Sven Ulric Palme: Riksföreståndervalet 1512. (Uppsala universitets årsskrift 1949. A.-B. Lundequistska bokhandeln. Uppsala).

Bogens emne, rigsforstandervalget i 1512, er set i sammenhseng med de foregaaende decenniers nordiske og isaer svenske historie, hvor forskellige synspunkter vedrorende udenrigspolitik over for Danmark, Liibeck og Rusland, modstridende sociale interesser, klikevsesen inden for adelen, onsker om genoprettelse af den nordiske union og om dens endelige afskaffelse, rigsforstanderens ret til at uddele len, fordelingen af myndigheden mellem rigsraadet og statsoverhovedet, hvor alt dette og mere til spillede en rolle ved politiske afgorelser og satte spor i svensk politisk liv, spor, der var af betydning ved rigsforstandervalget i 1512 og derfor med rette belyses i forbindelse med skildringen af valget.

Hovedpersonerne i bogen er rigsforstanderne Svante Nilsson Sture og bans son Sten Sture den Yngre. Begge var imod genoprettelsen af unionen og for, at statsoverhovedet skulde have storre myndighed. Svante Sture straebte i sin rigsforstandertid 1503_—12 at ndnytte enhver foreliggende situation i den retning. Under indbyrdes uenighed mellem Danmark, Liibeck og Sverige sogte han at faa det bedste ud af det for sit land. Det var i sig selv en vanskelig balancekunst, og den blev det yderligere derved, at en del af den svenske rigsraadsadel var unionsvenlig og i givet fald villig til at stotte kong Hans mod Svante Sture, d. v. s., hvis han tiltog sig mere myndighed, end adelen syntes om. Hvad det sidste angaar, stod den storste del af adelen enig over for rigsforstanderen, og en af dens maend, Jakob Ulvsson, var i realiteten rigsraadetskontrolor over for Svante Sture. Jakob Ulvsson var tilhsenger af en union, hvor kongen var nodt til at rette sig efter rigsraadet; men han anlagde ikke ensidige adelssynspunkter, han onskede i udstrakt grad ret og rimelighed for befolkningen, som det der bedst tjente landet som helhed. Naar derfor Svante Sture ad omveje eller bagveje, f. eks. ved uddeling af len, sogte at oge rigsforstanderens magt og gavne sine egne interesser, var Jakob Ulvsson i spidsen for dem, der bremsede ham. Det blev nodvendigt saa tit, at oppositionenmod Svante Sture resulterede i en sammensvaergelse og krav om hans afgang 1511. Han tilbod da at »nedlsegge rigsforstanderskabet i raadets, adelens, borgernes og almuens hsender«, men hans tilbud blev ikke modtaget, han skulde kapitulere betingelseslost. Der rejstes anklage mod ham for ikke at have fulgt raadets beslutninger, og i januar 1512 valgtes den rige, lserde Erik Trolle til rigsforstander. Han var »bserer af den konstitutionelle raadsoppositionspolitiske traditioner«, og han horte til Jakob Ulvssons naermeste kreds, men han onskede betsenkningstid, hvad angik at modtage valget, og mens grsesset groede, dode horsemor. Tiderne var vanskelige, bergsmaend og almue sympatiserede med Svante Sture, og denne havde forstaaet at splitte modstanderneved at tildele flere af dem samme len. Udenrigspolitiske forhandlinger

stod netop da paa med det formaal at sikre freden over for Danraark og Liibeck, og disse forhandlinger fik betydning i de indrepolitiske forhold i Sverige. Svante Sture dode, og da Erik Trolle svarede ja til tilbudet om rigsforstanderstillingen, fik Sten Svantesson Sture nys derom for ventet og gik til aktion. Han fik almuen og nogle af de konstitutionelt sindede raader paa sin side. Han drog rundt og lod sig hylde og var ikke til at komme udenom, for han var militsert maegtig, i besiddelse af en raekke vigtige slotte, og han havde penge nok. Overfor alt dette havde raadet kun et retskrav at stille. Det endte med, at Sten Sture blev hyldet af rigsraadet paa Stockholms slot en Julidag i 1512.

Vaerkets indhold svarer til dets undertitel: Studier i nordisk politik och svensk statsratt 1470_—1523. En del af forfatterens tidligere boger og afhandlinger behandler emner fra sturetiden, og riksforestandervalet 1512 virker som en samlende redegorelse for, hvordan nordisk politik og svensk statsret var i en stor del af perioden 1410_—1523. Bogen er forsynet med personregister, fortegnelse over kilder og litteratur og desuden en raekke bilag og ekskurser til naermere belysning af enkelte sporgsmaal i hovedskildringen; de kildehenvisninger, der horer sig til, efterhaanden som beretningen skrider frem, findes i fodnoter paa de respektive sider. Forfatteren gaar til vaerket som fuldt rustet historiker med metode, kundskaber, vurderingsevne i orden og med den hensigt baade at redegore for emnet og at vise det metodiske princip -_— som historikere paa forhaand kender og anerkender — at den politiske histories kilder kun kan tolkes rigtigt efter et grundigt og nojagtigt studium af de statsretlige former og forhold og de politiske begreber, som kilderne beskseftiger sig med.

Bogen er fuld af detailler, men de er ikke bare Iose facta, de har en funktion i skildringen, nemlig den at belyse aarsag og virkning, svingninger i personers opfattelse og sendringer i situationer. Skildringen er som et indviklet puslespil eller en krydsordsopgave, hvor hensigter, muligheder og kendsgerninger krydser hinanden, ofte paa overraskende vis. Lseseren maa holde orene stive for at kunne folge med. For den tilstrsekkeligt opmserksomme er skildringen klar, den folger en fast linie, der tydeliggores ved, at forfatteren afvejer nogternt og stadig skelner skarpt mellem det faktiske og det mulige og viser sig i stand til at udrede indfiltrede traade. Fremstillingen er praeget ogsaa af evne til at se en sag fra flere sider og tage mange muligheder med i betragtning. Tilsidst belyses forholdene i 1512 og tidligere ved hjaelp af Sten Stures historie efter 1512. Sagt kort: bogen er et grundigt arbejde.