Johan Schreiner: Pest og prisfall i senmiddelalderen. Et problem i norsk historic (Avhandlinger utgitt av Det Norske Videnskaps-Akademi i Oslo, II: Hist.-filos. kl. 1948 no. 1). 129 s.

Med sin saedvanlig fine sans for frugtbar problemstilling har den norske historieprofessor Johan Schreiner i sin ovenanforte lille, men stofrige bog angrebet et centralt emne i europaeisk historie: den senmiddelalderlige agrarkrise. Udgangspunktet er den livlige diskussion siden S. Hasunds Ikring Mannedauden (1920) om, hvorvidt folketabet under »den sorte dod« har vseret den afgorende aarsag til den katastrofale norske landbrugskrise med de mange odegaard« landet over, og om man her har forklaringen paa den langvarige okonomiske og politiske forfaldsperiode siden unionstiden, der har spillet saa stor en rolle i den norske historieskrivning.

Modsat forgasngerne, der har diskuteret sporgsmaalet snsevert nationalt, saetter Schreiner det ind i bred europaeisk sammenhaeng for ud fra de konstaterede ligheder og forskelle bedre at kunne vurdere den saerlige norske konstellation. Paa grundlag af det mere omfattende tyske, franske og isaer engelske kildestof dokumenterer forf., dels at odegaardsfaenomenet (»Wiistungen«) og kampen om arbejdskraft er almeneuropaeisk, dels at denne udvikling er begyndt forud for pesten, hvis haergninger har vaeret forholdsvis kortvarige, mens en ny og voldsommere krise saetter ind og kulminerer i det 15. aarh. Agrarkrisen maa altsaa have haft en anden hovedaarsag, og den finder han i pris- og pengehistorien. Derved bliver vekselvirkningen mellem priser og agrarforhold bogens hovedtema. Faldende priser i begyndelsen af det 14. aarh., der tilskrives den svigtende produktion af Solv og deraf folgende mindre udmontning, skaber krisen, og flugten fra bondenseringerne stimuleres af de staerkt voksende kobstaeder, der betaler den ufaglaerte arbejdskraft fra landet med stigende Ion. For Norge med de faa og smaa kobstaeder soges forklaringen til den saerlig langvarige krise i specielle forhold, dels i en kraftig omlaegning af landbruget fra kornavl til extensivt kvsegbrug med smorproduktion, dels i landets stigende afhsengighed af hanseaterne.

Den snaevre og intense diskussion af forbindelsen mellem priser og agrarkrise er baade en styrke og en svaghed, en styrke, fordi den dokumenterer en noje sammenhaeng, en svaghed, fordi den alt for lidt tager hensyn til andre momenter, fx. stordrift med ledsagende aendringer i den sociale struktur. Man kan tvivle paa visse vurderinger (betydningen af indvandringen til byerne synes overvurderet, pengekrisen som hovedaarsag til en saa langvarig agrarkrise problematisk) ja, man kan endog tvivle paa selve hovedtesen om smorpriserne og hanseaternes handelsvselde som aarsag til de norske odegaarde, det rokker dog ikke ved den dominerende kendsgerning, at prof. Schreiner som den forste paa en yderst frugtbar og stimulerende maade har sat hele den vesteuropseiske okonomi ind i een stor sammenhaeng og dokumenteret en faelles, men varieret krise over hele omraadet, hvis store linier kun forbigaaende er blevet paavirket af katastrofer og pest.