Den danske Rigsdag 1849—1949. Bd. I og IV. 1949. (J. H. Schultz Forlag). Victor Elberling: Rigsdagens medlemmer gennem 100 år. I^—II. 1949_—50. (J. H. Schultz Forlag).

Junigrundlovens 100 ars jubilajum fejres littersert med et kaempevserk pa seks bind om rigsdagens historie og daglige virke og et tre binds vserk, der giver biografiske oplysninger om samtlige rigsdagsmsend. Af det f"orste er udkommet et bind, der skildrer rigsdagen til 1866, og et, der behandler enkelte sider af rigsdagens liv, af det andet vaerk omfatter de to udkomne bind rigsdagsmsendene indtil 1918.

Hvordan det store vaerk vil udvikle sig, ma fremtiden vise. Den oversigt over vaerkets plan, som forste bind bringer, kan tyde bade pa dette og hint, men i hvert fald har man faaet godt begyndt. Bind I indeholder tre hovedafsnit: Den grundlovgivende rigsforsamling, forarbejderne til grundlovsudkastet og under junigrundloven (1849^—66), forfattet af henholdsvis Povl Engelstoft, Jens Moller og Holger Hjelholt. Bind IV bringer en raekke mindre afhandlinger, blandt hvilke saerlig folgende maa naevnes: Jens M0ller: Tingenes forretningsordener, P. Munch: Hvorledes arbejder rigsdagen?, Victor Eberling: Rigsdagsmaendenes livsstilling og Svend Clausen: Talernes praeg.

Povl Engelstoft skildrer kort den almindelige situation og rigsforsamlingens historie, hvorefter folketingssekretaer Jens Moller i en dybtgaaende og meget givende afhandling behandler junigrundlovens udformning og dens kilder. En adgang til statsradsprotokollerne har givet forfatteren lejlighed til pa adskillige punkter at supplere de resultater, P. Munch fremlagde i festskriftet til Edv. Holm, da han skrev om Monrads udkast til grundloven. Afhandlingen aendrer vel ikke helhedsopfattelsen af grundlovens tilblivelse, men nuancerer den pa flere omrader.

Forste binds hovedbidrag er dog overarkivar, dr. phil. Holger Hjelholts store fremstilling af rigsdagens historie i tiden 1848^—1866. Det kunne synes en utaknemmelig opgave at skulle Iose, nar der henses til Neergaards grundlaeggende skildring i »Under junigrundloven*. Trods denne omfangsrige og detaillerede forgaenger foles Hjelholts arbejde ingenlunde som noget overflodigt, der blot er medtaget for at undga et hul i vaerket. Medens Neergaard har behandlet det politiske liv som helhed og under hensyntagen til stromningerne ude i landet, har Hjelholt, saledes som opgaven ogsa lyder pa, holdt sig til det politiske liv, som det kom til udtryk pa rigsdagen. Uden at forfalde til ekstrakter af rigsdagstidende foretager forfatteren en fyldig gennemgang af begivenhederne i folkestyrets forste periode. Formen er god og let tilgaengelig, men der er her, sa lidt som i de andre afsnit, gjort synderligt for ved typografiske hjaelpemidler at lette brugen af bogen.

Fjerde bind bringer dr. P. Munchs sidste litteraere arbejde: Hvorledes arbejder rigsdagen? Deter en skildring af rigsdagens arbejdsformer og forskellige organer, hvor der laegges megen vasgt pa at give en fyldig historisk baggrund for disse. En skildring, som giver en lejlighed til at onske, at forholdene havde tilladt, at der ogsa pa andre af vserkets felter, var blevet gjort brug af P. Munchs pen. Som afslutning bringes en livfuld, velformet og sserdeles instruktiv afhandling om talernes praeg. Forfatteren er dr. jur. Sven Clausen, der har lagt et betydeligt arbejde i sin redegorelse for det praeg, der har vaeret over rigsdagstalerne. Deter naturligvis saerlig de store taler og talere, som har lokket forfatteren, og han har kun haft referaternes bogstaver at stotte sig til, men trods dette oges vor viden pa et omrade, som historikerne ret naturligt kun ofrer liden opmaerksomhed. Eftertidens interesse knytter sig jo mest til talernes virkning og ikke til den anvendte teknik, og, som det bemasrkes, »vi har erfaring for, at taler har grebet mennesker og aendret haendelsernes gang, og dog soger vi Ionlost i den trykte tekst at finde, hvad det er, der har gjort indtryk pa samtiden«.

Bind IV bringer ogsa rigsdagsbibliotekar Victor Elbeiiings statistiske oversigtover »Rigsdagsmaendenes livsstilling«. Fremstillingen giver mere, end titlen lover, saledes behandles bl. a. ogsa deres uddannelse og herkomst; enkelte overraskende oplysninger er der, saledes for eksempel, at det moderne landstinger langt mere folkeligt og jaevnt i sammensaetningen end folketinget.

lovrigt synes den pa enkelte punkter vel formel i sin klassifikation, men er
dog et betydningsfuldt bidrag til folkestyrets historic

Victor Elberling har som ramateriale for de statistiske sammendrag kunnet anvende de oplysninger, han offentliggor i sit vserk »Rigsdagens medlemmer gennem 100 ar«. De to udsendte bind er resultatet af et kaempearbejde udfort gennem artier. Samtlige rigsdagsmsend er biograferede og af naesten dem alle bringes et portrset (det havde vseret rart, om disse i sa vid udstrsekning som muligt havde vseret daterede). Biografierne er udelukkende refererende og indeholder hverken domme, vurderinger eller karakteristikker, hvorved bogen adskiller sig fra forgsengerne (Barfod, Wulff, Bransager og Fog-Petersen), som hver for sig ogsa kun behandlede deres samtidige. Til gengseld er Elberlings arbejde nojagtigere og fyldigere med hensyn til data end disse. Det vil da ogsa i fremtiden blive det vaerk, man soger til, og det vil ikke skuffe den, der soger det.