P. Ladefoged: Lyngaa Sogn. Aarhus, 1947. 303 s.

Aarhus amt har i lang tid vaeret bagud for de fleste andre jyske amter m. h. t. litteraturen om de enkelte lokaliteter. Forst i de allerseneste aar er der for alvor kommet gang i det lokalhistoriske arbejde i amtet, men saa har til gengseld ogsaa i Iobet af en halv snes aar ikke mindre end 5 sognehistorier set dagens lys. 1937 paabegyndte Aug. F. Schmidt udsendelsen af »Brabrand og Aarslev Sognes Historier«, 1941 fulgte samme forfatters »Aaby Sogns Historie«, samme aar kom ogsaa J. G. Villadsen og Villads Villadsen: »Trsek af Egaa Sogns Historie«, aaret efter udgav Jens Andersen »Nogle Optegnelser om Gylling Sogn og dets Beboere gennem Tiderne«, og nu har endelig P. Ladefoged udsendt et digert vserk om Lyngaa sogns historie. Deter resultatet af 25 aars samlerarbejde, og deter baseret paa det intimest mulige personlige kendskab til sognet, idet forf. har vseret laerer her i 40 aar.

Bogen er iovrigt bygget op efter det efterhaanden traditionelle skema. Indledende gives der en kort orientering m. h. t. sognets beliggenhed, storrelse o. s. v., der redegores for de geologiske og arkaeologiske maerkvaerdigheder, og stednavnematerialet gennemgaas. Derefter berettes der udforligt om kirkens arkitektur og inventar, dens ejendomme og indtaegter samt om praesterne og degnene. Paa samme maade fortaelles om skolevaesenets udvikling og de skiftende lserere. Et folgende afsnit — bogens nseststorste — med titlen »Bonderne og Jorden« er helliget redegorelsen for udviklingen paa landbmgets omraade, og hertil knytter sig et mindre afsnit om herregaarden »Faurskov«s historie samt en detailleret redegorelse for enkelte gaardes og huses ejere fra midten af 1600-tallet til nutiden. Til slut folger endelig fyldige oplysninger om sognets styrelse og foreningslivet i det sidste aarhundrede samt nogle folkemindeoptegnelser.

Der er nseppe tvivl om, at forf. har udnyttet den vsesentligste del af det foreliggende kildemateriale, og fremstillingen baerer tydeligt praeg af, at han ogsaa sidder inde med et solidt kendskab til den almindelige litteratur om de emner, der behandles. Bogen har i det hele taget et overmaade solidt og vederhaeftigt praeg. Det lyser ud af hver eneste side, at forf. er en uhyre samvittighedsfuld mand, og at han er udrustet med en god portion sund sans. At det tillige af bogen fremgaar, at han ogsaa er i besiddelse af et vist tort lune, noteres kun for fuldstaendighedens skyld. Kildematerialet er behandlet med sedruelighed og kritik, aktstykker er gengivet med megen omhu, og forf. er forsigtig med at drage konklusioner. Deter ikke helt almindeligt, men deter — oprigtig talt — baade tiltalende og forfriskende at stifte bekendtskab med en lokalhistoriker, der aerligt vedgaar, at han ikke forstaar denne eller hin passus i aktstykkerne, saaledes som det flere steder er tilfseldet i denne bog.

Paa den anden side kan det ikke naegtes, at forf.s uhyre grundighed og samvittighedsfuldhed i nogen grad har skadet bogen. Han er i for hoj grad faldet for fristelsen til at nojes med at aftrykke aktstykkerne (ovenikobet i mange tilfaelde med den originale ortografi!) uden at kommentere

indholdet og uden at redegore for den naermere sammenheeng.I det hele taget fylder aktstykkerne alt for meget op i bogen, hvilket bevirker, at den er blevet meget tung laesning — den har for meget haandbogens prseg; af den grund foles forovrigt ogsaa savnet af et register saa meget stserkere. Det maa nu engang vaere et principielt krav til sognehistorierne, at aktstykker skal genfortselles, ikke aftrykkes.onsker man endelig at bringe dem in extenso, maa det ske i et tillseg. Bogen lider tillige under en anden skavank, som er karakteristisk for mange sognehistorier, nemlig den, at de enkelte afsnits storrelse mere er betinget af det forhaandenvserende kildemateriales omfang end af de paagaeldende emners betydning. Det skader helhedsprsegetog giver let laeseren et forvrsenget billede af de forskellige faktorers betydning. Paa visse punkter kunde forf. utvivlsomt ogsaa have faaet mere ud af kildematerialet, end tilfseldet er; saaledes er de oplysninger, der bringes om skolevsesenet for 1800, utilborligt sparsomme, og — hvad vserre er — nogle af de vigtigste sider af landbrugshistoriener overhovedet ikke behandlet eller kun strejfet. Det gselder forhold som bondernes okonomiske stilling, der kunde belyses ved hjselp af skifter, folkehold, dyrkningsmetoderog

Kan der rettes en del indvendinger mod lserer Ladefogeds vaerk, saa rokker det dog ikke ved den kendsgerning, at der her foreligger en arbejdsprsestation, som kun kan aftvinge respekt. Og i alle tilfa3lde er det en bog, som nok skal hsevde sig i kraft af dens soliditet og sedruelighed.