Otto Norn: Christian III's Borge. I_—II. Selskabet til Udgivelse af danske Mindesmærker. (I kommission hos Andr. Fr. Høst & Søn).

Da Danmark efter reformationens gennemforelse 1536 for alvor gled ind i renaissancens tidehverv, blev dorene abnet for en stil, der endnu den dag i dag er med til at saette praeget pa vor kultur. Studiet af denne periode er i stadig udvikling. Der er endnu meget, der venter pa en grundlaeggende behandling,og

ling,ogde sider af renaissancen, der allerede er udforligt skildret, vil ved fortsattestudier
kunne afvindes nye traek.

Som et indgaende bidrag til en vaesentlig side af renaissancens kultur foreligger Otto Norns disputats om Christian den 3.s borge, et arbejde, der bygger pa orafattende studier og giver ikke blot en raekke detailundersogelser, men ogsa et helhedsbillede af denne side af tidens kultur.

Da Christian den 3. i 1536 havde faet magten i Danmark, blev nan stillet over for uundgaelige vanskelige opgaver. En af de mest patraengende var at sikre den nye magt. Den forudgaende borgerkrig havde vist, at det var nodvendigt for kongen at stotte sig til ydre magtmidler, hvis han skulle gennemfore sin egen politik; de okonomiske forhold satte, i hvert tilfaelde i de forste ar, graenser for, hvad der kunne bygges. Det var naturligt, at de nye bygninger blev praeget af den moderne stil. Christian den 3.s udbedringer og nybygninger af de kongelige slotte er saledes bestemt af militaere grunde, okonomiske hensyn og kunstneriske aspirationer.

Store arbejder blev udfort i Norrejylland. I naesten hele sin regeringstid byggede kongen pa Koldinghus. Sydflojen, ostflojen med porten og den ostre ende af nordflojen er opfort af ham. Det var ikke militaere hensyn, der her var bevaeggrunden, men kongen ohskede en bekvem bolig, og det middelalderlige slot blev derfor udvidet, sa det passede til hoffets ogede krav. Anderledes med Riberhus. Her var det forsvaret, der var motivet. Nu er kun slotsbanken tilbage, men en undersogelse har vist, at man forst og fremmest har foretaget forbedringer, sa slottet blev bedre i stand til at udholde en belejring, medens arkitekturen i kongens ojne har vaeret mindre vaesentlig. Bortset fra almindelig vedligeholdelse og forbedring har Skanderborg slot ikke vaeret underkastet storre aendringer i Christian den 3.s tid, men Randers fik en omfattende udbedring af sin befsestning, muligvis fordi grevefejdens kampe havde belaert om byens betydning. Foruden grave havde staden ogsa volde og mure med et par smatarne, og til denne befaestning sluttede Dronningborg sig, det gamle franciskanerkloster, der ved Mogens Goyes dod 1544 kom til kronen. Sksebnen har vaeret sa üblid mod denne bygning, at man ikke kan udtale sig naermere om den, til gengaeld er der bevaret adskilligt af Aalborghus. Det gamle slot, der gik til grunde i grevefejden, la i den sondre del af byen. Stedet var ikke fordelagtigt, og deter forstaeligt, at man foretrak at bygge en helt ny fsestning ud mod Limfjorden. Lige efter 1536 begyndte man pa opforelsen, og for at laegge slottet frit matte adskillige boder i byen rives ned. Anstrengelserne forte dog ikke til noget, arbejdet blev indstillet, fordi man ikke kunne skaffe drikkevand uden gennem render, der let kunne afbrydes under en eventuel belejring.

Pa oerne blev der gennemfort store arbejder pa Nyborg slot, samtidig med at byen fik en ny befaestning. Ligeledes fik Kobenhavn sine volde udbedrede. Ligesom det middelalderlige Nyborg slot indgik i det nye anlaeg, brugtes den gamle kongsgard i Malmo som grundlag for det nye Malmohus. Derimod var Landskrona slot et helt nyt anlaeg. Baggrunden for hele denne virksomhed har mere vaeret militaere overvejelser end onsket om at forskonne de gamle slotte. Og fsestningerne har lige sa meget vaeret rettet mod indre som ydre fjender.

Otto Norns arbejde er i forste raekke arkitekturhistorisk (og deter sikkertden side af emnet, der har hans storste interesse), men bogen tager ogsahensyn til andre sider af stoffet. Det pavises, at Christian den 3. var beskedeni sine krav til hofstatens og sin egen bekvemmelighed, men at han alligevelikke kunne nojes med et enkelt residensslot, fordi rigets styrelse i middelalderenkraevede mange rejser, og man derfor matte sorge for herberg forskelligesteder

ligestederi landet. Den gamle middelalderlige skik, at kongen var uden residensog styrede riget gennem personlige rejser, har saledes vseret med til at forme byggeplanerne. Tiden har ikke vseret disse arbejder gunstig, og de folgendekongers byggelyst har for en stor del udslettet, hvad Christian den 3. rejste.

I hoj grad har slottene vaeret praeget af at vaere bygget i en urolig tid, da man havde krigens uhygge pa naermeste hold, og mure, volde og grave indgar som en selvfolgelighed i arkitekturen. Faestning og slot havde endnu ikke skilt sig fra hinanden, men dannede en enhed, som ikke blot traditionen, men ogsa hensynet til forsvaret gjorde det vanskeligt at skille. Pa denne tid begynder man dog at sondre mellem de to typer, og skildringen af denne udvikling horer til det mest faengslende i bogen, men selv om man har bygget med gavle og andet, der markerede den nye stil, har det vseret en ret udvendig dekoration, og endnu pa denne tid har leveformerne og kravene til bekvemmelighed ikke adskilt sig meget fra middelalderens fordringer.

Mellem Christian den 3.s arkitekter eller bygmestre dvseler forfatteren sserligt ved Morten Bussert. Han synes at have faet en efterfolger i en rnester Jacob. En af de sidste bygmestre under Christian den 3. var Hercules von Oberberg. Desvaerre er det vanskeligt at folge de enkelte navne og gore rede for deres arbejder rundt om i landet. Sa meget er dog sikkert, at Morten Bussert har haft en meget stor betydning for tidens bygningskunst.

Otto Norns bog viser, hvor mange uloste problemer der endnu knytter sig til denne side af tidens kultur, men det fremgar ogsa af den, ad hvilke veje man skal na frem. Ved en talmodig fordybelse bade i de rester, der er bevaret af selve slottene, og i den arkivalske og littersere overlevering er der naet et resultat, pa hvilket man kan bygge videre. Saerlig kan der her gores opmaerksom pa, at Otto Norns bog indirekte kaster et lys over de samtidige adelsslotte. Man er i nutiden mere tilbojelig til at fasste sig ved de arkitektoniske vaerdier hos dem og glemmer ofte, at de ogsa var borge og beregnede pa at give ejeren tryghed i kamptider. Men allerede under Christian den 3. blev de militaert distanceret af de kongelige slotte, hvis styrke viste, hvor magten la.

Med rette betoner Otto Norn, at man dengang som nu byggede for at tilfredsstille et praktisk behov, og at man ved at anlaegge dette synspunkt lettere vil kunne forsta den udvikling, der fandt sted, og som dannede grundlaget for den langt rigere byggeperiode under Frederik den 2.