I. Karstoft: »Fra det nedlagte gamle S. Omme-Hoven Pastorat. Et lokalhistorisk Bidrag«. 1948.

Den 86-arige pastor emer. I. Karstoft i Kolding har udgivet et lille skrift om S. Omme og Hoven sogne, der indtil 1907 var forenet i kirkelig henseende til eet pastorat. Med staerke band er forfatteren knyttet til de to sogne, idet han selv er fodt i S. Omme og hans hustru i Hoven, og i sine unge dage var den gamle prsest en tid lserer ved en af pastoratets skoler. Forfatteren kender saledes de to sogne ud og ind, og fortaellingen om barndommens egne giver

skildringen en varme, der gor, at man laeser den lille bog raed fornojelse, om
end man bade her og der kan ssette fingeren pa fejl og mangier.

Efter et indledende kapitel med uddrag af gamle praesteberetninger m. m. og redegorelse for betydningen af sognenes navne, deres landeveje og vandlob, gardenes bygninger, bessetningerne, landbruget, plantning m. m. kommer afsnit om praesteembedet og kirkerne, skolevaesen og fattigvaesen, praester og praestekoner samt degne, stedlige sagn og endelig to gamle gardes historie, Hoven molle, hvorfra forfatterens hustru stammer, og Omvraa Enestedgard, hvorfra nan selv har sin oprindelse, og som har vaeret en gard pa over 4000 td. land eller en syvendedel af det gamle S. Omme sogn.

Bogen er meget velskrevet. Forfatteren forstar at finde rammende udtryk, f. eks. den morsomme bemaerkning om praestens store kulturelle betydning i fortiden: det var ham, der »forestod ledelsen, ikke blot af kirkevaesenet, men ogsa af skolevaesenet og socialvaesenet. Det var ham, det kgl. kancelli henvendte sig til om indberetninger og betaenkninger fra sognene; han var bade sognerad og sekretaer for begge sogne — rundt regnet fra Harald Blatand til Frederik den Syvende«.

Men fejl og mangier er der en del af. Under laesningen af afsnittet om landbrugsforholdene sukker man efter en indgaende og dog fattelig redegorelse til lokalhistorikeres brug for begreber som »herlighed« og »bondeskyld« og de problemer, der knytter sig til dem, en redegorelse, der skulle omfatte begge begreberne, men for ovrigt kunne formes i lighed med den retshistoriske studie om »Begrebet Herlighed efter dansk Ret«, som politifuldmaegtig H. Schlanbusch har offentliggjort i »Fra Ribe Amt« 1937, og som burde kendes af alle lokalhistorikere.

Forfatterens sproglige forklaringer er ikke uangribelige. Ordet skriftemal forklares f. eks. saledes, at grundbetydningen af denne — unaegteligt maerkelige — benaevnelse pa en syndsbekendelse er at fa et ord af den hellige skrift forelaest. Deter uhistorisk. Ordet kommer af at skrive, foreskrive, bestemme, nemlig en kirkebod. Underligt nok kommer forfatteren til at blande skriftemal sammen med indledelse af kirkegangskone, hvilket er noget helt andet.

En bedre benyttelse af Wibergs praestehistorie ville have vaeret heldig for afsnittet om praesterne. »Kronens Skoder« burde have vaeret anvendt. Et blik her ville have vist forfatteren, at S. Omme og Hoven kirker ikke som af ham formodet er solgt fra kronen ca. 1710_—11. Nej, S. Omme kirke blev solgt 1697 og Hoven i 1698. Endelig kan det tilfojes, at den byfoged, der naevnes side 75, skal vsere den kendte reskriptsamler byfoged Fogtman i Varde.

Det lille skrift er en udvidelse af forfatterens afhandling »Fra min Hjemegns Omvraa, Sdr. Omme Sogn« i »Vejle Amts Aarbog« 1937. »Et lokalhistorisk bidrag« kalder forfatteren sin bog, og som sadant vil den trods sine skrobeligheder have betydning, indtil den engang afloses af en fyldigere sognehistorie.