Bogen om Stauning, skrevet af hans Venner. (Westermanns Forlag. 1950).

40 af Staunings venner har bidraget til denne bog. Ordet venner skal ikke tages alt for bogstaveligt. Adskillige af bidragyderne fremhsever, at de ikke sadan set stod Stauning menneskeligt nser, og ojikaster det sporgsmal, om Stauning egentlig havde fortrolige venner. Saledes som billedet tegner sig gennem de mange bidrag, far man imidlertid et alsidigt indtryk af den store politiker, — af hans udviklingsgang, der ligesom blev en legemliggorelse af arbejderklassens rejsning, — af hans vseremade, den mutte, noget forbeholdne fremtrseden, der ligesom tvang modparten til at spille ud forst, mens der bag det lidt barske ydre blev gemt et lyrisk folsomt sind. Der laegges ikke skjul pa, at Stauning nu og da kunne sla sig 10s, men selv om det ikke altid skete inden for privatlivets fire vsegge, gjorde det kun ringe skar i den respekt, der stod om Stauning, og den tillid, han nod i stadig videre kredse.

Man far ogsa adskillige trsek, der illustrerer den store politiske taktiker med sans for det dramatiske i de skiftende politiske situationer, som fhv. landbrugsminister Bording fremhsever i et udmserket afsnit, hvor han bl. a. rober, hvordan Stauning og han i 1929 lagde planen til at vselte Madsen-Mygdal. Bording havde ved lsesningen af en politisk artikel i »Nationaltidende« lagt mserke til en ssetning om, at det konservative parti ville undlade at stemme for finansloven, hvis venstre ikke imodekom de konservatives krav om nogle millioner mere til forsvaret. Bording gjorde Stauning opmserksom pa de muligheder, der abnede sig, hvortil Stauning bemserkede: »Ja, du har ret, men nu gselder det fan'me om at holde kseft, ikke et ord til nogen om dette her«.

Der er al grund til at tro, at dette referat er rigtigt, men udsagn som dette
og andre lignende, f. eks. i Hedebols skildring af Stauning under paskekrisen

og Bertel Dahlgaards skildring af Kanslergadeforliget, ma selvsagt underkastes en almindelig kildekritisk provelse. Netop en lille bemserkning i Bordings afsnitviser, hvor let der lober fejlhuskninger med ind i en erindringsskildring. Bording omtaler Staunings tale i Bov, hvor Stauning havde sagt noget om, at hvis landmaend matte ga fra deres garde, stod andre parat til at overtage dem. Bording henlsegger talen til tiden omkring 1931, mens den blev holdt i 1926. Hovedpunktet i talen er ikke helt korrekt gengivet; deter mindre vigtigt, men ret afgorende er det, at talen blev holdt i Staunings forste statsministerperiode. Baggrunden er Cornelius Petersen bevsegelsen i Nordslesvig. I den anden statsministerperiodekunne man nseppe tsenke sig, at han ville tale sadan om kriseramtelandbrugere, dertil ramte landbrugskrisen i 1931 alt for hardt og dybt. Bording laegger ikke skjul pa, at han ikke ansa talen for at vsere nogen klog tale; deri liar han utvivlsomt ret. Imidlertid ma man beklage, at denne episode slet ikke er fundet vaerd at omtale i I. P. Nielsens afsnit om Stauning og Sonderjylland.Den vakte dengang stor opsigt og foranledigede selvstyremanden Cornelius Petersen til at karakterisere Stauning som roverkaptajn, en ide, arets vittighedstegnere med begejstring optog (jfr. dette hseftes side 165).

De boger, der er fremkommet i Westermanns serie om kendte msend, skildrede af deres venner, er af meget stor vserdi ved at give indtryk af atmosfseren om en mand, noget af det, der kan vsere sa vanskeligt at fa indtryk af for en senere tids liistorikere. Den foreliggende bog er en god bog, men trods titlen er det ikke »Bogen om Stauning«; den giver imidlertid vaerdifuldt stof til den, der engang skal skrive »Bogen om Stauning«.