Georg Hansen: Præsten paa landet i Danmark i det 18. aarhundrede. (Det danske Forlag, 1947).

For nogle aar siden udgav den unge forfatter Georg Hansen en kulturhistorisk undersogelse over Degnen i 1700tallet (se Jyske samlinger 5 r. VIII 273_—76). Bogen skulde vaere forste bind i et storre vserk, indeholdende en rsekke kulturhistoriske undersogelser over enkelte staender, ssedelige forhold m. m., ialt 8 bd. Et stort program, som forfatteren imidlertid er gaaet 10s paa med imponerende energi. Allerede nu foreligger andet bind, som behandler den danske prsest i det 18. aarhundrede.

Med stor flid har Georg Hansen samlet stof til denne bog. Han har gennemarbejdet et omfattende trykt materiale og bearbejdet tallose dokumenter og tykke folianter i arkiverne. Forfatteren er klar over, at det ikke er muligt helt at udnytte dette uhyre stof i selve fremstillingen, men har i en raekke bilag foretaget en statistisk bearbejdelse, som i mange tilfselde gor det muligt for ham at give praecise og eksakte oplysninger om de kulturhistoriske forhold, han vil belyse, hvad enten det nu er praesternes uddannelse, oprindelse og familieforhold, karakteren og omfanget af deres bogsamlinger, prsesteboernes storrelse og sammenligning mellem preestehjemmenes, degnenes og bondernes indbo, praestegaardenes inventar og kvsegbessetninger eller antallet af prsester, der har indanket sager for bisperne. Enhver, der har interesse for dansk kulturhistorie i dette aarhundrede, vil kunne finde et rigt materiale her.

Men forst og fremmest er det selvfolgelig den almindelige
skildring af praesten i 1700-tallet, der interesserer. Forfatterenhar
en fylde af stof til sin raadighed, der gives mange

vaerdifulde oplysninger, og nye synspunkter fremsaettes, som regel belyst ved nogle faa karakteristiske eksempler og citater, der ofte er rene fund, morsomme og malende, givendeet interessant historisk milieu eller en karakteristisk situation i nogle faa streger.

I Georg Hansens skildring folger vi prsesten, fra han sidder paa skolebsenken. Vi horer om hans faerden paa universitetet, om hans disputeringer her og om hans aandelige interesser. Paa grundlag af studier over praesternes bogsamlinger mener forfatteren at kunne paavise, at de har haft forholdsvis ringe interesse for de nye aandelige stromninger i det 18. aarhundrede.

Vi ser derefter prsesten i hans hjem, laerer om prsestegaardens indretning, der som regel bserer preeg af, at de fleste praester okonomisk sad lunt inden dore. Men prsesten sad ikke blot i studerekammeret og smog tobak, han havde en gerning at passe. Om sondagen stod han paa prsedikestolen, og det var ham, sognebornene sogte til i livets store hojtider, det var ham, der trolovede dem og bekraeftede segteskabets hellige Iofte, han dobte deres born, og naar livets timeglas var udrundet, var det ham, der satte det sidste store punktum. Men han var meget mere end sjselehyrde, han var ogsaa »Vor far«, der i naesten alle livets forhold skulde vaage over sine sogneborns ve og vel, skoleog fattigvaesen havde han opsyn med, han skulde bekeempe overtro og kvaksalveri, sommetider selv virke som leege, og han skulde paase, at menigheden overholdt de almindelige bestemmelser om et ordentligt og sommeligt levned.

Praester var selvfolgelig dengang som til alle tider mennesker,med menneskers fejl og laster. I et sserligt kapitel om prsesternes livsvandel foretager forfatteren en undersogelse af deres almindelige opforsel, forst og fremmest af deres forhold til Bacchus og Venus. Han kommer her ved en statistisk undersogelse af retssager mod prsesten til det interessante resultat, at praesterne i lobet af aarhundredet har tilegnet sig en mere vaerdig og sommelig levemaade, antallet af sager blev mindre, og drikkeriet, der tidligere var ret stort, gik staerkt tilbage. Det blev ikke mere anset for naturligt at drikke sig en lille — eller storre — rus. Der fremdrages en del eksempler paa praesternes mangel paa

maadehold, ogsaa paa det seksuelle omraade. Det gaelder her som altid i lignende skildringer, at omtalen af de enkeltetilfaelde let kan give den mindre opmserksomme lseser indtryk af, at den moralske uorden har vaeret storre, end tilfaeldet i virkeligheden var. De, der opforte sig psent og ordentligt, horte man intet om. Det vilde have vseret af den storste vaerdi, om det for enkelte egne af landet havde vseret muligt at foretage en undersogelse af, hvor mange procent af et herreds eller amis prsester, der var blevet tiltalt for forseelser af moralsk art.

Prsesten var ingen rangsperson, og i forhold til naadigherren paa herregaarden, ja selv til en fattig Iojtnant, var han ikke meget at regne. Men alligevel stod han himmelhojt over bonde og degn. Degnens hjem kunde ofte i udstyr maale sig med praestegaarden, men praesternes bogreoler var altid mere velforsynet end degnens, Han var og blev kulturens forende mand i sognet, Der kunde ingen gore ham rangen stridig.

Georg Hansens bog er et veerdifuldt bidrag til dansk kulturhistorie i dette for dansk historic saa vigtige aarhundrede. Den Iseses med interesse og med udbytte, selvom der nu og da er visse historiske unojagtigheder, og man vel undertiden kunde onske, at undersogelsen var fort endnu dybere ned. Nu og da synes man ogsaa, at visse sider af praestens tilvserelse burde have vseret behandlet mere indgaaende, f. eks. det faglige samvser, herunder ogsaa landemoderne og deres betydning. Deter i det hele taget ligesom forfatteren ikke rigtig tor give sig i lag med den vanskelige opgave at forsoge at trsenge ind i praesternes aandelige liv, prove at forstaa deres religiose tilvserelse, deres gudsforhold og deres tvivl og tro.

Men alt dette er kun underordnet i forhold til det meget vserdifulde, der findes i bogen. Mere vsesentlig er den indvending,at forfatteren ikke rigtig har mestret den sprogligefremstilling. En bog som denne maa vsere skrevet i en let — men gennemarbejdet — stil, billedet af prsestestanden,bygget paa kildestoffets myriader af enkeltoplysninger,maa staa plastisk og levende for lseseren. I den forste bog om degn en var der en vis friskhed over fremstillingen,selvom denne blev misprydet af en del sproglige

vildskud. I Prsesten er det ligesom forfatteren ikke tor lade sin pen lobe, sproget virker stift og akademisk, ikke altid klart og lidet inspireret. Forfatteren vil sikkert kunne naa betydeligt lsengere, hvis han arbejder sin fremstilling igennemto eller tre gange, undgaar alle de udtryk, der virker for akademiske, kritisk gennemgaar sin noget kedelige saetningsbygningog bekaemper sin trang til at arbejde med abstrakte begreber. Men forst og fremmest vil hans fremtidigevaerker vinde i lseselighed og anskuelighed, hvis han afholder sig fra at filosofere for meget over »aarhundredernestendens«. Fremstillingen side 185 fF. er et afskrsekkende eksempel herpaa, betragtningerne er i sig selv meget uklare og deres rigtighed i allerhojeste grad tvivlsomme, og de fleste laesere vil sikkert skynde sig med laesningen af disse sider, undrende sig i deres stille sind over, hvad Marx og Spengler harmed den danske praest i 1700-tallet at gore.