Hugo Matthiessen: Fæstning og Fristed, Fredericia Interiører med Figurer 1760—1820. 1950. (Gyldendal).

Denne bog — tilegnet Fredericia i 300-aaret for byens grundlseggelse -_— er en fortssettelse af den i 1911 udsendte »Fredericia 1650_—1760. Studier og Omrids«. Hugo Matthiessen antyder ofte i sine undertitler det lette — undertiden nsesten yndefulde, der er over hans kulturhistoriske skildringer. Mest malende er vel undertitlen til bogen om Limfjorden »Fortoninger og Strejflys«. I den foreliggende bog gives en fornemmelse af en scene med hurtigt skiftende skuespillere, som agerer i Fredericias sidste aar som »mserkelig« by. De to forhold, som skilte den ud fra andre byer, kan angives ved to kapiteltitler, nemlig det 4. Fremmede Trossamfund og det 5. Fallenternes Fristed.

Asylrettighederne skabte af Fredericia en broget by, og Hugo Matthiessen fremdrager af mangfoldigheden en raekke figurer, der spsender fra almindelige smaafallenter til eventyrere af europaeisk format, for hvem byen var et hvileog tilflugssted i et uroligt liv.

Helt samme syn paa den havde ikke alle dens embedsmaend. At blive sendt til Fredericia var ofte som at blive sat udenfor. Maend af den for opgaven rette stobning, som Hans de Hoffman, forstod dog at saette sig ud over de vanskeligheder, som modssetningerne i befolkningen rejste. Han bliver nerved, som en typisk repraesentant for den oplyste enevaelde, byens betydeligste personlighed i dette tidsrum.

Modsaetningerne har nok vaeret af mere formel natur som for exempel religios isolation; men der maerkes ingen ufred paa dette felt, hvad man ellers nok kunne vente med Joder, reformerte, katolikker og lutheranere i en lille by.

Med Napoleonskrigenes afslutning er det ligesom farven gaar af byen.
Joderne kan nu rejse, hvorhen de vil, og antallet af eventyrere og maerkelige
fremmede mindskes. Fredericia bliver en almindelig dansk provinsby.

Hugo Matthiessen er jo efterhaanden naesten blevet en institution i dansk kulturhistorie. Med sit blik for det pudsige og sin sans for den lille detaljes virkning — ogsaa i stilen — er han let at laese og underholdende at folge. Men slaar man op bag i bogen, som i alle hans boger, og finder de detaljerede kildehenvisninger, maa man erkende, at det naeppe er helt gait at betragte historieskrivningen som en kunst.