I. A. Gripenstedt. Statsman og företagare. Akademisk avhandling af Olle Gasslander. 1949. (C. W. K. Gleerups forlag).

I. A. Gripenstedt var en ledende svensk politiker i tiden fra 1848 til 1866; saerlig som finansminister ovede han en afgorende indflydelse. Som godsejer og »brukspatron«, jernvserksejer, var han nser knyttet til svensk naeringsliv. Deter yderst fortjenstfuldt, at dr. Gasslander har fulgt Gripenstedt bade som politiker og som privat erhvervsdrivende, og saledes fremdraget forbindelser mellem erhvervsliv og politik.

For en dansk lseser er skildringen af Gripenstedts aktion imod den planlagte
dansk-svensk-norske alliancetraktat i 1863 af storst interesse.

Karl XV havde i spmmeren 1863 af givet et for Danmark fordelagtigt alliancetilbud";hans udenrigsminister, Manderstrom, dsekkede kongen, og den svensk-norske gesandt i Kobenhavn, Hamilton, havde stottet planen. I august 1863 var der aftalt et udkast til en traktat mellem Danmark og Sverige-Norge. Den 8. September 1863 holdtes en konference pa Ulriksdal slot mellem den svenske konge og en del af hans svenske og en enkelt af hans norske ministre. Gripenstedt havde de foregaende dage virket staerkt for, at man skulle ga ind pa den danske alliance, og pa Ulriksdalskonferencen gik han imod den. Man har tidligere, bl. a. pa grundlag af nogle senere notater af Gripenstedt opfattet

modet som et dramatisk sammenstod mellem kongen og Gripenstedt, hvorefterkongen havde bojet sig og akcepteret det synspunkt, at kun hvis mindst een af vestmagterne ville love Danmark stotte, kunne Sverige-Norge gamed i en alliance; men allerede Erik Moller har i sin store bog om »Skandinavisk Strseben og svensk Politik omkring 1860« vist, at Ulriksdalsafgorelsen ikke var sa afgorende, som man har opfattet den. Parterne bojede sig imod hinanden;ministrene anerkendte kongens ret til at afslutte en alliance, men betonede at bevillinger kraevede rigsdagens samtykke, og at norske tropper ikke kunne anvendes uden for Norge uden det norske Stortings samtykke. Kongen gik ind pa, at man kunne sporge vestmagterne, og sagen blev ved Ulriksdalsmodet udsat; det blev ikke udtrykkeligt fastslaet, at en vestmagt skulle give tilsagn om stotte til Danmark, for kongen kunne afslutte et forbund med Danmark.

Erik Moller har ikke opholdt sig ved detailler m. h. t. kildegrundlaget. Dr. Gasslander har derimod foretaget en indgaende analyse og sserlig studeret brevvekslingen mellem den norske minister i Stockholm, Sibbern, og den norske statsminister Fr. Stang. Denne brevveksling har tidligere vaeret benyttet af Kay Steenberg, men blev af denne brugt til et forsvar for den svenske udenrigsminister Manderstrom; Gasslander viser, at dette forsvar ikke holder stik.

Resultatet af Ulriksdalskonferencen sammenfatter Gasslander saledes: Kongen blev bevseget til at indromme en udssettelse af traktatens afslutning for at indhente vestmagternes mening. Statsradets krav pa stotte fra disse eller een af disse som en uomgsengelig betingelse for at afslutte en traktat lykkedes det derimod ikke at fa kongen til at godtage. Selvfolgelig matte det imidlertid blive meget svaert efter henvendelserne til London og Paris, at afslutte traktaten uden hensyn til de svar, man havde faet; isser nar man taenkte pa det af statsradet fremforte krav om, at folkereprsesentationen skulle hores. Gripenstedts vsesentlige mal ved konferencen, udsaettelse, havde han altsa naet. Manderstroms politik, ved en hurtigt afsluttet traktat at stille vestmagterne over for et fait accompli, var mislykkedes.

Gasslander har utvivlsomt ret i den konklusion, at Ulriksdalskonferencen betyder udsaettelse, ikke definitiv afgorelse, i hvert tilfaelde nar man anlaegger en formel betragtningsmade; men reelt matte man erkende, at afgorelsen var faldet, eftersom man naeppe kunne vente at fa et positivt svar fra nogen af vestmagterne. Pa det davserende tidspunkt kunne man ikke regne med muligheden af, at vestmagterne over for Sverige-Norge ville forpligte sig til at hjselpe Danmark. Sa havde de lige sa godt kunnet forpligte sig over for Danmark direkte, og det taenkte de ikke pa. Manderstrom har formentlig vaeret klar over, at det at sporge, matte vaere det samme som at fa nej; derfor havde han vseret imod at rette henvendelse til Frankrig og England. Lige sa meget som man ma erkende, at der har vseret grund til at afdramatisere Ulriksdalskonferencen, lige sa fuldt ma man fastholde, at modet betod en torpedering af det dansk-svensk-norske allianceudkast og saledes blev det afgorende vendepunkt i Karl XV's skandinaviske politik. Troels Fink.