PÅ JAGT EFTER SAMMENSVÆRGELSER I JYLLAND 1821

Deter en kendt sag, at kong Carl 14. Johan efter at have vundet kongemagten i bade Sverige og Norge var plaget af en stadig frygt for anslag mod sin magtstilling. Den mindste skygge af en mistanke fremkaldte urimelige og uretfaerdige handlinger fra hans side, som bidrog til at indjage hans egne undersatter skraek og usikkerhed. Deter mindre kendt, at denne kongelige mistsenksomhed ved lejlighed afstedkom et helt lille komediespil i det fredelige naboland Danmark, hvor ellers bade konge og folk var kritisk indstillede over for Carl Johan og alt andet end tilbojelige til at danse efter hans flojte.

Det var i 1821¹). Pludselig en dag midt i maj maned blev den danske gesandt i Stockholm ved kabinetsskrivelse kaldt op til den svenske udenrigsminister. Gesandten Harts Krabbe, der siden blev kendt som Danmarks udenrigsminister under navnet Krabbe-Garisius, havde ofte mattet mode bade for udenrigsministeren og kongen og var ved sadanne lejligheder vant til enhver behandling. Den svenske udenrigsminister Lars v. Engstrom var en gammel laerd mand og en stor danskerhader, og han fremstillede sikkert med indre fryd den hojst vigtige sag, der nu stod pa dagsordenen.

Efter kongelig ordre skulle udenrigsministeren oplyse den danske gesandt om den mistanke, som en norsk officer, der var knyttet til Carl Johans personlige tjeneste, havde gydt i det kongelige sind. Officeren havde fortalt, at han i Norge havde set friske breve, hvis revolutionaere indhold gav anledning til at tro, at der var folk i Jylland, deriblandt militserpersoner, der var til sinds at stifte sammensvaergelser af samme slags som dem, der blev indgaet i Sydeuropa. Man ma herved erindre, at det var Carbonariernes tid, og helt op i Tyskland frygtede monarkerne for Tugendbund og al slags ungdomsgalskab, der kunne fore til attentaterog oj)ror. Et par ar tidligere havde mordet pa den tyske digter

---

1) Dokumentationen vedrorende denne sag er samlet i D. f. u. A Aim. Korrespondancesager, Litra T 6a i Rigsarkivet: Akter vedr. Assessor N. P. Rosenkrantz' hemmelige Sendelse til Jylland for at opdage en formentlig Sammensva?rgelse mellem Stiftamtmand Thygeson og et Par norske Stortingsmaend 1821. Dog findes Skr. fra Niels Rosenkrantz til Krabbe 12/s i Ordrer til Stockholm 1821 i Gesandtskabsarkivet.

Kotzebue vakt sensation i hele Europa. For at vaerne sig mod den revolutionaereuro havde monarkeme tiltradt den hellige alliance, og ved gensidig stotte habede de pa at kunne sikre deres troner mod enhver vaklen. Til efterretningen om den mistaenkelige brevveksling fojede den svenske udenrigsminister nu en udtalelse, der gik ud pa, at selv om det var temmelig svage antydninger, man havde at bygge pa, sa ville den svensk-norske konge dog afgive et bevis pa sit venskab over for den danske konge ved sa hurtigt som muligt at underrette ham om, at der var fare for, at sammensvaergelsernes smitte nu havde bredt sig til de nordiske lande.

Pa denne diplomatiske made habede den svensk-norske majestset vel at gore det klart for den danske regering, at han var pa vagt over for ethvert forsog fra dansk side pa at konspirere med nordmsendene. Norge var jo afstaet af Danmark til den svenske konge i 1814, og man matte nu vaerne sig mod eventuelle forsog pa at bringe det tilbage under den danske konges scepter.

Allerede na>ste dag blev Krabbe pa ny kaldt til Engestrom for at modtage yderligere oplysninger. Han erfarede da, at et af de kriminelle breve havde vaeret rettet til en stortingsmand ved navn Jung eller Young. Han blev ogsa opvartet med en vending fra brevet, der virkelig kunne lyde hojst oprorende; men i sit stille sind kom han dog til den overbevisning, at den kun forradte brevskriverens forstyrrede tankegang. Han gik derefter hjem og affattede et »fortroligt brev« med indberetning om affaeren til sin foresatte, den danske udenrigsminister Niels Rosenkrantz.

Denne mand var til ars og velkendt med bade Carl Johans og Engestroms saerheder, sa han tog forelobig sagen med ro; men for hofligheds skyld svarede han Krabbe, at den danske konge meget godt folte, hvilket bevis meddelelsen var pa tillid og venskab fra den svensk-norske konges side. »Kongen anerkendte,« skrev han, »at man ikke kunne vaere for opmaerksom over for sammensvaergelser, hvorom man vidste, at undersatter fra forskellige lande deltog med forbryderisk letsindighed«. Men samtidig tilfojede han, at den svensk-norske konge vel indsa, at meddelelsen lettere kunne have fort til opdagelse, hvis man i stedet for at opiyse navnet pa det kriminelle brevs modtager havde meddelt, hvem brevskriveren var.

Derefter forlob nogen lid. Den 31. juli var Krabbe igen kaldt til Engestrom,og denne gang laeste den svenske udenrigsminister nogle linier for ham af et brev, hvori det lied, at stortingsmedlemmerne Young og Plon faktisk var blandet ind i affaeren. Dette gav anledning til alvorlig uro. Plon var kobmand, og hans kusine var gift med den forhenvaerende stiftamtmand i Akershus amt Niels de Thygeson, som havde vaeret en af Christian Frederiks naermeste medhjaelpere i begyndelsen af 1814. Han havde dog den gang kun villet vogte Norges forbindelse med Danmark.

Da Eidsvoldforsamlingen proklamerede Norges uafhaengighed, havde han
trukket sig tilbage og slaet sig ned pa Bygholm ved Horsens, som han
havde erhvervet fra en farbroder et par ar tidligere.

Ifolge Engestroms beretning havde Plon besogt Thygeson pa Bygholm
flere gange, og han gav sig nu af med at dele penge ud blandt de stortingsmaend,
der rejste opposition mod Carl Johans politik i Norge.

Blandt de ting, som stortinget havde stridt imod, var godkendelsen af opgorelsen over, hvor stor en del af den faelles dansk-norske statsgaeld, der skulle overga pa Norge efter afstaelsen fra Danmark. Man havde netop efter mange besvaerligheder opnaet en overenskomst med Danmark, idet stormagterne pressede pa for at fa sagen bragt i orden. Andre stridspunkter var stortingets vedtagelse om afskaffelse af den norske adel og kongens forslag om forandringer i grundloven. Young og Plon var blandt dem, der gik imod kongens onsker, og Carl Johan opholdt sig netop for tiden i Christiania for at forhandle med statsradet om disse sporgsmal. Ifolge Engestroms kilde skulle Thygeson vaere mellemmand ved betalingen af bestikkelserne til stortingsmaendene. Det var nodvendigt, at den danske konge blev underrettet om affaeren, hvor vanskeligt det end kunne blive at afslore gangen i dette intrigespil.

Efter oplaesningen af brevet fra Norge ville Engestrom pasta, at det aldeles ikke var hensigten at fremsaette nogen slags klage. Carl Johan troede kun at burde meddele de staerke indicier, der forela om disse lumskerier — han ville ikke tale om den interesse, han selv havde i at se dem forfulgt. Krabbe benyttede lejligheden til at bede Engestrom udrette, hvad han kunne, for at Carl Johan ikke skulle gore for meget ud af de foreliggende antydninger; de kunne jo vaere urigtige. Han tillod sig ogsa at bemaerke, at han gerne ville have besked om, hvilke personer i Danmark mistanken rettede sig imod; den danske konge ville ingenlunde finde sig i, at hans undersatter konspirerede med Carl Johans undersatter.

Da den danske udenrigsminister Niels Rosenkrantz modtog referatet af denne samtale, sendte han pa ny Krabbe en posefuld forsikringer om den danske konges taknemmelighed og lovede denne gang, at betroede embedsmaend skulle foretage undersogelser over Thygesons optraeden og holde oje med ham. Han tilfojede, at han ikke troede pa nogen dybere forstaelse mellem Thygeson og Plon, eftersom Plon havde behandlet svogeren darligt i en arvesag og berovet ham en hel del penge. Dette svar afgik vistnok til Krabbe den 5. august og blev forelobig modtaget af Engestrom med tilfredshed.

Den 10. august forelagde den danske udenrigsminister sagen skriftligtfor kong Frederik 6. Han understregede herved, at svenskerne i deres henvendelse lod, som om kongen af Danmark var uvidende om sagen. Han tilfojede, at hvis det blot havde vaeret Carl Johans mistaenksomme

sindelag, der havde vaeret sat i bevsegelse, sa kunne man fra dansk side have indskraenket sig til at kraeve bevis for de beskyldninger, der blev rejst mod Thygeson; men i ojeblikket gjaldt det for monarkerne inden for den hellige alliance at undertrykke og udrydde den opsaetsige and, som ytrede sig i flere andre lande, og det ville derfor gore et ufordelagtigtindtryk, hvis kongen af Sverige-Norge fandt for godt at klage til czaren over, at halsstarrige stortingsmaend blev stottet fra Danmark, netop mens statsgseldssagen var til behandling i stortinget. UdenrigsministerRosenkrantz fandt det derfor radeligt, at man lovede at granskesagen, og herom blev der sendt et brev til Krabbe, som kunne vises til Engstrom. Rosenkrantz foreslog derefter, at man skulle holde et vagent oje med Thygeson, isaer med hans forbindelser med kobmand Plon i Norge, og at man skulle fremskaffe oplysninger, om han havde udtalt nogen mening om den modstand, Carl Johan havde modt i stortinget.

Rosenkrantz havde i ovrigt faet at vide af diplomater, der havde til— bragt sidste sondag ved Ramlosa Bad i Sverige, at man der »uden synderlig forbeholdenhed« talte om et dansk parti i Norge, der opmuntrede nordmaendene til at gore modstand mod Carl Johans politik. Da udenrigsminister Rosenkrantz i overensstemmelse med sin indstilling til kongen nogle dage senere skrev til Krabbe, vidste han at fortselle, at man i sin uvidenhed endog havde henregnet grev Wedel-Jarlsborg til dette parti.

Endvidere kunne han meddele Krabbe, at Carl Johan havde sogt czar Aleksanders rad med hensyn til den norske opposition og havde faet et venligt svar; men det var urigtigt, nar den svensk-norske konge troede, denne modtagelse var udslag af en saerlig forkaerlighed for ham personlig. Den skyldtes alene czarens uvilje mod Carbonarierne; Alexander afslog endog at hjaelpe de graeske oprorere mod russernes arvefjender tyrkerne, fordi han ansa urostifterne i Graekenland for at va>re en ud- Iober af Carbonarierne. I virkeligheden var alle opror mod den lovligt indsatte monark efter czarens mening forkastelige.

I en ny indstilling til kongen kunne udenrigsminister Rosenkrantz anfore, at da man nu havde lovet at foranstalte en undersogelse, matte der foretages noget, der kunne vise, at dette »pa en vis made« var blevet opfyldt, for at det ikke skulle kunne siges over for andre regeringer, at den danske konge havde modtaget angivelser mod sine undersatter med ligegyldighed.

Sporgsmalet var derefter, hvilken myndighed der skulle foretagc undersogelsen. Chef en for danske kancelli, justitsminister Fr. Kaas, foreslog,at den skulle ga gennem politiet, fordi det var den almindelige vej i sadanne tilfaelde og ville se bedst ud over for udlandet. Sadan bar man sig dog ikke ad; det var jo slet ikke hensigten, at der skulle foretages en

almindelig undersogelse. I stedet ordnede udenrigsminister Rosenkrantz sagen pa egen hand, hvorved han blandt andet opnaede, at efterforskningenkom til at forega i dyb hemmelighed. Til at lose opgaven udsa han sin broderson kammerjunker, assessor i politiretten i Kobenhavn Niels Preben Rosenkrantz, der uden at vaekke opsigt kunne foretage en rejse til Jylland for at besoge sin fader, kaptajn Thomas Rosenkrantz i naerheden af Horsens.

Det var ogsa udenrigsministeren personlig, der udformede instrukserne for denne »opdagelsesrejse«. Han skrev heri, at de oplysninger, man havde faet fra Sverige, var for übestemte til at foranledige en offentlig og formelig undersogelse, og han anforte, at kongen habede, arbejdet ville blive udfort med fornoden forsigtighed og klogskab. Den forste opgave var at opklare, hvorledes den modstand, Carl Johan havde modt i det norske storting, blev bedomt og omtalt i Jylland, isaer i Horsens og omegn og fremfor alt af fhv. stiftamtmand Thygeson. Dernsest skulle det opklares, om kobmand Plon fra Christiania virkelig havde vaeret i Horsens og besogt Thygeson for nylig. Endvidere gennem postkontorerne udfindes, hvor hyppig en brevveksling Thygeson havde haft med Norge, og isaer, om han havde sendt penge dertil. Om fornodent kunne undersogelsen udstraekkes til andre egne af Jylland, nar der forinden blev indberettet derom og sogt naermere instruks hos udenrigsministeren. Til hjaelp under arbejdet fik assessor Rosenkrantz en kongelig ordre til samtlige embedsmaend i Jylland og en saerlig kongelig ordre til samtlige postmestre i Jylland; de skulle yde fornoden stotte og i ovrigt holde sagen hemmelig.

Rejsen blev foretaget med maner. For yderligere at tilslore dens formal havde assessor Rosenkrantz sin kone med. Han drog af sted den 10. September 1821 med tjener og i egen vogn, der »stundom efter vejenes beskaffenhed, savel i Sjaelland og Fyn og altid i Jylland« kraevede et forspand af fire heste. Ankomsten til Horsens fandt sted den 13. September. I de folgende uger opholdt assessoren sig dels pa landet, dels i byerne, saerlig i dem, der havde forbindelse med Norge. Efter senere ordre fra udenrigsministeren udstraktes rejsen sa langt som til Aalborg. Overalt sogte han at komme i snak med sa mange fremtraedende personligheder som muligt. Allerede den 21. September sendte han udenrigsministeren en forelobig beretning om sine indtryk, og hans senere oplevelser aendrede intet vaesentligt heri.

Hvad han fik ud af sin gransken, var sa magert, som udenrigsministerenkunne onske det. Angaende den norske modstand mod Carl Johan inente han at konstatere, at den enten blev omtalt med ligegyldighed eller anset for uoverlagt, uforsvarlig eller darlig. Der var ingen, der havde hort Thygeson udtale sig. En ritmester v. Lillienskiold i Vejle inente dog ikke, Thygeson var ligegyldig for tingenes gang; men han havde ikke

hort ham ytre sig herom pa en made, der tydede pa, at han havde nogen interesse i stortingets fremfserd. Om Plon havde vaeret i Horsens det sidste ar, kunne Rosenkrantz ikke opklare med sikkerhed; men trovaerdigefolk mente, han havde vaeret der nogle dage i slutningen af marts eller begyndelsen af april. Desuden blev det sandsynliggjort af listerne pa postkontorerne, at Thygeson havde brevvekslet en del med Plon, og pavist, at han i alt siden 10. marts havde faet 13 breve fra Norge; men der forela intet om, at han havde sendt rede penge til Plon. Heller ikke var der blevet sendt penge fra Aalborg, hvor Thygeson nok havde vaeret flere gange i det sidste ar.

Der forela saledes intet, der direkte stottede den svensk-norske konges mistanke. Assessor Rosenkrantz sogte imidlertid at fremskaffe passende oplysninger om Thygesons forhold i det hele taget. Familien pa Bygholm syntes ikke at have nogen stor omgangskreds, og hvad kredsens anskuelser angik, sa syntes den at misbillige nordmaendenes optraeden over for Carl Johan. Baron Juel-Rysensten pa Julianelyst, som horte til dem, der hyppigst kom sammen med Thygesons, udtalte sig endog i temmelig heftige ord om nordm&'ndene. Ligeledes fandt Rosenkrantz i Aalborg, der dog havde megen forbindelse med Norge, en absolut utilbojelighed til at deltage i sammensvaergelser. Han mente nok, de norske affaerer blev diskuteret ud fra en menneskelig interesse for dagens begivenheder; men selv om en eller anden skulle udtale sympati for den norske opposition, kunne det ikke deraf sluttes, at han var tilbojelig til ulovlige og farlige foretagender.

Som arsag til samkvemmet mellem Thygeson og Plon mente assessor Rosenkrantz at kunne udpege nogle pengeaffaerer. Sa vidt han var i stand til at oplyse, havde Plon haft noget at gore med nogle af fru Thygesons (eller maske hendes moders) penge og omgaedes dem misligt. Det foregaende ar havde Thygeson sendt en prokurator til Norge, vistnok landsoverrets- samt hof- og stadsretsprokurator Lauritz Ring fra Kobenhavn. I ovrigt kunne man vanskeligt tsenke sig, at der pa denne baggrund var en sserlig venskabelig forbindelse mellem Thygeson og Plon, endsige en ulovlig forbindelse af politisk karakter.

At Thygeson personlig skulle have midler at anvende til politiske formal, var ganske utaenkeligt. Hans formuesforhold var i virkeligheden yderst slette. Garden Bygholm var behaeftet for 74.000 Mark Hamburg banco, 86.625 rd. rede solv og 186.310 rd. sedler og tegn; godset Mattrup, som han havde overtaget fra sin fader, havde han nylig belant med over 40.000 rd. solv, og desuden havde han en betydelig pantegaeld foruden »simpel« gaeld. 1 det hele taget savnede Jylland de penge, der skulle til i den indenlandske cirkulation og daglige handel.

Endnu skaffede assessor Rosenkrantz sig nogle ekstra oplysninger
pa rejsen til Aalborg, hvilket blev ham palagt, fordi man i Kobenhavn

laenkte sig muligheden af, at det var den svensk-norske konsul der i byen Rasch, der havde vakt svenskernes mistanke mod Thygeson. Det lykkedesdog ikke at finde ringeste bevis herfor. Heller ikke over for en svensker i Horsens ved navn Seldener, som assessoren selv fik mistanke til; han opholdt sig abenbart i Jylland som reprsesentant for GoteborgfirmaetRehdin for at holde oje med kobmand Secher i Horsens, der drev en betydelig kommissionshandel for Goteborgfirmaet. Under opholdet i Aalborg imdlod assessor Rosenkrantz at forklare sin rejses formal for stiftamtmand Fr. Moltke, fordi han i 1814 havde vaeret mellem dem, der blev forvist fra Kobenhavn, da svenskerne ved anholdelsen af kureren Gyldenpalm afslorede, at han plejede hemmelige forbindelser med nordmsendene.

Den 15. oktober afsluttede assessor Rosenkrantz sin rejse i Jylland og vendte tilbage til Kobenhavn, hvortil han ankom tre dage senere, og den 26. oktober indgav han sin endelige rejseberetning. Hans udflugt blev en dyr fornojelse for statskassen; kongen matte ud med ikke rnindre end 705 rd. sedler og tegn til daekning af omkostningerne. Den 5. november kunne udenrigsminister Niels Rosenkrantz underrette gesandten Krabbe i Stockholm om undersogelsens udfald. Krabbe bestemte sig til ved lejlighed at laese beretningen for udenrigsminister Engestrom; den blev til sin tid godt modtaget, og udenrigsministeren lovede at meddele dens indhold til Carl Johan, men gjorde det vistnok kun ganske Ioseligt. Det var ikke lykkedes at fremskaffe noget bevis, der kunne berettige den svensk-norske konges mistsenksomhed.

Hele den made, hvorpa undersogelsen blev foretaget, er i eftertidens ojne en garanti for, at det ikke var den danske regerings hensigt, at der skulle afslores noget. Hvorvidt der virkelig foregik et samkvem mellem Jylland og Norge, som ikke talte at se lyset, fremgar ikke af sagens danske akter; men deter ikke sandsynligt, at Frederik 6.s fattige Danmark virkelig var tilbojeligt til at anvende penge pa at skabe uro i Norge. En sadan fremgangsmade faldt langt bedre i trad med de metoder, som Carl Johan anvendte i sin politik, og den her omtalte affa'ie kan derfor snarest betragtes som et eksempel pa, at tyv tror . . .