Forargelsen over menneskenes odselhed og vellevned er ligesa gammel som menneskene selv. Den fandtes og findes ogsa blandt ledende politikere og nationalokonomer, og regeringerne har i arhundreder bekaempet disse udslag af menneskenes materialisme og forfsengelighed — sjaeldent med held.

For det 18. arhundredes nationalokonomiske teoretikere — ikke mindst merkantilisterne — var kampen mod befolkningens odselhed et yndet tema. Ogsa den kendte amtmand i Koldinghus amt, Hans de Hofman, tager flere gange til orde mod grovaederiet og overdreven luksus i klaededragt. Som sa mange for og senere provede han at ksempe mod nye former for overdadighed. Saledes havde kaffedrikkeriet i ham en ivrig modstander, der i 1783 mente, at det var »hojst fornodent, at det rent bliver forbudt at holde Kaffekverne og Kaffekander i Husene under anselig Straf*¹).

I nogle breve til den kendte nationalokonom etatsrad Christian Martfel t²) har han fremsat en del betragtninger om befolkningens levevis og klaededragt, som meddeles i det folgende. Han havde et indgaende kendskab til bonderne og deres levevilkar, og de havde i ham en svoren ven og fortaler, selv om han i politisk henseende horte til de mere moderate bondevenner. Hans udtalelser har derfor betydelig vaegt, og det bor siges, at grovaederi og fylderi virkelig synes at have vaeret udbredt i datiden. Den danske madglaede havde vel sin store andel deri. Uden t^betydning har det dog heller ikke vaeret, at man i de sma landsbysamfund eller i de diminutive kobst3eder, som i sandhed kunne kaldes ravnekroge, noje vogtede pa hinandens goren og laden. Ingen ville sta tilbage for den anden. iErgaerrigheden forte en usund kappestrid med sig.

Den 3. august 1772 skriver Hofman til Martfelt:

1. om Overdaadighed.

I K. Christian 4 Tiid kom Forord. ud ang. Brolloper og Begravelser,
i K. Christian 5 Tiid ligeledes om Begravelser, begge Deele misbruges nu

1) P. Eliassen: Historiske Strejftog i Holding og Omegn 267.

2) Ny kgl. Samling, fol. 1. 1348 (Det kgl. Bibliotek).

saa meget, at det var at onske, at den Sag, som ruinerer og taerer Indvaanerne,blev
indskrenket og noie undersogt med stor Straf belagt; thi
ang: Landet:

Proprietserer, naar der skal vaere Brollop indbydes Naboer, begges Slegter, en Kok anskaffes enten fra en stor Herre eller fra Kiobstaden, der skal da anrettis til 3 Dage ei allene for Herskaberne, men endog for Domestiqverne, ia og Anstalt til Hestene. Det allerminste, som saadan et Brollop koster, er 3 a 400 Rd. foruden Klaeder og Equipage.

Naar Brollopet og Kirkegang er forbi, inviterer Naboerne dein hver efter sin tour, og er som smaa Brolloper. Slutelig det klemer mange, at det ei i mange Aar kand forvindes. Var det ei bedre: at ingen, i hvem det end var, maatte have meere end 2 Par Folk paa hver Kieres Side, samt Praesten og Konen, som er 10 Mennisker, og ei meere end 6 Retter Mad uden Desert under 100 Rd. Straf, Halfparten til Angiveren og Halfparten til Herrededets Fattige, samt vaere underkastet Hans Mayst. hoieste Unaade, heller ikke maatte til Borne Daab vsere meere til Giest end 5 Fadere og ei meere end 4 Retter Mad, ligeledes til Begravelse meere end 10 Mennisker, men vel mindre, og ei meere end 6 Retter Mad uden Desert under same Straf.

Prsester og Herredsfoget samt andre forneme paa Landet forholdes det med ligeledes: at de allene burde have 3 Par til Brollopet og Begravelset samt allene 4 Retter Mad uden Desert samt allene 5 Fadere og ei invitere deris Sogne Maend til Brollop og Barsel for at nyde Offer, som Praesterne saa ofte betiener sig af, alt under same Straf som Proprietairer.

Binder. Med dem gaar det endnu forunderligere til.

Naar der skal vaere Festens 011 eller Trolovelse bringer alle Giesterne Foring af Smor, Ost, iEg, Kyllinger, Flaesk etc., og nyder de da Brendevin og Brod.Til Trolovelsen: Honse Kiod Suppe, Fisk, Fleskeskinke, got 01 og Brendevin, Praesten og de forneme Viin. Til Br0llop: bringer Giesterne Lam, Hons, Mg, Smor, Flaesk, da de nyder Brendevin og Brod. Brollopet varer gierne 3 Dage, hvor da 40 a 60 ia 100 Mennisker faar Honse Kiods Suppe, jEge Suppe, Fisk, alle Slags Steg, Flesk, roget Kiod, ia og Kage, 3 TO. Malt til 011, en 80 a 100, ia 200 Potter Brendevin, noget Mod og Viin, anden Dag Honse og iEge Suppe, Plukke Fisk, Plukke Steg, Sylt, etc. Til Barnefod: naar Barnet fodes: Grod, Fisk, Brendevin og 011. Barsel, Honse Kiod og Mge Suppe, Grod og Fisk. Kirkegang: Alle Byens Koner og Piger, som for at give Praesten 2 og Degnen 1 Sk. maa gives om Morgenen Kringler og Brendevin og om Medagen 3 Retler Mad Suppe, Steg og Fisk. Slutelig: det gaar udpaa Eden og Driken, som gaar videre, end nogen kand. forestille sig.

Denne Sag er af stor Betydning og tager daglig til; den eene oder den
anden, og omend skiont den storste Deel har ingen Lost til at giore slige
Brolloper og Barseler, ere de dog nod dertil, siden de ei kand nyse op

med de andre. Var Trolovelser rent afskaffel saaledes: at de toe, som vilde giftes, allene med deris 2 Forlovere paa hver Side skulde mode i Praestens Huus og under deris Hender som Forlovere tegne, at de toe vilde indlade sig samen til iEgteskab, derefter lyses 3 Sondage af Praedikestolen,saa var det Gilde forbi, og til Brollopet maatte ei vaere fleere end 5 Par og ei nyde meere end 3 Retter Mad under Straf, saa var slig stor Bekostning ophaevet. Til Barsel og Begravelse skulde reent forbydes, at ingen Spisning eller Tractemente maatte skee under Straf.

Kiøbstæderne.

De forneme Borgere gior ligesaa store Brolloper som Proprietairer og folgelig burde forholdes med de i Kiobstaeden boende ligesom med Proprietairer. Ved Begravelser har de forneme den Maade, at de, naar Liget er bortsadt ora Morgenen, lader deris Tienere eller Bod invitere de, som har fulgt Liget, at spise, som koster anseeligt; og uden aid Notte. Vel er det allene skeet 3 a 4 Gange i min Tiid paa 12 Aars Tiid her i Byen. Men det komer af, at Fattigdom noder dem dertil, men i Kiobstaederne, hvor der er bemidlede, maa de endelig giore det, hvis ikke, bliver de ilde paatalt. Naar det var forboden, var samme ophaevet. Slutelig skaffede de store i Landet aid Overdaadighed af, og det kom reent af Moden, fulte de andre efter. Her i Byen har de forneme vedtaget ei at have hoiere end 3 a 4 Retter Mad til Giestebod, det folger de andre og efter.

Men de Hoitideligheder med Brolloper, Barseler og Begravelser bliver ei afskaffet uden en saerdelis skarp Anordning og Straf, samt at vedkommende ovrighed skal denned have Indseende, og overbevises det dem, at de ei derfor straffer de skyldige, naar de veed det, da miste deris Embede.

Dette er saa meget meere nodvendig, som mange, ia de fleeste, maa giore det imod deris Villie for ikke at vaere bagtalt og ilde anseet; har de noget til overs, kand de io meddele den fattige same, Tiiderne kand ieg fra spaed Ungdom af ei erindre, har vseret haardere end nu for alle 4 Stender. Mangen een maa laane det, hand gior Brollop og Begravelse for, alleneste for ikke at vaere ilde paatalt. Dette ophaeves, naar deter forboden eller af Moden. Troe mig, den Sag er af stor Betydning og noie burde indrettis. Intet ruinerer Landet meere end Fraadserier, og det fordaervede danske Brendevin, som aarlig tiltager, gior dyr Tiid paa Kornet og ruinerer Menniskernis Legemer.

Naar en skikelig Borger eller Bonde gaar tilbage, tager han Refugium til Brendvin. Jeg har ofte aergret inig derover og talt med dem derom, men de siger, at Sorgen gaar bort, og de foler ei deris Nod, naar de ere half fulde.«

I et andet brev til Martfelt fra omtrent samme tid — 24. juli 1772 — berorer Hofman sporgsmalet orn klsededragten. Han. viser her, at han i sit syn pa dette sporgsmal delle datidens bornerte indstilling. Almindelige borgerfolk burde dog forsta, at de ikke kunne ga klaedt som standspersoner eller adelen. Han skriver:

»... Hvad Klaededragt angaar, saa siden Hoffet paa 2a3 Aar har afskaffet same Overdaadighed, tager det og af i Provincerne. Mange meener, at det at have en Galun paa en Vest eller Hat er overdaadigt, men ieg har i min Ungdom haft det, siden 1737 ikke haft det, men i det Sted Silke eller Flonels Veste, og forsikrer at der er storre Menage med en Galun end uden Galun, saa at det ei gior til Sagen, men deter at beklage, at Domestiqver, Handverkskarle bruger Solv og Guld, som ikke burde tillades, deels de ei kand formaae det, deels at deter deris Stand uanstendig. Ligeledes med Qvindekionnet. Hvad kand vaere urimeligere at see en Frues Pige klaed i alle Ting som sin Frue, og en Tieneste Pige med iFloiel og Silke, ia med et lang Sleb og en hoi Top. Tieneste Piger og ugifte, ordinaire Handverker og Borger Born burde gaa i Troie og Skiort; Borger Folk honet og skikkelig, men hverken med hoi Top, kruset Haar eller Sleb. Der burde dog vaere liden Forskiel i Klaededragt paa Stands Personer og Adelen imod Borgerfolk, og deri er de Svenske meget klogere end vi. Kunde det derfor ikke vaere en hoist nottig Sag ora Klsededragten blev reguleret efter enhver Stand, saa blev unge Mennisker af begge Kion ikke forfort til at ruinere sig selv ved slig daarlig Klaededragt.*

Indenfor regeringskredse havde man de samme anskuelser som Hofman, og i 1783 udstedtes en omfattende kgl. forordning, som indeholdt en raekke forbud mod brug af luksusklaeder og iovrigt ogsa fastsatte antallet af retter ved gaestebud og bestemte, hvilke vine der matte drikkes. Forordningens formal var forst og fremmest at hindre indforsel fra udlandet af luksuspraegede ting — fra mobler til spiritus —. Det ma dog_# siges til Hofmans ros, at han ikke var nogen absolut tilhaenger af forordningen, idet han syntes, at bestemmelserne var for strenge, og at det var meningslost at pabyde, at bonderne skulle anskaffe vadmelstoj i stedet for de stadsklseder, som de maske havde arvet fra deres forfaedre. »Fast alle baade rige og fattige Koner har gerne en sort Flojelshue med en Guldgallun eller Guldtakker . . . Disse huer arves fra Moder til Datter, og er deres storste Zirat. Skal de miste samme, vil det vist gaa dem meget naert«³).

---

3) Eliassen: anf. sted. 267 f.