I. De politiske bevægelser i Nordslesvig i 1920'erne.

I den tid, Nordslesvig var knyttet til Tyskland, efter 1864, isaer i artierne op imod 1914, havde der i Danmark dannet sig et idealbillede af en nordslesviger. Det var en stout, selvbevidst bonde, der fra sin gard bod de fremmede herrer i landet trods, en mand der efter et ophold pa en idansk hojskole havde levet sig ind i dansk andsliv og nu vagent og virksomt tog del i det nationale politiske og kulturelle arbejde pa tvaers af myndighedernes fortyskningsbestrsebelser, en mand, der sad trygt pa sin nedarvede jord, en mand, der kunne forvalte sin andelige husholdning

Der fandtes vel nok en hel del nordslesvigere af den slags, men det var langt fra flertallet; der var ved siden af dem talrige mennesker i landsdelen, der ikke havde synderligt kendskab til Danmark, bade smakarsfolk og bonder; adskillige, saerlig i de sydlige strog ned mod den nuvserende grsense, folte sig som tyskere, andre stod ligegyldigt over for sporgsmalet dansk-tysk, de sakaldte blakkede, og atter andre var af religiose bevaegelser draget bort fra interessen for politiske og kulturelle sporgsmal. Forst efter genforeningen korn dette mere nuancerede billede af nordslesvigerne helt til sin ret.

Omvendt havde der under den forste verdenskrig i Nordslesvig dannet sig et billede af forholdene i Danmark, der ikke svarede helt til virkeligheden. Fredslaengslen og genforeningshabet smeltede sammen. Danmark blev et symbol pa freden, og det blev for bevidstheden landet, der flod med mselk og honning, hvor der var social tryghed og velstand for alle.

Forventningerne var hojtstemte, da genforeningen i sommeren 1920 blev fuldbyrdet. Men just da slog konjunkturerne om. Efterhanden som verden kom i lave igen efter den forste verdenskrig, som produktionen i lartdbrug og fabrikker igen blev oget, faldt priserne. De gyldne tider var forbi. I Nordslesvig var landbruget udmarvet, jorden forsomt, besaetningerne formindsket; der skulle en kraftanstrengelse til at bringe det pa fode, og desuden skulle landbruget tilpasses til danske forhold. Det danske landbrug var mere intensivt end det tyske; det kraevede storre kapital. For at komme hurtigt igang optog mange lan i kongeriget, ofte pa ugunstige vilkar.

Der blev taget fat pa opgaverne med bade dygtighed og energi, men det var dyrt; det sonderjyske landbrugs gaeld voksede i hastigt tempo. Hosten var vanskelig i de forste ar af 1920'erne; men trods beskedent udbytte og vanskeligheder af forskellig art gik det dog fremad; da kom der i 1925 og 26 et kraftigt prisfald pa landbrugets produkter som folge af, at den danske krone pludseligt fra en kurs pa ca. 60 i forhold til guldvserdien gik op i pari. Smor, der i december 1924 kostede 5,86 kr. pr. kg, kostede i januar 1926 3,18, og flseskeprisen faldt tilsvarende. I kongeriget havde man reserver at saette ind mod krisen; det havde man ikke i Nordslesvig. Det havde vseret umuligt i lobet af de fa ar, der tilmed havde vaeret vanskelige, at fa noget til overs; de gamle markkapitaler var gaet tabt. Det nordslesvigske landbrug kom ud i en alvorlig krise.

Blandt dem, der i forvejen stod fremmed over for alt det nye, der var kommet i 1920, hvad enten de nu, som medlemmer af det tyske mindretal ligefrem afviste det, eller, som de blakkede, havde staet ligegyldigtover for sporgsmalet dansk-tysk, var der en tilbojelighed til uden videre at skyde skylden for alle ulykker over pa det danske Sarafundsom sadan. Det kan naturligvis ikke pastas, at danske politikere var helt uden ansvar for den uheldige okonomiske udvikling. Problemernekunne vsere grebet an pa andre mader; men der viste sig i Nordslesvigen dybtgaende modssetning mellem dem, der folte sig solidarisk med det danske samfund, og som ad de ssedvanlige politiske veje ville soge at rade bod pa ulykkerne, og dem, som ikke folte sig eet med Danmark,som ulykkerne fik til at bryde staven helt over danske samfundstilstande.Blandt disse folk, der yndede at kalde sig slesvigere, rejste der sig en sserlig politisk bevsegelse. Af de vanskelige forhold for landbruget under dansk styre drog man den konsekvens, at Nordslesvig skulle se at blive et selvstyrende omrade, hvor bondens interesser skulle vaere eneradende.Forbindelsen med Tyskland 1864^—1920 havde skuffet dem, nu var de skuffede af forholdene i Danmark. Slesvig, sagde man, men mente Nordslesvig, matte hellere ga sine egne veje, soge at danne et samfund, •hvor der var vaerd at leve for bonder; denne bevsegelse kaldte sig Bondensselvstyre — eller i omtale Selvstyrebevaegelsen — og blev ledet af en meget mserkelig mand, en bonde ved navn Cornelius Petersen. Han var fodt i Ejdersted i Sydslesvig, men var som ganske ung i 1905 kommet til det overvejende dansksindede sogn, Mogeltonder. Han byggede garden Vester Anflod i frisisk stil, en sakaldt Haubarg med en msegtig tagkonstruktion,der ses vidt ud over det flade marskland. Garden er nedbrsendt i december 1950. Han stillede sig snart i skarp opposition til de preussiskemyndigheder og kom efterhanden i et ganske godt nabovenligt forholdtil egnens danske befolkning. I slutningen af den forste verdenskrigvar han med i en bondebevaegelse, der vendte sig imod de harde

afleveringspligter, som landmaend i Tyskland af hensyn til den vanskeligeernaeringssituation under krigen var underkastet; efler Tysklands sammenbrud i 1918 gled han mere over til dansk side og deltog efterhandenivrigt i bestraebelserne for at fa dele af Sydslesvig med til Danmark.Han lovede sig meget godt af, at de fremmede tyske embedsmaend skulle forsvinde, og han troede pa. en opblomstring af al erhvervsvirksomhed;selv kom han ind i omfattende varespekulationer; han spekuleredeimidlertid forkert, kom efter 1920 i store okonomiske vanskeligheder,og da han var uden indre tilknytning til det danske samfund, var hans utilfredshed med de politiske forhold let vakt. Hans uvilje mod de tyske embedsmaend fulgtes nu af irritation over de danske; dansk parlamentarisk politik var ham en vederstyggelighed; hans tanker, der ikke udmaerkede sig ved klarhed, sogte bag ora det preussiske, ogsa bag om det slesvig-holstenske, helt tilbage til middelalderen, til tiden da jyske lov blev givet. Han havde kun et taget begreb om middelalderlige forhold, men han vidste, at der i hans frisiske hjemstavn havde vaeret et bondeselvstyre. Det blev hans ideal. Da landbrugskrisen satte ind for alvor i 1926, blev der sangbund for hans tale, dog mere for hans kritik end for hans samfundsideer; de var og blev altid ret übestemte. Men hans kritik var aktuel, brutal og hensynslos, fuld af insinuationer, gemen og uvederhseftig og fremfort med fynd i det mest maerkvaerdige dansktyskekaudervaelsk, »han ma jo ha' en manco i ae gehirn«, sagde han f. eks. om en embedsmand, d. v. s. han ma have et blodt punkt i hjernen.

Det var hans kritik af de danske forhold, der samlede tilhorere om hans. talerstol, saerlig alle dem, der som han folte sig uden medansvar over for udviklingen i landet. Under indtryk af krisen blev enhver malestok forskudt. Selv krigens frygtelige oplevelser fortonede sig bag ojeblikkets tryk. Den senere ikke sa fordelagtigt bekendte Fritz Clausen havde i 1915 i brev fra fronten skrevet: »Vi vil aldrig vaere utilfredse mere, hvordan vi sa end far det«. Men han tilfojede dog: »Det siger vi i hvert tilfaelde nu og her«. Mange havde sikkert haft det som han, men i ojeblikkets nod glemt de gode fortsaetter.

Nationalt forholdt selvstyrebevaegelsen sig indifferent; adskillige tyske landmaend stod i dens raekker ved siden af blakkede folk, der var blevet opfattet som danske. Cornelius Petersen optradte pa talrige moder og begyndte i januar 1926 at udgive et blad, Folkets Selvstyre. Jeg skal citere et lille stykke fra programartiklen i det forste nummer for at give indtrykaf form og tankegang: »sa blev vi danske. Det har vaeret vort folks hab; med »dansk« mente vi vort eget jeg, men gennem den danske stat laerte vi et statsvaesen at kende, som havde andre former at drive despoti pa. Denne despotisme kom rigtignok i parlamentarisk klaedebon, men den bragte det sa vidt, at landets nationalformue blev bortsvindlet i 10bet af 6 ar, og samtidig gik de sidste levninger af retsfolelse, indprentet fra oldtidengennem

tidengennemvor lov, til grunde. Vi har ingen lov mere, ingen ved, hvad
ret er. Loven skjuler sig der, hvor den sidste rest af folkeanden endrtu
har en friplads, pa kreaturmarkederne, her gaelder endnu en mands ord«.

Cornelius Petersens bevsegelse vakte megen opmaerksomhed, der kom mange til hans moder, og pressen gjorde blsest af den. Det var vanskeligt at afgore, hvor stort et folge han egentlig havde. I efteraret 1926 blev der saerlig stserkt rore om ham. Davserende statsminister Stauning havde noget uovervejet pi et mode i Bov udtalt, at hvis 50.000 gardejere m&tte ga fra deres garde, stod der 50.000 arbejdslose parat til at trsede i deres sted. I Staunings anden statsministerperiode kunne det naeppe taenkes, at han havde anvendt et udtryk som dette. Staunings tale fik Cornelius Petersen til at fare i flint; i Folkets Selvstyre skrev han en artikel med overskriften: »Forbryder eller Statsminister«, hvor han sammenlignede Stauning med en roverkaptajn. Han mindede om, hvordan friserne i 1252 havde kaempet mod kong Abel og drsebt ham. »Vi kommer til at gore noget lignende«, skrev han. »Vi har hort, man vil jage os fra vore garde og sende os i doden. Over for familie og som kristne mennesker har vi den pligt at sorge for vore nsermeste og at beksempe det onde. Vi tager altsa kampen op; i denne kamp gives ingen pardon. Enten skal roverkaptajnen dO, eller vi ma dO. Vi kunne straks have gjort det af med ham, havde vi vaeret mandsstserke nok til stede. Mangen menneskeplager med stjerne og charge har faet en kugle bagfra, uden at ovrighedens arm kunne na\ hsevneren, s&dan kunne ogs& Stauning have vaeret nedtrampet af fern hundrede bonder, uden at ovrigheden fik at vide, hveni der var hvem«.

For denne artikel fik Cornelius Petersen 3 m&neders faengsel. Kort efter, at dommen var faldet, blev der indkaldt til et protestmode i Aabenraa. Om dette mode blev der uventet skabt en sensation. Cornelius Petersen havde oprettet et sakaldt bondevsern. Politiet fik underretning om, at nogle reservelojtnanter, der havde en vis forbindelse med Cornelius Petersen, havde rettet en foresporgsel til et halvthundrede officerer om, hvordan de ville stille sig i tilfselde af et antiparlamentarisk kup. Det hed bl. a. i henvendelsen, »at forudsaetningen for en hurtig forfatningsaendring er, at man har haeren og fladen i ryggen«. Det hele var uendelig barnagtigt; det var nsermest at opfatte som en genklang af Mussolinis magtovertagelse i Italien i 1922. I betragtning af det ganske hsemning-10se, praegede Cornelius Petersen og hans bevaegelse, var der dog nogen nervositet forud for modet. Det forlob imidlertid ret fredeligt. Der blev vedtaget en resolution til ledelsen af det system, der ellers pa moder og i blade blev angrebet s& hardt. Man ville have godtgorelse for tab i forbindelse med kronestigningen og anden okonomisk hjaelp. En deputation blev sendt til Kobenhavn med vedtagelsen, men blev naturligvis afvist.

Kort efter blev der udskrevet folketingsvalg til den 2. december 1926. Cornelius Petersen besluttede at opstille kandidater. Resultatet var imidlertid mindre end beskedent. Kun 2117 stemmer af ialt 66843 faldt pa Cornelius Petersen. Det viste sig altsa, at der, trods alle okonomiske vanskeligheder, ikke var sangbund for hans fantastiske ideer, og at hans kritik af det danske samfundsliv kun ovede indflydelse blandt en meget lille del af landsdelens indbyggere. Smakarsfolk havde han slet ikke tag i. Mange af dem havde nok i 1920 folt sig fremniede over for det danske, men de voksede sig roligt ind i de nye samfundsforhold, der gav dem en social tryghed, som de forstod at vaerdsaette. Det var kun i den blakkede del af befolkningen, at Cornelius Petersen havde fundet nogen genklang. Den stemning, Cornelius Petersen havde vseret med til at rejse, koni tilsyneladende det hjemmetyske parti til gode. Dets stemmetal voksede fra 7715 i 1924 til 10422 i 1926. Bag denne fremgang sporede man virkningen af den nyoprettede Kreditanstalt Vogelgesang, der ved en livlig lanevirksomhed havde givet adskillige blakkede landmaend den opfattelse, at hjselpen i noden skulle ventes fra tysk side.

Politisk kom Cornelius Petersen aldrig over nederlaget ved valget i 1926; han forsogte nok i 1927 at skabe nye sensationer, dels ved at udstede sine egne pengesedler og dels ved i juli 1927 at afholde et stort mode, hvor han opfordrede kong Christian X til som hertug af Slesvig at tage de sonderjydske landsdele i besiddelse og gore ende pi det misregimente, det sakaldte parlament havde indfort, ligesom man ville have afholdt en afstemning om nordslesvigsk selvforvaltning efter selvstyreprincippet. Hvis disse og flere krav ikke var opfyldt inden 15. august, ville man ga til folkeforbundet. Denne trusel blev dog ikke virkeliggjort. Kun fa regnede efter dette med Cornelius Petersen.

Inden for selvstyrebevsegelsen blev han mere og mere skudt til side. Blandt dem, der nu gjorde sig stserkere gaeldende, var en gardejer Hans Hansen, Lille Mommark, der sogte kontakt med det tyske mindretals organisation og fik den. Fsellesnsevneren for hjemmetyskernes og bevaegelsesfolkenesinteresser var en gardejer H. C. Lei fra Snogbsek. Han havde ved valget til folketinget i 1926 vseret opstillet som tysk kandidat ved siden af tyskernes. spidskandidat pastor Schmidt, og han havde som bevaegelsesmand samlet mange stemmer. Mellem Hans Hansen, H. C. Lei og pastor Schmidt blev der i foraret 1928 udviklet et noje samarbejde. Over for offentligheden holdt pastor Schmidt sig dog helt i baggrunden, men bag kulisserne var han meget virksom. Forst gik tankerne i retning af at fa selvstyrebevsegelsen under tysk kontrol, det mislykkedes, og sa blev man enige om at forsoge at skabe en sserlig bevaegelse, hvor man skulle samle utilfredse blandt danske, blakkede og tyske i en sakaldt samlingsbevaegelse. Det var tanken, at man ved at rejse krav over for Kobenhavn om okonomiske fordele kunne fa tag i en overvejende del

af Nordslesvigs bondebefolkning, og at man derved kunne vselte de gamle danske ledere i organisationer og partier af pinden. Derved skulle vejen vseret banet for at opna en sserlig politisk status for Nordslesvig, og derefterkunne de tyske ledere taenke pa at ga i retning af yderligere skridt til at adskille Nordslesvig fra Danmark. Man enedes om, at forberedelsesarbejdetskulle gores i stilhed; der skulle holdes lukkede moder og drivesunderhandsagitation, og derpa skulle man pludseligt ved plakatopslag ud over hele Nordslesvig fremssette de politiske krav. Ved denne fremgangsmadehabede man at kunne rive befolkningen med sig, inden den dominerende danske presse havde neutraliseret virkningen af fremstodet. Det lykkedes efter ihaerdige bestrsebelser pastor Schmidt at skaffe 10.000 kr. fra tyske statsmidler til at finansiere bevaegelsen med, men det forslogkun lidt. Natten mellem <d,en 20. og 21. april 1928 blev planen sat i vaerk; der havde dog vseret sa megen opmserksomhed om det, der var i gaere, og flere andre — nationalt set mere neutrale forsog — var i foraret1928 gjort pa at skabe rore om de okonomiske problemer i Nordslesvig.Plakatopklsebningen blev derfor ikke nogen synderlig overraskelse, og det var ikke vanskeligt at se, at de krav, der blev opstillet, ikke havde udsigt til at blive virkeliggjort. Man krsevede, at der skulle oprettes et saerligt nordslesvigsk rad pi 15 medlemmer, 8 skulle vselges ved umiddelbarevalg; disse 8 skulle udpege 7 andre, der heist skulle vsere fortrolige med landets nuvserende og tidligere forvaltning. Der skulle ved valget tages hensyn til, at de sociale lag og de forskellige nationale opfattelser blev repraesenteret. Radet skulle have en vis myndighed i landsdelen. Det skulle gore indstilling om de hojere embeders bessettelse med landsdelens egne born og bl. a. forvalte den sakaldte lanekasses og den nyoprettede hypoteklanefonds midler; disse institutioners lanemidler stammede fra den danske statskasse. Ligeledes skulle radet virke for bedre afssetningsmulighederfor landbruget, d. v. s. sydpa; den danske stat skulle stille midler til radighed for at undga tvangsauktioner o. s. v. Oprabet var undertegnet af en rsekke ikke saerlig kendte personer, og de kunne nseppe i videre kredse give tryghed for, at man kunne betro det foreslaede rad den myndighed, de onskede at give det.

Det virkede straks pafaldende, at den nye bevsegelse fik en vseldig presseomtale syd for graensen, og H. P. Hanssen karakteriserede straks bevaegelsen som det, den var, en planmaessig tysk politisk aktion. Lederne benaegtede i de kraftigste vendinger, at der kom penge syd fra; deter imidlertid senere blevet konstateret, at det var tilfasldet. Der blev dog hurtigt i Berlin sagt stop til yderligere krav om penge ud over de 10.000 kr.

Lei-bevaegelsen viste sig at blive en fuldstasndig fiasko. Ved et mode i Gram i maj 1928 kom Lei til kort over for davaerende statsminister Madsen-Mygdal,og ved landstingsvalget i September 1928 fik bevsegelsen kun valgt to valgmsend. I bestemmende tyske kredse syd for graensen var

man ikke begejstret for pastor Schmidts forsog pa at gaud over arbejdetfor det tyske mindretal som sadan, og Leibevaegelsens ringe held betodet alvorligt prestigetab for ham. Dermed var de saerlige nordslesvigskebevaegelser forbi. Prisforholdene udviklede sig i 1928_—29 gunstigt for landbruget; der faldt ro over landsdelen. Den blev dog kun kortvarig; i 1931 satte en ny krise ind, men den ramte hele landet, og de politiske virkninger i Nordslesvig viste sig da pa samme made som i det ovrige land.

Cornelius Petersens bevaegelse havde vaeret udslag af tilpasningsvanskeligheder, der var forstaerket ved den okonomiske krise, da kronen i 1926 blev fort i pari. Kun fa fulgte ham, da det kom til stykket; endnu faerre fulgte Lei, da han i 1928 i tysk interesse sogte at udnytte den stemning, der havde fostret selvstyrebevaegelsen. Det var krusninger pa overfladen, genforeningsprocessen gik trods vanskeligheder sin gang. De blakkede formaede ikke at blive en selvstaendig politisk faktor mellem dansk og tysk.

II. Jordkampen i Nordslesvig efter genforeningen.

Da Danmark i 1864 mistede Sonderjylland, var langt den overvejende del af jorden i Nordslesvig pa danske haender. Der skete ikke storre aendringer i dette forhold i de forste artier af fremmedherredommet, bortset fra at der i den del af omradet, der ligger naermest den nuvaerende graense, foregik en vis sindelagsforskydning fra dansk til tysk, — ikke fordi gardene gik ud af slaegternes eje, men fordi nogle slaegter skiftede sind.

I 1866 blev der i den beromte § 5 i Pragfreden givet 10fte om, at der i de nordlige distrikter af Slesvig skulle finde en afstemning sted, om befolkningen onskede at komme tilbage til Danmark. I tillid til, at dette 10fte betod en snarlig genforening, svaekkede de danske nordslesvigere deres stilling. I tusindvis udvandrede unge danske i 1870'erne fra landsdelenfor at undga den forhadte preussiske soldatertroje. Da de danske sonderjyder ved ophaevelsen af § 5 i 1879 blev klare over, at genforeningenkunne ligge langt ude i en uvis fremtid, aendrede de deres politik. De unge blev, patog sig byrderne som tyske statsborgere for at haevde deres ret til hjemstavnen, men i 1890' erne maerkede man foleligt savnet af den ungdom, der var udvandret i 70'erne. Der var ikke unge nok til at overtagede garde, hvis ejere var blevet for gamle til at drive dem laengere. Denne situation benyttede de preussiske myndigheder sig af. De forstod, at den, der i et bondeland ejer jorden, dermed har den afgorende indflydelse;de begyndte dels at opkobe storre garde, de sakaldte domamegdrde,ialt sikrede de sig 36, fortrinsvis i Haderslev amt; dels stottede de tilvandrede tyskere, der overtog garde i Nordslesvig. Udviklingen var farligset fra et dansk synspunkt; man tog imidlertid kampen op; en ny

ungdom voksede til, og i lobet af arene fra ca. 1900 til den forste verdenskrigsudbrud var fronten stabiliseret. Der blev i 1909 oprettet en saerlig Nordslesvigsk Kreditforening og i 1912 det forste landevaern. Ved genforeningenfik man pa dansk side en uventet fordel af den preussiske politik. Statsdomsenerne med ialt ca. 6400 ha gik over i den danske stats eje; de blev i de folgende ar udstykket til husmandsbrug. En hel del af de tilvandrede tyskere, der havde bosat sig i den nordligste del af Sonderjylland,solgte deres ejendomme og drog syd pa. En stor del af den gevinst, tyskerne havde vundet i arene for 1914, gik saledes tabt. Det nationale problem i forbindelse med jordbesiddelsen blev stort set indskraenkettil egnen mellem den nuvaerende grsense og en linie Aabenraa- Logumkloster, den skaeve firkant, sorn dette omrade populaert kaldes. Her boede mange hjemmetyske bonder. De var fastere knyttet til jord og egn end de tilvandrede tyskere i Sonderjyllands nordlige del. Fra dansk side onskede man imidlertid ikke jordkampen fortsat. De danske jordkampinstitutioner fra for 1914, det forste landevaern, og den NordslesvigskeKreditforening blev oplost, og staten gav afkald pa en forkobsret,som den tyske stat havde haft til de sakaldte rentegarde. Omsaetningenmed jord skulle kun folge almindelige okonomiske vilkar.

Men fra tysk side fulgte de ledende med megen opmserksomhed og med bekymring udviklingen. De sa med beklagelse, at det, der var vundet for 1914 nu gik tabt, og de var bange for en fortsat forskydning i dansk favor. De onskede derfor at fa en pengestserk institution, der kunne yde lan til tysksindede landmaend, for at sikre jord i tysk besiddelse og eventuelt erhverve jord fra dansk hand, hvis der skulle vise sig nogen mulighed derfor. Bestraebelser for at bevare tyske garde for tyske ejere matte i og for sig anses for naturlige; inden for rimelighedens graense kunne man fra dansk side ikke have noget derimod. Men da tyskerne i September 1926 oprettede en saerlig kreditinstitution, skete det under sadanne vilkar, at det vakte voldsom opsigt og fremkaldte en staerk dansk reaktion; en national jordkamp blev den umiddelbare folge. Det skyldtes ikke selve det faktum, at institutionen blev oprettet, men den aggressive tendens, der straks blev lagt for dagen, langivning pa politiske betingelser til sakaldte blakkede eller lunkne dansksindede og i det hele taget det klare politiske formal med aktionen; det var tydeligt nok formalet med den at berede jordbunden for en ny afgorelse af graensesporgsmalet.

Tidspunktet i efteraret 1926 var, set fra et tysk standpunkt, yderst gunstigt. Som folge af, at kronen hurtigt i 1925_—26 var fort i pari, var priserne faldet staerkt, og som jeg har naevnt i et tidligere foredrag, Nordslesvighavde ingen reserver, fordi de gamle markkapitaler var gaet tabt. Der bestod et stserkt behov for at optage lan. Cornelius Petersens bevsegelsehavde tilsyneladende held med sin kritik af danske samfundsforhold.Den utilfredshed, som fandtes blandt de indifferente, kunne

maske blive vand pa det tyske mindretals molle. Det habede de ledende
hjemmetyskere i hvert tilfaelde.

Den ivrigste for at fa oprettet et tysk jordkampinstitut var en fra Brandenborg tilvandret sagforer, Georg Vogelgesang, der i 1908 havde bosat sig i Haderslev, og som har givet navn til den tyske kreditinstitution: Kreditanstalt Vogelgesang. Han og andre tyske talsmaend, isaer davaerende folketingsmand pastor Schmidt havde i arene efter 1920 pa forskellig made forsogt at vaekke interesse syd for graensen for en tysk jordkampinstitution, men sa laenge inflationen hsergede i Tyskland i begyndelsen af 1920'erne, var det en ret hablos opgave. Institutionen kunne kun opbygges ved pengemidler sydfra. Tyske nordslesvigere har aldrig kunnet bevaeges til at yde nogen virkelig indsats pa dette felt ved egne midler.

Kreditanstaltens forhistorie er et bombardement af henvendelser fra ledende tyske nordslesvigere til bestemmende kredse, politikere og ministerier i Tyskland, for at fa stillet millionbelob til radighed for en nordslesvigsk-tysk kreditinstitution. Deter her tilstrsekkeligt at holde sig til en enkelt af henvendelserne, der tillige giver et godt indtryk af det politiske formal med aktionen. I januar 1926 sendte pastor Schmidt en lang redegorelse til det tyske udenrigsministerium, hvor han i de morkeste vendinger udmalede tyskernes truede stilling; en hard landbrugskrise ramte Nordslesvig, hvor det havde haft alvorlige okonomiske folger, at kronen var blevet fort i pari, skrev han. Men pa den anden side var det hans opfattelse, at krisen gav mulighed for, at en kraftig tysk indsats kunne give gunstig politisk resultat. Tabet af de store garde, bl. a. domaenerne, kunne nu, hvis der blev stillet s—B5^—8 millioner kr. til radighed, erstattes med en tysk gevinst af bondegarde. Pastor Schmidt satte sporgsmalet i forbindelse med hjemmetyskernes krav ora en revision af graensen. Han regnede med, at et jordpolitisk fremstod kunne bringe de blakkede over pa tysk side og habede yderligere at kunne vinde politiske fordele af, at der efter hans mening ogsa blandt dansksindede sonderjyder fandtes en utilfredshed med dansk forvaltning og retsvaesen. Selvom det i forste raekke gjaldt om at bevare, matte man dog derover ikke glemme, at der med en kreditinstitution skulle forberedes ny vaekst og fremtraengen. Saledes vurderede pastor Schmidt situationen.

Denne og andre hjemmetyske henvendelser i januar-februar faldt i god jord. Tyskland var ved at reorganisere sin udenrigspolitik med folkeforbundsidealerneom nationernes selvbestemmelsesret og mindretallenes beskyttelse som grundlag. En virkeliggorelse af disse principper kunne give Tyskland store fordele. Man sa det derfor som en betydningsfuld opgave at holde tyskheden i udlandet sa staerk som overhovedet mulig. Der var i Berlin under udenrigsminister Stresemanns ledelse stor beredvillighedtil at yde stotte bade kulturelt og okonomisk til "udlandstyskhedenogsa

hedenogsai det gamle ostrig-ungarske nionarki. Men isser i de omrader, der for 1918 havde hort til Tyskland, ville man gerne gore en indsats. Der var allerede tidligere stillet store belob til radighed for det tyske mindretal i Polen, men de forslog kun lidt, og nu blev der herfra stillet nye store krav. Samtidig blev der rejst staerke krav fra Nordslesvig. I marts 1926 vedtog den tyske rigsregering at stille 30 millioner mark til radighed til stotte for tyske landmsend i mindretalsomrader ved Tysklands ost- og nordgraense. Til Nordslesvig blev der deraf afsat 5 millioner mark.

Det blev grundlaget for Kreditanstalt Vogelgesang, der i September 1926 kunne begynde en storstilet udlansaktion. Det var tyskerne meget om at gore at kamouflere, hvorfra pengene kom. Der blev oprettet et saerligt selskab Ossa, hvorfra pengene blev sendt gennem en bank i Holland; men man gsettede snart, hvor den egentlige pengekilde la; senere blev en svejtsisk bank skudt ind som mellemled.

Vogelgesang satte straks ind med fuld kraft. Det vakte megen opmaerksomhed blandt betraengte landmaend, at man pludselig kunne fa lan, rigtignok mod en ret hoj rente, men uden kurstab, og tilsyneladende var der penge nok. Indtil 19. november 1926 var der indgaet 389 andragender, der var bevilget lan til 1.378.300 kr., og der var yderligere anbefalet lan til en samlet vaerdi af 800.000 kr.

Vogelgesang sa til at begynde med stort pa sikkerheden og lagde ikke sa noje maerke til, om lantagerne havde et provet tysk sindelag, kun de udpraeget danske kunne ikke fa lan, men en lansoger kunne vise, at han ikke var udpraeget dansk ved at tage sin flagstang ned. Der faldt nogle flagstaanger hist og her. Det vakte naturligt nok megen opsigt. Det var, set fra et dansk synspunkt, ikke noget godt varsel. Det robede hos nogle en trang til at demonstrere, at de mente, Danmark bar skylden for ulykkerne og tillige en trang til at forarge dem, man for havde folt sig solidariske med. Det var nationalt farligt og et tragisk psykisk resultat af krisens tryk. En fra Langeland tilvandret forpagter har givet et eksempel herpa. Han nojedes ikke med at lade flagstangen falde, det skulle forkyndes vidt og bredt. Han sendte 19. januar 1927 et brev til det danske blad »Hejmdal«, hvor han skrev: »Dette for at meddele Dem, at jeg idag ogsa har taget min flagstang ned,« og i »Folkets Selvstyre«, Cornelius Petersens blad, skildrede han begivenheden:

»Efter at de rustne skruer, som havde holdt flagstangen, havde 10snet sig for engelsknoglens staerke bid, tog jeg stenhammeren, denned sit 18 pund tunge hovede nok skulle vide at drive den 16 alen hoje stang af sine baerebolte.

Lundtofte herreds vaben i jern, der sad i toppen suste ned og borede
sig i jorden ved siden af mig, og da sagde jeg som Tordenskjold i Marstrand
»Dengang ej«.

Der la den lange korsbannerstang udstrakt pa jorden. Jeg tog en

tommestok og malte: jo ganske rigtig, 5 gode hegnspaele kunne der nok blive, og sa var der straks sparet at kobe 5 andre. Hvis Hejmdal vil sporge mig, hvorfor jeg har taget flagstangen ned, vil jeg svare kort og godt: den er nede, og den bliver nede«. Det var et lille eksempel pa den psykologiske baggrund for Vogelgesang-anstaltens fremstod.

De politiske virkninger af kreditanstaltens virksomhed fremtradte med al tydelighed ved valget til folketinget den 2. december 1926. Blandt andre ting havde den made, hvorpa Vogelgesang havde stroet om sig med lan, haft en vaeldig agitatorisk virkning. Det tyske stemmetal gik frem fra 7715 i 1924 til 10422 i 1926, fra 13,6 til 15,6 % af alle stemmer. Valgresultatet matte give de tyske ledere indtryk af, at de var pa den rette vej. Stemmeforingen pa tysk side blev derfor endnu frejdigere efter 2. December 1926.

Pa den anden side matte valgresultatet den 2. december 1926, Vogelgesangs udfordrende optrseden og fremstodets psykologiske virkning i de blakkede kredse, give de danske ledere meget at taenke pa. Men det gamle ord, at tryk avler modtryk, bekraeftede sig igen. Gamle kampinstinkter vagnede til nyt liv. Der blev givet kraftigt svar pa tiltale. Der kom noget af den gamle stemning fra for 1914 frem igen. I H. P. Hanssen havde de danske nordslesvigere deres gamle provede leder, og han kaldte igen engang til samling. Den 7. januar 1927 blev der under hans ledelse holdt et fortroligt mode af ledende danske maend hos grev Schack pa Schackenborg. Man enedes her om, at oprette en dansk modvaegt imod Kreditanstalt Vogelgesang, og den 24. januar 1927 blev Landevaarnet, som den nye institution blev kaldt, stiftet. De tilstedevaerende tegnede straks et belob pa 50.000 kr., og i Iobet af et ars tid var der ved frivillige bidrag fra hele landet indsamlet flere millioner kr., ca. 250.000 kr. blev tegnet i Nordslesvig: det danske folks offervillighed over for opgaverne ved grsensen havde igen engang vist sig pa smukkeste made.

Med Landevsernets oprettelse kom humoret igen tilbage pa dansk side. Til formand valgte man gardejer Hans Andersen fra Kongsbjerg i Abild sogn nser Tonder; med skonsomhed, med sejghed, med en egen besindig energi har han nu i de snart 24 ar, der er forlobet siden Landevaernet blev oprettet, ledet denne forening. Vogelgesangs fremstod blev hurtigt neutraliseret. Den nationale front var igen stabiliseret. Flagstaengerne faldt ikke lsengere.

Til dette gunstige resultat bidrog det meget, at der omtrent samtidig med, at Landevaernet blev oprettet, blev vedtaget en lov om at danne en Sonderjydsk Hypoteklaanefond, der matte udlane indtil 20 mill. kr. som 2. prioritetslan. Hypoteklaanefonden var i national henseende neutral,bade danske og tyske landmsend fik lan, hvad direktoren, Martin Hammerich, beredvilligt lod en tysksindet nordslesviger kontrollere. Netopdenne ligelige behandling af laneandragender fra bade danske og tyske

havde nationalpolitisk heldige folger, idet eftersporgslen efter lan fra Vogelgesang gik ned, nar man kunne fa. rimelige lan i en upolitisk laneinstitution.Pa den anden side kunne Vogelgesang i adskillige tilfselde opna sin politiske hensigt med et mindre pengebelob, end det ellers havde vseret nodvendigt, idet han kunne anbringe sine lan efter Hypoteklaanefondens.Kort forinden var der desuden ved statens medvirken stillet 10 mill. kr. til radighed for udlan gennem de sonderjyske sparekasser, de sakaldte realkreditlan. Ogsa den sakaldte Laanekasse, der lige som Hypoteklaanefondenarbejdede med danske statsmidler, udvidede sin virksomhedmed lignende virkninger.

Brodden blev taget af det tyske fremstod. Tanken om at vinde bondejord over pa tysk hand matte skrinlsegges, ja det hsendte allerede i det forste ar af Landevsernets virksomhed, at en tysksindet landmand tilbod sin ejendom til Landevaernet hellere end at patage sig de forpligtelser, Vogelgesang knyttede til sin udlansvirksomhed. Vogelgesang var nemlig ikke nogen blid administrator. Han har sikkert i adskillige tilfa^lde lidt skuffelser, og han provede pa at sikre sig ved undertiden at tinglyse forkobsretsklausuler, der skulle garantere, at han kunne beholde hand i hanke med de ejendomme, der fik lan, og dermed opna det politiske formal, der var tilsigtet med aktionen. Vogelgesang havde i begyndelsen ikke taget det sa noje med lanenes sikkerhed. Adskillige lantagere kunne trods hja^lpen ikke klare sig og matte ga fra deres garde, og Vogelgesang-anstalten overtog som ufyldestgjort panthaver ejendommene. Men det viste sig snart, at der ikke fandtes tilstrsekkeligt mange egnede hjemmetyske kobere, der kunne overtage disse ejendomme. Det viste sig, at der manglede en grundlseggende forudsaetning for den tyske jordkamp: der var ikke folk nok. I stedet for at lade disse ejendomme komme pa det frie marked, besluttede Vogelsang at »opmagasinere«, som man sagde, denne jord. Han hsevdede frejdigt i 1927, at om 10 ar havde mindretallet folk nok til at overtage de opmaganiserede garde. Men her tog han nu fejl. I 1929 fik han oprettet et saerligt ejendomsadministrationsselskab, Hofeverwaltungsgesellschaft, der overtog de ledige garde. Efterhanden la dette selskab inde med ca. 90 garde. De store planer, der havde foresvsevet de tyske ledere, at man kunne begynde en udstykning for at bossette flere unge tyske landmsend, havde endnu mindre udsigt til at blive virkeliggjort, nar der ikke engang var folk nok til bestaende garde. Og nogle af de unge tyskere, der kunne komme pa tale, foretrak at fa statshusmandsbrug. Ved ansogninger herom stod de pa lige fod med dansksindede ansogere. Den nationale fordeling af husmandsbrugene svarede nogenlunde til det nationale styrkeforhold i landsdelen som helhed.

Det var oprindelig tanken, at Vogelgesang-institutionen skulle drives
pa almindelig forretningsmaessig basis; rentefoden var saledes til at begyndemed
ret hoj. Det viste sig imidlertid hurtigt, at der ikke kunne

oparbejdes reserver, tvsertimod, institutionen arbejdede nied tab, der matte afskrives. De ledende kredse i Berlin strammede tojlerne: der blev i 1929 givet ordre til, at der ikke matte .ydes politiske lan, d. v. s. lan med tvivlsom sikkerhed til personer, der ikke var udpraeget tysksindede, men som kunne fremme tyske politiske formal i de blakkedes kredse. Jordkampens dramatiske periode ligger saledes i arene 1926^—28 og falder i tid sammen med de sserlige politiske bevsegelser.

Pa. Landevsernets forste generalforsamlinger i 1928, 29 og 30 kunne der arligt meldes, stillingen holdt, og der skete vel nok som helhed en lille forskydning i dansk favor. I 1931 sporede man for alvor i Danmark virkningerne af den frygtelige okonomiske krise, der ramte hele verden. Det var, som om bunden blev slaet ud under alle beregninger. I den situation kunne der vsere gjort et sserdeles virkningsfuldt jordpolitisk fremstod fra tysk side, men der savnedes midler dertil. Krisen virkede om muligt endnu stserkere i Tyskland; der kunne ikke afses penge til formal som Vogelgesangs. Forsog pa. at skaffe nye store millionbelob syd fra mislykkedes; nu og da blev der skaffet et tilskud, aktiekapitalen blev nedskrevet og en ny tegnet, men efter 1930 arbejdede institutionen i det hele taget med forholdsvis fa midler sammenlignet med arene 1926^—28. Jordkampen blev en stillingskrig. Nazismens magtovertagelse i 1933 betod kun i ringe grad en forandring i dette forhold. Der blev fra hjemmetysk nazistisk side rettet de voldsomste angreb mod Vogelgesang-institutionen, og i arene 1933^—38, da flere nazistiske forere bekrigede hinanden, var Vogelgesang skydeskive for hadske angreb fra den part, der ikke havde de rigstyske instanser bag sig. Selv handlede Vogelgesang efter de direktiver, han fik fra Berlin.

Nar Vogelgesang-institutionen ikke kunne skaffe midler til udlan, matte ledelsen omga, hvad den havde, med den storste forsigtighed og se at opna den storst mulige politiske virkning med den mindst mulige indsats. De politiske betingelser for langivningen kunne derfor fa. meget skarpe udtryk. Undertiden blev der appelleret til Vogelgesang, nar det kneb med at skaffe det tilstrsekkelige antal born til en tysk privatskole. Ved Vogelgesangs hjselp kunne man sa flytte en familie med mange born til det udsatte sted. Sserlig var det vanskeligt at holde liv i en lille tysk privatskole i Lydersholm ost for Tonder. Her sprang Vogelgesang til flere gange; men bistand af denne art gav ofte skuffelser, man sogte sa at binde den pagaeldende pa. hsender og fodder. I enkelte tilfaelde kunne en forpagtningskontrakt blive en hel handfsestning.

Et lille citat fra en sadan forpagtningskontrakt fra Lydersholm i krigens ar vil give indtryk af, hvorledes man mente det nodvendigt at behandle folk, der var i afhsengighed, for at beholde krammet pa dem. Forpagteren skrev under pa, at det tyske gardforvaltningsselskab, Vogelgesang-institutionensdatterselskab, matte opsige ham med et kvart ars

frist, hvis han ikke var medlem af den hjemmetyske nazistiske bondeorganisationog ikke deltog i dens moder, hvis han ikke holdt sine born i skolepligtig alder i den tyske skole, og hvis han ikke sammen med sin kone deltog i den tyske skoles foranstaltninger, hvis han ikke i tilfselde af valg deltog i den tyske vaelgerforenings moder, og hvis han ikke sammenmed sin kone afgav sin stemme pi den fra tysk side opstillede liste, og hvis han og hans kone ikke tog del i det kulturelle liv i Lydersholm, d. v. s. stottede tyskheden i Lydersholm, og hvis han ikke opfyldte sin simple pligt ved indsamlinger, hvad enten det var til vinterhjselp, til foreningen mor og barn, eller indsamling af smor, uld eller andre ting.

Selvom denne handfaestning nok er den mest hardhaendede i sin art, er den ikke enestaende, og den kaster et grelt lys over en indre svaghed, der ma have vaeret i de tyske raekker. Vogelgesangs metoder i deres bryske og hardhaendede form gjorde ham naturligt nok upopulaer. Handfaestningerne og opmagasineringen af jord viser de svage punkter i den tyske jordkamp. Ved Tysklands sammenbrud tilfaldt Vogelgesang-instituttets aktiver som tysk statsejendom den danske stat. Kreditanstalten er blevet opl0st; lanene er aflost af andre lan, og de 86 garde, som gardforvaltningsselskabet la inde med, er gaet over til jordlovsudvalget, der har afhaendet storstedelen af dem.

Landevaernet fortsaetter stadig sin virksomhed; selvom der ikke laengere fores nogen jordkamp som indtil 1945, har organisationen stadig sin betydning, ikke mindst ved at hjselpe til at sastte unge danske landmaend igang i graenselandet, hvor der stadig er langt mellem skorstenene, hvor der endnu er plads til talrige nye selvstsendige landbrugere.