EN TROLDDOMSPROCES FRA DET 19'de ÅRHUNDREDE

Deter en kendt sag, at processer mod troldmaend og troldkvinder forekommer langt tilbage i vor historic Allerede i Jyske Lov og de skanske og sjsellandske kirkelove nsevnes trolddomssager, og i det 16de arhundrede nar trolddomsprocesserne deres kulmination med de omfattende hekseforfolgelser, der fortsaetter ind i det folgende arhundrede. Deter derfor naturligt, at Christian den stes Danske Lov (1683) indeholder udforlige bestemmelser om straf for trolddom og deslige. Denne lovs 6te bogs lste kapitel, der har overskriften »Om vildfarende Laere, Guds Bespottelse og Troldom«, indeholder i 9de_—13de artikel en raekke bestemmelser

Mindre kendt er det vel, at disse bestemmelser forst blev ophsevet langt ind i det 19de arhundrede. Hovedbestemmelsen i D. L. 6-1-9 om, at den, der havde forsvoret Gud og sin hellige dab og hengivet sig til djsevelen, skulle »levendes at kastes pa Ilden og opbraendes«, blev forst ophaevet ved straffeloven af 1866, medens de andre bestemmelser om trolddom »allerede« blev ophsevet 1840.

I det folgende skal omtales en sag, der viser, at disse bestemmelser i det 19de arhundrede ikke blot eksisterede pa papiret, men at man ogsa taenkte pa at bringe dem i anvendelse, og det sene tidspunkt giver sagen en interesse, der straekker videre end den rent lokale¹).

Sagen blev rejst mod den 41-arige enke Barbara Heinzmann af Helsingor efter D. L. 6-1-12, der bestemmer folgende: »Dersom nogen befindes med Signen, Manen, Maalen, Igjenvisning, visse Dages Udvaelgelse, Characterers Misbrug at omgaaes, og i saadanne mistsenkte Kunster kyndige og forfarne at vaere, og dem ove og bruge, da skulle de have forbrudt deres Boeslod, og romme Kongens Riger og Lande.«

---

1) Fremstillingen bygger pa folgende utrykte kilder: 1) Helsingors politiprotokol 1807—13, fol. 351 ff. 2) Helsingors byfogeds ekstraretsprotokol 1807^—20, fol. 148, 151, 156, 158 og 160. 3) Aktpakker til samme protokol 1810: Dokumenter i sagen: Actor procurator Gamst contra Barbara Heinzmann enke. 4) Frederiksborg amts j. nr. 504/1810. 5) Danske Kancellis brevbog for 2det departement nr. 3709/1810. Nr. I—31_—3 findes i Helsingor byfogeds arkiv i Landsarkivet for Sjselland m. v. og nr. 4 i Frederiksborg amts arkiv sammesteds. Nr. 5 findes i Rigsarkivet.

Anledningen lil sagen var i'olgende:

I efteraret 1810 mistede madam Kirstine Sorensen, der nylig var flyttet til Helsingor, noget toj, him havde hamgt til torre i en have. Tojet var sikkert blevet stjalet, men nun havde ingen mistanke om, hvem tyven var. Hun omtalte naturligvis tyveriet for sine naboer og bekendte, og da en hel del af disse en dag i begyndelsen af november s. a. var samlet hos hende, diskuterede man pany tyveriet. En af de tilstedevaerende vidste, at enken Barbara Heinzmann kunne »vise igen« og fik derfor sendt bud efter hende, sa at him kunne finde ud af, hvem tyven var. Barbara Heinzmann kom da ogsa beredvilligt tilstede og udovede sin »kunst«. Denne bestod i, at hun satte en nogle — man ma her tamke sig en af disse store gammeldags nogler — i en arvet salmebog, bandt salmebogen sammen, sa at kun den overste del af noglen ragede ud, hvorpa hun og den bestjalne madam Sorensen hver stak en finger ind i noglen og klemte fast, sa at noglen med salmebogen viste vandret ud. Derefter naevnede hun forskellige navne, idet him sagde: »Han har taget tojet«, hvortil madam Sorensen hver gang svarede: »Nej«. Sadan skulle man blive ved, indtil salmebogen og noglen drejede sig pa fingrene af de to, der holdt den. Den, ved hvis navn noglen saledes drejede sig, var tyven. Efter at Barbara Heinzmann havde naevnt flere navne, uden aI der var sket noget, nsevnede hun snedker Wedins navn, og da drejede noglen. Snedker Wedin skulle altsa vaere tyven. Da del var konstaterel, betalte madam Sorensen Barbara Heinzmann 16 skilling for hendes ulejlighed.

Selvom Helsingor da var en af landets storste byer, var den dog ikke
storre, end at det snart rygtedes, hvad der var passeret hos madam Sorensen,
og til sidst fortalte velvillige naboer (let ogs& til snedker Wedin selv.

Han var naturligvis meget fortornet over saledes at vaere blevet udlagt
som tyv, og han henvendte sig derfor straks til ovrigheden om sagen.

Byfogden lod derfor den 14. november 1810 afholde et politiforhor, hvor snedker Wedin kom tilstede og fremforte sin klage over Barbara Heinzmann, idet han ydermere anmeldte hende for kvaksalveri. Barbara Heinzmann var ogsa tilsagt, og hun forklarede om sin »kunst« og indrommede, at hun flere gange — og ofte med held — havde forsogt at kurere folk for koldfeber. Efter at yderligere madam Sorensen og to andre, der havde va?ret tilstede, havde forklaret om det passerede, blev forhoret sluttet.

Sagen skulle nu videresendes til amtmanden over Frederiksborg amt, der skulle traeffe bestemmelse om, hvorvidt der skulle rejses tiltale mod Barbara Heinzmann og eventuelt mod andre. Danske Lovs 6-1-13 bestemmernemlig, at »De, som ere saadanne Folks Medvidere og deres Raad og Kunster til sig eller andre bruge, eller bruge lade, skulle forste Gang staa aabenbare Skrifte og give til naeste Hospital to tusinde Lod Solv, om de Middel dertil have, ellers efter deres yderste Formue.« Der kunne

altsa vaere tale om at rejse liltale mod madam Sorensen og den, der havde
hentet Barbara Heinzmann, efter denne bestemmelse.

Byfogden var noget betaenkelig ved at bringe disse gamle bestemmelser i anvendelse. Straffene efter D. L. var meget strenge. Efter 6-1-12 var straffen landsforvisning og boslods forbrydelse eller med et mere moderne udtryk formuekonfiskation. Efter 6-1-13 var straffen abenbart skrifte, d. v. s. offentlig bekendelse i kirken af sin synd og en stor pengebode. Dertil kom, at disse straffe var lovbestemte. Nyere straffelove fastsjetter visse rammer (f. eks. fsengsel i 2—62^—6 arj, indenfor hvilke straffen for de enkelte forbrydelser skal udmales. Anderledes i Danske Lov: Her fastsaetter loven en ganske bestemt straf for liver enkelt forbrydelse. Hvis man bliver fundet skyldig efter lovens bestemmelser, ma man idommes den straf, som loven foreskriver. Der er ingen mulighed for at afpasse straffen efter forbrydelsens karakter og de naermere omstaendigheder i det enkelte tilfselde.

Byfogden fandt altsa, at lovens straffe slod i et ganske urimeligt forhold til de begaede »forbrydelser«, og han henstillede derfor til amtmanden, at tiltalen blev frafaldet, eller at sagen i det mindste blev behandlet som politi-sag. Her tsenkte han vel naermest pa kvaksalveriforholdet, der ikke var strafbart efter Danske Lov, men alene straffedes som politiforseelse efter en forordning af 5. September 1794.

Amtmanden kunne ikke pa egen hand tage stilling til dette sporgsm&l, og han indsendte derfor den 24. november 1810 byfogedens skrivelse tillige med sagens akter til Kancelliet (nu justitsiministeriet). I skrivelse af 30. s. m. palaegger Kancelliet imidlertid amtmanden at fremme sagen pa ssedvanlig vis, d. v. s. at der skulle beskikkes sagforer som actor til at fore sagen mod Barbara Heinzmann, medens en anden sagforer skulle beskikkes som hendes defensor. Efter Kancelliets bestemmelse skulle der alene rejses sag mod Barbara Heinzmann. Der naevnes intet om, at sagen ogs& skulle fremmes mod de »medskyldige« efter D. L. 6-1-13.

Desvserre findes hverken byfogdens eller amtmandens skrivelser bevaret, ligesom det heller ikke har vseret muligt at finde noget om de overvejelser, der gik forud for Kancelliets beslutning. Kun Kancelliets ret kortfattede skrivelse til amtmanden findes bevaret. Det kunne ellers have vaeret interessant at se, hvorledes Kancelliet er naet frem til sit standpunkt. Nu ma man nojes med at gaette pa, at Kancelliet har lagt vaegt pa, at forholdeL objektivt set faldt ind under begrebet »igenvisning«, saledes som deter beskrevet i Danske Lov, og at det abenbart har naeret betaenkeligheder ved at fravige lovens strenge bogstav. Helt konsekvent har man dog ikke vaeret, idet man, som naevnt, ikke har forlangt, at der skulle rejses sag mod de »medskyldige«.

Amtmanden matte naturligvis rette sig efter Kancelliets afgorelse, og
han beskikkede derfor den 8. december 1810 prokurator Gamst til som
actor at fore sagen mod Barbara Heinzmann. Samtidig beskikkedes prokuratorSteenbuch

kuratorSteenbuchsoni hendes defensor.. Den 14. s. m. indstaevnede prokuratorGainst Barbara Heinzmann samt, foruden madam Sorensen, seks andre vidner, der var tilstede ved »kunstens« udovelse, til at give mode for ekstra-retten (d. v. s. kriminalretten) i Helsingor.

Efter byfogdens berammelse blev sagen foretaget i retten den 17. december 1810. Barbara Heinzmann ma nu indromme, at him tidligere har udfort denne »kunst«, »men«, siger hun »altid kun for Venskab og uden i mindste Maade at troe eller at soge at overtale andre til at troe, at den eller de med denne Kunst udlagte Personer virkelig er Tyven, ligesom hun helleringensinde har troet og endnu mindre beskyldt Snedker Wedin for i dette Tilfselde at vsere Tyv«.

Kirstine Sorensen, der i politiforhoret havde forklaret, at savel hun soni de ovrige tilstedevserende efter den udovende »kunst« ansa snedker Wedin for tyv, fragik nu denne forklaring og sagde, at hun »ikke feestede nogen Lid til Kunsten og eiheller ansaa Wedin for Tyv«. Ogsa de andre vidner forklarede, at de kun ansa »kunsten« for spog eller »narreri«.

Sagen blev derefter udsat, for at actor kunne fremkomme med sit indlseg. Proceduren var jo dengang skriftlig. I sit indlseg, der blev fremlagt i retten den 5. januar 1811, fremhsever prokurator Gamst, at »den indbildte Gjenvisningskunst« er farlig, »da den gjselder ikke aleene enfoldige Menneskers Forforelse til Overtroe og Vildfarelse, men ssetter endog Plet paa uskyldige og ganske überygtede Menneskers Det anfores endvidere, at Barbara Heinzmann vel foregiver, at »kunsten« blev provet for spog, »men der bor ikke spoges med Folks JEre og end mindre med Religionen«. Actor pastar derfor straf efter D. L. 6-1-12.

Efter at Barbara Heinzmann i samme retsmode havde afgivet en ganske
kort forklaring om sine »generalia«, blev sagen udsat, for at defensor
kunne fremkomme med sit indlseg.

Prokurator Steenbuchs indlaeg er betydeligt fyldigere end actors, og
han gar staerkt ind for, at det forhold, Barbara Heinzmann har udvist,
ikke kan henfores under den sfcfenge bestemmelse i D. L. 6-1-12.

Defensor indleder sit indlseg med at sige, at Barbara Heinzmann vel objektivt set har udovet en af »de faa kendte indbildte Kunster, hvorom Lovens 6-1-12 taler«. Alligevel mener han, »at der gives stserke Grunde til at tvivle, om. den i Loven for saadan Forbrydelse bestemte Straf er anvendelig paa hende. Til en Straffelovs Anvendelse i al sin udstraekning udfordres ej aleene, at alle Handlingens objektive, men og at alle dens subjektive Kriterier findes samlede«. Loven forudsaetter, at handlingen er udfort pa en» sadan made, »at det derved bliver muligt at befordre Overtroe og at bedrage den enfoldige, eller at dette i det mindste har vseret den Handlendes Hensigt«. Men der er ingen grund til at antage dette. Tiltalte siger jo selv, »at Handlingen blot blev foretagen for MorskabsSkyld, ei for at bedrage. Skulde det vel og vaere rimeligt, at Tiltalte.naar hun havde vaeret sig bevidst nogen lovstridig Hensigt, vilde

have udovet i saa mange Menneskers Overvaerelse en Forbrydelse, hvorforLoven fastsaetter saa hoj en Straf«. Videre fremhseves det, at loven kalder den slags kunster for »misf£em/cfe«, og at dette tyder pa, at det er hensigten med handlingerne, der er det afgorende, men alle er enige 0111 at betragte »kunsten« som en spog. Defensor indrommer, at man ikke bor spoge med sine medborgeres sere, »men ei vil Loven heller have nogen derfor landsforvist«. Indlaegget sluttes med en henstilling til rettenom eventuelt at betragte forholdet som en mildere ekstraordinaer forseelse,da »vel nogle, men ikke alle Lovens Kriterier findes samlede i den omhandlede Forbrydelse*.

Indlaegget blev fremlagt i et retsmode den 11. januar 1811. I samme mode afgav Barbara Heinzmann nasrmere forklaring om kvaksalveriet, og i et retsmode den 18. s. m. blev der fort en del vidner angaende dette forhold, som tilsyneladende hidtid havde vseret overset under sagen. Det var jo ogsa kun en ringe forseelse i forhold til en overtraedelse af D. L. 6-1-12. Kvaksalveriet bestod i, at hun nogle gange havde bundet et plaster om handleddet pa folk for at kurere dem for koldfeber.

Efter afsluttende bemserkninger fra actor og defensor blev sagen optaget
til dom.

Dommen blev afsagt den 8. februar 1811. I dommens praemisser hedder
det bl. a.:

» Efter de under Sagens Drift oplyste Omstaendigheder findes det ikke, at den Handling, hvorfor Tiltalte sagsoges, har andet end den blotte udvortes Form tilfaelles med den Forbrydelse, Loven omtaler, og strafferunder Navn af Gjenvisning cfr. det Bedragerie, som Loven unaegtelig forudssetter som materiel Betingelse ved Handlingen«. Det fremhaeves, at et sadant bedrageri ikke har vaeret tilsigtet, da alle »have samstemmigenbevidnet, at de kun ansaa den (»Kunsten«) for blot Morskab foretagetfor Spog, og at de aldeles ingen Lid eller Troe satte til dens Resullat«.Der er derfor ingen grund til at antage nogen strafvaerdig hensigt hos tiltalte. Videre fremhaeves det, at »clen, som skal straffes for Igjenvisning,maa vsere i Kunsten kyndig og forfaren samt ove og bruge samme. Da der nu til den simple Handling udfordres hverken Kyndighed eller Forfarenhed, maa Loven uden Tvivl mene, at den som over Gjenvisning, virkelig maa kunne gj en vise; i det mindste maa den fordre, at den handlendegiver sig ud for at kunne det, og naar Loven fordrer, at den Strafvasrdigeskal ove og bruge Kunsten, mener den mindst nok, at den handlendemaa gjore den saa at sige til et Haandvaerk, i det mindste fordrer den dog, at Handlingen maa vaere oftere gjentagen. Men nu findes der aldeles intet Spor dertil, at Tiltalte har givet sig ud for at kunne gjenvise, ligesaa lidt som det sees, at hun oftere har ovet denne Kunst. Tiltalte kan derfor ikke med den i 6-1-12 fastsatte Straf blive at anse, men det maa antages tilstraekkeligt, at hun afsoner sin Daarlighed og den Snedker Wedin ved samme tilfoiede Fornaermelse, der dog paa ingen Maade kan

betragtes som en bestemt Beskyldning for Tyveri, med en arbitrair Mulkl
til Helsingor Fattigvaasen, hvilken Mulkt efter Omstaendighederne saettes
til 10 Rdlr.«.

Som det vil ses, er det i nogen grad defensors argumentering, der gar igen i dommen. Byfogden naerede, som man vel pa forhand kunne paregne efter hans indstilling til amtmanden, stor betaenkelighed ved at bringe lovens strenge straf i anvendelse overfor Barbara Heinzmann, men da Kancelliet nu engang havde rejst sagen, og da snedker Wedin med foje kunne fole sig krsenket over at vaere udlagt som tyv, skulle tiltalte dog ikke ga helt fri, og hun blev derfor idomt en arbitraer mulkt. At straffen er arbitraer vil sige, at der ikke er nogen egentlig lovhjemmel for den. Man straffer, fordi man anser forholdet for strafvaerdigt, selvom det ikke i lovgivningen omtales som strafbart. Idommelse af arbitraer straf kan ikke finde sted efter straffeloven af 1930.

Endvidere findes det ved dommen bevist, at Barbara Heinzmann har gjort sig skyldig i kvaksalveri, og hun anses herfor med en bode pa 20 rigsdaler. Endelig dommes hun til at betale sagens omkostninger med 20 crigsdaler.

Helt billigt slap hun altsa ikke fra denne sag, men den meget strengere
straf af landsforvisning og boslods forbrydelse efter D. L. 6-1-12 imdgik
hun dog.

Sa vidt det kan ses, er dommen ikke appelleret, hvad man vel ellers kunne have ventet efter Kancelliets indstilling, men man har abenbart affundet sig med, at Barbara Heinzmann dog blev idomt en arbitraer straf for forholdet.

Deter muligt, at dette er det sidste tilfaelde, hvor man har sogt at bringe Danske Lovs bestemmelser oni troldom til anvendelse. Meget snart efter blev det af den juridiske videnskab anerkendt, at dette forbrydelsesbegreb hvilede pa urigtige forudssetninger, og lovgivningen fulgte efterhanden efter. Boslods forbrydelse blev afskaffet som straf 1824 (og siden i realiteten genindfort ved straffelovstillaegget af 1945), og i 1840 blev som nsevnt selve D. L. 6-1-12 ophaevet.

Foruden det kulturhistorisk interessante i, at man et stykke ind i det 19de arhundrede soger at fa en kvinde domt for trolddom, frembyder sagen ogsa nogen folkloristisk interesse ved den metode, der anvendes ved igenvisningen. Der skal dog ikke gas naermere ind herpa. Det skal blot fremhaeves, at der i den folkloristiske litteratur findes nsevnt andre eksempler pa denne fremgangsmades anvendelse³).

---

2) Se til eks. nr. 1138 i Evald Tang Kristensens: Gamle danske Sagn (gl. raekke). Iovrigt ma herom henvises til den folkloristiske litteratur (H. F. Feilberg: Ordbog over Jysk Almuesmaal under ordet »Logle«, Samlinger til jysk Historie og Topografi 1872_—76, s. 136, nr. 61, E. T. Kristensen: Jydske Folkeminder IV, s. 403, nr. 599, F. Ohrt: Danmarks Trylleformler I, s. 429, nr. 954 og 960 saint Handworterbuch des deutschen Aberglaubens II ordet »Dieb«, sp. 209 og 214).