|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 1 (1950 - 1952) –OMKRING EJDERPOLITIKKENS UDFORMNINGDanmarks forhold til Holsten og til det tyske forbund omkring 1840 Af Troels Fink For en moderne betragtning var Holstens forhold til Danmark og til det tyske forbund i perioden 1815 til 1864 meget ejendommeligt. Holsten var pa een gang en del af det danske monarki og en af de 38 tyske stater, der udgjorde det tyske forbund. Ved det gamle tysk-romerske riges oplosning i 1806 havde Frederik 6. faet fuld suversenitet over Holsten. I 1815 havde han heist set, at Holsten ikke var blevet optaget i det tyske forbund; men sadan som Danmarks stilling var pa Wienerkongressen, havde der ikke vaeret nogen vej uden om. I udenrigsministeren, Niels Rosenkrantz' overvejelser havde det spillet en betydelig rolle, at Holstens tilslutning til det tyske forbund ville betyde en sikring af dette hertugdomme imod Preussens udvidelseslyster; i det hele taget ansa man en tilslutning til forbundet for en militaer sikring af Danmark imod landsiden*). I vide tyske kredse taenkte man sig i 1814 det gamle tyske rige fornyet i en tysk forbundsstat med en folkevalgt representation for hele Tyskland. I sa fald ville Holstens tilslutning have betydet en vsesentlig indskrsenkning i Frederik 6. myndighed i dette hertugdomme; men det tyske forbund af 1815 blev ikke det, som frem for alt, den tyske ungdom havde dromt om; antallet af tyske stater blev nok stserk formindsket i forhold til det gamle rige, men alle 38 stater var suveraene. Tyskland blev ikke en forbundsstat, men et statsforbund. Formalet med det tyske forbund var at opretholde Tysklands ydre og indre sikkerhed og de enkelte tyske staters uafhaengighed og ukraenkelighed. Forbundsorganerne blev kun svage. Alle forbundsmedlemmer havde i de afgorende sporgsmal lige rettigheder2). De enkelte stater kunne derfor fole sig forholdsvis übesvserede af forbundsforpligtelserne. Ligheden mellem de enkelte tyske stater var imidlertid storre pa papiret end i virkeligheden. Som stormagter havde ostrig og Preussen den dominerende indflydelse i forbundet; og nar de var enige, kunne de andre magter ikke modsaette sig deres vilje; afgorende for forbundet blev det imidlertid, at Preussen og ostrig kun yderst sjseldent var enige. 1) Georg Norrega'ard: Danmark og Wienerkongressen, s. 162. 2) F. Biilau: Geschichte Deutschlands 1806—30, s. 348 ff. Side 94
Rivaliteten
mellem de to tyske stormagter svaekkede det tyske
forbund Denne rivalitet mellem de to tyske stormagter tradte allerede staerkt frem pa Wienerkongressen, og forbundsakten af 1815 blev derfor kun et forpint og svagt udtryk for den tyske faellesskabsfolelse. Kun pa to punkter stillede forbundsakten krav af storre raekkevidde til medlemsstaterne: Der skulle i hver forbundsstat findes en landstaendersk forfatning (§ 13), og der blev i henhold til § 10 oprettet en forbundshaer af kontingenter fra de forskellige tyske stater. Rigtignok skulle der desuden ifolge forbundsaktens § 19 straks forhandles mellem det tyske forbunds stater om handel, samfaerdsel og skibsfart; det skete imidlertid aldrig. Vejen for Tysklands okonomiske enhed blev forst banet, da Preussen uden om forbundet i 1834 fik oprettet det tyske toldforbund, et forhold, der for forbundet som sadant blev skaebnesvangert3). Pa det militaere omrade skete der dog lidt mere end pa det okonomiske. Ordningen af forbundets militaere organisation blev i arene efter 1815 taget op til forhandling mellem regeringerne, og i 1821 blev der gennemfort en militserforfatning. Der blev oprettet en forbundshaer, hvis storrelse i fredstid blev fastsat til 1 % af befolkningen. En del faestninger ved Tysklands vestgraense blev overtaget af forbundet. De store tyske stater skulle hver stille nogle armekorps til forbundshaeren, medens de mindre stater samledes i forskellige grupper, der hver stillede et armekorps. Det holsten-lauenborgske kontingent horte til 10. armekorps, hvortil Hannover stillede storsteparten af tropperne. Holsten skulle stille 3600 mand4). Den danske konge havde altsa som hertug af Holsten forpligtet sig til at give Holsten en staenderforfatning og til at stille et kontingent til den tyske forbundshaer. I 1816—19 forhandlede en kommission om forfatningssagen, men de storpolitiske forhold gjorde det muligt for Frederik 6. at henlaegge sagen. Den samme passivitet lagde den danske regering ogsa for dagen m. h. t. de militaere forhold. Man kunne maske have ventet, at Holstens saerlige forhold havde bevirket, at det holstenske forbundskontingent blev udsondret af den danske haer, idet de krigsmaessige opgaver, som forbundshaeren kunne komme til at lose, matte anses for at vaere den danske haer uvedkommende;eller man kunne have ventet, at forbundskorpset i hvert tilfaelde kom til at udgore en saerlig enhed inden for haeren, men en sadan forholdsregelville stride afgjort imod den enhedslinie, som den danske regering laenge havde fulgt m. h. t. den danske haer. Det var i det hele taget en naturlig bestraebelse for den danske regering at skabe den storst mulige enhed mellem det danske monarkis ulige bestanddele: kongeriget Danmark, hertugdommet Slesvig og hertugdommerne Holsten og Lauenborg.Der 3) H. v. Srbik: Deutsche Einheit I, s. 276. 4) G. v. Struve: Das offentliche Recht des deutschen Bundes, 11, s. 210 ff. Side 95
borg.Derviste sig ikke nogen tvingende nodvendighed til at foretage en adskillelse mellem den danske haer og det holstenske forbundskontingent.Den danske regering kunne derfor fortsaette sin helstatspolitik ret uanfaegtet. Holstens deltagelse i forbundet forarsagede saledes i de forste artier efter 1815 ikke storre vanskeligheder for den danske stat. Men principielt matte man erkende, at hvis forbundet vedtog bestemmelser med gyldighed for Holsten, kunne den danske regering kun gennemfore helstatslinien, hvis den i det ovrige monarki gennemforte tilsvarende bestemmelser som i Holsten. Problemet blev kun aktuelt i visse tilfaelde, hvoraf enkelte skal omtales. Forbundet blev et redskab i de tyske stormagters reaktionsere politik, der blev rettet mod de friere rorelser pa universiteterne og i pressen. I 1819 fik de sakaldte Karlsbad-beslutninger gyldighed for forbundets omrade og i 1820 de sakaldte Wiener-slutakter. Der indfortes bl. a. censur i hele forbundsomradet, og der blev palagt regeringerne at holde specielt oje med universiteterne. Det blev som folge deraf nodvendigt at indfore censur i Holsten. Pa grund af det snsevre administrative fsellesskab mellem Slesvig og Holsten kom de samme regler i praxis til ogsa at gaelde i Slesvig, men i kongeriget fastholdt man den bestaende presselovgivning, der kun forudsa censur m. h. t. udenrigske efterretninger i bladene og som straf for personer, der var domt efter presseloven. I dette tilfselde blev helstatsprincippet altsa ikke fulgt. I 1834 var def imidlertid fare for at dette kunne ske. Frederik 6. underskrev et reskript med folgende ordlyd: »Da Skrivefraekheden ogsa i de her udkommende Blade og Tidsskrifter mere og mere tager Overhaand ville Vi Allernaadigst have Komiteen [til affattelse af forordningerne om provinsialstsenderne] paalagt at nedlaegge allerunderdanigst Betaenkning, hvorvidt lignende Bestemmelser som de, der i saa Henseende, som vedtagne ved Forbundsforsamlingen i Frankfurt, ere gjeldende for Vore Hertugdommer Holsten og Lauenborg, kunne paabydes saavel for Kongeriget Danmark som for Hertugdommet Slesvig«. Faren drev over. Reskriptet blev ikke omsat til lov5). Det klareste og mest betydningsfulde eksempel pa, hvorledes bestemmelser,der var gaeldende i Holsten i kraft af dette hertugdommes tilhorsforholdtil Tyskland, fik afgorende indflydelse pa den danske regerings helstatspolitik, er indforelsen af de radgivende provinsialstsender i 1831— 34. Holsten havde i henhold til forbundsaktens § 13 et krav pa en staenderskforfatning. I 1830 mente Frederik 6. ikke lsengere at kunne vente med at opfylde dette lofte. Uwe Jens Lornsen havde i november 1830 forsogt at skabe uro ved at fremsa?tte sit krav om en fri forfatning for 5) Harald Jorgensen: Trykkefrihedssporgsmalet i Danmark 1799—1848, s. 173 ff. Side 96
Slesvig og Holsten i personalunion med Danmark. Frederik 6. blev nervos og ville nu opfylde sin forpligtelse til at give Holsten en forfatning. Hvis Holsten alene havde faaet en forfatning, var det blevet et brud pa helstatsprincippet,en demonstration af det skel, der bestod mellem kongens lande, og som man heist daekkede mest muligt over. Resultatet af overvejelserneblev, at bade Slesvig og kongeriget ogsa fik en staenderforfatning. Dette forhold er
sa kendt, at der ikke er grund til her nsermere at
Kun et enkelt punkt skal fremdrages, fordi det sa klart viser tankegangen inden for regeringens kreds. I 1835 droftede man i Roskilde staenderforsamling sporgsmalet, om forhandlingerne burde vsere offentlige. Den kgl. kommissarius, A. S. orsted, fremhaevede, som en meget vaesentlig arsag til at ga imod princippet om offentlige forhandlinger, at kongen var bundet til det tyske forbunds beslutninger, hvad Holsten angik. Han henviste specielt til Wiener-slutaktens § 9 og til forbundsdagens beslutning af 28. juli 1832, art. 5, hvoraf det fremgik, at hvert forbundsmedlem var forpligtet til i de lande, hvor stsenderforhandlingernes offentlighed var tilladt efter forfatningen, at indrette forretningsordenen saledes, at man var sikret imod alt det, der kunne vaere til fornaermelse for forbundet i det hele, eller noget, der kunne have skadelig indflydelse pa sammes rolighed. Vel var bestemmelsen ikke en absolut hindring for de danske staenderforhandlingers offentlighed, haevdede orsted, men det ville i sa fald vaere aldeles nodvendigt at henlaegge forhandlingernes ledelse under een af kongen udnaevnt prsesident, som var forsynet med udstrakt myndighed. orsted indrommede, at selvom kongen matte ga frem pa denne made i Holsten, behovede han ikke at gore det i kongeriget og i Slesvig, »men det maatte dog vistnok foraarsage en billig Misnoje om Institutionen i hint Hertugdomme, der havde storre Adkomst til samme end Danmark og Slesvig, skulle vaere mere indskraenket end i disse. Maaske ville nogle mene, at saadan Misnoje maatte vende sig imod det tyske Forbund, og at det kunne vaere politisk rigtigt, at man bragte Kongens Undersaatter saavel i Hertugdommet Holsten som i haiis ovrige lande til at fole det Fortrin, som det var at staae under Allerhoist sammes frie, ei ved hin Forbindelse indskraenkede Raadighed«. Men kongen havde tiltradt forbundet og samtykket i beslutningen; det ville derfor ikke vaere rigtigt af ham at udstro misfornojelsens saed, og det ville vaere uklogt at vaekke forbundet uvilje, sagde A. S. orsted7). Salaenge
sporgsmalene kun indskraenkede sig til smating som det
lige 6) Hans Jensen: De danske Staenderforeningers Historic, I, s. 108 ff og s. 120 ff. 7) Stamdertidende 1835, sp. 1527. Side 97
Preussen og ostrig dette forhold. Modssetningen mellem disse to magter havde som naevnt lammet forbundets handlekraft, men hvis enhedsudviklingeni Tyskland fik en ny impuls, eller hvis forfatningsudviklingen i Danmark forte til forsog pa at skabe et forfatningsorgan, der omfattede hele monarkiet, sa ville de uheldige folger af Holstens dobbelte stilling melde sig med uafviselig kraft. I almindelighed sa man i Danmark i 1830'erne med en vis overlegenhed pa muligheden af, at det tyske forbund kunne udvikle sig til et tysk enhedsrige; men netop i denne periode fik den tyske enhedsbevaegelse et nyt udgangspunkt. Den 1. Jan. 1834 tradte det af Preussen ledede toldforbund i kraft. Storstedelen af det nuvserende Tyskland blev en okonomisk enhed; omtrent ved samme tid begyndte de forste jernbaneanlaeg. I Iobet af fa ar lukkede jernbanerne Tyskland op, og en storstilet okonomisk udvikling satte ind. Tyskerne erkendte hurtigt vaerdien af den okonomiske sammenslutning, og det var naturligt, at den store succes pa det okonomiske omrade matte styrke bestrsebelserne for at virkeliggore ogsa den politiske enhed. Dertil kom i 1840 en ny impuls. Stormagternes stridigheder i Orienten fremkaldte pludselig krigsfare i Europa. England, Rusland, Preussen og ostrig stod for en stund igen, som i 1813—15, samlet over for Frankrig. En voldsom krigerisk stemning greb om sig bade i Frankrig og i Tyskland; i Frankrig genlod aviserne af rabet: »Til Rhinen, til Rhinen«, mens man i Tyskland svarede pa udfordringen med Nicolai Beckers sang: »De skal ikke have den, den frie tyske Rhin«. Omtrent samtidig med, at de nationale lidenskaber saledes flammede op, blev Frederik Wilhelm IV konge i Preussen efter sin far, Frederik Wilhelm 111. Den nye konge var et let bevsegeligt, romantisk gemyt, der udtalte sig med sa megen uklarhed, at de, der havde interesse deraf, kunne fortolke hans taler som vidnesbyrd om, at Preussen nu ville ga i spidsen for de tyske enhedsbestraebelser; det viste sig snart, at Frederik Vilhelm IV.s ideer var af middelalderlig-romantisk art og kun yderst darligt svarede til det aktuelle behov; men for en stund blussede habet om en tysk enhedspolitik op. I forholdet til Frankrig kunne Preussen og ostrig for en gangs skyld optrsede i faellesskab. Det satte straks sine spor i den tyske forbundsdag i Frankfurt. Nar ostrig og Preussen var enige, var det naturligt for disse magter at drage de andre tyske magter ind til stotte for deres politik. De franske rustninger fremkaldte tyske modrustninger. Rigtignok drev krigsfaren over. I oktober 1840 blev det krigeriske franske ministerium Thiers aflost af det mere fredelige ministerium Guizot. Det varede dog noget, inden forholdene faldt til ro; pa begge sider fortsattes rustningerne. I denne forbindelse blev der gjort skridt til at ssette den tyske forbundsarme pa krigsfod, altsa ogsa det holsten-lauenborgske kontingent. Side 98
Over for den danske regering var det isser Preussen, der forte ordet. Den 27. okt. 1840 underrettede den preussiske gesandt i Kobenhavn, v. Schoultz-Ascheraden, den danske regering om den storpolitiske stilling, saledes som Preussen sa den, og den danske regering instruerede den 10. nov. 1840 den danske gesandt i Berlin, grev F. Reventlow, i vendinger, der udtalte sympati for de allierede magters holdning over for Frankrig i de orientalske sporgsmal; men den danske regering bad dog den preussiske konge forsta, at Danmarks beliggenhed og relativt ringe styrke matte palaegge Danmark en passiv holdning; men samtidig forsikrede kongen, at hansom medlem af det tyske forbund ville efterkomme alle forpligtelse r8). Den 24. nov. 1840 sendte ostrig og Preussen en cirkulaer-depeche til det tyske forbunds medlemmer, hvori disse magter meddelte, at situationen nu havde udviklet sig saledes, at det tyske forbund matte optrsede. Den danske regering svarede med en instruktion til de danske gesandter i Berlin, Wien og Frankfurt den 12. dec. 1840. Det siges heri bl. a.: »Allerhoistsamme [Christian B.] ser deri [cirkulaeredepechens indhold] et fornyet bevis, der fortjener den hojeste tak, pa den utraettelige omsorg, hvormed hofferne i Wien og Berlin ufortrodent er betsenkt pa at imodekomme de truende tidsforholds paatrsengende krav for stadig fastere at grundfseste forbundets sikkerhed og opretholdelsen af dets vserdighed«. De danske gesandter blev bemyndiget til at ga ind pa de forslag, der kunne ventes fra de hoje medforbundne9). Saledes som situationen havde udviklet sig, var det ikke udelukket, at den danske regering pa Holstens vegne matte deltage i en forbundskrig. Den havde ikke lagt skjul pa, at den helt og fuldt ville opfylde forbundsforpligtelserne. Den 21. dec. 1840 udstedte kongen ordre til generalkommandoen for hertugdommerne, at det holsten-lauenborgske forbundskontingent, hvis det blev nodvendigt, skulle besta af de samme afdelinger, som i 1831 var bestemt til at deltage i forbundseksekutionen mod Luxemborg, og generalkommandoen fik samtidig ordre til at undersoge, om det fornodne materiel var forhanden. Fa dage senere blev det meddelt regeringerne i Berlin og Wien samt forbundsmyndighederne i Frankfurt, at den danske konge havde givet ordre til at holde forbundskorpset i slag- og marchfserdig stand10). Afdelingerne
bestod fortrinsvis af holstenske tropper. Efter
haerreformen1842 8) R. A. Dept. f. u. A. Geheime Registratur. Protokol over udg. breve 1839—45, s. 58 ff. 9) Dept. f. u. A. Frankfurt I, e. Militaria 1840—48. Koncept. 10) Dept. f. u. A. Frankfurt I, e. Militaria 1840—48. Koncept til depeche til gesandterne i Berlin, Wien og Frankfurt, 25. dec. 1840 med bilag. Side 99
visiRendsborg,
og i fredstid horte afdelingerne under generalkomman
Nogle af
specialtropperne havde ikke saerligt holstensk mandskab,
og I forbundsdagen i Frankfurt udviklede de tyske stormagter videre deres initiativ for at gore forbundets militsere beredskab mere effektivt. Forbundsfsestningerne Mainz, Luxemborg og Landau blev sat i stand, og i marts 1841 besluttede forbundet yderligere at befseste byerne Ulm og Rastadt. Pengene blev delvis taget af den erstatning, Frankrig havde mattet udrede i 1815, 02 som var hensat til faestningsbysgeri. Det resterende belob blev palignet forbundslandene12). Den danske stat matte pa Holstens vegne udrede et vist belob til disse fsestningsarbejder. Pa det danske statsbudget for 1844 omtales 170.000 rdl. fordelt pa 10 ar som bidrag til befsestningen af Ulm og Rastadt13). Den danske militaerattache i Frankfurt, oberst Trepka, indberettede den 21. marts 1841, at der skulle fores forhandlinger mellem de lande, der i faellesskab stillede et forbundsarmekorps, for at opna den storst mulige overensstemmelse, dels af vabenkalibre og ammunition, dels af tjeneste- og eksercits-reglementer. Forst i 1845 blev disse forhandlinger afsluttet med en overenskomst. I sin indberetning af 21. 3. 1841 meddelte oberst Trepka tillige, at Preussen og ostrig havde foreslaet, at der skulle gennemfores gensidige inspektioner af forbundstropperne. Allerede den 10. febr. 1841 havde den danske gesandt i Berlin indberettet, at disse forslag var under forberedelse, og den preussiske regering bad den danske regering om at instruere gesandten i Frankfurt om übetinget at stotte forslagene14). Det medforte til gengseld, at den preussiske gesandt i Kobenhavn fik ordre til at udtale sin konges varme anerkendelse, fordi den danske konge i dette som i andre tilfaelde i den senere tid havde vist et sa overmade venligt og »forbundsmsessigt« sindelag15). Det gik imidlertid ikke hurtigt med noget som heist, nar den tyske forbundsdag havde med det at gore. Forst den 24. juni 1841 vedtog forbundet, at en gensidig inspektion af forbundskontingenterne skulle finde stedlfl). I sommeren 1841 herskede der en livlig virksomhed i de afdelinger af den danske hser, der horte til forbundskontingentet, for at gore dette klart til inspektionen. Den 1. aug. 1841 kunne Christian 8. meddele rette vedkommende,at han var rede til at modtage inspektionen omkring d. 27. 9. 11) J. Johansen: Spredte Bidrag til den danske Hsers Historic Manuskript i Haerens arkiv. 12) G. v. Struve: Das offentliche Recht des deutschen Bundes, 11, s. 272 og 281. 13) Statsbudget 1844, s. 61. 14) Dept. f. u. A. Manualprotokol 1841 nr. 274. 15) Afskrift af brev fra den preussiske gesandt i Kobenhavn, v. Schoultz-Ascheraden, 8.-3. 1841. Dept. f. u. A. I, e. Militaria 1840—48. 16) Sager fra Generalkommissariats Kollegiet 1841—43 vedr. det Hoist. Lauenb. Kont. Side 100
1841; tropperne
ville da vaere opstillet i deres standkvarter i fuld
fredsstyrk Det fremgar af de her gengivne dokumenter, hvorledes Danmark ved Holstens dobbeltstilling blev staerkt bundet i sin udenrigs- og forsvarspolitik. Rigtignok betonede den danske regering, at den i tilfaelde af krig ville bevare neutraliteten for Danmark og Slesvig; men Danmarks stilling ville alligevel blive meget tysk orienteret. Det var jo en del af den danske haer, der skulle ksempe pa tysk side. Talrige officerer var danske af nationalitet, og en del af specialtropperne var faelles for hele haeren, og yderligere var den danske haer som helhed en garanti for, at de tropper, forbundet behovede, altid var til radighed. Dette udtaltes i en beretning, som de preussiske inspektionsofficerer nogle ar senere, i 1846, afgav om en inspektion af forbundshaerens 10. armekorps, hvortil det holstenske kontingent horte. Det hedder her om reservemandskabet til det holstenske kontingent: »For reserveformationernes tilstedevaerelse ydes der sikkerhed, dels ved en erklaering gaende ud pa, at den kgl. danske haers samlede magt er basis for forbundsydelsen og dels ved den danske haers tjenesteordning, ifolge hvilken der altid findes en uddannet krigsreserve til disposition med samme mandskabsstyrke som de korps, der gor aktiv tjeneste18). Det var et for den danske nation hojst übehageligt afhaengighedsforhold, hvis omrids tegnede sig i 1840—41. Man kan ikke undre sig over, at mange danske reagerede ved at kraeve klar adskillelse mellem de dele af kongens lande, der horte til det tyske forbund, og de, der stod uden for. Hvor meget offentligheden har vidst om forhandlingerne 1840—41 lader sig vanskeligt afgore. De militaere forholdsregler kunne imidlertid ikke forblive hemmelige; og sammenhaengen var det ikke vanskeligt at fa oje pa. Men det var vanskeligt for oppositionspressen at skrive derom. Midt i august 1841 blev det imidlertid bekendtgjort, at den danske pontoneerafdelings tjenestegorende styrke den 12. aug. 1841 var afgaet med dampskib fra Kobenhavn til Holsten for sammen med afdelingen i Rendsburg at blive inspiceret af forbundsofficerer som en del af det holsten-lauenborgske troppekontingent henhorende til den tyske forbundsarme. Derved var der givet anledning til at drofte hele problemet om sammenblandingeni militaer henseende mellem dansk-slesvigske og holstenlauenborgskeinteresser og forpligtelser. »Faedrelandet« tog den 26. aug. 1841 sporgsmalet om Danmarks stilling til Tyskland op til naermere undersogelse.»Faedrelandet«s artikel giver et ganske godt indtryk af det perspektiv, hvorunder de nationalliberale sa pa Danmarks udenrigs- og militaerpolitiske stilling. I artiklen sporges der forst, om der er forberedelseri 17) Dept. f. u. A. Forestillinger 1.8. 1841. 18) Dept. f. u. A. Frankfurt I, e. Militaria 1840—48. Side 101
serigang for at knytte Danmarks skaebne nojere til Tysklands. »Skal dette [pontoneerkorpsets afsendelse til Holsten] vsere den indirekte Maade, hvorpaa de Danske skulle gjores fortrolige med Tanken om en Forening med det tyske Forbund? Har man i Sinde at prove Stemningen med Hensyn til en saadan Eventualitet? Eller er det blot en Folge af den saa tidt paaankede uheldsvangre Sammensmeltning af den danske og den holsten-lauenborske Stat?« Lidt senere i artiklen hed det: »Mon man i Politikken ikke glemmer den mekaniske Grundlov, at de storre Legemer tiltraekker de mindre. For at fri sig for denne Virkning raaa man holde sig uden for Virkningssfseren, hvilket i dette Tilfaelde skeer ved at tilvejebringeen fuldkommen administrativ adskillelse [mellem Holsten og det o\rige monarki] og ved at naerme den danske Statsdeels Institutioner [Danmarks og Slesvigs] til de efter Sprog, Beliggenhed og Landsbeskaffenhedmed dem mest beslaegtede Folk i Sverige, Norge, England og Holland*.Men nar der var opnaet en sadan adskillelse, stod en forbindelse med Tyskland dog ikke for artikelskriveren som det absolut vaerste; det var derimod den fuldstaendige neutralitet; det mest ideelle var imidlertid en skandinavisk politik. En tilslutning til Tyskland, hvis den var uundgaelig,matte blot ikke forme sig pa den made, at Danmark blev opfattet som et appendix til Holsten, men det matte betragtes som en sideordnet stat, saledes at Slesvig horte til den danske statsafdeling. Der var her rort ved eet af de dybestliggende modsaetningsforhold mellem regeringen og den nationalliberale opposition. For regeringen stod det som den fornemste opgave at bevare rigets enhed og bevare forbindelsen med Holsten sa intimt som muligt; de liberale ledere sa i sammenblandingen af det danske og det holstenske den alvorligste hindring for de danske forfatningsbestraebelser. Dette problem matte nodvendigvis Ioses, for man kunne komme videre. Netop forholdene pa det militaere omrade var egnet til i almindelighed at gore opmaerksom pa de uheldige tilstande og til at vise regeringen, hvilken risiko den 10b for at blive taget med pa slsebetov af Tyskland. Oppositionen forsomte ikke nogen lejlighed. I arene 1840—42 var en militserkommission samlet for at udarbejde en ny hserordning. Haerkommissionens arbejde gav den liberale politiker, kaptajn A. F. Tscherning lejlighed til i oktober 1841 at gentage kravet om den fuldstaendige afsondring mellem den danske og den holstenske hser19). Hvis kongen ikke har givet ordre til en sadan adskillelse, er det en statsfejl, haevder Tscherning, med mindre da der bestar en udsigt til Holstens naerforestaende udsondring af det tyske forbund. »Det modsatte, Danmarks Optagelse i det tyske Forbund, som af flere Stemmer er bragt paa Bane, anse vi for at stride mod Landets sande Interesse«. 19) Faedrelandet 8. 10. 1841. Tormod Jorgensen har i sin bog om Tscherning s. 67 oplyst, at artiklen er forfattet af Tscherning. Side 102
Der var ikke givet nogen sadan ordre. Haerenheden var et sa vsesentligt led i helstatspolitikken, at den matte opretholdes; hvis Holsten fik sin egen hser, kunne det kun opfattes som et tegn pa, at regeringen ikke selv var overbevist om helstatspolitikkens gennemforlighed. I begyndelsen af april 1842 blev haerreformens hovedlinie kendt. (Selve nyordningen blev gennemfort 28.4. 1842). »Faedrelandet«, vel sagtens Tscherning, beklagede20) pa det dybeste nyordningens form. »Vi kunne naesten ikke troe, at Commissionen, uden den bestemteste Ordre, har overseet de Fordringer, som Forbundsakten gor pa Holsten, og som i Sandhed kun kunne fyldestgjores ved at afsondre Hserene. At Danmarks Konge er berettiget til at supplere sit Forbunds-Kontingent med danske Tropper, forandrer intet heri, thi de aegte danske Interesser ere imod, at dette nogensinde skeer. Vi beklage, og beklage gjentagne Gange, at vor Regering ikke kan bekvemme sig til fuldstaendig at vedgaae, at Holsteen er tydsk, for at Danmark saaledes fuldstsendig kan blive emanciperet og blive dansk«. Sa langt var denne diskussion fort, da Orla Lehmann i den beromte tale den 28. maj 1842 proklamerede Ejderpolitikken. Den umiddelbare baggrund for hans tale med det voldsomt gentagne: »Danmark vil ikke«, var tyske planer om at opbygge en tysk flade pa basis af den danske ved at optage Danmark som »admiralstat« i det tyske forbund21). Tilknytningspunktet for disse planer var det forhold, at Holsten var en del bade af det tyske forbund og det danske monarki. Man ma imidlertid ikke anse 28. maj talen som en udtommende politisk analyse af Danmarks stilling, det var tvaertimod en festtale, og den militaere forbindelse niellem Danmark og Tyskland via Holsten omtales ikke deri. Et vidnesbyrd om, hvorledes den voksende tyske militaere aktivitet har vaeret medvirkende til at gore det klart for de nationalt sindede liberale politikere, at forbindelsen med Holsten matte brydes, har man imidlertid i en debat mellem Grla Lehmann og helstatsmanden, biskop I. P. Mynster i Roskilde staender i aug. 1842. Lehmann fremhaevede i en tale den 19. aug. 1842, at udviklingen i retning af storre enhed i Tyskland ville virke dragende pa Holsten. Men Mynster gik imod denne tro pa, at Tyskland ville blive en enhedsstat. Han onskede ikke denne enhed, der ville fore til centralisation, og han sagde: »Hvad der fortrinsvis bidrager til, at Tyskland indtager en saa hoj Plads blandt Europas mest oplyste Stater, er netop den Omstaendighed, at det er delt i mange forskellige smaa Stater«, og videre udviklede Mynster sin tankegang med disse ord: »Saaledes er
det ikke uden Vigtighed for ikke blot Tysklands egne,
20) 6.6. 1842. 21) Trocls Fink: Admiralstatsplanerne i 1840'erne. Festskrift til Erik Arup 1946. Side 103
Forbindelse med Frankrig, og at det ligeledes gjennem Holsten er forbundetmed Danmark. Jeg antager saaledes ... at deter onskeligt, at den Forbindelse, hvori Tyskland ved Holsten staar med Danmark og Norden, maa vedblive«22). Lehmann afviste i sit svar, at han skulle have spaet, at der ville opsta et enigt Tyskland, men han havde haevdet: »at der baade i Forbimdsdagen og i de tydske Regjeringers Politik udtaler sig en umiskjendelig Straeben efter en storre og endraegtigere Kraftudvikling«, og som bevis herpa henviste han til, »at Forbundet med Hensyn til Organisationen af Tysklands Forsvarsvaesen har antaget en mere positiv Charakter, som vil constituere Begrebet om eet eneste Tyskland i en anden Grad end selv under det tydske Kejserdomme«. Yderligere henviste han til det tyske toldforbund og til den almindelige nationale straeben. Men iovrigt var Lehmann ved denne lejlighed mindre afvisende over for helstatspolitikken, end han ellers havde vaeret og snart efter igen blev. I de folgende ar var faren for at komme i afhaengighed af Tyskland gennem forbindelsen med Holsten et staende emne i dansk politisk debat. For regeringen var det yderst übehageligt. Den fulgte stadig helstatslinien og onskede ikke, at Ejderen blev fremstillet som Danmarks statsretslige graense. Tvaertimod. Ingen ringere end generalprokuroren, landets fornemstejuridiske embedsmand, A. S. orsted, der fra 1842 tillige var medlemaf statsradet, drog til felts mod de oplosende tendenser. I januar 1843 skrev han i »Berlingske Tidende« — anonymt naturligvis — en rsekke artikler om Danmarks forhold til Holsten, hvor han forfaegtede det standpunkt,at kongen ikke havde tabt noget af sin fulde suveraenitet over Holsten ved at ga ind i det tyske forbund. »Vel vil Kongen som Medlem af det tydske Forbund have at tage Deel i dettes Krige; men en slig Forpligtelse,hvorfor hele Staten har Vederlag i den Betryggelse, dens Landsgraensederved har erholdt, kan lige sa lidet som andre Alliancer ophaeve Statens eller dens Overhoveds Selvstsendighed«. Selvom forbundsbeslutningeri visse tilfaelde blev gaeldende regler i Holsten og Lauenborg, mente orsted at der her ikke var tale om nogen form for underordning, »da Kongenselv tager sin forholdsmaessige Deel af de Beslutninger, der skulle tjene til Regel for ham og hans Medforbundne«23). Formelt var orsteds betragtninguangribelig, men reelt ganske uden betydning, da kongen ikke kunne gore nogen selvstaendig indflydelse gaeldende, ej heller, melde Holstenud af forbundet. Dette fastholdt »Faedrelandet« i et svar til orsted24), uden at det gjorde indtryk pa denne. orsted udviklede tvsertimod. i en senere artikel25), at den danske konge var suveraen i Holsten, selvom 22) ostifternes Stsender-Tidende 1842, sp. 2296 ft 23) 8.1. 1843. 24) 18.1. 1843. 25) Berl. Tid. 6. 2. 1843 Side 104
han havde pligter over for forbundet, og han fremhaevede et meget subtilt synspunkt, som helstatsmaendene nu og siden lagde megen vaegt pa, at kongen ikke var tiltradt forbundet som hertug af Holsten, men som konge af Danmark pa Holstens vegne; forbundsgesandten var ikke Holstensgesandt, men kgl. dansk gesandt, der havde sit vaerneting ved Landsover- samt Hof- og Stadsretten i Kobenhavn og ikke ved den holstenskeoverret. Dette synspunkt fortes under de videre politiske debatter i de folgende ar ud i de mest spidsfindige konsekvenser. Bag alle spidsfindighedermoder man imidlertid den afgorende modsaetning, som vi har modt i ordskiftet mellem Lehmann og Mynster, at de nationalliberale regnede med en udvikling i retning af enhed i Tyskland, medens helstatsmaendenetil syvende og sidst regnede med status quo. Bekymringen for, at Danmark kunne komme i en for landet übehagelig forbindelse med Tyskland, fik i sommeren 1843 en ny impuls. Det blev besluttet, at der skulle afholdes en for 10. armekorps fselles ovelse ved Liineburg. Den senere fra trearskrigen sa kendte officer, W. H. F. A. Laessoe, der i 1843 opholdt sig i udlandet, kommenterer meddelelsen om troppesamlingen i et brev til sit hjem. »Til min store forskraekkelse har jeg i Augsburgeren [Augsburger Zeitung] laest, at der skal vaere holstenskhannoversk Troppesamling ved Liineburg i September dette Aar. Jeg skulle dog ikke haabe, at man befaler mig at gaae dertil. For det Forste vilde det vaere naesten ufordoieligt for mig at fungere som tydsk Officer, om end kun i Uger, idetmindste indseer jeg ikke for oieblikket, hvorledes det skulle gaae af uden slemme Conflicter*2*). Deter meget karakteristisk for forholdene, at naesten alle de officerer, der kommanderede de holstenske tropper i Liineburg, var danske af fodsel; den eneste betydende undtagelse var landgrev Wilhelm af Hessen- Kassel, der havde overkommandoen. Blandt de ovrige var general Lutzow (f. i Bibe), oberst Romeling (f. i Kobenhavn), major Baggesen, son af Jens Baggesen, kaptajn Steinmann (f. pa Tybjerggard. I 1864 general Gerlachs efterfolger som overgeneral), kaptajn Trepka (f. i Kobenhavn; han faldt i slaget ved Isted i 1850). De har nseppe alle folt som Lsessoe, men i den danske offentlighed matte det mane til eftertanke om Danmarks forhold til Holsten, at en del af den danske haer, under danske officerers ledelse matte deltage i den tyske forbundshaers ovelser. Den liberate politiker D. G. Monrad kom ind pa forholdet i en artikel i Dansk Folkeblad i august 184327). Det pagaeldende nummer af bladet blev beslaglagt, hans udtalelser har altsa ikke kunnet pavirke offentligheden,men de genspejler tankegangen i liberale kredse: »Man bor ikke overse«, siger Monrad, »at Hans Majestaet med Hensyn til Krig og Fred, 26) Poul Andrae: Werner Hans Frederik Abrahamsen Laessoe, s. 82. 27) 11.8. 1843. Side 105
Forsvarsvaesen
og andre Anliggender er — hvad Holsten angaaer -—
»En Regjering kan ikke have to Sjaele, den kan kun have een Villie; den kan ej onske, at der skal vsere Krig i den ene og Fred i den anden Statsdeel, og endnu mindre, at disse skulde komme i indbyrdes Feide; den kan ei i den ene Statsdeel ville fremme een og i den anden den modsatte Udvikling; den kan med faa ord ei have to Ansigter«. Man ma indromme Monrad, at det var denne umulige opgave regeringen havde sat sig, og man ma, med kendskab til den senere udvikling, give ham ret i hans vurdering af Danmarks forhold til Holsten. »I Stedet for at Holsteen altsaa skulde gjore det danske Monarki staerkere og selvstaendigere, bliver det et Middel til at bringe det i storre eller mindre Afhsengighed af fremmede Magter«. (Monrad taenker i den citerede artikel, under hensyn til arveforholdene, ogsa pa Rusland). Monrad har her givet et rammende og kortfattet udtryk for noget vaesentligt i den tankegang, der forte frem til Ejderpolitikken. Man ma imidlertid ikke regne med alt for stor konsekvens i Monrads synspunkter gennem arene. Han har i 1843 givet et klart udtryk for Ejderpolitikkens princip, men han havde i 1840 forsogt sig som talsmand for en konstitutionel helstatspolitik28), og han gav i 1844 et for ham meget karakteristisk udtryk for, at sagen kunne ses bade fra den ene og fra den anden side. I en anmeldelse af nogle skrifter af den politiske publicist, Dirckinck-Holmfeldt, fastholdt Monrad det yderst uheldige i det militsere faellesskab med forbundet via Holsten. Nar Holsten er i krig pa forbundets vegne, vil det vsere vanskeligt at fa Danmarks neutralitet anerkendt, eftersom den holstenske arrae og de holstenske finanser udgor en enhed med den danske arme og de danske finanser, men samtidig fremhaevede han det tabelige i at skaere Holsten bort, at henkaste det til den forste den bedste ville vaere en eksempellos tabelighed. Holstens forbindelse med Danmark er og ma blive staende, mente han; udviklingen kunne ga enten i retning af storre enhed i Tyskland eller det modsatte, den danske regering matte indrette sig pa begge muligheder. Hvis Tyskland blev en enhedsstat ville forbindelsen mellem Danmark og Holsten ophore, hvis splittelsen i Tyskland fortsatte, kunne Holsten komme i virkelig statsenhed med Danmark29). Monrads overvejelser med de skiftende synsmader kaster lys over den frygtelig vanskelige situation, Danmark var i; de er imidlertid kun af teoretisk vaerdi, idet forholdene gjorde det nodvendigt at vaelge en bestemt politik. Regeringen valgte helstatslinien, medens den nationalliberaleopposition ansa det for uomgsengelig nodvendigt at fa Ejdergrsensenfastlagt 28) P. Stavnstrup: D. G. Monrad, s. 52. 29) Dansk Folkeblad 28.6. 1844. Side 106
grsensenfastlagtsom det
statsretslige, forfatningsmsessige og administrativeskel
Ordet Ejderpolitik anvendt om moderne foreteelser, foles som et udtryk for en aggressiv national tendens. Nar man soger tilbage til Ejderpolitikkens udspring, saledes som det her er forsogt, ligger forholdet imidlertid anderledes. For Ejderpolitikkens maend var afkaldet pa forbindelsen med Holsten en pris, der matte betales for Danmarks selvstsendighed. Ejderpolitikken var ikke national i den forstand, at den byggede pa samhorighed mellem alle danske sa langt dansk sindelag strakte sig i Slesvig, men national i den forstand, at det gjaldt at sikre det af Tyskland uafhaengige danske kongerige og Slesvig, imod en udvikling, der ville bringe hele Danmark i politisk og militser afhaengighed af Tyskland. Man havde endnu ikke sans eller forstaelse for, at fremtiden naesten udelukkende matte bero pa den nationale udvikling i hertugdommet Slesvig, pa slesvigernes beslutning, om de ville vsere danske eller tyske. Man kom til Ejderpolitikken »syd fra«. Ved en betragtning af det danske monarkis forhold, var Ejderlinien den forste linie, bag hvilken der kunne etableres et politisk forsvar imod Tyskland. Den folgende udvikling skulle imidlertid vise, at forholdene bag denne forsvarslinie, nationalt set, ikke var betryggende. Ejderpolitikkens vaesentligste forudssetning holdt saledes ikke stik. Hvor vaesentlige de nationale forhold inden for Slesvigs graenser var, havde datiden ikke rigtig blik for; ved at folge Ejderpolitikkens udformning, saledes som det her er forsogt for en enkelt sides vedkommende, kan man bedre forsta hvorfor. |