Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 1 (1950 - 1952) –

Erik Kroman: Privatarkiver før 1660 i Rigsarkivet. (Vejledende Arkivregistraturer VIII. Udgivet af Rigsarkivet). I kommission hos Munksgaard. 1948. 188 s.

Johan Hvidtfeldt

Side 76

I de senere ar er der af Rigsarkivet blevet udgivet en raekke fortegnelser over Rigsarkivets og landsarkivernes indhold, publikationer, som enhver historiker hilser med glaede, fordi de i sa hoj grad letter oversigten over det omfattende historiske kildemateriale, som findes i vore offentlige arkiver. Den oversigt over privatarkiver for 1660, som nu er blevet udgivet ved arkivar, dr. phil. Erik Kroman, vil sikkert vise sig at vaere en af de nyttigste af alle de otte bind »Vejledende Arkivregistraturer«.

Udgaven er, som det var at vente, monstervserdig; vi far ikke blot oplysning
om navnene pa de personer, hvis arkiver er bevaret, men der gives ogsa en kort
oversigt over arkivernes indhold, og alle private brevskrivere specificeres. Da

Side 77

vserket er forsynet med et udforligt personregister, er det let at fa fastslaaet, om der i de mange arkiver findes breve fra en enkelt bestemt person. Oratalen af brevskrivere er af meget stor vaerdi; thi deter jo i virkeligheden saledes, at de bevarede breve som regel siger mindre om den mand, i hvis arkiv de er henlagt,end om den mand, der har fort dem i pennen.

I en kort indledning fortseller forfatteren om, hvorledes brevene er blevet bevaret og er kommet til Rigsarkivet. Vi far ogsa lidt at vide om, hvor brevene tidligere har vseret anbragt. Det fremgar heraf, at en stor del af privatarkiverne tidligere har ligget i andre samlinger, at de fleste af arkiverne i virkeligheden er kunstprodukter, skabt af arkivfolk i 1800- og 1900-arene. Og deter et stort sporgsmal, om man ikke, da denne ordning blev lavet, har begaet en arkivalsk fejl. Den, der kender lidt til privatbrevenes indhold, vil vide, at mange af dem i virkeligheden slet ikke er, hvad vi nu vil kalde privatarkiver, men lensmaendenes embedskorrespondance, undertiden rene godsarkivalier1). Man er ved dannelsen af arkiverne i for hoj grad gaet mekanisk frem, brevets proveniens er simpelthen bestemt ved at fastsla, til hvem deter udstedt. Men tsenker man sagen igennem, synes det at vaere indlysende, at nar kongen skriver til en lensmand angaende lenets forhold, horer brevet hjemme i lenets arkiv, ikke i den pagseldende mands privatarkiv. Man ville jo ikke i en senere tid bringe breve til Hans de Hofman i dennes privatarkiv, hvis de var skrevet til ham i hans egenskab af amtmand over Koldinghus amt. Man ville heller ikke gore det, selvom de var bleven blandet sammen med hans privatbreve. Chokerende er det ogsa, nar det pa side XI hedder: »Et stort Antal kgl. Missiver stammer fra Lensregnskaberne«. Na, de, der har gennemfort dette store fordelingsarbejde, er dode. Skaden er sket, og det vil vsere et sa stort arbejde at rade bod derpa, at udbyttet nseppe vil sta i noget rimeligt forhold til anstrengelserne.

Hvad vi nu har, er kun de sorgelige rester af fordums rigdom og fylde. Ikke mindst er et meget stort antal jyske privatarkiver forsvundet. Et smerteligt tab led historieskrivningen, da de mange breve i Viborg domkirke gik tabt. Kroman skriver, at dette maske skete ved kirkens brand i 1726. Sporgsmalet er ikke helt opklaret, men meget taler i virkeligheden for, at en stor del af arkiverne blev odelagt, da de gamle kister og aesker i 1710 blev solgt. Kristen Testrup fortaeller herom: »I Viborg Domkirke var i min Tid et Kapel ganske fuldt af jernbundne Munkekister, som la fulde af Breve ... men da den bekjendte Biskop Deichmann en Gang fik i Sinde at sselge samme Kapel til en Begravelse, blev disse Kister udryddede og solgte til Tjenestefolk og deslige, som vaeltede Breven deraf udenfor Kirkedoren, hvor de blev nedtraadte og ved en stor Skylregn flod bort i Gader og Rendestene«. Han fortseller videre, hvorledes han fik fat pa enkelte breve og manuskripter, bl. a. »en gammel Klosterbog in folio«, i virkeligheden et nekrologium. Sagerne blev skaenket til Arne Magnussen2). Testrups klare og utvetydige udtalelse kan man nseppe komme udenom.

Ogsa ved Viborg landsting synes der i aeldre tid at have vseret opbevaret adelsarkiver. Dele heraf er endnu i behold. Pergamenterne er via Danske Selskabkommet til Rigsarkivet. Om papirsbrevene hedder det hos Kroman (s. XI), at de blev »i Viborg og afgaves forst ved det jyske Landsarkivs Oprettelse til dette, hvor de stadig befinder sig«. Deter rigtigt, at der i landstingets arkiv i Landsarkivet findes een pakke »Breve og irettelagte Dokumenter 1477—1600«, hvoraf kun en mindre del er irettelagte dokumenter, idet langt de fleste stammerfra Solvig og Engelsholm godsarkiver eller fra privatarkiver, der har tilhort


1) Jvnfr. ogsa William Christensens bemetrkninger i Repertoriet 2. r. VIII, s. 265 f.

2) Diplomatarium Vibergense s. IX f.

Side 78

ejerne af sidstnaevnte gard. Af ialt 124 breve er 70 fra Solvig, 33 fra Engelsholm og 21 af delvis usikker proveniens3). Om disse sidste har vaeret benyttet ved landstingsproceduren og altsa virkelig horer til tingets eget arkiv, eller om der er tale om deponerede »adelsbreve«, lader sig nu nseppe afgore for de aeldre breves vedkommende. Men een ting er i hvert fald sikker. Nar man ser bort fra de bevarede dele af Solvig og Engelsholm godsarkiver, er der af eventuelt deponeredepapirsbreve tale om sa forsvindende fa, at man kan fastsla, at enten harder i senere tid sa at sige ingen adelsarkiver vaeret i domhuset i Viborg, eller ogsa er der her gaet store arkivmasser tabt.

Solvig-brevenes tilstedevaerelse i Viborg har undret historikerne, og man har naevnt den mulighed, at dette muligvis kunne skyldes, at Sonderjylland i gamle dage horte under Viborg landsting4). Intet er mere forkert. Solvig-arkivet er uden tvivl kommet til landstinget sammen med Engelsholm-akterne, idet de to garde havde samme ejer fra ca. 1561 til 1583, da Solvig blev solgt til kronen. Overforelsen ma formodes at vsere sket efter Knud Brahes dod i 1615; dels fandtes hans skrivekalender5) blandt disse sager, dels indeholder de et brev fra 16. april 1616, udstedt af Lisbeth Bryske, der palaegger en bonde i Balle at svare under Jorgen Brahe til Hvidholm, Knud Brahes efterfolger som ejer af Engelsholm. Da der er bevaret sa mange af disse to godsers breve, mens der ellers kun er sa tilfaeldige stumper tilbage, og disse endda muligvis kan vsere fremlagt ved procedurerne, ligger det naer at formode, at de brevsamlinger, som paviselig har vaeret pa domhuset8), senere er leveret tilbage til godserne eller er blevet overfort til domkirken, hvor de blev odelagt sammen med de andre arkiver. Hvorfor skulle det ellers naesten kun vaere Solvig og Engelsholm-dokumenterne, der blev bevaret?


3) Hos Kroman s. XI oplyses det, at Timme Rosenkrantz' og Erik Timmesen Rosenkrantz' arkiver oprindelig har vseret ved landstinget og er kommet til Rigsarkivet. Men ogsa disse breve horer til Engelsholm-arkivet, da begge msend har ejet denne gard.

4) Se f. eks. Sdj. Manedsskrift 1949, s. 164.

5) Udg. af A. Heise i Samlinger til jydsk Historie og Topografi V, s. 207—231. Kalenderen emu anbragt i privatarkivet.

6) Repertoriet 2. r. VIII, s. 264. De der anforte henvisninger til Kane. Brevboger beviser iovrigt intet om, at det var almindeligt, at adelen anbragte deres breve pa domhuset.