ertheilten Zustimmung des danischen Bundestagsgesandten zum preussischen Kriegsbereitschaftsantrag doch nicht so ernstlich gemeint sei. — I slesvig-holstenske Kredse ansaa man det ogsaa for sikkert, at Danmark vilde gaa med Frankrig (H. Rautenberg: Wir wollen Deutsche bleiben. Briefe zum Kampf Schleswig-Holsteins um sein deutsches Schicksal 1855^—63 — Schriften zur poli-

Side 269

i Kobenhavn, Gehejmeraad Balan, ventede sig noget godt af den danske Regerings Imodekommenhed overfor Forbundet; han anede Planer orn at skabe et fait accompli i Sporgsmaalet om Hertugdommerne og advaredeunder sin forste Samtale med Hall imod Forestillingen om, at man paa tysk Side vilde glemme alt andet under den italienske Krig⁵⁰). Han mente nemlig som sin Forgaenger, Oriolla, at den holstenske StsenderforsamlingsForlob havde styrket den ejder-danske Indflydelse og medvirket til den Omdannelse af Regeringen, der var afsluttet 6. Maj, og hvorved Hall selv definitivt overtog Udenrigsministeriet, medens Monradog Fenger traadte ind⁵¹) og overtog henholdsvis Kultus- og Finansminister-Portefeuillen.

Saa meget man end vilde tvivle, var den danske Regerings Holdning formelt uangribelig i Forholdet til Forbundet, og det var heller ikke til at tage fejl af, at den var Led i en almindelig Strseben efter at bevare Landets Neutralitet; den preussiske Gesandt, Grev Oriolla, havde da ogsaavaeret ganske klar over Sagen⁵²). Alligevel verserede der hele ForaaretRygter om en Alliance mellem Frankrig og Danmark; Prins Albert gav saaledes 7. Februar sit Bidrag til Roverhistorien i et Brev til Prinsregentenaf Preussen⁵³), og den russiske Gesandt i Kobenhavn mente, at hans franske Kollegas, Dotezacs Holdning i det holstenske Sporgsmaal var en saadan, at Hensigten maatte vsere at traekke Danmark ind i en kommende Krig⁵⁴). Ide sidste Dage af April gik det saa livligt til i Pressen,at Gesandten i Wien, Bille-Brahe, udbad sig Bemyndigelse til at dementere. Han fik en saadan den 28. April fra Udenrigsministeriet, som Dagen efter ogsaa telegraferede til London⁵⁵), hvor Bladene havde haft samme Efterretninger. Dementierne blev godt modtaget baade af Buol paa Ballplatz og Malmesbury i Downing Street og medforte ikke yderligereKorrespondanc

50) Depecher 9. og 12. Maj 1859 (Politik Preussens I 558—59, 567—68).

51) Depecher 3. og 9. Maj 1859 (ib. 526 og 558),

52) Depeche 26. Marts 1859 (Politik Preussens I 327—28 Note).

53) Martin: Life of His Royal Highness, the Prince Consort IV 386. — Paa den anden Side havde den danske Gesandt i Paris, Baron Dirckinck-Holmfeld, bragt i Erfaring, at Preussen skulde have Sogt at opnaa Stotte for sine Bestraebelser angaaende Hertugdommerne med Tilsagn til Kejser Napoleon om neutral Holdning under en fransk-ostrigsk Krig (Brev af 1. Marts 1859. — U. M. Sager til Journ. A. Ltr. H. 1856—63 Den Holstenske Forfatningssag IV).

54) Telegram 12. April 1859 (Afskrift af russiske Aktstykker i R. A.). — Der er intet i Dotezacs Depecher, som bekraefter dette.

55) Telegrammer 28. og 29. April 1859 (R. A.).

Side 270

ligereKorrespondance⁵⁸). Forst da ogsaa Brockdorff i Berlin anmodede om Oplysninger⁵⁷), udtalte Hall sin Forundring over, at det skulde vaere nodvendigt at dementere i Berlin, »hvor Regeringen tilstraekkeligt formaarat domme om, i hvor ringe Overensstemmelse en saadan Alliance vilde vaere med den Linje, Danmark vitterligt har holdt indtil nu i den forhaandenvaerende Krise«. Han minder om, hvordan den kgl. Regering Skridt for Skridt havde fulgt den preussiske paa Forbundsdagen, og han har svaert ved at tro, at der kan vaere nogen Tvivl om Danmarks Stilling, men er dette virkelig Tilfseldet, kan Brockdorff dementere⁵⁸).

Dermed var den Sag uddebatteret. Danmarks Holdning var umiskendeligt

Skont Bille-Brahe allerede 28. April havde kunnet telegrafere Efterretningen om, at ostrigske Styrker var gaaet over Ticino⁵⁹), var det forst 7. Maj, at Dotezac i en kalligraferet Skrivelse meddelte Hall, at De Franskes Kejser havde »set sig nodsaget til at forene Frankrigs Vaaben« med Sardiniens; den udtalte forovrigt Lofte om, at Frankrig agtede at respektere andre Staters Rettigheder og til Gengaeld forventede, at den danske vilde »give Forskrifter« om Neutralitetens Opretholdelse⁸⁰) til rette vedkommende.

Udenrigsministeriet tog sig god Tid til at svare; forst 14. Maj forsikrede Hall — efter at Dotezacs Skrivelse havde vaeret forelagt Kongen — at den danske Regering »vil vaage over ... at den Holdning, Kongens Embedsmaend og Undersaatter vil indtage, vil svare til H. Kejserlige Majestaets berettigede Forventninger«⁸¹). Noget lignende blev derpaa 20. Maj udtalt i Depeche til Dirckinck-Holmfeld i Paris⁶²). Samme Dag var Meddelelser om Kobenhavn-Kabinettets neutrale Holdning afgaaet til Stockholm og Wien og Dagen for til Berlin og London⁶³). Alle Vegne henvistes dog til de saerlige Forpligtelser, der paahvilede Kongen som Folge af, at Holsten og Lauenburg horte med til Det Tyske Forbund. Ellers stod H. M. frit, »og han agter ikke paa nogen Maade at opgive det frie Initiativ, som denne uafhaengige Stilling sikrer ham overfor de Forviklinger, som allerede forefindes, og med Udsigt til de ikke mindre alvorlige, der maaske vil udvikle sig«⁸⁴).

De danske Erklseringer fik en god Modtagelse. Paa fransk Side havde

56) van Dockums Depeche 29. April og Bille-Brahes 30. April 1859 (R. A.).

57) Brockdorffs Depeche 2. Maj (R. A.).

58) Hall til Brockdorff 9. Maj 1859 (R. A).

59) Henvisning til Telegram af 28. April 1859 i Koncept til Depeche 29. April (Gesandtskabsarkivet R. A.).

60) Dotezacs Skrivelse i R. A. — U. M. Sml. Sager.

61) Hall til Dotezac 14. Maj 1859 (samme St.).

62) Hall til Dirckinck-H. — U. M. Registratur 1859 S. 597 (R. A.).

63) Instruktionerne til Scheel-Plessen og Bille-Brahe af 20. Maj, til Brockdorff og van Dockum af 19. Maj 1859 (alle i R. A.).

64) Depechen til Bille-Brahe, der er lidt udforligere end de andre.

Side 271

Slutningen af Dotezac's MeHHolpls^ «m Tf^^.,^ tv, ,

Side 272

Dotezac i denne Forbindelse altid vaeret tilfreds med den danske RegeringsHoldning; den havde i Foraarets Lob billiget Napoleon Ills poliliskeStraeben, og Hall havde ved Krigens Udbrud afvist den ostrigske Charge d'Affaires, Jaegers Paastand om, at Frankrig var den angribende Part⁸⁵). Schleinitz udtalte sin »fulde Tilfredshed« overfor Brockdorff⁶⁸), og Buols Efterfolger som ostrigsk Udenrigsminister, Grev Rechberg betegnedenoget senere Danmarks Stilling som »excellente«; dets Neutralitet vilde efter al Sandsynlighed blive respekteret fra alle Sider⁶⁷). I Forholdet til Sverige-Norge, Nederlandene og Stor-Britannien gjorde saerlige Faktorersig gaeldende, hvad vi kominer trlbage til, men fra intet Hold, og deter en meget afgorende Omstaendighed, blev der gjort Bemaerkninger eller taget formelle Forbehold i Anledning af den danske Regerings Henvisningtil Forbundsforpligtelserne for Holsten og Lauenburgs Vedkommende.De var en simpel Folge af Traktatsystemet fra 1815; de var Del af Datidens europaeiske Folkeret. Hvad Statsmaendene iovrigt taenkte om den prak'tiske Mulighed af at gennemfore en Hensyntagen til dem er en Sag for sig. De regnede med dem; de var rede til at gore Forsog paa at handle i Overensstemmelse hermed.

Under disse Omstaendigheder udstedte den danske Regering ikke nogen almindelig offentlig Neutralitetserklaering. Det forklaredes i en inspireret Bladudtalelse med, at »der endnu ikke foreligger noget, hvoraf man kan slutte, at Krigen ogsaa vil udbryde i Danmarks Farvande eller ved dets Graenser .. . Det lader sig ogsaa forstaa, at en saadan formel Neutralitetserklaering overfor Europa fra Danmarks Side vilde give Udtrykfor en i dette ojeblik ganske übegrundet Mistanke om, at Krigen pludselig kunde bryde ud ved dets Graenser«⁶⁸). Det var ikke den Fremgangsmaade,der efterhaanden er blevet almindelig, men Betragtningen lod sig hore. Og samtidig bragte »Departementstidende« 21. Maj en Meddelelseom, at den danske Regering havde tiltraadt Konventionen af 25. Juni 1856 om de nye Soretsregler, og at danske Statsborgere folgelig kunde vente at blive behandlede i Overensstemmelse hermed under Forudsaetningaf, at de selv overholdt disse Bestemmelser. I denne Sammenhaengsendte Udenrigsministeriet 26. Maj ogsaa en Skrivelse til Grosserer-Societetetmed Foresporgsel om, hvorvidt Forretningsverdenen ansaadet for hensigtsmaessigt at saette Forordningen af 4. Maj 1803 om

65) Dotezacs Depecher 27. Marts og 2. Maj 1859 (Q. d'Orsays Arkiv Danemark 1859 234 og 235).

66) Brockdorffs Depeche 22. Maj 1859 (R. A.).

67) Bille-Brahes Depeche 3. Juni 1859 (R. A.).

68) Artiklen er udsendt af »Danische Gorrespondenz« i Altona (cit. i [Kieler] Correspondenzblatt 28. Maj 1859), et Bureau, der blev brugt af den danske Regering til officiose Meddelelser. Smlgn. ny Artikel af 2. Juli 1859 (cit. »Flyve-Posten« 6. Juli); Bureauet havde da lige skiftet Navn til: Allgemeine nordische Correspondenz.

Side 273

Forholdsregler til Opretholdelse af Neutraliteten i Kraft paany. Svaret
blev benaegtende69), og der skete ikke mere i Sagen.

Det var en anden Politik end under Krim-Krigen, da de nordiske Riger 30. December 1853 udsendte enslydende Neutralitetserklseringer. En lignende Fremgangsmaade havde vaeret overvejet denne Gang⁷⁰), men paa begge Sider af Sundet var Indstillingen blevet en anden. Den 8. Maj udtalte Udenrigsminister, Friherre Manderstrom i en Depeche til den svenske Charge d'Affaires i Kobenhavn, Rudbeck, sin Tilfredshed rned Danmarks neutrale Holdning og paalagde ham at give Forsikringer om, »i hvor hoj Grad vi altid onsker at gaa sarnmen med den danske Regering«. Men samtidigt skulde han, i al Fortrolighed, forklare Hall, at Danmarks Stilling som Folge af Monarkiets tyske Forbindelser var en anden end Sverige-Norges; Forholdene laa anderledes end under Krim-Krigen, »hvorfor deter en bydende Nodvendighed for os ikke at binde os ved nogen Forpligtelse, ikke at soge Enighed oni nogen Faellesforanstaltning og bevare vor fuldkomne Handlefrihed«. Den danske Regering maatte selvsagt have samme Ret, men Manderstrom mente hos Hall at spore Forkserlighed for en eventuel fransk-russisk Kombination — ikke for en engelsk-preussisk; den svenske Regering, som iovrigt ikke var klar over sin egen Holdning i Tilfselde af en saadan Udvikling, vilde dog tilraade den danske grundigt at overveje Sagen, inden den tog et saadant Standpunkt⁷¹).

Som vi straks skal se, var Manderstrom gait underrettet angaaende Halls Holdning, og deter heller ikke umiddelbart indlysende, hvorfor Stillingen skulde vaere saa forskellig fra den under Krim-Krigen; ogsaa dengang havde Danmark Forpligtelser overfor Forbundet. Men dette faar nu vaere, da den danske Regering i fuldeste Maal gjorde Brug af den Ret til selvstsendig Standpunkttagen, Manderstrom saa generost indrommededen. Det hedder nemlig i en officios Forklaring, at den ikke har troet »at turde bringe Danmarks neutrale Stilling i Forbindelse med andre Staters. Der er nemlig altid nogen Forskjel i de forskjellige StatersStilling til de europseiske Forviklinger, eller ialfald fremtrseder der senere en saadan Forskjel, saa at en Forbindelse imellem dem ofte ikke alene stotter den enkelte Stats Neutralitet, men under Begivenhedernes Gang let kan bringe denne i Fare«. Dette viste sig under den orientalske Krig »med den dansk-svenske Tractat«⁷²), idet Sveriges Beliggenhed overforRusland

69) Meddelelse til Rigsraadet angaaende Monarkiets politiske Stilling under den italienske Krig (1859) S. 6.

70) Allg. nord. Corr. 2. Juli 1859 (cit. »Flyve-Posten« 6. Juli). — Sporgsmaalet omtales i en Agence Havas-Correspondance 10. Februar 1859 (cit. »Dagbladet« 19. Februar).

71) Manderstroms Depeche 8. Maj 1859 (Sv. R. A.). Smlgn. Politik Preussens I No. 262 i.

72) Nogen egentlig Traktat var der, som ntevnt, ikke Tale om,

Side 274

forRuslandforst skabte Vanskeligheder, og dette foranledigede saa senere »Sverrig til at traede ud af sin reent neutrale Stilling og slutte sig naermeretil Vestmagterne end Danmark vilde. Derfor har Regjeringen hidtilundgaaet at indlade sig i en lignende Forbindelse som den i 1853 med sin nordlige Nabo«⁷³).

Alt dette havde sin Rigtighed. Men de Retningslinjer, man saaledes trak op henholdsvis fra Stockholm og Kobenhavn, pegede samme Steds hen: at naermere Samvirken ikke var praktisk Politik. Betragtningerne, der paa begge Sider laa til Grund, er iovrigt hojest forstaaelige. Den faelles-skandinaviske Neutralitetspolitik havde Traditioner helt tilbage til det 18. Aarhundrede, men dengang, da der var Tale om Konvojering af Handelsskibe under en vsebnet Neutralitet, havde den et haandgribeligt Formaal. Nu var Stillingen en helt anden, efter at Paris-Deklarationen havde gjort Ende paa Kaperuvaesenet; nu vejede den militaere Magtforogelse, en skandinavisk Sammenslutning bragte, ikke op mod Farerne for yderligere politiske Komplikationer gennem et saadant Faellesskab, og nu enedes de nordiske Regeringer paa en forstandig Maade om ikke at enes. De Artigheder, Hall og Manderstrom senere udvekslede i Anledning af de mere formelle danske Neutralitetserklseringer, gik ikke ud over fromme onsker⁷⁴).

Der var imidlertid, som Forholdene laa i 1859, en anden Mulighed for Samvirken med neutral Magt. Nederlandenes Situation var, som Hall havde udviklet i sin Depeche til Bulow af 28. April, »ganske analogs med Danmarks, og Ministerresidenten i Haag, Torben Bille, havde 30. April skrevet hjem: »Vor egen Stilling er i saa Henseende [i Forholdet til Frankrig og de tyske Magter] saa lig Hollands, at jeg skulde troe, at der i ommeldte Eventualitet [en Krig mellem Frankrig og Det Tyske Forbund] vilde med Lethed kunne tilveiebringes, om onsket, en Alliance mellem de to Riger til i Forening at modsaette sig Tydsklands Prsetentioner paa at behandle Danmark og Nederlandene som Vasal-Stater, der volens nolens have at tage Deel i enhver tydsk Forbundskrig«. Han meddeler i en folgende Depeche, at han under en Samtale med Krigsministeren, van Meurs, har fundet Samklang i Opfattelsen af disse Sporgsmaal⁷⁶).

Hollands og Danmarks Forhold var maaske knapt saa analoge, som Hall og Bille mente. Nederlandene og navnlig Luxemburg var saaledes beliggende, at de meget let kunde blive Valplads under et Krigssammenstodmellem Frankrig og Det Tyske Forbund, og derfor forelagde baade den hollandske og belgiske Regering meget hurtigt Lovgivningsmagten

73) Fornaevnte Redegorelse i »Allg. nord. Corr.« 2. Juli 1859. Smlgn. Meddelelse til Rigsraadet S. 6—7.6^—7.

74) Scheel-Plessen fra Stockholm til Hall 20. Maj 1859 (R. A.). Hall til Scheel-Plessen samme Dag (R. A. — U. M. Sml. Sager).

75) Billes Depecher 30. April og 1. Maj 1859 (R. A.).

Side 275

Forslag om store Rustningsbevillinger⁷⁶). Men baade Udenrigsministeren og Ministerresidenten opfattede det altsaa saaledes, og vi har set, hvordanHall og Billow stadig havde straebt at handle i Forstaaelse med den hollandske Gesandt paa Forbundsdagen. Imidlertid tog Udenrigsministeren,13. Maj, et mere positivt Skridt, idet han skrev til Bille med Udgangspunkti, at de to Landes Forhold overfor Forbundet var identisk; dette maatte dog ikke fore til, at »man indskraenkede sin Handlefrihed ved nogen som heist Forpligtelse end mindre ved en Alliance«, men det vilde vaere heldigt, hvis de to Regeringer udvekslede Meninger og holdt hinanden underrettede om Begivenhedernes Udvikling. Hvad der navnlig interesserede i ojeblikket var Sporgsmaalet om, hvorvidt det var rnuligt at holde de holsten-lauenburgske Kontingenter tilbage paa det hjemlige Forbundsomraade⁷⁷) ligesom Holland det limburgske.

Bille forelagde straks Sagen for Udenrigsministeren, Baron Goltstein, men han viste sig langt mindre fremkommelig end van Meurs. Han ansaa en Tankeudveksling mellem de to Regeringer angaaende deres Holdning paa Forbundsdagen for umulig »som Folge af de pludselige Forslag den tog«⁷⁸). Med al Lighed mellem Danmarks og Nederlandenes 'Stilling var der dog, efter hans Opfattelse, ogsaa betydelige Forskelle. Den danske Regering stod i en Iobende Strid med Forbundet, medens Haag-Kabinettets Forhold til dette var godt; ydermere var Holsten, modsat Limburg, et rent tysk Land. Han ansaa Beslutningen om Marcheberedskab for ganske ufarlig, men tvivlede om Muligheden af at holde Kontingenterne tilbage paa holstensk og limburgsk Omraade. Bille var ikke tilfreds; han kunde kun forklare Goltsteins Vrangvilje »med Frygt for, at en naer og aabenlys Forstaaelse med Danmark kunde overfore noget af den Upopularitet, vi nyder i Tyskland, paa Nederlandene«⁷⁹).

Forskellen »i de forskjellige Staters Stilling til de europseiske Forviklinger« gjorde sig altsaa ligeledes gseldende her. Der var ikke noget at udrette i Haag. Men netop i de samme Maj-Dage 1859 synes Hall at have foretaget et ganske overraskende Skridt for at bringe en adskilligt videre Samvirken til Veje ved en Slags Henvendelse til England.

Paa dette Tidspunkt stod Kabinettet Derby endnu for Styret i Stor- Britannien. Det var kommet til Magten Aaret forud, da et Flertal i Underhusetvendte sig mod Lord Palmerstons Forslag om en »Sammensvaergelseslov«efter Orsinis Attentat mod Kejser Napoleon, men det var og blev en Mindretalsregering. Udenrigsministeriet lededes af Lord Malmesbury,en udprseget Tory-Aristokrat med sund Forstand og et vist ydrepolitiskInstinkt,

76) Billes Depeche 7. Maj 1859 (R. A.).

77) Hall til Bille 13. Maj 1859 (R. A. — U. M. Sml. Sager).

78) a cause de la soudainete des propositions prises par elle.

79) Billes Depeche 17. Maj 1859 (R. A.).

Side 276

politiskInstinkt,men med meget ringe praktisk diplomatisk Erfaring; han kom derfor under stserk Paavirkning af Dronning Victorias Gemal, Prins Albert, der som god Tysker naerede dyb Mistro til De Franskes Kejser og indgroet Sympati for ostrig ogsaa i dets Forhold til Landene hinsides Alperne. Der var imidlertid i England en udtalt Stemning for den italienske Friheds- og Folkebevaegelse; hvor dybt den gik er en anden Sag. I hvert Fald vilde Forretningsverdenen ikke opgive den livsalige Fred for en saadan Sags Skyld, og Regeringens Holdning blev derfor erklseret neutral, mere upartisk end Lord Palmerstons vilde have vaeret, da hverkenDerby eller Malmesbury svaermede for Italienerne, og deres Straeben gik i Foraarsmaanederne stadig ud paa at forsoge eller understotte Maegling.Det var en fjaern Refleks af denne aerlige Higen, naar den engelske Gesandt i Kobenhavn, Henry Elliot, allerede i Februar til Hall beklagede sig over den danske Presses Holdning, idet den efter hans Indtryk aabenbartonskede, at Frankrig skulde angribe ostrig⁸⁰). Den danske Udenrigsministermente ikke, at disse Blade gav Udtryk for den virkelige Opfattelsei Landet; alle ansvarlige Politikere taenkte nemlig som han, at Danmark burde folge samme Linje som England — og vi skal straks se, at der laa mere i denne Forklaring end et Forsog paa at slaa Sagen hen fra Halls Side.

Da Krigen endelig udbrod, kom Lord Malmesbury i nogen Grad ud af sin vanlige Ligevaegt. Hans Raedsel var Dannelsen af en Koalition mod England, i forste Raekke en fransk-russisk Alliance. Gesandten i Paris, Lord Cowley, kunde ganske vist forsikre ham om, at den ikke var afsluttet endnu, men Malmesbury bad ham alligevel 29. April telegrafisk om »at lade forstaa som Deres personlige Mening, at vi maa blive indviklede i [Krigen], hvis den naar til ostersoen gennem Blokade eller Fortraedeligheder med Handelen«⁸¹). Og samme Dag telegraferede han til den engelske Charge d'Affaires⁸²), Manley i Kobenhavn:

Hvad er Danmarks Stemning og Hensigt, [hvis] Krigen skulde b.rede sig i Tyskland og Rusland slutte sig til Frankrig? Knyt det [Danmark], hvis De kan, til vor Politik, hvad den saa end maa blive herefter. Hvad er den effektive Styrke af dets Flaade og Haer?

Sporg om der er noget sandt i Beretningen om en offensiv og en defensiv
Traktat mellem Frankrig og Danmark83).

Lord Malmesbury mente, at »Danmark engang vil blive af überegneligVaerdi
for os, naar Koalitionen, der engang vil danne sig mod England,bliver
til Virkelighed«M). — Det var naturligvis ikke noget ringe

80) Elliots Depeche 15. Februar 1859 (P. R. 0. — F. O. 22 Denmark). — Elliots Bemaerkning om den danske Presse synes iovrigt übegrundet.

81) F. O. 27 (France) 1282.

82) Elliot havde dengang forladt Posten ved det danske Hof — for stedse.

83) Telegram til Manley 29. April 1859 (F. O. 22).

84) Malmesbury til Paget 14. Juli 1859 (Paget-Papers. Afskrift velvilligst stillet til min Raadighed af Lektor Just Rahbek). — Lignende Tanke i Valgtale af Disraeli holdt 2. Maj 1859 i Buckinghamshire. Han na?vner her Rygtet om Traktaten mellem Danmark og Frankrig og fortsaetter: Every one sees what the object of that was — that the whole Scandinavian navy should probably be united to that of Russia and France in order to destroy the supremacy of England. Well, we have made inquiries of the Court of Denmark. Denmark is our natural ally and friend, and I am bound to say a Power which has on alle occasions of late exhibited the utmost friendliness and confidence towards England. [D. kan dementere Rygtet og tilfojer] that if — which God forbid — we ever have to call on our allies and friends to rally round our standard and support the cause of freedom, truth and justice, I look with the utmost reliance to the spirit of Scandinavia being enlisted on our side (Referat i »The Times« 3. Maj 1859).

Side 277

Forlangende, at Danmark skulde binde sig til en Politik, som Malmesburyikke
engang selv vidste, hvad blev. Men det var heller ikke hver
Dag, der udbrod Krig i Europa.

Forelobig var det dog ostersoen, den engelske Udenrigsminister var
mest optaget af; 2. Maj telegraferede han til Crompton i Petersborg:

Jeg vilde foretraekke at indgaa en Overenskomst med Rusland og Frankrig og ostrig om Adriaterhavets og ostersoens Neutralitet; hvis De ikke kail opnaa dette — om ost-Kysten af Adriaterhavet op til Triest; hvis ikke Adriaterhavet — i det mindste ostersoen. De vil straks se, at hvis ostersoen blev gjort sikker, kunde vi forholdsvist let holde os udenfor Krigen — men hvis Frankrig og Rusland optrseder fjendtligt i nsevnte Hav, vil det vanskeligt blive muligt for os ikke at gribe ind⁸⁵).

Malmesbury udviklede sine Synspunkter nsermere i en Depeche til Cowley i Paris af samme Dag⁸⁶). Men Cowley kunde ikke give ham nogen Trost. Han svarede 3. Maj i et personligt Brev, at han ingen Mulighed saa for at bevsege den franske Regering til at slutte en saadan Overenskomst. ostrigerne vilde nemlig i saa Tilfselde straks overfore Tropper fra Adriaterhavs-Kysten til Italien, og »Tyskerne rimeligvis blive mindre tilbojelige til at holde deres Fjendskab mod Frankrig i Tomme«⁸⁷). Malmesbury lod saa Sagen falde⁸⁸).

Der var noget mere Bid i Kobenhavn. Manley telegraferede allerede den 30. April, at Rygterne om en Alliance mellem Frankrig og Danmark ikke havde noget paa sig; den danske Regering vilde fastholde Neutraliteten,og Hall mente, dette vilde vsere muligt, selv om Forbundskontingentetgjordes marcheberedt. Den 3. Maj forklarer han i en Depeche, at Hall ikke direkte har svaret paa Sporgsmaalet om, hvorvidt Danmark vil folge den engelske Politik, fordi han ojensynligt tvivler paa, at Stor-Britannienselv vil vsere i Stand til at bevare Neutraliteten. Manley forklarer det med, at den danske Minister aabenbart troede, at der eksisterede en

85) Telegram til Grompton. F. O. 65 (Russia) 532.

86) Malmesbury: Memoirs of an Ex-Minister II 176.

87) Cowley-Papers i P. R. O. — F. O. 519 1225.

88) Telegram til Crompton 5. Maj 1859. — F. O. 65 (Russia) 232. — Senere var Malmesbury ude med nye Sporgsmaal. — Bismarcks Depeche 27. Maj 1859: Die politischen Berichte des Fiirsten Bismarck aus Petersburg und Paris I 85^—87.

Side 278

fransk-russisk Alliance, og mente, at Danmark i saa Fald »vilde blive
bragt i en meget vanskelig Stilling«89).

Den 9. Maj havde den engelske Diplomat en ny Samtale med Hall, under hvilken han gentog sin Anmodning om at maatte melde til London, at Danmark vilde slaa Folge med England under den nservserende Krig, »at der ikke kunde vsere nogen Tvivl om, at det laa i de nordlige Folks Interesse at staa sammen, og at dette var deres Politik«. Hall gav ham Ret og sagde derpaa:

At i Tilfselde af at der senere opstod Forhold, som kunde gore det nodvendigt, og han ansaa det for i hoj Grad onskeligt, at der skulde bestaa en Slags Overenskomst eller Alliance mellem de nordlige, protestantiske Folk, vilde han foreslaa, at England skulde tage Initiativet⁹⁰); at endskont de Forhold sandsynligvis aldrig vilde opstaa, som vilde nodvendiggore et saadant Skridt, ansaa han det for tilraadeligt at vsere forberedt paa saadanne Muligheder og at en Forstaaelse i Tide skulde blive naaet om Sporgsmaalet. — Med Hensyn til de Modssetninger, der bestod mellem Danmark og Tyskland og saerlig Preusserne med Hensyn til det holstenske Sporgsmaal, sagde han, skont det Sporgsmaal sammenlignelsesvist var af underordnet Betydning, og derfor ikke burde paavirke deres Politik eller Optrseden under nservserende Omstsendigheder, at det ikke destomindre samtidigt vilde vaere onskeligt for alle Parter, at Forholdene mellem Forbundet og dette Hertugdomme skulde blive bragt paa en mere tilfredsstillende Fod og at noget mere bestemt skulde bringes i Stand angaaende Forsamlingens [Stsendernes ] Natur og Befojelser. [Hall sluttede med at udtale:] Han var klar over, at det laa i dette Lands Interesse og maatte vaere dets Politik at staa i godt Forhold til Nord-Tyskland og [han] var ivrig for at der skulde blive taget Skridt, som forte til dette onskelige Resultat⁹¹).

Deter, som sagt, indlysende, at Manley har haft noget svsert ved at gengive Halls Tankegang i sammenhaengende Form. Alligevel er der ingen Tvivl om, hvad Meningen har vseret med den danske Ministers Udviklinger. Hans Plan tog Sigte paa i et belejligt ojeblik at skabe et nord-europaeisk Neutralitetsforbund — England, Skandinavien, Preussen og andre nord-tyske Stater — og gennem denne Samvirken og dette Faellesskabat bane Vej for en Forstaaelse om Holstens Stilling indenfor det danske Monarki. Det lader sig naeppe fyldestgorende forklare, hvorfor Hall under den forste Samtale med Manley holdt sig tilbage i Sporgsmaaletom Forholdet til England og nu erklaerede sig saa uforbeholdent. Maaske har han forst villet have Ministeriets Omdannelse til Side og har onsket at raadfore sig med sine Kolleger eller enkelte af dem. Noget

89) Manleys Telegram af 30. April og Depecher af 2. og 3. Maj 1859. —F.0.22 (Denmark).

90) Manley har ojensynligt haft svaert ved at gengive Halls Tankegang, og her brister Konstruktionen i Virkeligheden helt; der staar paa Engelsk: and said that in the event of circumstances here after arising which might render it necessary, that he thought it most desirable that there should exist some agreement (lien) between the Northern Protestant Nations, and proposed that England should take the initiative.

91) Manleys Depeche 10. Maj 1859 (F. O. 22).

Side 279

saadant vilde ikke have vaeret urimeligt. Hvad det her drejede sig om, var nemlig et overraskende dristigt Forsog paa fra vor Side at udforme en positiv Politik. Camillo Benso di Cavour var netop i de samme Dage ved at hoste Frugterne af Kongeriget Sardiniens aktive Indgriben i Krim- Krigen. Harder hos G. C. Hall dsemret et Haab om at naa frem til en Udjaevningaf de dansk-tyske Modsaetninger gennem et mellemstatsligt Samarbejdepaa Neutralitetens Grund, der havde Tradition i dansk Udenrigspolitik?

Vi kan kim rejse Sporgsmaalet. Deter muligt, at den danske Udenrigsminister blot har villet stille Engelskmanden tilfreds; Hall holdt ikke af sure Ansigter. Han og Manley synes heller ikke at vsere vendt tilbage til Sagen. Det belejlige ojeblik kom ikke. Det eneste, vi er i Stand til at sige, er, at Hall aabenbart talte noget laenge om Sagen, og at et Forslag, som det antydede, passede forbavsende godt til Situationen i Forsommeren 1859 — Tanken laa paa en Maade i Luften. Der havde i sin Tid vaeret Tale om Preussens Tilslutning til den nordiske Neutralitetsentente under Krim-Krigen⁹²), og Karl XV udtalte sig Aaret efter til en preussisk Diplomat om det onskelige i en Sammenslutning mellem de skandinaviske Riger, Preussen og England som Modtrsek overfor en fransk-russisk Forstaaelse⁹³); det faldt ganske i Traad med Lord Malmesburys ovenomtalte Bekymringer. Mistro til Napoleon 111 faestnede hos engelske Statsmsend en historisk, men ikke politisk begrundet Forestilling om, at Stor-Britannien og Preussen var naturlige Allierede; ogsaa Hensynet til Trosfsellesskabet spiller her ind⁹⁴). Alt dette forklarer, at de Tanker, som Hall havde givet Udtryk, lidt senere pludseligt dukkede op fra en helt anden Kant. Under en Samtale hen mod Maanedens Slutning spurgte Understatssekretaer FitzGerald pludselig den danske Gesandt i London, van Dockum »om noget var mig bekjendt angaaende et Forslag, paataenkt af den hollandske Regjering, hvis oiemed skulde vaere at opfordre »de nordiske protestantiske Magter« til at indgaa en Forening for at sikkre deres Neutralitet«. Da van Do.ckum, der intet vidste, udtalte Tvivl om Efterretningens Paalidelighed, svarede FitzGerald, »at Planen ganske sikkert var eller havde vaeret paataenkt, selv om dens Gjennemforelse senere skulde vaere bleven opgivet«⁹⁵).

Paa Baggrund af de Tanker, Hall selv havde tumlet med, bad han,
efter Modtagelsen af van Dockums Depeche, ganske naturligt, Bille i
Haag om at indberette alt, hvad der kunde »kaste Lys« over Sagen,

92) Fr. Bajers anf. Skrift 539^—40. Ungern-Sternbergs Depecher 27. Februar og 26. Marts 1859 (Afskrift i R. A.).

93) Einar Hedin: Sverige-Norge och Preussen 1860^—63 (Vitterhets Historie och Antikvitets Akademiens Handlingar 80. Hist. Studier I 152).

94) se f. Eks. Loftus: Diplomatic Reminiscences I 296—97. Vitzthum v. Eckstddt: St. Petersburg u. London II 186. Smlgn.: Erik Gullberg: Tyskland i svensk opinion S. 7 og 48. P. Vedel: Danmarks Udenrigspolitik. Udg. ved Sjoqvist. S. 38.

95) van Dockums Depeche 25. Maj 1859 (R. A.).

Side 280

navnlig om, hvorvidt England i nogen Maade kunde tsenkes at staa bag denne Plan⁹⁶). Bille vidste intet⁹⁷). Det var ogsaa ganske sikkert alene en Proveballon, FitzGerald her havde sendt til Vejrs, men den viste virkelig, hvordan Vinden blseste i England — at Kabinettet Derby interesseredesig for en Kombination af den Art, Hall havde skitseret. Imidlertidstod den konservative Regering i Forsommeren 1859 foran sit Fald. Der var ikke mere at vente fra den Kant, og Preussens Politik laa iovrigt heller ikke, som Engelskmaendene forestillede sig.

Der vidste Hall utvivlsomt bedre Besked. Hvorfor foreslog han da en Sammenslutning, hvori Preussen vanned? Han tog formodentlig sin Chance og regnede saa for Resten med, at Forslaget vilde gore godt Indtryk i England, hvad Udfald det saa fik. Det tiltalte utvivlsomt indenfor det siddende Ministerium. Dets Dage var ganske vist talte, men det var endnu ikke klart den 9. Maj 1859⁹⁸).

Det belejlige ojeblik kom altsaa ikke. Danmark stod stadig alene,
og Regeringen maatte klare sig, som den bedst kunde, naar det gjaldt
Holstens og Lauenburgs Forpligtelser overfor Det Tyske Forbund.

Som tidligere nsevnt havde Kong Frederik 14. Maj godkendt UdenrigsministerensIndstilling om, at Gesandten i Frankfurt skulde tiltraede Militaerkommissionens Beslutning af 28. April. Imidlertid havde StillingenDagen forinden aendret sig paa Forbu.ndsd.agen, idet Hannovers Gesandthavde indbragt Forslag om at samle et Observationskorps ved Rhinen"). Planen fik dog en noget kolig Modtagelse, og Hall instruerede 16. Maj Biilow til direkte at stemme imod, dog under Henvisning til at Danmark nu ogsaa havde tiltraadt Beslutningen af 28. April¹⁰⁰). Da Forslagetkom til Afstemning, erklserede v. Usedom sig paa Preussens Vegne imod det, men protesterede ikke, da det blev henvist til Udvalgsbehandling;van Scherff fulgte Usedom, medens Biilow udtalte: »Jeg har faaet Anvisning om under Hensyntagen til hele den foreliggende Situation at stemme mod Henvisning til Udvalget«¹⁰¹). Under Droftelserne her udtalteden danske Gesandt forovrigt »aabent og aerligt ... hvad der utvivlsomter Holsteens og Nordtysklands Interesse, nemlig omhyggelig at undgaaeenhver

96) Hall til Bille 1. Juni 1859 (R. A. — U. M. Registratur. 1859).

97) Billes Depeche 6. Juni 1859 (R. A.).

98) Det endelige Resultat af Valget — det foregik dengang ikke paa en enkelt Dag •— forelaa 19. Maj (se Times 20. Maj 1859); Tendensen havde vist sig tidligere, men Resultatet opfattedes som usikkert, se: Letters of Queen Victoria 111 424 og Morley: Life of W. E. Gladstone I 622.

99) Billows Depeche 13. Maj 1859 (R. A.).

100) Hall til Biilow 16. Maj 1859. — Samtidig fik han telegrafisk den endelige Anvisning om at tiltraede Beslutningen af 25. April (R. A. — U. M. Sml. Sager).

101) Biilows Depecher 19. og 20. Maj 1859 (R. A.).

Side 281

gaaeenhverDemonstration og at holde sig fjern fra Deltagelse i Krigen «¹⁰²). Men samtidig kunde han afgive Meddelelse om det holsten-lauenburgskeKontingents Sammenssetning, og at det nu var marcheberedt¹⁰³). Sindene begyndte, efter hans Skon, at falde noget til Ro¹⁰⁴), og den danskeRegering hostede nu Anerkendelse fra forskellig Side for sin Holdning.Schleinitz og Rechberg udtalte den, samtidig med at de gav Udtryk for deres Tilfredshed med Danmarks neutrale Holdning¹⁰⁵). En Rsekke Blade bragte velvillige Artikler¹⁰⁶), men de kendte Toner lod dog ind imellem; i en Korrespondance til »Grenzboten« (27. Maj 1859) hed det: Saafremt det nu skal vsere nationalt at underlaegge Italienerne ostrigs Herredomme, saa er det visselig langt mere nationalt at befri Hertugdommernefra de Danske — Forholdet mellem Danmark og Tyskland var og blev det gamle.

Fra de forste Dage af Juni begyndte Udviklingen paa Krigsskuepladsen tydeligt at prsege Stemningsbevsegelserne i Tyskland. Udfaldet af Slaget ved Magenta virkede noget afsvalende paa Smaahoffernes og ForretningsverdenensMod, og Biilow berettede, at der i Udvalget for Militseranliggendervar livlige Droftelser; man onskede, at Preussen nu vilde udtale sig mere bestemt om Stillingen og sine Hensigter¹⁰⁷). Beklageligvis kunde Berlin-Regeringen ikke blive enig med sig selv herom; navnlig UdenrigsministerSchleinitz holdt igen paa Aktivisterne¹⁰⁸). Ogsaa Offentlighedenstod staerkt delt. Gotha-Partiet var udfra sit lille-tysk nationale Standpunkt mod at hjaelpe ostrig; de radikale Demokrater naaede i Kraft af deres mere internationale Indstilling til samme Resultat; de moderate Demokrater onskede, at Preussen skulde gribe ind i Krigen, men som europaeisk Stormagt, »Kreuz-Zeitung«-Partiet vilde derimod med under alle Omstaendigheder af Had til Frankrig og Louis Napoleon Bonaparte¹⁰⁹). Det endte med, at Prinsregenten beordrede Mobilisering af seks Armekorps »som Sikkerhedsforanstaltning og til Varetagelse af Preussens og Tysklands Magtstilling«¹¹⁰). Indtrykket af Meddelelsen heromvar staerkt. Ud i de videste Kredse blev Stillingens Alvor indlysende. »Altonaer Wochenblatt« skrev (18. Juni 1859): »Sporger vi nu, hvilket Indtryk gor den preussiske Mobilisering i Tyskland, saa lyder Svaret, at den Nord paa i Fsedrelandet har vaeret en übehagelig Overraskelse«; og Bladet citerede Udtalelser af »K6ln. Zeitung«, »Vossische Zeitung« og

102) »Allgm.nord. Corr.« 2. Juli 1859 cit. »Flyve-Posten« 6. Juli.

103) Bulows Depeche 26. Maj 1859 (R. A. — U. M. Korrsp. Sager fasc. XI).

104) samme 24. Maj 1859 (R. A.).

105) Se ovf. og Bille-Brahes Depeche 26. Maj 1859 (R. A.).

106) Biilows Depeche 31. Maj 1859 (R. A.) samt [»Augsbrg.] Allg. Ztng.« 1. Juni og »Hamburg. Correspondent* (cit. »Flyve-Posten« 4. Juni 1859).

107) Bulows Depeche 8. Juni 1859 (R. A.).

108) Th. v. Bernhardi 1. c. 11l 235.

109) Korr. fra Berlin til »[Augsbrg.] Allgemeine Zeitung« 25. Juni 1859.

110) Telegram fra Brockdorff i Berlin 14. Juni 1859, Kl. 19¹⁶ (R. A.).

Side 282

»Hamburger Nachrichten«, der gik i samme Retning. Russiske Diplomaters Beretninger fra Tyskland 10d ogsaa paa, at Krigsstemningen nu var i Aftagende¹¹¹). Baade Usedom og Legationsraad Wentzel i Forbundsgesandtskabetfortaeller, at Mellem-Staternes Sendemaend nu atter sogte Forbindelse med den franske Minister¹¹²).

Schleinitz skrev til Bismarck, at Mobiliseringen havde kvalt den Krigsfuror, der herskede i Preussen, og daempet den andet Steds i Tyskland¹¹³). Paa Forbundsdagen forholdt man sig iovrigt afventende og vilde »endnu ikke tro, at Preussen virkelig havde til Hensigt at drage Svaerdet for ostrig«; snarere syntes Meningen at vaere, at Berlin-Regeringen vilde skyde Forbundet til Side, forhandle direkte med Enkeltstaterne og saa for Resten intet foretage sig. Mobiliseringen opfattedes alene som en Indrommelse til Stemningen i Haeren og den tyske Nationalisme¹¹⁴). Noget var der maaske om det. Usedom forklarede 30. Juni, at Mobiliseringen skyldtes en pludselig Beslutning ab irato; det blev nu efterhaanden aabenbart, hvad man havde bragt sig selv paa Halsen, og de mere indsigtsfulde onske det skete ugjort¹¹⁵).

Der gik en halv Snes Dage. Saa bebudede Usedom 24. Juni om Aftenen telegrafisk fra Berlin en Erklaering til Forbundsforsamlingen naeste Dag. Han ankom om Morgenen. Dagsordenen var blevet aendret; og han foreslog nu, at 7. og 8. Forbundskorps i Forbindelse med den preussiske Mobilisering blev opstillet ved ovre-Rhinen, og anmodede om, at Sagen blev henvist til Udvalget for militaere Sager. Det skete uden egentlig Afstemnin g¹¹⁸).

Biilow forklarer, at han og van Scherff ingen Indvendinger havde gjort; »dels praejudicerer en saadan Henvisning ikke de enkelte Hoffer, dels vil der af formelle og materielle Grunde intet vaere at indvende imod, at et saa vigtigt Forslag fra det preussiske Hof bliver gjort til Genstand for den saedvanlige Behandling«. — Men han tilfojer: »Et andet Sporgsmaal er det unaegteligt, hvorvidt en Tilslutning til Forslaget vil synes tilraadelig«. Han venter, at Udvalget i naeste Mode vil godkende det og indstille det til Vedtagelse.

Biilow kom, som rimeligt var, i denne Sammenhaeng ind paa forskelligeGisninger om, hvad der kunde have vaeret den preussiske Regerings Hensigt med Forslaget. Selv havde Usedom sagt til den nye ostrigske Forbundsgesandt, v. Kiibeck, at det drejede sig om en rent preussisk

111) Bismarcks Depeche fra Petersborg 8. Juli 1859 (Die politischen Berichte I 110)

112) Usedoms Depeche 1. Juli 1859 (Politik Preussens I 414—15). Wentzel til Bismarck 14. Juli 1859 (Bismarck Jahrbuch V 118).

113) Schleinitz til Bismarck 24. Juni 1859 (Bismarcks Briefwechsel mit Freiherrr v. Schleinitz 39).

114) Biilows Depecher 18., 20. og 25. Juni 1859 (R. A.).

115) Usedom til Bismarck 30. Juni 1859 (Bismarck Jahrbuch IV 153—54).

116) Biilows Depecher 25. og 26. Juni 1859 (R. A.).

Side 283

Bernhard v. Biilow (1815—1879). Danmarks Gesandt paa Forbundsdagen 1851—62, konservativ Helstatsmand. Gik efter 1862 forst i mecklenborgsk Tjeneste, senere Bismarcks Udenrigsminister fra 1873 til sin Dod.

Foranstaltning, der dog samtidig vilde styrke ostrigs Stilling¹¹⁷), men dette blev de to Diplomater imellem. Biilow kom iovrigt til det Resultat, at det afgorende var, at Preussen her havde gjort et nyt Skridt frernad paa den Vej, der forte hen mod Deltagelse i Krigen, og han udtalte i Fortssettelse heraf Tvivl om, hvorvidt Forbundet efter Slaget ved Solferino(Dagen for) »lsenge vil forblive Herre over den Me Afgorelse« af sin Holdning. Derpaa afsluttede Biilow sin Depeche (25. Juni) med folgendeBetragtning:

Efter hele Stillingen og med den Linje, den Kongelige Regering hidtil har
holdt i Overensstemmelse med de traktatmaessige Forpligtelser, forekommer
det mig mere end betaenkeligt at stemme mod et Forslag, som i oa for sia kun

117) Usedoms Depeche 25. Juni 1859 (Politik Preussens I 402_—03).

Side 284

liar Forbundsomraadets Sikkerhed til Formaal og afgjort ikke griber ud over Forbundstraktaterne. Paa den anden Side bor vi gaa imod ojeblikkelig Tilslutning baade af Hensyn til Monarkiets Neutralitet og paa Grund af, at de Redegorelser og Meddelelser, der hidtil er fremsat, naeppe kan opfattes som fyldestgorende Oplysninger under saa vigtige Komplikationer. Jeg tror derfor, at det vil svare bedst til Stillingen at holde Protokollen aaben i Betragtning af, at fornodne Instruktioner mangier, og at afvente den videre Udvikling.

Overvejelser i Lobet af Dagen og den folgende Morgen (den 26. Juni) bestyrker nsermest Biilow i denne Opfattelse, der ogsaa svarede til van Scherffs Holdning. Han fremhsever nu ydermere, at da deter umuligt at forudsige noget bestemt om, hvad der vil ske, bliver det rimeligt at handle efter Omstsendighederne og navnlig under Hensyn til »Preussens egentlige Hensigter i det holstenske Sporgsmaal, hvor man kun alt for gerne sogte Lejlighed til Indskriden eller Revanche«¹¹⁸).

I Lobet af de folgende Dage kunde Biilow melde, at van Scherff var instrueret til uden nsermere Forklaring at stemme mod det preussiske Forslag¹¹⁹), og at Usedom under Droftelserne i Udvalget havde naegtet at give yderligere Oplysninger; selv skrev Usedom, at Forslaget ikke har skabt mere Sympati for Preussen¹²⁰). Alligevel blev Udvalgets Indstilling vedtaget den 1. Juli, men ikke straks gjort til Beslutning¹²¹); van Scherff stemte, som bebudet, imod, medens Biilow og forskellige tyske Gesandter onskede, at Protokollen blev holdt aaben for senere Tilslutning; han mente iovrigt, at det ikke hastede med at tiltraede. Det vilde tage sin Tid, inden Mecklenburgs og Hansestsedernes Gesandter fik deres Instruktioner. Det var altsaa muligt »under Opretholdelse af den nuvaerende passiv neutrale Stilling rolig at afvente Tingenes videre Udvikling«^m).

Imidlertid stod den danske Regering nu overfor en ny og vigtig Afgorelse, selv om den ikke skulde traeffes omgaaende. Og samtidig havde den faaet yderligere Bekymringer. Sporgsmaalet om, hvordan dansk Handel og Skibsfart vilde blive stillet, hvis Holsten og Lauenburg som Dele af Det Tyske Forbund horte op med at vaere neutralt Omraade, foruroligede stadig stserkere Monarkiets Forretningsverden. Og dens Repraesentanter henvendte sig nu ogsaa til Regeringen.

Den danske Helstats Stilling blev utvivlsomt unormal fra det ojeblik,
Det Tyske Forbund traadte ind i de kaempendes Raekker. Selv om de

118) Biilows Depeche 26. Juni 1859 (R. A.).

119) Biilows Depecher 30. Juni og 1. Juli 1859 (R. A.). Da Bille 30. Juni ogsaa fik Meddelelse om Instruktionen til van Scherff, bemaerkede han, at »Baron Goltstein forekom mig at vise mere Interesse end tidligere for en Entente med Danmark«.

120) Usedoms Depeche 27. Juni 1859 (Politik Preussens I 707—08).

121) samme 1. Juli i. b. 718.

122) Biilows Depeche 2. Juli 1859 (R. A.).

Side 285

krigsforende fuldt ud anerkendte Kongerigets og Slesvigs fortsatte Neutralitet,kunde det nok i visse Tilfselde berede Vanskeligheder for Fartojer,hjemmehorende i de naevnte Rigsdele, at andre Fartojer, der sejledeunder samme Flag og med tilsvarende Skibspapirer, havde Hjemsted i tyske Hertugdommer, som ikke var neutralt Omraade. Under alle Ornstaendighederskabte Forholdet en Usikkerhed, der kunde gore dansk Skibsfart mindre konkurrencedygtig. Frygten for, at Monarkiet i sin Helhed kunde blive inddraget i Krigen gennem Holstens og Lauenburgs Deltagelse i den, var maaske heller ikke uforstaaelig, selv om den var mindre begrundet.

Allerede paa et tidligere Tidspunkt havde Etatsraad Broberg paa Grosserer-Societetets Vegne, under Formanden, Etatsraad A. N. Hansens Fravaerelse, henvendt sig til Udenrigsministeriet om Sagen. Hall havde ved denne Lejlighed, som Broberg forklarede, givet ham »Oplysninger, som alle tilstedevaerende Medlemmer af Grosserer-Societetets Komitee paa et Mode erklaerede for »tilfredsstillende for oieblikket« og ikke ansaa yderligere Skridt for nodvendige«^m). Hall har formodentlig henvist til, at de Forpligtelser, der fulgte af, at Holsten og Lauenburg horte med til Forbundet, ikke havde afholdt Magterne fra at anerkende Danmarks Neutralitet, og han kan have givet Udtryk for Forhaabninger om, at det ogsaa vilde vsere muligt at opnaa Frankrigs Anerkendelse af de tyske Hertugdommers Neutralitet »i mercantil Henseende«, saafremt Forbundet gik med til at lade Hserkontingenterne blive staaende paa det hjemlige Omraade¹²⁴).

Efter at Formanden, Etatsraad Hansen, var kommet tilbage og ydermere foranlediget ved den preussiske Mobilisering og Henvendelse til Forbundsdagen var Sagen blevet taget op til ny Overvejelse i Grosserer- Societetets Komite. Udenrigsministeriet vidste, at en ny Foresporgsel var paa Trapperne. Og under disse Forhold ansaa Hall det for rigtigt at ssette Gesandten i Paris, Dirckinck-Holmfeld i Bevsegelse.

Han henviser i en officiel Depeche paa fransk til, at den seneste Udvikling i Frankfurt har gjort et Sporgsmaal aktuelt, som det ikke var nodvendigt at drofte i Depechen af 20. Maj: »Til hvilket Punkt vil den franske Regering ankerkende H. M.s og hans Staters Neutralitet« i det Tilfselde, at Holsten og Lauenburg i deres Egenskab af Forbundslande inddrages i Krigen; saafremt det kejserlige Kabinet vil gore Forskel [i Behandlingen af] de Skibe, der specielt horer hjemme i Hertugdommet Holsten, og dem, der horer hjemme i de ikke-tyske Dele af Monarkiet«, vil det bringe Danmark i en vanskelig Stilling.

123) Etatsraad Brobergs Redegorelse i »Dagbladet« 29. Juni 1859 i Anledning af, at Bladet 27. Juni havde skrevet, at G. S.' Komite »taenker ikke« paa at gore »Skridt hos Regeringen for at forvisse sig om, hvorvidt Neutraliteten vilde blive overholdt«.

124) Den titnaevnte inspirerede Artikel i »Allg. nord. Corr.« af 2. Juli.

Side 286

Hall gaar ud fra, at Dirckinck-Holmfeld vil kunne forstaa, hvad Farer det kan komme til at rumme for Monarkiets Sammenhold at give holstenske Skibe et saerligt Flag, og han mener iovrigt, at det ikke nytter noget; Danebrog vil i saa Fald blive misbrugt.

Den eneste Redning maa folgelig soges »i det Maadehold og de liberale og ophojede Synsmaader, H. M. Kejseren allerede ved mange Lejligheder har givet Bevis paa under naervaerende Krig, og deter derfor, i Haab om, at H. M. ikke vil nsegte at ofre en Del af sine Rettigheder til Fordel for en gammel allieret, der i Tidens Lob har lidt paa Grund af sin Troskab«, at den danske Regering nu henvender sig med Sporgsmaal om, hvorvidt de holstenske Skibe ogsaa i givet Tilfaelde vil blive betragtede som neutrale, eller de vil blive opbragte og behandlede sora fjendtlig Ejendom. — Selv om Udenrigsminister Walewski ikke vil kunne give et officielt Svar, vil Hall saette Pris paa, om muligt, at laere Kejser Napoleons personlige Mening at kende.

Saa vidt den officielle Depeche, men samtidig udviklede Hall sine
Synspunkter nsermere i en mere fortrolig Depeche paa dansk. Det hed
her:

Den kgl. Regierings principale onske gaar selvfolgelig ud paa, at det maatte kunne findes stemmende eller foreneligt med de Franske Interesser at betragte saavel det Holstenske sora det Lauenburgske Territorium som neutralt, men de Indvendinger, som vil gjore sig gjaeldende i denne Henseende, ere for indlysende og naerliggende til, at vi for Alvor kunne ville insistere herpaa. Derimod synes Billighed i hoi Grad at tale for det onske, som vi have indskrsenket os til at fremsaette, og hvis Opfyldelse paa den ene Side vilde vaere skikket til i det mindste for en Tid at afvserge de Farer og Forviklinger, vi imodeser, og paa den anden Side ogsaa vilde bidrage til at fremme Keiserens oiemed at begraense Krigens Omfang og Varighed.

Hall havde indledningsvist forklaret, at det var Bekymringerne i interesserede Erhvervskredse, der havde foranlediget hans Depecher; og da der ogsaa her herskede Frygt angaaende Behandlingen af kongerigske og slesvigske Fartojer, bad han Dirckinck-Holmfeld om at forstaa,

at det i ethvert Tilfaelde og ganske afseet fra, hvorledes det vaesentlige Sporgsmaal loses, vil vaere mig onskeligt og nyttigt at erholde en fra den keiserlige Franske Regjering selv udgaaet Erklaering, hvormed jeg blev sat i Stand til at give Handelsstanden en positiv Beroligelse med Hensyn til den Behandling, der i paakommende Tilfaelde vil blive de Danske Skibe til Deel, som ikke have hjemme i Holsteen.

Hall bad folgelig Dirckinck-Holmfeld straks efter sin forste Samtale
med Walewski at telegrafere: Ja, Nej eller Tvivlsomt om de forskellige
Muligheder125).

125) Halls Depeche af 27. Juni 1859 (R. A. —U.M. Sml. Sager).

Side 287

Allerede inden Depecherne af 27. Juni afgik til Paris, forelaa den
Skrivelse til Udenrigsministeriet fra Grosserer-Societetet, som er dateret
28. Juni. Der spurgtes her:

1) Hvorvidt Regeringen mener, at Neutraliteten kan opretholdes fraset

2) Hvorvidt Regeringen har modtaget Meddelelser, som giver begrundet
Haab om saadant, og hvorvidt Regeringen vil og kan opfylde de Betingelser
herfor, som eventuelt vil blive stillet.

3) Hvorvidt disse »Tilsigelser« gselder for hele Riget eller Holsten undtages og i saa Fald, »hvilke Forholdsregler ville blive trufne for at gjore Adskillelse mellem Holsteen og det ovrige Rige i Henseende til Brugen af vort Flag«.

Endelig udtaltes et onske om, at under alle Omstsendigheder en »offentlig Erklaering« maatte kunne udstedes, der slog fast, at Regeringen »for Kongerigets og Hertugdommet Slesvigs Vedkommende gjor Fordring paa den fuldkomne Neutralitet«¹²⁶).

Paa en vis Maade laa Skrivelsens Hovedvsegt mere i den Anmodning, den fremsatte tilsidst, end i de Sporgsmaal, den opstillede. Kravet Iod paa en »offentlig Erklaering« fra Regeringens Side. Det fik Rygstod i den ihserdige Kampagne, »Dagbladet« siden 9. Juni havde fort for at bryde den haardnakkede officielle Tavshed. Nu opfordrede Bille Offentligheden til at komme Pressen til Hjaelp; Moder maatte afholdes, Resolutioner vedtages¹²⁷). Udenrigsministeriet besluttede sig endelig til at give Grosserer-Societetet et saadant Svar, at det kunde publiceres. Visse Holdepunkter havde man faaet; 1. Juli havde Dirckinck-Holmfeld telegraferet hjem: »Ja for D. meget tvivlsomt for H.«. Det betod, i Henhold til tidligere Anvisning, at den franske Regering fortsat vilde anerkende Kongerigets og Slesvigs Neutralitet, men stod tvivlende overfor Sporgsmaalet om Holstens Stilling. I Overensstemmelse hermed blev Svaret af 6. Juli altsaa udformet.

Det henviste til de oprindelige diplomatiske Meddelelser om Danmarksneutrale Holdning og udtalte stadig Haab om, at Krig mellem Frankrig og Det Tyske Forbund maatte kunne undgaas, men selv i modsatFald vilde Neutraliteten naeppe vaere truet; den havde »bestemt Hjemmeli Folkerettens anerkjendte Grundssetninger«, og den danske Regeringhavde ingen Indsigelse modt, naar den mindede om de Forpligtelser, Holstens og Lauenburgs Medlemsskab af Forbundet indebar. Den havde ydermere ved senere Skridt, der skulde »fremkalde saa stor Klarhed og Sikkerhed med Hensyn til Opfatningen af disse Forhold, som det efter Omstaendighederne var muligt«, opnaaet Bekraeftelse paa, at selv under en Krig, hvor Holsten og Lauenburg ydede deres »forbundsmsessige Bidrag,vilde

126) Offentliggjort i »Berl. Tid.« 6. Juli 1859 ligesom Udenrigsm.' paafolgende Svar.

127) »Dagbladet« 2. Juli 1859.

Side 288

drag,vildeNeutraliteten for de ovrige Dele af det danske Monarchi ikke vsere udsat for Fare, og Regjeringen har end ikke opgivet Haabet om, at det under den naevnte Eventualitet endogsaa vil kunne lykkes at sikkre den holsteenske Sohandel den samme Neutralitet«.

Som man vil se, var dette en lsengere Omskrivning af Dirckinck- Holmfelds korte Telegram, men ogsaa, at Udenrigsministeriet alene svarede paa Grosserer-Societetets forste Sporgsmaal og delvist paa det andet; Resten af Skrivelsen, som var rent hypotetisk, lod man ganske naturligt ligge. Imidlertid foranledigede denne Undladelse »Faedrelandet« til at erklaere, at Svaret ikke syntes »vel egnet til at hseve Uvisheden om vor Neutralitet vil blive anerkjendt eller ikke eller til at fjerne de Ulemper, som herved paadrages den danske Handel og Skibsfart«.

Var dette rigtigt, og var det virkelig den almindelige Mening? Hvordan
forholdt det sig i det hele taget med Offentlighedens Indstilling til
Krisen og Krigen?

Om Stemningen i det danske Folk overfor Krigen i Italien kunde der ikke herske Tvivl. Sympatierne var aldeles afgjort paa Piemonts og Frankrigs Side ogsaa ind i mere konservative Kredse¹²⁸); noget stodende Udtryk synes de dog ikke at have faaet i Pressen. Indenfor Helstatens tyske Lande var Holdningen lidenskabslos overfor det store Opgor, men udtalt vendt mod Deltagelse i Kampen. »Altonaer Wochenblatt« skrev (28. Maj 1859): »Kan man paa Forviklingens sidste Stadium opdage noget som heist Motiv, der for enhver Pris krsever et tysk Angreb mod Frankrig? — Forelobig tror vi, at Forbundet, at Preussen gor nok, naar de saetter sig i fuldt Krigsberedskab«. Stemningen i Kobenhavn fik kraftigt Udtryk, da de forste Efterretninger om Slaget ved Magenta indlob under de sidste Timer af Festlighederne paa Grundlovens ti-Aars-Dag; fra alle Sider strommede der Hilsener ind til det franske Gesandtskab¹²⁹).

I den Henseende var Regeringen helt paa Linje med Offentligheden.
Hall aflagde straks Lykonskningsvisit hos Dotezac efter Slaget ved Solferin
o130).

Noget andet var imidlertid Regeringens Politik under Krigen og navnligdens Holdning overfor Det Tyske Forbund. »Flyve-Posten« formente her, at man naesten nodtes til at tro, at Ministeriet har »fulgt den samme magelige Politik i dette som i andre Tilfaelde at sidde med Haenderne i Skjodet og kun holde Munden aaben for det Tilfaelde, at en stegt Due skulde komme flyvende« (30. Juni 1859). De liberale Organers Opfattelsevar

128) Se »Geheimeraadinde Andrses politiske Dagboger« fra Foraaret 1859 (passim).

129) Dot6zacs Depeche 7. Juni 1859 (Q d'Orsays Arkiv. Danemark 1859 235).

130) samme 27. Juni (ib.).

Side 289

telsevarikke meget forskellig herfra; »Dagbladet« hsevdede, »at Regeringenikke
har havt nogen fast og moden Plan« (25. Juni 1859)131).

Umiddelbart set indtog »Fsedrelandet« det fornuftigste Standpunkt. Ploug gjorde gaeldende, at hvis vi naegtede »Lydighed, hvor Forbundet er berettiget til at byde ... vilde [det] vaere forbundet med Fare [og] sandsynligvis strax paadrage Kongen Krig mod Tydskland«. Overvejelsenaf Danmarks sserlige Stilling »synes omsider at have fort til den übehagelige, men uundgaaelige Erfaring, at det danske Monarki ikke er og ikke kan vaere frit i sine politiske Bevaegelser, at det ikke har en souverain Stats fulde Selvstaendighed«. Den eneste Redning var, at »det holsten-lauenburgske Troppecontingent« »formelig udsondres af den danske Haerenhed«. (Artikler 24. Maj og 11. Juni 1859). Dette havde »Faedrelandet« slaaet paa lige siden 20. Januar. Men bag disse i og for sig forstaaelige Krav laa en anden Straeben. Ploug indrommede, 22. Juni, at en saadan Udsondring vilde »vsere et Skridt fremad mod Eiderpolitiken;[og] det forekommer os netop at vaere et stort Fortrin ved denne Foranstaltning, at den gaaer i en rigtig og ikke i en forkert Retning«; han havde allerede 29. April paapeget, hvor meget lettere Stillingen vilde forme sig, hvis Holsten havde »vaeret administrativt, som deter forfatningsmaessigtudsondret«; han hilste dengang Krigen med Glaede under Forudsaetning af, at den bliver indskraenket til Italien, »idet den [da] drager Tydskland Opmaerksomhed derhen, og giver den danske RegeringTid og Ro til at forberede en fornuftig Losning af vor Statstilvserelsesgordiske Knude«. — Her har vi Forklaringen paa Plougs tilsyneladendeMaadehold. »Dagbladet« saa det derimod paa sin Side (16. Juni) ikke som »Hovedformaalet« »at komme Ejdersystemet et Hanefjed naermere,men den at befrie Monarkiet fra den truende Fare for at blive for Holstens Skyld inddraget i en Kollision, hvori det ingen direkte Interessehar, og i hvilken dets Sympathier gaae imod dem, hvis Allierede det skulde tvinges til at blive«¹³²). Det udmales, hvordan »Tropper under danske Faner skulle bruges imod Frankrig, Danmarks gamle Allierede *¹³³), og det hjaelper i Virkeligheden ikke, »at Kontingentet for storste Delen eller vsesentlig taeller holstenske Soldater« (25. Juni 1859). Efter Billes Mening er Losningen let: »der kan ikke vaere nogen bindende Forpligtelse for Danmark til saaledes at blotte sine egne Graendser« (30. April 1859). »Deter ikke muligt at see nogensomhelst Nodvendighed for at styrte Monarkiet i disse Ulykker« (9. Juni 1859). Det var i hvert Fald et klart og aerligt Standpunkt. Men »Berlingske Tidende« bemaerkede(6. Juli 1859) ikke uden Grund hertil, at Sporgsmaalet vedrorende Mobiliseringen drejede sig »om Opfyldelsen af notoriske Forpligtelser«,

131) Smlgn. Tyve Aars Journalistik II 531—32.

132) xyve Aars Journalistik II 526.

133) ib. 525.

Side 290

der ikke paa den Maade lod sig saette til Side; dette kunde »alene vaere
den sidste Udvei, et Nodvaerge og Selvopholdelsesmiddel«.

De saaledes fremforte Argumenter begrundes yderligere med nieget luftige Forudsigelser om Begivenhedernes formodede Forlob. Baade »Dagbladet« (30. April 1859) og »Flyve-Posten« (4. Juli 1859) regnede sikkert med, at Rusland vilde gribe aktivt ind, og ostersoen saaledes blive Krigsskueplads; »Berlingske Tidende« forudsaa, at Tyskland vilde erklaere Danmark Krig, hvis det ikke opfyldte sine Forbundsforpligtelser (7. Juli 1859) — samtidigt med, at det selv gik i en Kamp paa Liv og Dod med Frankrig! »Flyve-»Posten« synes iovrigt at mene (30. Juni 1859), at det hele vilde have vaeret klappet og klart, hvis Regeringen bare havde udstedt en Neutralitetserklsering. Alt deter der dog ingen Grund til at gaa naermere ind paa. Deter ogsaa et Sporgsmaal, hvor stor Betydning hele denne Droftelse har haft. »Faedrelandet« skriver i hvert Fald med et Suk: »Dog, hvorfor tale Vi? Vi tale for dove oren«.

Hvad man derimod uvilkaarligt standser ved er den Kendsgerning, at samtlige Blade har vaeret usandsynlig daarligt underrettede. De var alle overbeviste om, at Neutraliteten ikke lod sig opretholde, hvis Forbundskontingenterne blev afsendt, endskont de Forpligtelser, hvoraf dette vilde folge, var blevet anerkendte fra alle Sider. Gennemgaaende gik Redaktionerne ogsaa ud fra, at Regeringen intet havde foretaget sig. »Dagbladet« spurgte ydermere 16. Juni, hvorfor Udenrigsministeriet ikke havde sogt Forbindelser i Stockholm og Haag¹³⁴) — paa et Tidspunkt, hvor begge disse Kabinetter forlsengst havde betakket sig for Samarbejde, og, som naevnt, insinueredes i samme Blad 27. Juni, at ogsaa Grosserer- Societetet havde forholdt sig passivt. Deter naesten utaenkeligt, at Redaktionerne ikke skulde have kunnet skaffe sig Oplysninger. Og denne frejdige Skriven 10s uden Kendskab til de faktiske Forhold giver afgjort ikke Indtryk af noget hojt redaktionelt Niveau. Men karakteristisk er det iovrigt, at »Dagbladet« efter Offentliggorelsen af Regeringens Skrivelse til Grosserer-Societetet af 6. Juli alligevel, lidt modstraebende, indrommer, at der her er »afgivet et Svar, som vi efter Omstaendighederne maae ansee for ret tilfredsstillende« (9. Juli 1859), medens »Flyve- Posten« lunter videre ad sine Partiforestillingers ensformige Landevej og stadig bedyrer, »at Sagerne staae slet ved dens [Regeringens] Skyld«.

Udenrigsministeriet tog tilsyneladende hele Larmen med stor Ro;
mobiliserede blot i sidste Omgang »Allg. nord. Correspondenz« og »Berlingske
Tidende« til at svare.

Men umiskendeligt trak det sammen til Krise.

134) Tyve Aars Journalistik II 527.

Side 291

Allerede efter Modtagelsen af Biilows Beretninger om Forbundsforsamlingens Mode den 25. Juni havde Hall i Virkeligheden taget sit Standpunkt til det preussiske Forslag om at opstille et Observationskorps ved Rhinen. Han droftede Sagen med Krigsministeren, Oberstlojtnant Lundbye, og meddelte 1. Juli Gesandten i Frankfurt sine Grunde til, »at den danske Stemme [denne Gang skulde] af gives mod Forslaget«¹³⁵). Det fremhaeves, at da Hannover i Maj foreslog noget lignende, mente man ikke, at et saadant Skridt var motiveret tilstrsekkeligt ved Tidsomstaendighederne; nu vilde det vaere ligefrem farligt, og naar Danmark allerede dengang stemte imod Andragendets Overgang til Militaerudvalget, var der nu end mere Grund til at stille sig afvisende. Men dertil kom Betaenkeligheder ved »den uregelmsessige og med Forbundets Krigsforfatning lidet stemmende Maade, hvorpaa Preussen har combineret sin egen frie Stilling og Optrseden med Forbundets, [idet] herved Forbundsforholdet let bringes ind paa en Vei, hvis Consequentser, altsom de kunde stemme meget godt med preussiske Planer om Suprematie, vilde vaere meget farlige for Forbundets Medlemmers Souverainitet«.

Inden den endelige Beslutning tages, onsker Hall dog at hore Biilows »Confidentielle Mening« navnlig »om det Punkt hvorvidt og hvorledes en Protest mod Forslagets Uoverensstemmelse med Forbundslovgivning burde finde sin Plads i Motiveringen af vor Afstemning«¹³⁶).

Postgangen mellem Kobenhavn og Frankfurt og tilbage igen tog sin Tid. Forinden Biilows Depeche med hans confidentielle Meninger kunde naa frem, var der indtraadt nye Begivenheder paa Forbundsdagen. I et overordentligt Mode den 4. Juli havde Usedom stillet Forslag om, at 9. og 10. Forbundsarmekorps sluttede sig til de preussiske Haere, der var ved at opmarchere langs Nedre- og Mellem-Rhinen, og at disse ligesom 7. og 8. Korps ved ovre-Rhinen stilledes under preussisk Kommando. Sagen blev henvist til Udvalgsbehandling¹³⁷), og mod dette Skridt havde Biilow intet at bemaerke, men han forbeholdt sig at afvente sin Regerings endelige Stillingtagen og spurgte Hall, »om han ikke ved denne Lejlighed i hvert Fald skulde forhindre den nu almindelige, ojeblikkelige Beslutningstagen og opholde Afstemningen saa laenge, at den Redegorelse, der maa ventes, har kunnet forelaegges de hojeste Regeringer«. Har Ministeriet i Kobenhavn imidlertid modtaget Forklaringer direkte fra Berlin og vil give ham Instruktioner ud fra disse, beder han om at faa dem telegrafisk inden 7. Juli om Morgenen.

Biilow paapegede iovrigt, at det betaenkelige ved Sagen egentlig var
at soge deri, at hvad Preussen forlangte ikke stemte med Krigsforfatningen;heri

135) Hall til Biilow 1. Juli 1859 (R. A. —U.M. Frankfurt, Korr. Sager fasc. XI vol. IV).

136) Balans Depeche 1. Juli 1858 (Politik Preussens I 728—29 Note).

137) Biilows Depeche 4. Juli 1859 (R. A.), Schleinitz til Usedom 3. Juli 1859 (Politik Preussens I 718^—19) og preuss. Cirkulaerdepeche 6. Juli 1859 (ib. 735^—38).

Side 292

ningen;herilaa en umiskendelig Fare; for gik man ud over de übetingedeForbundsforpligtelser,
som Stormagterne anerkendte, kunde det
blive svaert at opretholde Danmarks Neutralitet138).

Hen paa Dagen den 6. Juli modtog Biilow efter onske telegrafisk Anvisning om at afgive sit forbeholdte Votum mod det preussiske Forslag. Udenrigsministeren og Gesandten saa ens paa Sagerne og var endnu engang naaet til samme Standpunkt.

Hall havde taget sin endelige Beslutning, efter at Militaerudvalgets Indstilling den 2. Juli var blevet gjort til Beslutning. I en »allerunderdanigst Indberetning« til Kongen af 6. Juli mindede han om, hvorledes Regeringen under Udviklingen i Maj og Juni havde straebt at undgaa videre Skridt; nu stod man overfor det preussiske Forslag, og det hedder

I Betragtning af, at den paatsenkte Opstilling af et Observationscorps ved Rhinen er en Forholdsregel af en saa krigersk Character, at den er forbundet med store Betsenkeligheder, og desuden den af Preussen foreslaaede Combination af en selvstaendigt virkende preussisk Krigsstyrke med Forbundsarmeen langtfra at vaere i Overensstemmelse med Forbundslovgivningen meget mere aabner Veien til en meget farlig og for de ovrige Forbundsmedlemmers souveraene og med Preussen sideordnede Stilling praejudicerende Betragtningsmaade har jeg ... instrueret [Biilow til at stemme imod]¹³⁹).

Men samtidig tog Regeringen et nyt Skridt i Fortsaettelse af sit hidtidige Standpunkt: den 7. Juli indkaldtes nu de holstenske Stsender til en ekstraordinser Samling, hvor et Patent om Optagelse af et Statslaan til Afholdelse af Udgifterne ved Mobiliseringen skulde forelaegges. Holsten vilde have at baere disse; det maatte i hvert Fald bero paa en mere forfatningsmaessig Afgorelse, hvorvidt Monarkiets ovrige Dele skulde overtage en Part af dette Bel0b"°). Det viste, at den danske Regering indenfor Forbundsforfatningens Rammer ikke vilde svigte sine Forpligtelser.

Samme Dag afgav Bulow altsaa sin Stemme mod Beslutningen af 2.
Juli. Men i Betragtning af, at Vedtagelsen den 4. Juli faktisk betod Mobilisering,foreslog

138) Biilows Depecher 4. og 5. Juli 1859 (R. A.).

139) Indberetningen, som Kongen forst godkendte 17. Juli 1859, findes i R. A. —U.M. Sml. Sager). I »Meddelelse til Rigsraadet« forklares ydermere S. 4: »Det preussiske Forslag forlod Forbundsrettens Basis og kunde gyldigen kun vedtages ved fri Overenskomst efter Slutningsactens Art. 64. Uden at Forholdene hjemlede Anvendelse af Slutningsactens Art. 36, 38, 39, 40, 45 eller 47 skulde alene af almindelige politiske Grunde, paa übestemt Tid og i übekjendt oiemed alle Contingenter mobiliseres, og dette skee med fuldstaendig Tilsidesaettelse af Forbundets Krigsforfatning, der forbyder endog Skinnet af den ene Forbundsstats Suprematie over de andre, »Preussen« skulde have »Overledelsen« uden nogen Ansvarlighed og uden nogen Begraendsning«.

140) Meddelelse til Rigsraadet S. 9. Hensigten forklaredes naermere ien Cirkulaerdepeche af 12. Juli 1859 (R. A.).

Side 293

bilisering,foreslogostrig nu at tage formelig Beslutning om et saadant Skridt og at vaelge den preussiske Prinsregent til Forbundsfeltherre. Det fremkaldte nsermest Konsternation i Frankfurt, fordi man nu frygtede aabent Brud mellem de to Stormagter. Men Sagen var hermed atter fuldt ud paa Forbundsrettens Grund, og Forslaget henvistes til Militaerudvalge t¹⁴¹). Det saa ikke lovende ud, og Hall forklarede senere, at Danmark ikke vilde have kunnet stemme mod dette For slag¹⁴²).

Imidlertid var der i Frankfurt et godt Stykke fra Beslutninger til Handling. Vinden var desuden Habsburger-Riget imod. Schleinitz forklarede den ostrigske Gesandt, at Stillingen var aendret efter Nederlagene i Nord-Italien¹⁴³); Stemningen var nu mod Krig. Feltmarskal Windischgratz, der var sendt til Berlin for, om muligt, at vinde Preussens Stotte, berettede, at Prinsregenten ikke onskede at vaere Forbundsfeltherre, og baade han og Schleinitz skod sig ind under de Hensyn, der maatte tages til Rusland og England, naar det gjaldt Mobiliseringen¹⁴⁴). Schleinitz mente iovrigt, at ostrigs Hensigt med Forslaget var at fremkalde Forbundskrig, og hertil saa han ingen Grund¹⁴⁵). Uenigheden mellem de styrende i Berlin varede samtidigt ved¹⁴⁶).

Noget vidste man i Kobenhavn om alt dette. Brockdorff berettede, at ostrigs militaere Modgang havde gjort Ministrene mere fredeligt stemte, og at der ikke var Spor af Sympati for den anden tyske Stormagt i Berli n¹⁴⁷). Men alligevel virkede det selvsagt som »et Lysglimt«, da Dotezac Fredag Aften den 8. Juli ilede til Hall med Meddelelsen om Vaabenstilstanden i Villa Franca¹⁴⁸).

Naturligvis var Vaabenstilstand ikke Fred. Nogle af Bladene blev i de folgende Dage ved at stikle til Regeringen ud fra den Opfattelse, at Krigsfaren stadig var overhaengende¹⁴⁹). Men Udviklingen gik nu i en anden Retning; Kejser Franz Joseph havde paany aendret sin politiske Kurs gennem en pludselig Beslutning. Den 13. Juli modtog Dotezac, Kl. 7 Morgen, Telegram om Fredens Afsluttelse; han begav sig straks ud til Hall paa Bakkegaarden og overbragte ham Meddelelsen. Den danske Konsejlspraesidentlykonskede hjaerteligt til Kejserens hojsindede Politik;

141) Legationsraad Wentzels Depeche 7. Juli 1859 (Politik Preussens I 739—40).

142) Dotezac' Depeche 9. Juli 1859 (Q d'Orsays Arkiv — Danemark 1859 236).

143) Rollers Depeche 3. Juli 1859 (Politik Preussens I 719—20).

144) ib. 721—28.

145) Cirkulaerdepeche 11. Juli 1859 (ib. 749—50).

146) Gerlach: Denkwiirdigkeiten II 679.

147) Brockdorffs Depecher 27. Juni og 8. Juli 1859 (R. A.) — Hall var ivrig for at faa Kendskab til Schleinitz' Cirkulaerdepeche; se Depeche til Brockdorff 12. Juli og Brockdorffs Svar 15. Juli 1859 (R. A.).

148) Dotezacs Depeche 9. Juli 1859 (Q. d'Orsays Arkiv. Danemark 1859 236). — »Berlingske Tidende« bragte samme Aften et Telegram fra Hamburg: Paris d. 7de. Keiseren til Keiserinden: Mellem ostrig og mig er truffet Overenskomst om en Vaabenstilstand. Fra begge Sider vil blive udnaevnt Commissairer til at fastsaette de endelige Betingelser.

149) Se »Faedrelandet« og »Dagbladet« 12. Juli 1859.

Side 294

»deter saaledes, man forvandler en Modstander til en Allieret«¹⁵⁰). I NattensLob kom der Telegram fra Brockdorff om, at de preussiske HaerstyrkersMarche mod Vest var blevet standset¹⁵¹). Den 16. Juli kappedes Kubeck og Usedom paa Forbundsdagen om at tage deres forskellige Forslagtilbage. Det vedtoges 24. Juli. Paa vor Side var der nu ikke mere Tale om at indkalde den holstenske Staenderforsamling. Bladene skrev noget syrligt, da det viste sig ikke at vaere Kassandraraab, de havde lofte t¹⁵²), og i Ejder-skandinaviske Kredse skal der have vaeret Misfornojelsemed, at Danmark ikke havde faaet mere ud af Situationen¹⁵³).

De fleste sagde dog sagtens: Godt gik det, og vel var det.

Men nogenlunde samtidigt med Afspaendingens Begyndelse var den danske Regering blevet stillet overfor et nyt og overraskende Sporgsmaal. Den 1. Juli havde Gesandten i Paris, Dirckinck-Holmfeld, forelagt den franske Udenrigsminister, Grev Walewski, de Sporgsmaal, Hall havde rettet til ham i sin Depeche af 27. Juni. Walewski havde her, samtidig med at han gav sine positive Forsikringer om Anerkendelsen af Kongerigets og Slesvigs Neutralitet, nsegtet paa staaende Fod at udtale sig om den holstenske Skibsfarts Behandling¹⁵⁴). Han trostede forovrigt Dirckinck-Holmfeld med, at det naeppe blev til Krig, men han tilfojede alligevel, at hvis den udbrod, »regner vi paa Deres Sympati; vi haaber, at Danmark da aabent vil erklaere sig for vor allierede, og Sporgsmaalet [om Neutraliteten] mistede i saa Fald sin Betydning«.

Saa vidt Dirckinck-Holmfelds Depeche155). — Walewski har i en Instruktion
til Dotezac158) gengivet denne Del af Samtalen paa folgende
Maade:

Sporgsmaalet om den holstenske Skibsfart var kun en ringe Ting sammenlignet med andre Problemer, der meldte sig i Tilfaelde af, at Krigen greb om sig; »det danske Monarki er afgjort en af de Stater, der daarligst kunde holde sig udenfor en saadan Kamp ... og i Tilfaelde [af et Brud] er der Traditioner, som ikke er glemte i Frankrig, og som paa samme Maade har holdt sig i Danmark, der ligesom selve deres Interesser, vil anvise de to Regeringer den Politik, det vil vaere rigtigt at folge«.

Det var en ganske ny Forklaring i en fransk Ministers Mund. Man

150) Dbtezacs Depeche 15. Juli 1859 (Q. d'Orsays Arkiv. Danemark 1859 236)

151) Brockdorff 13. Juli 1859 Telegram 202« (R. A.).

152) »Dagbladet« 14. Juli 1859: »Det slap Ministeriet Hall minsandten godt fra«. »Flyve- Posten« 16. Juli 1859: »Den stegte Due ... kom altsaa virkelig flyvende«.

153) Dotezacs ovenanf. Depeche af 15. Juli 1859.

154) D.-H.s ovenanforte Telegram af 1. Juli 1859 (R. A.).

155) af 2. Juli 1859 (R. A.).

156) 6. Juli 1859 (Q. d'Orsays Arkiv. Danemark 1859 236).

Side 295

kunde nok i et flygtigt ojeblik mindes det historiske Forhold mellem de to Lande¹⁵⁷), men det franske Diplomatis Indstilling overfor Danmark var ellers kolig. Den officielle Politiks Maal var Opretholdelsen af status quo, i og for sig altsaa ogsaa den danske Stats Integritet, men Danmark var til daglig en alt for lille Brik, til at man virkelig regnede med den¹⁵⁸). Kejser Napoleons personlige Politik havde nok andre Maal; hans Agt var at afvikle Traktatsystemet fra 1815, men under denne Straeben vendte han Gang paa Gang tilbage til Tanken om at vinde Preussens Velvilje eller Stotte maaske ligefrem tysk Landomraade paa det danske Monarkis Bekostning.

Nu opfordrede Walewski til i givet Fald at forny Alliancen mellem
Frankrig og Danmark — »Det svundne vender tilbage ...«.

Der var naturligvis en iojnespringende Modsigelse i Grev Walewskis Forklaring; han lovede forst Respekt for Danmarks Neutralitet og udtalte derpaa Forhaabninger, som vilde gore Sporgsmaalet orkeslost. Dette lod Dirckinck-Holmfeld imidlertid passere; han gik slet ikke ind paa Sagen. I et personligt Brev til Departementschef Quaade i Udenrigsministeriet forklarer han sin Holdning paa folgende Maade: Han saa det som sin Opgave at arbejde for Neutralitetens Opretholdelse, men samtidig fandt han det ufornodent, ja maaskee endog rneget betaenkeligt, directe at reclamere mod Taenkeligheden af Forhold som dem, Greven Walewski] til. Han valgte denne Udvej »saa meget mere som jeg jo, ifald Ministeriet skulde onske nogen naermere Udtalelse hvad oieblik vil formaae at komme tilbage paa Sagen«¹⁵⁹).

Det var en meget forstandig Betragtning, og i Lobet af en Uge tog Udviklingen en saadan Vending, at Sporgsmaalet i en anden Forstand blev orkeslost. Alligevel skulde det ikke faa Lov at hvile. Walewski havde instrueret Dotezac, for at han kunde gore de samme Synspunkter gaeldende, »saafremt M. Hall giver Dem Lejlighed til at underholde Dem med ham«^lao). Men den franske Sendemand greb selv Lejligheden; da han, som naevnt, 13. Juli gav Hall Meddelelse om Fredslutningen, »udviklede han de Grunde, der vilde have fort Danmark til at forene sig med Frankrig i det Tilfaelde, det her drejede sig om«¹⁶¹).

Hall havde 8. Juli udtalt overfor Dotezac, at den danske Regering havde vaeret meget glad ved det Svar, Walewski havde givet Dirckinck- Holmfeld paa hans Sporgsmaal om Frankrigs Stilling til de danske Neutralitetsproblemer,men han havde ikke naevnt noget om Allianceforslaget.Her

157) Saaledes Udtalelse af Walewski i Dirckinck-H.s Depeche 19. December 1856 (R. A.). Smlgn. D'Espagny: Memoires du due de Persigny 323: Randon: Memoires II 91^—92.

158) Udtalelse af Morny til Hertug Ernst af Coburg (Aus meinem Leben 111 415—16).

159) Dirckinck-H. til Quaade 2. Juli 1859. (Quaades Arkiv iR.A. udskilt af P. Vedels Papirer). Smlgn. nyt Brev 7. Juli 1859 [ib.].

160) Walewskis ovennaevnte Depeche af 6. Juli 1859.

161) Dotezacs Depeche af 15. Juli 1859 (Q. d'Orsays Arkiv. Danemark 1859 236).

Side 296

Ulysses Dirckinck, Friherre af Holmfeld (1801^—1877). Danmarks Gesandt i Paris 1856_—60, efterfulgte 1862 Bernhard v. Biilow som Forbundsgesandt. Ungdomsbillede fra 1829, mens Dirckinck-Holmfeld endnu var Soofficer.

get.Herblev han stillet overfor Tilbudet i en ny Forbindelse, og han kunde ikke lade Sagen ligge som Gesandten i Paris; imidlertid var det nu muligt at udtale sig friere, da det hele var Historie, og Hall svarede derfor: ». .. saafremt den kejserlige Regering havde sendt en Eskadre til ostersoen og et Armekorps til Hertugdommerne, vilde vi ikke have tovet med at gore faelles Sag. Det vilde forovrigt ikke have vseret forste Gang og vore Sympatier er forblevne hos Frankrig«.

Hall var ikke den Mand, som stodte an, naar han kunde undgaa det,
og her var Forekommenhed billig. Det var ikke Alvor som 11 Aar senere

Side 297

i Sommeren 1870. Dotezac saa det udmaerket godt og skrev til Walewski: »Dette Sprog vilde have haft en helt anden Vserdi, hvis det var blevet brugt paa et Tidspunkt, hvor intet Tegn lod forudane Fredslutningen«; han fremhaevede ligeledes, at Hall, som naevnt, dengang havde vaeret tavs »og tydeligvis ogsaa med Overlseg havde bevaret Tavsheden ora denne Del af Deres Excellences Samtale med Baron Dircking«[sic], hvor han alene omtalte Neutralitetssporgsmaalene¹⁶²). Deter rigtigt, men Hall kunde have svaret, at ogsaa Walewski noget sent og pludselig var kommeti Tanker om den gamle Alliance, og at Dotezac havde faaet Svar, som han raabte i Skoven. Under alle Omstaendigheder udtrykte Walewski senere overfor Dirckinck-Holmfeld sin fulde Tilfredshed med Halls Erklaeringertil Dotezac. Den danske Gesandt tog her Anledning til at paapegeNodvendigheden af nu at ordne det dansk-tyske Forhold og udtalte Haab om Frankrigs Hjaelp. Walewski svarede: »Ja, aldeles sikkert« !183)!¹⁸³)

Der laa noget mere bag dette venskabelige Ordskifte. Underdirektoren i det franske Udenrigsministerium, Deprez havde under en tidligere Samtale henvist til, at »det mislige [i] Holstens dobbelte Forhold« var kommet staerkt frem under »de seneste Neutralitetsforhandlinger«, og i denne Forbindelse havde han naevnt, at man »ved en muligvis snart forestaaende Kongres [maaske kunde] vsere betaenkt paa netop at afhjaelpe disse saa klart i oine faldende Muligheder, hvilket jo vilde skee ved at sikkre Holstens Neutralitet for Fremtiden«¹⁸⁴). Dirckinck-Holmfeld greb Tanken og provede senere at interessere den russiske Gesandt, Kisselev i Sagen. Han talte virkelig med Walewski om Planen, som den franske Udenrigsminister kaldte »en god Ide« og tilfojede, at der formentligt intet vilde vsere til Hinder for at bringe den frem paa Kongressen¹⁶⁵).

— Men denne Kongres, der skulde have taget ogsaa almindelige europseiske Sporgsmaal op til Overvejelse i Forbindelse med Nyordningen af Italiens Forhold, traadte aldrig sammen. Sporgsmaalet om Holstens Neutralisering blev aldrig aktuelt.

Der er i det foregaaende gjort Rede for den danske Politik under den europaeiske Krise i Foraaret 1859 og den Krig, der fulgte i Italien i Forsommermaanederne.I Samtiden haevdede man, at Regeringen ikke »havde haft det fornodne Overblik«, og ikke vaeret »sin Opgave voxen«; »Statsmandsdygtigheden[havde] viist sig i ikke at ledes af nogen fast Plan«¹⁶⁶).

162) Dotezacs Depeche af 15. Juli 1859 (Q. d'Orsays Arkiv. Danemark 1859 236).

163) Dirckinck-H.s Depeche 2. August 1859 (R. A.).

164) samme til Quaade 12. Juli 1859 (Q.'s Arkiv).

165) samme til samme 14. Oktober 1859 [ib.].

166) »Flyve-Posten« 30. Juni. »Dagbladet« 14. Juli 1859 (Smlgn. »Tyve Aars Journalistik« II 537—38).

Side 298

Det vil naeppe vsere muligt at underskrive disse Domme med Kendskab
til Akterne i Sagen.

Den danske Regerings Politik gik ud paa at opretholde Monarkiets Neutralitet, og en saadan Straeben billigedes utvivlsomt af Folkets altovervejende Flertal, men Gennemforelsen af denne Plan vanskeliggjordes ved det saerlige Forhold, den danske Helstat stod i til Det Tyske Forbund som Folge af Holstens og Lauenburgs Stilling som Medlemslande i denne Statsforbindelse. Det var en given Sag, at de traktatmaessige Forpligtelser her maatte opfyldes; at dette kunde ende med, at de tyske Hertugdommer blev inddraget i en Forbundskrig, var dog ikke mindre klart, men Regeringen ansaa det for rigtigt at folge med i Forbundsbeslutningerne det laengst mulige — uden alt for »stor Iver« — ud fra den Betragtning, at den ogsaa kunde springe fra paa det sidste Stadium, og at Forbundets aktive Indgriben forovrigt ikke var saa sikker som Amen i Kirken. Selvfolgelig var der her noget af den samme passive Holdning, som man klagede over i Regeringens Forhandlinger om Holstens Forfatningsforhold, men den havde umiskendeligt i Sporgsmaalet om Haevdelse af Neutraliteten spillet paa det rigtige Kort. Et Lykketraef var det saadan set, men Danmark havde altsaa her Heldet med sig, som da Krigen truede i 1762. Hvilket Valg Ministeriet Hall vilde have truffet, hvis Udviklingen var gaaet den modsatte Vej, kan man alene gisne om. De ledende havde dog aabenbart et klart Blik for Farerne ved i Tilfselde af Krig at gaa imod Tyskland. Det var denne Tilbojelighed, som fik den national-liberale Presse til i de mest gloende Farver at udmale, hvor forfaerdeligt det vilde vaere at korame i Kamp mod Frankrig. Deter umuligt at sige, om Regeringen vilde vaere gaaet saa langt, eller hvorvidt saadant under nogen som heist Omstaendigheder virkelig var blevet Tilfaeldet, men i dens skarpe Blik for den nasrmeste Fare er der Momenter, som viser frem mod Alliancetilbudet til Preussen i 1866, ja maaske endnu videre til politiske Beslutninger ved forskellige Lejligheder i det 20. Aarhundrede.

Vi har set, at Hall i hvert Fald kunde forestille sig haandgribelige Resultater af denne Holdning, at en Ordning af det holstenske Forfatningssporgsmaal gennern en videre Neutralitetsforstaaelse, som ogsaa omfattede tyske Stater, laa indenfor Kredsen af hans Overvejelser; baade her som i Forholdet til Nederlandene var hans Diplomati altsaa mindre passivt, end man troede i 1859. Der var dog ingen Vej fremefter i den Sammenhaeng. Der havde »Flyve-Posten« Ret, naar den advarede mod »at vente paa een Due endnu«¹⁶⁷) o: en heldig Udgang af det holstenske

Saadan set bliver den danske Neutralitetspolitik i 1859 altsaa en
Episode, et Forhandlingskompleks, der hviler i sig selv. Og dog har den

167) 16. Juli 1859.

Side 299

videre Interesse. Man har i Samtid og nsermere Eftertid villet mene, at den nationale Politik, der fulgte paa Reaktionsaarene, var prseget af en bedrovelig Dilettantisme. Under Krise og Krig i 1859 blev Ministeriet Hall imidlertid stillet overfor en Prove, som var alt andet end diplomatiskLegevserk, men uden her at vaere afgorende hsemmet af dansk-tyske Modsaetningers aarhundredgamle Dodvsegt; man vil vanskeligt kunne naegte, at denne Prove blev heldigt bestaaet, og at Ministeriet Hall her fulgte Retningslinjer, der viser baade tilbage og frem i dansk Udenrigspolitik.

Det skortede ved denne Lejlighed slet ikke den national-liberale
Regering paa Dygtighed i Behandlingen af mellemstatslige Sporgsmaal.

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 2 (1952 - 1954) –

DANMARKS STILLING UNDER KRIGEN 1859