I 1935 udgav kontreadmiral T. A. Topsoe-Jensen og arkivar Emil Marquard et stort to-binds vaerk »Officerer i den dansk-norske Soetat 1660—1814 og den danske Soetat 1814—1932«. Formaalet med arbejdet var forst og fremmest af personalhistorisk art, og deter stadig et af de vigtigste danske vserker i denne genre. Det stod dog klart for udgiverne, at de indsamlede oplysninger ogsaa kunne bruges til andre og mere vidtraekkende formaal. De havde ved udgivelsen — for at citere deres egne ord — »lagt mindre vaegt paa omtale af krigsbegivenheder, da disse jo findes udforligt behandlet andetsteds, men mere Sogt at fremdrage hidtil utrykt stof, ogsaa ud fra den betragtning, at soetaten foruden ved sin indsats i krigshistorien paa mange andre maader har haft betydning for landet i de svundne aarhundreder og altid har vaeret et nyttigt og vigtigt vaerktoj i enhver regerings haand.« Topsoe-Jensen og Marquard peger i den forbindelse paa »soetatens betydning for opblomstringen af Danmarks sohandel, saerlig for »Det Ostindiske Kompagni«s, »Asiatisk Kompagni«s og »Det Vestindisk-Guineiske Kompagni«s virksomhed i det 17. og 18. aarhundrede og for »Det Store Nordiske Telegrafselskab«s og »ostasiatisk Kompagni«s start i det 19. aarhundrede. Det viste sig her, at orlogsflaget banede og jaevnede vejen for handelsflaget. Ligeledes skal naevnes soetatens betydning for skabelsen af og opretholdelsen af vore kolonier i den svundne tid, for handelen i den for skibsfarten saa vanskelige periode under krigen i slutningen af det 18. aarhundrede og kampene med barbareskstaterne. Endelig har soetaten i det omhandlede tidsrum med aere indskrevet sit navn i polarforskningens historie, sserlig i Gronland, ved opdagelsesrejser, undersogelser, opmaalinger og kortlaegningsarbejder*.

Deter rigtigt, at en gennemgang af de ca. 2000 biografier i vaerket giver et staerkt indtryk af flaadens og soofficerskorpsets indsats i fredeligtarbejde, om end det maa siges, at kun en bearbejdelse af det stof, der findes i skildringen af de enkelte personer, kan frembringe et klart

---

1) Trykkeomkostninger m. m. i forbindelse med denne afhandling er afholdt af Alfred Goods personalhistoriske Fond. For denne stotte beder selskabet fondets bestyrelse modtage dets bedste tak.

billede af virksomheden paa disse omraader. Det havde naturligvis vaeret onskeligt, om vaerkets to udgivere havde paataget sig at lose den opgave,der ligger heri, da de gennem deres arbejde med biografierne maa have faaet storre fortrolighed med emnet, end nogen udenforstaaende kan opnaa.

Deter imidlertid ikke det inaal, der sigtes til med den folgende undersogelse. Der er i den sidste tid fremkommet arbejder, der statistisk har skullet belyse en samfundsgruppes udvikling gennem en kortere eller lsengere periode — saaledes Henry Stjernqvists afsnit »Centraladministrationens embedsmsend 1848_—1946. En statistisk analyse* i Ministerialforeningens vaerk om »Centraladministrationen 1848^—1948« (1948) og Th. Geigers af handling »Den danske intelligens fra reformationstiden til nutiden. En studie i empirisk kultursociologi« i »Acta Jutlandica« XXI,I (1949). Det turde vaere klart, at man i Topsoe-Jensens og Marquards samling af soofficersbiografier har raamateriale nok til et beskedent bidrag for en mindre samfundsgruppes vedkommende, og det maa synes meget naerliggende at tage opgaven op, sora sporgsmaalet om nationalitetsforholdene inden for flaaden i det 17. og 18. aarhundrede er et problem af almenhistorisk interesse. Desuden kan en udredning af soofficerernes sociale afstamning have betydning for forstaaelsen af en gren af samfundsudviklingen under enevselden og i folkestyrets forste tid.

Materiale og metode.

Under arbejdet med denne opgave er der imidlertid dukket talrige problemer og vanskeligheder op, som vel er saare almindelige, naar der er tale om opstilling af statistikker, der straekker sig flere aarhundreder igennem, men som dog ikke har kunnet undgaa at gore de vundne resultater lidt vel skematiske og at fremtvinge skon og vurderinger i tvivlstilfaelde, hvor andre maaske med lige saa stor ret ville have foretaget en anden gruppering. Dels er mange oplysninger i biografierne mangelfulde, navnlig for perioden indtil midten af 18. aarhundrede, dels har der fundet store aendringer sted med hensyn til titel- og stillingsbegreber fra 17. til 20. aarhundrede.

Deter givet, at de oplysninger om afstamnings- og nationalitetsforhold,der findes i Topsoe-Jensens og Marquards vaerk, i ikke helt ringe grad ville kunne suppleres gennem personalhistoriske undersogelser, og at mere nojagtige tal derigennem kunne gives. En saadan fremgangsmaadeville imidlertid kraeve meget lang tid og antagelig ikke vise noget billede, der var vaesensforskelligt fra det, der kan opstilles alene paa grundlag af »Officerer i den dansk-norske Soetat 1660^—1814 og den danske Soetat 1814^—1932«. Som det vil fremgaa af det folgende, turde

materialet heri vsere fyldigt nok til at tillade en paalidelig statistisk be
arbejdelse.

Det var oprindelig hensigten at foretage undersogelsen ved at klarlsegge forholdene inden for korpset i forskellige aar, valgt med passende mellemrum. En saadan metode frembod imidlertid adskillige usikkerhedsmomenter og stillede en over for vanskelige afgorelser. For det forste ville valget af undersogelsesaar ikke kunne undgaa at have tilfaeldighedens praeg og nogle aar ville vsere mere reprsesentative end andre; for det andet ville enkelte personer komme til at taelle med i to, stundom tre undersogelsesaar, mens andre paa grund af midlertidig fravaer fra korpset, eller fordi deres virkeperiode faldt mellem to af de behandlede aar, slet ikke ville komme med i beregningerne.

Derfor er valget faldet paa at lade et »tilgangsaar« vaere udgangspunkt for undersogelsen, eller rettere at lade »tilgangs-tiaar« ligge til grund. Ogsaa den metode frembyder dog vanskeligheder; i den seldre tid lader tilgangsaaret sig hyppigt ikke fastslaa med sikkerhed, og ogsaa i andre henseender kan det volde besvser. Nogen storre betydning faar disse ulemper dog ikke, da det her ikke drejer sig om at folge korpsets talmaessige udvikling eller forklare rekrutteringens storrelse i de enkelte aar. »Tilgangsaaret« er egentlig kun at betragte som et teknisk hjaelpemiddel for undersogelsen, og det daekker normalt tidspunktet for den vordende soofficers antagelse som laerling eller kadet, subsidised; det aar, hvor den paagseldende person forste gang nsevnes som soofficer. Der kan rettes forskellige indvendinger mod denne fremgangsmaade, men deter ikke let at finde en mere anvendelig.

Af betydelig interesse er det, straks at faa fastslaaet i hvor stort et omfang Topsoe-Jensens og Marquards biografier yder oplysninger paa de forskellige af undersogelsens felter i det tidsrum, der her behandles. Man vil af den grafiske fremstilling i tabel 1 kunne se svingningerne i »tilgangstallet« for tyve-aarige perioder 1660^—1919, og i forbindelse dermed i hvor hoj grad biografierne yder oplysninger om den sociale afstamning, om fodested og om soofficerernes tilknytning til udlandet gennem studieophold eller tjenestegoring i fremmede flaader. Det vil af kurverne fremgaa, at oplysninger om faderens erhverv foreligger i neesten samtlige tilfaelde fra det 18. aarhundredes 3. og 4. aarti, mens fodestedsangivelserne er adskilligt ringere repraesenteret og forst efter aar 1800 naar op imod de 100 %. Hvad tjeneste og studier i udlandet angaar er kurven faldende fra forste halvdel af 18. aarhundrede, hvilket dog ikke skyldes, at der herefter gives fa?rre oplysninger om dette emne, men simpelt hen at antallet af soofficerer, der sogte uddannelse uden for den dansk-norske marine, var dalende.

Afgangen fra korpset.

Undersogelsen omhandler, som tidligere pointeret, forst og fremmest rekrutteringen til soofficerskorpset, men det kan ogsaa vsere af interesse at konstatere, hvor laange soofficererne i de forskellige tidsrum har staaet i korpset. Herigennem vil man — som supplement til fremstillingens hovedformaal — faa mulighed for at danne sig et groft skon over, hvordanstanden

danstandenpaa bestemte tidspunkter var sammensat. Med dette for oje er tabel 2 udarbejdet, idet der i denne skelnes mellem de personer, der er afgaaet ved doden soni aktive officerer, og mellem folk, der er blevet afskediget. Man vil af tabellen kunne se, at gennemsnitstjeneste-

tiden vokser hastigt fra 13,5 aar i tyveaarsperioden 1660^—79 for at blive konstant omkring de 30 aar allerede 1720^—39, selv om der dog i de folgende tidsrum gor sig ret staerke svingninger gaeldende (fra 26,5 aar i 1780erne og 90erne til 36,2 aar 1820—39). Forklaringen herpaa finder man ved at sammenligne gennemsnitstjenestetiden for de ved doden afgaaede med gennemsnitsfunktionstiden for de afskedigede. Det viser sig da, at deter de store reduktioner af soofficerskorpset i 1684, 1719, 1815 og 1841, der spiller ind, idet disse for de tre forstes vedkommende i overvejende grad ramte de helt unge officerer, mens man i 1841 fortrinsvis afskedigede de aeldre marineofficerer. Dette belyses iovrigt ogsaa af tallene i tabel 3.

Sporger man om aarsagerne til, at soofficerer forlod korpset enten ved afskedigelse eller af egen fri vilje, yder Topsoe-Jensens og Marquards vserk mange oplysninger desangaaende. Det kan paa grundlag heraf konstateres, at et flertal af de i 18. aarhundrede og begyndelsen af det 19. afskedigede folk gik over i halvmilitaere eller maritime embeder; saaledesblev isaer lodsvaesenet en retrsetepost for mange soofficerer, men en del overflyttedes ogsaa til haeren. Om overgang til private erhverv var der paa det tidspunkt kun tale i meget ringe omfang, selv om det haendte, at en eller anden trak sig tilbage efter at have overtaget faderens eller svigerfaderens forretning eller gods; ganske enkelte gik i koffardifart. Forst i slutningen af det 19. aarhundrede gor konkurrencen fra private erhverv sig gseldende i storre stil, og der finder da en betydelig afgang

sted, navnlig til sofarten, men ogsaa i ikke helt ringe grad til handel og industri. Dette illustreres af den ogede afgang af relativt unge folk, der ses i tabel 3. Dertil kommer naturligvis afskedigelser paa grund af uegnethedsom folge af sygdoni eller simpelthen uduelighed. Det horer dog til sjaeldenhederne, at soofficerer er blevet afskediget under henvisning til »liderlig og uanstaendig levemaade« eller »fylderi«, saaledes som det vitterligtskete nogle gange i det 18. aarhundrede.

Hvad de i tjenesten afdode angaar, maa det siges at vaere forbloffende faa, der er faldet i kamp, mens derimod turene til tropekolonierne ses at have kostet mange unge soofficerer livet, og ogsaa forlisene bragte betydelige

Udlændinge i flaaden

Undersoger vi forst nationalitetsforholdene inden for flaaden, finder vi et meget betydeligt udenlandsk islset blandt de i 1660^—79 tilgaaede officerer, adskilligt fserre i de folgende tyve aar, nogle faa i forste femtedel af det 18. aarhundrede og derefter kun en eller anden tilfseldig indkommen udlaending en sjselden gang.

En nsermere undersogelse af disse tal viser, at det store udenlandske

---

1) Under begrebet indlaendinge regnes msend fra kongerigerne Danmark og Norge, hertugdonimerne og kolonierne sarat folk, fodt i udlandet af danske forseldre.

islaet 1660_—79 hovedsagelig bestaar af hollaendere, og at langt de fleste af disse er tilgaaet korpset under de krige, Danmark var impliceret i i lobet af disse to aartier, nemlig den engelsk-hollandske sokrig 1665_—67 og Skaanske Krig 1675_—79. Af de 12 hollaendere, der i 1660erne traadte ind i det danske soofficerskorps, er de 11 tilgaaet 1665^—67, og under Skaanske Krig kom ikke faerre end 28 af de 32 hollaendere fra 1670erne. Adskillige af disse hollaendere forblev iovrigt i dansk tjeneste efter krigen,enten til deres dod eller til en del af deni blev afskediget ved reduktionen1684. At det netop var hollaendere, der udfyldte hullerne i den danske flaades raekker ved disse lejligheder, var ikke maerkeligt, da Danmarkog De forenede Nederlande i begge krige var forbundsfaeller.

De ovrige udlaendinge blandt Soofficererne i disse to decennier staniniede hovedsagelig fra Nordtyskland, navnlig de nordtyske kystbyer og blev ligeledes hvervet under krigene; som hollaenderne forblev de i stort tal i den danske flaade efter at freden var genoprettet. Deter bemaerkelsesvserdigt, at ingen af deni blev afskediget i 1684, da mange hollaendere blev fjernet; det turde ikke vaere urimeligt at se aarsagen hertil i den udbredte anti-nederlandske stemning, der herskede i danske regeringskredse efter oprettelsen af den fransk-danske alliance 1682 og skaerpelsen af handelskonflikten med nederlaenderne fra 1684.

Ogsaa i det 17. aarhundredes to sidste aartier tilgik der soofficerskorpset et ikke ringe antal udlaendinge, nemlig 15 af 120; hertil kommer 9 af tvivlsom, men sikkert ikke dansk-norsk oprindelse; regnes disse 9 med, naar tilgangen op paa 24 eller 20 % af det samlede tal. Det karakteristiske er, at det hollandske islaet nu faldt naesten helt bort, idet kun 2 af de 15 ses at have vaeret hollaendere. Derimod kom der en enkelt englaender og tre franskmaend — de sidste i forbindelse med den franske flaadedemonstration i ostersoen 1683. Den ene af dem dode allerede aaret efter, mens de to andre forblev i dansk tjeneste resten af deres liv. Den ovrige tilgang bestod af fern tyskere og tre svenskere; samtlige »svenskere« var fodt i de gamle danske provinser. Det samme var tilfaeldet med to andre svenskere, der traadte ind i den danske marine under Store nordiske Krig. Tilgangen af udlaendinge i tiden 1700 —19 var iovrigt procentvis adskilligt lavere end i den foregaaende tyveaarsperiode, nemlig 10,9 %; heraf kendes nationaliteten paa 9, mens 15 er usikre. De 9 fordeler sig med to svenskfodte, tre hollaendere og fire tyskere.

Med Store nordiske Krig er udlsendingenes rolle i det dansk-norske soofficerskorps udspillet. De havde vaeret med til at bygge flaaden op og var utvivlsomt i slutningen af det 17. aarhundrede en vigtig faktor for uddannelsen af mandskabet og de indfodte befalingsmaend, men deres tilstedevaerelse i marinen skyldtes dog forst og fremmest de sokrige,hvori det danske monarki blev indviklet, og hvor det ikke selv

havde tilstraekkeligt mange soofficerer til at daekke det store behov i disse aar. Det gaelder isaer Skaanske Krig, og deter ikke for nieget sagt, at de erfaringer, man med hollandsk hjaelp vandt for dansk sokrigsforelseunder denne krig, blev af afg'orende betydning for den danske flaades videre udvikling.

Dansk og norsk i søofficerskorpset.

Det vigtigste sporgsmaal i forbindelse med soofficerskorpsets nationale sammensaetning er dog ikke saa meget, hvor stort det fremmede islaet har vaeret, som det talmaessige forhold mellem dansk og norsk eller eventuelt mellem danskere, nordmaend og folk fra hertugdommerne. Der melder sig imidlertid den vanskelighed, at det helt op til omkring 1790 for en ikke helt ringe procentdel af soofficerernes vedkommende kan vaere vanskeligt at fastslaa, hvilken af disse kategorier de paagaeldende skal henfores til. Som hovedkriterium er anvendt fodestedet, subsidiaert andre oplysninger i Topsoe-Jensens og Marquards vaerk, men deter givet, at personalhistoriske enkeltundersogelser vil kunne Iose mange af de sporgsmaal, der her er ladt übesvarede, eller omstode konklusioner, der her er draget paa et forholdsvis spinkelt grundlag. Jeg vover dog trods usikkerhedsmomenterne at lade dette kriterium vsere afgorende, ikke mindst fordi den her anvendte metode under alle omstaendigheder snarere vil vise sig at have gjort beregningen over det norske elements relative storrelse for stor end for lille, idet princippet ora fodestedet som det afgorende kriterium betyder — i forbindelse med ernbedsstandens store rolle som herkomstfaktor, ikke mindst i Norge —, at embedsmandssonner, fodt af danske foraeldre i Norge, regnes for norske; dette forhold udlignes ikke af det antal soofficerer, der nedstammer fra norske foraeldre i Danmark, og som forovrigt nsesten udelukkende er soofficerssonner.

En forsigtig vurdering giver da det resultat, der er fremstillet i tabel
5 og 6. Udregnes tallene i procent, viser det sig, at antallet af »sikre«
danskere og nordmaend udgor folgende af det samlede antal indlaendinge:

Disse opstillinger giver ikke nogen som heist begrundelse for, at det i visse perioder meget betydelige antal »usikre« indlaendinge (1660^—69 saaledes 58 % og 1710^—19 43 %) skulle daekke over et relativt storre antal nordraasnd end danskere. Tvaertimod vil man af tabel 5 og 6 kunne se, at normen er den, at samtidig med, at antallet af »usikre« falder, stiger tallet paa »sikre« danske forholdsvis mere end antallet af »sikre« nordmsend. Omvendt moder man det procentvis storste norske islaet i forhold til det danske i de tilfaelde, hvor tallet paa »usikre« er meget hojt. Til belysning heraf kan folgende tabel (tabel 7) opstilles over forskydningerne i procentsatserne mellem »usikre« og »sikre« danske og norske. For ikke at fortegne billedet, er slesvig-holstenerne her ladt ude af betragtning.

Det turde af tabel 7 kunne sluttes med stor sikkerhed, at de i tabel 5 og 6 opstillede tal er i norsk favor og dansk disfavor; folgelig kan det antages, at en fuldstaendig personalhistorisk undersogelse ville foroge antallet af »sikre« danskere relativt mere end tallet paa »sikre« nordmaend og saaledes forskyde procentsatserne til fordel for danskerne.

De anforte tal rummer ikke mange muligheder for varierende fortolkninger.
Kun i et enkelt tilfaelde — 1660—69 — opgives et storre antal
nordmaend end danskere, men usikkerhedstallet — 58 % — er her

saa hojt, at resultatet maa betragtes sora hojst tvivlsomt. Derimod staar det klart, at det norske islset maa have vaeret relativt storre i slutningen af det 17. og den forste snes aar af det 18. aarhundrede end senere hen. Et skonsmaessigt forhold mellem norsk og dansk som I : 3 synes ret rimeligt i den seldre tid, mens det efter 1760erne kan anslaas som 1 : 4 eller 1 : 5. Ejendommelig er den aabenbart meget ringe tilgang af nordmaend i 1720erne og 30erne og den forbavsende store tilstromning af norske i 1750erne. Forsog paa at forklare disse svingninger uden mere indgaaende undersogelser ville udarte til det rene gaetteri.

Som resultat af denne del af undersogelsen kan det da fastslaas, at Soofficerskorpset i tiden fra enevaeldens indforelse til Norges adskillelse fra Danmark i overvejende grad rekrutteres fra danske. Den almindelige opfattelse af den danske flaade som »norsk« holder saaledes ikke stik for officerernes vedkommende. Om den gor det, naar der er tale om det menige mandskab, er en anden sag, som imidlertid ikke skal diskuteres her.

Skabelsen af Norges marine 1814.

I forbindelse med sporgsmaalet om dansk og norsk i soofficerskorpsetbor ogsaa naevnes et andet emne, der belyses af meddelelserne i Topsoe-Jensensog Marquards vaerk, nemlig en raekke soofficerers overgang til Norges marine ved dennes skabelse i 1814. I alt ses 46 soofficerer at have forladt den danske flaade for at traede ind i den norske. Heraf var — efter de hidtil anvendte kriterier for afgorelse af nationalitetsforhold— 29 nordmaend og 17 danskere. Af disse vendte dog 1 nordmand og 2 danskere tilbage igen i lobet af 1814^—15. Samtidig forblev 13 norskfodt

fodte1) i den danske marine, hvortil kommer den ovennaevnte nordmand,
der ombestemte sig. De endelige tal blev saaledes 23 nordmaend og 15
danskere til Norge samt 14 nordmaend vedblivende i Danmark.

Det kan vel vaere umagen vaerd at undersoge sagens sammenhaeng noget nojere. Vi tager forst de nordmaend, der i 1814 sluttede sig til deres fodelands nyoprettede marine, og de norske, som foretrak at forblive i Danmark. Ordnet efter tilgangsaar ser det ud som vist i tabel 8.

Det fremgaar heraf klart, at det fortrinsvis var de yngste nordmaend, der foretrak Norges marine for den danske i 1814, mens de aeldre viser nogenlunde ligelighed i valget. Dette kunne eventuelt pege i retning af en staerkere nationalfolelse hos de yngre end hos de aeldre nordmaend, men en undersogelse af de paagaeldende officerers karriere bestyrker ikke en saadan opfattelse. Det viser sig nemlig, at saa godt som alle de nordmaend, der i 1814 foretrak Norges marine, i forvejen laa stationeret i Norge, enten ved dervaerende flaadeenheder eller som indrulleringschefer. Kun for et par af de alleryngste ses det ikke at have vaeret tilfaeldet. Omvendt gaelder det — med en enkelt undtagelse — for de nordmaend, der forblev i den danske flaade, at de har haft deres stilling og hjem i Danmark. Det synes altsaa mere at have vaeret hensynet hertil end til sporgsmaalet dansk eller norsk, der har afgjort den enkeltes valg i 1814.

Denne konklusion bekraeftes yderligere, naar man betragter de danskfodte Soofficerer, der sluttede sig til den norske flaade. Ora samtlige gaelder det, at de i en kortere eller laengere aarraekke forud for 1814 havde beklaedt marineposter i Norge. Derimod synes slaegtsskabsforhold, heri indbefattet dansk eller norsk hustru, ikke at have spillet nogen rolle for afgorelsen.

Fødesteder.

Hvad angaar den tredie kategori i det danske monarki, de soofficerer,
der fodtes i hertugdommerne, er deres repraesentation inden for Soofficerskorpsetaf

---

1) Hertil kommer to norske soofficerer, der heller ikke gik over, men da de begge dode som gamle msend i 1814, er de ikke medregnet her.

officerskorpsetafbetydeligt ringere interesse end det norske islaet. Kim i den meget »usikre« periode 1680_—99 er hertugdommerne repraesenteretmed mere end 5 % i korpset, nemlig 8,5 %, men materialet er her af en saa tvivlsom karakter, at man ikke skal bygge for meget herpaa. Ellers ligger procenttallet nede mellem 1 og 5 %, idet der dog er en sikker og ikke uinteressant undtagelse i tilgangen i tyveaaret 1860^—79, hvor 9 af 89 tilgaaede stammer fra hertugdommerne, altsaa 10 %. Det er formentlig unge dansksindede, som efter nederlaget i 1864 sogte tjenestei hjemlandets marine.

Tilgangen er ret jaevnt fordelt fra de forskellige dele af hertugdommerne, idet dog naesten alle efter 1800 kommer fra Nord- eller Sydslesvig, mens det 18. aarhundredes ikke helt ringe holstenske representation bortfalder. Flest soofficerer er der kommet fra Haderslev (7), Rendsborg (6), Flensborg og Gliickstadt (hver 4) samt Slesvig og Altona (liver 3).

Nor Norges vedkommende er det naturligvis sofartsbyerne Bergen og Trondhjem, der har fostret flest soofficerer til den fselles flaade, idet Bergen ses at vaere reprsesenteret med 19 og Trondhjem med 15. Disse tal maa i virkeligheden utvivlsomt forhojes, da angivelsen af fodesteder — som tidligere omtalt — er ret mangelfuld helt op til det 19. aarhundrede. Deter vaerd at notere, at mens tilgangen fra Bergen holder sig forholdsvis jaevnt fra 1680 til 1809, sender Trondhjem kun 3 af sine 15 mand efter 1750erne. Na;rmest efter disse to byer folger Christiansand med 10 soofficerer, mens Christiania er bemaerkelsesvserdigt svagt repraesenteret med ikke mere end 4. Et andet traek, der fanger ojet, er, at mens nsesten samtlige norskfodte soofficerer indtil ca. 1750 korn fra de store byer, bliver landdistrikterne overordentligt stserkt reprsesenteret i anden halvdel af det 18. aarhundrede. Det skyldes ikke mindst de mange praestesonner, der paa den tid sendtes til flaaden.

Hvad angaar de i kongeriget Danmark og kolonierne fodte soofficerer,
hvis fodested er opgivet, viser tabel 10 og 11 fordelingen paa landsdele,
dels i absolutte tal, dels i procent.

Som flere af de andre opgorelser ser tallene for de tidligste aar »unormale«ud; her som ellers skyldes det uden tvivl, at materialet ikke er repraesentativt, og at det faktisk er for svagt til at tillade en statistisk opstilling. Men saa snart vi naar op efter Store nordiske Krig, faar resultaternefor tiaar efter tiaar et saa ensartet praeg, at man herefter foler grund til at stole paa tallenes rigtighed. Det altdominerende traek

er da Kobenhavns store overvaegt i rekrutteringen at" soofficerskorpset; 1720^—59 staar hovedstaden for 75 % af den danske tilgang og for mere end 60 % af tilvaeksten fra hele monarkiet. Man synes for soofficerernes vedkommende snarere at kunne tale om den »kobenhavnske« end orn den »norske« flaade.

Iovrigt bemaerker man den ganske betydelige rekruttering fra Sjaelland i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. aarhundrede, samt at Jylland i samme tidsrum er svagt repraesenteret; men fra 1860erne kommer de jydske byer frem som en vigtig tilgangsfaktor, og ogsaa Fyn viser en klar fremgang op imod vor egen tid. Af de danske provinsbyer er Helsingor klart den, der har fostret flest soofficerer, nernlig 24 (tallet dog fremsat med det saedvanlige forbehold i betragtning af de mange manglende oplysninger om fodested). Dernaest folger Aarhus med 15, Odense med 12, Korsor med 10, Nyborg med 8 samt Fredericia, Aalborg og Viborg med hver 7.

Af de 21 soofficerer, der er fodt i kolonierne, stammer de 15 fra tropekolonierne, fortrinsvis Vestindien. Forst i det 19. aarhundredes andet tiaar kommer en mand fra nordvestkolonierne, en islaending, og i 1840erne indtraeder 2 officerer, der er fodt paa Gronland.

Den sociale herkomst.

Det andet hovedproblem ved siden af nationalitetssporgsmaalet er soofficerernes sociale herkomst. Materialet i Topsoe-Jensens og Marquards vaerk er paa dette omraade stort set tilfredsstillende, idet der for tiden 1680^—1719 ydes oplysninger for 60 %'s vedkommende og derefter for saa at sige alles. Men alligevel raaa stoffet forekomme en at vaere aabent for kritik; herkomstopgivelserne kan saaledes f. eks. variere fra broder til broder, faderen kan have skiftet erhverv i tidens 10b, og mange stillingsbetegnelser og titler er det vanskeligt at identificere eller placere paa den rette plads i en statistik.

Alligevel giver en opstilling et klart billede af udviklingen ogsaa paa dette felt, saaledes som vist i tabel 12 og 13. Det niest slaaende i disse to fremstillinger er militaerets overordentligt store betydning som rekrutteringsfaktor gennem det meste af tiden. Saavel i tyveaarsperioden 1720 —39 som 1740^—59, 1760^—79 og 1820^—39 overstiger militserets andel i tilgangen 50 % (henholdsvis 56, 66, 52 og 52 %). Karakteristisk er ogsaa det betydelige antal embedsmandssonner i korpset. De holder sig ret konstant omkring nogle og tyve procent, dog med svagest repraesentation i de perioder, da rnilitaeret stod for den storste tilgang. Det tredie hovedtraek i udviklingen er den fra 1780erne staerkt stigende tilgang fra borgeiiige erhverv, der fra 1880^—99 fortraenger militaeret fra forerstillingen. Dette faenomen forklares naturligvis af de borgerlige nseringsvejes

staerke fremgang siden slutningen af det 18. aarhundrede, da den tid
kom, da det nye grossererbourgeoisi begyndte at traenge de civile og
militsere »kongelige tjenere« i baggrunden rundt om i samfundet og alt-

saa ogsaa i rekrutteringen til Soofficerskorpset. Et bemaerkelsesvaerdigt traek, der ikke umiddelbart fremgaar af den skematiske opstilling, er praestesonnernes store betydning sorn tilgangsfaktor omkring midten og i anden halvdel af det 18. aarhundrede. Det turde vsere rimeligt at se den store rekruttering fra gejstligheden, de forskellige grupper af embedsmaend og fra militaeret som et udtryk for onsket dels oni at fortsaette familietraditionerne om at tjene konge og faedreland, dels ora at faa sonnerne anbragt i sikre stillinger efter en tidlig og gratis uddannelse, der nok kunne vaere en betydelig attraktion for de smaatlonnede og ofte bornerige familier, hvorfra soofficererne i denne tid udgik.

Rekruttering fra egne rækker.

Den overordentligt store tilgang fra militaer side maa friste til en naermere undersogelse, specielt angaaende soofficerskorpsets egen rolle i saa henseende. Inddeles rekrutteringen fra militaeret i tre grupper: fra soofficerer, fra landofficerer og fra »rnilitaere funktionaerer«, fremkommer et billede som vist i tabel 14.

Det vil heraf ses, at landofficererne i begyndelsen af det 18. aarhundrede distanceres af soofficererne, men at de i slutningen af det 19. aarhundrede paa ny rykker frem som en med Soofficererne helt eller omtrent jaevnbyrdig rekrutteringskilde. Det vigtigste traek ved tabellen er dog, at den viser, i hvor hoj grad marinens befalingsmaend i 18. og forste halvdel af det 19. aarhundrede blev rekrutteret fra flaadeofficerenes egne rsekker. Udregnet i procent af den samlede tilgang ser det ud som vist i tabel 15.

Man vil af denne opstilling kunne se, at korpsets andel i tilgangen
er relativt ringe i perioder med stor rekruttering som under krigene i
det 18. og 19. aarhundredes to forste tiaar. Det skyldtes vel sagtens, at

der simpelt hen ikke har vseret mere materiale at tage af fra flaadeofficerernesegen kreds. Omvendt brillerer tiden fra omkring 1730 til slutningen af 1750erne samt 1820erne og 1830erne med en saerlig stor tilgang af Soofficerssonner. Deter rimeligt at saette dette i forbindelse med den store tilvaekst til korpset af unge maend 25^—40 aar forinden.

Et blik i Topsoe-Jensens og Marquards vaerk vil ogsaa overbevise en om, hvorledes Sokrigerhaandvserket i talrige tilfselde folger fra far til son gennem flere generationer, og hvordan det ikke sjaeldent er tilfseldet, at en mand sender baade fire og fern sonner til korpset; admiral Ulrich Kaas fik saaledes f. eks. optaget fire sonner i Iobet af 174Oerne; rekorden turde dog indehaves af Christianso's kommandant, Caspar Henrik Stibolt, der i 1750erne og 60erne skaenkede korpset ikke mindre end syv sonner. Det siger sig selv, at saadanne forhold i hoj grad har virket med til at gore standen saa staerkt »selvforsynende«. Et andet traek, der understreger slaegtskontinuiteten blandt soofficererne er, at ogsaa en meget betydelig del af svigerfaedrene ned gennem tiden har vseret flaadeofficerer.

Søofficerskorpsets sociale helhedspræg.

Om korpsets sociale sammensaetning kan det da siges, at den gennemgaaende er praeget af den hojere middelstand. Alene den staerke tilgang fra militaerpersoner og embeds- og tjenestemaend borger herfor. Et egentligt overklassepraeg kan flaaden kun siges at have haft i slutningen af det 17. aarhundrede, da de fleste af herkomstopgivelserne viser afstamning fra godsejere og hoje rigsembedsmaend, men materialet er atter her saa spinkelt for det tidsrums vedkommende, at man ikke skal drage for sikre slutninger af det. Ogsaa laengere ned i tiden, ja, for saa vidt gennem hele perioden, findes der et saadant overklasseislset blandt soofficererne, men det har ikke vaeret karakteristisk for standen. Den i tabellerne 12 og 13 anvendte inddeling siger vel for saa vidt ikke meget om, fra hvilke sociale lag og hvilke indtaegtsgrupper flaadens officerer stammer, men en statistisk opgorelse herover er ikke mulig at foretage uden anvendelse af en saa subjektiv beregningsmaade, at resultatet maa blive meget tvivlsomt. Derfor er den sociale herkomst her ikke sogt belyst derigennem, men gennem en opstilling efter faedrenes stillinger og erhverv. En skonsmaessig

vurdering af oplysningerne peger dog i retning af, at embedsmandssonnerne i det 18. og begyndelsen af det 19. aarhundrede fortrinsvis kommer fra de hojere embedskredse saasom amtmsend o. lign., mens der i slutningen af det 19. og navnlig i de to forste tiaar af det 20. aarhundrede finder en forskydning sted over mod de lavere lag af embeds- og tjenestemandsstanden. Hertil svarer, at godsejersonnerne i gruppen »landbrug« fortraenges af bondesonnerne, og at den forste soofficer fra et arbejderhjem optages i korpset. Der synes altsaa at kunne spores en demokratisk tendens i udviklingen, i alt fald fra 1880erne, om end den kan siges at blive modvirket af den stigende tilgang fra den nj^e kommercielle

Uddannelse og tjeneste i fremmede flaader.

Et vigtigt sporgsmaal, som ogsaa kan belyses gennem denne under- Sogelse, er soofficerernes uddannelse ved eller tjenestegoring i fremmede mariner. Den ellers fulgte fremgangsmaade med at lsegge »tilgangsaaret« til grund for de statistiske opstillinger er i dette afsnit fraveget til fordel for en opg"orelse over, i hvilke tiaar danske soofficerer har gjort tjeneste i fremmede flaader. For enkeltes vedkommende har tidspunktet, navnlig

i de seldre perioder, vseret umuligt at fastslaa, og i andre maa man lade sig noje med lidet sigende oplysninger, soni f. eks. at »X liar sejlet med fremmede potentaters flaader« eller lignende, saa en specifikation efter nationer i disse tilfselde ikke har kunnet foretages. Men iovrigt synes materialet til belysning af dette sporgsmaal at vaere ganske fyldestgorende, og resultatet af undersogelsen bliver som vist i tabel 16 og 17.

Det fremgaar heraf — som det var at vente —, at det i slutningen af det 17. aarhundrede hovedsagelig er den hollandske flaade, danske soofficerer har sogt tjeneste og uddannelse i. Fra 1700^—09 og frem til midten af det 18. aarhundrede dominerer England derefter som det mest sogte land, og efter et kortvarigt fransk intermezzo i 1750erne overtager britterne i 1770erne atter hovedrollen. I det folgende tiaar er fransk og engelsk uddannelse nogenlunde jaevnbyrdig, mens hollgenderne karakteristisk nok tager foringen i de forvirrede halvfemsere. I de folgende krigsaar var — ganske som under Store nordiske Krig — praktisk talt ingen danske soofficerer ude i fremmed tjeneste, og gennem hele resten af det 19. aarhundrede kom Frankrig til at staa som det land, hvor den danske flaades befalingsmsend i overvejende grad sogte hen.

Fremmed tjeneste og udenrigspolitikken.

Der kan ikke siges at vaere noget overraskende i denne udvikling. Holland, England og Frankrig var tiden igennem de forende nationer inden for sokrigskunsten, og de havde i de fleste tilfaelde god brug for tilgang fra unge fra mindre lande til deres flaader, som netop i disse s0- og kolonikrigenes tider maatte honorere store krav. Deter vel \serd

at bemaerke, at danske og norske landsmaend i disse aar, hvor franskmaendog englaendere gang paa tornede sammen, tjenestegjorde i begge flaader og stundom kaempede mod hinanden i de store batailler under fransk eller engelsk flag. Mest udpraeget er det under Den pfalziske Arvefolgekrig168 9^—97 og under Den nordamerikanske Uafhaengighedskrig 1775^—83. Dette billede stemmer iovrigt meget godt overens med Danmar k^—Norges udenrigspolitik i disse perioder.

Udenrigspolitikkens betydning for, hvor soofficererne blev sendt hen eller fik tilladelse til at tjenestegore, slaar iovrigt ikke altid tydeligt igennem. Deter vel klart, at det pludselige, naesten totale fravaer fra den engelske flaade en rum tid efter aar 1800 haenger sammen med begivenhederne i 1801 og 1807^—14, og at den store tjenestegoring i den franske 1820^—64 og efter 1864 er noje forbundet med nederlagene til og misstemningen mod de nationer, der var saavel Danmarks som Frankrigs fjender. Paa den anden side lader mange bevaegelser i tallene sig ikke forklare med udenrigspolitik eller stemninger, men maa — som det ogsaa flere steder fremgaar af kildematerialet — forklares ved, at der efterhaanden simpelt hen ikke var flere tjenestemuligheder i den britiske og hollandske flaade. Gang paa gang i midten af det 18. aarhundrede sendes danske soofficerer ud for at tjene i Holland eller England, men maa vende hjem med uforrettet sag, fordi der ikke har vaeret plads paa de skibe, der blev udrustet. Den store tilgang til den franske marine i det 19. aarhundrede kan heller ikke udelukkende tages som udtryk for forst anti-britiske og dernaest anti-preussiske stemninger, men begrundes forst og fremmest af de store muligheder i den franske flaade, der netop nu blev sat ind i kolonipolitikkens tjeneste. Fra midten af forrige aarhundrede blev storsteparten af de danskere, der sogte til Frankrigs marine, sendt til osten, hvor mange af dem deltog i grundlaeggelsen af det franske herredomme i Bagindien.

Iovrigt er der til tallene i tabel 14 og 15 at bemaerke, at en stor del af dem fra slutningen af det 18. aarhundrede og frem efter daekker over studierejser og ikke i egentlig deltagelse i andre mariners mere eller mindre ufredelige virksomhed. Det gaelder saaledes tallene for Italien fra 1720 til 1859, Holland efter 1800 og de fleste fra England i det 19. aarhundrede.

Opbygning af fremmede mariner.

Studierejserne og tjenestegoringen i Hollands, Englands og Frankrigs flaader er imidlertid kun en del af historien om soofficerskorpset og udlandet.De danske og norske soofficerer sogte i disse lande uddannelse og — i den aeldre tid tillige — beskaeftigelse i nordiske fredsperioder, men til andre nationer kom danske flaadeofficerer som laeremestre og

var ved deres tjeneste i det fremmede med til at bygge nye somagter op. Det gaelder forst og fremmest Rusland i det 18. aarhundrede. Fra slutningen af 1690erne og frem til 1720 drog flere dansk- og norskfodte soofficerer til den opvoksende stormagt i ost; mange af dem forblev i russisk tjeneste resten af deres liv, nogle af dem endog paa de hojeste poster. Senere — i anden halvdel af aarhundredet —, da forholdet mellemDanmark og Rusland atter bedredes, og russerne blev Danmarks forbundsfseller, fandt en ny tilstromning sted; endelig fulgte — takket vaere slaegtskabsforbindelsen mellem det danske kongehus og de russiske czarer — i slutningen af det 19. aarhundrede nogle enkelte danske soofficereri deres aeldre kollegers fodspor. Alt i alt har 42 danske flaadeofficerertjenestegjort i den russiske marine.

I to andre tilfaelde har danske soofficerer vaeret med til at bygge fremmede flaader op, nemlig den italienske og den siamesiske. Indsatsen i Italien fandt sted efter landets befrielse og samling og fordelte sig jsevnt over de sidste fire tiaar af det 19. aarhundrede med hojdepunkt i 70erne og 80erne. Man kan sige, at det var anden gang, danske satte spor i italiensk sokrigshistorie. Forste gang var i slutningen af det 17. aarhundrede, da flere danskere og nordmaend — bl. a. Cordt Adeler — gjorde tjeneste i Venezias flaade i kampen mod tyrkerne.

Tjenesten i Siam fandt sted i 1890erne og straks i begyndelsen af det 20. aarhundrede og er et vidnesbyrd om danske soofficerers aktivitet i ostasien. Et par andre deltog iovrigt paa russisk side i den russiskjapanske krig 1904^—05.

Hvad tjenesten i andre flaader angaar har den haft et meget tilfaeldigt praeg. At 1890erne moder med en mand i Chiles og en anden i U. S. A.s marine kan naeppe betegnes som noget karakteristisk. Ej heller er tre danske soofficerers tilstedevaerelse i den graeske flaade i 1860erne og 1880erne andet end et biprodukt af de dynastiske forbindelser. Om dansk tjenestegoring i Tyskland er der saa godt som slet ikke tale — et af vidnesbyrdene om, hvor uendeligt meget ringere den tyske indflydelse har vaeret i den danske flaade end i den danske haer.

Forholdene i flaadens ledelse.

Den foreliggende undersogelse har — som flere gange understreget — forst og fremmest haft til formaal at belyse rekrutteringen til soofficerskorpset.Af hensyn til flaadens rolle i Danmarks historie og isser dens forhold til dansk politik, kan det dog ogsaa vaere af interesse at faa oplystdens nationale og sociale sammensaetning til forskellige tider. Den almindelige soofficer — kaptajnlojtnant, kaptajn eller kommandor — kan imidlertid antages ingen egentlig indflydelse at have haft i saa henseende,og vi kan derfor begraense undersogelsen heraf til at omfatte

selve flaadeledelsen, d. v. s. kontreadmiraler, viceadmiraler og admiraler siden 1660. Deter imidlertid saa smaa tal, man her opererer med, at en statistisk opstilling synes lidet formaalstjenlig, hvorfor det maa vaere tilstraekkeligt at anfore de saerligt karakteristiske iagttagelser i de enkelte tidsafsnit.

Ses der forst paa det nationale sporgsmaal, gor man den iagttagelse, at udlaendinge kun sjaeldent er naaet frem til selve admiralsposterne, om end eksempler kan naevnes som hollsenderen Nicolaj Helt (viceadmiral 1660—67), de tyskfodte Henrik Span (1677—94), C. E. von Stocken (1693—1711) og Wiglas von Schindel (1720—46) samt et par andre, der mere tilfaeldigt er komraet til senere. Det store udenlandske islset i korpset i slutningen af det 17. aarhundrede modsvares saaledes ikke af en lignende fremmed indflydelse blandt admiralerne.

Norges andel i korpset er derimod betydelig i de forste aartier, der omfattes af denne undersogelse. Det mest kendte eksempel er Cordt Adeler (1663—75), men ogsaa Henrik Bielke (1653—83) og sonnen Christian Bielke (1682^—94) er norskfodte. Selv Jens Juel kan nordmaendene med en vis ret beraabe sig, idet hans vugge stod i Christiania, om end hans danske tilknytning ellers er sikker nok. Senere er det norske islaet derimod ringe, og Norges procentvise representation naar det 18. aarhundrede igennem ikke paa hojde med nordmaendenes andel i soofficerskorpset i almindelighed. Ganske vist lyser navnet Tordenskjold op, men derudover er det smaat; navne som Trojel (1714^—31), M. C. L. F. Tonder (1752—55) og F. W. Krog (1782—93) siger ikke meget ved siden af det 18. aarhundredes store danskfodte admiraler. Umiddelbart for aar 1800 kan der dog konstateres en stigning i det norske islaet med navne som Winterfeldt, Wleugel og Fasting, uden at flaadeledelsens absolut danske prseg derved rokkes.

I social henseende tegner billedet sig som man kunne vente. Admiralernei slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. aarhundrede er fortrinsvis sonner af godsejere eller hoje rigsembedsmaend, men fra 1750 og 100 aar frem i tiden stammer en meget stor del af dem fra soofficerernes egne raekker. Ogsaa laengere op mod nutiden holder denne repraesentation sig, men side om side hermed gor i slutningen af det 19. arhundrede sonner af borgerlige naeringsdrivende og akademikere — isaer praestesonner — sig gaeldende i spidsen for flaaden. Deter ikke sjaeldent, at en admirals son naar frem til samme hoje rang som faderen, saaledes f. eks. familierne Arenfeldt, Bielke, van Dockum, Fischer, Garde, Gedde, Johnke m. fl. Mere ussedvanligt er det, at to sonner gaar i faderens fodspor som G. F. le Sage de Fontenays sonner i slutningen af det 18. aarhundrede, og Ulrich Kaas' kort efter samt J. P. Wleugels i forste halvdel af det 19. aarhundrede. Et helt admiralsdynasti har slaegten Krieger dannet fra viceadmiral J. C. Krieger (1790^—97) over sonnerne

Johan Cornelius (1812—24) og Anthonius Krieger (1840—47) til sonnesonnenEmil
Francois Krieger (1880—84).

Hvad admiralernes uddannelse i udlandet angaar, viser det sig, at flaadens overste chefer helt freni til 1740erne soni unge har vaeret i hollandsk tjeneste, og fra 1710^—20 desuden i vid udstraekning i engelsk. Paavirkningen fra Storbritannien kulminerer dog fra 1750erne til 1790erne,, hvor den naesten er eneraadende blandt admiralerne, mens der i det 19. aarhundrede saa godt som kun er tale om uddannelse i den franske flaade. Som helhed gaelder det dog, at det ikke er mange af det 19. aarhundredes flaadechefer, der har gjort tjeneste i fremmede mariner. Herved som paa de andre felter synes der at vaere god overensstemmelse mellem billedet af forholdene inden for flaadeledelse og det, vi har tegnet af soofficerskorpset i almindelighed.