Harald Jørgensen: C. N. David. 536 s. (Gyldendal, 1950).

Det ma siges at vaere noget af en begivenhed, at der udsendes en sa stor biografi om en politiker fra det 19. arhundrede. Den slags er man ikke forvaent med her i landet. Af den grund strejfer den tanke en, at der maske var andre af dette arhundredes store maend, man hellere sa biograferet sa udtommende, end netop David; men det synspunkt har egentlig ikke meget med denne bog at gore; og lad os vaere saerdeles taknemmelige for, hvad vi har faet.

Det kildemateriale, arkivar, dr. phil. Harald Jorgensen har brugt, er meget
stort; der synes at vaere gravet alle steder, hvor der kunne forventes at vaere
noget, og dette gor, at bogen gennemgaende virker solid og velunderbygget.

Deter en stor del af arhundredet, bogen beskaeftiger sig med. Allerede orakring 1815 begynder David at traede offentligt frem, og vi ser nu arhundredet ga videre: den begyndende liberale opposition, staenderforsamlingerne, 1848_— 49, mellemkrigstiden med de mange forhandlinger om Slesvig-Holsten, krigen 1864, den naermeste efterkrigstid med brydningerne omkring grundlovsrevisionen i 1865^—66 og endelig forspillet til provisorietiden, som arhundredet toner ud med. I alt dette finder vi David, enkelte gange som forgrundsfigur — i 1830'erne som redaktor af »Faedrelandet« og efter 1864 som ledende skikkelse i ministeriet Bluhme — oftest dog mere i baggrunden som en ener, der gar sine egne veje, men som trods deter med til at praege udviklingen pa forskellig made. Hans ord bliver hort i staenderforsamling, rigsrad og rigsdag, og forfatteren viser, at hans tanker ofte har praeget disse forsamlingers arbejde. Inden for administrationen har hans betydning maske vaeret endnu storre. Hvad faengselsvaesenet angar, var han absolut banebrydende, og ogsa som professor i nationalokonomi, som nationalbankdirektor og som leder af statistisk bureau har han vaeret med til at skabe nyt. Det ma dog vaere politikeren David, der interesserer mest, og en god ting ved bogen er den brede skildring af den politiske baggrund, der ofte gives, saledes at man kan fa udbytte af bogen uden at vaere inde i alle krinkelkroge af tidens jo ofte noget indviklede politik.

At forfatteren har haft sympati for David, er evident, og flere dele af bogen far derfor karakter af forsvarsskrift; Davids minde skal renses, forst og fremmest for de pletter, som de nationalliberale satte pa ham, efter at deres og hans veje skiltes i 1840'erne. Derfor betones det stserkt, at David ikke er nogen vendekabe, der for at opna kongelig gunst under Christian VIII svigtede sine liberale anskuelser. Det vises, at Davids meninger, forst og fremmest vedrorende sporgsmal som almindelig valgret og Ejder-politik, er ganske de sarnme hele hans liv igennem. David er blevet staende, men tiden er gaet videre, og derfor ma naturligvis den liberale af 1830 blive den konservative i 1849 og 1865.

Harald Jorgensens pavisning af dette synes rigtig; svaerere er det at folge ham, nar vi nar 1863. Det kan ikke naegtes, at man med spaending naermer sig kapitlet om november-dagene det ar for at se, hvilket standpunkt forfatteren tager i den gamle diskussion mellem Arup og Friis om fortolkningen af de to forskellige beretninger af David. Efter anmelderens mening springer Harald Jorgensen over, hvor gserdet er lavest ud fra naevnte tendens til at rense David. Samtidig med, at Harald Jorgensen udgav sin biografi, har professor Troels

Fink i en afhandling i Historisk Tidsskrift 11. raekke 111, p. 1—47,1_—47, taget problemetop. Begge forfattere er enige om at forkaste beretningen fra 1874, som blev skrevet, da den 81-arige David var svaekket af alderen. Tilbage star sa Davids beretning fra december 1863, skrevet umiddelbart efter begivenhederne. Denne stemmer ikke overens med den engelske gesandt Pagets ligeledes samtidigeindberetning om begivenhderne, og de to forfattere er ogsa her enige om, at Pagets fremstilling ma vsere den rigtige — et synspunkt, der er det modsatte af professor Arups. Davids afvigelser fra Paget forklarer Harald Jorgensenganske simpelt som fejlhuskning, hvilket ikke virker overbevisende, sa meget mere som Harald Jorgensen senere — p. 500 — skriver: »Denne rige skat af viden opbevaredes i en sikker hukommelse, der altid var til disposition,nar det kraevedes«. Troels Finks forklaring synes sikrere og gar ud pa, at Davids beretning er et bevidst falsum for at daekke over kongen, der bag sit ministerium havde sogt underretning om Englands stilling, en fremgangsmade,der i nogen grad la uden for, hvad en konstitutionel konge kunne tilladesig.

Endnu en enkelt anke mod bogen, der dog ikke behover at vaere forfatterens fejl. Deter svsert at fa hold pa mennesket David, bag politikeren og embedsmanden. Fra ungdomsarene nsevnes enkelte track, men senere forsvinder de, og vi finder sa godt som intet til belysning af den side af sagen, der dog ogsa har interesse og vserdi til belysning af personen. Men maske har kilderne vaeret tavse. Dog undrer det lidt, om ikke familietraditionen kunne have afgivet stof til en sadan belysning.

Disse par ting er dog af absolut sekundaer betydning. Det, man forst soger,
en fremstilling af Davids mangesidige offentlige liv, giver bogen den fyldigste
besked om.