|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 1 (1950 - 1952) –KLASSEFORSKELLEN MELLEM GÅRDMÆND OG HUSMÆND I 1870'erneAf Georg Nörregård I aeldre tid delte man samfundet i staender, og hver enkelt stand havde visse lovbestemte rettigheder, saledes at der i reglen eksisterede klare juridiske graenser mellem samfundsgrupperne. Siden den store franske revolution er denne gamle staenderforskel i stor udstraekning blevet fjernet, og ligheden for loven er blevet gennemfort i mange lande. I stedet taler man nu om samfundsklasser og paviser klasseforskelle, og navnlig hav npr^;.«men 'ed sine teorier om klassekampen bidraget til at faeste interessen for sociale klassedannelser. Opgaven i det folgende bliver at overveje, hvorvidt den gamle danske bondestand i tidernes 10b spaltedes i klasser, og hvorledes disse klasser eventuelt stillede sig over for hinanden, om de folte sig henholdsvis som en overklasse og en underklasse, og om de ligefrem bekaempede hinanden, eller de stadig bevarede en vis faellesfolelse. En undersogelse pa disse felter stoder imidlertid pa adskillige vanskeligheder. Det statistiske materiale, som skulle yde den bedste hjaelp til belysning af menneskemaengdernes forhold, svigter i det givne tilfselde naesten helt. Selve klasseforskellen er sa kompliceret, beroende pa okonomiske, politiske, konventionelle og ideelle faenomener, at den ikke lader sig male i tal, og de omveje, man kunne ga for at kaste strejflys over sporgsmalet, er oftest spserrede. De statistiske oplysninger, der foreligger f. eks. om skolevaesenet 1867, om soldaters skrive- og lsesefaerdighed i 70'erne eller om vaernepligtiges hojde 1879—88, meddeler intet om forholdene i de forskellige samfundslag, og en segteskabspolitik, der tager hensyn til erhverv, foreligger forst pa grundlag af folketaellingen 19011). Overvejelserne ma derfor i stor udstraekning bygge pa et mere spredt og et mindre eksakt materiale, som ma tolkes med stor forsigtighe d2). Vendes
opmaerksomheden nu forst mod de okonomiske forhold, sa
1) Statistiske Meddelelser 2. Rk. IX, 5; XII, 5; 3. Rk. IX, 1. og 4. Rk. XVIII, 1. 2) Dette gaelder saerlig den folkloristiske litteratur, der indeholder utallige skildringer af landsbyliv i det 19. arhundrede, men for en stor del forst er nedskrevet i det 20. arhundrede og derfor lider af de svagheder, som prseger alle sent nedskrevne Side 146
maendsoghusmaends levekar. Gardmaendene sad som ejere eller arvefaesterepa dercs garde, omgivet af familie, karle og piger, som oftest sikret et taleligt godt udkomme af deres bedrift og forholdsvis uafhsengigeaf deres omgivelser. Den tid, da de matte slide for herremaendene og boje ryg under ridefogedens pisk, var forbi. De var frie msend med fuld radighed over deres person og deres ejendom. Husmaendene derimodvar i mange tilfaelde afhaengige. Modsat senere var huslodderne ofte sa darligt dyrkede, at de ikke kunne leve af dem. Husmandsjord regnedes dengang for den darligst kultiverede agerjord i landet. Mange husmaend matte derfor skaffe sig udkommet ved at arbejde for andre. De matte gaud som daglejere hos herremsend eller gardmaend, og deres stilling blev sammenlignet med gardmaendenes som arbejdernes i forholdtil Dette indebar imidlertid ikke det samme som senere. I nutiden er arbejdsforholdet almindeligvis rent forretningsmaessigt. Arbejderen far det og det pengebelob for sa og sa mange timers arbejde eller pa akkord for en naermere fastsat maengde udfort arbejde, og dermed er parterne faerdige med hinanden. Sadan var det ikke i aeldre tid. Da herskede det sakaldte patriarkalske system, der medforte, at arbejds giver en i langt hojere grad tog sig af sin arbejder. Han behovede maske ikke at give ham sa hoj en 10n; men det var til gengaeld hans moralske pligt at drage omsorg for, at arbejderen ikke kom til at lide nod. Han hjalp ham derfor i sygdomstilfaelde, og han stod ham bi med rad og dad i vanskelige situationer. Til gengaeld havde han krav pa, at arbejderen helt og fuldt varetog hans interesse. Pa denne made blev der mere fsellesskab mellem parterne. Den ene blev interesseret i den andens velfaerd, og arbejdsforholdet fik som regel en varigere og fortroligere karakter. Pa baggrund af folkeformerelsen og de tekniske fremskridt var der imidlertid omkring 1870 ved at ga skred i denne ordning, og nye tider med andre begreber begyndte at gore sig gaeldende. Endnu var dette dog kun i sin forste begyndelse. Det var forst i 80'erne, forandringen rigtig tog fart, og forst da kulminerede klagerne over den usikkerhed, som blev folgen. Den uro, der var blandt arbejderne i begyndelesn af 70'erne, fik naeppe nogen stor indflydelse pa den traditionelle levevis pa landet. Der var sikkert nok nogen forskel pa husmaendenes stilling alt efter, om de arbejdede for herremaend eller for gardmaend; det ser ud til, at herregardshusmaendene var nok sa godt stillet som de husmaend, der arbejdede pa bondegarde. I naervaerende forbindelse er det forholdene mellem gardmaendene og deres husmaend, der isaer pakalder interesse. Til folkeholdet
pa en bondegard horte i reglen en husmand.
Undertidenarbejdede Side 147
to arbejder,
der for meje- og tserskemaskinernes tid kraevede mange
Hvad bonden ydede husmanden som godtgorelse for hans arbejde, var af en sammensat karakter. Da husmanden sa at sige aldrig var ejer af en hesl, matte bonden lane ham karl og hest til at ploje hans huslod og udf"ore hans korsler; den slags blev i reglen udfort som sondagsarbejde. Dernaest havde husmanden en rsekke rettigheder, forskellige fra sogn til sogn, fra gard til gard. Han fik maske lov at sende en ko eller et par far til graesning pa bondens jord mellem gardens ovrige besaetning. Undertiden fik han i stedet maelk og uld. Pa sine steder blev der sat et stykke hor til ham. Pa tilsvarende made fik karle og piger en vaesentlig del af deres Ion. Om sommeren skar husmanden ofte torv til haelvten i bondens mose, d. v. s. han delte udbyttet ligeligt med gardmanden. Om vinteren tserskede han pa garden mod at fa en del af kornet, i reglen en tyvendedel eller lidt mindre. Endelig fik han undertiden et stykke flaesk, en polse eller et stykke toj. Til gengaeld for plojningen matte husmanden vederlagsfrit hjaelpe bonden i hosten, f. eks. 30 dage. P4 steder matte ogsa hans kone gore nogle dages hostarbejde, og altid skulle husmandsfolkene, nar der blev plojet eller kort for dem, sorge for at bevaerte ploje- eller koremanden godt. Nar si stor en del af arbejdet blev betalt med naturalier, blev pengelonnens storrelse ikke sa afgorende. Daglonnen varierede staerkt fra egn til egn; de fleste steder la den nok omkring 1870 p& ca. 2 mk. og kosten; men den steg fra slutningen af 60'erne til midt i 70'erne. Stedvis blev der kun givet pengelon for et meget ringe antal dage; fra Nordfyn og Midtlolland klagedes der i 1871 over, at husmandsarbejdet til gengaeld for plojning og korsel havde udartet sig til et rent vilkarligt hoveri, sa husmanden skulle mode, nar bonden kaldte, op til 60—90 dage om aret, og det netop pa tider, da daglejen var hojst3). Disse arbejdsforhold frembod dog ogsa adskillige traek, der modvirkedestandsadskillelsen. Nar tyende eller husmand lonnedes med et kreatur eller et stykke hor, fik de samme interesse i vejrlig og bedrift som husbonden. Der var i de tider ikke den tilbojelighed hos arbejdskraftentil at flytte som senere. Nar husbond og hans folk gennem mangearigtsamliv laerte hinanden at kende, opstod der mere personlig medfolelseog gensidig interesse. I hverdagslivet arbejdede de side om side i staid og mark. Husbonden havde ikke sa mange moder, generalforsamlingereller dyrskuer at l^ibe til som nu og ikke sa mange regnskaber at fore. Fra barnsben faerdedes husmandsborn og gardmandsborn mellem hinanden. I skolen sad de pa samme baenk. I de fleste egne kom de ogsa 3) Ugeskrift for Landmaend 1871, 11, 506, 586; et eks. pa lavere vurdering af dagetallet smst. 1872, I, 184. Side 148
ud at tjene under lige forhold, dog med den forskel, at husmandsborn i reglen kom ud i en langt yngre alder, gerne i B—lo8—10 ars alderen, som vogterdrenge og kreaturpassere. Folkemindeforskeren H. F. Feilberg lagde stor vsegt pa tyendets ligelige stilling: »Gardmandsborn tager tjenesteligesom andre, mindre velstillede folks, og i den daglige omgang her ude [i Vestjylland] synes det sociale sporgsmal lidet fremtrsedende. Husbonden spiser ved samme bord og af samme fad som hans tjenestefolkog deltager med dem i alle arets forskellige arbejder«4). Velstanden var dog meget forskellig i gardmands- og husmandshjem. Gardmaendenes okonomiske stilling var blevet overordentlig forbedret i de foregaende artier. Bedre dyrkningsmetoder var indfort. Man var begyndt at mergle og drsene markerne. Kornsorter og kreaturracer foraedledes. Afgorende blev de hoje priser pa korn, der var den vigtigste salgsartikel, for landbruget blev omlagt til smor- og flaeskeproduktion. Bonderne fik derved penge mellem haenderne, sa de havde rad til at skaffe sig velbyggede garde og gode klaeder, idet de gik over til at folge den almindelige vesteuropaeiske mode i klaededragten. En husmand udtrykte det: »Hvis de lioje kornpriser bliver ved, vil det ikke vare laenge, for alle bonder korer i lukket vogn«. Man vurderede folk efter koretojet. Der gives ingen statistiske oplysninger om, hvor store gardmaendenes indtaegter var; men det siger en hel del, at salgspriserne for garde pr. tonde hartkorn steg fra et gennemsnit af 4578 kr. i 1860—69 til et gennemsnit af 5845 kr. i 1870—74 og 7259 kr. i 1875—795). Husmaendenes kar var ikke gaet tilsvarende frem. Mange af dem hutlede sig igennem. Deres antal var i den nsermest foregaende tid steget ganske staerkt. Antallet af bondegarde pa I—l21—12 tdr. hartkorn steg fra 70.151 i 1860 kun til 72.194 i 1873 og 72.965 i 1885. Antallet af huse i landdistrikterne med eller uden jord voksede derimod fra 139.286 i 1860 til 165.264 i 1873 og 188.426 i 18856). Ganske vist optradte langtfra alle husmsend som daglejere. Nogle drev Mndvaerk, og ejerne af de storre husmandsbrug klarede sig med udbyttetaf deres egen avling. Tidens landokonomiske bestraebelser gik netop for en del ud pa at laere husmaend at dyrke deres jord sa godt, at nogle flere kunne leve alene af jordlodden. Man onskede ikke, at arbejdsmarkedetskulle blive alt for overfyldt. Stedvis fandtes ogsa bierhverv, 4) H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv, I, 1889, 127—28; jfr. Jens Olsen: Fra Sydsjaelland, 1914, 19. 5) Statistiske Meddelelser 3. Rk. X, 1. H., 53 og 60. 6) Statistiske Meddelelser 4. Rk. XXIV, 2. H., 88—89; antallet af husmamd med jord lader sig ikke udlede med nogen sikkerhed af folketsellingerne, jfr. uddrag af taellingerne i Bidrag til Arbejderklassens og Arbejdersporgsmaalets Historic i Danmark 1864—1900, red. af Povl Engelstoft og Hans Jensen, 1931, 198; Indenrigsministeriets uudersogelse 1872 opgjorde antallet af husmsend og indsiddere til 101.832 (Oplysninger om Arbeidernes oekonomiske Vilkaar i Kongeriget Danmark 1872, udg. af Indenrigsministeriet 1874). Side 149
der hjalp over vanskelighederne. Saledes i traeskomageregnen i Midtjylland.Ved indenrigsministeriets undersogelse over arbejdskar 1872 oplystesaledes Gern-Skanderup sognerad, at kommunen havde 27 husmaendined under 2 skp. hartkorn. Af dem levede 17 alene af deres egen bedrift, og kun 10 sogte bierhverv som daglejere7). Delte var imidlertid undtagelsen. I de fleste sogne gik storstedelen af husmsendene pa arbejde. Sserlig for dem, der ikke havde fast arbejde, kunne det vsere vanskeligt at klare sig med den ringe daglon. Husmasndenes fortjeneste ved dagleje angives for hele landet 1871 til 340 kr. om aret, 1872 til 372 kr.8). For Sjaelland blev arsfortjenesten 1875 udregnet til 403 kr., og pa Hobroegnen 1880 til 391 kr.9). I hvert fald foregik der en vis stigning i tiarets 10b; men Ionforskellen fra egn til egn var ikke ringe. De ovrige indkomster er vanskelige at beregne. Dyrkningen af jordlodden gav i mange tilfaelde slet intet overskud. Saledes hedder det: »Det korn, han husmanden] saelge, er naeppe tilstraekkeligt til at betale afgifter og skatter. Til at fodre nogen saed op pa koen er der ikke rad; den bliver ofte kun sultefodret; derfor er godningen mager og smorudbyttet kun ringe«t0). Hvor konen kunne ga pa arbejde, opnaede hun maske en arsfortjeneste pa 20—40 rdlr."); men nytten heraf var begraenset, og en pessimist skriver herom: »Pengeudbyttet bliver storre; men det forslar darligere; thi hj emmet forsommes, bornene ligeledes; konen bliver svinsk og uordentlig, tit fordrukken; hele familien lever af tor mad, og bornene bliver kirtelsyge*12). Deter givet, at lonstigningen ikke fulgte med sligningen i leveomkostningerne. Allerede i slutningen af 60'erne ymtedes der om, at landarbejdernes kar var i tilbagegang"), og en undersogelse, som blev foranstaltet af nationalokonomen V. Falbe Hansen, gav til resultat, at arbejdslonnen i de danske provinser var sa lav, at arbejdsmanden kun i Kobenhavns amt kunne forsorge kone og born derpa, og det, selv oni han havde fast arbejde aret rundt, hvilket beregnedes til 330 arbejdsdage"). Dette skal dog formentlig forstas derhen, at kun i Kobenhavns amt var pengeokonomien gennemfort, og i alle de ovrige amter blev en vis udligning opnaet ved naturalieydelser, som husmaendene i ganske stort mal modtog. Et og andet
vidnede imidlertid om, at det stedvis truede med n0d15),
7) Offentlige Arbejder-Journaler 1873, 29 b, Rigsarkivet. 8) Ugeskrift for Landvsesen 1872, I, 141—56; Oplysninger om Arbeidernes oekonomiske Vilkaar, 1874. 9) Arbejderbladet, red. af P. F. Lunde, 8/i og 1876; Th. Sorensen: Markarbejdernes Vilkaar i jyske Hedeamter [1881], 88. 10) Ugeskrift for Landmsend 1871, 11, 585—86. 11) Oplysninger om Arbeidernes oekonomiskc Vilkaar, 1874, s. XVI. 12) Indsender fra Hedeboegnen pa Sjaelland, Ugeskrift for Landvaesen 1871, 11, 493. 13) Dansk Folketidende 1869, 110. 14) Ugeskrift for Landvaesen 1872, I, 148. 15) Udtalt af indsender fra Fredericiaegnen, Ugeskrift for Landvsesen 1871, 11, 561. Side 150
og nar
slatistikken viste, at selvmord var forholdsvis
halvtredie gang sa Over for nod viste man fra gammel tid stor hjaelpsomhed inden for de enkelte kommuner. Det var almindeligt, at de fattige og deres born gik rundt og tiggede, og de fik noget sa at sige ved hver gard. For smafolk blev tiggeri ikke betragtet som saerlig nedvserdigende; hvis forhenvaerende gardfolk matte tigge, blev det derimod betragtet som en stor skam. H. F. Feilberg siger, at den traengende ikke behovede at bede om hjaelpen17); men sadan var det ikke i alle egne, efter hvad de gamle fortsellere beretter om tiggeriet. Fra Fyn hedder det, at der kun var fa pa fattigvaesenet; men forklaringen var den, at nar man alligevel skulle forsorge folk, gjorde man det hellere frivilligt, og de fattige gjorde ogsa, hvad de kunne, for at undga at komme pa sognet18). Alle vegne klagede man dog over de voksende fattigudgifter. Nar vinteren blev for streng, skod man korn sammen til uddeling blandt de fattige. Detle skete saledes 1872 i Lindelse sogn pa Langeland, og samme ar uddelte man i Gudme sogn 300—350 pd. brod til smafolk uden for fattigvaasenet; i Stillinge oprettedes en hjaelpeforening, der straks gik i gang med en indsamling for at daekke den store trang. I Hojby og Lumby pa Fyn garanterede gardmaendene sognets landarbejdere beskaeftigelse vinteren igennem, men karakteristisk nok for sogncegoismen kun for dem, der havde boet i sognet i 5 ar, sa de havde ret til at fa fattighjaelp pa sognekassens bekostning18). Set pa denne baggrund bliver det forstaeligt, at samtiden med sa stor iver stiftede foreninger til forbedring af husmandskar, at man ved prsemiering sogte at lokke husmaend til at dyrke deres jord bedre, at man gerne stottede syge- og alderdomskasser for arbejderklassen, og at man til enhver tid prasdikede sparsommelighed for smafolk. Selv i kredse, hvor man ikke ansa husmaendenes stilling for sa slet, matte man indromme, at en Ionforhojelse var pakraevet. Saledes ved et niode i julen 1871 pa Hindholm hojskole. Denne skoles forstander, Chr. Nielsen, horte netop til dem, der af viste sortmaleriet af arbejdernes kar20); men modet vedtog alligevel, at man skulle virke ikke blot for fremme af opsparingen og den bedre dyrkning af huslodderne, men ogsa for, at Ionnen blev forhojet, og der udfoldede sig ved denne lejlighed en ganske tidstypisk droftelse af landarbejdersporgsmalet31). 16) Statistiske Meddelelser 3. Rk. X, 2. 17) H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv, I, 1889, 199 18) Anders Christensen: Fynske Bonders Liv i forrige Aarhundredes Midte, Odense 1908, 44. 19) Soro Amtstidende */n 18/i» 19/i og % 1872. 20) Saledes hans Foredrag: For Arbeidere og Arbeidsgivere, Ringsted 1873. Saertr. af »Hindholm«. 21) Soro Amtstidende % og "/i 1872; Dansk Folketidende 1872, 4. Side 151
Hovedindtrykket bliver, at i okonomisk henseende var der en meget betydelig forskel mellem gardmaend og husmsend i 1870'erne. De hoje kornpriser gav bonderne mulighed for at blive velhavende, medens husmsend, der ikke kunne leve af deres egen jord, ved at ga pa dagleje knap kunne tjene til foden til sig selv og deres familie. Nogen mulighed for at lsegge penge op, hvorved de kunne bane sig vej over i andre samfundsklasser, havde de normalt ikke pa dette tidspunkt. De var derfor ganske afhaengige af deres arbejdsgivere, og hvis de satte sig op mod sognets gardmaend, risikerede de at blive udleveret til den yderste fattigdom og til fattigvaesenet. Flyttede de til et andet sogn, matte de regne med, at de fra begyndelsen ville mode kulde og modvilje af frygt for, at de siden skulle falde sognet til byrde, og chancerne ved at bryde helt af og drage til kobstaden eller til Kobenhavn var endnu kun srna, sa laenge den industrielle udvikling ikke havde taget fart. Kun de dristigste vovede endnu at udvandre og forsoge lykken i den nye verden hinsides Atlanterhavet. Anderledes tegner forholdene sig, nar man betragter den immaterielle side af landboernes tilvserelse. Opmaerksomheden samler sig her om oplysningen, idet der nogle ar forud havde rejst sig en bevaegelse i akademiske og borgerligt dannede kredse for udbredelse af oplysning blandt arbejdere og landboere. Det var almindeligt i tiden at hore klager over mangel pa oplysning og interesserthed hos bondestanden. Man taenkte nerved i lige grad pa gardmaend og husmaend. Deres born gik jo i samme skole, og stort set matte man gaud fra, at oplysningen i gard og hus pa landet var lige slet. Man mente, at landboerne naerede alt for stor mistro til andre i samfundet og savnede forstaelse af kundskabers vaerdi. Sadanne klager kom f. eks. frem ved en raekke moder, som en hojskoleforstander og en laerer holdt i Nordjylland ved juletid 187122). Man kan i denne forbindelse ikke helt frigore sig fra den tanke, at hojskolefolk for at hverve elever medvirkede til at udbrede den tro, at bondestanden var fordummet og snaeversjhnet. Man kan heller ikke se bort fra, at den ringe mening om almuens kundskaber faldt godt i tr&d med den nationalliberale indbildskhed og den udbredte merevaerdsfolelse i byerne. Alligevel kan man ikke afvise pastanden om landboernes indskraenkethedblot som et reklamefif eller som udslag af en laerers foragtfor sine uvidende elever. H. F. Feilberg mente, at det var rigtigt, at bondeslanden var snseversynet og hildet i standsfordomme, og at den havde en materialistisk indstilling: »Man siger om jyden, at han er paholdendeog 22) Aalborg Stiftstidende »/i 1872. Side 152
holdendeoglaegger ham det ord i munden som leveregel over alle: Du skal elske dine specier af dit ganske hjerte og dine stude som dig selv«. Feilberg forklarede mangelen pa oplysning som isser en mangel pa historiskoplysning, »navnlig om den nsermest forudgaende tid, i hvilken der findes forudsaetninger for det allermeste af, hvad der lever og rore sig blandt os. Denne mangel findes aldeles utvivlsomt. Almueskolen byder kun lidt og vil vanskeligt under dens nuvaerende ordning kunne give synderlig mere; dog synes denne kundskab et uundgaeligt krav for et frit folk, der selv skal rade for statsstyrelsen«23). En senere tid har kaldt dette for kravet om medborgerkundskab. Hojskolefolk lagde jo netop vaagten i undervisningen over pa. de historiske fag. Landbostandens snaeversynede mistroiskhed viste sig som bekendt bl. a. i den uvilje mod at yde offentlig stotte til kulturelle formal, som Hojrepartiet sa ofte fik lejlighed til at bebrejde Venstrepartiet. Mistroen fandtes imidlertid mere udbredt blandt gardmaendene end blandt husmsendene. Den selvbevidste gardmand var mere tilbojelig til at stille sig afvisende over for dem, der kom og ville belsere ham, end husmanden, der pa. forhand var vaennet til at indrette sig efter andres meninger. Forfatteren Anton Nielsen skrev i sin interessante karakteristik »Den danske Bonde« 1887: »Nar talen er om nogen andelig bevaegelse eller opvaekkelse pa en egn, da er husmanden i almindelighed med forend gardmanden, der i sin behagelige velstand ikke foler sa stor trang dertil«. Arsagen til denne forskel mellem indstillingen hos gardmaend og husmaend la bl. a. i de forskellige vilkar, der blev budt gardmandsborn og husmandsborn under opvaeksten. Nar den fattige husmand matte sende sine born ud at tjene i en meget ung alder, kunne det vel blive til skade for bornene, men ogsa i visse henseender til gavn. Boderne for skoleforsommelser var sa sma, at gardmaendene var tilbojelige til at holde tjenestedrengene hjemme fra skolen, og deres skolekundskaber undgik ikke at tage skade deraf; men ved at komrae tidligt vaek fra foraeldrenes beskyttende omsorg blev husmandsbornene mere verdenserfarne, mere drevne til at sno sig mellem mennesker. Anton Nielsen klager over, at det i visse egne var skik, at gardmandsborn aldrig kom ud at tjene, men giftede sig og blev hjemfarne uden at have set sig om; forfatteren ivrede kraftigt herimod og, regnede det for et stort held, at husmaend ikke havde rad til sligt-'4). At gardmaendene saledes blev hjemmefodninge modvirkedes i nogen udstraekning ved, at deres born ofte kom pa hojskole, medens husmandsbornkun i undtagelsestilfaelde havde rad til en sadan ekstrauddannels e25). Efterhanden som jernbanerne blev udbredte, gav gardmsendenes 23) H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv, I, 1889, 128 og 132. 24) Anton Nielsen: Den danske Bonde, Odense 1887, 50. 25) Rigsdagstidende 1870—71, Folketinget, 806. Side 153
velstand dem ogsa mulighed for at udvide deres horisont ved rejser. Ligeledesfik de tidligere rad til at holde avis og kobe boger. Skolelsererlitteraturen,der netop blomstrede i 70'erne, skildrede almuens liv og var skrevet for almuen efter dens saerlige lseseevne og interessekreds. Sa vidt det kan ses, benyttede man sig dog forelobig ikke i stor udstrsekning hverken af rejserne eller laesningen. Det blev vistnok senere generationer,der drog fordelen af disse fremskridt. De oplysningsbestraebelser, der udefra blev rettet mod landalmuen, forte, nar bortses fra hojskolen, naeppe til store forbedringer. 1877—80 droftede rigsdagen gentagne gange gennemforelsen af en ny skolelov for kommunerne uden for Kobenhavn; loven modte ogsa velvilje i landstinget, men blev ikke fserdigbehandlet i folketinget. Derimod blev der nok i arenes 10b udbredt nogen landbrugsteknisk kundskab savel blandt gardmaend som blandt husmsend. Digteren Mads Hansen udgav saledes i 1873 »Husmandsbogen« og i 1877 »Gaardmandsbogen« med nyttige oplysninger om landbrug og kvaegavl samt vejledning i fritidsbeskaeftigelse, hjemliv og folkedannelse. Begge disse skrifter kom i nyt oplag og skal have faet stor betydning. En » Vejledning for Husmsend« blev ogsa udgivet 1875 af forstanderen for Lumby hojere landboskole K. Frantzen. Respekten for boglig syssel var vistnok storst i Jylland; men til gengaeld havde oboerne nok rigere lejlighed til at hore det levende ord. I tidens 10b tog oplysningen meget af saerpraeget bort fra den gamle danske bondekultur, den, der havde haft sit tilhold i bondegardene, og som husmaendene ikke altid havde haft rad til at folge. Den moderne oplysning kom i nogenlunde ens mal til gard og til hus. De fordele, som velstanden kunne skaffe gardfolkene, blev opvejet af husfolkenes storre modtagelighed og videbegaerlighed og af de erfaringer, livet patvang dem, og hvad dannelse angik, var der ingen vaesentlig forskel mellem gardmsend og husmsend. Ligestillingen i
oplysning blev ikke fulgt af en ligestilling i moral. Pa
Forklaringen herpa er ligetil. Jo mere et menneske Iosrives fra sin basis og skal forsoge livets muligheder pa et fremmed sted, jo mindre kendskab har det til de forhold, det skal leve under, til risiko og fristelser, som er forbundet dermed. Folgen er, at det lettere kommer til ulykke. En husmandsdatter i en fremmed gard havde svaerere ved at vogte sin uskyld end en gardmandsdatter under foraeldrenes beskyttelse. Dertil kom, at rapseri selvfolgelig var en storre fristelse for fattigmands barn end for rig mands. Husmandsborn
kom saledes lettere til at bega fejltrin, til at
forbryde Side 154
padrog sig samfundets foragt, saledes at de fik vanskeligere ved at bega sig. Dette pavirkede hele husmandsstandens anseelse, og det at vaere fattigmandvar lige ved at fore til, at man pa forhand blev betragtet som et vaesen af en. lavere moralsk beskaffenhed. Ifolgc datidens opfattelse skete brud pa moralen kun med synderens vilje; og fordommelsen var da lige for handen. »Underlig hardhjertet kunne man vsere i sin omtale af de fattige«, siger folkemindeforskeren F. L. Grundtvig, »man var jo pa forhand tilbojelig til at tilskrive dern selv deres fattigdom: de taenker ikke pa. den dag i morgen; men sa. snart de har faet skrutten fuld, sa synger de!«26). En anden skildrer af gamle tiders bondeliv, Ingvor Ingvorsen, fortaeller, hvorledes han blev vred, engang han red til Terslev med den »store almisse« til de fattige: de begyndte nemlig at spise straks, og de tog lige saa tykt et lag smpr som brod; »det var ikke sadan, jeg fik det, nar mor smurte mad«37). De riges domfaeldelse over de fattige kunne ofte vaere begrundet. En statistik over drikfseldighed fra 1882 viser, at i tiaret 1871—80 blev af 64.248 fattiglemmer de 19.333 indlagt pa fattiggardene pa grund af drik28). Dette lader sig ikke bortforklare; det undskylder i nogen udstrsekning de riges farisseisme, men i sin selvretfaerdighed var man tilbojelig til at glemme, at fattigdom kunne vaere uforskyldt, fremkaldt af ulykke eller sygdom, og meningerne om den fattige groede da fast, ensrettede og uretfaerdige. Hvad husmaend taenkte om gardmaendene gav sig ikke sa ofte udtryk pa en sadan made, at deter overleveret til eftertiden. Oftest naerede husmanden vel i sit stille sind en blanding af frygt for ikke at vaere gardmanden tilpas og en taknemmelighed for det brod, han nod hos bonden, i visse tilfaelde maske med en tilsaetning af stum bitterhed. Enkelte steder kunne han i kraft af storre klogskab fa betydelig indflydelse pa sin bonde. Et sted nod en taekkemand stor gaestfrihed i en gard, fordi han i sin tid havde ordnet frieriet mellem manden og konen28). Lejlighedsvis
findes ogsa vidnesbyrd om, at husbond og husmand
forhandlede Almindeligvis fik man dog et overvaeldende indtryk af, hvor lidt en husmand blev regnet for i andre samfundsgrupper. Deter karakteristisk, nar den folkloristiske litteratur ofte omtaler husmaend under tyende, og deter lige sa karakteristisk, nar det anfores, at det blev betragtet som den mest übetingede ringeagt, man kunne vise en fremmed gaest, dersomman lod ham sove iet karlekammer31)- len folkemindeskildring 26) F. L. Grundtvig: Livet i Klokkergaarden, 1908, 285. 27) Henrik Ussing: Ingvor Ingvorsens Fortsellinger om gammelt sjaellandsk Bondeliv, 1918, 123. 28) Statistiske Meddelelser 3. Rk. IV, 6. H., 278. 29) Marie Christophersen: Fra Hedeboegnen, ved Henr. Ussing, 1923, 126. 30) Jens Olsen: Fra Sydsjselland, 1914, 60. 31) Social-Demokraten Via 1874. Side 155
fra
Vestsjaelland omtales det, at en husmand med 6 tdr. land
ikke kunne Af sadanne smatraek omtales mange. Rent übevidst rober skildringen sa ofte tankegangen. Nogen udligning af klasseforskellen fandt endnu ikke sted. Tvaerlimod uddybedes den stadig. Pa de lidt storre bondegarde var man mange steder i efterligning af herregardsforhold begyndt at indrette folkestuer, hvor tjenestekarle og daglejere kunne spise, medens gardmanden og hans familie spiste for sig i de bedre udstyrede gemakker. Mange roster i samtiden haevede sig mod denne praksis som et brud pa de lighedsprincipper, de mere demokratisk rettede folkeforere onskede gennemfort. En samtidig forfatter udlalte i ovrigt direkte, at klasseforskellen var stigende. »Forhen var forskellen mellem gardmaend, husmaend og indsiddere meget ringe«, skrev han, »men nu, da gardmaendene ved forholdenes tvingende magt er tradt sa langt frem, star husmsend og indsiddere tilbage som de egentlige arbejdere pa landet, og der gores med hensyn til disse to [sidstnaevnte] klasser ikke stor forskel; det vil sige, de star omtrent lige lavt i dannelse og kundskaber«3S). Der antydes her en yderligere klassedeling, hvortil kan fojes afstanden mellem de husmaend, der kun havde hus med have, og de husmasnd, der desuden havde markjord. Disse forskelle gav sig ikke ellers udtryk. I en tid, hvor husmandsjorden blev sa darligt dyrket, betod de naeppe stort; i virkeligheden var der flydende overgange mellem de jordlose indsiddere, de jordejende daglejere og de husmaend, der havde sa megen jord, at de helt kunne ernaere sig deraf. Flertallet var formentlig de husmaend, der vel havde jord, men ikke sa megen jord, at de kunne leve deraf, og derfor matte ga pa dagleje. Det var mellem dem og gardmaendene, den mest typiske klasseforskel kom til udvikling. Endnu star det
tilbage at iagttage denne klasseforskels betydning i
Partidelingen i dansk politik var i arene lige efter 1870 let overskuelig.Regeringen bestod af godsejere og nationalliberale, der fra nu af forenedesi et Hojreparti. De ovrige partier samledes i det forenede Venstre, som ved folketingsvalget 1872 viste sig at have flertal, men ikke kom til at danne ministerium. Venstrepartiets kerne bestod af gardmaend, hvis politiske sans navnlig var blevet vakt ved I. A. Hansens og Bondevennepartietsvirksomhed. Husmaendenes stilling var derimod uklar. Endnu 32) Karoline Graves: Ved Halleby Aa, 1921, 124. 33) Fr. Wendt: Om Husmandens Stilling som Arbejder paa Landet og om Dyrkning ai Husmandslodder, 1871, 12. Side 156
havde de gjort sig lidei gaeldende i offentlige forhold. Pa forhand skulle man vente, at Venstre havde lettest ved at fa dem i tale. Gardmsendene stod dem jo dog nsermere end herremsendene og byboerne. Venstre lagde sig da ogsa i selen for at fa deres stemmer. Udtryk for disse bestrsebelser blev isaer Bergs forslag til lov om udvidelse af valgretten til sognerad og amtsrad i rigsdagssamlingen 1870 —71, gentaget de to folgende ar uden held. Kommunestyrelsen pa landet var nylig ordnet ved loven af 6. juli 1867; men for valgrettens vedkommende gjaldt endnu bestemmelserne fra loven af 22. marts 1855. Efter denne lov blev den storre halvdel af sogneradet valgt af den hojstbeskattede femtedel af skatteyderne, den mindre halvdel af alle skatteydere. Til amtsradet valgtes den mindre halvdel af sa mange hojstbeskattede maend i amtet, som dette havde kommuner, og den storre halvdel valgtes af repraesentanter for sogneradene, en for hvert. Denne ordning sikrede gardmsendene hovedindflydelsen i sogneradene, og det var efter Bergs pastand fuldstaendig mod grundtanken i forfatningen: »Hartkornssindet«, udtalte han, seller som man hellere ma sige ulighedssindet, den betragtning nemlig, at dygtighed og interesse for det offentlige vel er knyttet fornemmelig til pengepungen, kan kun styrkes ved de nugseldende bestemmelser«. »Deter en hartkornsbetragtning, deter den indbildning, der gar igennem deres foredrag, at herrer, der ved arv — maske aldeles uforskyldt — er kommet i besiddelse af et fjerdingkar hartkorn mere end andre, derfor er aedlere, dygtigere, mere retskafne og mere interesserede i hele samfundets udvikling end andre, der ikke har vseret sa heldige«S4). Bergs forslag gik ud pa, at man skulle indfore almindelig og lige valgret for alle, der var valgbare til folketinget. Som det fremgik af diskussionen i folketinget, troede Venstre ikke, en sadan bestemmelse ville fore til, at der kom sserlig mange husmsend ind i sogneradene; de kommunale tillidshverv var jo ulonnede, sa smafolk havde ikke rad til at patage sig dem. Man ventede derimod, at ordningen ville blive til gavn for gardmsendene, og man henviste til, at folketinget jo dog ikke blev oversvommet af husmsend, selv om de havde stemmeret ved valg af tingets medlemmer38). En landstingsmand sagde bagefter rent ud, at gardmsendene ikke regnede med, at husmsendene ville forlange del i regeringen38). Pa vaelgermoderne fremhsevede Venstre bestandigt, at det gode gamle forhold mellem gardmsend og husmaend endelig matte vedligeholdes, for at man kunne komme til at sta staerkt over for Hojre. Gardmaendene matte bevare tilliden hos de sma; gardfoik og husfolk havde jo faslles 34) Rigsdagstidende 1870—71, Folketinget, 127 og 779. 35) Rigsdagstidende 1870—71, Folketinget, 780—81; Tillaeg B: 1019; jfr. Dansk Folketidende 1871, 187, og pjecen: Hvor vidt ere vi naaede? anmeldt i samme blad 1874, 98. 36) Dansk Folketidende 1877. 112. Side 157
interesser37). I rigsdagen blev det endog sagt, at der ingen modsaetning var mellem dem38). Ifolge de fremsatte udtalelser onskede Venstre at »lette den arbejdende klasses kar, haeve den i andelig henseende, styrkc dens selvfolelse ved at give den ligestilling, bS.de efter loven og i gerningen«,og videre hed det: »Lad os overhovedet i det private savel som i det offentlige liv med alvor og redebonhed soge at indhente det meget, som fortiden har forsomt i denne retning«39). Hojres indvendinger mod det Berg'ske lovforslag samlede sig isser om det punkt, at husmsendene ikke udnyttede den valgret, de allerede havde, til at saette deres egne ind som repraesentanter i rigsdagen og sogneradene; man pastod, de havde vist »en magelos ligegyldighed i den henseende*. Venstre tilbageviste denne indvending med den pastand, at husmaendene virkelig tog ivrig del i sogneradsvalgene. Endvidere var det Hojres onske, at man burde lade dem, der betalte de fleste skatter, fk den vaesentlige indflydelse pa pengenes anvendelse, og man udtalte endog en almindelig tvivl om smafolks evne til at styre40). Hojre sogte saledes ikke at vinde husmaendene for sig ved gode ord. Af de motiver, der fra Venstres side blev anfort til gunst for Bergs forslag, var der et, som havde saerlig kraft og blev anvendt gang efter gang; det gik ud pa, at man ved en valgretsudvidelse som den, man bragte i forslag, ville dsemme op mod socialismen, sa at man ikke fik, hvad Berg kaldte »det rode spogelse« ind i landet41). Venstres frygt var ikke ugrundet. Socialisterne tilsigtede i sporgsmalet om forholdet mellem gardmasnd og husmaend nojagtig det modsatte af, hvad det forenede Venstre arbejdede for; de betragtede de to grupper af landboere som henholdsvis arbejdsgivere og arbejdere og ville p& det grundlag drive en kile ind mellem dem. Deres organ »Socialisten« skildrede landarbejdernes kar i de morkeste farver: »Danmarks over 100.000 husmaend og inderster vil snart af suit og nod blive tvunget til med magt at fordre det brod, hvorom de nu sa tit forgaeves med tarer har tryglet gardmsendene«. Og dernaest pastar bladet, at de fleste gardmaend behandler husmaendene med foragt og ligegyldighed. »Nar landarbejderen ikke gor strejke, sa er det ikke, fordi han har det bedre end sine kammerater i kobstaederne; men fordi det pa landet er vanskeligere at opna den fornodne enighed«. Ganske saerligt rakker bladet bonderne til: »Godsejerne er i disse punkter en del mere humane end bonden, idet der pa de storre garde er en bestemt arbejdstid og en lidt hojere dagtyru42). 37) Dansk Folketidende 1871, 150; 1872, 91, 122 og 134; 1875, 8 og 99; 1876, 178. 38) RigsdagsLidende 1870—71, Folketinget, 743. 39) Soro Amtstidende »/i 1873. 40) Rigsdagstidende 1870—71, Folketinget, 733—34 og 746; Tillseg B, 1021—22 41) Dansk Folketidende 1871,' 142 og 187; 1872, 134 og 153; 1873, 167 42) Socialisten Nr. 7 (sept. 1871), »/to 1871; 12/ ege°g 18/s 1872; 4/i 1873; Social-Demc kraten ■/. 1876 og "/« 1877. Side 158
Som forholdene var, mente socialisterne, at husmaendene burde organisere sig; men bestraebelser i den retning lykkedes kun darligt, og efter nogle ars forlob resignerede »Social-Demokraten« med folgende hjertesuk: »Landarbejderen er takket vaere arhundreders undertrykkelse og fordummelse mindre i stand til at indse den sande oprindelse til hans elendighed end stadarbejderen. Landarbejderen liar sa laenge vaeret en spillebold for store og sma absolutister og praester, at han ikke vover at have sin egen mening, men gar i en ja?vn dos i den gamle trsedemolle ar ud og ar ind«43). Ved saledes at ssette sagen pa spidsen sikrede bladet sig, at ingen landbo beskaeftigede sig med det forelobig, og det kom til at vare adskillige ar, for socialismen fik ret mange tilhaengere uden for byerne. I denne forbindelse kan det naevnes, at politikeren Lars Bjornbak, der ellers en tid stillede sig venligt til socialisterne, var absolut afvisende over for sadanne udtalelser, som efter hans opfattelse var fremsat fra »doktrinaer side«. Tvsertimod bekendte han sig i sporgsmalet om gardmaend og husma&nd til venstresynspunktet og opfordrede landarbejderne til at slutte sig til-bonderne foruden til kobstadarbejderne, og han mente ikke, de jyske afdelinger af »Internationale« kunne sta til ansvar for »Socialisten«s skriverier"). En vis interesse knytter sig ogsa til det standpunkt, som blev indtaget af jernstober P. F. Lunde, formanden for landarbejdersammenslutningen »Almindelig dansk Velfasrdsforening«. Hans anskuelser gik ud pa, at Hojre ville se mere sagligt pa landarbejdernes forhold end Venstregardmaendene, for hvem det var en naturlig opgave at holde husmaendene nede. Da der 1874 var tale om at nedsaette en arbejderkommission, agiterede han staerkt for, at den skulle nedsaettes af regeringen og ikke af den venstrepraegede rigsdag. Det blev virkelig en regeringskommission, som blev nedsat, og for sa vidt fik Lunde ret, som den betaenkning, kommissionen siden afgav, virkelig var meget fremskridtsvenlig, som helhed forud for sin tid. Principmaessigt stod Lunde i ovrigt frit over for de politiske partier; men han undgik ikke fra Venstres side at blive beskyldt for at ga Hojres aerinde, nar han saede splittelse mellem husmaendene og Venstre45). Venstre var netop bange for sadanne splittelsesforsog og beskyldte navnlig de Nationalliberale for at saette splid mellem gardmaend og husmaen d48); i anledning af Lundes bestraebelser skrev den gamle VenstreforerTscherning, at det var meget forkert at splitte bondestanden, sa laenge de andre staender sa ned p4 den. Efter hans opfattelse aendredes 43) Social-Demokraten «/s 1878. 44) Aalborg Stiftstidende og 3Vi2 1871; «/i 1872. 45) Dansk Folketidende 1874, 75—76; jfr. smst. 1872, 134—35 og 1876, 178. 46) Saledes udtalt af I. A. Hansen, Dansk Folketidende 1874, 102—03; jfr. smst. 1875, 5—6. Side 159
saeder og saedvaner ikke sa hurtigt som lovparagraffer, og derfor udfoldedesder i de andre samfundsklasser, der havde slatstyrelsen i deres haender, en stadig virksomhed, der benyttede enhver gunstig lejlighed, isaer rigets vanskeligheder og ulykke, til at svaekke bondestandens efter hans mening berettigede og lovlige indflydelse og genvinde herredommet over den. »De, som for liden soger at saette splid mellem gardmaend og husmaend«, fojer Tscherning til, »stilles maske dem selv uafvidende i denne straeben«47). Noget stort resultat kom der dog ikke ud af splittelsesforsogene. I alt fald ikke ved folketingsvalgene. Ganske vist tydede den lave stemmeprocent pa, at en del af husmaendene endnu ikke var vagnet til politisk interesse; men Venstres stemmetal var dog mange steder sa store, at talrige husmaend ma have stemt pa partiet. Kun enkelte steder forsogte man at fa valgt egne repraesentanter for husmaend og arbejdsfolk. Ved et vaelgermode i Ronnede kro 1869 stillede Hans Bentzen fra Vollerslev sig som den arbejdcnde klasses talsmand, idet han forte staerke klager over, at rigsdagen aldrig havde befattet sig med denne klasses anliggender. Ved samme valg blev der opstillet husmaend i Naestved, Fuglebjerg og Fakse, men kun i Naestved med resultat, idet husmand Hans Albretsen her opnaede valg. Han havde imidlertid udtalt, at han ikke ville ophidse husmaend mod gardmaend; han fik derfor ogsa gardmaendenes stemmer og blev genvalgt siden efter. Da han dode ved nytarstid 1876, skrev venstreorganet »Dansk Folketidende« dog, at han havde faet sit saede i rigsdagen vaeisentlig ved smafolks stemmer; men samtidig karakteriserede bladet ham som en fordringslos, velvillig og imodekommende mand48). 1872 opstiliedes husmandsrepraesentanter i Slagelse, Svinninge og Fuglebjerg kredse, og folk fra den antisocialistiske arbejderorganisation »Dansk Arbejdersamfund« blev opstillet i Frederikssund og Frederiksborg. Som repraesentant for Arbejdersamfundet angreb typograf H. P. Lober Venstre som et »gardmandsdemokrati«, der ikke brod sig om husmaend og indsiddere40). Ligesom tilfaeldet var for de socialistiske kandidater rundt om, forte opstillingerne til intet savel ved dette valg som ved de folgende. Endnu skulle der ga lang tid, for skellet mellem arbejdere og arbejdsgivere pa landet fik indflydelse pa den politiske partistilling. Suppleringsvalget i Naestved
efter Hans Albretsens dod i 1876 samlede 47) Fra Holbffik Amt 1928, 49. 48) Dansk Folketidende 1869, 147 og 150; 1871, 104; 1872, 152; 1876, 4. 49) Dansk Folketidende 1872, 107, 116 og 152. Side 160
kuratorTheodorLeth, og der faldt
kun 75 stemmer pa Geleff, som
socialisterneforventningsfuldt De politiske forhold viser saledes, at klassedelingen pa landet endnu kun i ringe grad blev ledsaget af delte meninger i politiske sporgsmal. Medens andre befolkningslag var stolte over den politiske frihed og i stor udstrsekning benyttede sig af den, holdt mange husmaend og inderster sig i übemaerkethed. De stod ved deres mangel pa politisk orientering ligesom pa et lavere stade end de politisk vagne samfundslag, og selve dette var blandt de ting, der bidrog til at udvide klasseforskellen mellem gardmaend og husmaend. Store forandringer er foregaet i de sociale klasseforhold siden 1870'erne. Landbruget havde dengang svaert ved at skaffe arbejde til sin staerkt voksende befolkning; det var husmandsklassen, der modtog fodselsoverskuddet, og dens stilling blev derved darlig. Eftertiden blev ad mange veje i stand til at bode herpa. Forst og fremmest groede industrien frem til at kunne forsorge en meget vaesentlig del af befolkningen, og den sugede en stor del af landboungdommen til byerne. Dernaest kom der gennem en laengere periode gang i de oversoiske udvandringer, hvorved mange tusinde reddede sig over til bedre livskar. Videre opnaede man virkelig et resultat gennem bestraebelserne for en bedre dyrkning af huslodderne. Langt flere husniaand blev derved i stand til at leve af deres egen jord, og en saerlig hjselp bragte i denne forbindelse andelsbevaegelsen, der muliggjorde det for husmaendene at fa deres produkter lige sa godt betalt, som herremaend og gardmaend fik deres. Der blev herefter en kendelig forskel pa husmaends og landarbej deres vilkar. En vis forbedring bragte ogsa den sociale lovgivning. Ingen behovede laengere at ga rundt og bede om lidt i Jesu navn; de blev befriet for tiggeriets ydmygelse, og hver familie blev sig selv nok. Husmaendene blev aldeles ikke okonomisk afhaengige af gardmaendene. I andelsbevaegelsen modtes de pa det vilkar, at hver mands stemme vejede lige tungt. Gardmaend og husmaend blev i adskillige henseender hinandens lige. Den politiske jaevnstilling blev indfort ved loven om hemmelig afstemning1901, ved kommunalloven 1908 og ved grundloven 1915. Det stod husmaendene frit, om de ville folge gardmaendene i Venstrepartiet, eller de ville ga i opposition og slutte sig til radikalismen eller Socialdemokratiet.Efterhanden blev det sjaeldent at traeffe dem som herremaendenesfolge i Hojre. Gennem husmandsforeningerne blev der skabt en organisation,der kraevede samme hensyntagen som landboforeningerne. Husmandsrejserog husmandsskoler gav smabrugenes indehavere faglig horisont.Husmandsborn Side 161
sont.Husmandsbornkom ikke til at forsomme mere i skolen end gardmandsborn.Af mangel pa garde matte mange gardmandssonner nojes med at blive husmaend, og i okonomisk henseende blev sina og store landmsend ofte lige svage takket vsere den tiltagende prioritering. Hermed vsere ikke sagt, at klasseforskellen mellem gardmsend og husmaend ganske er forsvundet. Fordom og konvention spiller stadig en rolle; men klasseforskellen mellem de to hovedgrupper af landboere er formindsket betydeligt, og deter sikkert, at den ingensinde har vaeret sa stor som i arene omkring 1870. |