Hans H. Fussing: Stiernholm len 1603_—1611. Det kongelige danske videnskabernes selskab. Historisk-filologiske skrifter, bind III, nr. 1. (Ejnar Munksgaard, 1951).

Lensregnskaberne udgor en af de betydeligste kildegrupper til det danske landbrugs historie i perioden ca. 1500^—1660, ja fra tiden 1610_—1660, hvor de er bevaret i stor udstraekning, er de afgjort den vigtigste. De har da ogsa vaeret flittigt benyttede til landbrugshistoriske studier, men hidtil enten til undersogelser over specielle problemer eller til lokalhistoriske studier. En

generel undersogelse af et lens regnskab har ikke vaeret foretaget, for Fussing
tog fat pa opgaven; resultatet af hans studier foreligger nu i vaerket »Stiernholmlen«.

Fussing er ikke gaet til lensregnskaberne for at fa et eller flere landbrugshistoriske problemer belyst, han har sogt at finde ud af, hvad de giver i deres helhed; hvilke oplysninger giver lensregnskaberne, hvorledes giver de dem, og hvordan kan disse oplysninger bedst udnyttes af forskningen, er de sporgsmal, han har stillet sig. Han har derfor foretrukket at bearbejde et enkelt lens regnskaber i deres fulde udstraekning fra forst til sidst.

Til undersogelsen har han valgt Stiernholm len. Valget er ikke tilfaeldigt; lenet matte hverken vaere for stort eller for lille, det matte ikke have saerpraegede naturforhold, det skulle ligge uden for vornedskabets omrade, og det matte ikke vaere praeget af hoffets hyppige ophold som Frederiksborg og Koldinghus. Med alle disse forhold taget i betragtning matte Stiernholm blive et af de bedst egnede. En vsesentlig mangel praeger dog Stiernholms regnskaber; ladegardsavlingen la hele tiden under lensmanden^ saledes at regnskaberne kun kaster et meget sparsomt lys over ladegardsdriften.

Fussing begynder med en redegorelse for regnskabernes form og indhold; han behandler derefter de problemer, som belyses gennem dem: fsesteskifte og stedsmal, udsaed og landgilde, hoveri, odegarde, skatter, retsvaesen, lensmandens virksomhed, lenets indtsegter og udgifter og regnskabernes revision. Teksten er ledsaget af fire bilag A_—D. A giver en ekstrakt af lenets indtaegter og udgifter fra hvert ar, idet alt, savel naturalier som penge, er omregnet til tonder byg. B gor rede for de udskrevne ekstraskatter; der vises, hvor meget skatterne indbragte, og hvem der betalte dem. C kaldes jordebog og giver en kort oversigt over hver enkelt af lenets ialt 404 bondergardes forhold gennem tiderne; der gores rede for hartkorn, landgilde, udsaed 1625, stedsmal, ejendomsforhold og faestere eller ejere. D giver en raekke pristalsangivelser fra regnskaberne, dels for varer, dels for arbejdslonninger.

Samtidig med materialets fremlaeggelse foretager Fussing en vurdering af det. Han konstaterer, at der findes adskillige regnefejl i regnskaberne, og at jordebogernes angivelser af faestere ikke altid er palidelige, idet nye jordebogerofte blev udarbejdet med gamle som forlaeg, uden der blev taget hensyntil de forandringer, der kunne vaere sket i mellemtiden. Fussing er dog ikke saerlig kritisk mod regnskabernes opgivelser, pa enkelte punkter kunne en strengere kritik utvivlsomt have vaeret pa sin plads. Det gaelder saerlig for ekstraskatteopgivelserne. For bondernes vedkommende er opgivelserne rimeligvisnogenlunde palidelige, de havde ikke store muligheder for at unddrage sig skatterne, undtagen ved at fa udstedt tingsvidner om forarmelse, hvad de ogsa fik i en vis udstraekning, men disse forhold oplyser regnskaberne om. Anderledes var forholdene for tjenestekarlene. Fussing opstiller pa grundlag af ekstraskattelisterne en tabel over bondernes tjenestekarlehold og mener, at den kan tjene til belysning af deres okonomiske forhold. Det kan den dog ikke i dens nuvaerende form. Forst og fremmest har han regnet med, at karle, der tjente for halv lon, var karle, som havde faestet sig til bonderne for et halvt ar ad gangen, mens der utvivlsomt er tale om halvkarle, d. v. s. yngre karle i modsaetning til de aeldre karle, helkarlene. Fussing saetter i tabellen 2 halvarskarlelig 1 helarskarl, hvad han naeppe ville have gjort, hvis han var klar over, at der var tale om aeldre og yngre karle. Nar antallet af karle stiger staerkt i 1650-erne efter en lang tids nedgang, skyldes det, at skatteudskrivningenblev udvidet til ogsa at omfatte hjemmevaerende voksne sonner, som

hidtil havde vaeret skattefrie, deraf stigningen. Endelig ma man regne med, at karlen i stor udstraekning sogte at unddrage sig skatterne ved snyderi, og det i jo hojere grad des hyppigere skatterne blev. Dels sogte de helt at undga at komme pa skattelisterne — i skattebrevene advares tjenestekarlene mod denne form for skattesnyderi —, dels Sogte de at fa skatten nedsat ved at udgive sig som halvkarle, selvom de egentlig var helkarle, deter utvivlsomt forklaringen pa, at der i tidens 10b bliver mange flere halvkarle end helkarle, mens der tidligere, salaenge skatterne var sjaeldnere, var flest helkarle.

Enkelte fejl har nu og da sneget sig ind i beregningerne, den storste angar forholdet vedrorende ladegardsdriftens rentabilitet. Fussing siger s. 96, at udgifterne til folkehold og reparationer udgjorde knap 1000 sletdaler (i 1645). Den folgende side anssetter han udgifterne til 3000 tdr. byg. Forudssetningen for denne omssetning skulle vaere en bygpris pa ca. 21 skilling, en sa lav pris forekom overhovedet ikke. Tallet kunne scud som en lapsus eller trykfejl, men Fussing regner abenbart med det, idet han siger, at indtaegterne af husdyrholdet skulle vsere meget store, hvis driften overhovedet skulle give overskud.

Men disse enkelte indvendinger sendrer ikke den kendsgerning, at Stiernholm len er et overordentlig vaerdifuldt vserk. Deter en fortrinlig nogle til studier i lensregnskaberne, som alle, der fremtidig vil beskseftige sig med dem, vil kunne have megen nytte af. Men vaerket er ikke blot en nyttig introduktion i lensregnskaberne, der er ogsa naet en raekke betydningsfulde resultater i det. Det kaster nyt lys over lenenes okonomi og over lensmaendenes stilling over for centraladministrationen, savel som over deres administration af lenene. En rsekke betydningsfulde kendsgerninger om kronbondernes stilling er slaet fast. Saerlig faester man sig ved den stabilitet, dette bondesamfund udviser. Bonderne sad fast pa deres garde, faesteskifte var sjseldne, knap to pr. gard var der i gennemsnit i de 58 ar, regnskaberne dsekker; romninger og gardforsiddelser forekom kun undtagelsesvis; overgang fra fader til son eller andre sleegtninge var hyppige, der var sjaeldent vanskeligheder ved at fa gardene besat, odegarde fandtes naesten aldrig. Misvaekst, krige og fremmede troppers bessettelse kunne ramme bonderne hardt, men de rettede sig forbavsende hurtigt op igen. Vserre synes de stadig hyppigere ekstraskatter at have tynget. En tilsyneladende ringe kriminalitet synes at bekrsefte denne stabilitet, men maske er lensregnskaberne pa dette punkt en ikke helt tilstraekkelig kilde — en kontrol kunne maske foretages ved hjselp af eventuelle tingboger.

Alt i alt vidner vaerket om en imponerende arbejdsindsats. Fussing harmed
dette fojet et nyt led til den snart lange rsekke af vaerdifulde landbrugshistoriske
studier, han i tidens 10b har fuldfort.