GRUNDTVIG OG SØNDERJYLLAND

Ingen enkeltmand i dansk andsliv har haft storre betydning for det danske Sonderjylland end Grundtvig. Hans tanker har fra den nationale kamps forste gry haft varmhjertede talsmaend i denne landsdel; hans hojskoleide fandt med oprettelsen af Rodding Hojskole sin forste virkeliggorelse her, og man kan naesten ikke forestille sig den nationale kamp efter 1864 uden den kraft, der kom nordfra gennem de grundtvigske hojskoler. Deter dog ikke formalet her naermere at bestemme og skildre den grundtvigske retnings betydning for livet i graenselandet; opgaven er den mere begrsensede at redegore for Grundtvigs syn pa sporgsmalene i Sonderjylland, sadan som de tegnede sig i hans levetid.

Umiddelbart kunne man vente at finde ham forrest i den forste fylking blandt dem, der folte sig kaldede til kamp for modersmalets genre jsning som dannelsessprog i de dansktalende dele af hertugdommet. Man kunne vente, at han, der mere end nogen anden havde kaerlighed til det danske sprog og onskede det indsat i sin naturlige plads overalt i Danmark, for nogen anden havde reageret mod den forkuede stilling, modersmalet indtog i Sonderjylland. Men man finder hans tanker repraesenteret, for han selv viste nogen storre interesse for danskheden i Slesvig. De grundtvigske tanker fandt deres forste talsmand i Slesvig i professor i dansk ved Kiels universitet, Chr. Flor, der mere end nogen har aeren af vaekkelsen til dansk bevidsthed pa modersmalets grund i det gamle graenseland. Det var naturligt at gribe til Grundtvigs tanker, for han kaempede for danskheden mod tyskheden, men denne kamp tog sigte pa forholdene i Danmark som helhed. Det var den tyske og den latinske dannelses plads i dansk opdragelse, han ville til livs. Sonderjylland la i den forbindelse tilsyneladende uden for hans synsfelt; han har vel ment, at der ikke var ret meget at gore, nar man ikke engang kunne fa de kongerigske danske rusket op.

I hvert tilfaelde bliver man meget forbavset, nar man laeser Grundtvigsforste samlede udtalelse om Sonderjylland. Der er i den ikke meget, der tyder pa, at han havde forstaelse for danskhedens fremtidsmuligheder.Anledningen til udtalelsen var det rore, som i 1830 blev fremkaldt

ved landfogeden pa Sild, Uwe Jens Lornsens aktion til fordel for en fri forfatning i en selvstaendig slesvig-holstensk stat, der kun skulle sta i personalunion med kongeriget. Dette slesvig-holstenske krav blev modt med et naesten enstemmigt nej fra alle danske kredse, forsavidt de interesseredesig for statens anliggender. En undtagelse danner imidlertid Grundtvig, der fremsatte sine synspunkter i en lille pjece: Politiske Betragtningermed Blik paa Danmark og Holsteen (1831). Mens Lornsens krav gj.orde det klart for adskillige danske, at Danmark i hvert tilfgelde ikke kunne give afkald pa Slesvig, giver Grundtvigs frisind sig et ejendommeligtog ikke sserlig velovervejet udslag: han vil lade Slesvig selv bestemme, om det vil hore til Danmark eller til Holsten, — thi selvgjort er velgjort. Nogen folkeafstemning tsenkte han dog ikke pa, men han ville lade alle slesvigere, der kunne skrive for sig, tage standpunkt til det i vor lille verden vigtige sporgsmal: »enten Slesvig heist vil have Landsfader tilfaelles med os eller Kongehertug med Holsteen ?« Selv formodedeGrundtvig, at slesvigerne ville fole sig kongen mest forbundne, nar han ville forene dem med Holsten. Der er altsa intet, der tyder pa, at han har forstaelse for, at der pa det gamle danske sproggrundlag kunne opvokse en ny dansk bevidsthed; i sa fald ville han nseppe onske Slesvigs sksebne afgjort af de dannede; det var nemlig det samme som at give afkald pa landsdelen, eftersom sa at sige al dannelse var tysk.

De overvejelser, der forte Grundtvig til dette forslag, er overraskende som forslaget selv: »Men Slesvig! Ja, Slesvig! det ligger jo imellem Danmark og Holsteen og udgor altsaa unaegtelig vort Mellem-vaerende, og Sagen er da kun, at det skulle ikke skille os ad, men forbinde os med hinanden, og hvad der kan tjene dertil er efter Omstsendighederne unaegtelig det Bedste«, og senere: »Men Slesvig eller Sonderjylland, hvis dobbelte Navn allerede klinger lidt tvivlsomt og tvetydigt, er dog virkelig et Been, man ikke let skal sige om, hvad Legeme det i Grunden horer til; thi enten man raadforer sig med Folkesproget eller med Historien, immer faar man det dobbelte eller tvivlsomme og tvetydige Svar, som ligger i Navnet«.

Med denne forhandsindstilling kan det ikke undre, at Grundtvig horer til de forbeholdne og skeptiske, da Flor far isen brudt ved oprettelsen af bladet »Dannevirke« i 1838. Til L. C. Miiller, den senere seminarieforstanderi Snedsted og Ranum, der pa det tidspunkt var kapellan i Ribe, skriver Grundtvig¹): »De har vel seet, der skal udkomme et »Dansk« Ugeblad i Haderslev under Patronat af Professorerne Flor og Poulsen i Kiel. Der er jo kun meget svagt Haab om, at det kan staae sig mod Holsteenernes og de holsteenske Slesvigeres rasende Modstand og bidrage til Vsekkelsen af hvad Sonderjysk, der end findes, men dobbelt onskeligtvar

---

1) Breve fra og til N. F. S. Grndtvig 11, s. 298. Brev af 1. 6. 1838.

ligtvardet, fordi, hvis det mislykkedes, vil det vaere en uhyre Triumph for Plattydsken med sin hoitydske Nsese, saa hvad I Folk paa Graensen kan gjore til at forhindre det, bor visselig skee med Flid«. Nogen stor tro til bladets fremtid har Grundtvig altsa ikke.

Men Flor onskede netop at give bladet tilknytning til Grundtvigs arbejde; bladets navn var taget efter tidsskriftet »Dannevirke«, som Grundtvig udgav i arene 1816^—19. Egentlig var det meningen, at tilknytningen til dette tidsskrift skulle have vaeret endnu tydeligere tilkendegivet, idet Flor forst pataenkte at kalde bladet »Ny Dannevirke«²). Maske har Flor som den kloge general, han var, folt, at det var uhensigtsmaessigt alt for direkte at lede tanken hen pa Grundtvigs tidsskrift; Grundtvig var endnu dengang af mange anset for noget af en fusentast.

Grundtvigs bange anelser med hensyn til »Dannevirke« slog heldigvis ikke til; det klarede sig godt og var i de folgende ar det blad, der frem for alle andre viste Grundtvigs tanker forstaelse og velvilje, noget han ikke var vant til fra de toneangivende kobenhavnske blades side.

Men Grundtvig var stadig svaer at rive med. Da der oprettedes bogsamlinger i Sonderjylland i arene 1839^—40, fik Flor ogsa Grundtvig til at yde stotte; men det kneb for ham at fa viljen omsat til handling. Efter nogen tids forlob matte Flor skrive til sin ven Hans Jorgen Blom for at bede denne ga til Grundtvig og sporge, om han helt havde glemt de stakkels sonderjyder³).

Men sa talte P. Hiort Lorenzen 11. nov. 1842 dansk i Slesvigs staendersal, og da blev Grundtvig fyr og flamme; det var vand pa hans molle. Det rab, han nu snart gennem mange ar havde ladet lyde til kamp mod tyskeriet i Danmark, gav nu genlyd pa det sted, hvor han mindst havde ventet det. Nar danskerne i kongeriget ikke kunne mande sig op til dad, hvorledes skulle sa sonderjyderne kunne gore det, hvor trykket var mange gange tungere? Men nu viste det sig altsa, at det harde tryk fremkaldte den voldsomste reaktion, og med dyb glsede sa Grundtvig, at der rejste sig en vilje til at haevde modersmalets ret og sere. Det var endelig den dristige befriende handling, der kunne abne ojnene pa det danske folk og spraenge tyskeriets skal, endelig et svar pa Grundtvigs mange opfordringer til dansk andelig selvstsendiggorelse. Grundtvig havde lov til at tolke Hiort Lorenzens handling pa denne made, for bag Hiort Lorenzen stod i denne situation Grundtvigs lasrling Chr. Flor.

Hiort Lorenzens dristige demonstration og den modstand, den fremkaldtei
staendersalen og blandt hertugdommernes befolkning, foltes ud
over hele Danmark som signalet til kamp, og den vakte pludselig i vide

---

2) Brev af 17. 4. 1838 fra Flor til O. Lehmann. Lehmanns arkiv. Rigsarkivet. P. Lauridsen har maerkeligt nok i sin udgave af brevet, i »Da Sonderjylland vaagnede« I, s. 135 f., sprunget denne passus over.

3) Brev fra Flor til Blom 5.12.1939, H. Rosendahl: Grundtvig og Sonderjylland. Danskeren XI, 1896, s. 261.

danske kredse en hidtil ukendt forstaelse for de nationale opgaver i Sonderjylland.Skont der ellers var en dybtgaende politisk uenighed i landet,bl. a. om betimeligheden af en fri forfatning, viste det sig, at det nationale kunne samle pa tvaers af skellene. For Grundtvig betod det, at han fik en mere central plads i sit folk. Han havde i laengere tid haft en menighed, der sluttede op om hans kristelige forkyndelse; hans folkeligetanker havde fra 1838 fundet genklang i en kreds, der i 1839 grundlagdeden forste grundtvigsk-praegede foredragsforening, det sakaldte »Danske Samfund«. Fra 1842 erkendte man ogsa videre ud hans betydning;der var skabt en virkelighedsbaggrund for at forsta den sang om modersmalet, Grundtvig havde skrevet i julen 1837, da censuren over ham blev haevet. Saerlig et af versene var som montet pa situationen:

Modersmaal er vort hjertesprog,
kun 10s er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vaekke et folk af dvale.

Det var netop i alleregentligste forstand modersmalet, der i Sonderjylland
vakte et folk af dvale, og som nu ogsa var ved at gore det i hele
landet.

Ligesom den nationale faellesfolelse, der vaktes ved Hiort Lorenzens tale, skabte storre respekt om Grundtvig i Danmark, saledes skabte den ogsa en bedre sangbund for de unge liberales tale om et Danmark til Ejderen som Danmarks politiske mal. Deres andet store mal var en fri forfatning. Pa dette punkt var Grundtvig imidlertid dybt uenig med dem. Grundtvig var for 1848 enevaeldens talsmand. »Kongehand og folkestemme, begge staerk, begge fri«, skrev han med henblik pa staenderforfatningen, som forekom ham at fordele magten mellem konge og folk pa en god made.

I det nationale sporgsmal var der pa flere punkter overensstemmelse mellem Grundtvig og de nationalliberale. Grundtvig kunne vaere enig med dem om det onskelige i, at Danmark blev frigjort fra den forbindelse med Tyskland, som fulgte af Holstens tilhorsforhold til det tyske forbund; og de nationalliberale indsa fuldtud, at det var af betydning at fremme dansk kultur i Slesvig, men de lagde hovedvaegten pa at fa Iosnet den politiske forbindelse med det tyske forbundsland Holsten, mens Grundtvig lagde mere vaegt pa den andelige selvstaendiggorelse i forhold til tyskheden, og pa det nationalt-kulturelle arbejde i Sonderjylland.

Grundtvig fremsatte kort efter nytar 1843 sin opfattelse af forholdene
i Sonderjylland i en tale i »Danske Samfund«. Han udgav den som pjece
»Nytaarsonske i Danske Samfund« ledsaget af et digt om Peter Hiort

Lorenzen, hvor der i folkevisestil tales om den tapre Hr. Peder fra Sonderbor g⁴). Talen var desuden forsynet med et forord, hvori Grundtvigs tanker om Danmarks frigorelse fra tyskheden sammenkgedes med tankenom Sonderjyllands frigorelse fra holstenerne. Frem for alt betoner han, at der er en andens kamp, der skal fores. Deter ikke nok, at man raber hurra for Peter Hiort Lorenzen og beder kongen haevde danskernesnaturlige ret i Slesvig. Der er kun eet, der kan forsla, og deter, at det danske folk viser, at deter blevet sig bevidst og »fortssetter sit gamle Levnetslob saa kraftigt og elskeligt, at Vennerne faar Lyst og Mod til at folge med, og Fienderne faae Syn for Sagn om, at der er et Dansk Rige og Tungemaal, der vel ei er skabt til at gjore Erobringer, men dog er istand til at forsvare sine gamle Graenser.«

Som middel til at bryde den andelige afhaengighed af det fremmede i almindelighed og det tyske i saerdeleshed sa Grundtvig opelskningen af en dansk dannelse, der kun kunne virkeliggores ved en dansk hojskole. Slesvig-holstenerne har laert os, siger han i sin nytarstale 1843, at det er pa hoje tid at grunde en hojskole, hvis den ikke kun skal blive en bautasten pa den levende danskheds grav. »Ja, deter visselig paa hoje Tid, at den midt i Fsedrelandet husvilde Danskhed faar et Hjem, hvor den kan boe og bygge, avle Born og opelske dem til Folkelivets Fortsaettelse fra Slsegt til Slsegt, til Graendsernes tappre Forsvar«.

Grundtvig kunne endnu i mange ar have talt for dove oren om dansk dannelse og en dansk hojskole, hvis ikke slesvig-holstenerne ved deres adfaerd mod Peter Hiort Lorenzen havde abnet ojnene pa det danske folk, sa flere og flere indsa, at en hojskole var nodvendig i Sonderjylland. Midlerne til den kunne ejendommeligt nok indsamles af Grundtvigs indre politiske modstandere med hans gamle uven H. N. Clausen i spidsen. Ikke af begej string for ideen, men simpelthen, fordi der ikke var andre muligheder, hvis man ville gore noget for dansk kultur i Sonderjylland. Men en hojskole kunne selvfolgelig laves pa mange mader; at virkeliggorelsen kom til at ligge sa naer Grundtvigs ide, som tilfaeldet blev, skyldes igen Christian Flor.

Pa Skamlingsbanke modtes Grundtvig 4. juli 1844 forste gang personligt med Sonderjylland. Hans tale blev for modedeltagerne den store oplevelse. Sammenligner man hans ord med Orla Lehmanns, trseder forskellen pa de to opfattelser tydeligt frem. Lehmann betonede isser, at historien, naturen og retten havde sat Danmarks grasnse ved Ejder, mens Grundtvig igen engang understregede, at det vigtigste nu var en hojskole for danskhed.

Der hviler en festlig glans over det store Skamlingsbankemode i
1844. Hvad St. St. Blicher ikke ret formaede med sine Himmelbjergfester,

---

4) P. H. L. var valgt i Sonderborg, men bosat i Haderslev.

fordi de ikke havde et bestemt mal og ikke kunne give sangbund for staerke nationale klange, det virkeliggjordes nu pa Skamlingsbanke, da danske nord og syd for Kongeagraensen efter i lang tid at have staet hinandenfjernt modtes til nyt faellesskab. Skolen i Rodding blev til virkelighedi efteraret 1844, og man kunne have ventet, at den ville have haft Grundtvigs mest levende interesse; men det havde den kun i begraenset omfang, Grundtvig var forst om fremmest optaget af sin Sorotanke. Det er maerkeligt nok ikke rigtigt, nar f. eks. Jorgen Bukdahl haevder: »Grundtvigs Hjerte hang ved denne Rodding-virkeliggorelse af hans gamle Drom om en dansk og nordisk Skole for Ungdommen«⁵). For Grundtvig var Rodding-skolen ikke virkeliggorelse af hans ideal, kun en beskeden spire. Grundtvig skriver i et brev til P. Rordam: »Bondeskolen i Rodding er en Spaadom eller rettere et handfaaet Pant paa SpaadommensOpfyldelse i sin Tid og Tiden er forst, naar Folket begynder selv at fole Trang dertil«⁶). Da Rordam aret efter foreslog Grundtvig, at de i faellesskab skulle tage en tur til Rodding, svarede Grundtvig, at det havde han ikke mod pa, og begrundelsen er den besynderlige: »da jeg, Gud skee Lov!, befinder mig vel, er i Arbejde og veed ikke, hvortil Rej sen skulde nytte«⁷). Trods alt er denne kolighed lidt ejendommelig. Selv om Rodding-skolen var beskeden sammenlignet rned Grundtvigs drom om skolen i Soro, kunne der dog vaere grund til, at Grundtvig skaffede sig et personligt indtryk af arbejdet i Rodding.

I de sidste ar af Christian VIII.s regeringsar gled de specielt sonderjyske problemer mere i baggrunden for de storpolitiske, isaer sporgsmalet om, hvem der skulle arve det danske rige, nar kongeslaegten, hvad der var alvorlig fare for, i overskuelig fremtid ville uddo. Ogsa sporgsmalet om en fri forfatning var pa dagsordenen, men det aftvang ikke Grundtvig storre interesse eller sympati.

I marts 1848 blev bade forfatningssagen og det sonderjyske sporgsmalaktuelle. Grundtvig blev maerkeligt nok ikke straks revet med af det vejr, der da gik over landet; han sa tvaertimod med megen skepsis pa den omvaeltning, der fuldbyrdedes. Endnu var han tilhaenger af enevaelden.Men han ville gerne lade sin rost hore i droftelsen af alle dagens sporgsmal; hans talerstol blev ugeskriftet »Danskeren«, sorn han udgav fra 1848 til 1851. Hans syn skiftede i disse ar under indtryk af begivenhederneikke sa lidt; men visse linier holdt han fast. Grundtvigs opfattelsevar hverken saerlig klar eller konsekvent. Pa den ene side holdt han med bestemthed pa, at Danmarks graense gik til Ejderen. Pa den anden side var han en voldsom modstander af de nationalliberales bestraebelserfor at indlemme Slesvig i kongeriget og viste i det hele et

---

5) Tidsskriftet Danmark 1941 nr. 2.

6) H. F. Rordam: Peter Rordam 11, 35. Brev af 30.1.1846.

7) H. F. Rordam: Peter Rordam 11, s. 64. Breve af 4.6. og 12.6. 1847.

skarpt blik for de vanskeligheder, som det tyske element i Sydslesvig kunne skabe for det unge folkestyre. I denne forbindelse fremsatte Grundtvig ofte synspunkter, hvis naturlige konsekvens matte vaere et forslag om, at Slesvig blev delt; men han drog ikke selv denne slutning af sine overvejelser. Tre hovedtanker holdt han hele tiden fast ved: 1) at Danmarks grsense skulle ga ved Ejderen, 2) at Sonderjylland ikke matte indlemmes i Danmark saledes, at det tyske mindretal i Sydslesvig kunne fa politiske rettigheder og 3) at kirke og skoleforhold skulle ordnes efter de samme frisindede linier, som han onskede fulgt i kongeriget.

De muligheder for en 10sning af det slesvig-holstenske sporgsmal, der i 1848 blev droftet, var: helstaten, Ejderpolitikken og delingstanken; af disse tre var Ejderpolitikken sa. langt den mest populaere. Deter blevet hsevdet, at Grundtvig var at finde blandt delingstankens tilhaengere⁸). Deter imidlertid ikke rigtigt: Grundtvig har vel fremsat alle de betragtninger, der kunne fore til denne opfattelse; men han var indtil 1864 en modstander af Sonderjyllands deling. Hans historiske folelse var ham for stserk; minderne om Uffe og dronning Thyra, den rolle, Danevirke og Ejder spillede i dansk overlevering, vejede til syvende og sidst tungere til end erkendelsen af, at forudssetningerne for et harmonisk samliv mellem dansk og tysk ikke laengere var tilstede i det danske rige. Forst efter 1864 moder vi Grundtvig blandt tilhsengerne af den rene nationale Iosning. Men Ejderpolitikker i gaengs forstand var han ikke.

Nar man har regnet Grundtvig med til delingstankens tilhaengere, skyldes det isser et foredrag, han holdt i den slesvigske hjaelpeforening 14. marts 1848⁹). Han siger heri bl. a.: »en ... Kiendsgierning er det, at Kongeriget Danmark, hvorvidt det end gik i gamle Dage, nu dog ikke gaaer en Fodsbred laengere, end til Graendsen af Hertugdommet Slesvig, og at det Danske Land gaaer i det allerhoieste kun saa vidt, som man taler Dansk, og i grunden ikke laengere end man vil blive ved at tale Dansk, altsaa til ensteds, man ved ikke hvor, midt inde i Hertugdommet Slesvig«.

Denne klare og nogterne erkendelse af Sonderjyllands nationale stilling matte, efter vore begreber, fore til et forslag om en deling som den rimeligste udvej af vanskelighederne. Men Grundtvig sammenfatter sin opfattelse med disse ord: »Sporgsmaalet emu altsaa kun, hvad vi efter at have indrommet Kiendsgerningernes Urokkelighed kan giore med Rette og rimeligvis med Held for at haevde vort gamle Krav paa hele Slesvig og at hasvde Danskens utabelige Ret til i Hertugdommet Slesvig i alle Maader at staa ved Siden af Tydsken«. Problemet for Grundtvig er altsa ligeberettigelse mellem dansk og tysk, ikke Slesvigs statsretslige stilling, der er haevet over enhver tvivl.

---

8) Holger Begtrup: Det danske Folks Historie i det 19. Aarhundrede 111, s. 37. Johan Borup: Grundtvig, s. 190 f.

9) Danskeren 26. 4. 1848.

For saa vidt er Grundtvig altsaa enig med Ejderpolitikerne; men han er uenig med dem om Sonderjyllands stflling i riget. De nationalliberale ville indlemme hertugdommet i kongeriget og lade een forfatning omfatte hele landet, dog med en vis sserstilling for Slesvig. Grundtvig er modstander af indlemmelsen; han troede ikke pa, at forfatningen var en vidunderkur, der Ioste alle vanskeligheder. I sit foredrag advarede han staerkt imod en indleminelse, fordi den ville fore til en uretfaerdig krig. Han afviste ikke enhver krig for Slesvig; hvis man fra tysk side ville hindre adskillelsen mellem Sonderjylland og Holsten, var det krigsgrund nok, eller hvis tyskerne tradte danskerne pa nakken. »Saasnart man derimod uden Slesvigs Minde vil gaa et Skridt videre og .. . laegge eller smsekke det til Kongeriget Danmark, da siger jeg: det gaar vist aldrig godt«. Grundtvig ville ikke »hsevde en forseldet Ret til levende Mennesker, der aldrig kan hsevdes ved Magt, uden at man behandler dem som bortlobne Slaver«.

Set fra Grundtvigs synspunkt var opgaven forst og fremmest at ordne samlivet mellem dansk og tysk i selve landsdelen, saledes at danskheden kunne korame til sin ret, uden at man gik tyskheden for naer. I den forste tid stod Grundtvig med stor styrke pa dette standpunkt, men han naermede sig i arenes 10b mere og mere Ejdertanken uden dog nogensinde at opgive sin modstand mod en politisk indlemmelse af Sonderjylland i kongeriget.

I de forste maneder af 1848 ivrede Grundtvig voldsomt imod de nationalliberale,der i hans ojne havde stirret sig blinde pa det rent politiskeog mente, at sporgsmalet var lost, nar det blot i alle brevskaber og pa alle landkort kom til at sta, at Danmark gik til Ejderen. Grundtvigholdt fast ved, at en hovedopgave stadig var kampen mod tyskheden i Danmark. Han fandt det soleklart, at sejrede ikke snart dansken og danskheden til Kongeaen, da kunne alverdens stormagter, om de end ville, ikke frelse Danmarks rige₁₀). Her er altsa udtrykkelig Kongeaen trukket op som graense for det egentlige Danmark. — Men utraetteligt talte Grundtvig sin sag og betonede stadig, at hovedopgaven var danskhedensudfrielse fra tyskheden. I bred sammenhseng kom han ind pa sporgsmalet i en artikelserie »Den Danske, den Tydske og den Franske Sag*¹¹). Hans ord var ikke mindre udfordrende end for. I alt for hoj grad identificerede kobenhavnerne efter Grundtvigs rnening den danske og slesvigske sag. »Den danske Sag staar meget slet, saalaenge man ikke seer, at Sporgsmaalet om Hertugdommet Slesvig, hvor vigtigt det end som vort gamle Graendse-Sporgsmaal kan vaere, deter dog kun en Bisag, hvorom et magert Forlig er bedre end en fed Proces, naar forst Hovedsagen,som er Danskhedens Frelse fra Tyskheden, var bragt i Rigtighed

---

10) Danskeren 29.3.1848.

11) Danskeren maj-juni 1848.

hed«¹²). Tanken om Slesvigs indlemmelse tog han igen afstand fra og undrede sig over, at man ikke engang nu ville lade den tanke fare, nu da end ikke en eneste kobstad var forblevet tro, end ikke Flensborg; og sydslesvigerne alle som een var os hadske til gavns. Grundtvig habede dog, at kobenhavnerne fattede det gode forsset: »at hvordan end Bladet vender sig, og hvor blidt end Lykken vil smile til de danske Vaaben, aldrig mere at taenke paa det fortydskede, forbistrede Sydslesvigs Indlemmelsei Kongeriget, aldrig lade en eneste Tydsker beholde Dansk Indfodsret,eller en eneste Tydsk Mand have Mund eller Maele eller Stemme paa den Danske Rigsdag«.

For Grundtvig var det et meget vsesentligt punkt, at den danske rigsdag kunne blive rent dansk; alene de sproglige vanskeligheder matte give dette hensyn en stor vaegt. Hvis sydslesvigerne skulle have stemmeret pa lige fod med landets ovrige born, matte man gore rigsdagen tvesproget, og derved ville man faktisk udelukke en maengde jaevne mennesker fra at blive medlemmer af rigsdagen eller i hvert tilfselde give en ny impuls til udbredelsen af tysk dannelse i Danmark. Det ville altsa fa yderst übehagelige folger. Grundtvig kritiserede da ogsa valgloven til den grundlovgivende rigsdag, isaer fordi den gav valgret og valgbarhed til alle indbyggere i Slesvig, der ikke alene brugte et fremmed tungemal, men som ogsa havde baret avindsskjold mod riget¹³).

Grundtvigs stserke uvilje mod de fortyskede sydslesvigere kunne lede til den tanke, at Grundtvig ville slutte sig til delingstilhaengerne. Men det var heller ikke nu tilfseldet; Grundtvig gik som en selvfolge ud fra, at Danmark skulle beholde hele Sonderjylland. Han fremhsevede Danevirkestillingens militaere vigtighed og foreslog, at der skulle anlsegges en faestning, »der baade har Danevirkes uforglemmelige Navn og hviler paa en Deel af den dyrebare Grund, som kjerlige Dannemaends Hierteblod gennem et Aartusinde har indviet til Danmarks Forsvar«. En fsestning ved Danevirke krsevede en dansk befolkning i ryggen, og Grundtvig foreslog, at man skulle gore, hvad man kunne, for at fa tyskerne til at flytte bort fra Slesvig by¹⁴).

I sensommeren 1848 var delingstanken ret staerkt pa tale i Danmark; adskillige af de ledende msend fra martsdagene gik ind for den, da det havde vist sig, at Ejderpolitikken ikke kunne gennemfores. Hellere et mindre areal, der udgjorde en national enhed, end et storre omrade, der bod pa uforligelige modsaetninger, tsenkte de. Mest konsekvent forfaegtedesdelingstanken af forfatteren H. E. Schack. I den livlige droftelse tog Grundtvig ogsa del, men pa delingsmodstandernes side. Rigtignok skrev han i et brev til sonnen Svend om Schack, at om denne var lidt mindre

---

12) Danskeren 10. 5. 1848.

13) Danskeren 4. 10. 1848.

14) Danskeren 7. 6. 1848.

10s, var han maske ikke sa uenig med ham; »thi en Inddeling er jo ogsaa en Deling, og en saadan bor vist nok finde sted, kun under dansk Hoihed «^1!i). Offentligt tog han kraftig til orde mod enhver deling. Han var bange for, at denne losning ikke ville fore til et endeligt resultat. Hellere end at dele halvt med fjenden, siger han, matte vi lade ham tage det hele med stalhandsker og sa habe pa bedre tider og voksende misfornojelsehos den undertrykte danske befolkning. Havde vi ikke magt til at forsvare hele Slesvig, havde vi heller ikke magt til at forsvare det halve, og vi kunne fortssette med delinger op gennem Jylland, indtil fjendenhavde taget det hele. Han kaldte delingsforslaget et raad, der var »saa fortvivlet, efter Omstaendighederne saa latterligt og Folket saa modbydeligt,at det koster Overvindelse at bekaempe det med andre end Spottensog Harmens bidende Vaaben«.

Grundtvig onskede hverken at indlemme Slesvig borgerligt i det danske samfund, eller at der skulle gives Sonderjylland politisk selvstaendighed. Hans forslag gik ud pa, at Danmark skulle gore sin ejendomsret til hele Slesvig gseldende uden at gore en eneste slesviger uret, saledes at alle slesvigere skulle fa sa megen frihed og selvstsendighed, som Danmarks tarv og sikkerhed tillod, men det skulle de ogsa nojes med, ellers matte de flytte over Ejderen: »Har Danmark ikke Mod, Fasthed og Klogskab til virkelig at beherske Slesvig og gjore det saa dansk som muligt, da nytter det dem vist nok ikke, at de har Mod og Magt til at indtage Slesvig¹⁶).

Dette synspunkt fastholdt Grundtvig i den folgende tid. Hans ord kunne vaere meget staerke: »Danskerne har . . . utabelig Ret til at herske i Sonderjylland«. »Gud har givet deres Vaaben Sejer og derved givet dem Magt til at herske i Sonderjylland«, skrev han, da krigen var forbi, og den magt skal de bruge sa menneskeligt som muligt, men ogsa frit og kisekt uden at bryde sig det mindste om nogen indvending, hvorfra den sa kommer, og uden al skansel, hvor den oprorske tasnkemade moder dem med »vaebnet Haand«, om det sa kun er en oprorsk pen. Men det var dog kun den ene side af sagen: »Tanker skal de lade vaere toldfrie, hvor aabenbar de saa enten indfores eller overfores, thi hvor man kan giore, hvad man vil, skal man ogsaa lade Folk tsenke og sige, hvad de vil, ellers forbitrer man ikke blot de ligegyldige, og faaer ikke blot bestandig Skin af Grumhed, men over virkelig, om end tit uden selv at vide det, den aller unodvendigste, unyttigste og uforsvarligste Grumhed *¹⁷).

Pa dette punkt sejrede Grundtvigs frisind. Den frihed, han i almindelighedkraevede

---

15) N. F. S. Grundtvig og hans nsermeste Slaegt under Treaarskrigen, s. 439. Brev 9. 9. 1850.

16) Danskeren 12. 12. 1849.

17) Danskeren 22.11.1851.

delighedkraevedei skole og kirke, skulle ogsa gaelde den nationale modstander,og i arene mellem krigene forfaegtede han konsekvent den andeligeselvbestemmelsesret i sin kamp mod regeringens sprogpolitik, der stottedes af sa at sige hele den offentlige mening.

Allerede i 1848 havde han taget sporgsmalet op ora samlivet mellem dansk og tysk; nar han ikke ville Slesvigs deling, matte det jo vaere et meget vaesentligt punkt. Han fremsatte et meget ejendommeligt forslag til en sprogordning, der skulle bygge pa folkesprogene i egentligste forstand, dansk, frisisk og plattysk. Hvor hojtysk hidtil havde vaeret kirkesprog, burde der praedikes i dette sprog hveranden sondag, men i ovrigt skulle kun folkemalene bruges; og sa tilfojer Grundtvig »medens naturligvis ogsa al Kirke-Tvang og Skole-Tvang ophaeves, saa hvem der ikke er fornojet enten med Sprog eller Laerdommen i den offentlige Kirke og Skole, frit kan soge sin Oplysning og Opbyggelse, hvor han venter at finde den«¹⁸).

Desvaerre havde de maend, der tilrettelagde den danske sprogpolitik i Sonderjylland ikke sans for frihedens nodvendighed. Der indfortes tvungent dansk skolesprog i 47 mellemslesvigske sogne; trods befolkningens kraftige protest og de meget uheldige folger, sprogordningen havde for Danmarks anseelse ude i verden, fastholdtes sprogtvangen. Da sagen blev bragt pa bane ved det nordiske kirkemode i Kobenhavn 1857, tog Grundtvig kraftigt til orde for den fuldstaendige kulturelle frihed, mens praester fra Mellemslesvig gik hardt imod ham ligesom naesten alle ledende politikere og blade. Kun en lille kreds af grundtvigsk-praegede Sonderjyder, hvis mest kendte maend var Cornelius Appel og Sigfred Ley, sluttede op om hans tanker og sogte at skaffe opmaerksomhed om dem. Ved et mode i Logumkloster 1861 stodte de imidlertid pa kompakt modstand hos de ledende sonderjyske politikere; ogsa den senere sa kendte venstrepolitiker Sofus Hogsbro fra Rodding gik imod dem. Efter modestedet Logumkloster fik frihedens tilhaengere navnet klosterbrodrene. Af samtiden blev de overset, men de ideer, de fylkedes om, vandt i 1920 sejr. Da havde Grundtvigs tanker sat sit praeg pa hele det danske folk, sa det foltes som en selvfolgelighed, at der ikke kunne vaere tale om nogen national tvang i kirke eller skole¹⁹).

Hvad selve graensesporgsmalet angar, holdt Grundtvig mellein krigene
fast pa, at skellet skulle ga ved Ejderen. I 1850 havde han formet sit
hab i verset

Fra Als til Dannevirke,
Fra Sli til iEgirs Dor
skal Danmarks Lover springe
paa Gyldengrund som for;

---

18) Danskeren 7. 6.1848.

19) Jacob Appel: Klosterpolitikken. Festskrift til H. P. Hanssen, s. 174 ff.

hos Angler og hos Friser
i gjenfodt Vennelag
skal synges Kjaempeviser
om Sejrens Julidag.

Eller udtrykt pa en anden made i digtet »Om hundrede Aar« fra
samme tid:

Om hundrede Aar findes ej ved Slien
et Slesvig meer, men kun Haedeby,
paa dansk synger Fuglen og surrer Bien
om Old-Dannevirke opbygt paa ny,
om Danebods Alter, hvor uden Bram
staa »Loven fra Slesvig«, et Paaskelam.

Nar man laeser dissevers, kan det vaere pa sin plads at minde om,
at Grundtvig i 1848 har skrevet:

Til et Folk de alle hore,
som sig regne selv dertil,
har for Modersmaalet ore,
har for Fsedrelandet lid.
Resten selv som Dragedukker
sig fra Folket udelukker,
lyser selv sig ud af
naegte selv sig Indfodsret20).

Dette vers rummede som sa meget af det, Grundtvig har skrevet, de naturlige forudsaetninger for en politik pa nationalitetsprincippets grund; men det aendrer intet ved den kendsgerning, at Grundtvig alligevel var en modstander af en sadan politik. Gang pa gang kom det til udtryk i tiden mellem krigene. I 1853 var han med ved dannelsen af den sakaldte »Dansk Forening«, der protesterede imod, »at det dyrekobte Sonderjylland eller Slesvig i Stedet for at knyttes naermere til Danmarks Rige, hvortil det horer fra Arildstid, kunne blive endnu skarpere skilt derfra «²¹).

I 1861 stottede han »Dannevirkeforeningen«, der var et udtryk for de ejderpolitiske stemninger i det danske folk²²). Det ma dog tilfojes, at Grundtvig ved denne lejlighed med fuld fastholdelse af Ejderen som graense talte for forsoning med tyskerne i vendinger, der afveg en hel del fra de gaengse. Mens han i 1848^—50 ikke havde troet, at en forsoningvar

---

20) Digtet »Folkeligt skal alt nu vsere« i Danskeren 30. 8. 1848.

21) Rosendahl: Grundtvig og Sonderjylland. Danskeren XII, 1896.

22) Neergaard: Under Junigrundloven 11, s. 442 f.

ningvarmulig, sa talte han nu om en faelles dansk-tysk interesse i et Pangermanien over for et Panromanien (det var pa det tidspunkt, da Italiens enhed var blevet gennemfort ved Frankrigs hjselp) og et Panslavonien.Herover for matte der stilles et forbund af Tyskland, England og Norden, som han saetter lig med den protestantiske kristenhed og andelighedens og hjertelighedens sidste Mb i Europa²³).

Nogen praktisk politik var ikke mulig pa dette grundlag, men det viser Grundtvigs trang og evne til at se en stor sammenhaeng. Det ma dog ikke tilslore, at Grundtvig i forholdet mellem dansk og tysk var tilhaenger af en kraftig dansk politik; og man kan ikke frikende ham for et medansvar for den nationale selvovervurdering, der praegede arene mellem krigene, og som gjorde 1864 til sa bitter en opvagnen.

I 1864 slog den erkendelse igennem i det danske folk, at malet for den danske politik matte vaere den rene nationalstat. Krigens udgang gjorde nu ogsa Grundtvig til tilhaenger af den delingspolitik, som han sa heftigt havde bekaempet, og han var i sine sidste ar en af dem, der staerkest holdt fast ved troen pa, at det danske Sonderjylland nok skulle blive genforenet med moderlandet. Ved det grundtvigske vennemode i Kobenhavn 1865 sluttede han en af sammenkomsterne med onsket om, at den almaegtige ville fore den danske del af Slesvig tilbage til Danmark²⁴). Efter hans forudsaetninger kunne han vaere kommet til dette resultat laenge for, men hans staerke, historisk bestemte nationale folelse holdt ham tilbage. Samtidens almindelige ejderdanske indstilling har muligvis gjort sit, skont den offentlige mening saedvanligvis ikke hindrede ham i at ga sine egne veje.

Grundtvig tog straks den fulde konsekvens af 1864; og nu var der skabt forudsaetninger for, at hans folkelige frihedsideer kunne bane sig vej, ikke mindst blandt de danske Sonderjyder. Den betydning disse ideer har faet, har gjort det naturligt, at man ved vurderingen af Grundtvigs syn pa det sonderjyske sporgsmal saerlig har heftet sig ved denne side af Grundtvigs opfattelse; hans frihedstanker var nemlig i pagt med fremtiden og blev bestemmende, da Danmarks kulturelle politik i Sonderjylland i 1920 blev fastlagt.

---

23) Fsedrelandet 26. 1. 1861.

24) H. Bruun: Biskop N. F. S. Grundtvigs Levnetslob 11, s. 479.