Tugthusets grundlæggelse.

D. 30. juli 1736 blev der i Viborg underskrevet et forslag, beregnet for Hans kongelige Majestaet. Det var skrevet af Christian Arnold Dyssel, pa den tid borgmester i den gamle stiftsby, hvor sa mange garde og huse for 10 ar siden var blevet lagt i aske af den store ildebrand. Overalt mindede de nogne, rogsv3ertede mure og übebyggede tomter om den ulykke, der var overgaet byen.

1730erne var en svaer tid for Danmark. En alvorlig krise havde ramt landbruget, og gennem drastiske forholdsregler som indforelsen af stavnsbandet i 1733 forsogte man at komme landmaendene til hjaelp. Selvom godsejerne var de ledende indenfor regeringen, glemte de dog ikke byerhvervene. Kollegieherrerne var tilhsengere af merkantilistiske teorier om, at et land skulle forsorge sig selv, sa det kunne fa en gunstig handelsbalance. Derfor matte Danmark have en industri, og i 1735 oprettede regeringen et nyt kollegium, kommercekollegiet, hvis fornemste opgave det blev at ophjselpe »manufakturerne«. Merkantilisterne mente ogsa, at det var af stor betydning at have sa talrig en befolkning som muligt og vel at mserke en befolkning, der arbejdede, der skabte og producerede og ikke spildte tiden med lediggang. Losgsengere og tiggere var dem en pestilens, og da man ikke var bange for at krsenke den enkeltes frihed, la tanken om at tvinge alle til at arbejde ikke sa fjern.

Dyssel var ikke blot et barn af sin tid, optaget af dens ide om et industrieltDanmark. Han var ogsa en foretagsom mand, hos hvem ideerne altid vseldede frem. En projektmager kan man maske sige, nar man ser pa hans talrige forslag til kancelli og kommercekollegium. Mange — maskede fleste — af dem forte ham ud i vanskeligheder, gav ham sorger og bekymringer. Det gjorde det store projekt af 1736 ogsa. Men da denne plan var blevet virkeliggjort, var der skabt en institution, der i mere end et arhundrede kom til at rumme et utal af ejendommelige og tragiske menneskeskaebner. Viborg tugt- og manufakturhus blev resultatet af Dyssels betsenkning. Nu er tugthuset forlaengst borte fra Viborg, men

bygningerne, som Dyssel byggede, star endnu som et minde om denne
maerkelige tid og om det »Viborghus«, som Dyssels iderigdom og foretagsomhedskabte.

I sit forslag af 30. juli 1736 sagde Dyssel, at det var kongens kristelige gerninger, der havde tilskyndet ham til at forestille en made, »hvorledes Deres Majestsets aeldgamle berommelige og end ved kongers hylding navnkundige stad Viborg nogenlunde af sin ildebrands aske til en bys lignelse igen kan hjaelpes«. Endnu la en del huse i ruiner, og mange pladser var übebyggede. Han bad derfor om, at disse matte vaere hjemt'aldne til byen, med mindre ejerne straks forpligtede sig til at opbygge dem. Da det iovrigt var kongens hensigt at se sine lande forsynet med manufakturer og fabrikker, foreslog han pa byens vegne, at der oprettedes manufakturer i Viborg. Den, der inden et ar deri »lader sig indskrive og indskyder rede penge«, skulle i 6 ar vaere fritaget for krav fra udenlandske kreditorer, hvis det tegnede belob var pa mindst 300 rigsdaler, i 12 ar, nar det var pa 600 rigsdaler. Han habede, at en sadan ordning ville fa en del mennesker til at flytte til Viborg. Han havde ogsa fundet ud af, hvor manufakturet skulle have til huse. Det gamle domhus, der la lige op ad Domkirken og var brostfaeldigt og übekvemt, skulle kongen skaenke dertil. Alle, der nod understottelse af fattigkassen i Viborg, og som var arbejdsdygtige, skulle arbejde i manufakturet. Desuden skulle tiggere og omlobere, der kom til Viborg, anbringes der, idet der skulle gives dem 28 skilling om ugen til kost og tsering. Dyssel viste sig her som den praktiske kommunalmand, der sogte at komme de betydelige socialudgifter til livs. Men han taenkte ikke blot pa byens pengekasse, men ogsa pa religionen og dens krav til menneskene. Som sa mange andre forargedes han over de mange »skarns folk med ukristelig opforsel og omgang i aegteskab, drik, banden, svaermeri«. Den slags »liderlighed« skulle straffes, og Dyssel foreslog derfor, at nar sadanne folk blev anklaget for magistraten, skulle stiftsovrigheden, magistraten og sognepraesten undersoge forseelsen og inden 24 timer afgore deres skyld og eventuelt domme dem til at indsaettes i »spind- og manufakturhuset«. Desuden skulle alle norrejyder, som ikke kunne betale deres mulkter, anbringes i manufakturet.

Efter at have gjort nogle bemaerkninger om overdirektion og direktion for den nye anstalt kom han ind pa sporgsmalet om interessenterne. Som sadanne skulle direktionen antage dem, der efter dens mening enten havde gjort eller ville kunne gore manufakturet tjenester. For at sikre afsaetningen af de producerede varer, ulden og linned toj samt kartuns lserreder, onskede han forbud mod at indfore denne slags varer til Jylland, og for at man altid kunne vaere sikker pa at fa de nodvendige ramaterialer, ville han have forbudet af 1719 mod eksport af uld fornyet¹).

Sagen gik nu sin gang. D. 8. april 1737 besluttede kollegiet, at stiftamtmanden
skulle foresporges, om der ikke var andre udveje til at fa
de afbraendte pladser bebyggede. Hvis han ikke havde noget imod Dys-

sels planer m. h. t. domhuset og de andre fordele for manufakturhuset, ville kollegiet vaere betaenkt pa at indgive en forestalling til kongen. Det fremgik dog af kollegieherrernes overvejelser, at de havde meget store betaenkeligheder ved det foreslaede moratorium. »Sadan frihed ville ganskesvaekke kreditten og medfore mere skade for det almindelige, end manufakturet nogensinde kunne gavne, foruden at tale om det bedrag og den uret, som derved kunne forelobe«^la). Sagen blev af kollegiet oversendttil stiftamtmanden i Viborg for at han kunne afgive sin betsenkningderom., Han var velvillig indstillet og oplyste, at landsdommerne havde erklaeret, at der ikke var noget i vejen for, at domhuset kunne

---

Hvor intet andet er anfort, findes de citerede arkivalier i Landsarkivet i Viborg.

1) Kommercekollegiet: Danske journalsager nr. 156/1736 > 714/1737 (RA).

1a) Kommercekollegiet: Projektprotokol A, s. 175 f., deliberationsprotokol A, s. 76^—77 (RA).

afstaes til et manufaktur, nar de fik anvist plads pa radhuset, hvor der var »god og bekvem lejlighed«. Amtmanden var i og for sig heller ikke betaenkelig ved moratoriet, men slog fast, at det kun skulle omfatte gaeld, der var stiftet, for den kongelige tilladelse blev givet, ligesom der selvfolgeligskulle svares renter af gselden under moratoriet, og pantsat ejendomskulle vedligeholdes pa forsvarlig vis. Han var dog klar over, at pengemanglen i landet var stor, og at foretagendet kun kunne blive til virkelighed, nar det fik kongens stotte. Straffereglerne mod overtraedere af de moralske bud var han glad for. De ville »upatvileligen taemme de sa mange steder her i landet desvaerre befindende skarns folk og give dem frygt for skammelige og grove gerninger og forargelig levemade at bega og ove«²).

Det var ikke blot indenfor industrien, at disse ar i dansk historie blev banebrydende. Ogsa indenfor faengselsvaesnet var noget nyt ved at vokse frem. Mens de storre forbrydere blev sendt til Bremerholm eller til landets faestninger, kom de mindre lovovertraedere som betlere og 10sgaengere til bornehuset pa Christianshavn³). Men forholdene her var darlige, der var over 350 fanger, og direktionen over de fattiges vaesen i Danmark indsendte derfor til kongen et forslag om at oprette et par tugthuse i Jylland og pa Fyn, hvor dagdrivere og orkeslose betlere kunne fa lejlighed til at fortjene deres underholdning. Disse tugthuse eller manufakturer kunne bedst oprettes i Sokobstaederne, hvor alt var billigere, og varerne derfor kunne saelges for bedre kob end i Kobenhavn. D. 29. december 1736 henvendte direktionen sig til stiftamtmanden og biskoppen i Viborg. De refererede det indsendte forslag, som havde, vseret forelagt konseillet. Nu havde kommercekollegiet anmodet om fefcrskellige oplysninger, bl. a. om indrettelsen af tugthuse⁴). Allerede aret efter, d. 26. april 1737, approberede kongen planen om at indrette navigationsskolen pa Mon til et tugthus⁵).

Da Dyssel indsendte sin plan, kan han ikke have kendt direktionens onsker om indrettelse af et jysk tugthus. Selvom han i og for sig ikke havde taenkt p& et tugthus, kun pa et manufaktur, sa var det jo i virkeligheden et tugt- og manufakturhus, han foreslog oprettet. Deter ejendommeligt at se, at den samme tanke saledes er opstaet uafhaengigt af hinanden to forskellige steder.

Da man indenfor regeringen fik kendskab til de to forskellige planer,var
det en selvfolge, at man ville forene dem i eet projekt. Der gik
dog nogen tid, inden der kom gang i sagen. D. 5. december 1738 var

---

2) Kommercekollegiet: Danske journalsager nr. 714/1737 (RA), Viborg stiftamt: Kopibog 1737—39, s. 25—32.

3) Sc. Fr. Stuckenberg: Fsengselsvsesnet i Danmark 1550—1741 (1893).

4) Kommercekollegiet: Supplikprotokol A, s. 123 f., nr. 67 (RA), Viborg stiftamt: Kopibog over indkomne breve 1731^—46, s. 139 f.

5) Stuckenberg: anforte sted s. 154.

man naet sa vidt, at kongen kunne bevilge, at landstinget matte holdespa radhuset pa de af magistraten fastsatte vilkar. Domhuset, der, som amtmanden udtrykte sig, la pa domkirkegarden sa taet ved kirken, »at ikke mere end et menneske kan ga imellem«, skulle indrettes til tugt- og manufakturhus. Pa grand af den store brand var det dog sa brostfaeldigt, at muren pa den ene side var udfaldet, og amtmanden fik senere ordre til at udbyde reparationen i licitation⁶). Der blev afholdt

auktion, og reparationsudgifterne blev fastsat til 892 rdlr. Men pludselig blev man klar over, at man ikke, som man hidtil havde taenkt sig, kunne nojes med et hus pa to etager; der matte tre til. En ny auktion matte derfor afholdes. Men da det kom til stykket, fandt Dyssel ud af, at det gamle domhus slet ikke egnede sig til et manufakturhus, pladsen var übekvem dertil, og der manglede vand. Der blev derfor indsendt et helt nyt forslag, ledsaget af tegninger og bygningsplaner for et hus, der skulle opfores pa en plads nede ved soen. Den tilhorte Mathias Gandorff, og Dyssel tilbod at skaffe pladsen pa egen bekostning. Bygningen af det nye hus ville koste 5000 rdlr., kun 2000 rdlr. mere end reparationen af domhuset. Kongen godkendte dette forslag d. 6. maj 1740, idet han dog ville have planerne sendret, sa der blev indrettet et sserligt kirkerum, og der blev plads til sygestuer. Men det kunne gores ved at forhoje den forreste laenge, sa der blev to etager ligesom i de tre andre laenger. Bygningen skulle vsere faerdig til mikkelsdag 1741⁷).

Kort efter fastsatte amtmand og biskop de konditioner, hvorefter tugthusetsbygning
skulle opfores. Alle lsengerne skulle vaere pa to etager, sa

---

6) Viborg stiftamt: Reskripter 1736-^—40, kopibog over indk. breve 1731—46, s. 223 f., 240 f., resolutions- og erklaeringsprotokol 1731_—38, s. 444, Hugo Matthiessen: Snapstinget (1946), s. 82.

7) Viborg stiftamt: Kopibog over udg. breve 1737^—39, s. 414_—20, reskripter 1736^—40, kopibog over indk. breve 1731_—46, s. 304_—10.

der kunne blive plads til kirkerum og sygestuer. Bygningerne skulle byggesaf gode materialer og arrestvaerelserne indrettes med dobbelte dore, der var beslaet med haengsler og forsynede med lase. For de dobbelte vinduer skulle der vaere jernstaenger, og de skulle vaere »efter itzige bygningsmade4 udi hver karm og gores af rent glas«. Gulvene var af fjsel, i gange, forvaerelse, bryggers og bagerhus dog af mursten, lagt pa hojkant. Entreprenoren skulle straks have 1500 rdlr., resten i forskellige rater, den sidste, nar bygningen var faerdig⁸).

Derefter blev bygningen udbudt i licitation, og som det var at vente, gav Dyssel det mindste tilbud, pa 6000 rdlr. Det blev godkendt af kongen d. 23. September, og samme dag fik stiftsovrigheden meddelelse orn, at Dyssel til byggearbejdet havde antaget seks tatere, der horte til et storre komplot pa ialt 26, der var blevet indfanget⁹). Kongen var tilsyneladende meget interesseret i arbejdet, og kancelliet gav flere gange stiftsovrigheden ordre til at indberette, »hvorvidt denned tugthuset er avanceret «¹⁰).

D. 14. juli 1740 havde biskoppen med stor hojtidelighed lagt grundstenen til den nye bygning, og allerede d. 28. november samme ar rykkede de forste arrestanter ind. Da var vistnok den nordlige floj af bygningen og vaerelserne i hele det nederste stokvaerk faerdige¹¹). I September 1742 manglede der kun nogle gulve, men Dyssel var nu blevet klar over, at hans tilbud var for lavt, og da han desuden havde bygget mere, end der var forudsat i konditionerne, ville han gerne have sit underskud godtgjort. Forelobig ville kongen dog se tiden an. Endelig d. 22. oktober 1742 kunne Dyssel indberette, at bygningen var helt faerdig, sa der kunne foretages syn¹²).

Men imidlertid trak det ud med betalingen. Dyssel rykkede i 1743, men forst i 1745 kom det til en endelig opgorelse, da der d. 26. april blev sluttet en 10-arig kontrakt med Dyssel, der skulle overtage tugthusetog drive det for egen regning. Allerede d. 17. april 1739 havde kongen af sorenskriver Thomas Juels efterladenskaber givet 500 rdlr. til bygningen af tugthuset. D. 1. maj samme ar kom der en endnu storre gave, ikke mindre end 20.000 rdlr. af assessor Willum Hansens debet til den kgl. kasse. Endvidere var der i november 1739 givet tilladelse til, at en kollektbog til fordel for tugthuset matte ombaeres i by og pa land, og at der 4 gange om aret matte udsaettes baekkener for dorene¹³). Desudenhavde tugthuset faet tillagt 50 rdlr. om aret i stedet for en tidligere bevilget komsumtionsfrihed, og ved reskr. af 10. april 1745 blev det bestemt,at

---

8) Viborg tugthus: Forskelligt 1753—1811.

9) Viborg stiftamt: Reskripter 1736—40.

10) Viborg Stiftamt: Kancellibreve 1690—1754.

11) Ursin: Stiftsstaden Viborg (1849), s. 230, Viborg stiftamt: Reskripter 1741—46.

12) Viborg stiftamt: Reskripter 1741—46, kopibog over indk. breve 1731—46, s. 437 f.

13) Viborg stiftamt: Kopibog over indk. breve 1731—46, s. 242, 245, reskripter 1736—40.

stemt,atalle embedsmaend skulle betale 5 % af forste ars gage eller af forbedringer, som matte blive tillagt dem¹⁴). I forbindelse med kontraktenblev mellemvserendet mellem kongen og Dyssel endelig afgjort. Han skulle foruden et belob pa 1105 rdlr. have indtsegten af kollektpengene til 1745 samt 400 rdlr. i arlig lon fra 1741 til 1744. Dette belob skulle betales af de kommende indtaegter og forrentes med 5 %, der blev ydet af kommercefonden¹⁵).

Deter ikke let at opgore, hvormeget Dyssel i virkeligheden fik udbetalt i tiden indtil 1745. I 1763 blev sekretaer Classen fra kommercekollegiet sendt til Viborg for at prove at fa rede pa V. T.s okonomiske forhold. Efter hans opgorelse var tugthusets indtsegt indtil 1745 ialt 26.378 rdlr., nemlig 20.000 i gaver, 3423 rdlr. i kollekter m. m. og 2454 rdlr. i renter og mulkter. Til pladsen var der udbetalt 300 rdlr., til forskellige udgifter 281 rdlr., og Dyssel havde faet 6778 rdlr. for selve bygningen. Af den resterende sum pa 19.018 rdlr. blev de 15.000 hensat til et fond, mens Dyssel fik de ovrige 4018 rdlr., sa han ialt skulle have faet 10.796 rdlr. Det passer meget godt med den beregning, der kan foretages pa grundlag af kontrakten, hvorefter han fik udbetalt 6105 rdlr. (5000 plus 1105), kollektpenge, altsa 3423 rdlr., og 1200 rdlr. i Ion, ialt 10.728 rdlr. Ang. den plads, hvorpa tugthuset var bygget, hed det iovrigt i kontrakten, at Dyssel skulle skode den til tugthuset, mens han i stedet fik en anden plads, han gerne ville have overdraget¹⁶).

Fundatsen.

Det var jo ikke nok at have en bygning til manufakturet. Tugthusets forhold matte ordnes i enkeltheder, der matte traeffes bestemmelse om, hvem der skulle tilbydes ophold her, og gives regler for, hvordan livet skulle leves indenfor husets gra mure. Vigtigt var det ogsa at fa skabt det okonomiske grundlag for tugthusets fremtid, thi det var klart, at det ikke ville kunne hvile helt i sig selv, og moratoriet ville kommercekollegietikke gamed til. Borgmesteren matte derfor i 1739 indsende et nyt projekt. Hvad forudsaetningerne for at blive husets indvaner angik, var det naermest en gentagelse af det tidligere forslag, selvom der nu ikke blot var tale om skarnsfolk i Viborg by, men i hele Norrejylland. For at skaffe de nodvendige penge foreslog han, at der blev givet tilladelse til at opretteet lotteri med 140.000 lodder a 3 mark og 28.780 gevinster, den hojeste pa 2000 rigsdaler. Det skulle palsegges tjenestefolk, dog ikke faestebondersdrenge

---

14) Fogtmanns reskripter 1740—46 (1788), s. 659, Ursin: anforte sted s. 230 f.

15) Viborg tugthus arkiv nr. 38, Danske kancelli 5. (3) dpt.: Henlagte sager ang. tugtog forbedringshuse og arrester 1802_—06 (RA).

16) Kommercekollegiet nr. 543. Viborg tugthus' manufaktur (RA).

bondersdrengeog piger, at kobe visse lodder. Stiftamtmanden anbefalede i alt vaesentligt projektet, ogsa det pataenkte lotteri. Dyssel havde atter foreslaet oprettelsen af et interessentskab, og ogsa denne tanke blev tiltradtaf amtmanden, der iovrigt mente, at alle, der flyttede til Viborg og byggede pa de nedbraendte steder, skulle have lov at blive interessenter¹⁷). Den 14. august 1739 godkendte kongen en del af planen, idet det blev fastslaet, at de fattige i Viborg og de forskellige skarnsfolk, som var opregnet i Dyssels plan, skulle anbringes i tugthuset. Ved reskr. af 13. Jan. 1741 bestemte kongen desuden, at de afbraendte byggepladser, hvis ejere ikke skriftligt ville forpligte sig til at bebygge dem inden ar og dag, skulle vaere hjemfaldne til tugthuset¹⁸). Men der var endnu en lang vandring at vandre, inden vejs ende var naet. I 1741 kom der et nyt projekt fra Dyssel¹⁹), men alligevel trak den endelige afgorelse i langdrag. Imidlertid voksede tallet af fanger, ikke mindst af indbragte tiggere, i bornehuset. Der var over 500 mennesker der, og denne situationvar ganske uholdbar, hvorfor direktionskommissionen d. 11. januar 1743 foreslog kongen, at delinkventer fra Norrejylland skulle inddommes i Viborg tugthus. Tugthusets overdirektion anbefalede forslaget, da man i Viborg i nogen tid havde vseret i stand til at modtage fangerne, og det jo allerede i 1739 var blevet besluttet, at de jyske syndere skulle anbringesder. D. 8. marts 1743 bestemte kongen derfor, at alle jyske delinkventerskulle dommes til Viborg tugthus²⁰). Og nu kom der ogsa gang i arbejdet pa fundatsen. Dyssel udarbejdede selv pa grundlag af de kgl. reskripter og befalinger et udkast hertil, og d. 11. novbr. 1743 indgav kommercekollegiet sin forestilling til kongen. Den blev approberet d. 27. november²¹).

Fundatsen var meget udforlig og gav regler for naesten alle forhold af betydning for tugthuset. Den var delt i seks kapitler. Det forste handledeom gudstjenesten, det andet om dem, der som arrestanter »antages« i tugthuset, kapitel tre om dem, der uden arrest skulle arbejde i manufakturhuset.Det fjerde kapitel angik livet indenfor murene, mens der i det femte blev gjort rede for embedsmsendene og deres opgaver, og det sidste omhandlede arrestanterne og arbejdernes ophold, klaeder og linned.Det vigtigste af kapitlerne var uden tvivl nr. to, der bestemte, at »gemene« folk i Norrejylland, der blev idomt boder eller domt til at

---

17) Viborg stiftamt: Kopibog over udg. breve 1737_—39, s. 414_—29.

18) Viborg stiftamt: Reskripter 1736^—40, Fogtmanns reskripter 1740^—46 (1788), s. 152 f.

19) Kommercekollegiet. Danske journalsager nr. 398/1741, Danske kancelli: Supplikprotokol 1741 11, 588 (RA).

20) Danske kancelli. Indlaeg til Jyske Tegnelser 40_—41/1743 (RA). Viborg stiftamt: Reskripter 1741—46.

21) Kommercekollegiet: Danske journalsager nr. 1121/1739, Dansk forestillingsprotokol 1742^—44, nr. 467. Mserkeligt nok er selve fundatsen, der ogsa er underskrevet af Dyssel, dateret 14. november.

betale

betale penge og ikke kunne udrede disse, skulle hensaettes i tugthuset, der altsa blev en slags gaeldsfaengsel. De maend og kvinder, der ikke kunne betale deres lejermalsboder, altsa boder for overtraedelse af det sjette bud, skulle ogsa anbringes i Viborg tugthus, og endvidere skulle underretterne domme modvillige tjenstefolk, Iosgaengere og tiggere, som ikke havde kgl. bevilling eller kollektbog, som arrestanter til tugthuset pa bestemt tid. Dommen skulle afsiges inden tre solemaerker, efter at de pagaeldende var blevet anholdt. Born, som var ulydige mod deres foraeldre, og som ikke ville lade sig styre af dem eller havde medhold hos forseldrene i deres ondskab, skulle ogsa have frit ophold i Viborg. Og det samme gjaldt dem, denned drikken, banden og svaergen, ondt forligelsesmal i deres aegteskab og anden ukristelig opforsel forholdt sig saledes, at deres praest havde grund til klage over dem, og de ikke ville forbedre sig. Det var her praesten, der afsagde dommen, der skulle falde inden 5 solemaerker efter anholdelsen.

Kapitel to er ikke blot fundatsens vigtigste kapitel, men ogsa det interessanteste. Dens bestemmelser giver et levende indtryk af datidens indstilling over for mennesker og af den hensynsloshed, hvormed man behandlede menneskeliv og menneskeskaebner. Lovene for livet her pa jorden var nu engang det givne, bestemt af arhundredlang religios tradition, og sa havde de menneskelige skabninger at leve efter dem, enten de nu var skabt dertil eller ikke. Nogen forstaelse af menneskenes forskellighed la lovgiverne fjernt. Fundatsen er ogsa et maerkeligt, men ret enestaende eksempel pa, hvor skodeslos den enevaeldige regering kunne vaere, nar det gjaldt udstedelsen af vigtige strafferetlige bestemmelser. Thi dens kapitel to fik i juridisk henseende stor betydning. I talrige tilfaelde blev der faeldet dom efter den, og i dommenes juridiske begrundelser moder man ustandselig henvisninger til den. Den blev en lov, givet mod fattigmand, den blev mange »gemene« folks skaebne og ulykke.

Fundatsens kapitel tre bestemte, at de, der nod fattighjaelp af Viborg bys fattigkasse, skulle arbejde i manufakturhuset, hvis de kunne. De skulle dog ikke anses for arrestanter og havde lov til at sove udenfor huset. Hvis der var nogen, der havde laert et handvaerk, eller som spandt og vasvede godt, og ikke selv var i stand til at ernsere sig, kunne de godvilligtindtraede i manufakturhuset og der nyde »husvaerelse« og underholdning.Og det blev udtrykkeligt forbudt at lade nogen af de fattige, der arbejdede i V. T., hore for, at de arbejdede sammen med arrestanter, sa der derved ligesom blev kastet nogen forhanelse over dem. Deter aerlighedsbegrebet, vi her moder. Menneskene naerede foragt og frygt for dem, der var »uaerlige«, ikke mindst dem, der havde vaeret i boddelens

---

22) Danske kancelli: Indlseg til Jyske Tegnelser nr. 40_—41/1743 (RA). Uddrag af fundatsen er trykt i Fr. Stuckenberg: Faengselsvsesnet i Danmark 1742^—1839 (1896), hvor en del af de vigtigste bestemmelser er udeladt.

hsender. Det var isaer handvaerkslavene, der holdt »aerligheden« i haevd,
og under disse forhold var det temmelig naivt at opfordre handvaerkere
til frivilligt at arbejde sammen med tugthusfanger.

Af tugthusets embedsmsend var biskop og stiftamtmand de vigtigste. Det var dem, der som overdirektion skulle fore tilsyn med regnskabet, sorge for nye bygninger og for reparationer og sammen med administratoren ansaette de underordnede betjente. Som administrator antoges Dyssel, der skulle udnaevne og Ionne bogholder og materialskriver, aflaegge regnskab for overdirektoren og foretage indkob af materialer og salg af de producerede varer. Fra 1741^—44 skulle han have en arlig 10n pa 400 rdlr. og derefter 2/s af tugthusets overskud.

Staben af embedsmaend var iovrigt meget stor. Foruden de allerede naevnte omtales i fundatsen praesten, manufakturkobmanden, der skulle have opsigt med vaerkmestrene og fastsaette pris og takst pa de fabrikerede varer, kirurg, vaerkmester, spisemester eller okonomus, en farver og de nodvendige vaevere, tre fangefogder og »et aldrende staerk kvindfolk til at opvarte de syge« samt en anden kvinde til at »tvaette og to« for arrestanterne.

Interessenter og lotteri.

Tugthuset var oprindelig planlagt som et »manufaktur«. Og Dyssel glemte aldrig denne sin kongstanke. Allerede da de forste arrestanter i 1740 blev indsat i tugthuset, tog han fat pa fabrikationen, og i 1742 var der blevet lavet en del baj, multum, ry kirsal og andre varer. Pa egen bekostning havde Dyssel indrettet fabrikken og anskaffet de nodvendigeredskaber og materialer. Hans de Hofman, der senere fik forbindelsemed V. T., oplyste, at der i begyndelsen var en ulden fabrik med 3 vaeve til klaede, to til multum og to til ry eller filt, hvortil der var en vaerkmester, en spindemester, en farver og to overskserere eller vaeversvend e²³). Dyssel fortalte selv i juni 1743, at der kunne laves gode klaedestoffer»dragetter, stametter, chalonger, multum, flonelle, ratin, svanebajog ordinaer baj, ryer, hestedaekkener«. Det var selvfolgelig af stor betydning, at der til fabrikationen kunne skaffes de nodvendige materialer,og at det var muligt igen at afssette de fabrikerede varer. Dyssel horte ikke til de mennesker, der var bange for at bede om nadesbevisninger.Han gik til kongen i 1743 og bad om, at et tidligere udstedt forbudmod udforsel af uld matte blive indskaerpet, at det matte blive palagtalle uldproducenter at aflevere deres uld til V. T. Og ikke nok med det: i det forste ar skulle de endda tage varer for den afleverede uld. Endvidere onskede han, at der ikke i Jylland matte oprettes flere manufaktur

---

23) Danske Atlas IV (1768), s. 634.

faktur- eller tugthuse, for V. T. var helt i orden og ikke kunne modtage flere arrestanter²⁴). Der blev dog ikke optaget sadanne bestemmelser i fundatsen, men kongen gav manufakturhuset de samme privilegier, som ved frdn. af 24. jan. 1705 var givet »manufakturisterne«, forst og fremmestfrihed for told og for andre afgifter.

Etatsrad Dyssel, hvis fader havde vaeret amtmand, var uden tvivl en velhavende mand, der radede over betydelige pengemidler, ikke mindst fordi han havde giftet sig en del penge til. En tid ejede han Vinderslevsgard, som han dog matte sselge i 1756²⁵). Han var klar over, at et foretagende som tugt- og manufakturhuset kraevede mange penge. Derfor opgav han aldrig sin tanke om at skaffe den nodvendige kapital ved oprettelsen af et interessentskab, en slags aktieselskab. En bestemmelse herom blev optaget i kontrakten fra 1745. Og allerede samme ar udsendte han de forste cirkulserebreve, hvori han opfordrede folk til at tegne sig. Der blev lovet en arlig rente pa 7 % af de 100 rdlr., hvoraf hver portion bestod. Da der ialt var 200 portioner, blev den samlede indskudssum 20.000 rdlr. Men efter Dyssels eget udsagn blev der kun indbetalt 144 portioner, hvorfor han selv tegnede sig for 56 portioner eller 5600 rdlr. Det oprindelige antal af interessenter var 91, idet der var flere, der havde to portioner. Indskudsprotokollen viser, at mange civile og militsere embedsmsend og en del godsejere var blandt interessenterne. Maerkeligt er det at se, at et pafaldende stort antal folk fra Horsens, formodentlig mest kobmsend, havde ladet sig lokke af det store udbytte²⁸).

De forste ar gik foretagendet helt godt, og 1746 og 1747 fik interessenternederes 7% i renter. Snart begyndte vanskelighederne dog at melde sig. Den grasserende kvaegsyge truede vaerket med undergang, fordi ulden steg i pris. Men det storste problem for manufakturhuset, som for alle andre tojfabrikker i Danmark, var dog at fa varerne solgt. Vel stottede regeringen den danske industri gennem indforselsforbud og toldafgifter pa udenlandske tekstiler, men i virkeligheden var manufakturerne et kunstprodukt,fordi man hverken i pris eller kvalitet var konkurrencedygtig overfor udlandet. Og forbud og told kunne omgaes gennem smughandel²⁷). Dyssel opfordrede interessenterne til at kobe varer pa tugthuset, men det hjalp ikke. Iderig som han var, slog den tanke da ned i ham, at man kunne udnytte folks store spillelyst til at blive varerne kvit. Et lotteri var vejen til at fa varerne solgt. Den 3. Jan. 1749 bevilgede kongen, at han matte afholde et lotteri, hvor der skulle vaere 10.000 lodder og 5000

---

24) Kommercekollegiet: Danske journalsager nr. 1268/1743 (RA).

25) Viborg Kobstads Historie 111 (1940), s. 780.

26 ) Borgmester Dyssels privatarkiv: Interessentskabets indskudsprotokol, begyndt 1745. Antallet af indbetalte portioner opgives lidt forskelligt. I 1747 siger Dyssel selv, at det kun var 130. (Kommercekollegiet: Projektprotokol B, nr. 131).

27) J. O. Bro-Jorgensen: Industriens historie i Danmark 11, 1730^—1820 (1943), s. 108 og 97.

gevinster. Der var flere klasser. I forste klasse blev indskudet kun 1 mark, og det indbetalte kunne derfor ikke betale gevinsterne. Da tegningentil anden klasse skulle ske, svigtede folks interesse. D. 26. decbr. henstod nogle 1000 lodder ufornyede »til bemeldte anden klasses trsekning«.Overdirektionen skulle stotte lotteriet, men hvad kunne en biskop og en stiftamtmand gore? Tvinge folk kunne de jo ikke. Men Dyssel ville ikke give op. Lotteriet fortsatte, og resultatet blev, at det gav et underskudpa ikke mindre end 2000 rdlr., hvortil endda kom 500 rdlr. til dsekningaf udgifterne. Og de fleste af de varer, man skulle have haft solgt — for mange tusind rigsdaler —la stadig iV. T.s lagre²⁸). Dyssel provede senere, da der skulle gores op med interessenterne, at fa dem til at betaleunderskudet, men den nedsatte kommission afviste kravet. Dyssel matte selv tage tabet, bl. a. fordi man hsevdede, at han skulle have standsetlotteriet, da han sa, at det ikke kunne ga²⁹).

Denne fiasko skulle jo ikke gore Dyssels og tugthusets okonomiske forhold bedre. I begyndelsen af aret 1751 henvendte han sig til en stor del af interessenterne og beklagede sig over lotteriets og de afholdte auktioners darlige udfald og over de mange usolgte varer pa lagrene. Han bad dem om, at de i de fern ar, der endnu var tilbage af de ti ar, i hvilke interessentskabet skulle besta, ville tage varer for deres »interesse« og for 20 rdlr. af deres portion. En del af interessenterne svarede ja, og da der ikke blev protesteret af de ovrige, gik han ud fra, at sagen hermed var i orden. Men heller ikke denne ordning kunne redde Dyssel. Han bad derfor i 1752 kongen om et rentefrit lan pa 8000^—10.000 kr. Hvis det ikke kunne bevilges, onskede han at blive afskediget med pension. I virkeligheden var Dyssel kort fast. Han kunne ikke fortsaette.

Ikke for ingenting var Dyssel ideernes og de store planers mand. For ham gjaldt det nu om at redde de flest mulige af sine egne penge og at sikre tugthusets bestaen. I maj 1752 udarbejdede han to store forslag. Da manufakturet i sin tid var blevet anlagt, havde Dyssel selv betalt redskaberog andet inventar, og det var bestemt, at han skulle have det godtgjort, nar han fratradte. Han onskede nu at fa betaling i henhold til vurderingen, der var pa 5225 rdlr. Som leder af V. T. under de nye forholdanmodede han om en lon pa 800 rdlr. om aret og habede, at hans kone efter hans dod matte fa en pension pa 300 rdlr. Han bad om, at interessentskabet matte blive oplost, tugthuset fa en ny udbygning og en sserlig tugthusprsest ansat. Vanfore og vanvittige skulle ikke optages i tugthuset, men der burde bygges et vajsenhus og et »dollhus« eller darekiste.Det mest brasndende sporgsmal var dog, hvorledes man skulle skaffe de mange penge, der var nodvendige til husets drift. Men her vidsteDyssel

---

28) Viborg stiftamt: Reskripter 1747^—54, borgmester Dyssels privatarkiv: Interessentskabsprotokol 1745_— .

29) Borgmester Dyssels privatarkiv: Interessentskabsprotokol 1745_—

steDysselsom altid udvej. Der burde palaegges en afgift pa 2 skilling af hver tonde hartkorn i Jylland. Pengene skulle dog ikke betales af fsestebonderne, men af deres husbond. I den betsenkning, hvormed overdirektionenindsendte Dyssels forslag, anbefalede de en del af disse. De mente dog ikke, at der behovede at vaere en sserlig praest ved V. T., der kunne betjenes fra Sonder sogn. De var tilhsengere af et vajsenhus, thi sa lsenge man ikke havde et sted at anbringe de sma born, kunne man ikke for alvor komme liderligheden, tiggerne og omloberne til livs. Betlernebrugte de sma born til at skabe medlidenhed og til at undga tugthuset,hvor man ikke ville have mindrearige. Sa lsenge omloberne havde born med sig, kunne de i virkeligheden ikke antastes, og det samme gjaldt de losagtige og liderlige kvinder, der pa denne made kunne avle det ene barn efter det andet i utugt. Men der skulle mange penge til for at indretteet norrejysk vajsenhus i Viborg. De matte opspares efterhanden, og det kunne ske ved den foreslaede to skillings afgift, der burde have navn af en donation, sa halvdelen blev henlagt til vajsenhuset, halvdelen til tugthuset. Ligesom Dyssel onskede overdirektionen V. T. befriet for de afsindige mennesker, som burde anbringes i det planlagte dollhus, mens de gamle udlevede mennesker skulle sendes dertil, hvor de var hjemmehorende. De mest uregerlige og opssetsige delinkventer, som matte sluttes i bolt og jern, burde overfores til Fredericia fsestning, og i tugthuset skulle der aldrig antages nogen, der havde vaeret i boddelens hsender eller var indsat for »livl0s« gerning, thi de forvoldte kun opror og desertion, og de ovrige lemmer havde aversion mod at omgaes dem. Biskoppen og amtmanden havde altid vaeret venligt indstillet overfor Dyssel, og ogsa nu gik de ind for, at der blev tillagt ham en vis lon, sa han kunne flytte tilbage til Viborg fra Vinderslevgard; men tugthuset burde drives for dets egen regning, ikke for kongens eller Dyssels³⁰).

D. 29. juli 1752 meddelte kancelliet, at kongen havde indvilget i, at V. T. blev drevet for dets egen regning, uden udgift for den kgl. kasse. Man ville ikke gamed til to skillingsafgiften, men der matte udsendes opfordring til en frivillig gave. Overdirektionen fastholdt dog i sit svar det onskelige i afgiften, men kom iovrigt med et nyt forslag, hvorefter der skulle oprettes et fond, hvortil pengene skulle komme ved at sselge nogle af de kgl. kirker i stiftet. I et kgl. reskript af 10. novbr. 1752 blev alle tugthusets forhold derefter ordnede. Overdirektionen skulle nu have det overste tilsyn, men Dyssel skulle fortsaette som daglig leder med en gage af 600 rdlr. om aret og en enkepension pa 300 rdlr. Han matte afviklemed interessenterne, og overdirektionen skulle modtage inventaret i h. t. opgorelsen, altsa til 5225 rdlr. To skillingsafgiften ville man derimodikke

---

30) Borgmester Dyssels privatarkiv: Interessentskabsprotokol 1745^— , Kommercekollegiet: Supplikprotokol C, nr. 132 (RA), Viborg stiftamt: Kopibog 1752^—56, reskripter 1747_—54.

imodikkegamed til, men i stedet skaenkede kongen 13.026 rdlr., som ellers var bestemt til anlaeggelse af en havn i Fredericia. De skulle bruges til tugthusets istandsaettelse og fortsaettelse, men storstedelen skulle dog udgore et urorligt fond³¹).

Lsenge kom denne ordning ikke til at besta, thi allerede aret efter bad Dyssel om at fa sin afsked. Dog onskede han at beholde den Ion, der var tillagt ham. Kongen gik ogsa med hertil d. 29. juni 1753. Samtidig fik overdirektionen ordre til at indsende et forslag om, hvorledes de 70 lemmer kunne underholdes og beskaeftiges, idet malet matte vaere, at tugthuset okonomisk kunne hvile i sig selv³²).

Det forste store kapitel i tugthusets saga var forbi. Dyssel havde ikke blot vaeret dets andelige ophav, men ogsa den daglige leder i mere end 12 ar. Nu matte han ga, og hvis hans ord star til troende, havde det kostet ham hans og hans kones formue. Og sa var han endda ikke endnu faerdig med tugthusets affaerer. Forst matte han gore op med interessenterne. Selve interessentskabet var blevet ophaevet i 1752, og til dets afvikling fik han nu nedsat en kommission, bestaende af landsdommer Peder Marsvin og byfoged Simon Damsgard. Den tog fat pa sit arbejde i 1754, og det vjste sig hurtigt, at interessenterne ikke var saerlig tilfredse med Dyssel. De mente, at de skulle have andel i den godtgorelse, han havde faet for inventariet, og at det vanned urette, at en del af deres betaling skulle erlaegges i varer. Men da han havde indhentet »de fleste og fornemste« interessenters samtykke, fik han dog pa dette punkt medhold af kommissionen. Dyssel havde en del varer liggende, de blev takseret til 2411 rdlr., og der tilkom indehaveren af hver portion for 28 rdlr. og 2 mark heraf. Derimod ville kommissionen ikke gamed til, at Dyssel fik godtgorelse for sit tab pa lotteriet, og den fastslog, at interessenterne i penge skulle have udbetalt den sum, der blev tilbage, nar deres andel i kommissionsudgifterne og i decourt for fordaervede varer samt det be-10b, havde faet varer for, blev trukket fra de indbetalte penge med tillseg af resterende renter til 1752. Kommissionen, der afsluttede sit arbejde i 1758, gjorde til slut interessenterne opmaerksom pa de store tab, Dyssel havde lidt, og den store nade, kongen havde vist ham. Maske der sa var nogle, der fik medlidenhed med ham og lod nade ga for ret. Men det var vel nseppe mange, der blev formildet heraf og som J. Scheel lod sig noje med varerne »i henseende til de omstaendigheder, som De mig ved skrivelse af 26. februar sidst haver foredraget«³³).

Tilsyneladende havde Dyssel ret, nar han haevdede, at han havde lidt
meget store tab pa tugthuset. Regeringens stilling overfor ham tyder pa,

---

31) Viborg stiftamt: Kancellibreve 1690^—1754, kopibog 1752^—56, s. 67^—71, reskripter 1747—54.

32) Viborg stiftamt: Reskripter 1747^—54.

33) Borgmester Dyssels privatarkiv: Interessentskabsprotokol 1745^—

at man her var af samme opfattelse. Men andre meninger kom ogsa frem. I 1755 udtalte overdirektionen, at han efter deres opfattelse i virkelighedenikke havde lidt tab pa V. T. Og da sekretaer Classen i 1763 undersogtetugthusets forhold, gav han en meget hard og ensidig karakteristik af Dyssel, hvem han omtalte »som en bekendt egennyttig mand og derhosikke voksen nok til at foresta og drive sadant vaerk, som han efter sit forste forslag ikke har simplificeret, men videt ud til den vidtloftighed,at det var ham selv overlegen, har ved alle lejligheder sogt at tilvendesig selv fordele, hvorved vaerket har tabt sine og faet i fodslen det forste stod«. Han havde skaffet gamle og slette materialer til bygningen, »sa grunden til hovedbygningen ved den ene side har givet sig ud og murene revnet i de tvende facader langs op«. Hestemollen havde han »tillige med en del gamle redskaber til manufakturet pabyrdet tugthuset og derfor prokureret sig 5000 rdlr. af den forste fond til betaling. Kyndigehar holdt for, at disse redskaber naeppe var en tredie del af betalingenVBerd «³⁴). Classens dom er sikkert delvis rigtig, men alligevel er den for hard. Der er ikke tvivl om, at Dyssel virkelig har lidt tab pa tugthuset,og der er vel ikke noget at sige til, at han har provet at fa regeringentil at godtgore disse. Beskyldningen for at have brugt darlige materialer er vel ogsa overdreven. I hvert fald star disse gamle bygningerden dag idag, sa helt ringe kan de ikke have vaeret. Derimod har Classen sikkert ret i, at Dyssel ikke havde forstaet at »simplificere« vaerket. Nar han korte fast, skyldtes det bl. a., at udgifterne var for store, og en af grundene hertil var uden tvivl de mange embedsmsend, der var knyttet til tugthuset. Selvom Dyssel havde betydelige fejl, ma det dog huskes, at uden ham var der naeppe nogensinde blevet bygget et tugthus i Viborg. Hans initiativ og iderigdom ma ikke glemmes, nar hans regnebraedtskal gores op.

Tugthuset under stiftsøvrigheden.

Det var nu biskop og stiftamtmand, der skulle fore tugthuset videre. Nogen let opgave var det ikke. Det inventar, man havde overtaget fra Dyssel, og som var blevet betalt i sa dyre domme, var »til ingen saerdeles nytte«. Men overdirektionen fik fra ind- og udland, bl. a. fra Holland, skaffet de ting, der var nodvendige for at fa arrestanterne sat i arbejde, ligesom det gamle inventar blev repareret, hvis det var umagen vaerd, og valkemollen, garveriet og farveriet blev sat i stand. Udenlandske mestre, valkere og overskaerere blev indforskrevet, og bygningerne blev repareret. En del af den kapital, som kongen havde sksenket tugthuset, gik med hertil, og det forste ar matte derfor bringe betydelige tab.

---

34) Kommercekollegiet nr. 543: Viborg tugthus' manufaktur (RA).

Overdirektionen fremsatte en udforlig »indretningsplan« for tugthuset. De onskede, at tugthuskirken blev indviet, og at der blev ansat en praest, hvortil de havde udset student Friedrich Astrup, som havde erklaeret sig villig dertil under forudsaetning af forfremmelse efter tre ars forlob. De habile mestre, som var indforskrevet fra de hannoveranske

og brandenborgske fabrikker, turde ikke mod deres »amtsinstruks« oplaere nogen arrestant »at befordres til drenge og svende«, og det var derfor nodvendigt, at kongen tillod dem at indrette en »hall« ved V. T., hvor man kunne holde sig frdn. af 31. marts 1705 og 11. juli 1739 om en halls indrettelse i Kobenhavn efterrettelig. Derved kunne mestrene beholde deres lavsfrihed og deres privilegium pa at oplsere svende og drenge, som kunne blive antaget ved uden- og indenlandske fabrikker. Fabrikken vil ikke kunne have nogen fremgang, for dette sker, ingen mester vil arbejde der, og ingen borger vil sastte sine born i laere der. Som inspektor onskede de at anssette Andreas Borreschmidt, der sarnmen med overdirektionens fuldmaegtig og overmestrene skulle have tilsyn med, at alt gik rigtigt til og desuden som overkobmand og taxadeur skulle taksere varerne.

Overdirektionen bad desuden om en kgl. ordre til, at ingen matte inddommesi tugthuset pa nogle fa maneder, men mindst pa et eller to ar. Der var i ojeblikket 82 arrestanter, og af dem kunne kun 43 a 44 anses for tjenstdygtige, de andre var enten gamle og sengeliggende eller umyndigeborn, som med deres foraeldre var kommet til V. T., eller var fodt

der. Det rigtige ville vaere, at delinkventerne blev forsorget af det amt, hvor de horte hjemme, de afsindige skulle sendes til darekisterne andetsteds,vanfore og born forsorges af herredskasserne. V. T. kunne ikke bade vaere tugthus, dollhus og vajsenhus, »efterdi sligt gerader til manufakturhusetstotale undergang«. Endelig bad de om indskaerpelse af forbudetmod eksport af uld og om, at kongen ville lade en af sine ministre blive praeses for vaerket, hvorved kreditten og den almindelige tillid ville blive styrket³⁵).

Sagen skulle tilsyneladende overvejes meget grundigt inde i kollegiet, og forst d. 15. april 1755 faldt kongens resolution. Reparationen af huset skulle straks gennemfores, og Dyssel burde betale, da han i h. t. kontrakten skulle aflevere huset i forsvarlig stand, »men da han dertil ingen kraefter skal have, sa ma reparationen ske af tugthusets kasse«. Det samme gjaldt den nodvendige tilbygning. Den indleverede plan til en »Hall-ordonance« blev godkendt. Ang. oplseringen af frie folk hed det, at der skulle skelnes mellem arrestanter og delinkventer, som ikke var domt. Arrestanterne burde tages i laere, og hvor der var lav, skulle de indskrives af oldermanden og efter udstaede lserear gores til svende. Kongen godkendte, at Borreschmidt blev antaget som inspektor, men gik imod tanken om, at arrestanterne ikke matte dommes til tugthuset pa kortere tid end et a to ar. Man kunne ikke palsegge dem hardere straf end efter loven og forordningerne. Delinkventer skulle underholdes af amterne, vanvittige horte ikke hjemme i tugthuset og skulle anbringes i darekister, og kun de vanvittige, vanfore og übrugelige folk, der blev grebet i betleri, matte saettes i V. T. Endelig blev det fastslaet, at Dyssel som tidligere bestemt skulle have 600 rdlr. arlig pa grund af sine fortjenester mod tugthuset³⁶). Sporgsmalet om en saerlig praest ved tugthuset var allerede blevet 10st i 1754, da Astrup blev ansat som faengselspraes t³⁷).

Det viste sig hurtigt, at overdirektionen ikke kunne lose den opgave, som Dyssel havde forloftet sig pa. Kapitalen, der oprindelig havde vaeret pa over 28.000 rdlr., svandt hurtigt bort. Da den nye amtmand von Heinentiltradte i 1754, var der kun 3946 rdlr. tilbage af de 13.026 rdlr., som kongen havde skaenket tugthuset, og aret efter var der kun 1946 rdlr.^3s). Pensionen pa 600 rdlr. til Dyssel (fra 1758 kun 300 rdlr.) tyngede selvfolgelig pa budgettet, men den storste vanskelighed var dog stadig, at det ikke var til at saelge varerne. Heinen pastod nok i 1756, at der blev produceret gode varer, og at man om aret kunne fabrikere 200 stk. klsede

---

35) Viborg stiftamt: Kopibog 1752^—56, s. 367^—375. Kommercekollegiet: Supplikprotokol C, nr. 149 B. (RA).

36) Viborg stiftamt: Kommercekollegiets breve 1745—72.

37) Ursin: Anforte sted s. 231.

38) Kommercekollegiet nr. 543: Viborg tugthus' manufaktur (RA).

a 40 alen til en vaerdi af 8000 rdlr. Men pa fabrikken la der 350 stk. klsede foruden chalonger, rasker, ryer, multum m. m., som ingen ville kobe. Amtmanden matte bede om et lan og om, at varerne enten matte blive fordelt pa kobstaederne eller solgt til magasinet. Kunne man klare afssetningssporgsmalet og slippe for pensionen til Dyssel, ville tugthuset vaere i stand til at klare sig selv³⁹).

I forste omgang gjorde kommercekollegiet ikke andet end at henvise ledelsen til at producere mindre klaede og mere tojmagerarbejde, linned og andre varer, der let kunne afsaettes, samt, hvis det var nodvendigt, formindske antallet af lemmer. Senere sorgede det dog for, at varerne kunne blive sendt til generalmagasinet, der var oprettet i 1737^—38 med den opgave at virke som indkobscentral for ravarer til industrien og salgscentral for de faerdige varer. Magasinet var dog langt fra tilfreds med varerne fra Viborg. De var darligt forarbejdede, hullede og fordaervede, og priserne var for hoje. Magasinet forlangte derfor, at varerne skulle indsendes, som de kom fra vaevene, uden tilberedning eller appretu r⁴⁰).

I 1762 tilbod en bekendt fabrikor, Fr. Hoffmann, der nod Bernstorffs bevagenhed⁴¹), at overtage Viborg tugt- og manufakturhus for egen regning.Selvom overdirektionen sa meget morkt pa tugthusets ojeblikkelige tilstand, mente man dog ikke at kunne ga ind pa Hoffmanns forslag. Derimod anbefalede den d. 15. november samme ar et tilbud fra et interessentskab,der ligeledes ville overtage Viborghus. I kommercekollegiet var man nu blevet klar over, at driften af manufakturet i Viborg var al for dyr, og at det f. eks. ikke var nodvendigt at have bade en inspektor, en bogholder og en kasserer. Man ville nu have dets forhold undersogt til bunds⁴²). Efter overdirektionens eget onske fik en af kollegiets sekretaerer,Peter H. Classen, en broder til den store legatstifter Johan Fr. Classen, ordre til at tage til Viborg for at foretage en indgaende undersogelseaf tugthusets forhold. Med stor dygtighed og uden at lade sig imponere af de lokale storheder udarbejdede han en redegorelse for indtaegterog udgifter siden 1739 og opstillede en balance, hvoraf det fremgik,at kapitalen var pa 3289 rdlr. foruden 4216 rdlr., som biskop Woldiche,der iovrigt kritiseredes ret skarpt, gjorde krav pa. Han fastslog, at foruden betalingen for solgte varer var der kun en arlig indtaegt pa 700 rdlr., bestaende af renter, kollektpenge, tavlepenge, afgift af forbedringsgager,mulkter og konsumtionsgodtgorelse, mens udgifterne var pa

---

39) Viborg stiftamt: Breve til og fra stiftamtmand v. Heinen 1755_—65.

40) Viborg stiftamt: Breve til og fra stiftamtmand v. Heinen 1755^—65, kommercekollegiets breve 1745^—72, resolutions- og erklaeringsprotokol 1755^—65, s. 139, 220 ff., 283—90, J. O. Bro-Jorgensen: Industriens historie i Danmark II (1943), s. 93 ff.

41) J. O. Bro-Jorgensen: Anforte sted s. 114.

42) Viborg stiftamt: Kopibog 1760^—66 (27/o og 15/_lt 1762, 24/ i 1763), kommercekollegiets breve 1745^—72. Kommercekollegiet nr. 543. Viborg tugthus' manufaktur (RA).

over 3700 rdlr. Da varerne for en stor del henla usolgte, var det umuligt
at skaffe balance.

Classen nojedes dog ikke med at konstatere fabrikkens faktiske sammenbrud, men stillede ogsa positive forslag om en fremtidig ordning. Viborg var übekvem for en fabrik af denne art, fordi byen la inde i landet og i en ufrugtbar egn, hvor der manglede skov og vand, og levnedsmidlerne var dyre. Men da man nu engang havde bygningerne i Viborg, var det jo ikke let at flytte manufakturet. Klaedefabrikationen matte i hvert fald hore op, bl. a. fordi man ikke blandt fangerne kunne fa virkelig dygtig arbejdskraft. Der var ikke andet at gore end at lave fabrikken om til et spinderi, der fik garnet fra magasinet. De daglige forretninger skulle ledes af en regnskabsforer, der bade var inspektor, bogholder og kasserer; desuden skulle der vaere en spindemester og en portner, der ogsa var justitssergent⁴³).

Kommercekollegiet blev dybt rystet over Classens beretning. Man var klar over, at forholdene var darlige, men man havde aldrig taenkt sig, at de skaenkede fonds og kapitaler var »ganske bortsmeltet«. Man forstod, at det nu var nodvendigt at ga radikalt til vaerks. Allerede d. 3. maj 1763 blev kassereren og bogholderen opsagt til st. Hans, vserkmesteren skulle ogsa afskediges og forpagtningen af valkemollen opsiges. Nogle maneder senere faldt den kgl. resolution, som nyordnede tugthusets forhold, vaesentligst efter de forslag, som Classen havde stillet. Manufakturet blev lavet om til et spinderi, og den uld, som blev spundet af arrestanterne, skulle indsendes til magasinet mod prompte betaling. Tugthuset matte dog ikke tjene pa spindelonnen. Lonnen til Dyssel, til praest, inspektor, spindemester og portner samt andre lignende udgifter skulle betales af kommercefonden, forsavidt tugthusets egne indtaegter af kollektpenge m. m. ikke slog til. De faerdige varer skulle saelges, redskaber, hestemolle og garveri skulle saettes pa auktion, og den nodvendige reparation af bygningen udbydes i licitation⁴⁴).

Tugthuset som spinderi og entreprise.

Og sa sled arene sig atter hen. A. Borreschmidt, en Viborg-kobmand, der havde vaeret inspektor i en halv snes ar, kom i 1765 med et tilbud om sammen med nogle gode venner at overtage tugthuset. Det blev dog ikke til noget, og aret efter skete der en reform, der kunne synes at give huset en mulighed for at fa indtaegterne til at sla til. Den 7. febr. 1766 bestemte kongen, at der af alt kontribuerende hartkorn i Norrejylland skulle betales Mj skilling arlig pr. td. htk. til tugthuset. Hver praestegard

---

43) Kommercekollegiet nr. 543: Viborg tugthus' manufaktur (RA).

44) Viborg stiftamt: Kommercekollegiets breve 1745—72.

skulle give 10 sk., hver komplet saedegard 2 mark, mens kobstaederne tilsammen skulle erlaegge 300 rdlr. Samtidig blev kommercekollegiet befrietfor at befatte sig med V. T.s sager, idet alle indberetninger herefter skulle sendes til Danske kancelli, mens amtmanden og stiftprovsten, der 1763 havde erstattet den gamle biskop Woldiche, stadig skulle fore overdirektione n⁴⁵).

Med den faste indtaegt, der nu var sikret tugthuset, skulle dette have mulighed for at klare sig. Men der kom hurtigt nye vanskeligheder. Alleredei 1766 erklaerede magasinet, at man ikke laengere ville modtage det spundne garn, da varerne ikke var tilfredsstillende og prisen for hoj. For overdirektionen var det en meget vanskelig situation. Fangerne matte holdes i arbejde, og der var forelobig ikke andet at gore end pa egen regningat kobe nogle skippund uld. Men i Viborg var der stadig folk, der ikke kunne fa den tanke ud af deres hoved, at der var penge at tjene, nar man kunne fa lov at udnytte fangernes arbejdskraft. Netop som fremtiden tegnede saerlig morkt for den nodstedte overdirektion, tilbod Thomas Lund og hans medinteressenter at overtage tugthuset og drive det som fabrik pa egen regning. Han forlangte dog en forstraekning pa 8000 rdlr. rentefrit il2 ar⁴⁶). Kancelliet var forelobig ikke indstillet pa at lade entreprenorer drive tugthuset. Man var inde pa tanken oin et spinderi, hvor der kunne forfaerdiges grove varer. Men da overdirektionenoplyste, at det ville koste 3970 rdlr. at indrette det, blev kancelliet betaenkelig. Tilskud ville man ikke give. Sa blev praesidenten i Fredericia, den kendte reformmand Hans de Hofman, der selv havde givet sig af med manufakturvaesnet, anmodet om at prove pa at finde en udvej. Han var naermest stemt for et spinderi, men var iovrigt ogsa inde pa tanken om et tobaksspinderi. Han mente ligesom Classen, at Viborg ikke egnede sig til at vaere fabriksby og fraradede bestemt, at der blev anlagt en fabrik i tugthuset⁴⁷). Overdirektionen holdt imidlertid pa en fabrik, og Hofman synes ogsa senere at have stottet denne opfattelse. Derimod var han modstander af at overlade tugthuset til private entreprenorer, mens direktionen onskede det bortforpagtet. Og det blev den, der sejrede. I 1768 var man kort fast inde i kancelliet, og d. 16. april blev det meddeltbiskop og stiftsprovst, at tugthuset fra 1. juli 1768 skulle overdrages til Thomas Lund og hans medinteressenter pa de af dem tilbudte vilkar.Dog matte de opgive et krav om et rentefrit lan pa 3000 rdlr.⁴⁸). Forpagtningen skulle vare i 10 ar, og de skulle i den tid have alle indtaegterne,ligesom de skulle overtage tugthusets fond, der dog skulle tilbageleveresefter

---

45) Viborg stiftamt: Reskripter 1755^—69.

46) Viborg stiftamt: Resolutions- og erklaeringsprotokol 1765^—75, s. 81^—£5.

47) Viborg stiftamt: Kancellibreve 1755—73. Kommercekollegiet nr. 543: Viborg tugthus' manufaktur (RA).

48) Viborg stiftamt: Resolutions- og erklaeringsprotokol 1765^—75, s. 165^—70, kancellibreve

bageleveresefterde 10 ars forlob. Interessenterne skulle pa egen regning anlaegge en fabrik, de skulle give arrestanterne 4 sk. om dagen til forplejningog sorge for deres vask, give dem halm til sengene, lys og varme, medikamenter og kirurg og forsyne dem med grove uldne og linned klaeder samt et par hestedaekkener til sengene. Inspektoren skulle have 200 rdlr. i lon, praesten 50 og kirurgen 10⁴⁹).

Der foreligger ikke naermere enkeltheder om driften i denne forpagtningsperiode. Af en indberetning fra overdirektionen 1773 fremgar det dog, at interessentskabet havde mattet kaempe med meget store vanskeligheder og formodentlig havde lidt betydelige tab. Som saedvanligt var det afsaetningen af de producerede varer, det kneb med. Varerne hobede sig atter op pa lagrene, og interessenterne havde derfor foreslaet, at de skulle reparteres pa kobstaederne. Overdirektionen var udmaerket tilfreds ined den nuvaerende ordning, der lettede arbejdet for dem, og de var raedselsslagne ved tanken om igen at skulle til at kaempe med tugthusets evindelige problemer. De anbefalede Lund og consorters forslag. Derved kunne »gouten for indenlandske fabrikvarer, hvilken uagtet alle af regeringen derom gjorte anordninger og anvendte vigilance dog ikke ret har villet lade sig indprente hos undersatterne . . . i nogen naermere grad patvinges de handlende i kobstBederne«⁵⁰).

Interessenterne klarede sig imidlertid uden yderligere stotte fra staten. De havde ogsa anlagt en hattefabrik, og den havde udmaerket afsaetning, ogsa til udlandet. Da forpagtningstiden var ved at vaere udlobet, blev der optaget forhandlinger om at fortsaette i en ny periode. Thomas Lund og hans bagmaend var ikke uvillige, men stillede krav om et rentefrit lan pa 4000 rdlr. og forhojelse af V 2 %-afgiften. Hverken overdirektionen eller kancelliet ville ga ind pa disse betingelser, og det blev nu bekendtgjort i Berlingske Tidende og Viborg Samleren »som her i Viborg med plakater og trommeslag«, at tugthuset skulle bortforpagtes ved auktion. Men kun Lund modte op pa auktionen, og hans betingelser kendte man jo. Imidlertid udlob hans forpagtning, for forholdene var blevet ordnet, og man enedes da med ham om, at han skulle fortsaette eet ar mod en betaling af 400 rdlr. eller 33 rdlr. og 2 mark om maneden. Overdirektionen handlede under tvang, driften af tugthuset matte jo opretholdes, ellers kunne man risikere spektakler med fangerne. Nu fik man i hvert fald tid til at forberede og gennemfore en virkelig nyordnin g₅₁).

Imidlertid arbejdede kancelliet videre med sporgsmalet. Det var
egentlig indstillet pa at ga ind pa Lunds betingelser. Men i sin resolutiond.

---

49) Viborg stiftamt: Reskripter 1755^—69.

50) Viborg stiftamt: Resolutions- og erklaeringsprotokol 1765—75, s. 556 f.

51) Danske kancelli: Indlaeg til Jyske Tegnelser 89/1779 (RA).

tiond.25. novbr. 1778 bestemte kongen, at sagen skulle nojere overvejes. Gennem en betaenkning af Schiitz til konferensrad Agard kom man ind pa tanken om, at tugthuset kunne entrere med det militaere uldmanufaktur,der ikke havde spindere nok. Man kom nu i forbindelse med den ledende mand indenfor manufakturet, Hans Koefoed. Overdirektionen var ikke altfor velvillig og havde den ene betaenkelighed efter den anden. Men Koefoed var optimist, og da han i marts 1779 sendte sit for slag til kancelliet, kunne han mode med en plan, hvorefter tugthuset ville give et arligt overskud pa 467 rdlr. Indtsegterne var 1280 rdlr., hvoraf de 1210 stammede fra afgiften pa byerne og landet. Udgifterne skar han ned til det absolut nodvendigste, 697 rdlr. plus et tilskud til forplejningen pa 116 rdlr. Der burde anlaegges et uldspinderi, der ligesom Bornehuset skulle producere for uldmanufakturet, som overdirektionen skulle slutte kontrakt med. Inspektor Borreschmidt skulle afga til »anden employ* og inspektionen nyordnes. Af udkastet til kontrakten fremgik det, at det var meningen, at uldmanufakturet skulle levere uld til tugthuset, arbejdslonnenskulle fastsaettes, og nar ulden var spunden, skulle den sendestilbage til manufakturet, der stillede en del redskaber til radighed og gav V. T. et mindre forskud.

Under forhandlingerne viste det sig meget vanskeligt at fa de nodvendige folk til at trsede ind i inspektionen, alle prsesterne sagde nej, og stiftsprovsten undrede sig sare derover, »da enhver patriot er pligtig at tjene sit faedreland, i hvad han kunne«. Koefoed var nu blevet ivrig, og lod sig ikke standse. For at fa tugthuset rigtig i gang, tilbod han selv at overtage ledelsen i et a to ar. Det tilbud kunne man selvfolgelig ikke sta for i kancelliet, og d. 11. juni 1779 faldt den kongelige resolution, hvorved Koefoeds tilbud blev accepteret. I sine sparebestraebelser havde han onsket bade den saerlige prsest og vaegteren afskediget. Praesten fik dog lov at blive, og i stedet for vaegteren fik Viborg-garnisonen nu af kongen pabud om at afgive en skildvagt til tugthuset. Desuden skulle kancelliet indkomme med forslag om, hvorledes korte tugthusstraffe kunne aendres til andre straffe, sa V. T. kunne undga at fa lemmer med korte straffe, hvilket var skadeligt for rentabiliteten⁵²).

Da Koefoed kom til Viborg, kom han hurtigt i et godt forhold til overdirektionen.I stedet for den afsatte Borreschmidt fik han indsat en ny leder af de daglige forretninger, fuldmaegtig, senere inspektor Gravers Badsgard, der virkede indtil 1811, og i den tid gjorde et godt arbejde for fangerne⁵³). Foruden fuldmaegtigen og praesten var der nu kun en spisemester, en portner og en spindemester, der alle fik nye instrukser.

---

52) Viborg stiftamt: Kopibog 1777—80, s. 528—29, 543—46, kancellibreve 1779—80, Norre-Jyllands Themis 1805, s. 40—47.

53) Festskrift til H. P. Hansen (1949), s. 67 f. (Hvidtfeldt).

For at undga flugt fra tugthuset blev der indsat svaere jernstsenger i sovesalene, og der blev antaget en natvsegter, som sammen med den militaere skildvagt skulle overvage tugthuset om natten. Endvidere fik Koefoed indrettet et arrestkammer og to darekister i det tidligere farver i⁵⁴).

I det forste ar under de nye forhold gav tugthuset et overskud pa 157 rdlr., selvom der havde vseret ret betydelige udgifter, bl. a. 520 rdlr. til arrest og darekister. Det folgende ar var overskudet pa 838 rdlr. Da Koefoed fratradte ledelsen med udgangen af aret 1781, kunne han gore det med god samvittighed. Det utrolige var sket. Viborg tugthus kunne ikke blot betale sig. Det gav endda overskud. Den almindelige ledelse skulle nu overtages af en inspektion, bestaende af en af byens prsester, en radmand og en af de fornemste borgere samt inspektor Badsgard. Biskop og stiftamtmand havde stadig det overste tilsyn, men kongen fastslog udtrykkeligt, at ingen forandring matte foretages uden efter korrespondance med Koefoed, der iovrigt senere blev direktor for bornehuset og for Mons tugthus⁸⁵). Han var en meget myndig mand, der stadig onskede at blande sig i Viborg tugthus sager. Da han i 1791 var gaet imod en forhojelse af dagpengene pa een skilling, afviste amtmand og biskop hr. konferensradens indblanding i skarpe ord. Det var til deres, ikke til hans direktion, kongen havde betroet »straffeinstitutet«⁵⁶).

Efter Koefoeds fratrseden blev forbindelsen med det militaere uldmanufakturfortsat, og den gode okonomiske status blev bevaret. I det forste arti gav tugthuset et gennemsnitligt overskud pa 260 rdlr. om aret, sa der efterhanden blev oparbejdet en ret betydelig kassebeholdning, der ved udgangen af 1792 var pa 4123 rdlr. Indtaegterne i dette ar var 2405 rdlr., hvoraf 1209 rdlr. var byernes og amternes tilskud og 865 rdlr. arbejds - og spindelon. Den storste udgiftspost var selvfolgelig lemmernes kostpenge pa 948 rdlr., derefter kom 442 rdlr. til betjentenes 10nninger, 132 rdlr. til braendsel og tran, 88 rdlr. til uldfragter, 24 rdlr. til laerred til lemmerne. lalt belob udgifterne sig til 1959 rdlr., sa der var et overskudpa 446 rdlr.⁵⁷)- Efter arhundredskiftet begyndte de okonomiske vanskeligheder dog atter, og underskudene blev atter almindelige, i 1803 saledes 1584 rdlr. Fra 1811 gennemfortes en fuldstaendig nyordning, der bl. a. ogsa medforte, at tugthuset endnu en gang blev givet i entreprise. Dette varede indtil 1845, da det offentlige selv overtog bestyrelsen. I

---

54) Danske kancelli: Indlaeg til Jyske Tegnelser 156/1779 (RA).

55) Danske kancelli: 5 (3) dpt.: Henlagte sager angaende tugt- og forbedringshuse og arrester 1802^—06 (RA), Ursin: anforte sted s. 232, Fr. Stuckenberg 11, s. 94, Norre-Jyllands Themis 1805, s. 47 f. I 1800 bestod inspektionen f. eks. af pastor Zahrtmann, radmand Wissing, kaptajn Degen og Badsgard (Tugthusets arkiv: Indk. breve 1779—1811).

56) Viborg stiftamt: Kopibog over breve til kollegierne 1790_—93 (17(¹⁷/₇ 1791).

57) Tugthusets arkiv: Forskelligt 1753—1811.

1853 blev det nye tugthus i Horsens taget i brug. Det var indrettet efter mere moderne principper, og en del af Viborg-fangerne blev overfort dertil. Viborg tugthus var efterhanden blevet hablost forseldet, og i maj 1874 blev dets skaebne endeligt beseglet. En kgl. resolution bestemte, at det skulle nedlaegges og alle fangerne anbringes i Horsens. I 1877 overgiktugthusets bygninger til det nyoprettede sindssygehospital⁵⁸).

Tugthusets almindelige historie fra 1736 til 1800 fortaeller en del om tankegang og livsopfattelse hos datidens mennesker, ikke mindst i embedskredse. Tugthuset er et barn af merkantilismen og dens forhabninger om et industrielt Danmark. Men selve den baerende ide, der la bag oprettelsen af manufakturet, troen pa, at menneskene ikke blot skulle tvinges til at leve efter de almindelige moralske laeresaetninger, men ogsa til at arbejde, den er i ligesa hoj grad et udslag af datidens okonomiske teorier, der havde sit hardnakkede tag i alle dem, der betod noget i samfundet. Men ogsa pa anden made fortaeller tugthusets historie en hel del om det 18. arhundrede og dets mennesker. Lotteri, interessentskaber og projektmageri, industriel protektionisme og politisk protektion moder vi her. Hundredvis af skrivelser og planer, betaenkninger, forestillinger, resolutioner og reskripter beretter om tugthusets historie. I denne evigt rindende strom af order der megen tale om okonomi og finanser, og altid er det institutionen, der skrives om. Deter ligesom de hoje herrer bade i Viborg og Kobenhavn har glernt, at bag husets mure levede en flok af ulykkelige og hjemlose stakler, som livet havde faret hardt frem mod. For kancelliembedsmanden, der skrev lange betaenkninger om Viborg tugthus, var dette vel ikke mere end et begreb, en »anstalt« i en fjern provins. Men for landevejenes maend og kvinder pa den evige hvilelose vandring, der for eller senere forte dem til Viborg, var tugthuset en jernhard virkelighed. De kendte denne trudsel mod deres frihed, men selv denne kunne ikke knaegte deres lyst til det frie liv. Mange syndere var der imellem, men der var vel ogsa nogle af de maend, der i et samfund, hvor tvang og ufrihed hersker, ikke vil ga under aget, for hvem friheden — ikke just den politiske frihed, men friheden til fuldt ud at vsere menneske — er alt. Mennesker, i hvem livets staerke puls slog og blodet hamrede vildt i en tid, hvor honnet ambition ellers beherskede menneskets sind, og livet syntes at stivne i parykker og sirlighed. Tugthusets historie er ikke blot Dyssels projekter og kancelliets forordninger, ikke blot fundatser og regnskaber. Deter ogsa — ja deter forst og fremmest — fortaellingen om de mennesker, der som fanger matte ga den tunge gang gennem porten, beretningen om deres liv indenfor og udenfor murene.

---

58) Ursin: anf. sted s. 233, Jul i Viborg 1929, s. 37 (Ballund Jensen).

Tugthusets bygninger.

Den bygning, Dyssel byggede i 1740, var i 2 etager. Det var et firf 10jet anlaeg med kun een indgang midt i den lsengste floj. Porten forte ind til faengselsgarden, der var 41^2 alen lang og 22 alen bred, mens selve bygningerne var 69¹/₂ og 49³/4 alen lang og 13 alen bred.

Et inventarium fra 1752 giver et vist indtryk af, hvorledes bygningerne var indrettet. Her nsevnes folgende rum: Skriverstuen, kammeret naestved, fuldmsegtigens kammer, linnedvsevestuen, klsedevsevestuen, spindesalen, skrubelkammeret, drejerkammeret, trykkekammeret, kir-

ken, hvor der bl. a. var seks bibelhistoriske skilderier, hjornekammeret, garnkammeret, materialkammeret, klsedekammeret, hjornesalen, gangen ved snedkerstuen, uldkaemmerkammeret, ruestuen, pressestuen, oversksererstuen, kammeret nsestved, vaerkmesterens kammer, bryggerset, spisestuen, spisekammeret, snedkerstuen ved smedien, smedien, filekammeret, karlfangestuen, kvindefangestuen, loftet. Desuden et af Dyssel bygget ildebrands- og materialhus pa 17 fag, farverhus, garverhus og stampemolle⁵⁹).

En mere indgaende beskrivelse af de enkelte rum findes forste gang i F. v. Billows bog fra 1831 om Viborg tugt- og forbedringshus. De forste detaillerede planer af det gamle hus er udarbejdede af Friis i juli 1843 (se billederne s. 26), og i alt vsesentligt er der overensstemmelse mellem beskrivelsen og planerne. Det fremgar heraf, at der i stueetagen var portnerbolig, marketenderi, inspektions- og direktionslokaler, cachot og vagtlokale, sove- og arbejdsrum. Pa 1. sal la kirken, der var over 24 alen lang og 12³/4 alen bred og kunne rumme 200 mennesker. Desuden var der sygestue, kontor til entreprenoren og iovrigt arbejds- og sovelokaler.Ogsa pa loftet var der indrettet soverum. Indretningen har vel i alt vsesentlig vseret den samme for 1800, men de oprindelig ret store

---

59) Viborg stiftamt: Reskripter 1747^—54.

rum synes dog i tidens 10b at vaere blevet delt, sa der blev et storre antal
sove- og sygevserelser.

De over 200 ar gamle bygninger er i dag en del af sindssygehospitalet
De udgor de nuvaerende kvindeafdelinger H. I. J. og delvis G. og K. Mer
af den indvendige indretning er der ikke meeet tilbage. De tidlieert

morke og dystre fangelokaler er i dag lyse og venlige sygesiuer. Kun
kirken er endnu nogenlunde uaendret, indrettet til dagligstue for en af
kvindeafdelingerne593).

Embedsmænd.

Nar sekretaer Classen i 1763 bebrejdede Dyssel, at der havde vseret for mange embedsmaend i tugthuset, havde han uden tvivl ret i sin kritik. Funktionserernes tal var meget stort. Men det var forst ved nyordningen i 1763, at man foretog storre indskraenkninger, og da Koefoed i 1779 reorganiserede tugthuset, sogte han at bringe antallet af embedsmaend yderligere ned⁸⁰). Herefter var i det vaesentlige kun bogholderen (inspektoren), spisemesteren, spindemesteren, portneren samt praest og kirurg tilbage. Fra tugthusets forste dage var det overdirektionen, amtmand og biskop, der forte det overste tilsyn med huset. Nar der var en entreprenor, var deres indflydelse selvfolgelig ret ringe, mens de til andre tider helt matte styre tugthuset. Fundatsen af 1743 bestemte iovrigt, at der foruden direktionen og administratoren skulle vsere en bogholder, der ogsa skulle vaere provisor. I 1755 var der desuden en saerlig kassere r⁸¹). Manufakturkobmanden skulle fore opsigt med vaerkmestrene og fastsaette pris og takst pa de fabrikerede varer. Hertil kom en saerlig materialskriver og de nodvendige vserkmestre eller fabrikorer og en farver.

En af de vigtigste betjente var spisemesteren, hvis fornemste opgave det var at sorge for fangernes forplejning. Han skulle dog ogsa vage over deres opforsel »pa det alle synder, Guds bespottelse, banden, onde og forargelige lasters og historiers fortaelling ikke skal vorde ovet og ga i svang«. Han skulle sa vidt muligt altid vaere tilstede i tugthuset og matte kun i absolut nodvendige tilfaelde gaud i byen og skulle da give bogholderen meddelelse derom⁸²). Tugthuset matte ofte skifte spisemester.Det var en stilling, der let kunne give anledning til misbrug, og det var vanskeligt at fa folk, der bade moralsk og okonomisk var i stand til at magte opgaven. I 1765 blev den davaerende spisemester Jorgen Michelsen afskediget, da han pa grund af armod ikke mere kunne bespise fangerne⁶³). Pa samme made gik det i 1784, da Margrethe Pedersdatter matte give op. Hun var enke efter kirurgen Sr. Galmeyer, der i 1782

---

59a) F. v. Biilow: Bemserkninger Viborg Tugt- og Forbedrings Huus samt Viborg Byes Arrester angaende (1831). Chr. Geill: Statens Sindssygehospital i Viborg (1930), s. 9—12.9^—12. Planerne findes i Rigsarkivets kortsamling.

60) Se side 22.

61) Kommercekolliget nr. 543. Viborg tugthus' manufaktur (RA).

62) Fundatsens kap. 5, § 7. Afskrift af fundatsen, der ofte citeres i det folgende, findes i: Danske Kancelli: Indlseg til Jyske Tegnelser 40^—41/1743 (RA).

63) Viborg stiftamt: Resolutions- og erklseringsprotokol 1765^—75, s. 9.

havde overtaget spisemesterstillingen. I 1797 fik marketenderen, som spisemesteren ogsa undertiden kaldes, lobepas, fordi han ikke havde sorgetfor at have det fornodne forrad af fodevarer⁶⁴). Mere graverende var det dog, da spindemesteren i 1791 afslorede, at spisemesterens kone havde gemt uld, som him havde kobt af fangerne. Der blev optaget forhor,men noget videre kom der ikke ud af sagen⁶⁵).

Efter fundatsen var spisemesteren forpligtet til at holde en tro karl, der skulle vaere portner og nat og dag lukke porten op. Portneren fik efterhanden en meget betroet stilling, og det var i de senere ar ham, der sammen med vaegteren havde det almindelige tilsyn med fangerne⁸⁶). Undertiden kunne det knibe med at fa haederlige og ordentlige folk til stillingen. I 1756 blev portneren anklaget for at have ladet to fanger ga deres vej. Tit og ofte havde han og hans kone i deres kammer »negotieret« med arrestanterne og ladet staerke drikke som 01 og braendevin bringe til dem. Intet under, at man indstillede den skyldige til afsked⁶⁷). Endnu vaerre var det i 1761, da fangerne under en rsekke forhor beskyldte portneren for at have skaffet braendevin til arrestanterne, at have »karesseret« de kvindelige fanger, ja forsogt at forfore dem til utugt. Undertiden havde han vseret beskaenket og havde slaet og mishandlet fangerne, der ogsa havde mattet arbejde for ham privat med at sy og spinde, ja endog med at ga i byen. Bade portneren og hans kone matte indromme, at en del af de fremforte beskyldninger var rigtige. I 1764 angav en af fangerne portneren for at gore sig kammerater med nogle af fangerne, som af og til spiste og drak i hans kammer. Det var isaer Hans Hendriksen og Margrethe Olufsdatter, der begge var af hestegilderfamilie, og som sagdes at vaere i slaegt med portnerkonen. Hans pastod, at han kunne gaud af tugthuset og tale med sin familie, og hvem det skulle vaere kunne komme og tale med ham. En aften havde en anden af fangerne vaeret i byen til kl. 10, og siden gik han uden videre ud igen med en troje, han havde syet. Og var portneren en haederlig og ordentlig mand, var det maske hans kone, der havde maskepi med fangerne. En undvegen kvinde fortalte i 1786, da hun atter var blevet pagrebet, at portnerkonen skyldte hende 6 a 7 mark og havde lovet at hjaelpe hende med at flygte, hvis hun ville eftergive hende pengene. Hun havde endda vist hende vejen og havde sagt, at hun kunne logere hos en stifdatter i Finderup. Arrestantindens fremstilling blev bestridt af portnerkonen⁶⁸).

Vaegteren var portnerens medhjaelper. De skulle begge to visitere om
aftenen og sorge for, at der var ro overalt, og at al ild og lys var slukket.

---

64 ) Viborg tugthus: Indkomne breve 1779—1811.

65) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1783_—, fol. 9—ll.

66) Instruks 1793 i Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

67) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1756—80.

68) Fra Viborg Amt 1941, s. 98^—109, Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1755_—80 og 1783—, fol 6—B, Stuckenberg: anf. sted 228 f.

Og hver time pa natten, bade sommer og vinter, skulle han ga midt ud i garden og rabe vaegterverset. En saerlig lille forpligtelse for ham var det at skaffe de fornodne »siver eller brand« til husets lamper. Han skulle hente dem, hvor han kunne i moserne, og pa friaftenerne skulle lemmerne pille dem og gore dem til rette⁶⁹). Koefoed fik vaegterstillingen afskaffet, men det varede ikke laenge, inden man igen matte ansaette en natvsegter, der kunne fore det fornodne tilsyn med fangerne oin natten⁷⁰). I betragtning af stillingens vigtighed er det maerkeligt, at man en enkelt gang betroede den til en af fangerne, Jakob Petersen, der i 1784 var blevet domt til 4 ars tugthus for begaet drab. Han var dog en mand, der nod stor tillid hos inspektionen og en tid ogsa virkede som skolelaerer⁷¹).

I fundatsen var det bestemt, at der skulle vaere tre fangefogder ved tugthuset. De skulle fore tilsyn med fangerne, ogsa under arbejdet, visitere deres klaeder mindst en gang om dagen og undersoge kamrene og sengestederne, vinduer og dore for at se, om der var tegn pa udbrud⁷²). Det kunne ogsa haende, at en af arrestanterne blev gjort til fangefoged. Det skete med Johannes Christensen, der havde faet fire ars tugthusstraf for bortvigelse. Han udnyttede og misbrugte dog sin stilling. Ikke blot behandlede han fangerne med hardhed, men han og nogle andre arrestanter havde siddet i hans kammer og drukket en kande 01, de havde skillinget sammen til, og de havde spillet tavl med sma pinde. Vaerst var det dog, at han ikke kunne lade de kvindelige fanger vaere i fred. Kirsten Henriksdatter havde han lovet aegteskab. Bendid Petersdatter havde han besvangret. Hun havde dog vaeret villig nok. Derimod havde Ane Kirstine Conradsdatter forst ladet ham bruge sin vilje med hende, efter at han havde givet hende hug og onde ord, og da hun var blevet gravid, turde hun ikke sige det til nogen af frygt for hans tyrepisk og hans hardhed. De havde haft samkvem i hans kammer, hvor han forte hende ind, efter at han havde lukket bade spinde- og fangestuerne⁷³).

I henhold til fundatsen skulle der ansaettes en kirurg ved tugthuset.
Om Iordagen skulle han barbere arrestanterne og arbejderne og iovrigt
behandle de syge.

Det var ogsa i fundatsen blevet bestemt, at tugthuset skulle have sin egen prsest, en »skikkelig studiosus«. Han skulle ingen 10n have, kun 25 rdlr. om aret til en praestekjortel og offer af betjente og arbejdere; men nar der var gaet tre ar, skulle kongen give ham et godt kald. Det var dog forst i 1754, at der blev udnaevnt en saerlig tugthuspraest. I 1779 onskede Koefoed dette embede afskaffet, men det lykkedes dog at bevare stillingen. Den davaerende praest Ludv. Hemmer Bagger havde i staerke

---

69) Vsegterens instruks 1788 i Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

70) Se side 23.

71) Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

72) Da. Kancelli: Indlieg til Jydske Tegnelser 40^—41/1743 (RA)

73) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1755—80 (1763), Fangeprotokol I, nr. 745.

ord talt om nodvendigheden af en sjaelesorger for fangerae. »Her moder sjaelenod, der endogsa gerader til fortvivlelse, hos mange blandt denne ryggeslose hob, og hvor ofte . . . har jeg ikke med skselven gaet disse bedrovelige tilfselde imode«. Han tilbod at tjene endnu et ar for 20 rdlr., nar han sa kunne blive befordret⁷⁴). I 1789 blev der gennemfort en nyordning,idet et reskript af 13. febr. fastsatte, at kapellanen ved Sondre Sogns kirke ogsa skulle vaere praest ved tugthuset. Da dette embede blev nedlagt, bestemtes det 17. februar 1792, at en af kapellanerne i Viborg skulle varetage de kirkelige forretninger i tugthuset⁷⁵).

Det daglige liv indenfor murene.

Nar fangerne var kommet ind i tugthuset, skulle fangefogden eller, hvis det var en kvinde, tvaettekonen undersoge dem for at se, om de havde kamme, sakse, fyrtoj eller anden fordaegtig jern hos sig. Disse sager skulle afleveres til bogholderen, der forte regnskab dermed. Tit havde fangerne foruden deres gangklaeder lidt sengeklseder med, nar de blev sat ind i tugthuset. Der var dog naeppe mange, der var sa godt udstyret som Johanne Ulberg, der ankom i 1754, medforende I gammelt ulden syet sengedaekke, 1 bla og hvid olmerdugs overdyne, 1 gammel gra hovedpude, 1 gammel bolster bla og hvid stribet underdyne, 1 dito stribet hoveddyne med blarlaerred overtraek, 1 gra vadmels hovedpude, 1 par blargarns lagner. Og sa manglede der endda 1 lang olmerdugspude, som hun mente, byens tjener havde⁷⁹).

Nar visitationen var overstaet, begyndte den gra og harde hverdag. Man stod tidligt op i tugthuset. Fundatsen bestemte, at fangerne skulle vaekkes kl. 4 om morgenen, om vinteren dog forst kl. 6. Aftenmaltidet skulle vaere forbi kl. 8. Senere var det saledes, at der blev arbejdet til kl. 7 om sommeren, til kl. 9 om vinteren. Sa snart fangerne var staet op, skulle de begive sig til deres arbejde i arbejdsstuerne, og der skulle de synge en morgensalme. Om aftenen blev der efter arbejdets afslutning holdt bon. Sondagen var fridag. Fangerne var forpligtet til at overvaere gudstjenesten om formiddagen, og siden skulle de i ro og stilhed helligholde dagen. Men det stod dem frit for efter gudstjenesten at sy og reparere deres klaeder. Fastelavnsmandag synes ligeledes at have vaeret fridag, men inspektoren havde ordre til pa den dag at have fangerne »i god beobagtung«⁷⁷).

Ogsa pa hverdagene kunne der nu og da blive en kort fritid. Oprindeligskulle

---

74) Da. Kancelli: Indlseg til Jyske Tegnelser 89/1779 (RA).

75) Ursin: anf. sted s. 227.

76) Fundatsens kap. 2, § 7, Viborg tugthus: Forskelligt.

77) Fundatsens kapitel I, § 4 (Stuckenberg 11, s. 216), Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

ligskulleal lys og ild vaere slukket kl. 8 om aftenen, men senere blev det aendret til kl. 10. Alle fangerne skulle vaere i deres seng, inden portnerenog vaegteren kora rundt og visiterede, forst og fremniest for at pase, at alle lamper var slukket, og at der ikke var ild pa noget af ildstederne. Man naerede en fuldstaendig panisk skrsek for ildebrand. De skulle ogsa give agt pa, at ingen af fangerne havde fyrtoj med sig i sengen og der la og rog tobak. Nar visitationen var overstaet, blev det meldt til inspektoren,til hvem portneren desuden skulle aflevere portnoglerne. Blev det i nattens 10b nodvendigt at abne porten, matte han hente noglerne hos inspektoren⁷⁸).

Fangerne sov som regel i store sovesale, maend for sig og kvinder for sig og altid to og to sammen. Fundatsen bestemte, at de alt efter deres forseelse skulle anvises lyse eller morke sengesteder. De la i halm med hestedaekkener over sig. Da Koefoed i 1779 overtog ledelsen af tugthuset, efter at det i en arraekke havde vaeret drevet af private entreprenorer, blev han rystet over det syn, der modte ham i sovesalene: »jeg holder det uforstaeligt, at disse mennesker ikke har haft anden leje end udi nogen darlig halm, som ligner mere baesters leje end menneskers«. Deres senge burde forsynes med strasaekke, lagener og sengedaekkener⁷⁹).

Påklædning og vask.

Fangerne fik ikke udleveret fangedragter, nar de begyndte afsoningen af deres straf. De matte ga i deres almindelige toj, og da det jo ikke ligefrem var velhavere, der plejede at komme her, kunne udstyret vsere tarveligt nok. Da Jens Lassen i 1754 blev af leveret til V. T., havde han folgende klaeder med sig: 1 gammel blagra kjole, 1 hvid vadmels vest med tinknapper, 1 gammel skindvest med metalknapper, 1 gammel bla brystdug, 1 par sorte skindbukser, 1 par bla stromper, 1 hat, 1 rod og hvid halsklud. Og Maren Rasmusdatter, der blev indsat i 1753, havde ikke meget mere: 1 gammel gron nattroje, I gammel brun vadmelstroje, 3 lin og 1 snippe, 2 halsklude, 2 gamle saerke, 2 gamle stribede skjorter, 1 gammelt forklaede og 1 livstykke med rode aermer. Johanne Ulberg behovede heller ikke noget storre klaedeskab til sit udstyr. Hun havde dog en gammel trykt skindtroje og en sort og hvid kartuns lue. Hendes fodbeklaedning var traesko⁸⁰).

Hvis opholdet i tugthuset var af laengere varighed, kunne det knibe
at fa toj pa kroppen. Efter fundatsen skulle fangerne dog, nar deres
eget toj var opslidt, have 1 a 2 skjorter om aret, bukser, troje og kjortel,

---

78) Viborg tugthus: Indkomne breve 1779—1811.

79) Da. Kane: Indkeg til Jyske Tegnelser 156/1779 (RA)

80) Viborg tugthus: Forskelligt.

lavet af den vadmel, der blev fabrikeret i tugthuset, og alle »gjort pa een made, med haegter at spaendes«. Desuden stromper. Kvindefangerne fik skort, troje, stromper, huer, et par tofler og 1 a 2 saerke arlig. Det synes dog, som om der i hoj grad blev sparet pa tojkontoen. Da Koefoed i 1779 kom til Viborg, blev han forbavset over livsfangernes darlige paklaedningog forlangte, at de fik uldne og linned klaeder. Nu kunne »de naeppe skjule det blotte legeme«. Han sa dog gerne, om de kunne klare sig uden stromper⁸¹). Hvis fangerne var meget sparsommelige, havde de mulighed for at spare lidt sammen til toj. 1755 fik Kirsten Mikkelsdatter udbetalt 1 mark og 5 sk. til en troje, Catrine Andersdatter fik 1 mark til et skort, niens Chr. Hansen kobte en vest, Catrine Hansdatter en hue⁸²). I 1795 blev fourer Jens Jorgen Schmidt idomt 4 ars tugthus for ved et falskt bevis at have udgivet sig for kontrollor. Han var en udmaerket husholder, og da hans kaerlige og gudfrygtige kone sendte ham to rigsdaler,kobte han sig en horlaerreds skjorte for 4 mark, l god bla undertrojefor 3 mark og 1 ny bomuldshue for 1 mark og 8 sk.⁸³).

Det var ikke nok at have toj, det matte ogsa holdes rent. Fundatsen havde bestemt, at der skulle ansaettes en tvaetterske, en af byens fattiglemmer,der skulle holde fangernes lagner, duge og handklaeder rene, stro sand pa vaerelsernes gulve, feje i gangen og uden for dorene, »til hojtiderne to vinduerne og flittigt tvsette arrestanternes linned toj«⁸⁴). Med sparebestrsebelserne forsvandt tvaettersken, og nogle af de kvindeligefanger matte vaske arrestanternes toj nede ved soen. Det skete dog kun fire gange om aret, og fangerne selv blev vist vasket lige sa tit, sa ligefrem overdreven var renligheden ikke. Men maske var den endda storre end hos bonden ude pa heden. Endnu i 1812 berettes det, at hylsklaederne— de uldne sengeklseder — »vaskes ikke og kan vare pa folkesengei 6 ar«. Urenligheden i tugthuset faldt dog fremmede i ojnene. Da kronprinsen i 1787 var i Viborg skrev en af folget, sekretaer J. H. Kirchhoff i sin dagbog: »Vi . . . beundrede den store urenlighed og strenge retfaerdighed i det dervaerende tugthus*⁸⁵). Nar der var vask, skulle portneren levere den nodvendige lyng og torv til strygningen, og hans kone skulle hjselpe med at saebe og koge klaederne, fordi hun skulle sta til ansvar for, at saebe og »sinder«, der blev udleveret til vasken, ikke blev brugt til noget andet. Det var iovrigt store ting, at der blev givet saebe hertil. Koefoed havde i 1779 haevdet, at man kunne spare denne udgift pa 20 rdlr., thi der kunne bruges urin, »ligesom det pa

---

81) Stuckenberg: Anf. sted 11, s. 222 f., Da. Kane: Indl. til Jyske Tegnelser 156/1779 (RA), Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

82) Viborg tugthus: Forskelligt.

83) Personalia: Jens Jorgensen Schmidt.

84) Kap. 5, § 12.

85) Norre-Jyllands Themis 1805, s. 37, 44, Hugo Matthiessen: Den sorte Jyde (1939), s. 94, Personalhist. Tidsskrift 7. r. I (1916), s. 139.

andre sadanne steder sker«^85a). Vaegteren skulle passe pa fangerne, mens vasken stod pa. Det var ikke nogen let opgave, og det skete ikke sa sjaeldent,at fangerne stak af under vasketuren. Vaegteren var dog ikke altid helt uskyldig heri; i hvert fald var han det ikke i 1786, da Sidsel Bertelsdatterundveg. Sammen med nogle andre kvindelige fanger havde him vaeret nede ved soen. De havde da hedt vaegteren om at ga i byen for at kobe 01 og brsendevin til dem. Da han gik bort, benyttede Sidsel sig af lejligheden til at slippe vsek. Friheden varede dog kun kort⁸⁸).

Kosten.

Der var ikke mange adspredelser i tugthusets gra hverdag, der kun blev afbrudt af maltiderne. Og de var alt andet end overdadige. Fangerne fik fra den forste tid 4 skilling om dagen i kostpenge, men efterhanden som priserne steg, blev dette altfor lidt. I 1783 kunne spisemesteren for 2 sk. ikke levere mere end 26³/4 lod brod om dagen, hvilket var utilstraekkeligt, hvorfor kancelliet gav tilladelse til, at der matte kobes 100 td. rug, som han skulle have for 3 rdlr. pr. tonde, sa han uden at tabe noget kunne give V-U pund brod for 2 skilling⁸⁷). Men heller ikke dette var nok i det lange 10b, og i 1791 onskede overdirektionen at forhoje »lemmernes alimentation* til 5 sk. om dagen. Koefoed var modstander heraf, men direktionen holdt pa deres. De kunne ikke »tie til al den ulyksalighed, vores utilborlige tavshed matte forvolde«, og de kunne ikke anse sig selv for redelige maend, hvis de ikke »foredrog den hungersnod, som overvaeldede vore uskyldige medbrodre«. D. 16. decbr. 1791 blev kostpengene forhojet til 5 sk. Men 1790erne blev dyrtid, god for bonden, men hard for fattigmand, og i 1800 gav kancelliet tilladelse til, at fangerne fik 6 sk. om dagen, nar en td. rug kostede over 4 rdlr., og 5^2 sk. de seks dage og 6 sk. om sondagen, nar prisen var over 3 rdlr.⁸⁸).

Efter fundatsen var det ordnet saledes, at fangerne for deres kostpengekunne kobe mad hos spisemesteren, ligesom det var bestemt, at enhver skulle have sin potte, tallerken og ske til at tage maden i. I praksis var det saledes, at fangerne de fem dage fik frisk varm, kogt og tillavet mad, som regel for 2 sk. Der var en fast spiseseddel, »spisetakst «⁸⁹), der om vinteren sa saledes ud: sondag: suppe og kogt flaesk,

---

85a) Norre-Jyllands Themis 1805, s. 45.

86) Viborg tugthus: Indk. breve 1779^—1811, Forhorsprotokol 1783^—, fol. 6—B6_—8

87) Viborg stiftamt: Kancellibreve 1781^—84.

88) Viborg stiftamt: Kopibog over breve til koll. 1790—93 (17(¹⁷/₇ 1791), Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811, Ursin: anf. sted, s. 232.

89) Den seldste spisetakst er fra 1761 (Stuckenberg: anf. sted 11, s. 227). Den blev gang pa gang bekrseftet, saledes 1782, 1786, 1790, 1798, 1804 (Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811).

mandag: rugmelsgrod eller byggrynsgrod med godt 0l eller smor, tirsdag: kal og flsesk, torsdag: aerter og flaesk, fredag: vaelling af byggryn eller boghvedegryn, kogt i vand. Ligefrem morsom var kosten ikke, og det var kim ved hojtiderne, der blev kraeset lidt for fangerne. Mortensaften fik de langkal med flaesk og polse til samt boghvedegrod og »blot fisk« og for 1 sk. mjod til groden. Til jule-, nytars- og hellig tre kongersaften vankede der sod grod af boghvedegryn, opblodet fisk og smor samt mjod til groden og godt 01.

Overdirektion og inspektion var naturligvis interesseret i, at spisemesteren ikke tog overpris. I hvert fald skulle fangerne have sa meget at spise, at de ikke dode af suit. Det blev derfor i spisetaksten noje fastsat, hvor meget af de forskellige varer lemmerne kunne fa for 1 sk. Men da priserne jo ikke var konstante, og spisemesteren skulle have forretningen til at lobe rundt, blev denne takst indrettet saledes, at den varierede, efter hvad varerne kostede. I taksten fra 1782 hed det saledes, at nar 1 lispund flaesk kostede 6, 7 a 8 mark, skulle fangerne for 1 sk. have 4 lod kogt flaesk, kostede 1 lispund 5 mark, fik de 5 lod for 1 sk. Pa samme made var prisen fastsat for smor, torrede sild, skaller, aborrer, fersk sild, spegesild, norske sild, godt 01 og tyndt 01. Mest omhyggeligt udregnet var brodprisen. Men regnede her med, at rugen pr. td. kunne koste fra 6 til 24 mark, og der blev da leveret fra 2 pund VI₂ lod til 28³/₄ lod brod.

Onsdag og Iordag blev der ikke serveret varm mad, kun tor kost, bestaende af 01 og brod, smor og sild, »ligesom enhver begserer« og havde rad til. For de penge, der ikke blev brugt til den varme mad, kunne fangerne hos spisemesteren kobe tor mad efter onske.

Der er ingen tvivl om, at det kneb meget for fangerne at fa de 4 eller 5 sk. til at sla til. Den naevnte fourer Jens Jorgen Schmidt fortalte i 1796 sin kone om madproblemerne. Han fik 5 sk. om dagen, men heraf gik de 4 sk. til middagsmad. »Taenk sa fra om morgenen kl. 5 til 7 om aftenen at arbejde, hvad der dog med sparsommelighed kunne tilga efter 7 maneders forl0b«. I begyndelsen tog han pa kredit hos spisemesteren, men senere blev han klogere. Da hans kone sendte to rigsdaler, betalte han sin gaeld og klarede sig for de 5 sk. Han fortalte, at da han spiste hos spisemesteren, havde han morgen og aften ligesa stor hunger som nu. Det skal formodentlig forstaes saledes, at han ikke mere kobte den varme mad, der bade var knap og darlig. Det hjalp lidt pa de knappe rationer, nar fangerne kunne fa levnedsmidler sendt fra deres parorende. Schmidt var glad ved den ost pa VI2 lispund, som hans kone sendte ham til vinterens underhold⁹⁰).

---

90) Personalia: Jens Jorgensen Schmidt.

Fornøjelser og adspredelser.

Mange lovlige fornojelser og adspredelser var der ikke i fangens daglige tilvaerelse. Fundatsen bestemte udtrykkeligt, at det var forbudt at ryge og drikke braendevin, »uden de tider dertil vorder tilladt« og da kun i overvaerelse af fangefogden. Der matte heller ikke spilles kort, terninger eller nogen slags spil, ligesom alle breve, bade ankomne og afsendte, skulle laeses af bogholderen. Penge matte fangerne heller ikke have pa sig, men bogholderen skulle opbevare eventuelle vaerdier og tilgodehavender⁹¹). Men alle disse forbud blev ustandseligt overtradt, man kunne naesten sige selvfolgelig. Mennesker, hvem enhver fornojelse er naegtet, vil vel under enhver omstaendighed soge at skaffe sig disse pa ulovlig made. Og nar disciplinen var sa slap, som den ofte var i Viborg tugthus, er det ikke at undre sig over, at fangerne sogte at fornoje sig pa bedste made. Mest demoraliserende var det, at det gang pa gang skete, at de kunne fa braendevin og tobak af betjentene eller deres koner. Da porten heller ikke var saerlig tset tillukket for fangerne, der bl. a. gik aerinder for betjentene — forresten ogsa for sig selv — var der jo mange muligheder for at fa de onskede varer bragt indenfor murene. I 1783 gik Edel Pedersdatter i byen for spindemesteren, og det skete, at hun kom til porten kl. 9, 10 eller 11 om aftenen for at blive lukket ind, og det blev fortalt, at hun hentede braendevin til fangerne. Nae, sagde him, det havde hun ikke gjort i VI2 ar, siden inspektor Badsgard havde sat hende i rette⁹²).

Den ret store trafik af fanger gennem porten gjorde det ogsa muligt at komme i forbindelse med slaegt og venner udenfor tugthuset. I portnerens instruks fra 1793 var det pabudt, at ingen matte indlades gennem porten for at tale med fangerne, men den, med hvem der onskedes samtale, skulle kaldes ned til porten, hvor samtalen sa skulle ske⁹³). Men af forhorene fremgar det, at fangerne ret ofte var i direkte kontakt med bekendte udenfor, og at breve kunne smugles udenom kontrollen. Ogsa penge fik de pa denne made. Saerlig grelt var det vel nok, da en af de kvindelige fanger i 1783 havde maskepi med den skildvagt, der om natten skulle passe pa, at ingen brod ud. Forbindelsen blev etableret fra maendenes vandhus, og hun havde overtalt skildvagten til at give hende penge fra hendes kaereste, der la ved det viborgske regiment⁹⁴).

---

91) Kap. 2, § 12.

92) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1783—, fol. 2—3.

93) Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

94) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1783_—, fol. 4—6.

Konfirmation og skolegang.

En del af de fanger, der .blev indbragt, var ganske unge. Gang pa gang viste det sig, at der var lemmer, der ikke var konfirmerede, eller som ikke kendte bog og bogstaver. At voksne mennesker ikke havde faet deres dab bekraeftet, var for datiden en forskraekkelig ting, og man skyede ingen anstrengelser for at fa alle konfirmeret. Selv void gik man ikke af vejen for. Det matte Anne Christensdatter bekraefte. Hun havde en datter Johanne, der var 25 ar gl., men ukonfirmeret. Datteren fik befaling til at vende tilbage til sit sogn, sa hun kunne blive undervist. Men efter moderens rad 10b hun bort. Og da Anne ikke ville afslore, hvor datteren opholdt sig, blev hun i stedet anbragt i tugthuset, hvor him sad i henved 5 maneder. Nar datteren blev pagrebet, skulle hun henssettes i V. T. for at blive konfirmeret⁹⁵). Manglende konfirmation kunne ogsa medfore forlsengelse af straffen. I hvert fald matte Else Jensdatter i 1797 efter ordre fra kancelliet blive 4—64^—6 uger ud over den hende tilmalte tid, »siden hun ikke for kan fa den nodvendige kundskab, som udfordres til at blive konfirmeret*. Hun slap dog for at arbejde⁹⁶).

Stod det darligt til med de unges kristendomskundskab, var det ikke bedre med deres skolelserdom. Tugthusets prsest H. C. Zahrtmann udstodte i 1786 et hjertesuk over fangernes uvidenhed. Der var mange, der ikke var konfirmerede, og der var blandt dem den ynkvserdigste uvidenhed. Der var fanger pa henimod 30 ar, der nseppe endnu kendte bogstaver. Det var klart, at disse fanger og tugthusets egne born burde have skoleundervisning, men pengene var knappe, og det blev derfor ordnet saledes, at en af husets fanger fik overdraget skolemestertjenesten. Og Zahrtmann fik udvirket, at bade skolemester og elever fik lettelse i arbejdspligten, sa der kunne blive tid til undervisningen⁹⁷).

Indtil 1788 var Jakob Petersen tugthusets skolelaerer. Han var blevet idomt 4 ars straf for begaet drab, men nod meget stor anseelse blandt de overordnede. Da fourer Jens Jorgen Schmidt kom til Viborg, fik man atter en mand, der kunne anvendes til ungdommens opdragelse — og til meget andet. Han fortaeller selv i et brev fra 1797 til sin kone: »Du ma ikke sorge over min tilstand, thi den gode omgang af hr. inspektoren og mesteren forsoder min sksebne. Hos begge har jeg al den frihed, jeg vil onske mig efter omstaendighederne. Foruden at jeg er skolemester for ungdommen i tugthuset, er jeg hofmaler for hr. inspektoren tillige med alle andre sma ting, som jeg kan forrette. Jeg kunne for lang tid siden have vseret degn her, men det ville jeg ikke . . . sa er jeg dog fornojet dermed, at jeg er vel yndet, thi de siger, at de kan bruge mig

---

95) Festskrift til H. P. Hansen, s. 61.

96) Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811

97) Festskrift til H. P. Hansen, s. 61 f.

til alle ting«98). Om den selvglade fourers »kolleger« har set pa ham med
helt samme ojne som inspektor og betjente er rnaske et sporgsmal. En
og anden har sikkert nu og da mumlet spytslikker efter ham.

Tyveri og hor.

En del af dem, der fik et kortere eller lsengere ufrivilligt ophold i Viborghus, var ikke egentlige forbrydere. Mange af dem var landevejens frie fugle, der ikke kunne finde blivende sted. Andre var kvinder, hvis lidenskab og kodelige lyster havde fort dem til tugthuset, ofte ad snoede og maerkelige veje. Men selvfolgelig var der ogsa mange regulaere forbrydere i den urolige flok. Kunne de komme afsted med det, gik de ikke af vejen for at tilegne sig tugthusets varer eller stjaele fra spisemester og medfanger"). Den vaerste tyveknaegt var sikkert Mariane Jensdatter Thrane, der stjal de penge, der var i en sparebosse, som var opstillet i kvindfolkenes sovesal, og hvori besogende kunne nedlaegge en skilling. Ogsa en medfange fik hendes langfingrethed at mserke¹⁰⁰).

Den almindeligste forseelse i tugthuset var dog uden tvivl overtrsedelse af det sjette bud. Af forhorene fremgar det, at der var et ikke ringe kseresteri i tugthuset. De yngre og kraftige mandsfanger havde ofte en eller flere kaerester. Engang under et forhor oplyste en kvinde, at »Karen Horsens elskede Albreth Sorensen, havde hun hort sige. Marie Weile vidste nok bedre besked, da de begge trsettes om ham«¹⁰¹). Den slags optog fangerne, og Viborghus var utvivlsomt et af de vaerste sladderhuller i hele landet.

Men kaeresteri er et, et forhold noget andet. Man skulle synes, at den slags adspredelser var udelukket i et faengsel. Men kendsgerningerne viser, at der ikke var sa fa fanger, der havde legemligt samkvemy ligesomdet ogsa nu og da skete, at betjentene benyttede sig af deres stilling og indledte et forhold til en af de kvindelige fanger. Det kunne undertidenske indenfor murene, pa gangene eller i et kammer. Mette Marie Hansdatter havde fojet den gamle mester Carl Magnus Holm, engang de var alene pa garnkammeret. Hun ville egentlig ikke, men var bange for at fa en ond medfart. Og tyvekvinden Mariane Jensdatter Thrane lod sig i 1775 besnakke af vaeverdrengen Rasmus Nielsen, der lovede hende segteskab¹⁰²). Det var ikke forste gang, hun lod sig overtale, og

---

98) Personalia: Jens Jorgensen Schmidt. En tugthusdegn orntales ellers ikke, men 1757 siges bogholder Schiodt at vsere en af praestens medhjaslpere (Viborg stiftamt: Resol.- og erklaeringsprotokol 1755^—65).

99) Forskellige eksempler forekommer rundt om i forhorsprotokollerne.

100) Festskrift til H. P. Hansen, s. 64.

101) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1755—80 (1764).

102) smstds.

1780 var det gait igen. Denne gang var det sket med en af fangerne »om morgenen, nar hun satte ild pa kakelovnen, hvor de begge havde haft een vilje og vaeret lige gode derom«. Da Mariane i 1756 blev domt til tugthuset for tyveriet, havde politiretten i Skive i dommen karakteriseret hende som dette »forvildede menneske, der har ladet sig indlede udi Satans strikker«¹⁰³). Det kan taenkes, at inspektor og praest i 1780 var villige til at skrive under pa denne lille biografi.

Men var der ikke lejlighed til at indlede et forhold i selve tugthuset, kunne det maske lade sig gore, nar der blev arbejdet udenfor huset. Anne Worre var en af dem, der havde svaert — meget svaert — ved at sige nej til maend. Og Nicolai Josephsen havde det ligesadan overfor kvinder. Intet under, at det gik gait en dag, de to arbejdede pa heden med at sla lyng. De andre fanger dosede, men i ham og hende brsendte den »syndige lyst« og det »syndige kod og blod«. Ni maneder senere sad hun med skammen¹⁰⁴).

Undvigelser.

Selvom livet i tugthuset ikke var sa helt blottet for adspredelser, som de strenge reglementer og bestemmelser kunne give indtryk af, selvom et glas braendevin og en kaereste var til at fa, sa var det dog et faengsel. For den, der var vant til landevejenes frie liv, var frihedsberovelse den vaerste straf. Mange af dem, der var spaerret inde her, ville og kunne ikke affinde sig med deres skaebne. De forstod ikke en Jens Schmidt, der smiskede for inspektor og praest. I dem var der kun een laengsel, kun et higede de imod af hele deres sjael, kun et arbejdede deres tanker med, friheden. De vidste, at kom de forst ud, var der gode venner, som ville hjaelpe dem, og indenfor murene var der kammerater, med hvem de maske havde vandret ad de jyske veje, over den brune hede eller i ostjyllands skove. Maend, maske ogsa kvinder, der havde sarnme laengsel, sarame attra som de. Sa blev der lagt rad op. Det blev overvejet, hvorledes man skulle slippe afsted, og ad hvilke veje, flugten skulle forega. Og der blev sparet nogle mark sammen. Thi uden penge var det ikke let at klare sig og slippe vaek til fjernere egne.

Antallet af udbrydere var meget stort. Af de i arene fra 1763 til 1773 indsatte fanger undveg 22 af 243, og i det folgende arti var der 28 af 247, der tog frihedspas, altsa over 10 %. Efter oplysningerne i fangeprotokollerneskulle kun henholdsvis tre og een vaere blevet pagrebet

---

103) Viborg tugthus: Indk. breve 1779^—1811, domsakter —1779, nr. 644. Mariane blev Iosladt 1798.

104) Festskrift til H. P. Hansen, s. 63.

igen, men dette tal er dog vist for lavt¹⁰⁵). Nar der var sa mange undvigelser,hang det forst og fremmest sammen med, at fangerne arbejdede udenfor tugthuset, og at tilsynet som regel svigtede, nar arrestanterne var udendors, bade pa husets egen grund og ude i byen. Vserst var det maske, at fangerne kunne fa lov at ga alene i byen. Det var selvfolgelig forbudt. Fundatsen bestemte, at fangerne kun matte komme udenfor huset, nar de blev ledsaget af en fangefoged¹⁰⁶), og i portnerens instruks hed det, at han ikke matte lade arrestanterne gaud, uden han havde faet ordre dertil, eller en af frifolkene fulgte med¹⁰⁷). Men som sa mange andre bestemmelser, blev denne ikke overholdt. Ja, det kunne endda ga sa gait som i 1764, da man sendte en af fangerne i byen for at lede efter tugtemesteren rundt om pa byens vsertshuse. Det skulle ikke gore forholdenebedre, at entreprenoren Thomas Lund selv misbrugte fangerne og lod dem »have deres ophold i byen hos forpagteren og blev brugt til hans partikulsere avlsbrug og tobaksplantning«. Mange havde benyttet sig af denne lejlighed til at undlobe. Det blev iovrigt ikke meget bedre i den folgende tid. I hvert fald klagede det viborgske skrsedderlav over en af fangerne. Han var, sagde de, »sjselden i tugthuset, hverken dag eller nat, men arbejder dels for frifolkene i tugthuset og dels for andre byens folk, hvorved han gor lavets folk stor skade«¹⁰⁸).

Den 22. februar 1776 undveg Christen Jensen Pibehytte af natmandsfolkene.Entreprenor Lund havde den aften forbudt, at nogen af fangerne fik lov til at gaud. Der var fest i byen, idet magistraten havde koncert og bal pa radhuset. Kanonerne tordnede, og Christen Jensen ville da sa gerne ud at se pa herlighederne. Vaegteren tog ham sa med sig. De stod og horte pa musikken ved radstuen, hvor mange mennesker var forsamlede.Og med et var Christen Jensen der ikke mere, og han kom heller ikke igen₁₀₉). Andre benyttede sig af lejligheden til at forsvinde, nar de var pa havearbejde, bar vand, vaskede nede ved soen eller var pa vandhuset. Men de regulsere udbrydere var heller ikke sjaeldne. 1766 forsvandt hestetyvene Hans Hansen, Hans Hendrichsen og Michel JensenNatmand. De var brudt ud gennem et vindue. Hestetyven havde endda vaeret sluttet i jern bade dag og nat, og natmanden havde vaeret spaendt til sengen. At han selv gjorde det, forklarer vel, at han kunne gore sig fri. I 1785 undveg tre kvindelige arrestanter. De sov i en mindre sovesal med kun 7 kvinder, og det var derfra, de brod ud. Af forhorene mente man at kunne fastsla, at de havde faet hjselp udefra. En sserlig udspekuleret udbryder var Peder Husum. Dels havde han for gode ord

---

105) Viborg tugthus: Fangeprotokol I og 11.

106) Kap. 5, § 7.

107) Viborg tugthus: Indk. breve 1779^—1811.

108) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1755^—80, indk. breve 1779^—1811, Da. Kane: Indletm til Jvske Tegnelser 156/1779 (RA).

109) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1755^—8C

og betaling, 2 mark pr. mand, faet to medfanger til at hjselpe sig, dels havde han valgt kronprinsens »geburtsdag« til sit forehavende, da han regnede med, at bade inspektor og spindemester ville vaere ude denne aften¹¹⁰).

Nar flugten blev opdaget — det var ofte forst den nseste morgen — blev der straks slaet alarm. Der blev udsendt folk til hest i alle retninger, og inspektoren foretog afhoringer af de fanger, der kunne tsenkes at vsere i stand til at give oplysninger om selve flugten og de nsermere omstaendigheder derved eller om eventuelle medskyldige og tilflugtssteder. Senere havde de udsendte karle skriftlige fuldmagter med til at pagribe de undvegne, og de skulle sorge for, at der blev ophamgt plakater med opfordring til at anholde eller angive fangerne, hvis statur og klsededragt blev beskrevet¹¹¹). At domme efter oplysningerne i forhorsprotokollerne var det ikke sa sjseldent, at de udsendte folk havde held til at attrappere de undvegne og bringe dem tilbage til huset, hvor de straks kom i forhor, sa man kunne fa afsloret eventuelle medskyldige. Og selv.om det lykkedes de flygtende at slippe vsek, blev de dog ofte senere indhentet af retfaerdighedens arm. Somanden Valentin Lorentzen var saerlig uheldig. Han var stukket af i 1777, men to ar senere, da entreprenoren Thomas Lund var pa en rejse til Kobenhavn, traf han synderen i Arhus og bragte ham omgaende pa sin egen vogn tilbage til tugthuset. Knap to maneder senere brod Valentin ud igen₁₁₂).

Undvigelse fra tugthuset blev selvfolgelig betragtet som en alvorlig forseelse. Der haves dog eet eksempel pa, at en flygtet arrestant har faet kgl. tilladelse til at forblive pa fri fod. Det var Karen Clemmensdatter, der var blevet idomt livsvarig tugthusstraf for hastige og overilede »undsigelsesord«. Efter 10 ars forlob forsvendt hun, og mens hun var pa fri fod, indsendte hun en ansogning om at blive lovligt frigivet. Den blev bevilget i 1753, dog pa den betingelse, at hun atter skulle vandre i tugthuset, hvis hun igen indfandt sig i Skive¹¹³).

Straffe.

For overhovedet at kunne opretholde nogen disciplin blandt en sa broget flok som arrestanterne i Viborghus, var det nodvendigt at kunne straffe dem, der havde forset sig. En aeldre tid var jo ikke altfor folsom overfor medmenneskers lidelser, og man var vant til harde legemlige straffe. Dodsstraf var i datiden almindelig for en rsekke forbrydelser,

---

110) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1755—80; 1783_—, fol. 4—6, 11—14.

111) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1783_—, fol. 2—3.

112) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1755—80.

113) Viborg stiftamt: Reskripter 1747—54.

og ogsa en af tugthusets fanger matte bode med livet for det, hun havde forbrudt. I 1769 kom den 15arige Dorthe Jensdatter til Viborg, domt for ildspasaettelse. Den 10. marts 1772 blev hun »henrettet her ved Viborg, formedelst hun her pa tugthuset havde anlagt ild«¹¹⁴).

I fundatsen var det bestemt, at spisemesteren skulle pase, at fangerne ikke bandede og svor eller vanhelligede helligdagene. Hvis patale ikke hjalp, skulle han straffe de skyldige med visse slag af »charabaschen«¹¹⁵). Iovrigt var det justitssergenten, senere portneren, der skulle eksekvere de af direktionen eller inspektionen idomte straffe og tugte dem, der ikke ville adlyde spindemesterens advarsler. Det var ogsa ham, der, nar fanger blev indbragt i jern, skulle aftage jernet eller palsegge dem jern, der havde gjort sig skyldige i storre forseelser eller ville bryde ud¹¹⁶).

Den mest almindelige straf var enten at fa ris eller at blive lagt i en jernlaenke med traeklods. I et inventarium fra 1746 naevnes 5 fangejern og i et senere fra 1812 forekommer folgende arrest jern: »8 stk. traeklodser med jernlamker. Er gamle og uden haengelase. 1 jern tommelfinger-skrue. Noget videre gammelt arrest jern som springere og handknuder «¹¹⁷).

Da Mariane Jensdatter Thrane havde ladet sig besvangre tre gange i tugthuset, blev hun domt til tre dage efter hinanden at piskes for tugthuspaelen. Hver dag skulle hun have tre slag af hver af samtlige fruentimmerarrestanter, »dog ikke forend hendes barselfaerd er afvaennet fra brystet eller et ar gammel«. Den fange, der havde besovet hende, fik den samme straf. Desuden skulle de begge have en klods om benet. Det var dog langt fra i alle tilfaelde, at lejermal blev straffet sa hardt, og i 1795 udtalte inspektionen, at det var mere passende, at de skyldige i stedet kom til at arbejde nogle uger laengere i tugthuset¹¹⁸).

Straf fen for tyveri var som regel ris pa den bare ryg. I 1750erne fik nogle kvinder, der havde stjalet, hver 4 gange 5 slag, en anden bley domt til 8 slag af krabasken, tildelt hende af fangefogden; en mandlig fange fik det dobbelte. Senere slap de langfingrede arrestanter med i kortere tid at ga i jernlaenke med traeklods. En tyvagtig kvinde skulle i 1780 bsere klodsen i 8 a 14 dage, hvilket var »i overensstemmelse med de straffe, lemmerne her ved tugthuset forhen for slige sma forbrydelser har vaeret tilkendt«¹¹⁹).

Undvigelse eller forsog derpa var den forseelse, der blev hardest

---

114) Viborg tugthus: Fangeprotokol I, nr. 952

115) Kap. 5, § 7.

116) Viborg tugthus: Indk. breve 1779^—1811.

117) Borgmester Dyssels privatarkiv: Interessentskabsprotokol 1745^—, Personalia: Gravers

118) Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

119) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1755—80, indk. breve 1779^—1811.

straffet. I 1756 blev en fange for et planlagt udbrud domt til at piskes af 2 arrestanter pa spindesalen og, sa laenge han forblev i tugthuset, om dagen at gamed en klods ved foden og om natten at laegges i »springer*.Og mange andre udbrydere fik lignende straffe. Da nogle kvinder i 1764 var stukket af og atter blev pagrebet, fik de 3 ris for paelen af hver mandsarrestant og skulle siden i nogen tid have en klods om benene. En saerlig hard straf blev Johanne Hansdatter til del. Et kgl. reskript af 18. april 1752 bestemte, at him een gang om aret i tugthuslemmernes overvaerelse skulle piskes »pa det hardeste«. Reskriptet blev forst lsest op for Johanne, og derefter fandt piskningen sted. I de folgende ar — i hvert fald til 1762 — fik Johanne riset at smage d. 18. maj₁₂₀). Blodsodenvar man ikke i datiden.

Begravelse.

I de forste artier af tugthusets tilvserelse var der forholdsvis mange fanger, der var idomt straf pa livstid. Af de 55 fanger, der var i huset i 1763, sad de 18 pa livstid, i 1779 var tallene henholdsvis 53 og 20, i 1805: 69 og 17^m). Hablos og trist ma tilvaerelsen have vaeret for mange, men i de fleste levede vel stadig habet om frihed, troen pa, at en dag ville ogsa de som sa mange medfanger blive benadet. I hvert fald var der ikke mange, der gav op og selv tog deres liv som Catrine Andersdatter, der 1776 druknede sig i Lones kilde¹²²). Men hos mange af livstidsfangerne blev habet aldrig til virkelighed, og en skonne dag udfriede doden dem af det faengsel, der var blevet deres andet liv. Af de 18 livsfanger i 1763 dode halvdelen i tugthuset.

Fundatsen bestemte, at der skulle indhegnes et stykke jord, hvor de dode arrestanter skulle begraves. Fangefogderne skulle besorge den afdodes klaedning og ligfaerd. Senere var det portnerens pligt at hjselpe med til at udbaere de dode. Ligene blev begravet i en slet fyrrekiste, og byens vaegtere skulle kaste graven, hvorfor de fik 1 mark. Det nodvendige antal arrestanter skulle baere den dode til graven, mens vsegterne med morgenstjerne fulgte med for at pase, at alt gik rigtigt til. Koefoed indskaerpede denne bestemmelse i 1780, og de »slaver«, der ikke ville vaere ligbaerere, skulle straffes af portneren¹²³). En kristhsederlig begravelse var det ikke, arrestanterne fik. Ussel var den, som de flestes liv havde vaeret.

---

120) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1755—80, 1783—, fol. 11—14, indk. breve 1779^— 1811.

121) Viborg tugthus: Fangeprotokol I og 11, Norre-Jyllands Themis 1805, s. 32.

122) Viborg tugthus: Forhorsprotokol 1755—80.

123) Stuckenberg: anf. sted 11, s. 221, Viborg tugthus: Indk. breve 1779^—1811.

Ønskede og uønskede fanger. Fangetal.

Nar fangerne blev anbragt i tugthuset, var det som straf for lovovertraedelser,eller fordi man mente, at de var farlige for samfundet. Var de forst indenfor husets mure, tsenkte man ikke sa meget pa dem som levende, ulykkelige mennesker, men som arbejdskraft, der skulle holde manufakturets maskiner i gang. De ledendes forste og sidste tanke var at fa tugthuset til at betale sig. Udnyttelsen var vel staerkest, nar det var private entreprenorer, der drev anstalten, men ogsa nar embedsmaendene havde ledelsen, blev der i meget hoj grad taget hensyn til rentabiliteten, og man forte en stadig kamp for at fa fanger, der var fuldt arbejdsdygtige. I Dyssels kontrakt fra 1745 var det udtrykkeligt fastslaet, at frugtsommelige kvinder eller spsede og sma born under 10 ar samt afsindige og »sadanne, som kunne vaere fra forstanden«, ikke matte indssettes i tugthuset, da de »ville vorde vaerket og huset til saerdelesbyrde «^m). Bestemmelsen blev ikke overholdt, men tugthusets ledelse opgav aldrig kampen for at blive fri for de uarbejdsdygtige fanger eller for at fa hjemhorskommunerne til at betale for deres underhold. Stserkest kom bekymringerne over de mange gebraeklige fanger frem, da overdirektioneni arene for 1753 arbejdede pa en nyordning¹²⁵), og selv efter at den kgl. resolution var faldet, fortsatte man offensiven. Amtmand Biilow havde ladet Dorthe Christensdatter indsaette i tugthuset »efter dommens indhold . . . for at vaere der i sikker forvaring i 3 ar, pa det, om hun desmidlertid skulle blive efterlyst, vedkommende der desbedre kunne hende affordre«. Det huede ikke overdirektionen. De forlangte i en skrivelse af 4. decbr. 1755 at fa 4 sk. pr. dag for hende, sa mege't desto mere »som kvinden er en gammel kaelling, der snart hverken kan rore hand eller fod og folgelig ikke bekvem til arbejde«. Og nu var vredenog sergrelsen kommet op i amtmanden, og i staerke ord beklagede han sig over de umulige forhold. Tugthuset blev belemret med en maengde kroblinge og miserable mennesker. Det var ikke alene et hospital for gamle, men ogsa et »dollhus« for afsindige, et kvaesthus for übrugelige og et opfostringshus for umyndige. Det lignede kort sagt snarere et lazaret og et hospital end et tugthus. Nar de gamle betlere kom derind, var de allerede sa affaeldige, at de ikke mere kunne tigge og altsa med glaede tog imod tugthuset, »sasom de der har deres fode for intet«. Og blev friske landlobere eller losgsengere opbragt, sa havde de gerne 2-3-4 born med sig, sa foraeldrene ikke kunne gore andet end varte bornene op. Og nar bornene kom til den alder, hvor de kunne arbejde, var foraeldrenestid udlobet, »og dermed gar de igen og takker tugthuset for god opfostring«. Hvis kongen ikke ville hjaelpe »dette sa nyttige vaerk,

---

124) Viborg tugthus: nr. 38.

125) Se side 13.

sa ma dets undergang visselig befrygtes«^m). Den malende beretning giver et staerkt indtryk af ledelsens indstilling, fangerne var arbejdsdyr, ikke mennesker. Hvordan born, gamle og syge skulle klare sig, kom ikke dem ved. De skulle sorge for rentabiliteten.

Regeringen var ikke helt uforstaende overfor kravene fra Viborg. I 1748 bestemte kongen, at udgifterne til born, der kom til tugthuset sammen med deres foraeldre, skulle udredes af hjemhorsamtet¹²⁷). Et reskript af 11. maj 1754 fastslog, at der skulle betales for en fange, hvem ledelsen havde naegtet at modtage pa grund af hans alder og »havende rorelse«. Ogsa i 1776 resolverede kancelliet, at V. T. skulle nyde billig godtgorelse og betaling for nogle arrestanter, der ikke kunne arbejde¹²⁸).

Var man ikke interesseret i uarbejdsdygtige fanger, ville man til gengseld gerne have sa mange duelige fanger som muligt. Da Koefoed overtog styret, beklagede han meget, at antallet af fanger var gaet staerkt ned. Han habede at fa »rekrutter«, som han udtrykte sig, og skrev til overdirektionen ora i Den Viborg Samler at lade indrykke meddelelse om, at »friske« tiggere kunne indsendes fra amternes jurisdiktion, og at de skulle blive modtaget til behorig bevaring eller arbejde. Aret efter, i 1781, bad han Badsgard tale med stiftamtmanden om fra landet at fa opbragt arbejdsdygtige betlere. Der var jo nok af dem¹²⁹).

Antallet af fanger i tugthuset kunne ofte svinge en del fra ar til ar, ja fra maned til maned. Deter ikke muligt at forklare dette forhold. Myndighedernes indstilling overfor visse mindre forbrydelser som tiggeri og 10sgaengeri og de stserkt varierende okonomiske forhold, der i hojere grad end idag var betinget af hostudbyttet, har dog sikkert ikke vseret uden betydning for antallet af gaester i Viborg.

Der foreligger ikke fuldstaendige oplysninger om fangetallet, kun
nogle spredte tal, der dog giver lidt indtryk af svingningerne130):

Tallene giver naermest indtryk af, at der har vaeret et storre antal

---

126) Viborg stiftamt: Resolutions- og erklseringsprotokol 1755^—65, s. 28^—30.

127) Viborg stiftamt: Reskripter 1747^—54.

128) Da. Kancelli: 5 (3) dpt. Henl. sager ang. tugt- og forbedringshuse og arrester 1802—06 (RA).

129) Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

130) Viborg tugthus: Fangeprotokol I og 11, Kommercekoll.: nr. 543. Viborg tugthus' manufaktur, Da. Kane: 5 (3) dpt. Henl. sager ang. tugt- og forbedringshuse og arrester 1802^—06 (RA), Ursin:, s. 232, Aug. Hennings: Okonom. Beobachtungen einer Reise durch Jutland (1786), Norre-Jyllands Themis 1805, s. 31.

fanger i de forste artier, og at der derefter er kommet en betydelig tilbagegang.Forst henimod arhundredets slutning kommer der atter en ret stserk stigning. Ser man pa det samlede antal fanger, der har passeret husets port, far man det samme indtryk:

Fangerne var nogenlunde jaevnt fordelt pa de fire jyske stifter. Faerrest
var der dog fra Viborg stift, nemlig i arene 1792—1802: 103, mens
der var 173 fra Alborg, 165 fra Arhus og 186 fra Ribe stift131).

Pa grundlag af fangefortegnelserne fra 1763 og 1779 er det muligt at fa en oversigt over, hvor gamle de dasiddende fanger var, da de blev indsat i tugthuset. Aldersangivelserne er iovrigt ikke altfor palidelige. Antallet af helt unge og meget gamle arrestanter var ret ringe. De fleste ■_— ikke mindst i 1779 — var i alderen fra 31^—50 ar.

Straffene var gennemgaende meget lange. Som det ses af folgende tabel over de straffe, som de i 1763 og 1779 siddende fanger var idomt, og den straf, de faktisk afsonede, var der i 1763 ikke mindre end 42, der enten dode i tugthuset eller sad i 5 ar og derover. I 1779 var tallene dog betydeligt mindre, af 53 fanger kun 29.

---

131) Da. Kane: 5 (3) dpt. Henl. sager ang. tugt- og forbedringshuse og arrester 1802_— 06 (RA).

Af retshistorisk interesse er det at se, hvilke forbrydelser fangerne var domt for. Den folgende oversigt belyser forholdene fra 1763, da den forste fangeprotokol begynder, og til 1803. Den giver et godt indtryk af udviklingen i disse ar. Efterhanden som tiden gik, var der forholdsvis faerre, der blev domt til tugthuset for saedelige udskejelser, for liderlighed og hor eller for ond forligelse og ulydighed, mens gardforsidderne helt forsvandt. Tyvene blev stadig flere og flere, og i arhundredets sidste tiar var over halvdelen af tugthusfangerne straffede for tyveri, og af de 99 fanger i 1805 var de 48 kommet ind for denne forseelse.

Forbrydelse og straf.

Statistikkens nogterne tal er kun en del af sandheden. Den siger ikke noget om den enkeltes sksebne, fortseller intet om, hvad der gjorde ham til »forbryder«, om de veje, han i livet var vandret ad, og som til sidst havde fort ham til Viborghus, intet om hans sorger og bekymringer, hans glaeder og lykkelige timer. Fangeprotokollernes korte biografier lader os ane tragedier, som idag synes uforstaelige, beretter om menneskeskaebner, der tilsyneladende uden mening gik til bunds i livets stromhvirvler. I tugthusets domsakter og i de jyske retsprotokoller findes et meget stort materiale, der gor det muligt at folge de enkelte fanger pa deres ofte triste veje, for tugthusets porte lukkede sig bag dem, og at forsta de vilkar disse samfundets stedborn matte leve under. Der er andetsteds 131a) fortalt om en del fangeskaebner. Her skal kun i nogle fa glimt berettes om enkelte forbrydere og deres forbrydelser.

I 1746 var Ane Christine Conradsdatter den fange, der havde siddet

---

131a) Festskrift til H. P. Hansen, s. 58^—68.

lasngst i tugthuset. Hun blev indsat pa livstid i 1749 »for at have ligget to born ihjel p. p.«. Forst i 1775 udfriede doden hende af faengslet. GodskeChristensenkom ind i samme ar »pa mistanke«. Han dode 1767, samme ar som Anne Margrethe Olufsdatter, der blev domt i 1750 for truselsord. Catrine Andersdatter var indsat i 1756 pa uvis tid for tyveri. 21 ar senere druknede hun sig i Lones brond. Maren Christensdatter sad i 8 ar for gaeld. Til sidst slap hun ud efter kreditorens forlangende. Den 30arige Poul Nielsen havde vaeret ulydig mod sine foraeldre. Han blev indsat pa uvis tid, men kom ud efter seks ars forlob. Den 68arige Marie Vejle sad i 28 ar til sin dod 1779. Hun var domt for betleri og drukkenskab. Kirsten Vogters var 79 ar, da hun blev anbragt i tugthusetforfylderi og drukkenskab. Hun dode to ar senere. Inger Margr. Reinholtsdatter fik i 1763 seks ar for losagtighed. Men overdirektionen idomte hende yderligere et ar, fordi hun brod ud af tugthuset. Jens Madsen fik i 1768 tre ar for gardforsiddelse og slet husholdning, Niels Jensen 2 ar for »voldsom slagsmal«. Niels Qvols blev i 1772 domt til seks ars fsengsel for »at have montet falske 24 sk.«. To kvinder, der havde vaeret medvidere, fik hver 2 ar. Skoleholder Christen Christensen havde skrevet falske pas. Det blev tugthus pa livstid. Koldinghus amts delinkventkasse skulle betale 4 sk. for ham om dagen. Heldigvis for kassen dode han 4 ar senere. Den 21arige Mette Sorensdatter havde i 1780 slaet sin moder. Det blev 2 ar. Samme straf fik Peter Hansen Saedland,deri 1781 ikke efter ovrighedens ordre ville forlade Viborg. I 1781 blev Margrethe Andersdatter og den 17arige Birthe Carlsdatter indsat pa uvis tid for omloberi og mistanke om mord. Margrethes son og datterpa8 og 13 ar fulgte med. Da moderen senere blev domt til livsvarigt faengsel, fik bornene samme dom. De kom dog ud i 1790, moderen 5 ar senere, mens Birthe matte blive i tugthuset til 1808. Jens Andersen Sandgild havde vseret saerlig uheldig. Han havde i 1782 forarsaget hedebrand,hvorveden del af den til hedekolonierne henlagte jord var blevet odelagt. Til de uheldige fanger ma ogsa henregnes de fangevogtere og arrestforvarere, som ikke havde passet pa deres arrestanter og derfor selv matte vandre i faengsel. I 1744 var det to Skiveborgere, der fik 3 uger for ikke at vage ordentlig over en dodsdomt fange, 1782 var det den 76arige arrestforvarer i Kolding Soren Rasmussen, fra hvem en tyv var undsluppet. Fangen havde endda haft en stor jernbolt mellem beneneoghavde vseret laset og laenket pa begge handled, det hojre til vaeggen, det venstre til blokken. Dommen lod pa 3 ar, men den gamle mand holdt kun i et ar til faengselslivet. Undertiden kom der en hel skare mennesker til tugthuset, domt for en og samme forseelse. 1802 var det 20 maend fra Hjorring amt, der havde gjort sig skyldige i strandtyveri,1801var

tyveri,1801vardet 6 fra Horsens, der matte ind, fordi de ikke havde
hindret et drab132).

Folger man de enkelte fangers krinklede og krogede livsbane, inden de naede til tugthuset, vil man se, at langt de fleste kom af fattigfolk. De var born af det jyske pjalteproletariat, landevejenes store flok, der altid var pa. vej, aldrig fandt blivende sted, fordi de ikke havde noget sted, der var deres. Menneskeligt set var mange af dem uskyldige. Maske var hele deres »forbrydelse« den, at de havde gaet rundt og tigget. Det var det eneste, de kunne og havde laert; fra barndommen af havde de fulgt med foraeldrene pa den evige vandring. Sadan var det f. eks. gaet Hans Pedersen Bornholm, der i 1751 draebte en mand under slagsmal. Han var fodt i Kobenhavn. Efter faderens dod drog han og moderen rundt og tiggede. Da han blev storre, begyndte han at tigge for sig selv. Skolekundskaber havde han ikke faet, konfirmeret var han heller ikke, men hans mor havde dog lsert ham fadervor og nogle bonner¹³³).

Tiggere og omløbere.

Disse store flokke af landevejens riddere var ikke alle Guds bedste born. Mange levede i hor, de bandede og drak sig fulde, som det passededem, og et lille tyveri nu og da gik de vel heller ikke af vej en for. Regeringen havde selvfolgelig opmaerksomheden henvendt pa problemet; dette at folk ikke arbejdede pa almindelig borgerlig maner var en pestilensfor enhver rettroende merkantilist. Alle matte gore deres for at hjaelpe pa handelsbalancen. En af de mader, hvorpa man provede at komme omloberiet og betleriet til livs, var de store tiggerjagter, hvor man pa et givet tidspunkt ligefrem holdt klapjagt pa betlerne, som regel uden overvaeldende sukces. Nu og da kom der dog en storre sending af 10sgaengere til tugthuset pa een gang, i 1752 saledes to »komplotter« pa 6 og 7 mand. I det ene tilfaelde var det en mand, hans 5 born og hans lose kvinde, der blev indbragt. Det blev sagt om dem, at de »skal vsere sa vankundige, at de ej ved, at der er en Gud til«¹³⁴). Stiftamtmand Niels Sehested i Viborg, der var en forstandig og varmtfolende mand, foranstaltedeogsa engang jagt pa de 10se eksistenser i Hald og Skive amter og anmodede amtmaßndene i Lundenaes-Bovling og i Dronningborg, Silkeborg og Mariager amter om at gore det samme. Det var i 1792. Grunden var, at der skete de forfserdeligste ting. Vejfarende blev udplyndret,folk overfaldet, ja drsebt pa alfarvej. I Skive og Hald amter

---

132 ) Viborg tugthus: Fangeprotokol I_—II, domsakter nr. 87, Viborg stiftamt: Reskripter

133) Festskrift til H. P. Hansen, s. 60.

134) Viborg stiftamt: Reskripter 1747^—54, jvnfr. H. P. Hansen: Natmandsfolk og Kjseltringer I (1921), s. 122.

blev 19 mennesker sat fast, og pa Holstebroegnen blev 12 »slige folk« heftet. I en indberetning til kancelliet oplyste Sehested, at »Lange Margrethe«forhabentlig var blandt de fangede. Han fortalte, at hendes son Peter Christensen havde siddet i tugthuset siden 1774, og at der nu var tale om at loslade ham. Men bonderne frygtede ham stadig, ja, de var ligesa bange for hans frigivelse, som de var angst for hans moder, og da det blev bekendt, at der blev sogt om hans losladelse, kom der folk fra Sjorup for at beklage sig herover hos amtmanden. Lange Margrethe, »imod hvilken der er den storste formodning om adskillige mord og voldsomhed«, er kendt fra Blichers »Fjorten Dage i Jylland«. Hun kom virkelig i tugthuset denne gang, og d. 30. oktober 1794 endte hun sine dage der. Sonnen slap aldrig ud af faengslet, men blev der til sin dod d. 21. oktober 1806. Da var det 32 ar, siden hansom ung mand var blevetfange nr. 1088¹³⁵).

Tatere og natmænd.

Blandt tugthusets fanger moder man ustandseligt tatere og natmandsfol k¹³⁶). Da Dyssel begyndte at bygge pa tugthuset, antog han til byggeriet seks maend af et »taterkomplot« pa 26. Det var landfiskalen, Mathias Bruun, der havde opbragt dem. Kvinderne blev vist sendt ud af landet, men Bruun beholdt 7 drengeborn i alderen 5—145^—14 ar for at lade dem oplaere i »Guds kundskab«, men da tugthuset endnu ikke var fserdigt, matte de underholdes af Viborg stifts fattigmidler eller af kollekten til V. T.¹³⁷).

Amtmand Sehested interesserede sig meget for natmandsfolket og dets skaebne. Han oprortes over den hardhed og fordom, man viste overfordem. Vi odsler, siger han, med forplejning til papegojen i buret og skodehunden pa de blode puder. Men star mennesket os dog ikke sa meget naermere? Amtmanden kan sidde til bords med en natmand, men han kan ikke lade ham spise sammen med eller laegge ham i seng hos sit tyende, »thi folgen blev, at ingen almuesperson efter den tid spiste i mit hus ved svendebordet eller lagde sig i nogen af mine folkesenge«. Saledes ville det ogsa ga en skipper, hvis han hyrede en natmand. Han matte hele resten af sit liv hyre natmaend og kun disse. Hvorfor kan disse personer ikke »pa en eller anden made deklareres lige med andre borgere; man svinger jo fanen over gewalleren, og han er aerligere end for efter folkemeningen«. Ofte har han spurgt sig selv, hvorfor de ikke

---

135) Viborg stiftamt: Kopibog over breve til kollegierne 1790_—93 (6(⁶/₇ 1792), Viborg tugthus: Fangeprotokol 11, nr. 1088, 1463, Jeppe Aakjaer: Steen Steensen Blicher II (1904), s. 124 ff. Aakjaer kender ikke Peter Christensens skasbne efter 1774 (s. 129).

136) Om disse se H. P. Hansen: Natmandsfolk og Kjseltringer I—II (1921—22).

137) Viborg stiftamt: Reskripter 1736—40, 1741—46.

er optaget i reververullerne. Ja, deter lutter fordom. Og man ma kommedenne til livs. Skorstensfejning burde som brandsag forrettes af en bonde sogne- eller herredsvis, at slagte heste burde vaere ligesa serligt som at slagte stude og kalve, og der burde ingen uaerlighed vaere ved at kore godning. »Nar regeringen fandt sig befojet i det mindste ikke at lade kvalificerede dodsstraffe udove, da kunne en til evig traeldom lovlig domt mand ved eksekutionen udove al det, en natmand der forretter«.De voksne natmaend burde gores aerlige ved en ceremoni og sa eventuelt forflyttes til Finmarken, Vest- eller Ostindien. Bornene skulle opdrages pa en sadan made, at de kunne blive almindelige medlemmer af samfundet¹³⁸).

Uærlige fanger.

Sehested var ikke den forste embedsmand, der provede at bekaempe fordomme mod »uaerligheden«. Ogsa inden for tugthusets mure var dette problem braendende¹³⁹). I 1745 blev Karen Christensdatter, der havde levet i hor med natmanden Jens Nielsen og begaet tyveri sammen med ham, domt til at kagstryges og arbejde i Viborg tugthus. Men da hun havde vaeret i boddelens haender, ville Dyssel ikke modtage hende. Fabrikorerne ville ikke have hende i laere, de andre arrestanter ikke arbejde sammen med hende, og betjentene truede med at forlade huset. I kancelliet bojede man sig for folkestemningen. Hun skulle oversendes til spindehuset, og der skulle betales for bornene, da almuen pa landet ikke ville underholde dem pa grund af den foragt, der var ved dem¹⁴⁰). Et kgl. reskript af 7. febr. 1749, gentaget ved frdn. af 19. novbr. 1751, bestemte, at kvinder, der efter dom blev kagstrogen og braendemaerket, skulle arbejde i tugthusenepa livstid. Men i Viborg kunne man ikke fa folk til at rette sig efter bestemmelserne. I 1756 kom en kagstrogen og braendemaerket kvinde Kirsten Andersdatter til V. T. Der blev vild opstandelse i Viborg. Her var kun aerlige fanger, og man havde ikke noget sted at anbringe hende. Spindemestre og andre betjente ville ikke undervise slige userlige folk af frygt for at miste deres lavsrettigheder. Ogsa hun blev sendt til spindehuse t¹⁴¹). I 1761 protesterede overdirektionen ligeledes mod at modtage en kagstrogen og braendemaerket kvinde. Derimod tog man i 1765 iniod Birgitte Andersdatter, der havde mistet huden for tyveri. Og i 1770 kom Dorthe Andersdatter til tugthuset. Hun var ligeledes blevet domt til at miste sin hud samt til livsvarigt tugthus for tyveri, for at have faet 3

---

138) Viborg stiftamt: Kopibog over breve til kollegierne 1790^—93 (3(³/₆ 1793).

139) Se side 9.

140) Viborg stiftamt: Reskripter 1741^—46: jvnfr. H. P. Hansen: anf. vserk 11, s. 15 ff. 42.

141) Da. Kane: 5 (3) dpt. Henl. sager ang. tugt- og forbedringshuse og arrester 1802^— 06 (RA), Viborg stiftamt: Resolutions- og erklseringsprotokol 1755^—65, s. 351^—53.

born udenfor gegteskab og for i 5 ar at have ligget i med en 10sgaenger. Men uviljen mod denne slags kvinder var ikke overvunden, og i 1771 fik landsdommeren ordre til, at de kvinder, der var blevet domt til kagstrygningeller braendemaerkning, skulle arbejde i bornehuset¹⁴²).

I fundatsen var det bestemt, at de fattige i Viborg kunne henvises til at arbejde i tugthuset. Dette var imidlertid aldrig blevet til noget, men i 1795 provede magistraten at fa tanken gjort til virkelighed. Hidtil havde det vaeret umuligt at fa de fattige til det, fordi de ansa det for vanserende at arbejde sammen med fangerne. Magistraten mente, at denne vanskelighed kunne undgaes, hvis man fik indrettet et saerligt vaerelse til arbejdsstue for byens fattige. Selvom fangerne i V. T. var »serlige«, var de dog ikke aerlige nok for et haederligt fattiglem. Inspektionen stillede sig afvisende overfor forslaget. Byen fik ikke sine sociale udgifter skaret ned pa denne made¹⁴³).

Sindssyge og børn.

Foruden de almindelige fanger var der enkelte andre, som ikke var arrestanter i almindelig forstand, vanvittige og born. I 1747 bestemte kongen, at birkefogden pa Lseso Bertel Jensen Kierulf, nar han blev patruffet, skulle hensaettes i V. T. i et saerligt vaerelse. Dyssel indrettede et sadant til ham, og det blev resolveret, at han ikke matte have omgang med andre¹⁴⁴). Senere skaeldte overdirektionen ofte ud over, at man i tugthuset matte modtage vanvittige personer, som om det var et »dollhus«. Sagen var jo den, at de ikke kunne arbejde, altsa heller ikke tjene til livets udkomme. Noget af det forste Koefoed gjorde, da han kom til Viborg, var derfor at fa indrettet to darekister, hvor de sindsyge kunne anbringes, vel at maerke mod saerlig betaling. Da man i 1782 fik en ikke velforvaret underofficer anbragt i tugthuset, matte regimentet selv sorge for hans forplejning og desuden betale 2 mark om ugen for ham. Ellers var betalingen 5 mark og 4 sk. ugl. for folk, der sad i darekisten¹⁴⁵).

Var sindsyge ikke velset i tugthuset, var born det heller ikke. Dyssel havde, som naevnt, i sin kontrakt faet indsat en bestemmelse om, at frugtsommeligekvinder og born under 10 ar ikke matte indsaettes i V. T. Men trods alle bestemmelser, trods alle protester fra overdirektionens side, kunne det ikke undgaes, at der kom born i tugthuset. Det var jo ikke altid let at fastsla, om en kvinde var gravid, nar hun blev afleveret i V. T. Og i hvert fald var det — som kendsgerningerne viser — umuligt at forhindre,at

---

142) Viborg tugthus: Domsakter — 1779, nr. 990; fangeprotokol I_—II, indk. breve 1779 —1811, Viborg stiftamt: Reskripter 1770_—84.

143) Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

144) Viborg stiftamt: Reskripter 1747—54, kancellibreve 1690—1754.

145) Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

hindre,athun blev det, nar him forst var indenfor murene. Og de born, der fodtes i tugthuset, var man nu engang nodt til at beholde, til moderenblev sat pa fri fod, eller til de var gamle nok til at komme i laere eller ud at tjene¹⁴⁶). Det skete dog ogsa, at man slap fri for et sadant barn. I 1771 gjorde Kirsten Madsdatter barsel i tugthuset. Kancelliet gik da med til, at barnet skulle afhentes pa Dronningborg amts bekostning, hvorefterder skulle sorges for dets videre opfostring. Da brevet kom til Viborg, var barnet dod, sa moderen, der var domt til livsvarigt fsengsel for mordbrandpa sin husbonds hus, slap for at skulle aflevere sit nyfodte barn¹⁴⁷).

Det skete nu og da, at born kom til tugthuset sammen med deres foraeldre. Kongen bestemte i 1748, at de skulle blive der, indtil de kunne saettes til et handvserk. Udgifterne til deres underhold skulle udredes at" det arat, hvorfra de kom.

Det var mange mserkelige mennesker, der var at finde i tugthuset. Det har maske ikke vaeret et kedeligt sted for et barn at vokse op. Men ligefrem udviklende for barnets moral kan omgangen med tyveknaegte, mordere og liderlige kvinder ikke have vaeret. Men maerkeligt nok synes det ikke at have vseret saerlig vanskeligt at komme af med bornene. Flere kom saledes til at tjene hos praester. Da Niels Rasmussen var 8 ar, blev han anbragt hos Chr. Hahle i Schafhuset. Men gang pa gang 10b han »hjem« til huset, og til sidst foreslog inspektoren, at han forelobig skulle have lov at blive der¹⁴⁸). Trods alt var Viborghus vel alligevel disse borns hjem, det var de fortrolige med, det var det eneste sted, hvor de havde slsegt og venner. Her var de sikre, den store verden udenfor var for dem noget ukendt, maske farlig og uvenlig.

Løsladelse.

Der var fanger, der levede mere end 20, ja nogle endda over 30 ar i tugthuset. Slog sa frigivelsens time en dag, kunne det ske, at de blev bange og aengstelige. Den tilvaerelse, de havde forladt for sa mange ar siden, var dem fremmed, og frygten for ikke at kunne klare sig, fik dem til at onske, at de matte ende deres dage i tugthuset. Engang havde bare tanken om at blive indsat her faet dem til at skselve. Nu var det dystre og triste hus nsesten blevet dem som et nyt hjem. Sadan gik det Birgitte Andersdatter, da hun o. 1790 blev frigivet, 75 ar gammel. Og i sadanne tilfselde var overdirektionen forstaende. Hun skulle forplejes i tugthuset,

---

146) Festskrift til H. P. Hansen, s. 60 f.

147) Da. Kane: 5 (3) dpt.: Henlagte sager ang. tugt- og forbedringshuse og arrester 1802—03 (RA), Viborg tugthus: Fangeprotokol I, nr. 997.

148) Viborg stiftamt: Reskripter 1747^—54, kancellibreve 1690_—1754, Viborg tugthus: Indk. breve 1779—18811.

og der matte ikke forlanges strengt arbejde af hende¹⁴⁹). Og selv »Lange Margrethe«s sa frygtede son Peter Christensen, han der havde faet en hel egn til at ryste af skraek, gik tilsidst »pa aftaegt« i huset. Han onskedebare at fa nogen frihed om dagen¹⁵⁰).

Men for de fanger, der ikke var gamle og affaeldige, var tugthuset ikke
et hjem, det var og blev fsengsel, der berovede dem friheden.

De havde ikke glemt den store verden udenfor, mod den gik alle deres tanker, 10sladelsen var det, deres sind higede imod i de morke naetter i sovesalen eller de lange dage ved spindemaskinen. Fourer Jens Schmidt habede, at hans kone gennem bekendtskaber kunne skaffe ham fri, og han skrev til hende: »O, du gode Gud, boj dog hans og enhvers hjerte, som har magten at forlose mig af denne elendighed.« Om natten la han ofte vagen, »og med kserligheds tarer overvejer din godhed med det inderlige onske, ak, at jeg ma leve den dag, at jeg igen kunne forgylde og gengselde samme«¹⁵¹).

Og ingen behovede at opgive habet. Ogsa mange af dem, der sad pa livstid, slap fri. De kunne blive frigivet efter forslag fra amtmanden, der fra 1790 to gange om aret skulle give indstilling til kancelliet om losladelseaf de fanger, der havde gjort sig fortjent dertil. Der blev ogsa foretagetbenadninger i anledning af kongens fodselsdag. Marianne JensdatterThrane var en af dem, der nod godt deraf. 1798 kunne hun forlade huset for at tage til sin son Johan Cramer, der selv var fodt indenfor murene¹⁵²). Der kunne dog vsere mange andre grunde til 10sladelsen end kongelige fester. Man var ikke helt fri for ogsa her at skele til, hvad der kunne betale sig. Gamle fanger var ikke i sa hoj kurs. Anne Andersdatter slap ud i 1785 efter 12 ars forlob, fordi hun »snart kan regnes blandt de til arbejde udygtiges tal«¹⁵³). Og i 1782 bestemte overdirektionen, at KierstenChristensdatter, der var over 60 ar og var indsat for gardsforsiddelse, skulle slippes fri. Hun kunne ikke arbejde, og tugthuset var ikke et sygehus,men et arbejdssted og burde vsere forskanet for slige übrugelige arbejder e¹⁵⁴). Ved losladelserne tog man i hoj grad hensyn til, om de benadedehavde et sted at tage hen. Kunne de fa nogen til at garantere for deres underhold, var mulighederne for at komme ud i friheden storre. Peder Pedersen slap ud i 1792, fordi proprietser Glud til Kaersholm lovede at give ham arbejde. For en kvinde betod det meget, hvis en mand ville aegte hende. I 1779 gav kongen tilladelse til, at en kvinde matte komme

---

149) Festskrift til H. P. Hansen, s. 66.

150) Norre-Jyllands Themis 1805, s. 32. Det siges ikke, at der er tale om P. C, mei: straffens laengde og forseelsens karakter viser, at det ma vsere ham.

151) Personalia: Jens Jorgensen Schmidt,

152) Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

153) Viborg stiftamt: Reskripter 1785—89.

154) Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

pa fri fod, men hendes ksereste skulle aegte hende inden frigivelsen. Man
ville ikke risikere noget.

Da Maria Tamsdatter var 19 ar, havde him stjalet 6—76_—7 mark af fattigbossen i Emmedrup (vist Emmerlev ved Tonder) kirke. Pengene havde hun brugt til at kobe sukker, rosiner og andet slikkeri for, og hun forstod slet ikke, at hun derfor skulle miste sin hud. Dommen Iod pa livsvarig tugthusstraf, men da en bonde i Hinge ville aegte hende, anbefalede overdirektionen i 1756 hendes frigivelse. Hvis en gammel fader behovede arrestantens hjselp, tog man ofte hensyn hertil. Eller maske var det som i Maren Bagges tilfaelde sognemaendene, der ville have fangen fri. Hun havde faet 7 ar for 4 lejermal. Men det var sognet, der skulle sorge for hendes 3 born. Kom hun fri, kunne hun maske selv underholde dem. Uden betydning var det heller ikke, hvis den, der havde givet anledning til anbringelsen i tugthuset, gik i forbon. Der var slet ikke sa fa af de aegtefolk, der var bleven domt for ond forligelse i deres aegteskab, der kom fri, fordi den aegtefaelle, der var pa fri fod, sa inderligt bad derom¹⁵⁵).

Nar en fange var blevet benadet, skulle praesten formane ham til at opfore sig ordentligt i fremtiden, sa han ikke kom tilbage. Og nar han sa endelig var kommet ud af porten, skulle han straks forlade Viborg, selvom han var hjemmehorende der. Fundatsen bestemte, at han skulle transporteres til sit hjemsted, idet sognefogderne i hvert sogn skulle skaffe en vogn, der korte ham til naeste sogn¹⁵⁸). Deter dog et sporgsmal, om bestemmelsen blev overholdt, og i 1795 forordnede kancelliet, at for at en frigivet fange ikke skulle bega nye forbrydelser for at kunne rejse hjem, skulle der ved frigivelsen gives ham en taerepenge af 4 sk. pr. mil¹³⁷).

Nye tider.

1700-arene var i sit syn pa forbrydelse ikke sa fjern fra middelalderen,straffene var harde selv for sma forbrydelser. Viborg tugthus blev til, da sa mange af samfundets ledende intend delte pietismens morke og tunge syn pa menneskene, dens staerke fordommelse af menneskelig letsind og fejltrin. Fundatsens bestemmelser om strafvaerdige forbrydelsersendte mange i tugthuset, domt af maend, der kun kendte lidt til mennesker, til deres laster og lidenskaber. Men som arene gik, sendredes indstillingen dog noget, og i 1771 indsendte overdirektionen for tugthuseten

---

155) Viborg tugthus: Indk. breve 1779^—1811, rescripter in originale. Viborg stiftamt Ro«r>lnHr>n«_ no- prlrlfpi-ir>cf«r,vr>tr»kr>l 1 7KF. fiS « fi7 f

156) Stuckenberg: anf. sted 11, s. 220.

157) Viborg tugthus: Indk. breve 1779—1811.

husetenforestalling til kongen om, at »den gaeste- eller politiretsmade at procedere pa«, som fundatsen tillod, blev misbrugt, sa der faldt altforharde domme. Kongen bestemte derfor den 1. november s. a., at alle underretsdomme, hvorved folk blev domt til arbejde i tugthuset, skulle forelaegges amtmaendene til godkendelse. Var de uenige med dommerne, skulle domraen indstaevnes for overretten¹⁵⁸). Pa den made var der raulighedfor at undga de vaerste misbrug. For var det kun de domme, som praester og provster afsagde, der skulle godkendes af biskop og stiftamtmand.

Forordningen af 20. februar 1789 betod pa flere mader et brud med fortidens synspunkter. Det hed heri, at »straffelovens retfaerdighed skal vaere ledsaget med sa megen lemfaeldighed, som den offentlige sikkerhed tillader. Derfor skal forholdet mellem misgerningens grad og straffen bestemmes saledes, at den kan virke til forbedring, hvor sadan kan formodes og tillige fuldbyrdes, uden at benadning skal finde sted«¹⁵⁶). Et fremskridt var det ogsa, at man fra 1790 ikke blot fik arlige indstillinger om Iosladelser, men at det ogsa blev pabudt, at kagstrogne, uaerlige slaver og tugthusfanger et halvt ar for deres losladelse skulle gores aerlige, idet direktor eller kommission holdt en kort tale til dem¹⁶⁰).

Ogsa indenfor faengselsvaesnet maerkedes den nye tidsand. I en forordning af 5. april 1794 blev det fastslaet, at ingen skulle anses for skyldig, for han var domt, og skulle behandles i overensstemmelse med denne opfattelse. Faengslerne skulle vaere saledes indrettet, at fangerne ikke blev udsat for at miste deres helbred, og ovrigheden skulle fore tilsyn med, at arrestanterne ikke blev mishandlede af fangefogderne¹⁸¹).

Det var ikke bare i kollegierne, at den nye tids tanker var at finde. Ogsa i provinsen var der maend med en mere menneskelig indstilling overfor forbrydere, maend som forstod, at problemet forbrydelse og straf var mere indviklet, end man havde troet, og at man matte kende menneskenes milieu, deres fortid og deres folelsesliv for at kunne domme dem.

Nar tugthusets overdirektion i 1791 kunne tale om »vore uskyldigemedbrodre« og om de rettigheder, menneskene i faengslet havde, var det en indstilling, som var ukendt, da tugthusets fundats blev til i 1743, og da kirkens maend gang pa gang domte folk til tugthuset for sma forseelser.Der var naeppe mange af pietismens ofte sa hardhjertede praestemaend,der ville have kunnet forsta en anden udtalelse, fremsat af amtmand Sehested i 1791, hvori han sagde, at »concubinat fortjener jure nature overbaerelse — og de borgerlige indretninger, som ikke dermed

---

158) Viborg stiftamt: Reskripter 1770—84.

159) Stuckenberg: anf. sted 11, s. 281.

160) Fogtmanns reskriptsamling VI (1779), s. 419 f, 493

161) Smstds. XI (1797), s. 48—50.

kunne have sa megen medlidenhed, er uden tvivl de fleste steder ikke
sa fuldkomne, at de svarer til sine hensigter«162). Deter ogsa en helt ny
tidsand, der nogle ar senere klinger gennem amtmandens ord, nar han

siger: »Menneskelighed og retfaerdighed fordrer, at staten sorger for den,
som ikke kan sorge for sig selv i henseende til fode og sundhed«163).

Kammerherre Niels Sehested, der havde fort disse udtalelser i pennen,var 33 ar gammel, da han i 1789 blev stiftamtmand i Viborg. Han var jurist af uddannelse og tilhorte en gammel adelsslaegt¹⁶⁴). Men han glemte ikke sit ansvar som embedsmand og sine forpligtelser som menneske.I sine breve til kancelli og kollegier lagde han ikke skjul pa sine meninger. Hans tanker kan vsere uklare og uafklarede, hans sprog undertidenvanskeligt at forsta. Men bag ordene mserker man altid det varme hjerte, der slar for medmennesker og deres ret. Han harmes over tanken

---

162) Viborg stiftamt: Kopibog over breve til kollegierne 1790^—93 (6(⁶/₇ og 17/₇ 1791), jvnfr. Festskrift til H. P. Hansen, s. 67 f.

163) Viborg stiftamt: Kopibog over breve til kancelliet 1794—1806 (14/i 1799).

164) Danmarks Adels Aarbog XXVIII, s. 473 f.

om, at nogle sorger for deres husdyr, men ikke bryder sig om andre menneskers skaebne, han kaemper imod fordomme om uaerlighed og natmaend,han ser forstaende pa overtraedelser af det 6. bud, fordi han ved, at menneskene nu engang ikke er ens, at det, der er en selvfolge for den ene, er en umulighed for den anden. Han rseddes ved tanken om at tage et andet menneskes liv ». . . jeg vil til min dodstund soge at undga min hands underskrift under nogen med mig til faelles konservationi selskabet forbunden borgers dodsdom«¹⁸⁵). Hos ham er der meget, der peger frem mod det, der skulle komme, ikke blot mod de sociale og politiske omvseltninger, som det folgende arhundrede skulle virkeliggore,men ogsa mod de reformer af rets- og faengselsvaesnet, som blev sat pa dagsordenen i de kommende artier.

I en skildring af tugthusets historie vil det vaere naturligt at standse op omkring 1800, da det nye begynder at banke pa, uden at der i den retlige udvikling eller indenfor fsengselsvsesnet er sket afgorende aendringer. Der er pa de foregaende sider blevet talt om industripolitik, om faengselsvaesen og om jura, men der har ogsa, nu og da altfor kort, vaeret berettet om de mennesker, bade gode og onde, der levede indenfor tugthusets mure. Maske var der flest af de onde. Men ogsa de har vaeret borgere i Danmark. De har vel ikke praeget udviklingen, de har ikke vaeret menneskehedens bannerforere i dens evige straeben imod en bedre fremtid. Men de har levet deres liv i dette land — pa godt og ondt. De er en del af dets historie, sa sandt som Danmarks historie er fortsellingen om de mennesker, der har befolket det gennem sekler. Derfor har ogsa de et krav pa, at deres saga bliver fortalt til eftertiden, hvor fattig end deres liv og tilvaerelse var.

---

165) Viborg stiftamt: Kopibog over breve til kollegierne 1790^—93 (3(³/₆ 1793).