|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 1 (1950 - 1952) –STAVNSBÅNDET OG TJENESTEKARLENEAf Gunnar Olsen Stavnsbandet er utvivlsomt en af de mest omfattende foranstaltninger, der nogensinde her i Danmark fra statens side er truffet mod et omfattende udsnit af befolkningen. Dets virkninger strakte sig langt videre end til dem, det direkte var rettet imod, den mandlige del af landbostanden. Deter nseppe for meget sagt, at hele det danske samfund direkte eller indirekte fik dets virkninger at f0le; ikke uden grund er den periode, det strakte sig over, betegnet som stavnsbandstiden. Historikernes interesse har da ogsa altid vaeret rettet mod stavnsbandet. Hidtil har de dog saerlig beskaeftiget sig med dets ophaevelse; dets dybtgaende virkninger i landbruget som i det ovrige danske samfund er endnu langtfra fuldt klarlagt. For nogle ar siden fremsatte Johan Hvidtfeldt et nyt synspunkt pa stavnsbandet i »Kvindestavnsband i 1750erne og 1760erne« (Festskrift til Erik Arup, 1946). Hvidtfeldt havde dog tidligere beskaeftiget sig med stavnsbandsproblemerne, nemlig i »Stavnsbandet, dets Forudssetninger og Virkninger* (Vejle Amts Arbog, 1938). I denne afhandling gor han rede for omstaendighederne ved stavnsbandets indforelse, forst og fremmest for den davaerende landbrugskrise og dernaest for landmilitsens betydningfor stavnsbandet. Han peger derefter pa, at situationen o. 1770 var en vaesentlig anden, konjunkturbolgen var vendt, landbrugsprodukternes priser var stigende, jordpriserne steg ligeledes kraftigt, odegardsproblemettruede ikke laengere som forhen, der var ikke tale om folkemangel, og dog kraevede proprietaererne i 1768 stavnsbandet opretholdt, ja en del godsejere kraevede det endog skaerpet for karlene og udstrakt til ogsa at gaelde pigerne. Og Hvidtfeldt fortsaetter: »Stavnsbandet er pa denne tid ikke sa meget et middel til at fa gardene besat. Deter nu mere en ren klassepolitisk forholdsregel rettet mod landboungdommen med det formalat drive tjenestefolkenes lonninger ned.« Han tilfojer, at disse slutningerudelukkende er draget pa grundlag af indberetninger fra Vejleegnen,og de siger intet om, hvilke synspimkter man har haft andre stederi landet. Men ogsa andre steder betragtede man stavnsbandet som et middel til at holde lonningerne nede, hvad en udtalelse af geheimerad F. C. Rosenkrantz tyder pa. Hvidtfeldt konkluderer derefter: »Indberetningernefra 1768 viste, at onsket om stavnsbandets bevarelse var dikteretaf bestraebelserne for at holde tjenestefolkenes lonninger nede. Af Den Hjelmstierne-Rosencroneske Stiftelse bringes herved en serbodig tak for understottelse til mine landbrugshistoriske studier. Side 198
de foregaende undersogelser fremgik det, at hensynet til landmilitsen og odegardssporgsmalet pa dette tidspunkt ingen virkelig rolle kari have spillet i Vejle amt. Der var mandskab nok til udskrivningen og folk nok til gardene. Hypotesen om stavnsbandet som 10ntrykningsmiddel er dervedblevet bekraeftet for ikke at sige bevist. Men er den
rigtig, far stavnsbandet et helt andet perspektiv. Dets
Han undersoger derefter, hvem der var mest interesserede i at beholde stavnsbandet. Bonderne var pligtige til at yde hoveri, og det betod forst og fremmest, at de blev nodt til at holde flere tjenestefolk; for godsejerne betod hoveriet derimod, at de naesten ingen tjenestefolk behovede at holde, bonderne gjorde omtrent hele arbejdet. Det matte derfor forst og fremmest vaere bonderne, der var interesseret i lave tjenestefolke!onninger, en hoj lon betod mere i deres husholdning end i godsejernes. Hvidtfeldt gor dog opmserksom pa, at bonderne matte se sagen fra to sider: det var deres egne born, der som tjenestefolk stillede de store Ionkrav; de fleste bonder havde desuden selv vaeret ude at tjene og havde vel undertiden bevaret noget af indstillingen fra dengang. Alligevel »Stavnsbandets formal var Iontrykkeri, og mest interesseret af alle i lave lonninger var — bonden selv«. Deter et synspunkt, der ofte kommer frem i datiden. Indberetningerne fra 1768 pointerer ofte, at bonderne ikke kan baere de store Ionninger. »Der kan altsa nseppe tvivles om synspunktets rigtighed. Men indrommer man det, kan konsekvensen kun blive, at bibeholdelsen af stavnsbandet pa denne tid var af storre vigtighed for bonden end godsejerne«. Disse onskede det, — ikke alene fordi de ville beholde deres privilegier übeskaret, men ogsa fordi, de var afhaengige af bonderne. »Den kloge godsejer matte hjaelpe sine bonder; i dette tilfaelde matte han hjaelpe dem mod tjenestefolkenes overdrevne 10nkrav. Bonde og herremand havde her interessefaellesskab og faelles front mod den tjenende ungdoim1). Senere i afhandlingen peger Hvidtfeldt pa, at stavnsbandet ogsa kunne have andre virkninger i forholdet mellem herremand og bonde. »Deter sandsynligt, at godsejeren i kraft af bundetheden lettere kunne tvinge en karl til at overtage en darlig og forfalden gard og til at betale sa meget i indfsestning, som han overhovedet kunne overkomme. Muligt er det ogsa, at han ved hjselp deraf kunne tvinge bonderne til at yde mere hoveri.« Vaerst var dog de moralske og retslige virkninger, der gjorde bonden mere afhaengig af herremandens forgodtbefindende end nogensinde f0r2). I afhandlingen om
kvindestavnsbandet udvider Hvidtfeldt sine undersogelser
1) J. Hvidtfeldt: Stavnsbandet etc., s. 28 ff. 2) J. Hvidtfeldt: Stavnsbandet etc., s. 43. Side 199
— for Sjaellands vedkommende kun hos en enkelt godsejer — onsker om at fa stavnsbandet udvidet til ogsa at omfatte kvinderne, og begrundelsen er den, at det skal hjselpe bonderne til at fa tjenestepiger til en rimelig lon. Han ser heri en bekraeftelse af sine tidligere synspunkter, stavnsbandet var ikke blot et sporgsmal om fsestere til gardene, men ogsa om tjenestefolk til gardene. Godsejerne onskede billig arbejdskraft pa deres godser; for at borteliminere konkurrencen fra kobstaederne og hertugdommerne onskede de sa strengt stavnsband som muligt. Selvom de ikke holdt tjenestefolk, var de alligevel interesserede i lave 10nninger. Herremaend og bonder var pa en made i samme bad. Penge, der gik ud af bondens lomme, gik ogsa ud af herremandens, og bonden matte have tilstraekkelig arbejdskraft for at klare hoveriet. Herremand og bonde var derfor lige interesserede i billig arbejdskraft3). Dette nye synspunkt er unaegtelig af interesse. Der er ingen tvivl om, at stavnsbandet lige savel greb ind i forholdet bonde-tjenestekarl som i forholdene proprietaer-bonde og proprietaer-tjenestekarl. Konklusionen er dog abenbart trukket for skarpt op. Hvad der kan have gyldighed for Vejle amt, behover ikke at have det for hele landet, — som Hvidtfeldt selv bemeerker — og hvad der har gyldighed for nogle godser, behover ikke at have det for samtlige. I det folgende skal der forsoges en redegorelse for, at problemet stavnsbandet og tjenestekarlene var mere kompliceret, end det fremgar af Hvidtfeldts undersogelser. Stavnsbandet blev indfort under paskud af, at proprietaererne skulle vsere i stand til at stille det fornodne antal karle til tjeneste i landmilitsen. Man har dog laenge vaeret klar over, at den egentlige hensigt med det var at sikre faestere til bondergardene forst og fremmest for at undga odegarde, der var proprietaerernes stadige skraek, og dernaest for at oge proprietserernes magt over bonderne, sa de kunne diktere dem faestebetingelserne og fore den indgaende kontrol med dem og deres bedrifter, som man mente var en nodvendig forudsaetning for en effektiv godsdrift. Men selvom dette var og blev hovedformalet med stavnsbandet, var proprietaererne ogsa interesserede i dets ledsagefaenomener, saledes ogsa i forholdet mellem bonde og tjenestekarl. En naermere undersogelse af forholdet viser imidlertid, at deres interesser i denne henseende pa ingen made var ensrettede. Tjenestekarlene synes at have staet i en relativ staerk stilling i begyndelsenaf 1700-arene. Man behover vel ikke at laegge megen vaegt pa de klager, der lod over tjenestekarlenes egenradighed, over de store krav, de stillede i alle henseender, — klager over tjenestefolk er et faenomen, der forekommer fra alle tider. — Men man ma faeste sig ved, at de bl. a. 3) J. Hvidtfeldt: Kvindestavnsband etc., s. 263 f. Side 200
havde en haevdvunden ret til ferie i de sakaldte skulteuger, en raekke fridage omkring de to skiftedage ved Paske og Mikkelsdag. Ved Mikkelsdagkunne de saledes have op imod to uger fri, bl. a. for at de skulle kunne taerske deres lonnesaed. Disse skulteuger var en torn i ojet pa savel bonder som proprietaerer, da de tilmed faldt i de travleste arbejdstider.1770 sogte man at komme dem til livs ved at forordne 31. decemberog 30. juni som skiftedage. I en forestilling desangaende af 21. marts 1770 hed det, at »bonden atter kan saettes pa sin naturlige plads som herren«4). Den gunstige stilling skyldes en vis mangel pa dygtige tjenestekarle, selvom denne mangel vel ikke var sa stor, som proprietaererne nu og da ville haevde, nar de kraevede indgreb af den ene eller anden art over for karlene. Tjenestekarlene var den mest hensigtsmaessige form for arbejdskraft, bpnderne kunne have. De foretrak den selv, og proprietaererne sa ligeledes heist, at bonderne holdt tjenestekarle fremfor at nojes med husmaends arbejde. Pa den anden side behovede ingen karl at tjene laengere, end han selv ville. Enhver karl, der havde sin forlighed, som havde vist sig nogenlunde arbejdsduelig, og som havde sparet en smule penge sammen, kunne fa en faestegard, omtrent nar han ville. Hvis han ikke var kvalificeret til gardfaester, kunne han hensaette sig som indsidder eller husmand; og hvis han var ked af landbruget, var der altid brug for arbejdskraft i kobstaederne og navnlig i Kobenhavn. Bedre vilkar kunne ogsa findes i Sonderjylland og Holsten for ikke at tale om de muligheder, der lokkede i Holland og i England. Man havde Isenge gjort forsog pa at hsemme tjenestekarlenes bevaegelsesfrihed. Pat sjaellandske lovs omrade havde man fra gammel tid vornedskabet; over hele riget indfortes pasordningen. Allerede Christian IV.s reces af 1643 fastsatte, at tjenestekarlene kun matte forlade deres pladser efter lovlig opsigelse, og efter at de havde faet udstedt bevis for deres frihed af sognepraesten. Denne bestemmelse gik over i D. L. 3—l3—19— 9, 10, 11 og 12. Den 7. november 1682 blev der udstedt forbud mod, at tjenestekarlene rejste ud af riget, de skulle dog have lov til frit at rejse fra den ene provins til den anden. Ved forordningen om pas og skudsmal af 19. februar 1701 fastsattes, at ingen praest matte give skudsmal til nogen tjenestekarl, for karlens rette husbond, enten proprietaeren eller pa krongodset amtmanden, havde givet samme sin lovlige afsked. Forinden havde proprietaererne gennem landmilitsordningen af 22. februar 1701 faet et godt hold pa en del af karlene, idet denne fastsatte, at ingen af de indrullerede karle matte tjene uden for det laegd eller sogn, i hvilket de var indrullerede. 4) Om skulteugerne se F. Skrubbeltrang: Husmand og Inderste, 1940, s. 174, 235 Side 201
Vornedskabets ophaevelse den 21. februar 1702 krydsede tilsyneladende disse bestrsebelser. Den viste, at der ikke var enighed mellem proprietaererne om, hvad der var den mest hensigtsmaessige behandling af arbejdskraften: om en vis frihed var at foretraekke, eller om den storst mulige tvang var det bedste middel. Vornedskabets ophsevelse formaede dog ikke at bryde tvangslinien. Gennem indforselen af reserveruller ved forordningen af 8. februar 1724 kunne godsejerne inddrage endnu en stor part af tjenestekarlene under deres kontrol. Og efter det kortvarige mellemspil med landmilitsens ophaevelse 1731 kom sa stavnsbandsforordningen af 4. februar 1733. For problemet om
stavnsbandets eventuelle indvirkninger pa
tjenestekarlenes Lonningernes hojde var et produkt af flere faktorer, der til forskellige tider virkede med ulige styrke. Lonningerne var til en vis grad afbsengige af landbrugets almindelige pris- og omkostningsniveau, men Ionningerne fulgte dog ikke slavisk konjunkturbevaegelserne. Den vaesentligste faktor for Ionhojden var tilbud og eftersporgsel efter arbejdskraften, i dette tilfaelde efter tjenestekarlene. Af disse faktorer var eftersporgslen den mest konstante. Den var jaevnt stigende i tidens 10b, takket vaere den fremadskridende opdyrkning og de mere intensive driftsformer, der efterhanden vandt indpas pa hovedgardene, navnlig i forbindelse med den stadige udvidelse af hoveriet, der rent arbejdsteknisk betod et stort spild af arbejdskraft. Til det stigende behov for arbejdskraft svarede vel stort set i hvert fald for 1700-arenes vedkommende et stigende udbud. Men mens behovet var jaevnt stigende, kunne udbuddet aendres betydeligt indenfor korte perioder. Her spillede navnlig krigene en stor rolle; de forte altid til mangel pa arbejdskraft; ligeledes kunne pestepidemier og andre voldsomme sygdomme midlertidigt bevirke et mindsket udbud, og de saledes opstaede uoverensstemmelser mellem udbud og eftersporgsel kunne bevirke kraftige lonsvingninger. Dertil forsogte kronen gentagne gange at regulere 10nningerne ved at fastsaette maksimallonninger. Udviklingen viste tydeligt nok, at de statslige reguleringer ikke i det lange 10b kunne bestemme 10nbeva?gelserne, men en vis stabiliserende indflydelse kan de muligvis have haft. Endelig kommer sa hertil henholdsvis lontagernes og longivernes individuelle forhold. Karlelonningerne varierede staerkt efter karlenes kvalificationer. De blev inddelt i visse klasser som helkarle, halvkarle og drenge, delvis var alderen bestemmende for inddelingen, men mere betod deres landbrugsfaglige kvalificationer. Mens dette vel naeppe har spillet sa stor rolle, betod bondernes evner som Iongivere sa meget desto mere, problemet ved at skaffe tjenestekarle til bonderne bestod forst og fremfremmest i at skaffe karle til de fattige bonder. Side 202
I de forskellige landsdele og igen i de forskellige egne indenfor samme landsdel fandtes varierende Ionhojder. Disse var bestemt af produktionsog afsaetningsforhold, der igen var bestemmende for priserne indenfor vedkommende omrade. Produktionsbetingelsernes indflydelse fremgar bl. a. af lonforskellen mellem skovbygder og slettebygder; ved forordningen af 15. august 1655 blev arslonnen for en helkarl pa Skanes slettebygder saledes sat til 15 sldlr., niens en helkarl i skovbygderne kun skulle have 12 sldlr. arlig3). Samme forskel trasffes senere for Sjaellands vedkommende; i en indberetning fra Roskilde Duebrodrekloster 1768 anslas arslonnen for en helkarl pa »Heden« til 24—26 sldlr., men for en karl i skovegnene kun til 20 sldlr.0). Afsaetningsforholdenes betydning
ses af, at Kobenhayns omegn, der Der er hidtil ikke foretaget undersogelser over lonbevsegelserne i 1600-arene udover dem, Scharling og V. Falbe-Hansen foretog i forbindelse med problemet om pengenes synkende vaerdi. De mente begge at kunne konstatere en betydelig stigning i lonningerne. Denne stigning viser sig tydeligt i forordningerne om tjenestefolkenes Ion fra henholdsvis 1606—08, 1619, 1655 og 1701. 1606—08 ssettes maksimallonnen for en helkarl til 6 dlr., 1619 til 4y2—2 — 7V2 dlr. mont og 1 mark (daleren beregnet til 80 sk.) efter de forskellige egnes saedvane; 1655 til 15 sldlr. (a 64 sk.) for Sjselland, Lolland og Skanes lette egne og til 12 sldlr. for Skanes skovegne, Fyn og Jylland og 1701 til 20 sldlr. for Sjselland og Fyn-Langeland, 20—22 sldlr. for Lolland, 16—18 sldlr. for Ribe og Aarhus stifter, 12—14 sldlr. for Viborg og Aalborg stifter og 14—16 sldlr. for Mors, Thy og Hanherrederne8). Lonstigningen var dog ikke sa stor, som tallene umiddelbart synes at vise. Ved siden af de anforte lonninger fik karlene i alle tilfselde kost og logi, og det udgjorde rimeligvis den vsesentligste del af lonnen. Hvoideri lensregnskaberne er anfort kostpenge for folkene, overstiger disse langt den ovrige lon. Saledes er kostpenge pa Kobenhavns slot anslaet til 4 curantdlr. pr. maned for portner og tarngemmer, 3 curantdlr. for fadeburskvinden og 2 curantdlr. for fadeburspigerne i 1637—38. Selvom kostpengene vel nok blev ansat hojere i Kobenhavn end andetsteds, la de dog hojt over deres kontante I0n9). Nar der tages hensyn til den samledel0n: 5) V. A. Secher: Corpus constitutionum danici VI, s. 183. 6) R. A. Landvaesens kont.: Indkomne betgenkninger over sporgsmal til landvaesenets forbedring i h. t. cirk. af 30. april 1768. Duebrodrekloster. Jvnfr. ogsa F. Skrubbeltrang: Anf. st., s. 240. 7) F. Skrubbeltrang: Anf. st., s. 239. 8) V. A. Secher: CCD 111, s. 197 f., 247 f., 592 ff., VI, s. 183. 9) R. A. Lensregnskaber 1637—38. Kobenbavns len. Side 203
ledel0n:kost og
logi + lon derudover, bliver den procentvise stigning
Et andet sporgsmal er sa, om forordningernes tal giver udtryk for de Ionninger, der blev givet pa det pagaeldende tidspunkt. Det gor de sandsynligvis ikke. Deter derimod sandsynligt, at de viser, hvorledes lonningerne var, for en kraftig stigning satte ind; man vil gennern dem forsoge at fore Ionningerne tilbage til et tidligere stade, der nu forekommer rimeligt. Alle forordninger begrundes med, at tjenestefolkene ikke mere vil tjene for en rimelig Ion, men at de forlanger dobbelt lon og mere, end en del af husbonderne kan afstedkomme. Forordningerne fremkom da heller ikke pa tilfseldige tidspunkter, men i ojeblikke, hvor flere sammenstodende omstaendigheder havde fremkaldt bevsegelser i Ionningerne. liag forordningen af 1606 ligger abenbart de store folketab i pestarene 1601—06, der har forarsaget en staerk formindskelse i udbudet af arbejdskraft10). I 1619 havde der ligeledes vaeret en pest med store folketab, og desuden blev landbruget i arene 1618—20 ramt af en kortvarig, men voldsom krise med staerkt faldende kornpriser, der gjorde det endnu svaerere at honorere de krav om stigende Ionninger, som karlene pa grund af det mindskede udbud af arbejdskraft har kunnet stille11). I 1655 indtraf samme omstaendigheder som i 1619; en heftig pest havde decimeret befolkningen og skabt mangel pa arbejdskraft, og samtidig var et kraftigt prisfald pa korn sat ind efter nogle armed meget hoje kornpriser12). Ogsa bag forordningen af 1701 la ekstraordinaere omstaendigheder. Der synes dog ikke at have vseret tale om alvorlige epidemier, selvom Mansa naevner en udbredt »sprinkelsyge« i 1699; til gengaeld klages der over andre arsager til folkemangel: hvervningerne til krigen i 1700, udskrivningerne og den stadige udsnigen af landet, der tilsammen havde gjort det vanskeligt for fattige bonder at fa tjenestefolk; desuden mente de karle, der blev udskrevet til landmilitsen, sig berettigede til at krseve storre lonninger end andre13). Lonudviklingen i 1600-arene viser saledes, at lonningerne i arhundredetsforste halvdel fulgte de stigende konjunkturer, naeppe jaevnt, men i spring, nar udbudet af arbejdskraft af saerlige arsager var mindsket. Kronens forsog pa at haemme lonstigningerne var forgseves; nar en vis tid var gaet, accepterede man officielt lonstigningen og forsogte sa blot 10) F. Mansa: Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedsplejens Historie i Danmark, s. 259 ff. 11) F. Mansa: Anf. st., s. 274 ff., Gunnar Olsen: Studier i Danmarks Kornavl og Kornhandelspolitik i Tiden 1610—60. H. T. 10. rk. VI, s. 31 ff. 12) F. Mansa: Anf. st., 403 ff., H. H. Fussing: oernes Befolkning under Karl Gustavkrigene. H. T. 11. rk. I, s. 291 ff., 310 ff, Gunnar Olsen: Anf. st., s. 32, 53. 13) H. Mansa: Anf. st., s. 498. H. Rockstroh: Udviklingen af den nationale haer 11, s. 459. Side 204
at fastsaette de saedvanlige lonninger som maksimallonninger, nar en ny stigning satte ind. Konjunkturomslaget o. 1650 fulgtes imidlertid ikke af et omslag i ]onningerne, disse sprang tvaertimod kraftigt i vejret i 1650ernes forste ar, og de hoje 10nninger blev staende trods konjunkturernesstagnation. Da landbruget i 1690erne fik en raekke relativt gode ar, steg lonningerne igen, hvorfor man atter matte forsoge at bremse stigningerne. Denne gang lykkedes det. Efter 1600-arenes stserke stigning stagnerer Ionningerne gennem storstedelen af 1700-arene. Skrubbeltrang liar konstateret, at karlelonningerne i 1720erne og 1740erne for en sjaellandsk helkarl la omkring 15—20 sldlr., altsa snarest i underkanten af forordningens maksimallonninger. I slutningen af 1750erne og 176Oerne synes der at komme en vis stigning. En raekke indkomne betaenkninger fra 1768—70 giver mulighed for at fa en oversigt over karlelonningerne over hele landet. Indberetningerne viser, at Ionnen i Nordsjselland og Roskilde amt la mellem 21—28 sldlr., det ovrige Sjaalland 16—22 sldlr., Moen og Falster ca. 18 sldlr., Lolland 18—24 sldlr., Fyn 18—24 sldlr., Sydjylland 16—22 sldlr., ostjylland 12—18 sldlr., Vestjylland 14—18 sldlr. og Nordjylland 9—129—12 sldlr. For Nordsjaellands, Lollands og Fyns vedkommende er der en lille stigning, for Sjaellands, ost- og Vestjyllands stilstand og for Nordjylland nedgang i forhold til de af forordningeme fastsatte Ionninger14). De anforte lonninger blev imidlertid kun sjaeldent givet fuldtud i penge, men for en vaesentlig del i naturalier, i vadmel, laerred og stromper; undertiden kunne en karl fa et far graesset, undertiden en stud. Disse ydelser kunne vel nok aendre reallonnen noget i den ene eller den anden retning; saerlig betydning i sa henseende havde dog det sakaldte lonnesaedssystem, efter hvilket karlen fik ret til at sa og hoste et storre eller mindre areal af husbondens jord og selv fa det fulde udbytte af det. I 1600-arene var Ionnesaeden en lovlig anerkendt lonningsmade. Forordningerne af 1606—08, 1619 og 1655 fastslar, at Ionnen kan betales udelukkende i rede penge eller i penge, naturalier og Ionnesaed. For forordningen af 1701 fremkommer der imidlertid en kraftig kritik af Ionnesaedssystemet. Man haevder, at karlene takket vaere lonnesaeden, kan opna langt hojere lonninger, end hvis de fik rede penge, og slutter deraf, at den ma vaere til skade for bonderne. En regimentsskriver Engelstoft udtaler saledes, at nar en karl pa Sjselland sar 8 skpr. byg og hoster 6 tdr. derefter og sar 3 tdr. havre og hoster 9 tdr., vil han, ved siden af de stromper, det laerred og det vadmel, han iovrigt far, kunne na op pa en arslon af 25 rdl. (37 sldlr.). Gotthard Braem og Otto Krabbe haevdede tilsvarende, at Ionnesaeden udsugede og udagrede bondernels). 14) F. Skrubbeltrang: Anf. st., s. 239. 15) K. Rockstroh: Anf. st., s. 393, 408. Side 205
Landmilitsordningen af 1701 forbod derfor karlene at kraeve Ionnesaed og bonderne at give den. Den gamle vane lod sig imidlertid ikke afskaffe uden videre. Blot et enkelt eksempel pa dens fortsatte eksistens skal nsevnes: Nogle bonder pa Lolland klagede i 1708 til amtmanden over, at karlene ikke ville nojes med 10n efter forordningen, men tvang bonderne til at give dem jord til lonnesaed, sa de derved naede at fa dobbelt Ion. Amtmanden truede karlene med saedens konfiskation savel som anden straf og bonderne med deres gardes forbrydelse, hvis de lod karlene fa lonnesaeden, som de kraevede16). De lave kornpriser i 1720erne og 1730erne synes at have virket daempende pa karlenes trang til Ionnesaed, men fra 1740erne, da kornpriserne igen stiger, kommer klagerne over den igen, og der udstedes atter forbud mod den iU 1746, forbudet gentages 23/3 1770, et tydeligt bevis pa, hvor lidt de foregaende forbud havde virket. Om lonnesaedens og karlelonningernes problemer overhovedet frenisatteT. H. Adeler, Lykkesholm, i 1755 nogle oplysende udtalelser. Han siger, at mange bonder vel har svaert ved at fa og beholde tjenestefolk, men de, som behandler deres folk godt, betaler dem deres lon i rette tid og giver dem godt og forsvarligt med 01 og mad, mangier ikke folk, de far endog gerne de bedste og aedrueligste blandt dem. De derimod, som er grove og slette mod folkene, som ikke vil eller kan betale deres lon og ikke giver dem god mad, har svaert ved at fa folk, og de far aldrig nogen af dem, som duer noget. Hvad lonnen angar, sa giver de velhavende bonder hellere rede penge end saed, men de fattige derimod, som ikke er i stand til at betale med rede penge, og som heller ikke er i stand til at besa deres egne agre fuldt ud, giver gerne karlene lov til at besa noget af deres jord17). Adelers udtalelse tyder pa, at lonnesaedenvar en udvej, der forst og fremmest blev brugt af de darligst stilledebonder for overhovedet at fa tjenestefolk. Karlene foretrak, som rimeligt var, at tjene hos de bedst stillede bonder, hvor de var sikre pa at fa deres fulde lon i tide, og hvor de kunne fa en god og rigelig kost. Hvis en karl tog plads hos en fattig bonde, matte han ikke alene sikre sig en lonningsmade, der gav ham nogenlunde sikkerhed for lonnen, men han matte tillige som en art risikopraemie for darlig kost og andre übehageligheder have mulighed for at fa en lon, der la over det saedvanlige.Vi ved heller ikke stort om, hvor meget lonnesaeden kunne indbringekarlene. De tal, der anfores fra lonnesaedens angribere, har tydeligtnok til hensigt at pavise lonnesaedens urimelighed, og er om ikke ligefrem grebet ud af luften, sa dog eksempler pa, hvad lonnesaeden i allerheldigste tilfaelde kunne give karlene. Der blev regnet med store foldudbytter, 6—B6—8 fold, og med, at kornet kunne afsaettes til hojeste 16) LAS. Alholm m. fl. amters kopibog over udgaede breve 1708—14, brev af 2/10 1708. 17) RA., D. Kane. Indlaeg til oversekretaerens brevbog 1756, no. 207. Side 206
dagspris. Men
karlenes snia agerstykker kunne selvfolgelig ogsa
rammesaf Man kan saledes naeppe regne med, at Ionnesaeden har formaet at haeve Ionniveauet i vaesentlig grad, og hvis det har ligget lidt hojere, end forordningens pengelonninger angiver, har det samme utvivlsomt vaeret tilfaeldet i 1600-arene, hvor Ionnesasden rimeligvis havde endnu storre udbredelse end i 1700-arene. Stavnsbandstiden
bragte saledes kun en ringe stigning i tjenestekarlenes
F'orordningen om tjenestefolks Ion af 1701 stod stadig ved magt, og den nsevnes ofte soni retningsgivende for lonningerne, bl. a. hyppigt i beta'nkningerne om folkelonnen fra 1768—70, men reelt har dens betydning naeppe vaeret storre end den, forordningerne i det foregaende arhundrede har haft, den kunne da heller ikke hindre, at Ionnen i visse egne steg. For landbrugskonjunkturernes vedkommende var stavnsbandstidens forste ar endnu praeget af den kraftige landbrugskrise, der varede fra ca. 1725 til ca. 1740. Krisen bevirkede, at mange bonder overhovedet ikke havde rad til at holde tjenestefolk, og for den og dens virkninger var overvundet, var der ikke storre muligheder for 10nstigninger. Omkring 1740 vendte konjunkturbolgen, priserne pa landbrugsprodukter gik atter opad, de stigende priser betod en bedring af landbrugets okonomi, men en raekke misvsekstar i 1740erne og 1750erne i forbindelse med kvaegpesten, der haergede 1745—51 og igen 1759—62, 1770 og 1778, ophsevede belt eller delvis virkningerne af de stigende konjunkturer. Samtidig bevirkede godssystemet navnlig med det stadig voksende hoveri, at det blev proprietaererne, der i forste omgang fik fordelen af de stigende priser. Der er vel enkelte tegn pa forbedringer i bondernes okonomiske vilkar i arhundredets anden halvdel18), men disse har ikke vaeret sa staerke, at de har vaeret i stand til at give storre udslag i lonsvingningerne. Det var altsa i endnu hojere grad end i 1600-arene udbud og eftersporgsel, der var bestemmende for lonningernes hojde, og det var ved sin indflydelse pa udbudet, at stavnsbandet havde mulighed for at indvirke pa londannelsen. Stavnsbandets
hensigt var at binde karlene til godserne; i sa vid
Sporgsmalet er sa
i forste omgang: hvorledes ytrede arbejdskraftens
18) Sc saledcs F. Skrubbeltrang: Anf. st., s. 274. Side 207
Hvad vandringernes retninger angar, ligger forholdet klart nok. Man kan skelne mellem fire forskellige: 1) vandringen bort fra kongeriget til hertugdommerne, Holland eller England. 2) vandringerne fra land til by, til kobstaederne eller til Kobenhavn. 3) vandringerne fra provins til provins og 4) vandringerne mellem godserne indbyrdes. Disse vandringer havde forskellige virkninger for arbejdskraftudbudet. Gik vandringerne ud af kongeriget eller til byerne, mistede landbruget som helhed arbejdskraft, udbudet blev mindre, hvad der skulle give tendenser til lonstigning. Vandringerne fra provins til provins eller fra gods til gods mindskede derimod ikke landbrugets samlede arbejdskraft, de forte alt-sa ikke til en generel aendring i udbudet, men nok til lokale. I datiden var det navnlig vandringerne til udlandet, der tiltrak sig opmaerksomheden; de blev hyppigt diskuteret og beklaget. Da de unddrog sig kontrol, var man aldrig klar over, hvor mange bonderkarle, der egentlig rejste. I det foreliggende sporgsmal er det heller ikke sa meget deres absolutte omfang, der interesserer. Det afgorende i denne forbindelse er, om stavnsbandet forte til en begraensning af disse vandringer. Det var hensigten med stavnsbandet, men man var i datiden i hoj grad i tvivl om, hvorvidt det lykkedes. Gennem hele stavnsbandstiden lyder klagerne over denne omfattende »udsnigen« af riget, og gang pa gang blev der stillet forslag om drastiske forholdsregler mod den. Der blev endog haevdet, at stavnsbandet havde virket mod sin hensigt, at netop det fik flere til at soge til udlandet, end der for var rejst. Sognepraesten N. C. Clausen haevder i sit prisskrift om folkemaengden, at mange bonderkarle 10b ud af landet af frygt for det blotte navn soldat, men flere endnu blev forjaget af stavnsbandet og hoveriet: »Vornedrettighed eller hvad navn, man vil give den, tilligemed med det overdrevne hoveri er som tvende forfaerdelige rovdyr, hvilke de nyttige dyr sky og forlade den egn, hvor de findes. Ingen kan forestille sig, hvor stort det antal er, som landet ved disse rovdyr beroves. Skulle somagterne give alle danske karle afsked, som tjene pa deres flader, ville de anselig nedsaettes og forringes «19). Udvandringen fandt saerlig sted fra Vest- og Sydjylland, fordi man derfra havde livlig fo'rbindelse savel med hertugdommerne som med Holland; Sydfyn og Lolland leverede ligeledes en del udvandrere. Fra Sydvestjylland foreligger fra 1737 nogle konkrete tal for denne bortvandring. Fra Lundenaes og Bovling amter angives 199 at vaere forsvundne isaer til Holsten, fra Riberhus amt »mange« isser til fyrstendommerne, Holland og England20). 19) okonomiske Priis-Skrifter 1774, s. 482 f. Jvnfr. J. D. W. Westenholtz: Priisskrift om Folkemsengden i Bondestanden (1771), udg. 1919, s. 126 f. 20) J. A. Fridericia: Aktstykker til Oplysning om Stavnsbandets Historic, s. 109. Se om udvandringerne desuden J. Hvidtfeldt: Stavnsbandet etc., s. 37 ff. Side 208
Da man ikke kan fastsla udvandringens omfang for og under stavnsbandet, kan man heller ikke konstatere, oni det i denne henseende har bidraget til at trykke lonningerne. Vestjyske godsejere haevdede dog i 1768, at karlenes muligheder for at udvandre bevirkede, at bonderne matte give dern hojere 10n. Lonningerne synes jo ogsa at vaere relativt hoje i de egne;, hvorfra der var den letteste adgang til at romme til udlandet"). Udvandringen fra landbruget udlignedes delvis af en indvandring af skanske tjenestekarle og husmaend, der fortrinsvis gik til Sjaelland. Denne indvandring havde vaeret saerlig livlig i de forste artier efter Skanes afstaelse og navnlig under den skanske krig. K. Fabricius anslar den til at ligge mellem 10.000—20.00022). Men den fortsatte omend med mindre styrke gennem 1700-arene. I sjaellandske kirkeboger, tingboger, faesteprotokoller, skifteprotokoller, jordeboger etc. finder man gang pa gang vidnesbyrd om denne skanske indvandring. Konkrete tal til belysning af dens storrelse foreligger dog ikke for o. 1800, da Gregers Begtrup anslog, at der fandtes ialt 6000 skaninger pa Sjaelland23), og i 1808 frygtede man, at de mange skaninger skulle danne en femtekolonne under krigen med Sverige, hvorfor man sogte at fa en oversigt over hvormange, der fandtes. I ionmsessig
henseende matte denne indvandring virke modsat
udvandringen. Vandringen fra land til by var rimeligvis af storre talmaessigt omfang end vandringeine til udlandet. I studierne over den danske bybefolkning under merkantilismen har Albert Olsen belyst denne indvandring. Gennem borgerskabsprotokollerne kan en vaesentlig del af indvandrernes hjemsteder konstateres. I en raekke byer som Aarhus, Alborg, Grena, Viborg, Ribe og Kobenhavn var mellem trediedelen og halvdelen af dem, som tog borgerskab, fra landet. Her kan der dog pavises en direkte indflydelse af stavnsbandet; efter at dette var indfort, faldt tallet pa indvandrere fra landet betydeligt24). Dette fald er let forstaeligt. Sa godt som hele indvandringen til de jyske kobstaeder og en stor del af den til de sjaellandske og til Kobenhavn var hidtil koramet fra Jylland. Efter stavnsbandet risikerede jyderne i kobstaederne at blive delt til stavn eller at blive afpresset store summer 21) Jvnfr. F. Skrubbeltrang: Anf. st., s. 239. 22) K. Fabricius: Skansk Indvandring til Sjaelland i Slutningen af 1600-tallet. H. T. 11. rk. 111. 23) Gregers Begtrup: Beskrivelse af Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, I Sjaelland, 1802, s. 143; se ogsa Albert Olsen: Bybefolkningen i Danmark under Merkantilismen, 1932, s. 47. 24) Albert Olsen: Anf. st., s. 52 ff. Jvnfr. ogsa Albert Olsen: Stavnsbandets Virkning pa Byerne, Scandia bd. VI, 1933, og J. Hvidtfeldt: Stavnsbandet etc., s. 34 ff. Side 209
for et fripas.
Det var derfor sikrere for dem at rejse til
hertugdommerne En vis indvandring til byerne foregik der dog stadig i stavnsbandstiden. For en del var denne legal. Bonderkarlene kunne kornme til kobstaederne soni hvervede soldater og siden blive boende, eller de kunne komme til Kobenhavn soni tjenere for deres herskab. I stavnsbandets forste ar blev mange drenge sat i handvaerkslaere i kobst3ederne, for de var fyldt 14 ar. Nogle bonderkarle kobte sig fripas, sa de kunne bosaette sig, hvor de ville, undertiden var det kobstadfolk, som kobte fripas til bonderkarlene for at fa dem i tjeneste. Regimentsskriver Niels Schelde, der i en afhandling i Oekonomisk Magazin beskaeftigede sig med dette problem, siger, at kobmaend og handvaerksfolk i kobstaederne vel har de fornodne tjenestefolk, men hvorledes far de dem? En kobstadmand ma komme over en karl, som har kobt sit pas, eller af en husbond kobe et pas for en karl, deter pa andet dansk: kobe en karl, ligesom han kober en vognhest. Kan ingen af delene ske, og han ikke selv ejer noget strogods at tage mandskab af, sa ma han i en jorddrots minde have sine folk, deter til laning og leje. En handvaerksmand ma have sine svende andetsteds fra, om han er i stand til at holde nogen og ma tigge en dreng af en jorddrot, forbinde sig til at udlevere ham efter udstaet laere og siden se pa, at den unge svend sidder pa sin husbonds gods og arbejder endog i de handvserker, som efter lovens bydende ikke ma vsere pa landet. Om jorddrot ikke
var sa from, Men hvadenten indvandringen var legal eller illegal betod den, at karlene for en tid eller for bestandig forlod landbruget og derved mindskede udbudet af arbejdskraft. Da indvandringen aftog i styrke efter stavnsbandstiden, betod det imidlertid, at udbudet blev relativt storre end for, pa dette omrade virkede stavnsbandet saledes som en nedsaettelse af Ionningerne. Anderledes
virkede som naevnt vandringerne provinserne imellem.
For en del var der tale om saesonvandringer. Karle og piger rejste navnlig fra Vestjylland til Fyn og Sjaelland, om sommeren for at hoste og for karlenes vedkommende om vinteren for at taerske; disse saesonvandringerkunne ogsa ga til Sonderjylland og Holsten. Pastor Thomas 25) N. Schelde: Frie Tanker om Arsagerne til Folkemangelen i Bondestanden, Oekonomisk Magazin V, s. 46. Side 210
Mortensen Bredsdorff, hvis fader 1736—1756 var prsest i Lunde og Ovtrupved Varde, fortaeller herom, at vestjyderne rejste til fremmede egne for at fa arbejde. Isaer rejste mange karle fra hedeegnene om vinteren til Fyn, hvor de tog tjeneste sora tserskere; nar de kom hjem om sommeren,rejste de, der kunne undvaeres, til Sild, For og Pelworm, hvor de atter tjente en god lon ved at skaere kornet med segl, denne made at hoste pa forstod saerlig karlene vesterude godt, da man der brugte det endnu26). Disse vandringer var vel of test fuldt legale. Karlene rejste afsted med proprietaerens tilladelse og med pas og skudsmal i den bedste orden. Proprietaer P. Nellemann, Lerbaek, indberettede saledes i 1768, at mange jyder om efteraret med tilladelse rejste til Fyn, Sjaelland og de omliggende oer, dels for at taerske, dels for at fa andet arbejde. De tog alene tjeneste for vinteren og tog tilbage til godset og bonden ved pasketid27)- Undertiden var disse vandringer ligefrem organiserede af proprietsererne. I sagen mod Mads Lillelund, Sindinggard, i 1769 klagede bonderne bl. a. over, at Mads Lillelund kraevede, at deres sonner skulle tage tjeneste pa Fyn og andre langt borteliggende steder, hvor de matte tjene for en lille ]on. Mads Lillelund svarede til klagen, at han aldrig havde forlangt, at nogen. karl skulle rejse til Fyn eller noget andet sted, men mange karle havde selv bedt om lov til at rejse, og de ville heist tjene hos hans venner, hvor de havde faet samme Ion som andetsteds. De havde tjent B—l0—11 dlr. hver vinter28). Pa oerne satte man stor pris pa denne arbejdskraft. Fogden pa Ottestrup, Frans Loumann, skrev saledes i 1728 til Gram slot i Sonderjylland, at det ville vaere godt, om de pa Ottestrup kunne fa fire jydekarle til at taerske, da jyderne var bedre taerskere end sjaellaenderne, og da de desuden havde vanskeligt ved at tage af det taerskede korn, fordi de ikke havde bekendte, de kunne afsaette det til29). Disse vandringer forte til, at en del jyder tog fast bopael pa Sjaelland. Sporgsmalet er atter her, om stavnsbandet haemmede denne jyske bosaettelsepa Sjaelland. Fra tiden ca. 1650—1700 har Gustav Bang i sine kirkebogstudier konstateret et ret betydeligt jysk indslag i den sjaellandskebefolknin g30). Der er ikke hidtil foretaget tilsvarende undersogelser for 1700-arenes vedkommende, men der er grund til at antage, at faerre 26) O. Nielsen: Bondestandens Kar i det sydlige Jylland i Midten af det 18. Arhundrede. Arbog for dansk Kulturhistorie, 1894, s. 53 f. 27) RA. Landvaesens kont.: Indkomne betsenkninger over sporgsmal til lanrlvaesenets forbedring i henh. t. cirkulaere af 30. april 1768. Lerbaek. J. Hvidtfeldt: Stavnsbandet etc., 35 ff. 28) RA. Landvsesenskont. Journalsager 1769. Sagen mod Mads Lillelund. 29) LAS. Giesegard m. fl. godsarkiver. Sager vedrorende Giesegard, Spanager og Ottestrup for 1736. Se ligeledes F. Skrubbeltrang anf. st., s. 178, og K. Rockstroh anf. st. 11, s. 489. 30) Gustav Bang: Kirkebogsstudier, s. 13 ff. Side 211
jyder bosatte sig pa Sjaelland under end for stavnsbandet. Det haendte dog stadig, at jyder faestede garde pa Sjaelland. 1744 fsestede en jyde, som havde faet fripas, en gard under Spanager. Han gik ind pa, at hans sonner skulle vsere stavnsbundne. Der oplyses ved denne lejlighed, at en anden jyde i forvejen havde fsestet en gard pa godset31). Hvad var
arsagerne til disse indenrigske vandringer, og hvilke
virkninger I datiden forklarede man ikke sjaeldent forholdene med, at jyderne havde storre vandrelyst end de andre provinsers beboere, uden at forsoge at finde forklaringer pa, hvorfor jyderne havde denne vandrelyst. Andre mente dog, at vandringerne simpelthen skyldtes jydernes fattigdom. »Man beskylder jyden for udvandringslyst, men jeg kaldet det udvandringsnodvendighed,« skriver landinspektor Daniel Wesenberg i sit hoveriforslag af 178832). Da der i 1701 viste sig vanskeligheder ved at fremskaffe det fornodne antal karle til sessionerne i Ribe stift, forklarede kommissaererne, at det var, fordi strogodsbonderne i de magreste egne ikke havde dygtigt mandskab, men fremstillede 14—15 ars drenge. Bonderne var sa fattige, at de ikke kunne holde deres born hjemme laengere, end til de blev sa store og staerke, at de kunne fortjene foden hos fremmede; sasnart de kunne, matte de soge til andre steder at tjene33). Under debatten, der gik forud for stavnsbandets losning, blev der ogsahaevdet, at stavnsbandet matte betragtes som en saerlig og nodvendig beskyttelsesforanstaltning for »de skarpe egne«. Uden stavnsbandet var der risiko for, at disse ville blive ganske affolkede. Justitsrad Morten Quistgard, der var medlem af den store landbokommission, haevdede dette synspunkt med stor styrke: »Ingen, som kender de danske provinser,Sjaelland, Jylland og Fyn kan naegte, at i hver af dem jo gives skarpe egne, hvor en beboer ikke uden med allerstorste mojsommelighed kan forskaffe sig det torre brod og en drik valle eller sur maelk til, ej at tale om den store forskel, der pa mange steder findes mellem forholdet af en tonde lands udsaed og tdr. hartkorn, da nogle steder til dette ideal mal ikkun har 4 a 5 tdr. land imod at andre steder har 10, 12 og flere, enten dertil ligger lidet eller megen jord. Hvo ville tro en bonde sa ganskeuden al menneskelig begreb og overlaeg, at fordi han var fodt pa et af de sletteste steder, han da ikke skulle tragte efter, nar han matte forlade samme, at begive sig til bedre og federe egne? Den kender kun lidt til mennesket og mindre til bonden, som kunne tro dette.« Visse provinser ville ganske vist ikke komme til at savne folk, fortsaetter 31) LAS. Giesegard m. fl. godsarkiver. Brev fra F. S. A. Schack til overinspektor Lehmann. 32) F. Skrubbeltrang: Et jysk hoveriforslag fra 1788. Festskrift til Knud Fabricius, 1945, s. 233. 33) K. Rockstroh: Anf. st. 11, s. 435 f. Side 212
Quistgard, saledes som Odense, Hindsgavl og Assens amter og nogle steder i Nyborg amt, eller som Havreballegards, Stjernholms, Akjaers, Kalos, en del af Skanderborg, Dronninglund, Silkeborg og Manager amter i Aarhus stift ligeledes Skivehus og en del af Halds amter i Viborg stift; ogsa det midterste Vendsyssel og Limfjordsegnene i Alborg stift ville fa flere beboere, end de skottede om, men resten af Vendsyssel, hele Ribe stift tillige med Himmerland ville komme til at lede efter folk og i lang tid naeppe finde dem. Ligeledes ville Kobenhavns og Roskilde amter fa folk i overflodighed, men de sjaellandske amter, der la laengst Ira Kobenhavn, ville komme til at savne folk, og proprietaererne, som havde kobt i de skarpe egne i tillid til stavnsbandet, ville derved miste deres bonder og ruineres. »Den hungrige soger brodet, hvor han kan t'inde det, og derfor kan man og vaere sikker pa, at han ville forlade de skarpe egne, nar han matte«34). Adskillige af kommissionens medlemmer naerede samme betaenkelighede rs?). Colbjornsen mente dog, at de fleste ville foretraekke at blive der, hvor de var fodt. »Deter ikke at formode, at et sadant menneske, uden gyldig arsag skulle forlade den egn, hvor han er opdraget og har sin sla'gt. Disse naturlige band bestemme ham upatvivlelig til fortrinlig at vaelge dette sted til sit ophold, nar han der finder naeringsvej og god behandling af godsets ejer; men sadant bor ske med hans fri vilje«38). Man erkendte altsa klart nok, at det var forskellen i de erhvervsmaessige muligheder, der var vandringernes arsag. Nar det faldt for svaert at erhverve det nodtorftigste udkomme, sogte karlene og pigerne til egne, der bod noget bedre chancer. Stavnsbandets betydning la for en del i at holde folk bundet til de fattige egne; det skulle hindre dem i at fa den forbedring i levevilkar, de ville kunne opna ved at flytte hen, hvor chancerne var til stede. Vandringernes virkninger pa lonningerne matte blive en udligning af lonniveauet. Det mindre arbejdskraftudbud, de bevirkede, matte fore til, at de tilbageblevne kunne opna lidt bedre kar, mens til gengaeld det storre udbud i de egne, hvor karlene sogte hen, matte trykke lonningernenoget nedad. En enkelt landokonomisk forfatter, Frans Wilhelm Troyel, mente da ogsa, at disse virkninger ville vaere sa kraftige, at de alene ville vaere tilstraekkelig til at begraense vandringernes omfang. »Enhver landegn er efter sin beskaffenhed omtrent forsynet med sa mange mennesker, som med deres haenders arbejde kan forskaffe deres fornodne underhold,« siger han, »folgelig kan en egn pa landet ikke forventes at modtage noget maerkeligt antal fra andre egne, uden at 34) Den for Landboevaesenet nedsatte Commissions Forhandlineer, I, s. 287 f 35) Se saledes indUeg anf. st. fra A. W. Hansen, s. 121, 127. Wormskiold, s. 163, o; Fridsch. s. 155. 36) Anf. st' s. 34. Side 213
arbejdslonnen
derved straks matte falde og altsa naeringen rned, som
Lonforskellen mellem landets forskellige egne, der fandtes i 1768, viser, at stavnsbandet i denne henseende havde opfyldt sin hensigt. Selvoin fuld frihed vel naeppe ville have fort til en fuldstaendig udjaevning af lonniveauet — som Colbjornsen haevdede, spillede andre faktorer end de rent okonomiske ind i sporgsmalet om vandringerne — ville forskellen ikke have vaeret sa stor, som den var. Stavnsbandet havde holdt lonningerne nede i Nordjylland, hvor chancen for at slippe til udlandet ikke var sa stor, at mandskabet i storre tal turde forsoge at romme, mens Ionningerne til gengseld var steget i Sjaellands bedste egne, hvor tilvandringen ikke havde vseret sa stor, at den havde kunnet hindre stigningen. Det havde saledes ikke bevirket et generelt Iontryk, men det havde haemmet den Ionudligning, der under frie forhold ville have fundet sted; det havde vseret til fordel for proprietaererne i landets fattigste egne, men — i denne henseende — til skade for proprietaererne i de bedst stillede egne af landet. Dette bidrager ogsa til at forklare, hvorfor det naesten udelukkende i 1768 var jyske godsejere, som onskede kvindestavnsband indfort, mens de sjaellandske med en enkelt undtagelse ikke viste nogen interesse for det38). Karakteristisk nok var det ogsa de jyske godsejere, der skarpest protesterede mod stavnsbandets ophaevelse. Men stavnsbandets opgave var jo ikke at saette uoverstigelige skel mellem Danmark og udlandet, mellem kongeriget og hertugdommerne, mellem Jylland og oerne, mellem land og by eller mellem magre og fede egne. De giaenser, det trak, de skel, det satte, gik mellem godserne. Det var et led i bestraebelserne for at gore godset til en stat i staten med eget territorium, egen befolkning, egen okonomi og egen jurisdiktion. Formelt var det lige sa stor en forseelse for en tjenestekarl at tage tjeneste i en nabogard, hvis den tilhorte et andet gods, som at forsvinde til Holland eller England; han var i begge tilfaelde en romningsmand og de straffe underkastet, som en romning kunne medfore. Nar proprietaererne eller rettere nogle proprietaerer havde kraevet og faet gennemfort kravet om stavnsbandet, var det ikke sa meget af frygt for karlenes flugt til udlandet, til byerne eller til andre provinser, det var frygten for at se karlene soge til de benificerede godser, til de hoverifriegodser, til godser med gode og ordnede forhold, der drev dem. Hvad der skete i arene 1731—32, da karlene havde deres frihed til at ga, hvorhende ville, var jo det, at de sogte til de godser, der bod de bedste forholdog gav dem de storste fremtidsmuligheder, saledes som det hedder i konseillets betaenkning af 26. aug. 1732, at »det ikke star at naegte, at 37) Frans Wilhelm Troyel: Oekonomiske, politiske betragtninger over Dannemarkes, isser Landvaesenets nservaerende Forfatning, 1787, s. 187. 38) Se herom .1. Hvidtfeldt: Kvindestavnsband etc., s. 257. Side 214
jo mange
flytter fra hoverigodserne til universitets-,
hospitals-, communitets Det var denne Me konkurrence 0111 mandskabet mellem godserne, en del af proprietaererne ville til livs. Hos disse proprietaerer kunne vel forskellige bevaeggrunde gore sig gaeldende for deres indstilling, men taget som helhed er gruppen utvivlsomt ret fyldestgorende karakteriseret med datidens betegnelse af dem: de fattige proprietaerer. Det var dem, der var tynget af hoje prioriteter, eller dem, der havde ringe for stand pa godsdrift, som maske blev udnyttet af durkdrevne ridefogder, og som ikke sa andre udveje end at udnytte deres bonder sa hardt, det lod sig gore. Det kan ikke undre, at tjenestekarlene havde stor tilbojelighed til at foriade sadanne godser, og at det derfor blev sa magtpaliggende for proprietaererne at fa deres mandskab bundet med de staerkest mulige band. Ligesom det var de fattigste egne, der havde fordelen af stavnsbandet, var det saledes ogsa de fattigste godser. Stavnsbandet blev gennemfort efter krav fra de fattige proprietaerer i en udpraeget krisesituation. Det var en kriseforanstaltning, et beskyttelsessystem, der, som det sa ofte gar med beskyttelsessystemer, blev permanent. Det blev opretholdt sa laenge efter, at krisen, der havde fremkaldt det, var ovre, fordi man troede, at sa mange proprietaerers ve og vel var afhaengig af det. Det var blevet et integrerende led i det hele landbosystem, en uomgaengelig nodvendighed for de fattige godsers okonomi. Og disse godsers okonoini var igen sa intimt forbundet med hele det danske samfunds okonomi, sa man kunne tro, at hele samfundet ville ryste i dets grundvold, hvis stavnsbandet blev Iost. Det skel, stavnsbandet satte mellem godserne, gav sig forst og fremmest udslag i faestebondernes vilkar, men det var ogsa maerkbart for karlelonningerne. Der var mellem naerliggende godser forskelle i lonningerne, som kun lader sig forklare ved, at hvert gods udgjorde en lille okonomisk enhed for sig40). Stavnsbandets Ionningsmaessige virkninger godserne imellem var altsa den, at nogle godser kunne holde Ionningerne under andres, fordi det hindrede karlene i at soge til de godser, der bod de bedste vilkar, ligesom det for de enkelte provinsers vedkommende hindrede den udligning af lonningerne, der ville have fundet sted, hvis arbejdskraften kunne have sogt derhen, hvor de bedste betingelser bod sig. Stavnsbandets virkninger pa karlelonningernes hojde la saledes forst og fremmest i den indflydelse, det kunne udove pa tilbud og eftersporgsel efter arbejdskraften. Der foreligger dog ogsa den mulighed, at proprietaerernekunne udnytte den store magt, stavnsbandet gav dem over karienetil 39) J. A. Fridericla: Anf. st., s. 75. Jvnfr. amtmaendenes indberetninger fra 1737, hvor den stadige klage cr, at drengene under 14 ar soger til andre og bedre godser. F"ridcricia: Anf. st., s. 102 ff. 40) Jvnfr. F. Skrubbeltrang: Anf. st., s. 239. Side 215
ienetilat gribe direkte ind i lonningssporgsmalet og fastsaette de lonninger,karlene skulle tjene for. I 1755 indsendte Niels Bang, inspektor for det kgl. odsherredske gods, et forslag om at begraense tjenestekarlenesmuligheder for ekstrafortjeneste, de skulle vel kunne fa den lon, forordningen tillod, men enhver form for lonnesaed skulle afskaffes, ligesoindet skulle forbydes karlene at holde kreaturer, at handle med dem og i det hele taget at foretage sig noget, der kunne give dem storre \onninger.Forslaget blev sendt ud til amtmaendene, der skulle afgive erklseringerom det. I denne anledning udtalte amtmand G. Holstein, Ribe, at nye forordninger om tjenestekarlenes lon var overflodige, proprietsererneville selv kunne afgore alle sporgsmal dette vedrorende pa bedste made41). At proprietaererne undertiden brugte deres magt til at tvinge karlene til at tjene for mindre lon, end de ellers kunne fa, viser et eksempelfra Spanager, hvor det ganske vist drejer sig om karle, der matte tjene uden lon hos deres foraeldre. F. S. A. Schack skriver d. 2. november 1745 til overinspektor Lehmann: »Lad dem for guds skyld ikke tage Torben Olsens eller Soren Pedersens sonner til soldat. Deter med tilsagnderfor at hytte dem, de gar hjemme hos foraeldrene og far intet til lon, og kommer de fra dem, er deir to garde ode. Tilmed tror jeg for gud ikke, de har malet. Blev de nu for deres petitesse kasseret, havde de intet at frygte for og gav sa mig med mine trusler og nadelofter en god dag og fra Mikkelsdag drog fra foraeldrene til andre, hvor de kan fa deres tilborlige lon«42). Udskrivningstruslen kunne saledes vaere et middel til at tvinge karlene til at tjene uden Ion eller for Ion, der var lavere end det gaengse. I hvor stor udstraekning dette middel har vaeret brugt, lader sig dog naeppe konstatere. Men selvom proprietsererne kunne gribe ind i 10nningssp0rgsmalet, er det ingenlunde givet, at de altid greb ind til fordel for bonden; det var langtfra alle proprietaerer, der ansa lave Ionninger som noget onskeligt. Der kan ganske vist fremlaegges en lang raekke eksempler pa klager over de hoje Ionninger, men her gor den almindelige regel, at folk er mere tilbojelige til at give iidtryk for utilfredshed end for tilfredshed, sig staerkt gaeldende. Nar enkelte proprietaerer udtalte sig om sporgsmalet, var det som regel klager, der Iod, men nar en storre kreds af proprietserer fik lejlighed til at give deres mening til kende, bliver billedet et andet. Niels Bangs
tidligere nsevnte forslag om begraensning af karlenes
indtjeningsmulighedergav 41) RA. D. kanc. Indlseg til oversekretaerens brevbog 1756, no. 207. 42) LAS. Giesegard m. fl. godsarkiver. Breve fra F. S. A. Schack til overinspektor Lehmann 2/u 1745. Side 216
deres stilling, og det viser, at meningerne var staerkt delte. En del amtmaendog proprietaerer finder det meget hensigtsmsessigt, at tjenestekarlenesokonomiske muligheder begraenses, dels fordi de hoje lonninger tynger bonderne, dels fordi karlene oder deres fortjeneste pa tobak, drik, kortspil og klseder. Men andre gar staerkt imod forslaget og giver udforligebegrundelser for deres standpunkt. Amtmand Andreas v. d. Liihe, Vordingborg, siger saledes, at tjenestefolkene skal have lov at handle og tjene penge., for hvis de tjener noget, vil det i hojere grad blive til gavn for proprietaererne end for karlene selv. Hvis karlene har formue, kan de saettes pa de slette garde, saette dem i stand og dermed bringe godset i god stand. Men hvis de holdes nede i fattigdom, mister de lysten til at straebe, de hengiver sig til liderlighed og bliver af et forsagt og fortvivletmod, hvad der er de saedvanlige folger af fattigdom, hele godset vil derfor korame i slet stand. Mandskabets plager er den forste grund til godsernes svaekkelse og proprietaerernes ruin. Deter derfor et vigtigt punkt ved jordegodsets administration at skabe lyst til straebsomhed og til at samle formue sa tidligt som muligt. Lewetzau, Arhus, erklaerede, at mange proprietaerer onskede, at karlene tjente penge ved at handle. Karlene vaennede sig til at vaere oni sig og samle penge, nar de sa, at de fik noget for deres slid, og proprietaererne var godt tjent med formuende karle til at besaette de ledige garde pa godserne med. H. v. Woyda, Skanderborg, var ligeledes tilhaenger af, at karlene fik lejlighed til at tjene sa meget som muligt, »nar en stakkels tjenestekarl, som niojsommeligt fortjener det lidet, han haver, pa det hardeste skulle indskrsenkes, forgik vel bade lyst og villie til at straebe, da man dog ma anse dem som tilvoksende beboere, og nar de ved tid og lejlighed skulle antage garde, finder husbonden vel til staedernes konservation frugten deraf, at karlen har erhvervet sig noget, mens han tjente.« W. Rosenkrantz, Skivehus, skriver om de uheldige folger af, at karlene fik for sma 10nninger. Med den Ion, karlene fik i Sailing, kunne de kun tjene til klaederne; nar de skulle overtage en faestegard, kunne de ikke give indfaestning, ja end ikke forsyne garden med det nodvendige til dens drift, proprietsererne matte betale det hele for dem. I. Hoick, Alborg amt, gik sa vidt som til at foresla, at bonderne helt skulle saettes ud af spillet ved lonansaettelserne, Ionningerne burde fastsaettes af tjencstekarle og proprietaerer i faellesskab. Mange proprietaerer havde samme syn pa sporgsmalet som amtmaendene. Karakteristisk er en udtalelse af F. Brabrand, Sonnerup: »og er det hver eftertaenksom proprietaer lige sa kaert at have en formuende bondekarl som en bonde«43). Da der igen i
1768 blev indhentet erklaeringer fra proprietaererne om
43) Samtlige indlaeg iD. Kane. Indlaeg til oversekretaerens brevbog 1756, no. 207. Side 217
til fordel for
lonninger, som la over forordningens, ogsa pa dette
tidspunktansas Der fandtes saledes forskellige anskuelser mellem proprietaererne med hensyn til tjenestekarlenes 10n. Den ene holdt pa sa lave Ionninger som vel muligt, idet man tvivlede ora tjenestekarlenes evner til at administrere Ionnen hensigtsmaessigt. Den anden fandt det bedst, at kaiiene fik gode Ionninger, sa de havde mulighed for at spare penge samrnen, som de sa kunne bruge enten til indfaestning eller til at saette en forfalden gard i stand med. Det vil dog rimeligvis vaere forkert at opfatte den ene gruppe som bondevenlig og bondebeskyttende og den anden som saerlig tjenestekarlevenlig. Den proprietor, der ikke undte tjenestekarlen en skillings fortjeneste udover det nodtorftigste, var naeppe heller den ivrigste til at fremme almindelig bondevelstand. Nar de klager sa vemodigt pa bondernes vegne over husmaendenes og tjenestekarlenes gradighed, maerker man i reglen hensigten og bliver forstemt; deter naeppe sa meget hensynet til bondens ve og vel, der far dem til at klage, som frygten for landgilde- og skatterestancer. Man gor rimeligvis ikke proprietaerstanden storre uret, nar man antager, at dens medlemmer i det store og hele forst og fremmest tog deres egne interesser i betragtning. Men der var en betydelig forskel pa, hvorledes de troede, at disse interesser blev fremmet pa bedste made. Den ene gruppe mente, at det bedste middel, der kunne bruges overfor bonder savelsom tjenestekarle, var tvang, tvang i videst mulig udstraekning. Det gjaldt om at tage enhver form forfrihed fra tjenestekarlene; deres Ion skulle vaere sa sparsom som vel muligt, og de matte ikke have chancer for at fa fortjeneste pa andre mader. Gennem love og tvangsforanstaltninger skulle de tvinges til at finde sig i de vilkar, der blev budt dem, hvor elendige de end kunne vaere. Den anden gruppe havde mere humane og samtidig mere realitetsbetonedesynspunkter. Den forstod, at tjenestekaiiemiseren, i den udstraekningen sadan virkelig fandtes, ikke sa meget kom af tjenestefolkenesondskab og trodsighed som af den sare naturlige arsag, at karlene sogte til de pladser, hvor de kunne fa den bedste ]0n og den bedste behandling,og at det var de darligste og fattigste bonder, som savnede tjenestekarle. Den indsa, at det ikke gjaldt om at indgaerde karlene med alle mulige tvangsforanstaltninger, men derimod om at vaekke arbejdsogerhvervsglaede hos dem, sa de ikke sank hen i ligegyldighed og slovhed,men tvaertimod fik ansvarsbevidsthed overfor sig selv og overfor proprietaererne. Den indsa, og det var let at indse, hvilke fordele proprietaerernekunne have af, at karlene fik sa megen lon, sa de kunne spare penge samraen og til sin tid saette forsomte garde i stand. Kaiiene 44) F. Skrubbeltrang: Anf. st., s. 239 f. Side 218
var for deni
ikke blot arbejdere af i dag, men ogsa gardfaestere af i
Resultatet af undersogelsen er altsa det, at stavnsbandet vel havde betydning for lonudviklingen, men at det naeppe spillede nogen storre rolle for Ionningernes stagnation. I det omfang, det hindrede karlene i at forlade landbruget, kunne det virke haemmende for lonstigninger over en bred front, men i forholdet mellem provinserne og mellem de enkelte godser var dets virkninger dobbeltsidige. Det var til fordel for de fattigste egne og de fattigste godser, men i de bedst stillede egne og pa de bedste godser virkede det modsat. Der betod det mindre udbud af arbejdskraft, end der ville have vseret under frie forhold, og derfor hojere Ionninger. Hertil kommer dog, at stavnsbandet gav proprietaererne muligheder for at gribe direkte ind i Ionsporgsmalet og fastsaette, hvad karlene skulle tjene for. Proprietaererne har undertiden, men rimeligvis ikke i storre udstraekning, benyttet sig heraf, og deres indgriben behover ikke at have vaeret ensbetydende med et Iontryk, da en vaesentlig del af dem var interesserede i, at karlene fik gode Ionninger. Sporger man sa, om der da findes andre forklaringer pa, at karlelonningerne i stavnsbandstiden ikke var i stand til at folge med de opadgaende konjunkturer i periodens sidste del, ma der peges pa husmands - og indersteklassens kraftige vaekst. Det var utvivlsomt deres skarpe konkurirence pa arbejdsmarkedet, der var skyld i karlelonningernes |