Indledning.

Den 26. juli 1858 blev den kirn 34-aarige juridiske professor ved Kobenhavns universitet Peter August Frederik Stoud Vedel (1823^—1911) udnaevnt til gehejmelegationsraad og chef for udenrigsministeriets 1. departement fra 1. oktober at regne.

Bag denne udnaevnelse, der vakte stor uvilje blandt ministeriets konservative embedsmaend, laa et onske fra Halls og Kriegers side om at faa anbragt en dygtig og paalidelig embedsmand i en af udenrigsministeriets noglestillinger. Thi de havde brug for en mand, de kunne stole paa nu, da helstaten i realiteten var opgivet og et forsog skulle gores paa at gennemfore ejderpolitikken. Peter Vedel tilhorte ganske vist ikke fuldt ud den national-liberale kreds. Han sympatiserede ikke med skandinavismen, og endnu i januar 1858 betegnede han sig som en tilhaenger af helstaten. Dette skulle dog ikke tages alt for bogstaveligt, hvad fremtiden viste. Men kulturelt og socialt folte han sig fuldstaendig knyttet til det regerende parti og dets ledende maend.

Det viste sig da ogsaa hurtigt, at han ganske opfyldte de forventninger, man havde stillet til ham. Den modstand, han modte i ministeriet, overvandt han snart, og takket vaere sin intelligens, flid og faste karakter lykkedes det ham lidt efter lidt at skabe sig en enestaaende stilling, der kun ved en enkelt lejlighed var alvorlig truet. Da hans arge modstander baron Carl Frederik Blixen-Finecke i begyndelsen af december 1859 blev udenrigsminister i det kortvarige Rottwitt'ske ministerium, ville Blixen- Finecke have ham skubbet ud, og det var sikkert ogsaa lykkedes, hvis ikke Rottwitts dod i februar 1860 atter havde bragt Hall i spidsen for et nyt national-liberalt ministerium. Nu styrkede Blixens fald i stedet Vedels position. Da chefen for udenrigsministeriets 2. departement J. Quaade i foraaret 1860 blev udnaevnt til gesandt, overtog Vedel ogsaa dette departement og dermed ledelsen af alle de politiske og administrative sager. I 1862 blev han officielt udnaevnt til udenrigsministeriets eneste departementschef, og i april 1864 blev han direktor for det samlede ministerium, en stilling han beholdt til sin afgang den 1. September 1899.

---

Trykt med understfittelse fra Den grevelige Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse.

Da Vedel i oktober 1858 traadte ind i ministeriet, var Danmarks nye udenrigspolitik allerede fastlagt i store linjer, idet Hall ved statsraadsmodet den 7. juli 1858 havde faaet kongens sanktion til at opfylde det tyske forbunds krav om ophaevelse af faellesforfatningen af 2. oktober 1855 for Holstens og Lauenburgs vedkommende. Officielt bekendte man sig ganske vist stadig til helstaten og forsikrede, at man ville arbejde paa at skabe en ny faellesforfatning, men kun faa var i tvivl om, at det nu gik mod en ny ejderpolitik. I de folgende 5 aar blev dette stadig mere klart, og under den langstrakte notestrid med de tyske og europaeiske magter viste Vedel et sandt mesterskab, naar det gjaldt om at formulere Danmarks svar. Deter derimod mere tvivlsomt, om hans realpolitiske indsigt var saerlig fremragende, thi som nsesten alle sine samtidige ansaa han den eneste forsvarlige Iosning af problemet, nemlig Slesvigs deling, for en politisk kimaere, der af al magt maatte bekaempes.

Striden om hertugdommerne, »den store prokuratorstrid«, som den ganske traeffende er blevet kaldt, er jo en af de mere indviklede, historien kender. Selv for de msend, der tog aktiv del i striden, kunne det vaere vanskeligt nok at holde rede paa alle de spegede traade. Dette er formentlig den afgorende aarsag til, at Vedel tog sig for at nedskrive en detailleret fremstilling af udviklingen fra efteraaret 1858, da han tiltraadte sin stilling i udenrigsministeriet.

Denne beretning omfatter ikke mindre end 450 taetskrevne, halve foliosider med noter og delvis bevarede bilag. Den falder naturligt i to hovedafsnit, der atter deles i mindre underafsnit, hvoraf kun de enkelte laeg paa B—l68^—16 sider er pagineret. Det forste afsnit, der er skrevet paa blaat folio undtagen et enkelt blad paa hvidt, ialt 264 sider, gaar fra november 1858 til midten af april 1863. Det andet, der omfatter 186 sider skrevet paa hvidt folio, gaar fra 1. januar 1863 til Londonkonferencens aabning i slutningen af april 1864. Hele beretningen, der formentlig har vaeret beregnet til Vedels eget brug, har beroet i familien indtil datteren frk. Annette Vedels dod i maj 1943. I august s. a. overgik den formelt til Peter Vedels privatarkiv, men blev dog forst afleveret til rigsarkivet i 1950 efter professor Aage Friis dod.

Denne fremstilling omtaler Friis som »P. Vedels egenhaendige, adskilligtsenere paa Grundlag af tidligere, nu delvis ikke bevarede Optegnelsernedskrevne Beretning om Danmarks Udenrigspolitik 1858^—64.« (Aage Friis: Skandinavismens Kulmination, Kobenhavn 1936, side 5 note 1.) Denne vage tidsbestemmelse for nedskrivningen »adskilligt senere*har Friis praeciseret til at have fundet sted i Vedels »alderdoms otium« d. v. s. efter 1899. (Nordisk Tidskrift, Stockholm 1943, side 252). Dette er imidlertid kun delvis rigtigt. Afsnittet januar 1863^— april 1864 er utvivlsomt nedskrevet i Vedels alderdom. Det fremgaar alene deraf, at han stotter sig til vaerker som Sybels »Die Begriindung des deutschen

Reichs«, der udkom 1889—94, J. Clausen »Skandinavismen« (1900) og
»Sonderjydske Aarboger 1901«. Endvidere kail anfores, at skriften er en
spids, let rystende gammelmandsskrift.

Med hensyn til det forste hovedafsnit, der er skrevet med en fast, rolig og lidt bred haand og sora falder i tre undergrupper: 1) nov. 1858^— sommeren 1861 (124 sider), 2) sommeren 1861^—sommeren 1862 (75 sider) og 3) sommeren 1862^—marts (april) 1863 (65 sider), forholder det sig derimod anderledes. Materialet, Vedel bygger paa, er forst og fremmest de utrykte depescher fra danske gesandter, men desuden stotter han sig til og citerer de engelske, svenske og danske aktsamlinger fra aarene 1861^—63 nemlig: de engelske blaaboger: »Correspondence Respecting the Affairs of the Duchies of Schleswig and Holstein 1860^— 1861« og ditto 1861—1863, udsendt henholdsvis i 1861 og februar 1863. Desuden den svenske aktsamling »Diplomatiska handlingar rorande den danska fragan I—II«I_—II« meddelt. Sveriges stsender og Norges storting februa r_—marts 1863, samt den danske »Fjerde Samling af Actstykker angaaende Hertugdommerne Holsteens og Lauenborgs Forfatningsforhold« udsendt januar 1862 og ditto 5. samling udsendt april 1863, og endelig 6. samling (hvortil der kun henvises een gang) udsendt i September 1863. Der benyttes intet trykt (eller utrykt) materiale senere end dette tidspunkt bortset fra nogle faa tilfojelser i marginen, der senere skal omtales.

Allerede dette synes at antyde, at udarbejdelsen maa havde fundet sted engang i aaret 1863, og denne formodning bestyrkes yderligere ved en nsermere analyse af indholdet, isaer af 3. underafsnit, der gaar fra sommeren 1862. Vedel skriver saaledes om Bismarck: »Ligeoverfor os er imidlertid Bismarck i sit Hierte mere velvillig end de Andre .... og han ambitionerer ikke dette Land (Holsten) for Preussen idetmindste ikke endnu .... Ganske kan han imidlertid ikke lade os i Ro, thi Lunkenhed i denne Sag er allerede Forbrydelse nok i Tydskernes oine

Hans Stiling er endelig for svag til at han kan tage noget Initiativ til at ordne Sagen.« Dette kan Vedel fornuftigvis ikke have skrevet efter december 1863, da begivenhederne maatte have gjort ham klogere. Ogsaa hans omtale af Sveriges — isser Manderstroms — politik viser, at beretningen maa vsere affattet for 1864.

Der er imidlertid een ting, der tilsyneladende rykker tidspunktet for nedskrivningen frem til for aaret 1864, og deter de fern henvisninger i marginen i underafsnittet 1862^—63 til den engelske blaabog nr. 2 »CorrespondenceRespecting the Affairs of the Duchies of Holstein, Lauenburgand Schleswig«, der udkom i marts 1864. Ser man naermere til, viser det sig imidlertid, at disse henvisninger kun optraeder som supplementtil selve beretningen. De depescher, de henviser til, citeres aldrig i teksten i modssetning til det ovenfor omtalte trykte aktmateriale. Den

spinkle skrift, hvormed de er tilfojet, afviger ogsaa fra tekstens. Deter
derfor ganske ojensynligt, at de er tilfojet senere. Det sarnme gaelder
iovrigt ogsaa enkelte andre notater i marginen.

Det maa derfor antages, at beretningen, der gaar fra november 1858
til april 1863, er nedskrevet inden udgangen af 1863, formentlig i Iobet
af sommeren og den forste del af efteraaret.

I det efterfolgende gengives nu et enkelt afsriit af Vedels beretning. Det har vaeret naturligt at vaelge underafsnit 3, hvori Vedel skildrer de sidste forsog paa at komme til forstaaelse med udlandet om det slesvigholstenske sporgsmaal, Russells note af 24. September 1862, samt den udenrigspolitiske baggrund for den kongelige kundgorelse af 30. marts 1863.

Beretningen er skrevet i roligt og nogternt sprog, der harmonerer godt med hans rent refererende skildring af begivenhedernes forlob. Sin egen person og sine egne meninger holder han ganske bevidst uden for, og kun naar talen er om Blixen-Finecke, faar fremstillinegn et drag af lidenskabelig sarkasme. Den forhenvserende udenrigsminister fremstilles nsermest som en politisk charlatan, hvilket han trods sine mange fejl ikke var, og hans forbindelse med Bismarck affaerdiges med et skuldertraek, skont der formentlig kan vaere grund til at tro, at denne kontakt under andre konjunkturer maaske kunne vaere blevet frugtbringende. Derimod er Vedels skildring af Halls og navnlig Monrads personligheder af betydelig vaerdi, og hans omtale af begivenhederne i januar_{— marts} 1863 er en af de vigtigste kilder til vor viden om denne periode.

Beretningen ender i april 1863, men denne for en nutidslaeser maerkelig bratte afslutning finder sin forklaring deri, at hele fremstillingen utvivlsom er en slags politisk statusopgorelse foretaget i (efter)sommeren 1863, for det store uvejr for alvor brod 10s. Paa dette tidspunkt var den udvikling, som martskundgorelsen havde sat i gang, endnu ganske uafklaret, og det maatte derfor foles naturligt at ende beretningen her. Det kunne imidlertid vsere fristende at fore skildringen noget lsengere frem ved at benytte dele af det folgende afsnit, der gaar fra januar 1863 til april 1864. Naar dette ikke er sket, skyldes det, at sidstnaevnte afsnit — som tidligere omtalt — forst er nedskrevet ca. 40 aar senere, og derfor saavel i form som indhold passer meget daarligt til den samtidige beretning.

Det harmed —med undtagelse af en enkelt, betydningsfuld note — ikke vaeret opgaven at kommentere det her gengivne afsnit; det skal forst og fremmest tale for sig selv. Men for at lette forstaaelsen er der givet ganskekorte biografiske noter om de personer, hvis data ikke kan antages at vaere almen kendte. Vedels ortografi er noje blevet fulgt, ogsaa naar det gaelder citater paa fremmede sprog. Hvor det har vaeret muligt, er disse citater blevet sammenholdt med originalteksterne. Det har herved

vist sig, at Vedels gengivelser ikke altid er ordrette, idet han meget ofte benytter forkortelser og sammentrsekninger, men da meningen intet steds er sendret, er kun aabenbare stavefejl eller andre distraktionsfejl blevetrettet. Hvor der mangier nodvendige ord, er de blevet fojet til i en parentes. Vedel benytter overordentlig mange forkortelser, men disse er praktisk talt alle blevet oplost, og kun naar der kan vaere tvivl om meningen,er det tilfojede blevet sat i en parentes.

Det fortjener maaske til slut at fremhseves, at Peter Vedels beretning ikke blot har stor historisk interesse. Den har tillige en egen litteraer charme paa grund af den torre, stilfaerdige humor, der krydrer hele fremstillingen.

Nr. 3. Fremstilling af Begivenhederne fra Sommeren 1862 til Marts 1863.

Sommeren 1862 var som altid opfyldt af politiske Reiser. Baron Blixen begav sig i Foraaret til London, hvor hans Ophold faldt sammen med A Hages og Tornerhjelms¹), men som det synes generede disse mindre fine Kammerater ham meget under Forhold, hvor han agtede at optrsede en homme serieux og som en med det engelske Kongehuus beslaegtet Prindsesses Gemal. Hans Rygte var imidlertid ilet forud for ham, og hans Modtagelse svarede dertil. Hertuginden af Cambridge, hos hvem han strax meldte sig, vilde ikke modtage ham. Kun med oiensynlig Ulyst sendte Lord Palmerston ham en Indbydelse til en Soiree, hvortil Bille²) efter Blixens Anmodning havde bedet om Tilladelse til at medtage ham. Lord Russell endelig, hvem Blixen i en Audients med stort Apparat havde udviklet sine Anskuelser om Danmarks Stilling og rette Politik, svarede ikke et Ord paa denne selvtilfredse Tale, men indskrsenkede sig til at sporge ham, om han havde set de japanske Gesandter, »da han vist vilde have Interesse af at giore deres Bekendtskab.« — Paa Veien hiem kom Blixen giennem Hannover, hvor han meddelte Platen (Udenrigsministeren), at det Eneste, der var at giore i Danmark, var at octroyere en ny Faellesforfatning for Monarkiet, og i den Retning havde han talt med Russell, der ganske billigede denne Idee — det folger af sig selv, at da Platen i sin Glsede over denne saa velkomne politiske Fremtoning henvendte sig til Russell, erklserede denne ikke med eet Ord at have yttret sig til Blixen i den omtalte Retning.

Strax efter sin Hiemkomst allerede i Mai begav Blixen sig til Stockholm,hvor han havde meget betegnende Forhandlinger med Kong Carl. Denne var ganske af Blixens Mening at det Hall'ske Ministerium burde fjaernes. Blixen var naturligvis villig til at aflose, men »han vilde ikke giore sin egen Indtraedelse til en Betingelse for sin Understottelse,« derimodmaatte han holde paa Balthazar Christensen³). Kong Carl naevnede

da O. Blome*) som en passende holsteensk Minister, »og med ham stod jo Hall allerede i Forhandling.« Endvidere antog Kongen Wulff Plessen⁵) for at egne sig godt til at indtraede i Cabinettet, vel som Udenrigsminister eller Conseilspraesident. Blixen og Kongen begyndte nu efter Aftale en Raekke af Angreb paa Plessen for at bevaege ham. Kongen tilbod ham Conseilspraesidiet og Seraphimeren og Blixen anvendte ufortrodent alle Midler fra sin Side for at overtale Plessen. Denne havde vistnok stor Lyst til at blive Conseilspraesident (stunden har han ogsaa yttret en saerlig Forkjaerlighed for den slesvigske Portefeuille), men han meente dog, at det for ham gunstige oieblik ikke var endnu. Han skrev mig derfor ogsaa privat hele Historien til. Hans gientagne Afslag hindrede dog ikke Blixen fra at haabe, at han nok kunde faaes, naar et Cabinet skulde dannes og samme Dag Blixen reiste fra Stockholm skrev han ham endnu engang til. —

Blixen havde strax udspekuleret, at han kunde bruge Kong Carls Confidence om O. Blome til Noget, og han skyndte sig altsaa med at meddele Kong Frederik, at Hall »tillod sig uden hans Samtykke at udsee en holsteensk Minister og endog officielt at naevne dennes Navn til fremmede Hoffer«, og til O. Blome skrev han et Brev, hvori han paa bedste Maade sogte at skille ham fra Hall og bringe ham over paa sin Ministerliste, thi det var rigtigt en Mand for ham. Til »Faedrelandet« havde han strax telegraferet giennem Grirnur Thomsen⁶) at O. Blome skulde vsere Minister for om muligt at forpurre denne Plan ved for tidligt at bringe den ud i Verden. Blome skrev imidlertid til Hall og fortalte ham Blixens Insinuationer og Hall tog til Kongen og forklarede ham, at han rigtigt havde modtaget et Tilbud i sin Tid fra Blome om at ville indtrsede, men (at) alt iovrigt var overdrevet: hvad han havde sagt Hamilton⁷) (thi det var paa en confidentiel Indberetning fra ham at Kong Carl stottede sig), var kun fremkaldt ved en Bemaerkning om, at den store Vanskelighed for os var, at vi ikke kunde faae en holsteensk Minister. Ligesom saaledes Blixens Forhaabninger skuffedes hernede, saaledes forstyrredes de ogsaa deroppe. I Slutningen af Juni reiste Hamilton hiem. Kongen spurgte ham da, om Blixen kunde danne et Ministerium. Herpaa svarede Hamilton, at han vilde under ordinsere Omstsendigheder übetinget svare Nei til dette Sporgsmaal, men nu turde han kun med Sikkerhed benaegte et saadant Ministeriums Vitalitet. Derefter gav han en saadan Skildring af Blixens Stilling og Forhold, at den i Forbindelse med de Bestraebelser, som Manderstrom og Wachtmeister⁸) ikke have sparet for at saette Blixen i det rette Lys, synes at have bragt Kongen til at forandre sine Forestillinger om hans Betydenhed.

Allerede fra foregaaende Sommer var det aftalt, at Kong Carl skulde
komme hertil. Kong Frederik ansaae det imidlertid for rigtigt at sende
en formelig Indbydelse med Blixen, der strax bekjendtgiorde for Alverdenat

denathan »gik i en overordentlig Mission« til Stockholm og endog va saa venlig at meddele Hall skriftligt, at Hs. Maj. havde Allernaad. beha get at overdrage ham en Sendelse til Kong Carl og tilbod sig at medtage hvad Hall maatte onske bragt til Sverrig. Dette gik dog for vidt, at Hal greb en Leilighed til at sige Kongen, at det virkelig ikke eik an at hai

saaledes sendte en Mand som Blixen i en extraordinaer Sendelse uden at Ministeriet vidste af det eller kjendte oiemedet for en saadan Sendelse. Kongen svarede at det var uden al Consequence og egentlig blot fordi Blixen havde bedet om at turde overbringe et simpelt Brev der ellers vilde vaere gaaet med Posten. Det var ganske sandt. Det var Blixen som onskede at give sig lidt Vigtighed, Nogle paastaae, blot at faae det lsenge attraaede Storkors af Nordstjernen. Andre og vel med mere Rette for at prseparere Kong Carl yderligere til hvad han skulde soge at udvirke her hos Kong Frederik. Imidlertid skuffedes i alt Fald dette Haab, thi han modtoges ganske koldt og kun ganske kort, derimod blev han Storkors.

Efter sin Tilbagekomst her indviklede Blixen sig i en flau Historie, idet han engagerede Kong Carl lige overfor vor Konge til at udstraekke sit Ophold laengere end Meningen fra svensk Side havde vaeret. Aarsagen hertil var navnlig den, at en Borsbanquet saaledes kunde finde Sted for Kongerne. Resultatet var vel, at Kong Carl vel blev nodt til at blive noget laengere her, men tillige at Blixen kom i et meget übehageligt Forhold til den svenske Regering og det hervserende Gesandtskab. Han forlod ogsaa Kiobenhavn for Kong Carl kom, hvadenten det nu var, at han ansaae det for hensigtsmaessigt at lade et muligt Uveir drive over eller hvad der ogsaa er ret sandsynligt, at han endnu knyttede store personlige Forhaabninger til Kongemodet og som ssedvanligt vilde give det Hele et imposantere Prseg, naar det kunde hedde, at Baron Blixen ved Telegrafen var kaldet ufortovet til Kiobenhavn. Dette skeete imidlertid ikke.

D. 17. Juli kom Kong Carl til Fredensborg. Stemningen her var staerkt prsepareret i skandinavisk Retning. Studentertoget til Kiobenhavn i Juni havde som ssedvanligt betaget ikke blot Deeltagerne. Imidlertid var dog Iveren noget kolnet ved den oiensynlige Utilboielighed hos Svenskerne og Nordmaendene til at indlade sig paa de politiske Forhandlinger, som man sogte at bringe frem i et Mode paa Borsen, ligesom man ogsaa maatte beklage, at der ikke var synderlig betydelige Folk mellem Giaesterne. Kongen viste sig forresten i et glimrende Lys ved sin Fest paa Fredensborg, hvor Hall udtrykte en temmelig moderat Scandinavisme i en Tale til Studenterne. Lehmann havde skjondt syg ved Afskeden sagt nogle Ord, der Iod som et melancholsk Echo af hvad han i bedre Dage, da han frisk og varm stod midt i Bevaegelsen, havde sagt ganske anderledes fyldigt og freidigt.

Modet mellem Kongerne gik idethele godt af, om end forskjellige Omstaendigheder fremkaldte Übehageligheder. Disse havde navnlig deres Grand i 1) Kongens meget fremtrsedende Jalousi, da han altid var betaget af Angst for at stilles i Skyggen af Kong Carl eller sine egne Ministre, 2) af Grevindens utraettelige Iver for at accaperere Kong Carl, hvilket forresten medforte store Skuffelser for hende, der igien senere bevirkede en vis Kulde mellem Kongerne, og 3) af Hofmarskalkens Dumhed og Confusion, der dog vist, forsaavidt det var Ministrene, hvem det gik ud over havde en dybere Grund i Kongens (eller Grevindens) onske om at tilsidessette dem og vise Kong Carl, hvorledes man her forstod at behandle Ministre. Deter smaat men ret betegnende at disse forst anvistes at stille sig i Vestibulen mellem Laqueierne for at modtage Kongerne, senere henvistes til i Spisesalen at hilse paa dem, naar de gik til Bords, og endelig i en Gang og under et stsededes til den JEre at bukke for dem i Forbigaaende. Til Taflet den anden Dag tilsagdes kun Hall, og til Borsbanquetten fik de ikke Lov til at ledsage Kongerne fra Slottet uagtet Hall bad om det.

Trods Kong Frederiks tydelige Forsog paa at hindre det, lykkedes det dog Kong Carls Bestraebelser at finde en Lejlighed til et Par om end kun korte Samtaler med Ministrene. Til Bille⁹) sagde han, at han strax ef ter sin Hiemkomst vilde arbeide paa en Samvirken imellem de 2 Mariner i Henseende til deres Udvikling. Til Lehmann sagde han, at han gierne vilde indgaae et Forbund med os, men at han var constitutionel Konge og Stemningen var i Sverige og Norge ikke for et Forbund. Til Hall endelig sagde han, at denne ikke skulde bryde sig om, hvad Blixen fortalte, »% deraf var sikkert Logn og *4 skyldes ene og alene den Opmaerksomhed, som man havde maatte vise i Sverrig mod et Sendebud fra Kong Frederik.« — Han vilde gierne indgaae et Forbund, men kunde det for Tiden ikke. Men man kunde her trygt stole paa, at hvis Danmark kom til at traenge til Sveriges og Norges materielle og virksomme Understottelse, vilde denne vsere ligesaa sikker som om et formeligt Forbund forelaae. Forelobig vilde den nye Marineminister Platen arbeide paa Eenhed i Henseende til Flaadesporgsmaalet. Endelig skulde Hall have fuld Tillid til Hamilton, thi denne nod hans (Kongens) fulde Tillid, med ham skulde Hall conferere om hvad han kunde onske fra svensk Side. — Forresten var Kongen personlig meget naadig mod Hall, drak altid forste Glas med ham og gav ham St. Olav som Modvaegt mod Blixens Nordstjerne. Betegnende var det forresten, at Hall forst fik den efter Kongens Afreise, »fordi denne vilde undgaae al videre Vrovl og Indvendinger«.

Forholdet mellem Kong Carl og Prinds Christian var dennegang meget godt og Hamilton har store Fortjenester i saa Henseende idet han fra begge Sider har fremkaldt en Tilnaermelse. Tidligere havde Prinds Christian vseret behandlet af Kong Carl med marqueret Tilsidessettelse, men dennegang satte Kongen igiennem, at han kom til Bernstorff uagtet vor Konge vilde at Prindsen skulde komme til Charlottenlund og der vaere tilstede ved Kongernes Besog hos Landgreven. Kong Carl skrev Digte i Alexandras Stambog, gav Prinds Frederik St. Olav og inviterede ham til Skaane, hvor han paa svensk Grund skulde modtage Serafimeren osv. Dette besog fandt virkelig Sted d. 6. August hos Tornerhjelm paa Gunnarstorp. For at undgaae Kongens og Grevindens Besog skeete Sammenkomsten mellem Kong Carl og hans Familie og Prinds Christian, Prindsessen og alle Bornene nemlig hos en Trediemand. Stemningen var meget venskabelig og deter ikke usandsynligt, at Kongen og Prindsessen der have talt sammen om den Plan som oftere er fremkommen om et iEgteskab mellem Prinds Frederik og Prindsesse Louise.

Resultatet af Kongebesoget her var saaledes i det Hele godt. Kong Carl havde paa mange Maader havt Leilighed til at erfare, hvad Blixen her egentlig gialdt. Saaledes kunde han efter sit Naturel isser vurdere Betydningen af den Demonstration som var almindelig bekjendt at Borgerstandenagtede at giore ved ikke at indbyde Blixen til Banquetten.

Da denne absenterede sig fra Byen blev der vel intet af denne Demonstration,men Hensigten var tilfulde bekjendt og fremmede Aviser troede endog at vide, at Blixen netop derfor havde forladt Kiobenhavn for Kongen kom. Kongen var endvidere kommen Ministeriet og Prinds Christiannsermere end for. Men dette havde i Forbindelse med den Hauteur han gientagende Gange viste mod Grevinden sin Virkning paa Forholdet til Kong Frederik. Der viste sig derfor ogsaa snart en Reaction paa Skodsborg. Tornerhjelm kaldtes derhen og fik alvorlige Skjsend for Besoget paa Gunnarstorp. Kong Frederik udtalte sig meget heftigt mod »den Forandring der var foregaaet i den svenske Politik, der nu var gaaet fra Hovedet til Benene,« saavelsom mod »Damer, som blander sig i Politik*.Denne sidste Ssetning illustrerede han ved at vise Tornerhjelm en Telegrafdepesche, som han skulde have modtaget fra Berlin og hvorefter Dronningen skulde vaere forviist derfra for Intriguer mod Oppositionen! Den ulykkelige Tornerhjelm, der havde faaet Skjaend, men ingen Middagsmad,tog paa Veien hiem ind hos Prinds Frederik af Hessen paa Charlottenlund og fortalte saavel denne som senere Hamilton den maerkeligeNyhed, som saaledes snart var rundt omkring bekjendt. Historien var naturligvis en Opdigtelse. —

Ogsaa Manderstrom kom hertil. Den 1. Juli var han med 6 Ugers Permission gaaet til Ems og d. 9. August kom han paa Hjemreisen herover, hvor han opholdt sig nogle Timer. Hos Hamliton traf han sammen med Hall i Overvserelse af Hamilton, Adelsvard¹⁰) og Wachtmeister. Med Hensyn til den danske Sag sagde Manderstrom til Hall, at et Forbund for Tiden var umuligt fordi Stemningen var derimod. Iovrigt viste han stor Interesse for Sagen og yttrede sig om Flaadesporgsmaalet, ligesom Kongen havde giort. Han raadede staerkt til Handling og meente, at Keiseren igrunden var os gunstig. Wachtmeister, der altid er meget ivrig, opfordrer ogsaa staerkt dertil, navnlig fordi han troer Tilstanden aldeles uholdbar her endnu i nogle Maaneder. Aftalen var forresten, at Wachtmeister skulde reise tilbage til London over Paris og ved at overlevere et Brev til Keiseren gribe Leiligheden til at tale med denne om vor Sag. — Hvis jeg ikke tager meget Feil, var Hall forresten meget flau efter denne Sammenkomst med Manderstrom. Jeg har en Mistanke om, at han havde ventet sig en vis cordial flot Imodekommen, som han selv har saa stor Lethed med at vise, men at han istedet derfor fandt en fornem maaske noget overlegen Kjolighed, som ikke usandsynligt er Manderstrom naturligst ligeoverfor en democratisk Minister.

Naturligvis gav disse forskjellige »skandinaviske« Moder Anledning til alskens Conjecturer i Pressen. I Gotheborg-Tidning phantaserede O. O. om Ministerskifte i Danmark, intim Alliance og 20 Mill, af oresundsfondettil Pantserskibe for Danmark og Sverrig. Selvfolgelig behagede de skandinaviske Udsigter ikke osterrig og Rusland, dog udtalte Gortschakovsig

schakovsighverken giennem Nicolay eller til Vind¹¹) om Sagen, og Vind mener, at Rusland egentlig ikke tillaegger disse Demonstrationer nogen videre Betydning. Derimod fandt man i Preussen, at enhver Ting er godt for noget, og saaledes vilde Ligevaegten i Norden fordre, at et Skandinavienledsages af Oprettelsen af et Slesvig-Holstein!*)

Situationen her hjemme var meget slet. Misfornoielsen med Regeringen var stor og Forvirringen blev stadig staerkere efterhaanden som Forholdene udadtil blive mere betaenkelige uden at Noget her i Ministeriet forhandles. Svarene kom ikke fra Berlin og Wien. I og for sig var Ministeriet glad over at have Fred saa laenge, men man maatte agere at vaere meget utaalmodig og lade som om man kun med stor Moie lagde Baand paa sin Lyst til at handle! Dette havde igien den Folge, at de fremmede Magter frygtede et coup de tete af os, og maaskee har Russell i sin Frygt for at see os giore et eller andet skraekkeligt fundet en foroget Opfordring til at beskjgeftige sig med Sagen.

I lang Tid efter det svenske Besog var Forholdet mellem Ministeriet og Kongen yderst spaendt. Blixen var i samme Stilling som tidligere hos Kongen og Grevinden — det vil sige han behagede ved sine Smaakonster og var et velkomment Skraekkebillede til at true Hall med. Han var desuden bleven valgt ind i Folketinget, og da nu ogsaa Bismarck hans Busenfreund var bleven Conseilspraesident brystede han sig som Halls snarlige Efterfolger. Ved Kongens Fodselsdag var Hall paa Gliicksborg. Rygtet her fortalte, at han var bleven meget slet modtaget, og at en Dimission var naer forestaaende. Saasnart Hall kom hiem til Bakkegaarden indfandt derfor ogsaa hans Colleger sig for at erf are, »om de endnu var Ministre«. Saa farligt stod Sagen imidlertid ikke, om end Kongen havde vist sin Gnavenhed paa mange Maader, saasom ved ikke at ville giore Fenger og Casse til Commandorer (hvilket Hall taalte), og ved at stryge Clausen (Storkors) og H. Hage¹³) (Ridder) fordi »de ere Ministeriets Venner.« — Der opstod ogsaa det Sporgsmaal i Cabinettet, om man ikke skulde klare denne Tilstand ved simpelthen at forelaegge Kongen et Cabinetssporgsmaal. Lehmann lod idetmindste som om han vilde det, men Fenger og isaer Hall »fandt det uforsvarligt under de davasrende farlige Forhold at soge en Leilighed til en Crise.« -_—-

Det forste Sporgsmaal, hvis Losning paatraengte sig, var Samrnenkaldelsenaf
de slesvigske og de holsteenske Staender. Efter Staenderforordningenskulde
de sammen i 1862, thi den sidste ordinaere Forsamlingvar

---

*) See Loftus' Beretning om en Samtale med Bernstorff¹²) (i Blue Book p. 293, conf. det skrevne Tillaeg) d. v. s. i Vedels eget Eksemplar, nu i UM.s Bibliotek. Tillaeget er indsendt af Vind.

lingvarholdt i 1859 for Holsteen (1861 var extraordinaer) og ind i 1860 for Slesvig. Navnlig for Holsteens Vedkommende var det af Vigtighed ikke at giore Noget, som lignede Forfatningsbrud. Men en Sammenkaldelsefordrede en holsteensk Minister og en Commissarius.

Der var et oieblik Udsigt til at faae Grev Carl Moltke¹⁴) til at overtage sig det holsteenske Ministerium. D. 23. Juli giorde han Hall et Besog og udtalte sig derunder paa en saadan Maade, at Hall maatte antage ham villig til at indtraede paa Basis af en Udsondring. Hall omfattede med Iver denne Udsigt. D. 27. modtes de ved Kongens Taffel paa Skodsborg, og Kongen var ligeledes meget fornoiet. Det viste sig imidlertid, at Moltke vilde »trsede i Spidsen for en Regierings Commission for Holsteen«, der skulde boe i Holsteen. D. 29. tog Hall ud til Frydenlund og havde nu en laengere Samtale med ham, der fortsattes d. 1. August i Conseilspraesidiet, hvor Fenger var tilstede. Moltke vilde staae uafhaengig og alene forhandle med Kongen om Alt, der vedrorte Holsteen. Forresten vilde han med et Slag gjennemfore paa alle Gebeter en Adskillelse i Administrationen, saaledes ogsaa for Told og Post. Derimod vilde han uden Videre indbetale Indtaegterne og regere absolut efter kgl. Resolution, og »det skulde han vide at giennemfore«. Han udarbeidede en Instruktion, hvoraf imidlertid Hall kun file Tid til at tage en Afskrift af de §§, der vedrorte Udenrigsministeriet.

Saa godt alt dette nu end kunde tage sig ud og navnlig hvor tiltalende det end kunde vaere at blive af med den hele holsteenske Historie ved at give Moltke den, var der dog ogsaa store Betsenkeligheder ved Sagen. Moltke vilde kun have at giore med Kongen, og han alene balancerede altsaa hele Ministeriet. Da nu navnlig hele Forhandlingen med Forbundetom Holsteens Stilling kunde blive et Gebeet for Strid, kunde det let traeffe sig at i et givet oieblik Moltke kunde vippe hele Ministeriet ud. Men jeg troer dog, at Hall ikke af denne Betaenkelighed lod sig afholde. Brudet skeete paa et andet Punkt. D. 2. August kom Moltke igien op i Praesidiet og efter Halls Forsikring begyndte han med at sige, at det var ham af den yderste Vigtighed, at der ingen Usikkerhed og Uklarhed var tilstede om hans andet Maal og Haab. Han var Heelstatsmand og vilde vedblive at vaere det. Det kom da frem, at han taenkte sig Stillingen tilbagefra 1851, da der ogsaa var Regierings Commissair i Holsteen. Vi skulde gaae tilbage dertil, minus den tydske Occupation og begynde Forhandlingmed Tydskland fra for fra. Rigsraadet vilde paa den simpleste Maade af Verden falde bort uden at der behovedes noget Statscoup, idet man jo kunde lade »den provisoriske Valglov« udlobe med de nuvaerende Rigsraaderes Mandater. Saa havde man Absolutismen, der derpaa skulde afloses af en Faellesforfatning, som hvilede paa Valglove antagne af de 4 provindsielle Forsamlinger. Medens han var ifaerd med at udvikle dette for Hall, meldtes General J. Biilow¹⁵), der samme Aften skulde afreise

til Wien. Da Hall derfor maatte forlade Moltke et oieblik, gav han ham Kongens sidste Throntale med den Bemaerkning, at han maaskee ei erindrededisse Udtalelser. Efter nogle Minuter kom Hall tilbage, og Moltke leverede ham da Throntalen tilbage med »Undskyldning fordi han ei havde kjendt den paa Grund af sin Fravaerelse i Udlandet. Han saae, at han under disse Omstaendigheder ei kunde gjennemfore Noget og trak sig tilbage« — Moltkes Beretning af det Forefaldne gaar naermest ud paa, at Hall af en ham übekjendt Aarsag snarere havde foresat sig at bryde en Forhandling, som han forst med Glaede var gaaet ind paa. Men jeg troer, at min Beretning er correct i alle Punkter, idetmindste forsaavidtdet var Hall bekjendt. Der var naeppe nogensomhelst Underfundighedtilstede fra Halls Side. Har han nogen Feil i Sagen er det snarest den, at han uden videre Undersogelse opfattede Moltke som Ny-Holstener uden at ahne, at her maatte vaere en grundig Misforstaaelse tilstede.

Den utrsettelige Ministercandidat O. Blome var dernaest paa Tapetet, og der var et oieblik, hvor der var al Grund til at antage, at Hall vilde virkelige giore Alt for at faae ham udnaevnt. Selv en saadan Beskrivelse som B. Biilow ad privat Vei gjorde af den Paagiaeldende vilde naeppe have hindret Hall saameget mere, som han efterhaanden havde viklet sig dybere og dybere ind i Forhandlinger med ham. Men dennegang frelste Kongen og Grevinden os. Da Forhandlingen med Moltke var strandet, tog Hall strax ud til Kongen og meddelte ham dette Resultat. Denne tog sig det ikke videre naer og udtrykte sine Folelser ved de simple Ord »hor du, der skjod vi sgu forbi.« Men han tog det alvorligere, da Hall saa rykkede frem med sin trofaste Blome. »Nei du, han duer ikke, nu lader han saa from og haandterlig; men saasnart han forst var bleven det, saa vilde han giore alle mulige Vanskeligheder og Konster.« — Paa Gliicksborg vilde Hall vove endnu et Angreb, og han reiste herfra med den Tanke at tvinge Udnaevnelsen igjennem. Han talte til Grevinden derom, men hun erklaerede, at Kongen under ingen Omstaendigheder vilde samtykke deri: »Hall kjendte hellerikke tilstrsekkeligt Blome, thi gjorde han det, vilde han vide, at han var aldeles upaalidelig, kortsagt han var ganske som Blixen.« Maaske kunde Hall have tvunget Sagen igjennem, men dels turde han ikke vove at fremkalde en Crise, og dels var han rokket ved disse forskjellige Advarsler. Altsaa opgaves Blome og uagtet Hall forsikkrede ham, at han havde gjort Alt, hvad der kunde giores ligeoverfor Kongen og endog gav et Slags Haab om, at det maaskee senere kunde naaes, betragtede Blome sig dog som bedraget af Hall — og Noget er der vistnok deri.

Et oieblik var der Sporgsmaal om Berh. Biilow¹⁸). I Slutningen af August ansogte denne paa eengang om Entledigelse fra sin Post i Frankfurt.Som Motiv angav han Traethed af nu i 13 Aar at have staaet i den besvaerlige Post i Centrum af Striden samt Hensyn til sine Borns Fremtid,som

tid,somrisikerede at voxe op uden at knyttes til noget Faedreland. Under disse Omstaendigheder maatte han foretraekke at kunne modtage den ham tilbudte Post som Minister i Strelitz, i det Land, hvor hans Familie egentlighorte hiemme. Hall var igrunden ikke meget nedslaaet over denne Begjaering, thi han men isaer Monrad havde aldrig sat stor Pris paa Billow.Imidlertid vilde Hall dog i alt Fald vise en vis Iver for at bevaege ham. Jeg tilbod ham en anden diplomatisk Plads eller holsteensk Ministerium.Et oieblik vaklede han, men Konen afgjorde Sagen. Der er naeppe noget Sporgsmaal om, at hun er den egentlige motor, hun har altid vseret antidansk. (I Samtalens Lob med mig sagde hun »ja hvis alle danske vare som De«). Biilow selv var ogsaa mere og mere misfornoietmed Regeringens Politik. Men dertil kom ogsaa destovaerre en kraenketFolelse over, at man havde ladet ham staae i Frankfurt, (»havde De for et Par Aar siden sat mig et andetsteds hen, var jeg nu ikke gaaet«), men Undskyldningen var den, at man ikke havde vidst, at han onskede at flytte. Endelig vare de Grunde han anforte virkelig tilstede og meget virksomme for ham. Han bildte sig endelig ind — idetmindste sagde han det — at vor Stilling nu var saa god, at han uden Samvittighedsbebreidelsekunde nu traekke sig tilbage, thi »vi stode godt, Tydskland kunde og vilde ikke giore Execution. Om nogle Aar vare vi paa det Torre, medensdet ovrige Europa gik meget farlige Criser imode, saa vilde vi ligge som en 0 i Oversvommelsen.« — Han kaldtes fra Hamborg, hvor han var, op til Kongen paa Gliicksborg. Hall fristede ham med den holsteenskeMinisterpost, og Hall paastaaer, at han var meget tilboielig dertil og kun talte om, hvad hans Kone vilde sige. Men da han naeste Dag havde vaeret hos Kongen kom han strax op til Hall og sagde ham, at efter denne Samtale maatte han opgive al Tanke om at blive og reiste samme Dag til Hamborg. — Siden da have vi Intet hort fra ham. Kongen gjorde ham til Gehejmeraad, og nu sidder han i Strelitz. Denne Ende har ladet ham tabe naesten alle Venner han her havde. Hans Udtraedelse skadede isaer moralsk og kom iet betaenkeligt oieblik. Rygtet gik, at O. Plessen¹⁷) var meget fristet til at folge hans Eksempel, og deter vist, at de corresponderedemed hinanden om Sagen. — At han ikke gjorde det har vistnok sin Grund i, at han ei er tilstraekkelig formuende.

Dersom det ikke var muligt at faae en egentlig Minister, kunde man nedstemme sine Fordringer saavidt, at man lod sig noie med en Localregering,der stod under en Minister, der var i Kiobenhavn og beholdt Overbestyrelsen. Riperda¹⁸) brugtes til at soge Personligheder til en saadanRegering. I Slutningen af August*) sendtes han til Lauenborg for at tale med Kardorff, Linstow og Wahrnstedt¹⁹). Alle 3 vare de meget

---

*) altsaa paa en Tid, da Hall endnu taenkte paa Blome som Minister. Med Rette meente nemlig Hall, at det blev lettere at tage Blome som Minister, naar de egentlige administrative Sager vare forelagte til en mere sagkyndig Localregering.

ivrige for denne Plan og udarbeidede Forslag til Instrux osv. Men da der blev Sporgsmaal om de saa vilde overtage sig Udforelsen, saa var den ene for gammel og den anden for svagelig. I Midten af September reiste Riperda igien til Holsteen for at tale med Moltke²⁰) i Rheinbeck (Carl M.s Halvbroder). Denne havde stor Lyst, men vilde forst raadfore sig med sin Broder. Efter at have confereret med ham paa Frydenlund, svaredehan, at han naturligvis forudsatte, at »de holsteenske Stsender gave deres Samtykke til den nye Organisation« (conferer Holsteens Forfatning§ 10) — en Betingelse som vilde vaere absurd, hvis den ikke snarere var et Paaskud for at slippe bort. Da Hall i Begyndelsen af October var paa Gliicksborg forhandlede han med Moltke og Ferd. Wahrnstedt og forsikkrede sig endelig disse to Personligheder i den urigtige Formening, navnlig i den sidste at have fundet en stor Capacitet og meget nyttig Hiaelp. I den Hensigt at see hvorvidt Plon egnede sig til Saede for Localregeringen,giorde Hall fra d. 8. til d. 12. October en Reise til Holsteen, tilsyneladende for at undersoge Dige- og Havnevaesenet i Gliickstadt og nogle Universitetsforhold i Kiel. Hall kjendte for lidet til Holsteenerne til ikke at lade sig fange ved den Underdanighed og Hyldest, som overalt vistes ham, og han vendte hiem med den Overbevisning at han var meget hoit anskrevet der, samt at det var en let Sag at komme tilrette med Holsteen, naar kun Ridderskabet ikke var. Stemningen var i og for sig fortraeffelig. »Man er hjertelig kjed af Sagen og fremfor Alt frygter man en Adskillelse fra Danmark. Selv Ridderskabet, der er meget forhadt, veed hverken ud eller ind, er meget misfornoiet med den Stilling, hvori deter kommet og onsker Fred. Overalt h.ortes det »ja hvis Kongen kom hertil og vilde boe her i nogen Tid!, vi skulde giore Alt, hvad han vilde«. De graed, naar de talte derom.« — Det var ikke langt fra at Hall troede, at en Reise af Kongen virkelig vilde giore Undervaerker og Kongen selv savnede ikke Lyst til et saadant Besog, saa meget mindre, som der tilligetaltes om at Prindsen af Wales, hvem Dronningen ikke vilde tillade at komme til Kiobenhavn eller i Naerheden af Grevinden, da kunde traeffe Kongen alene i Holsteen. Imidlertid indsaae Hall Umuligheden af at afholdeGrevinden fra at folge Kongen, og dernaest turde man ikke lade Kongen vaere paa sin egen Haand dernede, thi Trap og Andre²¹) der kjende ham noie, sige »hvis han i 1848 istedetfor at vsere i Kiobenhavn havde vaeret i Holsteen, var han sandsynligvis gaaet med Holstenerne.« Saaledes opgaves al videre Tanke derom, men man folte endnu engang, hvilket Tab det var ikke at have en endog kun nogenlunde betydende og paalideligPersonlighed paa Thronen.

Imidlertid vare vigtige diplomatiske Begivenheder indtraadte. Det var
Svarene fra Berlin og Wien og dernaest den fameuse Russell'ske Depesche
af 24. September.

Vor sidste Depesche var af 12. Marts og forst den 22. og 26. August besvaredes den. Aarsagen til denne lange Toven var forst Uvished om man virkelig skulde svare og ikke hellere bringe Sagen tilbage for Forbundet, siden de andre preussiske, osterrigske og almindelige tyske Forhold der beskaeftigede Opmaerksomheden, og endelig kunde man ikke blive enig om Svaret. Thi en Uenighed mellem Preussen og osterrig var tilstede, omend Rechberg²²) med Rette kunde forsikre J. Biilow, at vi ikke derpaa burde stotte det mindste Haab om at de 2 tydske Stormagter vilde skille sig fra hinanden i vor Sag. Uenigheden angik naermest Redactionen, idet det preussiske Udkast havde stillet sig mere paa Nationalitetsstandpunktet end osterrigs indre Politik kunde tillade det. Man indsaae vel Nytten af at optraede ogsaa denne Gang identisk, men Bernstorff var altfor staedig til at give efter og derfor maatte man tilsidst lade sig noie med at Preussen afgav en Depesche, osterrig en Memoire.

Den preussiske Depesche vilde udtale bestemt og klart, hvad Forhandlingerne af 51^—52 indeholdt som Danmarks Forpligtelser. Hovedsaetningen formuleredes i folgende Udkast: der tilsiges en selvstsendig og ligeberettiget Stilling for de forskjellige Dele af Monarkiet (!) med Hensyn til deres sserlige Anliggender, og for de failles Anliggender en organisk og ligeartet Forbindelse af dem til et Hele (!), i hvilket ingen Deel er den andet underordnet eller incorporeret. Af denne Saetning uddrages forst de negative Consequentser: 1) ingen nasrmere Forbindelse kan bestaae mellem Kongeriget og Slesvig end der bestaaer mellem dette og Holsteen. 2) Holsteen (ligesom ogsaa Slesvig) maa bevare sin fuldberettigede Indflydelse paa Faellesanliggenderne, og dens Deeltagelse i disse kan ikke indskraenkes til enkelte Dele af Lovgivningen eller til Voteringen af enkelte Bidragsquestioner. 3) Ingen Faellesforfatning kan hvile paa Folketallet alene, den maa under alle Omstaendigheder indeholde et Correctur, hvorved de enkelte Landsdele beskyttes mod Forfordelingen af en den fremmed Majoritet. 4) Den tydske Nationalitet maa ikke tilsidesaettes i Slesvig.

Depeschen formulerer derefter positivt sine Fordringer.

1) Forfatningen af 2. October 1855 ophaeves ogsaa for Slesvigs Vedkommende,
da den ikke er bleven til ad lovlig Vei, navnlig efter at Staenderne
vare horte;

2) der forelasgges Landsdelenes saerlige Forsamlinger til Betsenkning
respektiv Beslutning et nyt Forfatningsudkast, hvori det übetingede Folketalsprincip

3) indtil paa denne Maade et reprsesentativt Organ for Heelstaten opnaaes,udove

naaes,udovede forskjellige specielle Repraesentationer en Ugelig Indflydelsepaa

4) med Hensyn til Nationalitetsforholdene i Slesvig indtraeder status
quo ante 1848 angaaende Sproget, som derpaa ordnes ved en af de slesvigske
Staender antagen Lov.

Til denne Kjaerne slutter sig adskillige mere eller mindre klare Antydninger om at den administrative Forbindelse mellem Slesvig og Holsteen var erkjendt i Erklasringen af 7. September 1846 og kun betingelsesvis var ophaevede i 1851, at Preussen og osterrig kun i Henhold til Lofterne i 1851 havde deeltaget i Forhandlingerne om Arvefolgen osv. Iovrigt henholder Depeschen sig til Forbundsbeslutningerne af 8. Marts 1860 og 7. Februar 1861 og til Depeschen af 14. Februar 1862. —

Det osterrigske Memorandum troede at kunne fore et praktisk Bevis for det Hall'ske Regeringssystems Overgreb ved at modsaette ham det tidligere Ministeriums Opfattelse af Stridssporgsmaalene. Forst efter at dette var bleven styrtet af det exalteret nationale Parti, var en Forfatning sat i Virksomhed, om hvilken orsteds Ministerium havde erklaeret, at den vilde fore til Underordnelsen af de tydske Landsdele under de danske — de slesvigske og holsteenske Staenders Ret til at blive horte forinden var tilsidesat — Folketalsprincipet var lagt til Grund for Folkerepraesentationen — og »hint administrative Feldttog mod det tydske Sprog og Nationalitet« var aabnet i Slesvig.

Saaledes er en Tilstand fremkommen, der staaer i bestemt Strid med de givne Lofter og Danmarks Forpligtelser. De holsteenske Staender og Tydskland have Ret til strax at forlange Opfyldelsen deraf, — det afhaenger altsaa af deres frie Samtykke, om det dansk-slesvigske Rigsraad provisorisk kan vedblive at bestaae. Er Regeringen ikke istand til at faa et saadant Samtykke ved at byde antagelige Vilkaar, maa det strax skride til at opfylde Grundbetingelserne i Forhandlingerne 51—52 nemlig

1) Samtidigen og med lige Berettigelse for dem hore den danske Rigsdag
og Hertugdommernes Staender om et nyt Udkast til en Forfatningslov
for Faellesanliggenderne,

2) i dette Udkast finde et passende Correctiv for at sikkre Hertugdommerne
mod den Fare at deres Interesser vedvarende kraenkes af en
dansk Majoritet, og

3) gienoprette med Hensyn til dets tydske Nationalitet i Slesvig Tilstanden
fra 1847 og derefter blive enig med de slesvigske Staender om
en ny Sproglov.

Egentlig kun i det ene Punkt, at der paastaaes Samtykke af Staenderneog ikke blot disses Medvirkning til den nye Faellesforfatning, ere de osterrigske Fordringer forskjellige fra de preussiske, og ligesom Bernstorffpaastaaer ogsaa Rechberg, at det kun var paa disse Betingelser, at den tidligere Forbindelse mellem Slesvig og Holsteen var opgivet, og

at de tydske Magter havde medvirket til Reguleringen af Thronfolgesporgsmaalet.Men endelig anseer Wienercabinettet sig endnu befoiet til at give os et Raad, og deter at bringe Ro tilbage ved at vende tilbage til den tidligere Forbindelse mellem Hertugdommerne, der tidligere kunde have sine Farer, men som nu, da Arvefolgen er ordnet og »sikkret ved en europseisk Akt« kun vil kunne gavne og knytte disse Landsdele fastere til Monarkiet. —

Dette var Hovedpunkterne i de to Aktstykker, der iovrigt ere affattede
i en meget übehagelig Tone, den preussiske arrogant og irriterende,
den osterrigske personlig og skolemestererende.

Med Hensyn til den Dom som de ikke-tydske Magter faeldede om disse Dokumenter, melder Quaade²³) (Depesche 6. September) at de dervaerende Diplomater finde den preussiske Depesche »precise, nette et bien ecrite. Us font pressentir qu'au point de vue d'une solution definitive, les appreciationsde leurs Gouvernements seront favorables au Gouvernement Prussien et que la piece en question aura fait gagner du terrain a ce dernier aupres des cabinets Europ. Us ne recommandent certes pas l'acceptationpure et simple, mais ils deconseillent toute attitude et toute replique impliquant le rejet des ouvertures prussiennes; si le Gouvernementdanois se refusait a entrer merae sur l'examen des appreciations du Cabinet de Berlin, les puissances Europ. ne le suivraient pas sur un autre terrain et leurs avis s'il devait naitre un conflit de la situation actuelleet qu'une conference ou un congres se reunit pour empecher ce conflit les conditions que ferait alors au Gouvernement un concert europ. ne seraient pas meilleures que celles offertes maintenant par les puissancesallemandes tandisqu'une politique large et conforme aux vues des puissances europ. mettrait peut-etre le Gouvernement a meme d'ecarter tout ce qui est reellement prejudiciable pour l'avenir dans les ouvertures allemandes« — Det turde imidlertid vsere at Quaade her saa noget stort. Rusland var vistnok som ssedvanlig tyskvenlig og udtalte sig saaledes i to Depescher til Nicolai af 16. og 29. September, som udtaler endnu engang at »aussi longtemps que le Danemark persistera dans son refus de reconnaltrela force obligatoire de ce qui a ete convenu en 1852 et de satisfairel'Allem. sur ce point, le Cabinet Imperial se verrait, a son vif regret, hors d'etat de l'aider de son appui moral, dans la negociation avec l'Autricheet la Prusse.« Men disse Udtalelser udelukkede ikke at Vind kunde melde, at Gortchakov ikke lod til at forundre sig over at erfare, at vi vilde afslaae Preussens og osterrigs positive Forlangender, samt at han navnlig misbilliger Allusionerne til Arvefolgeordningen (Depesche af 18. October). Frankrigs Dom meddeler Cowley²⁴) til Russell saaledes, at Thouvenel²⁵) »considered it out of the question that the Danish Governmentshould listen to the Prussian proposals*. Og J. Bulow indberettede (Depesche af 23. September), at Thouvenel igiennem Grammont²⁶) havde

udtrykt til Rechberg sin Beklagelse over, at man havde blandet sig saa dybt ind i en fremmed Stats indre Anliggender. Grammont personligt syntes ikke langt fra at troe, at osterrig maaskee med Villie var gaaet saavidt i sin Overskridelse af den Competence, der kunde tilkomme Tydskland netop fordi det onskede derved at bringe Sagen ind paa et internationalt Gebeet, hvor den kunde faae en Losning. — Og hvad endeligEngland angik, da havde Russell saavel for som efter at han havde

laest Aktstykkerne af 22. og 24. August udtalt sig bestemt mod Fordringerne »pour rien au monde vilde han vaere Minister i et Land, hvor der til den samme Sag fordredes Samtykke af 4 forskjellige Forsamlinger«, og han misbilligede Formen for Aktstykkerne ikke mindre end deres Indhold (se Depesche fra Bille af 22. Juli og 29. August).

Men dette hindrede imidlertid ikke Russell i at lade sin Depesche af
24. September udgaae, uden at Nogen ahnede, at et saadant Skridt forestod.

Russell havde ogsaa vaeret paa Reiser i Sommerens Lob. Den 7. Augustreiste han til sine Godser i Irland, hvorfra han skulde komme tilbagei Slutningen af Maaneden for at folge Dronningen til Tydskland. Bille opsogte ham et Par Dage forinden Afreisen til Irland og under denne Samtale udtalte Russell, at de direkte Forhandlinger sikkert ikke forte

til Noget. Losningen maatte soges andetsteds enten i et Arrangement propresmotu foretaget af Danmark eller i en almen Conference. Efter Tilbagekomstenfra Irland talte Falbe²⁷) med Russell (Depesche af 29. August).Falbe sagde, at det bedste vilde vaere om England, Frankrig og Rusland ved identiske Noter vilde trykke paa Tydskland. »Russell syntes selv tilboielig til at folge denne Vei, men frygtede for at Frankrig og Rusland ei vilde vaere med, navnlig raadede Brunnow²⁸) altid til »laisser s'endormir cette question.« Russell havde skrevet til Berlin for at kjende »les derniers termes de la cour prussienne.« Det horte efter disse Antydningervistnok til Mulighederne, at Russell kunde taenke paa at gore et isoleret Skridt, men Falbe troede at kunne forsikre Regeringen, at de kunde stole paa at finde en appui sincere hos den engelske Regering.

Den 21. September kom Russell tilbage fra Tydskland og den 22. talte Falbe med ham. Russell sagde med glad Stolthed, at han havde »skrevet Noget sammen« om vor Sag, men han vilde ikke sige hvori det bestod. Da det imidlertid viste sig, at Loftus havde sagt ham, at Preussens derniers termes var Ophsevelsen af Forfatningen af 2. October, begyndte Falbe at frygte, at det var indholdet af Russells Depesche. Men under 2. og 3. October saa Falbe sig istand til at fierne enhver Tvivl, Russell har fortalt ham, at Forfatningen (af) 2. Octobers Ophsevelse var hans Forlangende og besvarede Falbes Indvendinger med en selvtilfreds Latter og en Forsikring om, at »naar vi lserte hans Forslag at kjende i deres Heelhed, vilde vi finde dem acceptable, ja endog tilfredsstillende.« Forgiaeves sogte Paget²⁹), som var i conge i London, at forestille ham Umuligheden for os at gaae ind derpaa og forgiseves erklaerede Wachtmeister det samme. Efter Wachtmeisters Opfordring telegraferede Falbe hiem, at der endnu var Haab om at standse Depeschen, hvis vi vilde sende Magterne en Expose af den Politik, vi vilde folge i Sporgsmaalet om Holsteens Stilling*). Saasnart vi her fik Efterretning om, at Russell saaledes var Ioben lobsk, beordredes Bille ufortovet til London, og der medgaves ham en Depesche af 5. October, hvori vi paa Forhaand og uden at nsevne et Ord om Russells Plan, vise, at vi aldrig kunde eller vilde gaae ind paa Ophsevelsen af 2. October og paaberaabe som Grunde for os til at vsere overbevist om, at England billiger denne Beslutning, adskillige utvetydige Udtalelser saavel af Russell som af Paget. Endvidere besvaredes Falbes Telegram derhen, at han maatte meddele Russell, at vi vilde ufortovet giore en Meddelelse som foreslaaet. Alt var imidlertid forgiasves, thi allerede den 4. October var Depeschen afgivet i Wien og Berlin.

Her afgaves den af Hr. Paget den 14. October. Dette Aktstykke er
hoist maerkvaerdigt der ved, at en vis formel Logik anvendtes paa Forhold,hvorom

---

*) See ogsaa Brev fra Wachtmeister Bilag 5 b. Af dette synes det at fremgaae, at Hall havde fortalt Wachtmeister og sandsynligvis da ogsaa Manderstrom da de vare samlede hos Hamilton om Planer og Arbeider, som slet ikke existerede.

hold,hvoromRussell viser den completteste Uvidenhed, saa at det Hele
omtrent tager sig ud som en Afsindigs Tale.

Russell vil forst afskjaere Alt, hvad der ikke lsengere er "Gienstand for Controverser. Dette giaelder om 1) Holstens Ret til at ingen Lov eller Beskatning kan komme til Virksomhed i Hertugdommet uden med de holstenske Staenders Samtykke — thi dette forlanger Forbundet, 2) Faellesforfatningen af 2. Octobers Ugyldighed i Slesvig — thi Staenderne have ikke samtykket i den, og 3) Kongerigets Ret til at beholde Rigsraadet for sig aleene og regere sig uafhaengigt af noget Samtykke af Holsteen eller Slesvig.

Russell Ioser dernaest de 2 Sporgsmaal om hvilke der endnu er Strid. Det ene er om Slesvig. Dette Hertugdommes tidligere Forbindelse med Holsten var anomal og er derfor ophaevet. Det horer ikke til Tydskland, men Kongen har lovet Tydskland ikke at incorporere Slesvig og at stille Tydsk og Dansk paa lige Fod. Men »it would be vain to attempt a constant supervision by Germany of the nomination to civil offices of danish officials in Sleswig or the administration in Church and School by danish ministers of religion.* Deter bedst derfor at tilstaae Slesvig fuldstaendig Autonomie. Det andet Sporgsmaal er om en Faellesforfatning. At forlange for enhver Lov og for Budgettet Overensstemmelse mellem de 4 Forsamlinger vilde vaere »destruction of all union, all effiency, all strength and indeed of all independence.* Derfor maa hver Deel uhindret af de andre kunne udove Frihed for sit Vedkommende. Til den Ende maa der bestaa et Normalbudget for de faelles Anliggender, saa oeconomisk som muligt. Dette vedtages for 10 Aar af de 4 Forsamlinger men en bloc, idet den aarlige Fordeling skeer ved et »Statsraad« bestaaende af % Danske og % Tydske (o: % af Kongeriget og Vz af Hertugdommerne). De extraordinaere Tillaegsbevillinger voteres frit og enkeltviis af de 4 Forsamlinger. Hvad Russell altsaa foreslaae er: 1) Holsteen og Lauenborg faae hvad Tydskland forlanger for dem. 2) Slesvig faaer Autonomi og repraesenteres ikke i Rigsraadet. 3) Et Normalbudget fastsaettes for de 4 Landsdele. 4) Yderligere Udgifter samtykkes af de 4 sserlige Forsamlinger.

Disse Forslag vakte almindelig Forbauselse, da de i saa hoi Grad afvegefra den engelske hidtidige Opfattelse af Sagen. Bille kunde med Rette sige til Russell paa sin saedvanlige noget brusque Maade: »en effet si V. S. etait notre ennemi declare Vous n'auriez pu porter au Danemark un coup plus desastreux. Vos propositions conduesaient inevitablement au demembrement du pays. Le Holstein est a present plutot une province prussienne que danoise et Vous voulez en faire autant du Slesvig.« (Depeschefra Bille af 11. October). Idet man i dette Skridt af Russell saae en total Forandring til Skade for os, fordybede man sig i Gisninger over Grunden hertil. Det var ikke nogen Hemmelighed, at Russells Colleger,

navnlig Palmerston ikke kjendte Depeschen i Forveien og Layard³⁰) udtalteuforbeholdent sin Forbavselse til Bille over den. Man troede da, at Dronningen personlig havde forlangt at Russell skulde udtale sig paa en Maade, der formindskede de Forventninger, vi kunde knytte til de nye Familieforhold, som snart skulde forene os til England. Denne Forklaringkom endog paa forblommet Maade frem i den engelske Presse, hvoraf en Deel med Glsede greb Depeschen som et Oppositionsmiddel mod Russell, hvilket naturligvis kun kunde vsere os skadeligt efter Russells bekjendte stsedige Natur. Andre tilskrev Depeschen Indflydelser som Russell havde vseret underkastet i Coburg*). Andre endelig saae deri et fint Trsek for at vinde Preussen, som England frygtede skulde slutte sig for stserkt til Frankrig giennem den vigtige Handelstraktat og ved Bismarcks Indtrsedelse i Cabinettet som dirigerende Minister.

Alle disse Suppositioner hvilede imidlertid paa den urigtige Formening, at der var foregaaet et betydeligt Omsving i Russells Anskuelser. Men dette var nseppe Tilfseldet. Paa den ene Side have vistnok Billes Indberetninger ledet os her hiemme noget paa Vildspor. B. Biilow har i et senere Brev bestemt advaret os mod at saette for übetinget Lid til Billes og Falbes Rapporter, den forste er flot og sorglos, den anden vil vaere behagelig. Paa den anden Side vidste Russell sikkert ikke, hvad det egentlig var, han foretog sig. Som han selv udtrykkelig og idelig giorde giaeldende, vilde Normalbudgettet og the Counsil of State, som skulde vsere en reprsesentativ Forsamling hvori Kongeriget havde % af Medlemmerne, fuldkomment kunne sikkre vore Interesser. Dette »Statsraad« var ikke videre udfort i hans Forslag og efter Pagets Sigende var dette skeet med Villie, fordi Russell vilde lade dette Punkt vsere matiere a discuter. Forresten kunne naturligvis ydre Impulser have indvirket til Forslagets Fremkomst, Loftus har giort Sit og Omstaendighederne have forekommet Russell i hoi Grad at anbefale England at bringe et Sporgsmaal ud af Verden som i mange Maader forstyrrede Englands Alliancer og den almindelige europasiske Ligevaegt. Imidlertid var der jo skeet Skade nok ved Depeschen, selv naar den sees paa denne sobre Maade, og hvormeget end den engelske Presse misbilligede den og selv om Russell bedre belaert om sit Forslags egentlige Beskaffenhed maatte onske at komme bort derfra, var der dog givet vore Fjender et meget farligt Vaaben.

Preussen og osterrig tovede ikke med at benytte det. I Depeschen af
27. October udtaler Bismarck, at de 4 Punkter, hvortil Russell formulerersine
Forslag, »die Grundlage zur einer Verstandigung enthalten,

---

*) At det ikke var Opholdet i Goburg som havde givet Russells Ideer en ny Vending, sees bedst af Pagets Depesche (af) 28. Januar 1863 (Blue Book. p. 3), hvori det omtales, at Russell havde meddelt Paget Grundtrsekkene i Begyndelsen af September da han modte Paget i Bryssel paa sin Reise til Coburg.

wenn sie von der danischen Regierung riickhaltlos angenommen und alsdann auch in entsprechender Weise ausgefiihrt werden.« Naturligvis slaaes alle Russells Indrommelser fast, og det hedder ret fiint ined Hensyntil Indrommelsen Nr. 3 »wir sind weit davon entfernt gewesen, jemalsein Recht der Einmischung fur die drei Herzogthiimer in den Verhaltnissedes Konigreichs in Anspruch zu nehmen.« Med Hensyn til det paataenkte Statsraad tilfojer Depeschen imidlertid den Forudsaetning, »dass der Grundsatz festgehalten wird, dass jedes der Lander von einen ungerechten Uebergewicht der anderen sichergestellt werde,« ligesom den endelig naturligvis ikke tor foregribe Forbundets Dom om den foreslaaedeOrdning. Rechberg yttrer sig i Depesche af 29. October paa sammeMaade. Han fremhaever, »dass in dieser Sache die Intercession einer dritten Macht ihre Granze finden miisse in deni von Graf Russell selbst anerkannten Recht des deutschen Bundes etc.« og endnu tydeligere end Bismarck afslaaer han Hovedpunktet i Russells Organisation, idet han anbefaler »dass derselbe Geist gleicher Gerechtigkeit fur die verschiedenenTheile der danischen Monarchie, welcher sich in den 4 Punkten unverkennbar ausspricht, auch die Behandlung aller derjenigen Fragen leite, welche neben diesen summarischen Punkten, oder zum Zwecke der Ausfiihrung derselben, eine Regelung erheischen werden, und von welchen Lord Russell, indem er im Texte seiner Depesche die Griindung eines gemeinsamen Staatsraths bevorwortet, eine der wichtigsten angedeutethat.«

Saasnart Gortschakow fik Meddelelse om den engelske Depesche, greb han strax Pennen for i en forelobig Depesche af 29. Sept./11. Oct. at udtale giennem Nicolay den store Betydning, det maatte have for os at see England erklaere Ophaevelsen af Forfatningen af 2. October for en Nodvendighed*). Deter ikke uden Interesse for Bedommelsen af det russiske Cabinets Stemning, at de Depescher, som Nicolay meddeler os, og som alle gaae ud paa at udove et stserkt Tryk paa os, strax meddeles i Berlin. Saaledes vare Depeschen af 29. September (11. Oct.) communiceret Bismarch som derfor takker ved en Depesche af 25. October.

Frankrig derimod, hvis Understottelse Russell ligeledes havde begiaert,indskraenkede sig til det mindst mulige. Parisercabinettet anbefaledeForslagene »a la serieuse attention des cabinets de Copenhague et de Berlin«**), men som Thouvenel sagde til Moltke³²) »sans manifester lui-meme approbation ou disapprobation.* Banneville³³) sagde til Moltke: »c'est un poli cadeau de noces que Vous fait le Gouvernement Anglais«, men betragtede iovrigt Depeschen som betydningslos og kun »destine a

---

*) Der citeres i denne Depesche en Yttring som skulde forekomme i en Depesche fra Hall af 14. Mai 1861. Hverken existerer denne Depesche eller nogen saadan Yttring. Baron O. Plessen raadede imidlertid til ikke videre at relavere denne Feiltagelse, der kun vilde irritere den gamle Osten-Sacken³¹), som havde begaaet den. —

**) See Cowleys Depesche af 3. October i Blue Book p. 308.

augmented le nombre de ceux qui forment le dossier de l'affaire et ne servira guere autre chose.« Thouvenel lod ikke Leiligheden gaae forbi til at spotte over sin lykkelige Medbeiler, der altid var paa rede Haand med sine Forslag, som imidlertid altid havde det Udfald at bevise sig at vsere Aborter*). Drouyn de Lhuys³⁴) der den 15. October succederede Thouvenel var maaske et oieblik uvis om Vserdien af Russells Forslag og han var paa Nippet til at give Dotezac³⁵) Instruction om direkte at understotte den, men Moltkes Forklaringer havde snart den Virkning, at Drouyn til Adelsvard naesten undskyldte den meget neutrale Anbefaling,der var bleven Russells Depesche tildeel fra fransk Side.

Hvad endelig Sverrig angik, da var Manderstrom baade i hoieste Grad misfornoiet ved at se (et) Heelstatsforslag paany komme paa Tapetet, og personlig dybt fornsermet ved at Russell ikke havde meddelt ham Depeschenaf 24. September, uagtet han havde giort alt sit til at Sverrig kunde finde sin Plads i det europaeiske Raad, idetmindste i denne Sag. I en ostensibel Depesche af 12. October til Wachtmeister udtaler han sig meget moderat om Forslagene, som han kun kjender »par un resume tres restreint.« Han naerer »quelque apprehension sur la possibility de leur mise a execution en Dannemarc, de meme que, peut-etre, quant a leur adoption pleine et entiere du cote de l'Allemagne.« En Heelstatforfatninger efter hans Mening ikke mulig. Men dernsest benytter han den telegrafiske Underretning, som efter Raad fra Falbe og Wachtmeistervar udsendt herfra for derved at standse Russell, nemlig om at vi i et Circulaere vilde meddele vore Organisationsforslag om MonarchietsOrdning. — Naturligvis var dette Lofte givet af Nod, og ligesom der manglede ethvert Forarbeide og enhver Idee til et saadant Forslag, saaledestsenkte vi heller ikke laengere paa at indfrie et Lofte, som maatte ansees bortfaldet, da det ikke var modtaget af Russell som tilstraekkeligt Motiv for ham til at vente. Men det var nu dette letsindige Lovte om et Initiativ som Manderstrom optog, hvad enten han nu selv troede derpaa**)eller han vilde benytte Leiligheden til at presse fremad i den Retning,som han onskede. Han fortseller altsaa i sin Depesche, at denne Organisationsplan nu er faerdig og at vi ville forelaegge Magterne den for at opnaae deres Samtykke. »Cette nouvelle organisation devra etre fondee sur une separation administrative complete du Duche de Holstein du reste de la monarchic, elle devra donner pleine satisfaction a toutes les exigences de la Confederation Germanique en ce qui concernent ,ce Duche, et remplir, en meme temps, tousles engagemens pris a Vegard de celui de Slesvig.« Da nu denne Plan er nser forestaaende, anbefaler han Russell forst at afvente den. Men foruden denne Depesche, og maaskei Forbittrelse over at den forste ikke havde hiulpet, skrev Manderstromen

---

*) See Moltkes Depesche af 12. October i Bilag 8.

**) cfr. ovenfor med Hensyn til Wachtmeisters Brev af 2. October.

stromenanden under 22. October, der ikke skulde meddeles i London, men derimod i Paris vistes Drouyn. Det siges deri, at Sverrig forst var bleven noget forbauset ved at hore, at der var udgaaet en vigtig engelsk Depesche i Sagen uden at den var blevet meddelt i Stockholm. Denne Forbauselse var imidlertid ophort, da Manderstrom seer Depeschen, thi han kunde ret begribe, at den ikke passede til ham, men kun ligeoverfor Stater, der enten var aldeles paa tydsk Side eller havde deres Interesser saaledes optaget af andre Sager, at de ikke havde kunnet skjaenke det danske Anliggende nogen Opmserksomhed. Og saaledes vedblive Depeschentil Enden, der er meget kraftig, »nous esperons que ces propositionsrentreront dans le neant d'ou elles n'auraient jamais du sortir«*).

Saaledes var Situationen just ikke glimrende i Efteraaret 1862. Maaskee havde vi selv nogen Skyld i at Russells Depesche kom og coraplicerede Sagen, thi havde vi forinden svaret paa de osterrigske og preussiske Aktstykker, havde maaskee Russell ikke grebet sit uheldige Initiativ. Dog er dette kun en Mulighed, og der var Grunde, som tilraadede at benytte ogsaa fra vor Side nogen Tid til Overlaegning efter at osterrig og Preussen havde taget Mere end 5 Maaneder til at betaenke sig. Forholdene i Tydskland havde nemlig paany forandret sig derved, at osterrig under Schmerlings Ministerium daglig udviklede sig i en ny Retning, medens Bismarcks Indtraeden i Regeringen i Berlin varslede store Ting. Ved allerede nu at svare risikerede vi at give de 2 Magter en velkommen Leilighed til at bringe Sagen tilbage til Forbundsdagen og faae en Execution bragt istand, som Frankrig bundet ved sin Interesse for Handelstraktaten og som det allerede antoges ved forskjellige vidtgaaende Aftaler med Bismarck ikke vilde modsaette sig. Saalsenge vi derimod ei havde svaret, vare vi nogenlunde sikkrede. At vor Taushed kunde faae saadanne Folger som Russells Depesche kunde nseppe nogen forudsee. At Gortschakov raadede os til strax at svare (see Depesche til Nicolay af 16. og 29. September see ovenfor) kunde naeppe bevsege os, derimod anseer saavel Manderstrom som alle vore Gesandtskaber det for rigtigt at afvente Forholdenes Udvikling.

Nu som Sagerne stillede sig, vare vi meget naar ved at befinde os i
den Isolation, som Bernstorff for lsenge siden havde truet med at ville
bringe os i.

osterrig som tidligere havde vaeret moderatsindet i vor Sag eller i

---

*) Denne Depesche er laest confidentielt for Hall, og Sick³⁶) havde seet den i Paris hos Adelsvard. Dette modsiges naturligvis ikke derved, at Manderstrom til Jerningha m³⁷) benaegtede, see Dep. af 29. December i Sv. Aktst. II p. 126. Russell giorde forresten en Undskyldning til Manderstrom fordi Depeschen ei tillige var Sverrig meddelt, see Dep. 7. Jan. 1863 i Sv. Aktst. II p. 127, og Manderstroms Glaede herover viser sig deri at han strax meddeler Adelsvard »que le Gouv. Britt. reconnait pleinement que les Royaumes Unis sont en droit de participer a toute negociation entre les Puissances Europennes relativement au Danemarc et au Slesvig.« (See Dep. af 27. Jan. 1863 i Sv. Aktst. I p. 76).

alt Fald ikke havde pousseret den, om det end heller ikke havde troet
at kunne holde igien, havde nu efterhaanden taget en anden Holdning.

Den italienske Krig havde havt sine Goder for osterrig. Man havde folt Nodvendigheden af at reparere Kejserstaten og bringe en bedre Stenining ind i de indre Forhold, og man var i det mindste for nogen Tid bleven fri for den Alt overveiende Frygt for at skulle forsvare sin Existens paa Valpladsen. Efter at de forste Fristelser til at benytte en Leilighed til paany at optage Kampen i Italien lykkelig var overvunden, vendte derfor det nye Ministerium med sin hele Kraft og ikke ringe Dygtighed til en roligere Udvikling af Riget. Cabinettet hvis Sjael Schmerling³⁸) var, var tydsk, stottede sig paa de tydske Provindser og arbeidede for en Concentration i tydsk Retning, men uden at overdrive denne Centralisation saaledes som Schwarzenberg i sin Tid. Schmerling er constitutionel og vil giore Folkerepraesentationen mulig ved at indromme de provinsielle Repraesentationer sserlig Existens. Langsomt og heldigt har Ministeriet arbeidet 10s paa dette Maal.

Schmerling er gammel Reichsminister fra 1848. Den tydske Eenhed er derfor et vsesentligt Element af hans System. Men han vil 2 Ting i denne Henseende, dels en gradvis Udvikling af det Bestaaende dels osterrigs Supremati i Tydskland. I denne Retning gik det Forslag, hvormed osterrig begjyndte sine Reformbestrsebelser i Frankfurt og som det indbragte den 14. August i Forbindelse med de 4 Kongeriger, de 2 Hessen'er, Brunsvig og Nassau »betreffend Zusammensetzung und Einberufung einer aus der einzelnen deutschen Standekammern durch Delegation hervorgehenden Versammlung, zunachst zur Berathung der Gesetzenwiirfe iiber Civilprozess und Obligationenrecht.« Det udtaltes udtrykkeligt som Formaal, at »der Vorschlag, gemeinsame deutsche Gesetze durch Delegirte der Einzellandtage am Bunde berathen zu lassen, nicht etwa bloss als Auskunftmittel fur einen einzelnen Fall, sondern auf dauernd in die Organisation des deutschen Bundes iibergehe«, og man er sig vel bevidst »dass die organische Einfiigung eines reprasentativen Elements in die deutsche Bundesverfassung mit Nothwendigkeit zugleich eine entsprechend veranderte Gestaltung der Execution des Bundes bedinge«, — i hvilken Henseende man forbeholder sig nsermere Forslag. Dette Forslag var ikke blot i Indhold men ogsaa i Form rettet mod Preussen, der i Modet den 6. Februar havde villet harvde til det yderste sin Uafhsengighed af en Lovgivningsudvikling som sattes i Forbindelse med Forbundet. Men dernaest fortes der en aaben Krig med Preussen i Toldsagen, og det saae ud som om det kunde blive Resultatet at Toldforeningen, Preussens vaesentlige Stotte i Bestraebelserne for at udove et Supremati, oplostes.

Under disse Omstaendigheder maatte vor Sag blive af stor Vigtighed
for osterrig. Kunde det lykkes osterrig at bringe den til Afgiorelse,
havde man berovet Preussen et Middel til Popularitet, fjaernet en af

Nationalvereins Revolutionsmidler og selv vundet Ret til at sige at den Opgave som Preussen med saa stort Apparat havde stillet men aldrig lost, endelig var afgiort af osterrig. Men desuden indsaae man i Wien meget godt, at Preussen havde sine egne og egoistiske Planer i Sagen, og man vilde ikke tillade Preussen at udvide sig paa en saa betydningsfuldMaade i Norden. For enhver Priis vilde Wienercabinettet derfor have denne Sag afgiort, og Rechberg drev den derfor efterhaanden med stadigt stigende Lidenskabelighed. Af Princip Heelstatsmand, hader han desuden Eiderdanismen og Skandinavismen som de rette Midler til Preussens Erhvervelse af Holsteen.

Rechberg er forresten lidet begavet, meget bornet og overordentlig haardnakket, arrogant og hidsig. Bille-Brahes Afskeed³⁹) kunde han kun forstaae som motiveret ved dennes heelstatlige Tendentser, og Johan Billow modtog ham derfor som en uforbederlig Eiderdansk, og Intet har siden kunnet bringe ham fra denne Betragtning. Dette i Forbindelse med Rechbergs Characteer gior Forholdet mellem ham og Biilow lidet behageligt. Naar Rechberg ikke med ustyrlig Hidsighed angriber og skjselder paa Regeringen og dens Politik, staaer han übevaegelig ved Alt, hvad Biilow siger, og fortsaetter derpaa der, hvor han selv slap, uden med et Ord at sendse, hvad den Anden havde giort gaeldende. Det folger af sig selv, at Rechberg bilder sig ind, at han langt bedre end vi veed, hvad der tjener os, og Grammont sagde derfor engang til ham »M. le Comte, Vous voulez etre plus danois que les danois eux memes«. —

Det var en ganske anden Slags Fare, som kunde true os fra Bismarck. Han er ikke constitutionel men decideret absolutistisk-aristokratisk. Han er meget haardnakket og giaelder for at have personligt Mod. Han er endelig flot og langt tilboieligere til at tranchere et Sporgsmaal end at 10se det. Ligeoverfor det preussiske Kammer har han vist sin Smidighed ved at regere uden Budget og endog bringe denne Tilstand i System, samt ved at udgive provisoriske Love Dagen efter Kamrets Slutning, som kunne betragtes som direkte stridende mod Forfatningen. Heller ikke i Formen er han videre varsom (saaledes som han viste det, da han paa en Interpellation om, at han tillod sig at gaae ud af Salen midt under en Tale, der var rettet til ham, og saette sig til sit Arbeidsbord i Ministervserelsetved Siden af — »naar de Herrer ere begavede af Naturen med en Stemme, som man kan hore langt borte, veed jeg ikke, hvor for jeg ikke skulde kunne drage en lille personlig Fordeel deraf.«*)) —- Ligeoverfordet tydske Sporgsmaal erklaerede han uforbeholdent, at man skulde tage sig ivare for at det ikke kom til en Afgiorelse »mit Eisen und

---

*) Engang da man i Kamret udtalte, at Preussen burde intervenere hos Rusland for Polens Rettigheder, svarede han, at det troede han dog ikke vilde vsere raadeligt, fordi Rusland saa maaskee kunde falde paa at intervenere i Preussen f. Ex. for at beskytte Deputeretkamrets »dybtkraenkede Rettigheder«.

Blut«. Han er slet ikke tilboielig til »at lade Preussen gaae op i Tydskland«,men vel til at annexere de nordtyske Lande som ligger fordeelagtigtfor Preussen, og dertil regner han forst Hannover og Mecklenborg, og hans Middel er Magt, ikke List eller Overtalelse. Paa en Natur som hans maatte Napoleons eventyrlige Politik virke tiitrsekkende og ophidsende,og han er altid rede til at giore dristige Combinationer. I Petersborgvidste hansom Gesandt at forskaffe sig en exceptionnel fortrinlig Stilling, og i Paris paastodes det ligeledes at han havde vidst at vinde Keiseren, hvilket dog er tvivlsommere. En preussisk-fransk-russisk Allianceskal have vseret hans Plan dengang, og ganske vist vilde han ikke af nogen tydsk Nationalfolelse lade sig afholde fra at afstaae Rhinprovindsernetil Frankrig, hvis Preussen kunde opnaae nogen Fordeel deraf. En Udvidelse af Preussen i Retning af Polen er ham ikke en fremmed Tanke, og midt under den polske Crisis i Foraaret 1863 sagde han til Kamrets Viceprsesident Behrends, paa hvis Discretion han aldeles ingen Ret havde at regne eller regnede, — »at Rusland aldrig kunde faae Polen moralsk betvunget, dertil behovedes en i Cultur staerkere Stamme, nemligTydskerne, og den Dag var naeppe fiern, da Rusland vilde bede Preussenom at tage Polen — da vilde Bismarck tage Polen og i et Par Aar skulde det vaere blevet helt preussisk«. — Dette er et historisk Faktum, og det betegner i alle Henseender Manden.

Ligeoverfor os er imidlertid Bismarck i sit Hierte mere velvillig end de Andre. Han er engang kommet forkeert ind paa denne tydske Idee, derved at han stserkt fordomte Slesvigholsteinismen som Opror, og i det Lys seer han fremdeles hele Sporgsmaalet. Han har ingen personlige Forbindelser i Holsteen, og han ambitionerer ikke dette Land for Preussen, idetmindste ikke endnu. Men dertil kommer at han ogsaa har en anden politisk Combination i Tanken end den russisk-franske Alliance, og raaaskee er den aeldre og dybere hos ham end denne sidste. Deter en protestantisk Alliance af Preussen, England, Holland, Danmark og Sverrig.

Med sin eiendommelige Freidighed synes det som om han efter at vaere bleven Minister har gientaget sine tidligere confidentielle Udtalelser gjennem sine 2 Venner, Blixen og Tornerhjelm. Idetmindste fortselle disse, at han har bedet dem sige her, at saalsenge han var Minister skulde ingen preussisk Soldat overskride Elben. Disse Ideer i Forbindelse med de vigtige indre Sporgsmaal som optager ham, giore det lidet rimeligt at han vil med Forkjaerlighed beskjaeftige sig med os, men ligesaa vist er det, at hvis han kaster sig ved en eller anden Combination derpaa, risikerevi et coup de main. Ganske kan han imidlertid ikke lade os i Ro, thi Lunkenhed i denne Sag er allerede Forbrydelse nok i Tydskernes oine, og han har intet at lobe paa i Henseende til Popularitet. Vistnok har han idetmindste endnu ikke engageret sin amour-propre i Sagen, men han kan naturligvis ikke ganske undgaae at acceptere og bevare

uformindsket den gunstige Stilling, i hvilken han ved sin Indtrsedelse i
Ministeriet forefandt Sporgsmaalet. Hans Stilling er endelig for svag til
at han kan tage noget Initiativ til (at) ordne Sagen.

Da Bismarck var udnsevnt, reiste han forinden han overtog Forretningerne, til Paris for at afgive sin Rappel og sige Farvel. Vi frygtede for, at der turde vaere noget sandt i de Rygter, som denne Reise fremkaldte, og som ogsaa beskjaeftigede sig med vor Fremtid. Moltke fik derfor

Ordre til at soge Leilighed til at tale med ham og forsoge at bringe en Accord tilveie med ham. Det var isaer Lehmann, der var ivrig derfor, og han tilbod sig endog godhedsfuld personligt at udfore denne Mission. Moltke fik ham imidlertid slet ikke at see i Lobet af de faa Dage, som han tilbragte i Paris. Moltke paastaaer iovrigt (Depesche af 7. November)at han naeppe har foreslaaet noget Bestemt til Drouyn og i alt Fald intet har udrettet. Han tilfoier imidlertid, at Rusland skulde have sogt at bringe en concert intime istand mellem Frankrig, Preussen og Ruslandpaa Basis af Bismarck, men Frankrig fandt ikke tilstraekkelig Erstatningfor den engelske Alliance i en Tilslutning til Nordmagterne og afslog altsaa. Vi have efter Moltkes Mening slet ikke vaeret paa Tapetet. Drouyn havde efter Sigende til Afskeed sagt til Bismarck »ne tourmentez pas trop le Danemarc, Vous savez que c'est pour nous une puissance amie

et nous desirons vivement que Vous puissiez agir vis-a-vis d'elle avec
toute la moderation possible.«

Til vore Fjender kunde vi uden Uretfaerdighed naermest regne Rusland, idetmindste saalsenge det nuvaerende System og de nuvaerende politiske Personligheder ere ved Roret her i Danmark. Dette fremtraeder meget uforbeholdent netop i Slutningen af Aaret 1862. Imidlertid er det vel egentlig mere at tilskrive den gamle Osten-Sacken end Gortschakov og Keiseren, som dog naeppe heller naere venskabelige Folelser for os. Constantin⁴⁰) er naermest giennem Oldenburg os saerlig ugunstig. Men eet Punkt er der dog med Hensyn til hvilket Rusland ikke forstaaer Spog, nemlig Arvefolgesagen.

Til vore Venner horte forst Sverrig, orn end hverken Regeringen eller Folket vare det i den Grad, man i Almindelighed ogsaa udenlands troede det. Kong Carl sagde vistnok med Sandhed til Hall, at en Tractat med os havde den almindelige Opinion staerkt imod sig. Til England vare vi komne i et naert Familieforhold ved Prindsesse Alexandras Forlovelse med Prindsen af Wales. Denne Begivenhed som allerede i flere Aar havde vaeret Gienstand for confidentielle Familieforhandlinger, i hvilke Hertugindenaf Cambridge og Prindsesse Louise havde spillet Hovedrollen, havde endelig fort til et lykkeligt Resultat, trods alle de store Feil, som PrindsesseLouise efter Pagets Sigende har giort under Forhandlingen, og som flere Gange vare naer ved at forspilde det Hele. Den 9. September (1862) fandt Forlovelsen Sted paa Slottet Laecken ved Briissel. Stor Opmaerksomhedvistes just ikke vor Konge ved denne Leilighed. Prinds Christian telegraferede vel til ham, at Dronningen havde begiaeret Prindsessen, men for Kongen kunde svare fandt Forlovelsen Sted. Senere da Bille den 7. October afreiste fra Gliicksborg overdrog Kongen ham at meddele Dronningen, at han gav sit Samtykke. Paa Grund af dette Initiativ af Kongen kan det nogenlunde undskyldes, at der ikke giordes en formelig Begiaering derom fra engelsk Side. Den 1. November udtalte Dronningen i sit Raad og udfaerdigede under Rigets store Segl sit Samtykke til denne Forbindelse og den 17. November havde Paget hoitidelig Audiens hos Kongen for at meddele ham dette. — Vistnok vilde det vaere en stor Feiltagelse at troe at en saadan Forbindelse i vore Dage og isaer i Englandkan udove nogen direkte politisk Indflydelse. Men ligegyldig var denne Forlovelse dog ingenlunde*). For det forste fik Prinds Christian en staerkere Stilling end for og Englands Tilboielighed til at stotte Londonertractatenmod Angreb er ganske vist bleven fastere. Men dernsest var Forlovelsen med en dansk Prindsesse meget populser i England, der var kjed af de tydske Forbindelser, og Prindsessens Elskvaerdighed i Forbindelsemed

---

*) I Tydskland var man derfor ogsaa meget imod denne Forbindelse. C. Bollmann har saaledes sagt mig, at han havde udarbeidet en Memoire derimod for Hertugen af Gotha, som denne i sin Tid havde tilstillet Prinds Albert.

bindelsemeddet Held, at denne Begivenhed faldt som et Solglimt i den sorte Sorgens Nat som Dronningen fandt Behag i at omgive sig med efter Prinds Alberts Dod — giorde at der opstod en stserk Stemning for os eller rettere, at denne som allerede tilforn var tilstede fremtraadte staerkere.Den viste sig strax i en overordentlig Forbittrelse i Pressen mod Russells Depesche af 24. September, Oppositionen lovede sig at bruge dette Vaaben mod ham og der ymtedes om, at Palmerston, der stundom skal vaere kjed af sin lille vimsige Udenrigsminister, ikke var utilboielig til at benytte Leiligheden til at skille sig af med ham. — Vi afholdt os imidlertid i det Hele fra at poussere Oppositionen, thi vi indsaae, at det var meget tvivlsomt om den kunde opnaae at styrte Russell, og mislykkedesForsoget vilde Russell da vaere vor personlige Fjende.

Frankrig endelig holdt sig tilbage. Underhaanden fik vi Forsikkringer om, at man »naerede de velvilligste Folelser for os og ikke glemte at vi vare Frankrigs gamle Ven og Allierede«, men man kunde for Tiden ikke stode Preussen og Tydskland. Sagen var endnu ikke moden, og ethvert Initiativ af Frankrig vilde vaere vis paa at mode Englands Modstand og Jalousi. Sandsynligvis passer det Keiserens Politik at holde Sporgsmaalet aabent*). Som ovenfor bemaerket blev der af den svenske Regering givet Wachtmeister en Leilighed til at tale med Keiseren, og hvis hans Meddelelse**) ikke er coloreret for meget af hans egen Iver efter at poussere Hall, er den det bedste Bidrag vi have til en Bedommelse af Parisercabinettets Anskuelser. Keiseren fremhaevede nemlig, at »vi ikke maatte bringe ham i en falsk Stilling ved at udsaette ham for den Beskyldning i vor Sag at handle mod et Princip som han overalt ellers soutenerer, nemlig Nationaliteternes Ret.« Derfor maatte vi under alle Omstaendigheder giore nogle, idetmindste tilsyneladende Indrommelser i Slesvig. Thouvenel gik mere i Detail, idet han kjendte Sagen godt, isaer fra vore Fjenders Standpunkt. Han var fast overbevist om Nodvendigheden af Holsteens Udsondring. »I1 etait egalement sur qu'une fois cette operation operee on ne tarderait pas dans le Holstein meme d'eprouver le besoin d'en revenir a une union plus etroite avec le Danemarc pour certains interets commun tels que marine, douanes, etc.« Men derhos insisterede han ogsaa paa Reformer i Slesvig, navnlig Undervisningsfrihed. Derimod vil der ikke vaere noget i Veien for at omstode alle feudale Rester fra Fortiden, om det endog skulde vaere med Magt. Almindelig Afstemning vilde eventuelt kunne vaere et godt Middel at anvende i Slesvig og Holsteen. —

Ligeoverfor disse Forhold stod altsaa Ministeriet. I Begyndelsen forogedesVanskelighederne,
som ovenfor sagt, ved Kongens uvillige Stemning,der

---

*) See Moltkes Depesche af 12. October i Bilag 8.

**) Skrivelse til Hall af 5. September i Bilag 9.

ning,derikke var formindsket derved, at Hall havde holdt sin Eriksgata i Holsteeen uden iforveien at melde Kongen det. Imidlertid forbedrede dette sig snart. Kort efter sin Hjemkomst havde Kongen en Samtale med Tschierning, og dennes Erklaering, at for Tiden intet andet Ministerium var muligt, havde saa stor Virkning, at Kongen ved Rigsdagstaflet sagde til Rigsdagsmedlemmerne, hvis Valg til Finantscomiteen havde vaeret lidet ministerielle, at »hvis han blev nodt til at gribe til Svaerdet, var han vis paa, at Alle vilde stotte ham. — Men I maa ogsaa stotte mine Ministre, thi de ere de Been, som jeg staaer paa.« Ved nogle smaae Finesserlykkedes det ogsaa snart at bringe Kongen til at troe, at det var ham, som foreskrev Ministeriet vor Politik og ikke omvendt, og Alt gik nu meget godt. Blixen vedblev sine Anstrengelser. Bismarcks Exempel holdt ham i Aande. Han udviklede sine aeventyrlige Planer for Alle, og betroede saaledes Andrae, Madvig og Danneskjold, at det vilde vaere ham let at enes med Bismarck om Holsteens Udtrseden af Forbundet og Slesvigs Incorporation. — »Men troer De ikke at Bismarck vilde have Noget derfor,«sagde Monrad. —- »Ja, Preussen vilde lade sig noie med at faae Kiel til sin Krigshavn,« svarede Blixen unbefangen. — Han lod ingen Leilighedgaae forbi til at stille Kongen op. Saaledes var han saa sikker paa at styrte Ministeriet i Statsraadet den 12. November, at Carlsen⁴¹) endog sagde i Landsthinget den Dag, da Ministrene ikke indfandt sig saa tidligt,man havde ventet, at de sandsynligvis ikke kom mere igien som Ministre. Men Alt var og blev forgiaeves. I »Norden«⁴²) nsegtede Blixen og hans Skribenter sig Intet, og foruden over Hall gik det ogsaa ud over Hamilton og Manderstrom. —

Det Forste Regeringen havde at giore, var at besvare Russells Depesche,som vi kjendte flere Uger for Paget meddelte den d. 14. October. Allerede forinden havde Bille d. 10. October udtalt sig meget skarpt og bestemt til Russell: »le Gouvernement danois non seulement se refuserait peremptoirement a acceder a une telle proposition, mais on lui resisterait jusqu'a la derniere extremite« (Depesche fra Bille af 11. October). I Russells Referat af denne Samtale*) gior han nogle Bemserkninger for at godtgiore det Naturlige i, at England fremkommer med disse Forslag, og deter ret maerkeligt, at han forekaster os at have afslaaet de Platen'ske (o: pseudo schleswig-holsteinske) Propositioner. Pagets Samtale med Hall tjente naturligvis kun til at vise yderligere vor bestemte Vaegring om at gaae ind paa Forslaget. Kun synes Paget at have opfattet en Yttring af Hall, som om Ministeriet taenkte paa at begisere sin Afskeed, og Depeschenender med folgende saavel i Form som Indhold ret maerkelige Saetning af Paget: »if the Danish Government is now prepared, as M. Hall announced to me, to agree to the demands of Germany respecting to Holsteinand

---

*) See Depesche til Paget af 11. October i ste Samling p. 111.

steinandLauenburg, and to grant to Slesvig the power of self-government in its provincial affairs, they are concessions entirely attributable to Your Lordships intercession**). I en senere Samtale den 23. October sogte Paget at finde Gehor for Modtagelsen af Forslagene »med Modificationer«,men

Vort Svar afgik strax Dagen efter at Russells Depesche var meddeelt her, og er dateret den 15de. — Vi vilde vise, at der ikke kunde vsere den fierneste Tvivl hos os om Sagen, og vi vilde forekomme ethvert videre Tryk paa os navnlig fra Frankrig. — Erfaringen viste Rigtigheden heraf, thi som ovenfor bemserket, var Drouyn lige paa Nippet til at slutte sig til Russells Forslag.

Depeschen adskiller mellem Sporgsmaalet om Holsteen og dets yderligere Peel af Russells Proposition. Med Hensyn til Holsteen erklserede ogsaa vi Sagen for udtomt, da vi havde erklaeret os villige til at concedere Forbundets Forlangender om Lovgivnings Magt for Staenderne paa 2 Betingelser, nemlig at la position eventuelle du Holstein pouvait etre precisee de telle sorte que le reste de la monarchic ne fut pas reduit a une dependance continuelle de PAllemagne, og at par ce sacrifice nos rapports avec la Confederation pouvaient etre retablis sur une base durable.

Med Hensyn til Slesvig fastholdes vort tidligere Standpunkt ufor-r andret. Dog gientages det at Kongen har til Hensigt at udvide Staendernes Indflydelse paa de saerlige Anliggender, men dette kan kun skee frit og frivilligt, naar det rette oieblik er kommet, og dette er forst des que la situation de la question holsteinoise le permettra.

Med Hensyn endelig til Faellesforfatningen fastholdes dennes lovformelige Tilblivelsesmaade, samt Umuligheden for Regeringen til at kunne give efter i dette Punkt for Tydsklands Indblanding. Men dernsest er Russells Forslag til en Ordning umulig, hvis man ikke vil see Monarkiet oplost og Londonertractatens Princip omstodt. »Le maintien de la constitution commune pour le Royaume et le Slesvig est done la question de vie et de mort pour le Danemark, et autant le Gouvernement est penetre de cette certitude, autant il est determine a ne point s'ecarter de la ligne de conduite qui lui est tracee par cette conviction.«

Forresten var Depeschen meget rolig og endte med det faste Haab,
at Russell efter at have overveiet disse Betragtninger vilde opgive sine
Forslag.

Vort nseste Skridt var at besvare de preussisk-osterrigske Aktstykker. Dette skeete ved Depescher til Quaade og Biilow af 6. November ledsaget af et Memorandum, som skulde imodegaae den osterrigske Fremstilling af 26. August.

I Depeschen til Preussen discuteres Sagen mere politisk, i Memoiren

---

*) See Depesche fra Paget af 14. October i Blue Book p. 314.

**) See Depesche af 23. October i Blue Book p. 317.

historisk. Det fremhseves at den Sammenblanding af Holsteen og Slesvig, som den preussiske Depesche soger at indfore i Discussion, er i bestemt Modstrid saavel med Sagens Udvikling — idet de Forbundsbestemmelser angaaende hvilke vi forhandle, naturligvis ikke med et Ord omtale Slesvig— som med Forholdets Natur, idet et internationalt Sporgsmaal ei kan bringes i Forbindelse med et federalt uden vidtgaaende Consequentser. »Denn es unterliegt keinem Zweifel, dass die im Bundesrechte gegriindetenFormen fur die Behandlung einer streitigen Frage iiberhaupt jede Anwendung verlieren, wenn diese Frage durch ihre Vereinigung mit einer internationalen den bundesrechtlichen Boden aufgegeben hat.« Ikke destomindre ville vi med denne Reservation ikke afslaae at udtale os om Sagen uforbeholdent.

Den historiske Side af Sporgsmaalet er behandlet i Memoiren, og Resultatet heraf er at Tydskland ikke har vundet nogen Ret med Hensyn til Slesvig. Men Sporgsmaalet er altfor stort til alene at afgiores ved en Fortolkning af mere eller mindre klare Udtryk i en diplomatisk Correspondance. »Denn es ist ja doch das innerste Wesen eines souveranen Staates, dass er seine Verfassung und Vervaltung die wichtigsten Bedingungen eines eigenthumlichen Lebens, nach seinem eigenen Sinne und seinen besonderen Bediirfnissen ordnet.« Derfor [vil] Danmark aldrig kunne gaae ind paa den Fordring man stiller. Og iovrigt, hvad er det for en Ordning, man vil at vi skulle antage? »Andre Landes Erfaring viser, at det undertiden kan have sine Vanskeligheder at faae Budgettet voteret af een Representation« — og vi skulde afhaenge af 4 Forsamlinger. »Fiir jeden Staat, aber doppelt fur die danische Monarchic, unter den jetzigen Umstanden, ware eine solche Ordnung i erster Linie die Anarchie und im letzten unausbleiblichen Resultate der Aufl6sung.«

Depeschen vendte sig derefter til Forhandlingens egentlige Gienstand, Holsteens Stilling. Heelstatsforfatningen, der paatsenktes i 1851, var udtrykkelig giort afhaengig af 1) at Holstenerne loyalt sluttede sig til den, 2) at Kongens Pligter som Medlem af Forbundet ei udvidedes, hans Souversenitet over Forbundshertugdommet ei maae indskraenkes, og at Forbundet endelig opgav enhver Paastand om nogen Competence i og med Hensyn til det danske Kronland Slesvig. Og hvorledes ere disse Betingelser indtraadte? Holstenerne have formeligt udtalt, at »die Selbstandigkeit der einzelnen zur Monarchic vereinigten Lander mit der Bildung einer gemeinschaftlichen Representation in einem Gesamtorgane unvereinbar sei.« Og Tydskland er i fuld Virksomhed for at tilveiebringe en storre Eenhed mellem de forskjellige tydske Forbundslande. Under disse Omstaendigheder havde Danmark uden Videre kunnet vaelge en anden Organisation. Det giorde det ikke, men fortsatte ufortrodent sine Bestrsebelser for at knytte Forbindelsen med Holsteen paany.

Nu fordrer Tydskland Lovgivnings- og Bevillingsmyndighed for Hoisteen. — Vi ere villige til at gaae ind derpaa, og vi ere jo netop traadte i Forhandling derom for at den nye Ordning ikke skal fremkalde ny Strid. Vi henvise i saa Henseende til vore Forslag af 1861, idet vi erklaere os villige til Modifikationer deri, hvis de onskes. »Man wird uns imraer willig finden, den deutschen Herzogthumern Alles einzuraumen, was der deutsche Bund mit irgend einem Recht oder mit einiger Billigkeit fur sie fordern kann. Nur das muss die Konigliche Regierung als ihre erste und unabweisliche Pflicht festhalten, dass Holsteins Selbstandigkeit nicht die Abhangigkeit der danischen Monarchic mit sich fiihrt.« —

Depeschen til osterrig var holdt meget hoflig og beskjasftigede sig vsesenligt kun med det givne Raad om at gienoprette den administrative Forbindelse mellem Slesvig og Holsteen. Langt naermere end at giore dette, maatte det efter vor Mening ligge at »den moglichen Folgen der gelockerten Verbindung zwischen den Bundeslandern und den iibrigen Theilen der Monarchic dadurch entgegenzuwirken, dass die Attractionskraft der letzteren durch ihr engeres Zusammenschliessen in demselben Masse vergrossert wiirde.« Der hentydedes til preussiske Planer, idet det hedder, at en administrativ Forbindelse mellem Slesvig og Holsteen vilde kunne fremme Tendentser til at fjserne sig fra det danske Monarki for at slutte sig til politiske Combinationer, »die bisher immer von dem Besitze von Schleswig bedingt, es auch in der Zukunt bleiben werden.« Endelig slutter Depeschen med en Henvisning til osterrigs egne Erfaringer fra lignende Forhold. Iovrigt henvises til Memoiren. Denne begynder med at vise, at netop alle de Principer som forekastes det HalFske Ministerium, ere grundlagte af det tidligere, »hvis gode Tro« den osterrigske Memoire roser. Det var dette Ministerium som holdt Alt, Fsellesforfatningen vedrorende, udenfor Stsendernes Discussion, som opstillede Folketalsbasen, som indforte den bestaaende Sprogordning i Slesvig, som endelig endog ved Bluhme havde fuldstaendigt udtalt sin Tilslutning til Fsellesforfatningen af 2. October.

Derefter gaaer Memoiren over til at undersoge Correspondancen af 1851^—52. Dens almene Characteer var fra begge Sider erkjendt at vaere den, at udtale frivillig og af fri Magtfuldkommenhed visse Hensigter. De tydske Hoffer havde yderligere udtrykt denne sin Opfatning ved at henvise til den Maade, paa hvilken vor Erklaering af 7. September 1846 er opfattet af Tydskland, nemlig som en frivillig og ingenlunde uforanderlig Udtalelse af Kongen. Correspondancen af 1851^—52 stifter saaledes ingen international Ret.

Indholdet af Kongens Hensigter fremtraadte i Form af et kgl. Patent rettet til det danske Folk: ikke Alt, hvad deri findes, kan altsaa paaberaabesaf Tydskland, men kun hvad der allerede var omtalt i Correspondancen,Saaledes ligger Sprogordningen i Slesvig ganske udenfor

Sagen. Ja Correspondancen indeholdt endog en udtrykkelig Anerkjendelseaf,
at denne Sprogordning ikke behovede at forelaegges Staenderne.

Hvad der af Kongen udtaltes i Correspondancen var folgende. Den kgl. Regering kunde faktisk og retligt skride til Slesvigs Incorporation, den havde erklaeret at den vilde det, den havde til en vis Grad endog forpligtet sig dertil. Det var altsaa den store Concession, som Kongen giorde: han erklaerede ikke at ville skride til Slesvigs Incorporation, men at ville gienoprette Provindsialstaenderne og giore Udviklingen af Hertugdommernes provinsielle Anliggender afhaengig af Provindsialstaendernes Medvirkning, der endogsaa fra at vaere raadgivende skulde gaae over til at blive besluttende.

Denne Concession medforte Nodvendigheden af en ny Plan for Monarkiets Ordning. For at sikkre denne mod fremtidige Angreb af Tydskland vilde Kongen forst forsikkre sig, at der Intet var til Hinder for den fra tydsk Side, for han udforte den. Planen til denne »organische und gleichartige Verbindung samtlicher Landestheile zu einer gesammten Monarchies meddeltes derfor og de tydske Magter erklaerede »dass in Folge des anerkannten Integritatprincips der danischen Gesammtmonarchie eine Vertretung aller Theile dieser Monarchic in einer fur die Erorterung und Beschlussfassung iiber die Gesammtinteressen bestimmten legislativen Versammlung mit den Sonderrechten der deutschen Herzogthumer Holstein und Lauenburg nicht unvertraglich sei«. Herefter er det da ikke Tydskland, som har vundet nogen Ret til (at) forlange, at en saadan Forfatning skal giennemfores, men deter Danmark som kan fordre, at Holsteen uden nogen Indvending fra Tydsklands Side optages i en saadan Heelstatsorganisation. Om Slesvig og dets Forbindelse med Kongeriget ved en Fsellesforfatning er der naturligvis slet ikke Sporgsmaal.

Derefter gaar Memoiren over til at discutere de 2 Indvendinger, som senere ere reiste mod Faellesforfatningen, dels dens Indforelse dels Repraesentationsprincippet, og der giores her opmaerksom paa, at den Tili'oielse, som man fra tydsk Side nu stadig gior til Udtrykket »gleichartige und organische Verbindung«, nemlig »worin kein Theil dem anderen untergeordnet oder incorporirt sein darf«, slet ikke findes i Forhandlingerne i den angivne Forbindelse, men staaer et andet Sted og i en ganske anden Sammenhaeng.

Deter altsaa Indholdet af Forhandlingerne i 1851^—52: Danmark forpligter sig til at gienoprette saavel de slesvigske som de holstenske Staender og til at lade de provincielle Anliggenders fremtidige Udvikling afhaenge af deres besluttende Medvirkning: Tydskland forpligter sig til at romme Holsteen og Lauenburg og ikke hindre deres Optagelse i en Heelstatsforfatning for Monarkiet.

En^elig vises det, at Forfatningen ikke med Hensyn til Ophaevelsen
af den tidligere administrative Forbindelse mellem Slesvig og Holsteen

indeholder nogen Concession af Tydskland, men en simpel Anerkjendelseaf,
at Kongen historisk og retlig er fri i sine Beslutninger desangaaende.

Conclusionerne af denne hele Udvikling ere saaledes: 1. Faßllesforfatningen er retlig bleven til. Holstens og Lauenburgs Udtrseden deraf skyldes alene Forbundet og kan naturligvis ikke berove Forfatningens Retsgyldighed for de ovrige Landsdele. 2. Der kan nu kun vaere Sporgsmaal om under visse naermere Betingelser at imodekomme Forbundsbeslutningen ved at tilstaae de holstenske Stsender Lovgivnings og Bevillingsmyndighed i de faelles Sager. 3. Slesvigs indre Anliggender kunne ikke blive Genstand for det tydske Forbunds Undersogelse og Forhandling*).

Det tredie Sporgsmaal, som Ministeriet maatte overveie, var de indre
Forhold, navnlig hvad der skulde skee i Holsteen og maaskee i Slesvig.

Som ovenfor bemaerket var man blevet enig i Ministeriet om ikke at sammenkalde (de) holsteenske Staender for naeste Aar, og navnlig fordi man i saa Fald ikke let vilde kunne undgaae at forelaegge dem Faellesbudgettet. Holsteens Bidrag for 1862/63 skulde da tages ved Kgl. Resolution og den derom fattede Beslutning i Ministerconferencen den 1. October stadfaestedes af Kongen paa Gliicksborg, saaledes at Finansministeren bemyndigedes til for davaerende Finansaar indtil Videre at udrede af den holsteenske sserlige Kasse et Bidrag udover Normalbudgettet, der forholdsmaessigt svarede til, hvad der faldt de ovrige Landsdele tillast. Denne Resolution skulde imidlertid ikke for det Forste publiceres.

Ganske vist havde Regeringen Ret til denne Foranstaltning efter Patentetaf 23. September 1859, som Res(kriptet) af 29. Juli 1861 kun for det Aar havde indskraenket. Ligesaa sikkert var det, at en Forelaeggelse af Budgettet for Staenderne ikke havde fort til Noget, og Landet matte dog regeres. Res(kriptet) af 2. October var dernaest endog kun provisorisk.Som det hedder i et Circulasre af 18. October til Gesandtskabernes personlige Underretning, »vedligeholdt Regeringen herved, saameget som det praktisk var muligt, den ved Erklaeringen af 29. Juli(18)61 skabte Tilstand. Ligesom Regeringen nemlig dengang og for det da lobende Finantsaarkun forelobigt renoncerede paa Bidragene, idet den forbeholdt naermere Opgiorelse og eventuel Udvidelse af dem, naar en Overenskomst om Holsteens Stilling opnaaedes, saaledes har den ogsaa ved Res(kriptet) af 2. October og for naervaerende Finantsaar kun indtil Videre paalagt Holsteens sserlige Finantser Udredelse af det yderligere Bidrag og altsaa ligeledes forbeholdt en senere Opgiorelse. I begge Tilfaelde er ingen endeligBestemmelse truffet, men man har bona fide holdt Sporgsmaalet aabent. Forskjellen er kun den, at ifjor kunde nodvendige Tilskud forelobigentages af Monarkiets Kassebeholdning, men iaar var dette ikke

---

*) Bilag 10 indeholder en fransk Oversaettelse af disse forskjellige Aktstykker af 6. November (1862).

muligt, og man har derfor forelobigt maatte tage dem af de sserlige
Landsdeles Finantser.«

Dette Raisonnement lod sig vel opstille, men det var meget farligt at giore gseldende. Det viste sig nu ret, hvilke Consequentser Concessionen af 29. Juli medforte: trods alle vore Reservationer var det gaaet over i den almindelige Bevidsthed, at man nu ikke lsengere kunde forlange yderligere Bidrag af Holsteen end Normalbudgettet uden at man havde

Stsendernes Samtykke dertil. I Depesche af 29. September anforte Gortschakow som en Grund mere for Regeringen til hurtigt at svare paa de tydske Depescher af 22. og 26. August, at Rigsraadet kun havde voteret Budgettet under den Betingelse og altsaa maatte samles igien for Udgangen af Finantsaaret 61/62, o: Gortschakov gik ud fra som noget Vist, at Holsteens Bidrag ikke kunde tages ved Resolution, thi da var Betingelsen, som Rigsraadet havde sat, jo fuldstaendig opfyldt.

Men efter at Russell havde skrevet Depeschen af 24. September var det bleven nsesten umuligt at fastholde Res(kriptet) af 2. October. Lehmannhavde underhaanden meddelt Rigsdagsmsendene Regeringens raskeBeslutning at vende tilbage til Patentet af 23. September 1859 og Stillingen for 29. Juli (18)61, og Jubelen over det modige Ministerium var stor. Men Hemmeligheden kunde da naturligvis ikke lgengere holdes, og »Flyveposten« meddelte Sagen. Strax satte efter Ordre Balan og Brenne

ner⁴³) sig i Bevaegelse og interpellerede Hall, der ikke vedstod Sammenhaengen,men sogte at hiaelpe sig ud af det ved tvetydige Erklaeringer som af dem maatte forstaaes som en Benaegtelse af Factum. Balan raadede meget staerkt til stor Varsomhed paa dette Punkt, og ligesom vore Gesandtskaber,navnlig Qaade og Biilow udtalte stor Betaenkelighed, saaledeserklaerede ogsaa Dotezac meget bestemt, at vi ikke kunde undgaae Execution, dersom vi ikke forelagde Staenderne Budgettet.

Ministeriet optog derfor Sagen paany. Hall var for at forelaegge Budgettet. Monrad fik en af sine Paroxysmer. Forst var han meget ivrig for at sammenkalde Staenderne, saa blev han betaenkelig og vilde have Erklaeringen af 29. Juli forlaenget ved nye Bogholderkonster og »et Budget med Minus'er«. En Dag kom han og spurgte, om man dog ikke giorde klogest i at optage Blixens Antydning om Fred med Preussen ved at afstaae Kiel, en anden Dag vilde han have en staerk Tilslutning til Sverrig ved Hjaelp af en Dynastiforandring. Dette sidste kunde maaskee nu meget let skee, da den graeske Krone var tilbudt Prinds Oscar.

Resultatet blev imidlertid at man besluttede at opgive Standpunktet af 2. October, og det heed sig nu, at Udtrykket »indtil Videre« i Resolutionen skulde betyde »indtil de holsteenske Staender kunde komme sammen«*).

Men dernaest maatte den laenge omhandlede holsteenske Regering dog tilsidst blive til Noget. Moltke og Wahrnstedt vare endelig med store Offre vundne og Sagen afgiordes i Statsraadet den 12. November og et Patent udgik betreffend die Errichtung einer oberen Regierungsbehorde im herzoglichen Holstein. Den skulde trsede i Kraft fra 1. December bestaaende af en Praesident og 4 Raader, tage Saede i Holsteen og i »enhverHenseende« vaere Ministeriet for Holsteen underlagt. Forelobigt imidlertid skulde den forblive i Kiobenhavn!, indtil der kunde tages Bestemmelseom i hvilken By i Holsteen, den skulde residere. Instruktion udgik under 1. December. Meningerne om dette Skridt vare meget deelte om end de Fleste saae deri en staerk Retning mod Udsondring. Saaledes opfattedes det naturligvis i Tydskland. Hall var glad fordi det holsteenskeMinisterium nu ikke medforte nogensomhelst Byrde for ham, og stolt over at have giort Noget, der saae ud som en Tanke. Alt kunde have vaeret godt, hvis de valgte Personligheder havde vaeret bedre, og der virkeligvar en Control i Ministeriet. Men det har senere tilstraekkeligt vist sig, at de bedste Folk i Regeringen vare de gamle Departementschefer herfra, medens Moltke kun taenker paa at more sig og faae saa mange Penge som muligt ud af Statskassen, og Warnstedt er en stor Fiffikus, der heller ingen Gavn gior, og begge ere politisk aldeles upaalidelige.

---

*) I et Circulaere af 26. November meddeltes dette til Gesandtskaberne, og de opfordres til ved Hjaelp af denne Meddelelse at forekomme mulige collective Skridt af Magterne for at formaae os til at forelsegge Staenderne Budgettet.

Der behovedes Regering i Holsteen, og nu regeredes der langt rnindre
og slettere end for. Hall smigrede sig med, at denne Foranstaltning skulde
vsere populaer i Holsteen, den har kun fremkaldt Misfornoielse*).

Endelig overveiedes det i Ministeriet, hvad der kunde giores i Slesvig. Den sidste Throntale havde indeholdt Lofter, og Hall havde mangfoldige Gange givet endnu storre i sine Samtaler, navnlig synes det, at han havde engageret sig i Principet til Manderstrom og til Wachtmeister**), 0111 han end tillige havde fremhaevet Vanskelighederne for Regeringen at giennemfore Forandringer. Stillingen var den, at det af os var erkjendt at disse maatte foretages i Retning af storre Myndighed for Staenderne i de provincielle Anliggender og storre Folkefrihed. — Alt dog under Forudsaetning af, at Valgloven tillige blev en anden. Hvad der derimod var det omdebatterede Punkt var Tiden, naar en saadan Forandring kunde skee. Vi sagde: gior vi det nu ligeoverfor Tydsklands Fordring, vil det ikke kunne undgaaes at saettes i Forbindelse dermed. Tydskland vil giore giaeldende at deter en Indromraelse, og saaledes vil det opfattes i Slesvig og Holsteen. Deraf vil folge idelige Forsog paa Indblanding i Slesvigs Anliggender, fornyet Haab hos Slesvig-Holstenerne og en Agitation i Holsteen, som vil misbruge de storre Friheder. Deraf vilde altsaa folge, at vi forst kunde skride til at handle i Slesvig, naar Striden med Tydskland var endt. Saaledes udtalte Depeschen af 15. October til Russell sig og Depeschen af 15. November til Drouyn (see nedenfor). Derimod giordes giaeldende fra alle Sider, Sverrig iberegnet, at vi burde giore det strax, fordi kun paa den Maade var en Losning af det holsteenske Sporgsmaal mulig. Hvert oieblik er Hall ogsaa paa Nippet til i sine Samtaler***) at love det, forsaavidt han ikke ligefrem giver et saadant Lofte. I Ministeriet var der den samme Usikkerhed. Fra mange Sider sees det, at der ingen Vanskeligheder var ved at giore det, og der fortaltes meget om hvilken Indflydelse de nye danske Godseiere, Moltke-Huitfeldt, Rosenorn-Lehn, senere ogsaa Grandjean⁴⁵), udovede osv., og man spekulerede meget paa, om man skulde hjaelpe paa Sagen med Kongevalgte, eller giore fremtidige Grundlovsforandringer i Slesvig afhaengig af % Majoritet etc. Wolfhagen⁴⁸) synes dog saa bestemt han formaaer at staae imod, idet han gior giaeldende, at han ikke kan skrive en Valglov som skaffer os Majoritet, uden ved Hjselp af Kongevalg, som ere meget mislige. Dertil kommer, at Staendernes nuvaerende Majoritet vilde benytte Leiligheden, saasnart de sammenkaldtes, til at protestere mod Faelleslorfatningen. Imidlertid blev det i Statsraadet den 5. November vedtaget i Principet, at en ny Forfatning skulde udarbeides.

---

*) Et interessant Brev fra Baron Heintze⁴⁴) af 17. Nov. 1862, der synes at vise, at han havde smigret sig med at blive Praesident i Regeringen, findes i Bilag lib.

**) See saaledes Manderstroms Depesche af 12. October samt Brev fra Wachtmeister til Hall af 28. October i Bilag 12.

***) Saaledes den 24. November i sin Samtale med Paget see nedenfor.

Vore Depescher af 6. November vare overleverede, men giorde intet Indtryk uden her hjemme. Det viste sig navnlig, at hverken i Wien eller af de fravaerende Diplomater var vor Memoire endog kun giennemlsest*). Forsaavidt opveiedes dens Deduction altsaa fuldstaendigt af den übetydelige Memoire af 14. November**) som Preussen udsendte om Forhandlingerne af 51_—52. Men Eet syntes alle Parter enige om, nemlig at nu maatte de direkte Forhandlinger betragtes som endte.

osterrig og Preussen vilde rimeligvis bringe Sagen tilbage til Forbundet. Det kunde da skride videre frem mod os og baere Ansvaret for en Complication, som de 2 Stormagter onskede at blive frie for, og det vilde vasre en smuk Sortie for disse at lade Forbundet slaae Russells Forslag fast som blivende Momenter i Sagens Udvikling. Dette blev ogsaa det endelige Resultat af osterrigs og Preussens Overveielser. Som det synes, vilde Preussen have det slesvigske Sporgsmaal henvist til Englands

Udenfor Tydskland opstod paany Sporgsmaalet om en europseisk Conference til Afgjorelse af hele Sagen, og Tanken laae naer, da de directe Forhandlinger vare indlede med et bestemt Lofte om en eventuel Losning ad denne Vei. Rechberg havde endog brugt Yttringer til Biilow, der syntes at gaae i den Retning (Depesche af 12. November). Vi kunde imidlertid ikke onske en Conference under nuvaerende Forhold og vilde i alt Fald ikke tage Initiativet dertil. Bille spurgte Russell om der var noget sandt i Rygterne om at England paataenkte et Forslag af den Beskaffenhed (Depesche af 14. November). Da Russell bensegtede det, men tilfoiede, at Sporgsmaalet (var) om vi vilde gaae paa en saadan Proposition, svarede Bille, at det vilde vi vistnok ikke, nu da Russell havde udtalt sig som han havde i Depeschen af 24. September.

Saavel Sverrig som Frankrig traengte imidlertid paa at vi skulde tage et Initiativ og meddele vore Hensigter i en Expose til Magterne, og Drouyn fandt netop oieblikket gunstigt, fordi Russell var fremkommet med et umuligt Forslag. Vi havde imidlertid store Vanskeligheder ved at folge dette Raad, fordi vi ikke vidste at foreslaae Andet for Holsteen end hvad vore Forslag af 26. October 1861 indeholdt, og Intet kunde giore med Hensyn til Slesvig. Imidlertid vilde man dog saavidt muligt imodekomme Drouyns Antydning, og der tilskrives derfor Moltke under 15. November, at vi ikke taenkte paa at paakalde Magternes Intervention for Tiden, men dog meget onskede at erfare Frankrigs Mening om Hovedpunkterne i vor Opfatning. Disse vare 1) bestemt Adskillelse af det holstenske Sporgsmaalfra Alt, som vedrorte Slesvig, 2) en Ligestillelse mellem holsteenske

---

*) Dette melder J. Biilow udtrykkelig, og jeg selv erfarede det ved Samtaler med Nicolay og Paget.

**) See Blue Book p. 331.

***) See Depesche fra Bloomfield*⁷) af 11. Dec. i Blue Book p. 353.

Stsender og Rigsraadet med Hensyn til Lovgivning og Bevilling i Fsellesanliggender,3) en nodvendig Ventil i Tilfaelde af fortsat Uenighed niellemdisse 2 Reprsesentationer. — Var det holsteenske Sporgsmaal saaledesordnet, vare vi ikke uvillige til at indlade os paa en Undersogelse af Tydsklands Formeentlige Rettigheder med Hensyn til Slesvig, saamegetmere som vi vare overbeviste om at kunne vise disses Ugyldighed, og Kongen havde iovrigt den Hensigt at indromme Slesvig storre Frihedersaasnart den holsteenske Sag var ordnet. — Drouyn fulgte imidlertidikke vor Opfordring til at udtale sig herom, men foretrak at vedligeholdeFrankrigs hidtidige fuldkommen passive Holdning i Sagen. —

Men imidlertid havde Russell ikke, som vi havde haabet, opgivet sine Forslag. Rusland og selv Tydskland havde sluttet sig ivrigt til dem og udtalte det Haab, at han dog ikke vilde lade dem falde*). Selv fandt Russell dem fremdeles »praktiske og billigere end vi fra nogen anden Side kunde vente«**), navnlig forekom det ham tydeligt, at »den Ordning, som de danske Depescher til osterrig og Preussen foresloge, var mindre fordeelagtige for os end dem som han havde fremstillet i Depeschen af 24. September.* The Government af Denmark ought to derive valuable assistance from Holstein for the naval and military defence of the Danish monarchy. But under the proposed Danish conditions, it is not likely that any considerable supplies will be obtained from Holstein for that purpose. Such a plan may suit the views of those who wish to govern the Kingdom af Denmark Proper and the Duchy of Slesvig, without the infusion af any German influence, but it must enfeeble and impair the Danish monarchy as a whole.« (See Russels Depesche til Paget af 26. November)***).

Under disse Omstsendigheder lod Russel sig ikke afholde ved vor bestemte Afvisning og den fuldkomne Enighed, hvormed vi her erklaeredeenhver Tanke om Ophsevelse af Forfatningen af 2. October som aldeles umulig. Hvorledes Kongen personlig taenkte, erfarede Paget da han den 17. November havde Audients i Anledning af Alexandras Forlovelse.Kongen sagde med den imponerende Holdning han i lykkelige oieblikke kan antage — »Russells Depesche af 24. September har overrasketmig som et Slag i Ansigtet, tilfoiet mig af min Ven. England begiaerermed den ene Haand min Niece, og samtidig hugger det til mig med den anden. Husk, hvad vi fra Fortiden have England at takke for. Nu har Russell villet gaae videre og berove mig og mit Folk hvad der er

---

*) See Howards⁴⁸) Depesche af 25. October i Blue Book p. 318, Wards⁴⁹) af 21. November Blue Book p. 348.

**) See Bussells Depesche til Cowley af 8. November. Blue Book p. 330.

***) Blue Book p. 349. Endelig havde vi selv irriteret Russell derved at Hall for at berolige her hiemme havde instrueret »Dagbladet« til at fortaelle at Russell var flau over sine Forslag og gierne vilde traekke sig ud af Ilden. »Globe« bensegtede strax denne Efterretning.

mere end Flaade, Hovedstad, Norge, nemlig vor Jeg har folt det som en personlig Fornaermelse, og jeg var meget naer ved at svare derpaa ved at tilbagekalde min Gesandt fra London*. Paget var virkelig imponeret.

I en Samtale som Russell havde med Bille i Begyndelsen af November, truede han med Slesvigs Deling, hvis vi ikke antog hans Forslag. Bille svarede kort, at det kunde han jo prove paa (Depesche af 14. November).

Den 20. November sendte Russell sin 2den Note, der ikke er holdt i nogen hofligere Tone end den forste og ligesom denne begynder med at opstille som Grundssetninger, hvad der netop er Stridssporgsmaalene: 1) Kongen har Holsteen som Hertug af Holsteen, er som saadan Medlem af Forbundet og maa adlyde dette, 2) Kongen har Slesvig som Hertug af Slesvig og er derfor forpligtet til osterrig, Preussen og Forbundet ved visse Lofter, 3) intet Argument ab inconvenienti og hentet fra det praktiisk Mulige eller Umulige kan giaelde mod en juridisk Forpligtelse.

Derefter hedder det med Hensyn til Holsteen, at der ingen Strid er, vi ere jo villige til at indromme det Forlangte, og naar vi betinge en saadan Stilling for Holsteen af »at den defineres paa en saadan Maade at Resten af Monarkiet ei reduceres til en bestandig Afhaengighed af Tydskland, og at ved dette Offer vore Forhold til Forbundet retableres paa en varig Basis«, da har det saaledes udtalte Princip »the cordial assent and approbation of Her Majesty's Government*.

Med Hensyn til Slesvig simplificeres Sporgsmaalet derved, at den retlige Side skulde vsere erkjendt af Danmark, da Hall jo indrommer, at Kongen har udtalt til sit Folk, at Slesvig ei skulde incorporeres, og at tydsk og dansk Nationalitet skulde stilles lige. Dete hele er altsaa kun a question of fact. Og her paaberabes nu Raguels beromte Rapport, og der fremhseves Sprogbestemmelserne, Presse- off Petitionsloven. Da vi nu ikke have villet opfylde disse vore Forpligtelser, harder stillet sig forskjellige

1. lade den nuvserende Tilstand af Usikkerhed og Fare vedblive indtil
den ender i et voldsomt Udbrud,

2. antage en Faellesforfatning i hvilken det tydske Element faaer
storre Vaegt, end dets blotte Tal vilde give det,

3. dele Slesvig i 2 Dele, hvoraf den ene blive tydsk og forenes noiere
med Holsteen, den anden bliver dansk og incorporeres i Danmark,

4. antage den af Russell foreslaaede Plan.

Depeschen ender med Forsikring om Englands Interesse af Danmarks
Integritet og Uafhsengighed. —

Russell vilde foroge Trykket paa os ved en samtidig Medvirkning fra
Frankrig og Rusland og han begiaerede at disse to Regeringer skulle

slutte sig til hans Skridt*). Frankrig fulgte imidlertid ikke denne Opfordring.Desto villigere var Rusland, der i enDepesche af 30.N0v./12.Dec.**) fremhsevede Englands store historiske Betydning i den danske Sag og erklserede,at de sidste Forslag af Russell indeholdt »des elements de negociationqu'il serait sage de ne pas ecarter par un refus peremptoire«. »Nous souhaitons vivement que, revenant d'une appreciation, exageree peut-etre, des consequences qu'entrinerait selon lui l'admission des propositionsAnglaises comme bases de negotiation, M. Hall se prete a les examiner avec calme, et surtout que, sans donner place a des illusions dangereuses en politique, il veuille prendre en mure consideration la situation que le re jet de toute solution pacifique ferait en derniere analysea son pays«. Endelig erklserede Depeschen, at Nicolai ikke skal indladesig i nogen Discursion med Hall, men giore disse Bemserkninger til ham- »eller til andre danske Statsmsend«.

Da Nicolai meddelte denne Depesche, svarede Hall kort, »at han Intet havde at sige om den og derfor ret glad ved at Nicolai ligeledes havde Ordre til ikke at indlade sig i nogen Discursion — Jeg seer, at De henvisestil at tale med andre danske Statsmsend, det vil ogsaa snarest vaere hos enkelte af dem, at De kunde vente at finde Gehor. Adieu«. — Nicolai forsikkrede, at Meningen ikke var den, som Hall tillagde Slutningspassagen,imidlertid er det vist, at han viste Depeschen til Andre, og navnlig fik Prinds Frederik af Hesen en Copi af den. Vi svarede iovrigt senere med en Depesche af 16. Januar 1863 til Vind, der var meget hoflig men temmelig spydig. Vi tale ogsaa om »farlige Illusioner«, der kunne troe paa en Gienoplivelse af forlaengst foraeldede Tilstande, og (Absolutismen) og havde vor conservative Politik i Modssetning til ganske nye og farlige Organisationer (Russells). Der alluderes til Forhandlingen i Januar i Forbundet angaaende osterrigs Delegeretforslag, og mod den revolutionaereAand, som det aabenbarer, vil Europa maaskee snart se sig nodt til at vserge sig, og da vil det vsere farligt at have anerkjendt Forbundets Overgreb, saaledes som man nu gior det mod os. Med Hensyn til Slesvig constatere vi, at Rusland og vi ikke opfatte Sagen paa samme Maade. Angaaende Betydningen af Forhandlingerne af 51 tilfoies et nyt Argument,nemlig at det Hele er en diplomatisk Correspondence mellem Ministre,uden Ratification, uden Samtykke af Reprsesentationen: kan der tillsegges sligt Virkning af en Tractat, ja af en Tractat, som vilde have den allerstorste Indflydelse til evige Tider paa Danmarks statsretslige Stilling. — Depeschen ender med at forsikkre, at Regeringen vil gaae frem, men roligt og sindigt. Den vil ikke foregribe Fremtiden. »hvad Nutiden ikke tillader at naae, vil Fremtiden kunne bringe«. — »Le GouvernementImperial

---

*) See Russell til Cowley af 8. November i Blue Book p. 330 og Bloomfield til Russell af 27. November i Blue Book p. 351.

**) See ste Samling p. 124.

vernementImperialapplaudira sans doute le premier a cette politique conservatrice en meme temps que prevoyante, et M. Nicolai qui connalt si bien nos affaires et qui conformement aux ordres du Prince, doit avoir cherche l'occasion de s'entretenir avec d'autres hommes d'etat sur les affairespolitiques du pays, aura certainement deja appris a son Gouvernement,ce que je Vous prie M. d'assurer au Prince, que la nation entiere se rallie autour du Roi et de Son Gouvernement lorsqu'il s'agit de maintenirl'independance des parties non-federales de la Monarchie contre la pression de la Confederation*. —

Men Rusland indskraenkede sig ikke til selv at slutte sig til Russell. Gortschakov fristede og forforte ogsaa Manderstrom ved en Depesche af 1/13. December. Heri erkjendes Sverrigs Ret til at folge den dansktydske Sag med saerlig Interesse. Situationen bliver nu betaenkelig ved Danmarks Svar af 6. November og dets Forkastelse af Englands Forslag, »tendant a concilier au moyen d'un arrangement equitable des exigences si opposees entre elles«. Under disse Omstsendigheder og »pour repondre a la confiance dont le Cabinet de Stockholm nous a offert de precieux temoignages« vil Gortschakow udvikle Ruslands Holdning, og meddeler derfor sine Depescher til Danmark. Disse Skridt have ikke fort til noget Resultat. »Neanmoins tout en nous reservant une entiere liberte d'appreciation nous ne nous refuserons pas a concourir a tout essai qui pourrait etre tente encore pour detourner le Danemark de quelque determination extreme et lui epargner les embarras de mesures coinncitatives dont I'Allemagne l'a plus d'une fois menace«. I denne Bestrsebelse er Rusland vis paa at mode(s) med Sverrig.

oieblikket var godt valgt af Rusland, thi Manderstrom var baade vred og flau over at England udelukkede Sverrig af Sagen — nu kom paa eengangRusland uventet og aabnede Doren til den europseiske Conferents, hvor Manderstrom saa inderlig onskede at beholde en Plads. Han forklaredeW. Plessen sin Anskuelse om dette Skridt af Rusland og sit Svar. Plessen skriver i Depesche af 31. December: »puisque les ouvertures du Cabinet Imperial portent l'empreinte d'une parfaite courtoisie, le Comte Manderstrom a cru devoir y repondre de la meme maniere. Puis il s'est addresse a lui meme la question: le Cabinet de St. Petersbourg qui de temps a autre il est vrai, nous a fait des ouvertures relativement a la question danoise mais qui depuis longtemps ne l'a pas abordee pourquoi rompt- il aujourd'hui le silence? La reponse que le Comte donnait, etait, que: om le Cabinet de St. Petersbourg desire que celui de Stockholm fasse de nouveau des propositions de mediation, oil peu satisfait du jeu que l'Angleterre a joue dans la question Grecque il veut ramasser du materiel pour le combattre sur d'autres terrains. Or, sachant que les dernieres propositionsde Lord Russell etaient peu goutees ici, il a voulu se procurer a cet egard des explications, qu'il a obtenues mais qui devaient etre concuesde

cuesdemaniere a pouvoir etre communiquees a Lord Russell sans trop choquer toutefois. Quant a la premiere alternative, a dit Manderstrom, renseignes par l'experience sur le sort que nos propostions de mediation ont rencontre autrefois, nous en abandonnerons l'invitation a d'autres dans Finteret de la cause«. —

Dersom det var Gortschakovs Hensigt at chikanere England, opnaaedes det kun tildels, thi i sin Frygt for »ikke at stode for meget«, var Manderstrom nser ved at erkjende Russells Forslag sorn en god Basis, saavel i sine senere Samtaler med Jerningham*), som i Svaret til Gortschakov, som han ilede med at meddele den engelske Gesandt**). Men til Giengiseld fik Gortschakov den Satisfaction, at Manderstrom fiernede sig fra os og vore Interesser i Slesvig, og hvis ikke Taalmodigheden her hjemme var saa stor, kunde han let have fremkaldt derved en varig Kulde mellem os og Sverrig.

Manderstroms Svar skeete ved Depesche til Wedel-Jarlsberg⁵⁰) af 30. December***). Vel siges det, at Sverrig entretient des doutes fort serieux sur la parfaite justesse des vues que le Gouvernement Anglais a enoncees, tant sous le rapport de la stricte equite, que sous celui de la possibility d'execution pratique. Ved Londonertraktaten er ikke blot det danske Monarkis Integritet garanteret, mais cette parfaite independance de toute ingerence etrangere qui forme la premiere condition de l'existence d'un Etat, est reconnue comme faisant partie du concert Europeen. Angaaende Forhandlingerne af 51_—52 hedder det »nous pensons qu'il ne convient point de leur donner une interpretation forcee de maniere a leur accorder une signification, a laquelle jamais un Gouvernement quelconque n'aurait pu consentir, sans abdiquer en meme temps son independance et cesser de vivre de sa vie propre. Slesvig er ikke incorporeret saalaenge det har sine Provincialstaender og saeregne borgerlige Lovgivning. Hvad derimod Loftet om Nationaliteternes Ligestillelse angaaer, nous avouons franchement que des doutes plus serieux peuvent etre eleves sur son entiere mise a execution mais ce ne sont point nos conseils qui ont manque au Gouvernement Danois pour faire disparaltre les motifs de plaintes qui a ce sujet peuvent se faire valoir. Nous pensons que c'est la la tache qui surtout lui incombe et que c'est par ce moyen qu'il arriverait a satis faire aux voeux legitimes de tous ses sujets.

Derefter discuterer Depeschen kort de russellske Forslag. For saavidtRussell
forlanger at Danmark skal samtykke i Alt, hvad Forbundet
forlanger med Hensyn til Holsteen, er dette nseppe grundet i Forbundslovgivningen.At

---

*) See Jerninghams Depesche til Russell af 29. December i Svenske Aktstykker II p. 123.

**) Jerningham til Russell 12. Januar 1863 i Svenske Aktstykker II p. 128.

***) See Svenske Aktstykker I p. 68. Deter kun (en) Extrakt idet en for os skadelig Deel om Slesvig, er udeladt. Den er imidlertid vedfoiet i mit Exemplar efter en Afskrift.

lovgivningen.Atregere med 4 Forsamlinger forekommer Sverrig meget vanskeligt, og vil det danske Folk opgive en Forfatning, som deter oprigtigt hengiven. Sverrig er derfor ikke forundret over, at vi har forkastetdisse Forslag. Ce n'est pas a dire, que nous considerons ces propositionscomme de tous points rejetables: loin de la, nous pensons qu'au moyen de modifications necessaires, elles offrent des elements precieux d'un arrangement satisfaisant. — Manderstrom haaber at det skal lykkes at komme overens om Vilkaar der ere acceptable for begge Parter, nous ne negligerons rien pour tacher de detourner le Danemarc de toute determinationextreme.

Wulff Plessen blev ved et Privatbrev foranlediget til at udtale sig til Manderstrom om det übehagelige Indtryk, som visse Passager i denne Depesche havde giort her, og Manderstrom skreev derfor under 21. Januar til Hamilton. Han udtaler her bestemt, at han ikke paa nogen Maade »sammenblander de Forpligtelser Danmark har paataget sig til Tydskland og som kunne vaere Gienstand for Forhandlinger, med de Lofter, som Kongen proprio motu har giort til sine Undersaatter« saalidt som han »met en question le droit du Gouvernement danois de prendre seul une decision definitive a ce sujet, d'apres son appreciation de l'opportunite de l'epoque et des circonstances«. Saaledes havde Manderstroms Udtalelse giort sin Skade, og Russell beraabte sig paa den i en senere Depesche.

Den 24. November overleverede Paget Russells Depesche af 20de og meddeler Rapport om sin Samtale med Hall under 25de. Hall skal have udtrykt sin Forbauselse over, at Russell ikke havde taget Notice af de »liberale Forholdsregler med Hensyn til Slesvig, som den danske Regering tilsigtede«, og udmalede hvorledes den nye Forfatning og Valglov vilde afhjaelpe alle Klager, og Paget kommer tilbage paa dette Punkt i Slutningen af sin Depesche, idet han beretter at de slesvigske Staender vilde blive sammenkaldte, at Forfatningsudkastet forelagt med Presse — Associationsfrihed osv., ny Valglov osv.

Derefter gennemgik de sammen de forskjellige Alternativer, som Russell havde anfort. At lade Alt blive som hidtil erkjendte Hall for at vsere altfor farligt. En ny Heelstatsforfatning efter Nr. 2 var Hall mindre imod, men han sagde, at Stsenderne i Holsteen ikke vilde gaae ind derpaa. Kongens Vaerdighed tillod ikke at noget Forslag paany giores Stsenderne, men de kunne selv fremkomme med et saadant onske, hvis de ville — Paget tilfoier, at de holsteenske Stsender ville blive sammenkaldte, Budgettet dem forelagt, og hvis de nsegtede at votere Crediterne, »vilde en fuldstsendig Adskillelse af Holsteen fra det ovrige Monarki skee, saa at kun den personnelle Union vilde vedblive«. Med Hensyn til Nr. 3 sagde Hall, at Slesvigs Deling »vilde fore til, at Slesvig-Holsteen vilde blive incorporeret i Preussen og Resten af Monarkiet vilde gaae til Sverrig«. — Nr. 4 endelig bedomte han ganske som tidligere.

Dennegang vilde vi tage lsengere Tid til at svare, deels fordi Tydsklandutvivlsomt ikke kunde gaae frem, saalsenge vor Forhandling med England endnu fortsattes, dels fordi man fra flere Sider havde fundet det mindre passende at vi svarede Dagen efter uagtet Frankrig havde anbefalet os at tage Sagen »under alvorlig Overveielse«. Med Hensyn til Maaden at svare paa, raadede Paget og Dotezac, deels for at skaane Russells Egenkaerlighed deels for maaskee at drage England i Realiteten over paa vor side, til at tage fat paa det projecterede »Statsraad« og Normalbudgetog giore Noget ud deraf, som vi kunde bruge. Dette sidste

havde maaskee vaeret muligt, men Ministeriet turde ikke komme hid paa
Noget som lignede et Heelstatsprojekt. Vort Svar afgaves den 5. Januar.

Dennegang tages Sagen noget hoitideligere og der paaberaabes Kongens i Geheimestatsraad givne Ordre om Svaret. Depeschen tager akt af Russells »approbation cordiale« af de Betingelser, hvoraf vi have erklaeret at Holsteens nye Stilling i Monarkiet maa afhaenge. »Nous aimons a croire que s'il s'agissait un jour de les maintenir vis-a-vis de la Confederation, S. S. n'hesiterait pas plus dans son appreciation de leur necessite qu'il ne le fait aujourd'hui«. Men vi maae protestere imod, at vi skulde have nogen Forpligtelse til at adlyde Forbundet i Et og Alt i Holsteen. Forbundsacterne overfore ikke Medlemmernes Souversenitetsret til Forbundet. Navnlig ikke for de Fyrster, hvis Forbundslande ere Provindser af et Monarki, der forresten ligger uden for Forbundet.

Med Hensyn til Slesvig kan den danske Regering ikke anerkjende Russells Betragtning af Retssporgsmaalet, thi deter: har Forbundet nogen Ret til at blande sig i en udelukkende dansk Provindses indre Anliggender? Denne Ret mangier, »et le Gouvernement du Roi trahirait les interets les plus sacres de l'etat, s'il transigeait sur ce principe capital: que l'authorite de la Confederation Germanique ne peut en aucun cas depasser la frontiere du Holstein«. Hidtil havde vi sogt at oplyse de mange Misforstaaelser, som Udlandet har giort sig skyldig i med Hensyn til disse indre slesvigske Forhold, men vi have kun opnaaet, at man paaberaaber sig en underordnet Embedsmands Rapport om Ting, som han nodvendigvis maae mangle Evne til at bedomme. »En raison de cette triste experience, le Gouvernement du Roi croit devoir s'en tenir desormais au seul point de droit lequel justifie suffisamment son refus d'entrer dans aucune negotiation sur les affaires interieures du Slesvig«.

Depeschen omtaler dernaest de 4 Alternativer Russell har opstillet. Den undgaaer imidlertid at udtale sig om de 3 ved at sige, at Russell selv erklaerer dem for mindre acceptable end hans eget For slag — (Ministeriet turde ikke udtale sig om Nr. 2 Heelstaten) — Hvad dette endelig angaaer, vilde det tjene til at oplose Staten i 4 uafhsengige Stater, kun sammenknyttede ved et council of state »qui frappe d'impuissance des le principe on tarderait certes a s'eteindre dans un avenir peu eloigne«. Igrunden betragter Russell allerede nu Oplosningen som foregaaet, idet han kun egentlig antager Monarkiet som en Samling af Stater forenede alene i Fyrstens Person. England vil bevare Monarkiet, men Russell vil berove det Uafhaengighed, »l'essence meme de la vie«, ved at anbefale en Ordning »qui n'a d'autre titre pour se recommander que celui d'etre inspire par les puissances Allemandes«.

Regeringen vil rolig folge sin Vei. Paa de anforte Betingelser giver
den Holsteen, hvad Forbundet har forlangt: derved afskiaeres ethvert
Paaskud til en Execution. Mellem Slesvig og Danmark vil den bevare

den bestaaende constitutionelle Forbindelse og forsaavidt Russell synes at frygte un explosion violente, saa vil den kun kunne komme »par suite d'instigations et de violences etrangeres. Et une telle eventualite le Gouvernement Ten visage avec caline et la resolution que lui inspire la conscience de son droit«.

Da Bille overleverede denne Depesche tilfoiede han, at hans Regering
bad om at denne Correspondence nu maatte ansees at vsere sluttet.

Denne Anmodning fulgte Russell forsaavidt han kun til Pagets egen Underretning tilskrev denne under 21. Januar 1863*). Heri giver han en Slags historisk Fremstilling af denne sidste Pfase i Forhandlingerne og ender med at sige, at vi kunne naturligvis forkaste hans Forslag, men hvormeget end England vil holde paa. Danmarks Integritet og Uafhsengighed, maae det dog tillige hsevde, at der er visse Forpligtelser som Kongen er bound in honour to fulfil. Og selv Manderstrom erkjender at de ikke ere opfyldte. — »It is not for the interest any more than it is for the reputation of the King to place his German subjects in a situation inferior to that of his subjects of Danish origin, either as to privilege or as to favour*. —

Da denne Depesche bekjendtgiordes i den »Blaa Bog«, foranledigede den en Depesche af 27. Februar til Bille**). I denne releveres nogle faktiske Urigtigheder i Russells sidste Depesche, men derpaa udtaler Hall sin surprise over at se Russell faire entrer la personne du Roi dans la discussion, en se faisant juge de ce qui servirait le mieux la reputation de S. M. et de la proportion dans laquelle il Lui plait de distribuer ses faveurs a Ses sujets — og dernaest bekjendtgiore en saadan Depesche i den Blaa Bog.

Hermed endte hele denne Episode. Russell var meget stodt og gav Paget Ordre til at forholde sig aldeles passiv og slet ikke beskjseftige sig med Sagen. Paget var selv meget afficeret ved vor stserke Afvisning og udtalte sig saaledes, at det almindeligt antoges, at England ganske havde slaaet Haanden af os. Og ganske vist havde den hele Historie skadet os og gavnet Tydskland. Men indtraadte ikke meget snart en Catastrofe vilde Skaden dog nseppe vaere saa stor. I England fandt man, at der var pluck in us, og som W. Oxholm⁵¹) sagde, at han havde hort i London, lignede man os med en lille Boxer, der knyttede sine smaa Nsever og sagde come on! Og Europa saae, at endikke England kunde tvinge os til Taushed — Adskillige med en ikke ringe Glsede over at see Russell afsagde come on! Og Europa saae, at end ikke England kunde tvinge os til viist. —

Med megen Upartiskhed giver han iovrigt en Oversigt over Svingningerne
i sin Politik i vor Sag. Denne Fremstilling ender den Blaa Bog.

---

*) ste Samling p. 133.

**) ste Samling p. 135.

Som Rochussen⁸²) rigtigt har engang sagt, burde Holland idetmindste med samme Iver som Sverrig interessere sig for vor Sag, der tillige var dens egen. Han foreslog derfor ogsaa, da Russell udtalte sine Principer om Forbundsmagtens übegrsensede Omfang, at protestere mod denne statsretlige Theori i London. Dette Skridt vilde have vseret meget velkomment for os, men Hr. v. d. Maesen de Sombreff⁵³) fandt det klogere at forholde sig rolig.

Tiden naermede sig da de holsteenske Staender skulde sammentraede
og Regeringen beskjaeftigede sig med Sporgsmaalet om, hvad der skulde
forelaegges dem.

Hall havde sagt til Paget at Regeringen ikke vilde forelaegge Noget i Retning af en ny Heelstatsforfatning, men give Staenderne Leilighed til at udtale sig, hvis de ansaae det hensigtsmaessigt og derved blev det. Dog ikke uden megen Kamp.

Stemningen havde i saa Henseende vendt sig noget. Paget der engang var mere eiderdansk end selv Lehmann, og som endnu i Efteraaret havde sagt til Monrad: »Jeg kan jo efter min officielle Stilling ei raade Dem til at udsondre Holsteen, men jeg skulde vaere oprigtigt glad, hvis De giorde det« — han opmuntrede nu staerkt til at arbeide paa Tilveiebringelsenaf en Heelstat. »Giv mig og Dotezac,« sagde han, »det private Hverv at giore et saadant bestemt Forslag, saa skulle vi efterat have faaet Eders Samtykke dertil, forskaffe vore Regeringers Understottelse til dens Giennemforelse.«— Han fandt at det vilde vaere en meget god Tanke at give Rigsraadet to Kamre, det ene efter Folketallet som i 2. October 55, det andet efter Landsdele, saaledes at oerne og Jylland dannede 2, der sendte lige saameget som Slesvig og Holsteen, altsaa med historisk Tilknytning til de 4 tidligere Staenderforsamlinger og Res(kriptet af) 28. Januar 1848. — Dotezac sagde at der jo var hundrede Maader at ordne en Heelstat saaledes at vi kunde leve med den. »Forkaste Holsteenerne et antageligt Forslag, saa staae I fortraeffeligt, medens I nu staae slet, fordi Alverden nu siger, at det eneste Forslag I have gjort, var kun Loier, da Kongevalg naturligvis ere Ministervalg.« — Han lod til mest at finde Ideen om % Majoritet for brugeligt. Paa den Indvending, at dette dog i alt Fald aldrig kunde gaae med Hensyn til Bevillinger, svarede han, at saa kunde giores en Undtagelse fra Principet med Hensyn til disse aff (airer), at man kunde udvide Normalbudgettet, og Bemaerkningen om, at en ny Heelstatsforfatningvilde stadig give Tydskland ny Anledning til Indblanding modte han med et, »det kunde vi dog aldrig undgaae, men vi vilde da have vundet,at Tydskland da ikke havde det samme Paaskud dertil som nu.« I Ministeriet var Monrad bestemt for Heelstatsforsog, men indsaae Urnulighedenaf at faae Hall dertil, fordi »han er en eingefleischter Eiderdansk,vaerre

dansk,vaerreendog end Lehmann.« Uden for Ministeriet var Andrae fremdelesindtagen for % Forslaget og Krieger ikke uvillig mod Combinationenaf 28. Januar 48 og 2. October 55. Fra Tydskland kom ogsaa Antydningerom, at Holsteenerne ikke meente det saa noie med deres Vaegringom at indtraede ien Faellesrepraesentation (see Dirckincks⁵⁴) Rapportaf 26. November). W. Oxholm forhorte sig indirekte hos Hall om denne havde Noget imod at man virkede til at Holsteenerne udtalte onsketom en Heelstat og Faellesrepraesentation, »thi han vilde Intet giore, som Hall ikke onskede.« Hall svarede, at han sikkert Intet havde derimod— hans Raisonnement var »ville de giore det, saa gior de det naturligvisuden Hensyn til, om jeg onsker det eller ikke, og siger jeg Nei, vil det senere hedde, at de kunde have giort det, hvis Hall ikke havde modsat sig, og Hall er en decideret Eidermand« osv. Det synes da at Oxholm giennem Hannover har villet virke paa A. Blome⁸⁵) samt at Nicolayhar vendt sig til C. Plessen⁵⁶), Paget (har) brugt Ward. C. Plessen vaegrede sig imidlertid*) og Forsoget standsede.

Paa den anden Side udtalte Landsthinget sig i en Adresse til Kongen,
der imidlertid af formelle Grunde afviste den, idet han dog anerkjendte
»den loyale og patriotiske Aand, hvoraf den var udsprungen.«

Resultatet blev som bekjendt, at hverken Regeringen eller senere Staenderne giorde noget Skridt i denne Retning. Men dernsest overveiedes det Forslag af Monrad at forelaegge Staenderne 1) et udvidet Normalbudget og 2) at en foroget Bevilling til Pantserskibe^— den sidste fordi vi maae have en Marine, og Hoist (eenerne) selv maae onske den. I alt Fald laettes Sagens Forhandling i Rigsraadet, naar den senere forelaegges der — Forslaget gik imidlertid ikke igiennem i Rigsraadet, da det i Virkeligheden medforte Absolutisrne paa Finantsgebetet.

Den 24. Januar (1863) traadte de holsteenske Staender sammen. RegeringensStandpunkt preciseredes ved et Respript som Commissarius oplaeste den 25. Januar. Kongen »kan ikke anerkjende Forbundsbeslutningenaf 8. Marts for berettiget«, men har dog i Betragtning af at Forhandlingerneendnu ikke ere afsluttede og for at bidrage Sit til at undgaaealvorligere Forviklinger, besluttet at imodekomme Forbundets Fordringer»in so weit dies mit den Uns obliegenden Pflichten gegen Unsere nicht zum deutschen Bunde gehorigen Landestheile vereinbar ist und die Notwendigkeit einer geregelten Fortfiihrung der Staatsverwaltung es zulast.«Der vil derfor blive Staenderne en Raekke navnlig finantsielle Lovforslagforelagt om Fsellesanliggenderne. »Es wird wesentlich von dem Ergebnisse der desfalligen Verhandlungen abhangen, ob dieser Schritt

---

*) Plessens Taenkemaade paa denne Tid viser sig i et Memorandum han i Februar 63 tilstillede Grev Platen og som denne meddelte Howard og de tydske Regeringer, og i hvilket han anbefaler Giennemforelsen af Russells Forslag af 24. Sept. See Depesche fra Howard af 2. Febr. 1863 (Blue Book p. 10 fgd.).

den definitive Ordnung der Verfassungsverhaltnisse der Monarchic anbahnenund fdrdern, oder schwere Verwicklungen, welche die Interessen alien zu Unserer Krone gehorigen Landestheile gefahrden wiirden, nach sich ziehen kann.«

I Overensstemmelse hermed forelagdes derfor til Beslutning de finantsielle Tillaegslove og i det Hele alle de Love, som vare sidste Gang'vedtagne af Rigsraadet med enkelte übetydelige Undtagelser som dels henhorte til Categorien af »lokale« Love, dels angik Udskrivningen. Endelig forelagdes Udkast til en Toldlov. Af saerlige holsteenske Lovforslag forelagdes endeel, men ingen angaaende (en) sserlig Forfatning, da, som den Kgl. Eroffnung erindrede om, Stsenderne i 1861 havde alene villet antage en saadan paa Betingelse af at Regeringen anerkjendte Forbundsbeslutningen af 8. Marts 1860.

Staenderforsamlingen frygtede for, ved at gaae ind paa de foreliggende Forslag, at anerkjende Rigsraadet og Holsteens Udsondring og vilde derfor hellere soge et Paaskud til at afvise Alt. Regeringen frygtede snarere en betydelig Nedsaettelse af Crediterne og alle de forskjellige Consequentser deraf, end en formel Afvisning*). Stsenderne troede at de ved ufravigeligt at folge deres engang valgte Bane tilsidst vilde naae Alt. Regeringen havde Intet imod, at Erfaringen beviste, at det ikke var muligt at regere med 2 forkjellige Forsamlinger uden at kunne oplose Faellesskabet i Tilfaelde af fortsat Uenighed. Dermed var da tillige og end mere Umuligheden af Russells Forslag godtgiort. Forsaavidt modtes man altsaa. At Staenderne ligefrem udtalte sig for Slesvig-Holsteen, at de ikke giorde det mindste Skridt til en Heelstat, at de endelig med Lidenskab angreb Hall og andre Personligheder, vare Fordele for os, som vi kunde benytte.

Paa A. Blomes Forslag og mod Comisarii Protest vedtages en Adresse til Kongen, der paa den ovenangivne Maade udtalte sig om »die verhangnissvolle Lage des Landes.« Commisarius nsegtede at modtage den. De 3 Comiteer som vare nedsatte om de forskjellige Faellesanliggender vedrorende Lovudkast forenede sig for at afgive en praeliminaer Betsenkning og trods Commisarii Protest og Bortgang af Salen, vedtog Forsamlingen eenstemmig en Betsenkning, der endte saaledes: »Die Versammlung hat sich demnach zur Zeit ausser Stande gesehen, auf die von Ew. Kgl. Maj. vorgelegten Gesetzentwiirfe, betreffend gemeinschafftliche Angelegenheiten der Monarchic naher einzutreten, und erlaubt sich Ew. Kgl. Maj. den allerunterthanigsten Antrag zu richten.

1) Ew. Kgl. Maj. wolle der Standeversammlung noch in dieser Diat
den Entwurf eines dem Bundesbeschluss vom 8. Marz 1860 entsprichendenGesetzes,

---

*) eller at Staenderne vilde bevilge mere under Betingelse af at de slesvigske Staender ligeledes skulde admitteres til at votere Fsellesudg. Cfr. Depesche fra Paget af 28. Januar 1863 (Blue Book p. 4).

denGesetzes,betreffend die provisorische Stellung des Herzogthums Holsteinhinsichlich der gemeinschaftlichen Angelegenheiten der danischen Monarchic bis zur definitiven Ordnung der Verfassungsverhaltnisse der Monarchic vorlegen lassen.

2) Ew. Kgl. Maj. wolle Allergnadigst fiir den Fall, dass es Allerhochst Ihnen unthunlich erscheinen mochte, dem allerunterthanigsten Antrags sub 1 noch in dieser Diat Folge zu geben, der Standeversammlung die Zusicherung zu ertheilen geruhen, dass in Betreff der Gesetzgebung wegen der Zoll- und Schiffahrtabgaben, und namentlich auch in Betreff des Gebietes, auf welches derselben sich zur Zeit erstrecken, bis zur definitiven Ordnung die Verfassungsverhaltnisse der Monarchic keine Veranderung ohne Zustimmung der Stande des Herzogthum Holsteins vorgenommen werden solle.«

Endelig bemyndigedes Praesidenten til i en Skrivelse til Forbundsdagen at meddele denne de i denne Session fremkomne Aktstykker samt udtale det Haab, at Forbundet vilde tage »die geeigneten Massregeln, um des Herzogthums Holstein in seinem Rechten und Interessen zu schiitzen und zu sichern.« I Overensstemmelse hermed udfaerdigede Scheel Plessen en Skrivelse som vedtoges af Forsamlingen, i hvilken alle Indsigelser og Klager endog mod Hall personligen i skarp og med Bevidsthed overdreven Affatning gientages.

Den 21. Marts sluttede Forsamlingen. Den havde ikke vaeret heldig i sine Bestraebelser for at henlede den almene Opmaerksomhed paa sig. De preussiske og almindelige tydske Tilstande optoge fuldstaendig Geinytternei Tydskland, og man havde kun liden Sympathi tilovers, og i Europa trak det polske Sporgsmaal stadigt betaenkeligere sammen. Hvad os saerligen angik havde Prindsesse Alexandras Bryllup fundet Sted i London den 10. Marts (1863), og det blev stadigt klarere, at denne Forbindelsei hoi Grad interesserede den officiele Mening i England for os og aergrede Tydskland. Adressedebatten i Begyndelsen af Februar viste, hvor upopulaert Russells Skridt imod os var. Derby og Malmesbury⁵⁷) angreb ham stserkt i Overhuset og selv Wodehouse⁵⁸) udtalte sig mod sin gamle Chef, medens Disraeli og Fitzgerald⁵⁹) ikke sparede ham i Underhuset.Prinds Christians Ophold i England lagde dernaest Spiren til en anden Combination, i hvilken Danmark ligeledes kom til at spille en europaeisk Rolle, nemlig den graeske Thronfolgesag. Ganske vist skulle vi ikke rose os af den Maade paa hvilken denne Forhandling fortes, men det var ikke Nationen og egentlig heller ikke Ministeriet, som havde nogen Skam deraf. Og paa den anden Side var det politisk talt ret godt for os, at vi fik lidt Andet at forhandle med Europa om end den evige holsteenskeSag, at vi sogtes og deeltoge i et stort europaeisk Arrangement, og i Historien vil det derfor vel naermest sees som en iEre for Danmark, at en af dets Prindser besteg den graeske Throne. Efter Sigende skal Manderstromikke

derstromikkeuden Misundelse have seet denne Leilighed for ham til at spille [en] europaeisk Rolle gaae tabt. For Halls Vedkommende endeligvar det en Gevinst, at han blev af med Sponneck, der besluttede sig til at opgive sin truende Stilling her som Fremtidens Cabinetschef for at paatage sig et trosteslost Vaerk, der mindst passede til hans Kraefter*)

Men under alt dette vare vigtige Forberedelser foregaaet i scandinavisk

I den forste Halvdeel af Februar provocerede Lehmann en Forhandling
i Ministeriet mellem ham, Hall, Fenger og Monrad.

Lehmann aabnede Forhandlingen med at vise, at vi nu stode paa et Punkt, hvor vi maatte vaelge mellem et decideret Skridt mod Nord eller en Tilbagesynken i Tydsklands Arme. Det var nu klart, at et offensivtdefensivt Forbund med Sverrig ikke uden Videre kunde naaes. Der maatte Mere til end et Lofte fra vor Side om en Hiaelp for hvilken Sverrig maaskee laenge ingen Brug vilde have, da Rusland ikke mere var truende — for at faae Sverrig til strax at yde os sin Hiaelp i en saa farlig Conflikt som den med Tydskland. Men hvad kunde vi da byde? En dynastisk Forbindelse? Den vilde naeppe hjaelpe, hvis Danmark skulde indtage samme statsretlige Stilling som Norge havde, thi deri vilde Sverrig ingen Fordeel see for sig. Man maatte altsaa gaae videre, til en virkelig Foederation og ikke blot en personnel Union, altsaa en Forfatning med en Representation efter Folketallet for de 3 Riger, som skulde have Competencen for de faelles Anliggender, der om de end i Begyndelsen maatte vaere temmelig indskraenkede, dog i alt Fald strax maatte omfatte hele Krigsvaesenet. Derhos kunde da ogsaa en dynastisk Forbindelse forberedes, navnlig ved et Arvefordrag og Prinds Frederiks Formaeling med Prindsesse Lovise. Lehmann sluttede med at foreslaae, at Hall strax skulde begynde med en confidentiel Henvendelse til Hamilton.

Man blev noget overrasket ved dette staerke Initiativ. Monrad sluttede sig dog meget ivrigt dertil, medens Fenger var aldeles forskraekket. Hall sagde, at det 10d meget smukt, men hvor vare Elementerne til alt dette? Vilde Sverrig og vilde Norge, Talte han om slige Ting til Hamilton vilde en confidentiel Beretning derom til Kong Carl formodentlig snart finde sin Vei til Blixen og derfra til vor Konge, og saa stod Hall noget naer som en Landsforraeder — talte han derimod forst til Kongen for han henvendte sig til Hamilton, saa var Hemmeligheden snart ude. Skulde noget Saadant skee, saa behovedes 2 Ting. I) Prindsesse Lovise maatte drive Familieforbindelsen og 2) Blixen maatte ind i Ministeriet dels fordi der var Meget, som skulde drives personligt med Kongerne, som Hall hverken kunde eller vilde, dels for at sikkre Bondevennerne. Monrad fandt at man jo godt kunde tage Blixen ind som Conseilsprsesident, hvilketimidlertid

---

*) See iovrigt saeregne Optegnelser om den grseske Sag.

ketimidlertidHall ikke vilde indlade sig paa, og Fenger troede ikke, at
nogensinde et slet og upaalideligt Middel kunde gavne nogen Sag. —

Dette Skridt af Lehmann var tildels modnet under Paavirkningen af det nye Reformforslag, som var forelagt de svenske Stsender, og som i saa mange Henseender var dannet efter vor lovgivende Grundlov. Man saae deri et vigtigt skandinavisk Fremtidsskridt af den svenske Regering og det fortjener at erindres, at da Bondestandens Talsmand paa Standens Vegne den 23. Januar takkede Kongen for Forslaget, sagde han blandt Andet: »Vi se uti dette for slag gryningen till en framtid af lycka och ara for vart fadernesland, af enighet och styrka for de fdrenade brodrafolken och af en narmare och fastare anslutning till stamforvandtskapens band och omsesidiga forbindelser for at varna Nordens oberoende och frihet«.

Men trods de store Betaenkeligheder, som Hall havde, slog han dog paa den angivne Streng til Hamilton der raskt gik ind i samme Tone, saalaenge man holdt sig til Almindeligheder, idet han tilfoiede at det var Tanker, som man allerede fra flere Sider havde berort til ham. Det var naturligvis Lehmann der skulde stille sig frem — i Breschen, som han kalder det. Den 13. Febr. gik Hall derpaa op til Hamilton, og der fandt da folgende Samtale Sted.

Hall fremhsevede, at der var 2 Ting at adskille. Det Ene var Maalet og det endelige Resultat, men derfor ogsaa det i Tiden fjsernere. Med Hensyn til det, var det nu ikke lsengere et phantastisk Billede, som Ungdommen forespeilede sig, men det var nu efterhaanden blevet de modne og politisk dannede Folks, ja den nuvaerende Regerings, navnlig ogsaa Halls personlige Anskuelse, at man maa naae hen til en Forbindelse af Norden ikke blot i en personel Union men i en egtl. forfatningsmaessig Forening, navnlig med faelles Forsvarsvaesen og hvad dermed staaer i Forbindelse. Dertil horer vistnok en Throneenhed, der vel ikke skulde fremkaldes ved nogen voldsom Omstyrtning af bestaaende Rettigheder, men paa mange Maader kunde forberedes og modnes ved den off. Mening og endelig opnaaes ved Dynastiernes frie og frivillige Overenskomst. Denne vilde visselig forudsaette hoihjertet Resignation af Hensyn til det almen Bedste, men den syntes at kunne blive lettere derved, at af de 2 Dynastier det ene havde en ung Prinds, det andet en opvoxende Prindsesse.

Hamilton var heri enig, og udtalte sin Samstemning med en vis Varme. Han havde seet, hvor hurtigt en blomstrende iEt kunde nserme sig Oplosningen. I Carl Johans Dage syntes Kongen, en Kronprinds og 4 unge kraftfulde Prindser at sikkre Sverrig en frodig Kongestamme, og nu beroede Dynastiet paa Oscars svage Born. — Han havde derfor af al Kraft strsebt at naerme Prinds Christian og Kong Carl til hinanden.

Hall fortsatte med at sige, at det nu Foreliggende og oieblikkelig praktiskevar

tiskevarSporgsmaalet om en Alliance eller dettede en Erklaering fra Sverrig til Europa, at man ansaa det for casus belli, hvis Tydskland vil angribe Danmark paa Grund af den indre Ordning af Staten, vedrorende kun Dmk. og Slesvig. Der vare 2 Indvendinger der fra svensk Side kunde reises mod et saadant Skridt. Den forste var det ofte Sagte, at det vilde

vaere urigtigt, saaledes som Forholdene ere, at giore Noget, der kun kunde opfattes af Udlandet som en Ophidselse af begge Partier, en Akt der giorde al Overenskomst umulig og let kunde fremkalde en Mistanke om at Sverrig naerede Hensigter, hvorved vi ikke skulde glaede os.

Hamilton erkjendte at hvad Betydning man end kunde have villet
tillaegge denne Indvending, saalsenge vore Sager stode bedre, var det nu
ganske anderledes, efterat Russell havde udtalt sig til vor Skade.

Hall: Den anden Indvending var den, at de svenske Stsender endnu

ikke havde faaet tilstraekkelig Interesse for Sagen og den vilde forst komme, naar Faren naermede sig mere. Handlede den svenske Regering allerede nu, vilde man maaskee sige: hvorfor ikke vente indtil Tydskland virkelig angriber Danmark, da vilde Sverrig kunde tage sit Parti med langt storre Kjendskab og Klarhed med Hensyn til Situationen. Men derimod var der Meget at sige. Dels kunde det blive Tilfaelde, at vi ikke troede os stserke nok til at optage Kampen, naar vi ikke havde Sikkerhed for Sverrigs Understottelse. Meget snart vilde Crisen komme og vi staae ligeoverfor det Alternativ enten at slutte os igien til Tydskland — og da vare vi tabte for Sverrig og dette selv i Tiden truet — eller at stotte os til Sverrig og fore Nordens Kamp mod Sonden. Hvilken af disse Veie vi valgte, vilde vsesentl. komme til at beroe paa om Sverrig i Tide erklseredesig. Dels vilde maaskee den hele Kamp endogsaa ganske kunne undgaaes,hvis Tydskland og Europa tidsnok saae at Norden stod som Eet, hvorimod det var vist at Sverrig ved at udsaette at trsede til for i sidste oieblik, vilde giore en alvorlig Kamp uundgaaelig.

Hamilton indrommede disse Betragtninger. Officielt vilde han indskrsenke sig til at skrive, at en Crise her forestod paa Grund af de holsteenske Stsenders Optraeden, og at han derfor tilraadede en Udtalelse til Vestmagterne, og da navnlig Frankrig, om at Sverrig, hvis det skulde komme til et Overgreb over Forbundsgraendsen, vilde have sine egne Interesser at forsvare, og at det forudsaae for det Tilfaelde alvorlige og aim. Conflikter. Resten af sin Samtale med Hall vilde han meddele privat til Manderstrom*)⁸¹).

Dette skeete, og Manderstrom satte sig i Bevaegelse, om end paa en anden Maade end Hall naermest havde onsket det, og idet han brugte forskj. Yttringer, som viste hans slette Humor, blandt Andet foraarsaget ved Halls gientagne Tillob uden at springe og navnlig i Begyndelsen af Oct. 62 da Manderstrom havde skrevet derorn til England osv. Under 22. Febr. kom Svaret til Hamilton. Paa den officielle Rapport svaredes officielt. Manderstrom recapitulerer Hamiltons Beretning saaledes: Hall har sagt at nu vilde den danske Regering handle og at den behovede Sverrigs Hjaelp for at kunne gjore dette med Sikkerhed. Hamilton havde svaret, at Sverrig havde holdt en upartisk Stilling, fordi det derved troede at gavne Danmark meest. Hall havde erkjendt, at hidtil havde denne Holdning vaeret den bedste, men opfordrede nu Hamilton til at melde que le moment d'agir etait venu et qu'il allait faire, dans la prochaine session du Rigsraad, les propositions necessaires pour une nouvelle organisation de la monarchic

Efter saaledes at have taget al den eiendomlige Couleur bort af Samtalenog
egtl. indskraenket Halls Henvendelse til en simpel Meddelelse,

---

*) Fremstillingen af disse scandinaviske Forhandlinger er strax ordret nedskrevet efter Halls Meddelelse.

siger Manderstrom, at Kongen billiger Hamiltons Svar og udvikler de Grunde que semblent militer en faveur du maintien de la politique que nous avons jusqu'ici suivie. — Deter altsaa et Afslag ien saa skaansom Form som muligt. —

Grundene ere vsesentligt, at Danmark forst nu handler istedet for at gjore det 1861 da Sverrig raadede det. Sverrig fastholder endnu de sarame Anskuelser om en Losning som dengang, men nu er det vanskeligere at gennemfore dem. Dernaest kan Sverrig ikke udtale sig om vor Plan for den kjender denne. Det henstilles derfor til Danmark for det forelaegger Rigsraadet Planen at meddele denne i Grundtrsekkene til de venskabelige Magter. Finder Sverrig Planen overensstemmende med sine bekjendte Anskuelser, vil den stotte den hos Magterne, men Danmark maa tage Initiativet hos disse.

Hamiltons confidentielle Udtalelse til Manderstrom faar en Besvarelse i en Apostille til den foregaaende Depesche. Efter dette Svar synes Hamilton ligeledes her at have gjengivet Halls Yttringer med stor Discretion, som om Hall alene onskede at Sverrig skulde forklare England og Frankrig den Stilling, hvori Danmark befinder sig og forhore sig om disse Hoffers Anskuelser om et Initiativ af den danske Regering i Retning af Holsteens Udsondring.

Manderstrom mener, at det var egtl. vor Sag, og at han flere end een Gang allerede har meddelt at den danske Regering vilde handle uden at dog dette er blevet Tilfaeldet. Ikke destomindre har han i Betragtning af den critiske Stilling, i hvilken »det danske Ministerium«. befinder sig, dog villet rettet en saadan Henvendelse til London og Paris. Angaaende dennes Indhold siger han at han ikke har troet pouvoir s'avancer plus davantage og ender med at forlange, at Hall nu bestemmer sig og Handler.

Under 22. Febr. afgik derfor ligelydende Depescher til Adelsvard og
Wachtmeister. Heri siges det at Manderstrom a quelque lieu de croire que
le Gouv. danois .... se decidera a adopter la separation adm. des deux
duches allem. et a la proposer a la representation. Si tel est le cas, er det
af Vigtighed for Danmark at finde Stotte hos Magterne. Danniark vil selv
fremstille sin Plan for disse, men Sverrig onsker at erfare underhaanden
hvad man dommer om Ideen*).

Altsaa vor egentlige Avance var afvist. Manderstrom udtalte at Regeringenvilde forelaegge Rigsraadet en ny Forfatning, hvilket den slet ikke vilde, fordi Holsteens Udsondring i Principet ikke kunde ske ved en Rigsraadslovuden tillige at blive gjort afhaengig af de holsteenske Staenders Samtykke, han havde endelig engageret os ligeoverfor Magterne til at forelaegge dem forinden vor Plan, hvilket vi ligesaa lidet havde taenkt

---

*) Depeschen udtaler som saedv. at Sv. ganske billiger denne Idee.

paa, fordi vi godt vidste at ethvert foregaaende Sporgsmaal til den kun
vilde mode det bestemte Raad, at vi skulde forholde os rolige.

Adelsvards Svar er af 6. Marts. Han meddeler, at Drouyn Intet vilde svare for han havde studeret Sagen. Adelsvard tilfoier: rien n'etait encore arrive de Copenhague en sorte que la lecture de la depeche m'a paru produire sur le Ministre l'effet d'un coup de cloche, lui rappelant l'existence d'une affaire qu'il avait parfaitement oubliee. Wachtmeisters Svar er af 4. Marts*). Russell var meget übehagelig mod os og vilde ikke udtale sig. Han var ligesom Manderstrom af den Mening, at Holsteens TJdsondring var den eneste Losning, og heller ikke han troede, at Tydskland under de naervaerende Forhold vilde giore egentlig Modstand, men den danske Regering havde saa ofte fortalt om, hvad den vilde giore uden dog at giore det, at han nonobstant les declarations de M. Hall ne pouvait se defendre d'un doute de la sincerite de l'intention du Gouvernement de les mettre effectivement en pratique.

Saaledes havde Manderstroms Skridt netop havt det Udfald, som vi
forudsaae. Resultatet var kun det, at vi var mere compromitterede hvis
vi ikke handlede derefter.

Udenrigsministeren var nu altsaa saaledes stillet, at han maatte forlangeHandling, i modsat Fald var hans Stilling uholdbar og navnlig Forholdettil Sverrig i hoi Grad forstyrret. Men dertil kom. at den almene Stemning her hjemme ved de idelige Tillob til Udsondring og de trostesloseTilbagetog, naar det kom til Stykket, og altid nye Erfaringer, der skulde giores for at vise Verden etc. etc., efterhaanden var steget til en saadan Grad af Utaalmodighed, at Stillingen vilde vsere fortvivlet for Regeringen hvis den efter det sidste Udfald af Stsenderforsamlingen vilde mode hos Rigsraadet uden at have andet at meddele, end at man behovedePenge. Medens saaledes disse 2 Hensyn giorde det nsesten nodvendigat handle, vare de almene europseiske Forhold, de indre tydske og de saerligt preussiske Forhold af den Beskaffenhed, at der syntes at vsere en god Chance for et Initiativ**). Hvad endelig Enkelthederne af det forestaaendeSkridt angik, var det rette Synspunkt derfor ikke, hvorvidt der opstilledes en Organisation, der var gennemarbeidet i alle Punkter og virkeligegnede sig til at udfores, men at derved skulde et nodvendigt Principgiores giaeldende, thi det var at forudsee, at det Hele kun var en Overgang;dets

---

*) Bilag 15. See Russells Depesche af 11. Marts til Jerningham (Blue Book p. 21). I informed Count Wachtmeister that H. M. Government would not interfere in the matter. —

**) Den 16. Februar telegraferede J. Billow: L'ambassadeur de France a demande au Premier Ministre Prussien ce que le Gouvernement Prussien pense faire, si le Danemark poursuit la voie plus energique qu'il semble avoir choisi dans la discussion avec lAllemagne. La reponse fut qu'on a trop a faire chez soi et ailleurs pour s'occuper a l'heure qu'il est de cette question, et qu'on n'a point envie d'augmenter par la sa position difficile. Le Ministere Imperial est d'accord avec cette reponse qui lui permet de laisser tranquille cette affaire pour quelque temps.

gang;detsvaesentlige Betydning deraf var at ssette Vind i Sejlene, at vi
kunde komme lidt ud af Stedet.

Imidlertid var det meget naer ved at Intet var blevet giort. Lehmann som ssedvanligt skrev det ene Udkast efter det andet, men det viste sig altid, naar de nsermere undersogtes, saa confuse, at de rnaatte erkjendes for at vaere umulige. Efterhaanden giorde derfor den Mening sig giaeldende i Ministeriet, at det var bedst slet ikke at giore Noget og Monrad isaer var ivrig derfor. Den nogle og tyvende Marts stod Sagen derfor saaledes, at man slet Intet vilde giore, og Hall var ganske vundet derfor. En Samtale bragte ham imidlertid til paany at tage Situationen under Overveielse, og navnlig Hensynet til Manderstrom og Udlandet i det Hele bragte ham til en forandret Beslutning. Beslutningen fremskjyndedes nu, og den 30. Marts udkom »Allerhochste Bekanntmachung betreffend den Verfassungsverhaltnisse des Herzogthums Holsteins« ledsaget af 3 Reskripter til Finants- Krigs- og den holsteenske Minister. I det Statsraadsmode i hvilket disse Beslutninger toges, bemyndigedes ligeledes Finantsministeren til at udrede for Holsteens Vedkommende de forholdsmasssige Tilskud til Fsellesudgifterne for 1862/63.

Angaaende Motiver, Grundtraek, og Giennemforelsen af denne nye
Organisation, hen vises til Conseilpraesidentens Forestilling til Kongen*).

Den nodvendige Begraendsning laae i det Hensyn, at Bekjendtgorelsen maatte kunne skee ved Kgl. Magtfuldkommenhed uden efter sit umiddelbare Indhold at vaere betinget af noget Samtykke enten af Rigsraadet eller af Staenderne. Bekjendtgorelsen kunde derfor ikke foretage en gennemgribende og oieblikkelig administrativ Udsondring, men maatte lade sig noie med ved Siden af at tilstaae Staenderne Lovgivnings- og Bevillingsmyndighed i Faellessager, at opstille den naturlige Hovedsaetning, at de 2 Lovgiv(nings)magter ikke maatte kunne absolut hindre hinandens Virksomhed. Derved blev den nodvendige Mulighed til en Adskillelse givet, men uden at denne fandt Sted, for det virkelig fandtes nodvendigt. Kun med Hensyn til Armeen og den saerlig Finantsadministration troede Regeringen uden naermere Erfaring at kunne skride til en Udsondring. —

Denne Bekjendtgorelse meddeltes de fremmede Hoffer. Til Sverrig fremhaeves det i Depesche af 31. Marts navnlig, at Bekjendtgorelsen er endelig i sin Hovedbestemmelse og ikke blot udtaler Hensigter, at derfor en Naegtelse af de holsteenske Staender af at foretage de nodvendige Forandringer i Holsteens Forfatning og at modtage den nye Myndighed, Intet forandrer i Bekjendtgorelsen. Dernaest udtales det, at Bekjendtgorelsen ganske stemmer med Indholdet af Manderstroms gientagne Raad. Til osterrig, Preussen og Rusland (Depesche af 1. April) fremhaeves at

---

*) See Bilag 17 b. Denne Forestilling sendtes som privat Instruktion til vore Gesandtskaber.

Bekjendtgorelsen er Opfyldelsen af Forbundsbeslutningen og at Regeringen tor haabe herved at have giort et vaesentligt Skridt frem imod en Forsoning. Til Paris (Depesche 1. April) fremhseves det, at Holsteen nu har faaet fuld Lovgivnings- og Bevillingsmyndighed for Holsteen, men ikke Ret til at hindre Rigsraadets Uafhsengighed for Danmarks og Slesvigs Vedkommende. Bekjendtgorelsen af 28. Januar 1852 er vedligeholdt i Henseende til det administrative Fsellesskab undtagen til en vis Grad med Hensyn til Armeen. Vi have saaledes fulgt Frankrigs Raad om Moderation. England endelig (Depesche 1. April) erindres om, at Russell da han i den sidste Correspondence insisterede paa at man skulde tilstaae Stsenderne constitutionel Myndighed i Faellessager gav his cordial assent til de Betingelser, vi erklserede altid maatte ledsage en saadan Indrommelse. Nu have vi giort denne, og nu vente vi ogsaa, at Russell vil erindre sig sin Udtalelse og udove sin Indflydelse for os. I Forbundsdagen, der havde vaeret i Ferie, meddeltes Bekjendtgorelsen officielt den 16. April ledsaget af en Erklgering af Dirckinck, der uden at indlade sig paa nogensomhelst Detail var holdt i en meget rolig og forsonlig Tone. (6. Saml.)

Bekjendtgorelsen modtoges just ikke med Paaskjonnelse. Her hieinme var Oppositionen uden af sig selv, fordi Intet var giort ved den*), i Holsteen derimod over at Udsondringen var sket med en saa uhyre Hensynsloshed. I Tyskland var Ophidselsen stor**). England udtalte sig ikke uden forsaavidt Russell sagde til Bille qu'il esperait que la patente contenterait la diete de Francfort par rapport aux duches de Holstein et de Lauenburg. Manderstrom udtalte sig ikke i nogen directe Depesche og lod sig noie med at sige til Plessen »qu'il avait remarque avec satisfaction l'harmonie existant entre les principes qui avaient guide notre Gouvernement a cette occasion et les vues du Cabinet de Slesvig. II m'a prie d'etre d'aupres de Votre Excellence l'organe de ses remerciements pour cette communication interessante en ajoutant qu'il avait deja charge M. le Comte Hamilton d'exprimer toute sa reconnaissance. Dans le courant de la conversation — le Comte ne m'a pas cache les doutes qui ont surgi dans son esprit quant a Fopportunite de faire emaner l'ordonnance Royale du 30 mars, sans l'avoir prelablement soumise au Rigsraad« (Dep. 7. April***)).

Som ovenfor berort var Situationen i Tydskland forandret derhen,
at det nu var osterrig som greb Initiativet og Preussen som holdt sig

---

*) Stemningen var allerede iforveien staerkt bevaeget og d. 28. Marts afholdtes Casino- Modet, hvor 3 Resolutioner vedtages.

**) Som Prover paa de forskjellige Standpunkter holdte over Patentet, er det interessant at eftersee Buchanans⁶²) Depesche af 11. April (Blue Book p. 40) og Crowes⁶³) Depesche af 12. April (Blue Book p. 44).

***) cfr. Jerninghamns Depesche af 6. April (Blue Book p. 43).

paa det Defensive. Det Forslag som osterrig med endeel andre Stater havde giort om en Forsamling bestaaende af Delegerede fra de enkelte tydske Stsenderkamre, hvis naermeste Formaal skulde vaere at vedtage de paataenkte Lovgivningsarbeider over Civilproces og Obligationsret, men efterhaanden skulde gaa over til at blive et fast og blivende Led i Forbundets Organisation — var af det nedsatte Udvalgs Majoritet anbefalet til Vedtagelse. Imidlertid var Preussen ikke enigt heri. I reel Henseende giorde det giseldende, at Forbundet herved gik ud over sin lovlige Competence og ind paa de enkelte Staters indre Anliggender. I formel Henseende handledes her om en Institution, der hvormeget man end sogte at skjule Sammenhsengen, dog var en organisk Indretning, der forudsatte Eenstemmighed, og Preussen gav ikke sin Stemme. Ogsaa Baden protesterede. Her forelaa altsaa en Konflikt, der kunde blive meget alvorlig, da Preussen endog havde erklseret, at det »troede ikke at turde tilbageholde Udtrykket af sin Bekymring for at Fortsaettelsen af den ovenfor fremsatte Fremgangsmaade vilde kunne fore til et Punkt, hvor den dissentierende Regering vilde befinde sig ude af Stand til i en Forsamling, der gaaer frem i Modstrid med Forbundslovene, at see et Organ for det Forbund, i hvis Stiftelse den har deeltaget«, ligesom ogsaa den preussiske Regering paa anden Maade havde truet med den yderste Modstand mod en saadan Beslutning.

For os var der stor Fristelse under disse Omstsendigheder til at lukke oiet lidt til for den retlige Side af Sporgsmaalet, der utvivlsomt rnaatte erkjendes rigtigt fremstillet af Preussen. En Conflikt vilde maaske medf'ore en Oplosning af Forbundet og i alt Fald aabne os gunstige Chancer.

Hverken fra preussisk eller osterrigsk Side var der imidlertid giort noget Forsog paa at vinde Stemme, uagtet Rygtet vilde giore Udfaldet afhsengigt af hvad Parti vi tage. Der var altsaa ikke Sporgsmaal om, at vi skulde kunne vinde positive Tilsikkringer om Fordele ved vor Afstemning. Men paa det ganske Uvisse at stemme imod det virkelig Lovlige var meget betaenkeligt. Hvem kunde vide, om vi kunde skaffe osterrig Majoritet, hvem kunde troe, at osterrig med en Majoritet af 2 Stemmer vilde vove et Skridt af en saadan Betydenhed, var det ikke muligt, at man ialt Fald som saa ofte tidligere vilde finde et Compromis? Og hvorledes vilde Danmarks Stilling blive, naar det ved denne Lejlighed gav sin Stemme til et utvivlsomt Overgreb over Forbundscompetencen, uagtet det uafbrudt i hele den dansk-tydske Sag giorde giaeldende, at de andre Stater gik ud over Forbundsmyndigheden i deres Optrseden mod os?

Af disse Grunde og tildels imod adskillige af vore Gesandters Raad instrueredes Dirckinck til ved Afstemningen den 22. Januar 1863 at afgivefolgende Votum: »Die Kgl. Regierung vermag in der Berufung einer delegierten Versammlung nur eine tiefgreifende Einwirkung in die ausserhalbdes Bereichs des jetzt bestehenden Bundes liegenden, inneren und

Verfassungsangelegenheiten der einzelnen Staaten zu erblicken. Jedenfallswiirde aber die Berufung eines solchen Versammlung, namentlich wie die weitere Entwicklung derselben sowohl in dem Antrage als auch in dem Commissions-Vortrage vorausgesehen wird, nach Auffassung der Kgl. Regierung auf die Einfuhrung einer organischen Einrichtung absehenund miisste demzufolge den fur die Annehme einer solchen in der Bundesgesetzgebung vorgeschriebenen Bestimmungen unterliegen. Einer neuen organischen Bundeseinrichtimg sieht die Kgl. Regierung indessen schon aus dem Grunde ausser Stande fur jetzt beizustimmen, dass die mit dem hohen Bunde abschwebenden Verhandlungen iiber die verfassungmassigeStellung der Herzogthiimer Holstein und Lauenburg in der danischenMonarchic noch nicht so weit gediehen sind, dass es moglich ist jetzt zu beurtheilen, ob die Theilnehme an einer so bedeutungsvollen neuen Bundeseinrichtung mit den Interessen der gedachten Herzogthumer vereinbar sei. — Der Gesandte ist aus diesen Grunde von seiner AllerhochstenRegierung angeweisen, gegen den Antrag der Commissionsmehrheitzu

Ved Afstemningen erklserede sig 9 imod, 7 for Indstillingen, medens den 13. (Brunsvig) afholdt sig. Havde vi stemt for, vilde Udfaldet have vaeret 8 imod 8, og da Praesidiet i saa Fald havde giort Udfaldet, vilde efter Reglerne Brunsvigs Stemme have vaeret lagt til de affirmative Stemmer og Forslaget vaere antaget med 10 mod 7. Deter senere forsikkret, at osterrig endog med den svageste Majoritet vilde have gaaet fremad. Maaskee have vi altsaa ved denne Leilighed handlet urigtigt, og Intet vilde have vaeret Frankrig behageligere end at see Tydskland indviklet i en alvorlig Conflikt. osterrig blev os sikkert ikke velvilligt i den Anledning, og Rechberg sagde til Biilow: »Sie haben uns unerwartet im Stiche gelassen, denn Kiibeck⁸⁴) hatte uns vor langerer Zeit gemeldet, dass wir auf Ihre Stimme wiirden rechnen konnen, bis er uns nun gemeldet, dass ein Umschlag stattgefunden habe.« — Dirckinck synes altsaa at have engageret os uden Instrux. —

Kort efter udbrod den polske Opstand, og snart ordnede Europa sig diplomatisk i 2 Leire, Vestmagterne og osterrig samt Preussen og Rusland.For Preussen var denne Alliance meget farlig, dels for dets Stilling i den offentlige Mening dels ogsaa fordi det derved risikerede at Frankrigkunne ville realisere 2 traditionelle Formaal ved samme Action, PolensGienoprettelse og Rhingraendsens Erobring. — Rygtet paastod at Bismarck dobbelt havde fremkaldt Keiserens Vrede, da han ved sin Tilslutningtil Rusland havde brudt en formelig Aftale med Keiseren, hvorefterRhinen kjobtes ved Tilstaaelsen af et uhindret Herredomme over Nordtydskland maaskee endog ved Tilsikkringer paa osterrigs Bekostning.Derimod var Situationen [for] osterrig saerdeles gunstig. Indadtil fik det et liberalt Anstrog og indtil videre idetmindste Udsigt til al mulig

Forekommenhed fra fransk og engelsk Side. Dette kunde gavne det med Hensyn til det italienske Sporgsmaal, i den indre tydske Sag og som Middel for denne i vor Sag. Heri laae en stor Fare for os. Vi maatte soge at holde Sagerne gaaende uden nogen egentlig Conflikt, indtil osterrigs Stilling til Frankrig var bleven mindre god, og det vilde den efter vor Mening sikkert med Tiden blive, da osterrig dog ikke for Alvor vilde gaae til Krig mod Rusland om Polen. Men dernaest maatte vi slutte os idetmindste til en vis Grad til den anti-russiske Action for at holde os paa god Fod med Frankrig og tildels for ikke at fjerne os fra Sverrig. Dette var de to Hovedmomenter i vor Politik, som Situationen paalagde os. —

---

NOTER

1) Blixen-Finecke, Carl Frederik Axel Bror (1822^—72), baron, udenrigsminister og minister for Slesvig ad interim 1859_—60. Folketingsmand 1851^—52, 1858^—61 og 1862. Medlem af rigsraadet 1862^—64. Gift med en soster til Dronning Louise og saaledes svoger til Chr. IX. Hage, Peter Anton Alfred (1803^—72), grosserer, konsul, folketingsmand 1852^—66 og 1868—72. Tornerhjelm, Rudolf Victor (1814^—85), svensk ritmester og godsejer, forste hofstaldmester.

2) Bille, Torben (1819—83), dansk diplomat, gesandt i London 1860—64.

3) Christensen, Balthazar Mathias (1802^—82), overretsprokurator, landstingsmand 1853_—66. Medlem af Bondevennernes parti.

4) Blome, Otto (1795^—1884) til Salzau, lensgreve, gehejmekonferensraad. Om Halls forhandlinger med Blome se Kriegers Dagboger II p. 204, 208, 215 ff., 253 ff., 264 og 279.

5) Scheel-Plessen, Wulff Heinrich Bernhard (1809^—76), greve, dansk diplomat, gesandt i Stockholm 1851—72.

6) Thomsen, Grimur Thorgrimsson (1820^—96), dansk-islandsk diplomat, departementssekretser 1860^—66.

7) Hamilton, Henning Ludvig Hugo (1814^—86), greve, svensk gesandt i Kobenhavn 1861—64.

8) Manderstrom, Christopher Rutger Ludvig (1806^—73), greve og svensk (premier)minister. Wachtmeister, Carl (1823^—71), greve og svensk gesandt i Kobenhavn 1859^—61, 1865—68, i London 1862—65.

9) Bille, Steen Andersen (1797—1883), admiral, marineminister 1852—54 og 1860—63.

10) Adelsvard, Georg Nicolai (1810^—78), svensk gesandt i Paris.

11) Gortschakov, Alexander Michailovitsch (1798^—1883), fyrste, russisk vicekansler. Nicolay, Nicolay Pavlovitsch von (1818^—69), baron, russisk gesandt i Kobenhavn 1860—67. Vind, Carl Rudolph Emil (1829—1906), dansk charge d'affaires i St. Petersborg 1861—68.

12) Loftus, Augustus William Frederick Spencer (1817^—1904), lord, engelsk gesandt i Berlin 1860—62. Bernstorff, Albrecht (1809^—73), greve, preussisk udenrigsminister okt. 1861^—sept. 1862, da han aflostes af Bismarck.

13) Fenger, Carl Emil (1814—84), professor, finansminister 1859, 1860—63. Casse, Andreas Lorenz (1803^—86), dr. jur., justitsminister 1860-^—64. Clausen, Henrik Nikolai (1793^—1877), professor, minister u. p. 1848—51, folketingsmand 1849_—53, landstingsmand 1853^—63. Hage, Edvard Philip Hother (1816^—73), redaktor, folketingsmand 1852—64.

14) Moltke, Carl (1798^—1866), greve til Niitschau, gehejmestatsminister 1848, minister u. p. 1851, minister for Slesvig 1852—54, minister u. p. 1862—64.

---

15) Billow, Carl Ernst Johan (1814—90), general, dansk gesandt i Wien 1862—64.

16) Bulow, Bernhard Ernst von (1815—79), dansk gesandt i Frankfurt a. M. 1849—62. Tysk udenrigsminister 1873_—79. Fader til den senere tyske rigskansler Bernhard Bulow.

17) Plessen, Otto von (1816^—97), baron, dansk gesandt i St. Petersborg 1849^—67.

18) Ripperda, F. von, friherre ( —1864). Benyttedes af udenrigsministeriet til forskellige uofficielle diplomatiske hverv.

19) Kardorf, Carl Emil von (1795^—1864), kammerherre, 1856 landdrost i Lauenburg. Linstow, Hartvig Christian Wilhelm von (1810^—84), kammerherre, 1. raad i regeringen for Lauenburg. Warnstedt, Ferdinand (1823^—85), 1862 regeringsraad i Holsten.

20) Moltke, Adam Frederik Adamsen (1816^—85), greve, amtmand i Lauenburg, 1862 regeringspraesident i Holsten.

21) Trap, Jens Peter (1810^—85), kabinetssekret«r. I teksten staar Andre, ikke Andra?.

22) Rechberg und Rothenlowen, Johann Bernhard von (1806^—99), ostrigsk udenrigsminister 1859_—64.

23) Quaade, George Joachim von (1813^—89), dansk diplomat, gesandt i Berlin 1860^— 64, udenrigsminister 1864.

24) Cowley, Henning Richard Charles (1804^—84), lord, engelsk gesandt i Paris.

25) Thouvenel, Eduard (1818—66), fransk udenrigsminister 1860—62.

26) Gramont, Antoine-Agenor (1819^—80), hertug, fransk gesandt i Wien, senere udenrigsminister.

27) Falbe, Christian Frederik (1829^—96), kaptajn, dansk legationssekretaer i London 1858—63.

28) Brunnow, Phillip Ivanovitsch (1797^—1875), russisk gesandt i London 1858^—74.

29) Paget, sir Augustus Berkeley (1823^—96), engelsk gesandt i Kobenhavn 1859_—66.

30) Layard, Henry Austen (1817^—94), engelsk diplomat, under statssekret*r i Foreign Office 1861—65.

31) Osten-Sacken, Roman Feodorovitsch (1791^—1864), baron, direktor i det russiske udenrigsministerium.

32) Moltke-Hvidtfeldt, Gebhard Leon (1829^—96), greve, dansk gesandt i Paris 1860^—96.

33) Banneville, Gaston-Robert Morin marquis de (1818^—81), fransk diplomat. 34) Drouyn de Lhuys, Eduard (1805^—81), fransk udenrigsminister 1862^—66.

35) Dotezac, Andre-Vincent-Adolphe (1808^—09), fransk gesandt i Kobenhavn 1848^—69.

36) Sick, Emil (1826^—64), dansk legationssekretser i Paris 1861_—64.

37) Jerningham, Hon. George Stafford Sulyarde, engelsk gesandt i Stockholm 1860_—72.

38) Schmerling, Anton von (1805^—93), ostrigsk statsminister 1860_—65.

39) Bille-Brahe, Henrik (1798^—1875), greve, dansk gesandt i Wien 1847^—64. Han fik sin afsked i foraaret 1862, fordi han ikke forstod at tage til genma;le over for Rechbergs anklager mod den danske regering, jvf. Kriegers Dagboger II p. 233 f. og 252.

40) Constantin (1827^—92), russisk storfyrste, son af Nicolai I.

41) Carlsen, Hans Rasmussen (1810^—87), godsejer til gl. Kogegaard, kongevalgt landstingsmand, indenrigsminister 1864.

42) »Norden«, ugeblad med st*rke skandinaviske sympatier. Gik januar 1863 op i dagbladet »Danmark«.

43) Balan, Hermann Ludvig von (1812^—74), preussisk gesandt i Kobenhavn 1859—63. Brenner von Felsach, Adolph Maria (1814^—83), ostrigsk gesandt i Kobenhavn 1860—70).

44) Heintze, Josias Friedrich Ernst (1800—66), baron.

45) Moltke-Hvidtfeldt, Adam Gottlob (1798—1876) til Molktenborg, medlem af rigsraadet, landstingsmand 1859^—68. Rosenorn-Lehn, formentlig en fejlskrivning for Rosenorn-Theilmann, Christian Peter Theodor (1817^—79), kammerherre, landstingsmand 1859^—66 og 68—79, medlem af rigsraadet 1861^—66. Det kan nseppe va?re den senere udenrigsminister Otto Ditlev R-L., da han forst i 1864 blev medlem af rigsraadet og i 1866 af landstinget. Grandjean, (fmtlg.) Joh. Carl Wilhelm (1832^—82) til Vennerslund, kammerjunker, cand. jur.

46) Wolfhagen, Frederik Hermann (1818^—94), minister for Slesvig 1856^—59 og 1860—63.

47) Bloomfield. John Arthur Douglas (1802^—79), baron, engelsk gesandt i Wien 1860—71.

48) Howard, Henry Francis (1809—98), engelsk gesandt i Hannover 1859^—66.

---

49) Ward, John, engelsk generalkonsul i Hamborg.

50) Wedel-Jarlsberg, Frederik Anton Hartvig Ferdinand (1807^—70), baron, svensknorsk gesandt i St. Petersborg 1858^—65.

51) Oxholm, Waldemar Tully (1805—76), general, gesandt i London 1854—56. Overhofmarskal

52) Rochussen, Willem Frederik (1832^—1912), nederlandsk gesandt i Kobenhavn 1860—70.

53) Maesen do Sombreff, Paul Theresia van der (1827^—1902), nederlandsk udenrigsminister 1862_—64.

54) Dirckinck-Holmfeld, Johan Carl Daniel Ulysses (1801^—77), baron, dansk gesandt i Frankfurt am. M. 1862_—64.

55) Blome, Adolf Frederik (1798^—1875) til Heiligenstadten, baron.

56) Scheel-Plessen, Carl August Theodor von (1811^—92), greve, provisorisk minister for hertugdommerne marts 1848. Vicepraesident i Altona.

57) Derby, (fmtlg.) Stanley Edward Geoffroy Smith (1799—1869), 14. jarl af D. Engelsk premierminister 1852, 1858^—59, 1866^—68.

58) Wodehouse, John (1826^—1907), lord. Tidligere engelsk understatssekretaer. Deltog i »pressionen« mod den danske regering december 1863.

59) Fitzgerald, sir William Robert Seymaour Visey (1818^—85), engelsk politiker.

60) Sponneck, Wilhelm Carl Eppinger (1817^—88), greve, dansk finansminister 1848^—54. Generaldirektor 1854^—63. Raagiver for kong Georg I af Graekenland 1863^—65.

61) Dette afsnit om forhandlingerne med Sverige i februar 1863 har vaeret benyttet af prof. Aage Friis i hans afhandling »Skandinavismens Kulmination« i H. T. 10. raekke 111. bind. I fodnoten til p. 587 siger Friis, at det »hidtil ikke er lykkedes at finde Vedels oprindelige Nedskrift af Halls Referat.« Dette findes imidlertid i en bog, hvori Vedel egenha^ndig har indfort uddrag af depecher og notater for aarene 1861^—64. (Vedels privatarkiv). Nedskrivningen er sket i to tempi, der noje folger udviklingens gang, idet Vedel forst skildrer forhandlingen i konseillet og derefter — fmtlg. nogle dage senere —- refererer Halls samtaler med Hamilton. Den her gengivne fremstilling folger noje den forste nedskrivning, men er ganske naturligt mere udarbejdet end dagbogens noget lapidariske gengivelse. Intet af betydning er dog udeladt eller tilfojet med undtagelse af een meget karakteristisk afvigelse. I Dagbogen omtaler Vedel nemlig sin egen stilling til forhandlingerne, men udelader dette i fremstillingen. Efter Halls sidste samtale med Hamilton hedder det: »Jeg raader Hall til stor Forsigtighed. Hamilton og Manderstrom have let Ministeriets Eksistens i deres Haand. Hall gior bedst i at tale saaledes til Kongen om Sagen, at han senere i fornodent Fald kan sige at have handlet efter kgl. Ordre. Dernsest bor .han sige til Hamilton, at Intet giaelder uden hvad han, Hall siger. Derved giores en Sammenblanding med, hvad Lehmann paa sin plumpe Maade kan sige, umulig.« Deter iovrigt vaerd at notere, at Vedel i sin ca. 40 aar senere skildring af begivenhederne i februar 1863 slet ikke omtaler forhandlingerne med Hamilton.

62) Buchanan, sir Andrew (1807^—82), engelsk gesandt i Kobenhavn 1853^—58, i Berlin 1862—64.

63) Crowe, sir John A., engelsk generalkonsul i Leipzig.

64) Kiibeck, Aloys (1819^—73), ostrigsk gesandt ved Forbundsdagen i Frankfurt am. M.