Otto Wang: Kolding Anno 1900 og Foreningslivet i det gamle Kolding. (V. Schæffers Forlag, Kolding).

Den psedonyme skribent, Otto Wang, i Kolding har nu et fyrrearigt forfatterskab bag sig. Med fin forstaelse har han i en raekke boger skrevet om de kunstneriske problemer, som ex-libris frembyder, og dermed vaeret med til at vaekke interesse for disse sraa grafiske blade. Dertil kommer en raekke skonlitteraere vserker, der geografisk og kunstnerisk har Paris til centrum. Selv om den franske hovedstad for Otto Wang er »Verdens Hjerte«, for at bruge hans eget udtryk, er dog Kolding hans hjertes hjem. Hans to sidste boger handler om hjembyen, »Kolding Anno 1900« (1941) og »Foreningslivet i det gamle Kolding« (1947).

Forfatteren har heri samlet en raekke skildringer af Koldingby og dens borgere fra hin sorglose menneskealder, der ligger forud for forste verdenskrig. Det meste af det, der omtales, ligger folgelig indenfor rjekkeviden af forfatterensegen erindring og baerer sit praeg heraf. Deter derforblevet stserkt personlige boger, der vaelger stof og behandlingefter behag mere end efter emne. Fakta i form af arstal og data og anden leksikalsk viden skal man ikke soge i disse boger. Deter alene stemninger og billeder, forfatterenvil give. I den elegiske tonart er en rsekke portraetter stemt. De begynder, som rimeligt er, med den laerde skomagerP. M. Moller, der havde sin bolig i det landskendte bindingsvaerksgavlhus i Helligkorsgade, og som gennem hele sit lange liv flittigt tog vare pa Koldings jordfundne oldsager.Dernaest folger tandlaege Friis, Koldinghusmuseets skaber, og redaktor P. Eliassen, byens historieskriver. Af andre humanister skildres skonhedsdyrkeren, den myndige rektor Sigurd Miiller, og den lasrde, noget verdensfjerne litteraturforsker, dr. phil. Fr. Moth, hvis gerning i skolens tjeneste blev noget af en smertens vej for ham selv, om han end formaede at faengsle de mere fremmelige blandt gymnasietselever. I en muntrere tonart er skildringerne fra

foreningslivet. Af de mere kuriose var der »Alestangernes Sangforening«, hvor man skulde spise 25 tommer al for at blive optaget, og der var »Old Boys«, der startede som raske cyklister for med tiden at foretrsekke magelige biltureog sluttelig helligede sig blot de gastronomiske nydelser.

Bedst skriver Wang om theatret og musikken, som vistnok star hans hjerte nsermest. Han berommer de gamle omrejsende theaterselskaber, der i forrige arhundrede virkelig bragte god kunst ud i provinsen, og han skildrer med sympati amatorerne i »Koldings dramatiske Selskab«, der ufortrodent gav sig i lag med kraevende opgaver til stor fornojelse bade for aktorer og tilskuere.

Otto Wang giver ikke og har ikke villet give alt, hvad der kan siges om de emner, han behandler. Han giver i kunstnerisk behersket form billeder af provinsidyllen, hvor man hyggede sig i en snsever kreds, men gerne med kulturelle interesser ud over dagen og vejen. Forfatterens hjerte er helt hos dette laengst forsvundne Kolding, og der er over hans skildringer den lidt sentimentale duft af potpourrikrukkens torrede rosenblade.

Koldingkunstneren Anton Schroders lette tegninger forskonner
yderligere bogernes stilige ydre udstyr.