Marinus Langeland: Ad sandede Veje. 1949. (Det danske Forlag).

Den, der har beskseftiget sig mere indgaende med den jyske husmandsbevaegelse, vil kende Marinus Langeland som en af denne bevsegelses pionerer. I sin menneskeligt set meget tiltalende erindringsbog har han fortalt om sin livsbane, idet han dog har lagt hovedvaegten pa sin barndom og ungdom; de tre fjerdedele af bogen omhandler disse to perioder. Den, der soger besked om husmandsbevsegelsens udvikling, organisation og politik, vil derfor ikke hente nyt stof i bogen; den, der interesserer sig for den sociale baggrund for bevsegelsen, vil derimod kunne finde traek til belysning af den utrolige fattigdom og nojsomhed blandt landarbejdere og husmsend i de sidste artier af det 19. arhundrede.

Anmelderen laeste bogen sidelobende med Andersen Nexos erindringer og
havde efter endt gennemlaesning besvser med ikke at forveksle de to skildringeraf

gerafforholdene i et fattigt arbejderhjem. Deter de samme trsek, man moder, lige ned til det berygtede amerikanske svinefedt, der abenbart var fattigmands sidste tilflugt, hvis der i det hele taget skulle noget pa brodet. Nogle af Langelandsoplevelser som hyrdedreng og tjenestekarl havde vseret oplagt stof for Aakjser, og i skildringerne af den sejge kamp mod lyng og flyvesand kan vi nikke genkendende til Skjoldborg.

Men selv om digterne har ost af samme stof, er Langelands bog pa ingen made overflodig, den er et godt korrektiv og supplement. Den fortseller f. ex., at en forstaende husbond og madmor ogsa kunne findes, og at det sociale skel mellem pa den ene side arbejdere og husmsend og pa den anden gardejere ikke var sa skarpt, som man fra litteraturen kunne fristes til at tro. Men ved siden af dette fortaeller den, at de staerke sociale skildringer, som vor litteratur giver af den tid, absolut har god bund i virkeligheden. Bogens historiske vserdi ligger i den redelighed, der saledes prseger disse erindringer fra det 19. arhundredes