I. Sandflugt.

Ingen kan skildre en Sandflugts frygtelige Foreteelse, hvor Flyvesandets Knog matter Dagslyset, fylder Husrummene, trykker Bygninger sonder, kvaeler og odelaegger alt paa sin flygtende Vej, ude soni inde. Og dog har Sandflugten raset med Mellemrum indenfor Danmarks Grsenser igennem Aarhundreder og med en Vaelde, der alene i Jylland har lagt henimod 120.000 Td. Land ode under Flyvesandets altdrsebende Vsegt.

Fra Frederik ll.s Tid til Midten af 1700erne kender vi en Del til Sandflugtens Hsergen her til Lands, igennemBondernes Klager til Regeringen, praestelige Embedsindberetningerog Regeringens spredte Forsog paa at komme de nodstedte Bonder til Hjaelp, isaer ved Nedssettelse af Hartkorn og Afgifter. Spredt i forskelligeSamlinger er disse Oplysninger vel tilgaengelige for den, der soger, og de er benyttet af Historikere og Forfattere til Belysning af lokalhistoriske Forhold i denne 200-aarige Periode. Men fra Midten af 1700erne ophorer alle trykte Oplysninger om Sandflugten og dens Haergen saavel som om dens Bekaempelse. Dette er bemaerkelsesvaerdigt og beskaemmende. Thi denne Mangel paa Interesse for et vigtigt Omraade af dansk

Historie er Aarsagen til den almindelige Paastand om, at Sandflugtens Daempning i Danmark var fuldbyrdet henimod Slutningen af 1700erne. Denne Urigtighed kunde og burde vaere undgaaet, idet de Akter, der findesi Rigsarkivet angaaende Sandflugten i Tiden fra ca. 1786 til omkring 1850, enstemmigt og fra alle LandetsEgne fortaeller, at Flyvesandet forst blev bragt under sikker Kontrol ved Aar 1820, og at Sandflugten forst nogenlunde blev standset hen mod Midten af Aarhundredet.

Den almindelige Daempning, der blev ivaerksat ved Forordning af 19. September 1792, gennemfortes i Lobet af to Menneskealdre ved et uhyre Hoveri af Bonderne i de hjemsogte Amter, under yderst slette Vilkaar og med naesten ufattelig ringe Midler. Men Mindet om Sandflugtens Gru og Daempningens traelse og tunge Byrde er blegnet. Man samlede sig om at hoste de velsignede Frugter deraf.

Sandflugten var navnlig i Foraarstiden en uhyggelig
Gaest, der truede Saeden og Graesmarkerne. Vi lader
Arkivets gamle Sandflugtsdokumenter fortaelle derom.

I 1792 klagede Bonderne i Sydthy til Kongen over, at siden de i 1788 med orumgaard blev solgt fra det Westervigske Stamhus, havde deres Husbond, Hr. Fogh til orum paabudt, at de aarligt ved Micheli Tide, til det fordaervelige Flyvesands Hemme, med Klittag og Klittagsfro skulde daekke de naermestliggende Sandblier (de Opbrud af Flyvesand, der laegger sig i Hob naer Brudstedet), som truede deres Marker. Men deres Evne var altfor svag til at overkomme dette uovervindelige Arbejde, som dog var saa nyttigt og vigtigt. De androg derfor om af Sognet at maatte faa Hjaelp dertil af fire Mand i to Dage.

Det var 10 Gaardmsend i Tolbol, der klagede. Rentekammerets Konsulent og Forstemand i Sandflugtssager, Professor ved den kgl. Veterinserskole og Lektor i Botanik, Erik Wiborg, anbefalede Hjaelpen i en Erklsering om, at Tolbol virkelig var truet af Sandflugt, og at Foghs Foranstaltninger fortjente Opmaerksomhed. Han foreslog, at Hjaelpen skulde ydes af de omliggende Sogne, der ikke selv truedes af Sandflugt eller led derunder.

En Synsforretning over thylandske Sandflugter i 1802 omhandler bl. a. en ny opbrudt Sandflugt i Istrup, Hvidbjerg vesten Aa Sogn, der truede Koldtoftgaard, i Kjallerup Bys Sandklitter i samme Sogn. Der var plantet ekstraordinaert dette Aar af Klittag, fordi Markerne indenfor truedes med odelaeggelse. Til Hvidbjerg vesten Aa og Svankjser Byers aabne og levende Sandflugter kunde der ikke til at dsempe Sandet skaffes tilstraekkeligt Ryktag. Alt det Arbejde, som kunde ydes af de omliggende Sogne, skulde prsesteres for at redde de truede, dyrkede Marker fra Overknygning af de store Sandblier. I Lodbjerg Sogns Flyvesandsklitter skonnedes Situationen naermest haablos.

I Raehr Sogns Klitter i Hillenslev Herred skulde man ligeledes ssette alt Arbejde ind paa at redde de ostenfor liggende Ejendomme fra at blive helt odelagt af de »gyselige« Flyvesande.

I Tvorup Klit, Hundborg Herred, frygtede Synskommissionen for, at den sydvest for Tvorup Kirke liggende Villadstang Sande og Sandrimme, skulde tage helt Overhaand, for Daempningsarbejdet, som oversteg det lille Sogns Krsefter, kunde daemme op for den voldsomme

Sandflugtskommissionen for Vandborg Herred i
Ringkobing Amt korn i 1793 til Flynder Sogn for at

tage Syn over en opstaaet Sandflugt paa Gaardmand Morten Godskesen i 0. Aggergaards Mark og enes om Anstalt til dens Dsempning. Over et Areal af 6 Tdr. Ssedeland havde Sandflugten taget saadan Overhaand, at det var ganske fordservet, og Kommissionen naerede stor Frygt for, at store Dele af Gaardens ovrige Jorder ogsaa vilde blive odelagt. Kommissionen enedes om at lade ssette et 140 Alen langt Dige for at mode det flyvendeSand og anmodede igennem Rentekammeret om at faa et Parti Klittagsvipper til Nedlaegning for dermedat binde Flyvesandet ved dets forskellige Kilder. Kommissionen rejste derpaa sin Vej, og der hengik 4 Aar, uden at der skete videre. Efter en ny Klage modte Kommissionen atter. I den lange Mellemtid havde Morten Godskesen alene stridt en forgseves Strid med Flyvesandet, der Aar efter Aar havde odet hans Ssedniarkerog udbredt sig over ca. 20 Tdr. Saedeland. Selve Gaarden var blokeret af hoje Sandbjerge, der spaerrede Udkorslen og fyldte baade Gaardsrum og Husrummene.Og Hustagene var ved at trykkes ned. Med sin Familie var han ved at omkomme.

Kommissionen fandt Gaardens Vintersaed begravet under et tykt Sandlag og Gronsvseren var slidt af Markerne og foget bort med Sandknoget. Nu skulde der saettes to Diger, og et Tingsvidne blev optaget for at fastslaa den lidte odelaeggelse, sa&. Morten kunde faa sit Hartkorn nedsat.

Men atter udeblev Hjselpeforanstaltningerne, og Nedsaettelsenaf Hartkornet modte Vanskeligheder baade hos Amtmand og Rentekammer. Og imens odelagde Sandflugten det meste af Gaardens Jordtilbeliggende, Bygningerne trykkedes i Kvag, og Godningen kunde ikke kores ud paa Marken paa Grund af de ophobede Sanddynger udenfor Gaardsleddet. Morten Godskesen

gik i Angst. Igennem Amtet sendte han et Bonskrift til Rentekammeret om at faa bevilget Stotte til at flytte Gaarden 800 Alen til et Sted, hvor Sandet ikke var naaet hen. Samtidig bad han om at faa Hjselp af SognetsFolk til Flytningen og Genopbygningen.

Dette Andragende stottede Amtmand Hansen i Ringkobing. Men Rentekammeret onskede oplyst, hvorvidt Andrageren ikke ved Mangel paa Paapasselighed selv havde vaeret Aarsag til Sandflugtens Opkomst og Udbredelse. Omsider bevilgede man dog en Flytningshjselp af 2 Rdlr. pr. Husfag, at udbetale, naar den flyttede Gaard stod faerdig, og Synsmsendenes Erklaering indsendtes. I 1802 flyttedes og genopbyggedes Gaarden. Men forst i 1804 anvistes den bevilgede Hjaelp, der belob sig til ialt 100 Rdlr. Elleve forfserdelige Aar var da forlobet, siden Sandflugten begyndte at hserge 0. Aggergaards Beboere og Ejendom.

De to sammenhorende Ejendomme i Ikast Sogn, Store og Lille Norlund, havde et Jordtilliggende paa over 3000 Tdr. Land. Ejerne, to fattige Maend, ansogte i 1794 Rentekammeret om nogen Lindring i deres store Nod. Den var foraarsaget af et rygende Sandknog,der var opstaaet som Folge af en Hedebrand i 1781, hvorved Jordskorpen afbraendtes og aabnede for det underliggende Flyvesand. Siden da havde Sandfogetvedvaret og overknoget begge Ejendomme, saa der »ikke kunde avles hverken Straa eller Kerne«. Ansogerne henviste til Professor Wiborg, som ved Selvsynhavde erkendt deres jammerlige Situation. De kan »ikke udholde det lsengere og maa med Koner og Born flygte fra Hus og Hjem«, hvis de ikke faar en Haandsraekning.Rentekammeret forlangte imidlertid, at Ansogerneskulde bekoste en Opmaaling af de odelagte Strsekninger, inden Bevilling kunde gives. De var for

fattige til at bekoste en saadan og fik derfor ingen
Hjselp. Den ene af Ejerne maatte opgive.

En halv Snes Aar senere var Sandflugten paa NorlundHede ved Sandflugtskommissaeren for HammerumHerred, Herredsfoged Moller paa Hojris i Ikast, lagt under Dsekke og i 1809 saadan sammengroet, at Straekningen atter kunde nyttiggores, dels til Grsesning og dels til Avlsdrift, og en lille Birkeskov af Moller var anlagt til Pryd og Nytte. Herom skrev Professor Wiborg i 1811: »I Aaret 1791 kom jeg efter det hoje Rentekammerkollegiums Befaling til St. og L. Norlund for at undersoge den dervserende Sandflugt. Allerede i flere Miles Af stand ojnedes Sandflugten som en Hedebrand, hojt i Luften. Beboerne modte mig graedendeog viste mig deres Ejendommes odelßeggelse. Det blseste en haard Nordvest, og man turde ej vove at kore mig ind paa Sandflugten af Frygt for at kore vild. Rejsen blev dog alligevel foretaget, og da jeg kom ind paa denne Flyyvesandsstrsekning, kunde man naeppe aabne ojnene. Alle Genstande forsvandt. Man saa kun en Rog af Sand, som gjorde Solen kobberfarvet.Alle mine Daempningsforslag holdt Beboerne for utilstraekkelige. Ni Mile havde jeg til Stedets Amtmandi Ringkobing, og der ventede jeg ikke at mode Tillid. I denne min Fortvivlelse sogte jeg Stedets Praest, den retskafne Olding, Pastor Bruun i Ikast. Med forekommendeHoflighed tog han imod mig, uagtet han mistvivlede om mit Projekts lykkelige Udfald. Han viste mig til sin Nabo, Herredsfoged Moller, Hojris, en uegennyttig og nidkaer Embedsmand, der havde foretagetadskillige nye og nyttige Indretninger i Egnen. Min Modtagelse hos Moller var, som jeg havde ventet. Han braendte af Iver for at stanse det odelaeggende Onde, men holdt det for uovervindeligt. Dog lovede han

mig strax at ivaerksaette mine Planer, og han kunde gore det, fordi han havde Almuens Tillid og Agtelse. Planerne blev udforte, mens vi korresponderede derom;hans betydelige Forarbejder hjalp betydelig til Sandflugtens hurtige Daempning, da han i Forvejen var Sandflugtskommissaer i Hammerum Herred.

At St. og L. Norhmd Sandflugt blev saa hastig dsempet, er Mollers Daad og ingen andens. Uden ham vilde alle mine Daempningsplaner have vaeret frugteslose. En Sandstraekning af mellem 3 og 4000 Tdr. Ld. er bleven forandret til en Hede med en liden Birkelund plantet; de tabte Marker genvandtes og den omliggende Egn frelstes fra at vorde odelagt af Sandflugt. Uden vidtloftige Skriverier har Moller opnaaet det befalede ojemed . . .«

Sandflugtskommissionen for Ribe Amts Vester Herred beretter i 1796 fra en Besigtigelsesrejse, at Sandbjergene adskillige Steder er udhulede fra nederst til overst og tildels allerede helt gennemskaarne, tildels ligefrem slojfede, ved at Flyvesandet knyger vaek osterpaa og ind i Landet paa de taet ved liggende Jordejendomme. Om den farligste Sandflugt skriver Kommissionen:

»Store Borrup (Bordrup) Sandes store og farlige Straskning kan ikke forbedres, da de Straekninger, der hvert Aar daempes ved Beplantning, det folgende Aar er odelagt. Her burde mange Sognes Hjaelp anvendes til Daempning i en Del Aar for at faa den i nogenlunde skikkelig Stand.«

Efter en halv Snes Aars idelige Daempningsbestraebelserudtaler Sandflugtskommissaer Ellung samme Mening. Han onsker hele Amtet mobiliseret til Daempningsarbejdei Bordrup Sande nogle Aar i Traek, 10,000 Mand og 1000 Koretojer 1 Maaned aarligt. Hele Jyllandskulde

landskuldelevere Klittag til Plantning, og Sandflugtskommissaerer,Opsynsmaend og Klitfogder fra andre Sandflugtsdistrikter skulde dirigeres til Hjaelp for at binde Bordrup Sandes umaadelige Sandmasser, der bestandig vandrer osterpaa, laengere ind i Landet.

I en Henvendelse 1793 til Kongen erklaerer Beboerne i Lonne, at deter Majestaeten bekendt, at de har faaet Nedsaettelse i deres Hartkorn paa Grund af overhaandtagende Sandflugt. Tre Fjerdedele af deres Marker er nu opfyldt af Sandbjerge, som daglig truer med at tilintetgore den sidste Fjerdedel af dem. —

Fra Skagen indberettede Byfoged Ferslev til Rentekammeret
i 1786:

»Sandflugt har ganske odelagt Markerne vest og nordvest for Skagen By. Hvor Markjorderne forhen vare, emu ej det ringeste uden Flyvesand. Byens Faelled er hel forvandlet til store Sandmiler, nogle faa Sletter undtagne. . . . Med alle blaesende Vinde, undtagen sonden, hvor Byen har Havet, bliver osterby og Vesterby overfyget, foruden at det Sand, som findes i Byen, ikke sjaelden ligger langt op paa Husene og forraadner dem. Og Sandet udenom Gaardene og Husene gor, at Vandet, naar det regner og toer, gaar paa andre Kanter til og ind i Husene. Den liden By Hoyen eller Gl. Skagen er lige Vilkaar undergiven. . . . Over en Straekning af 3 Mile fra Skagen til Raabjerg har Sandet ganske taget Overhaand.« —

I 1793 skriver Danske Kancelli til Rentekammeret om Sandflugten i Skagen: »Sandflugten har i de senere Aaringer grebet saadan om sig, at Byen aarlig er udsat for odelaeggelse af Sand og Vand. Sandet gaar ikke sjaeldent op til midt i Husenes Vaerelser, og Beboerne maa med store Bekostninger, Moje og Forlis flytte deres Huse til hojere liggende Grunde og saette dem

ovenpaa en Sandmile, som derefter om kort Tid kan trues med Undergang. Passage med Vogne er nsesten ugorlig, og Levnedsmidler savnes ofte. Markerne frembringerintet til Fode for Mennesker og kuns lidet til Foder. Her haves hverken Korn eller Braendsel. Sandflugthar i Bund og Grund odelagt Skagens Ejendomme,saa Beboerne naesten ikke har Kreaturer mere. Deres Kaar er saa tunge, at de naeppe kan baeres. . . .«

Fra Norre Vorsaa i Vendsyssel indberettes i 1804:

»Sandet ligger indtil 3^ Alen paa Landevejen igennem Byen, saa Folk maa brsende Lys i Husene om Dagen. Gaardene ere fyldte med Sand, der ligger hpjt op paa Tagene.« Sandflugtskommissaeren lod over 5000 Lacs Flyvesand rydde af Landevejen. Det kortes til Voer Bro og styrtedes i Aaen, hvor Strommen derpaa forte det ud i Kattegat. Sandkilderne i Vejbrinkerne og Udhulinger paa Markerne dsekkedes med Fladtorv og Tang, men Daekningen maatte igennem en Aarrsekke idelig repareres. Sandflugtskommissser Thorlund, der boede i Saltum, hvor han tidligere havde vaeret Skolelaerer, fortaeller nogle Aar senere:

»Jeg gik en Sondag fra Krogen Sandflugt til N. Vorsaa By, hvor jeg havde den übeskrivelige Glaede, at Byens fattige Beboere viste mig de Virkninger og Fordele, Sandflugtens Daempning havde havt. Med Taarer i ojnene af Glaede viste nogle Gaardmaend mig deres store Mogdynger, som de sidste Sommer havde blandet og nu i Foraaret havde udkort paa deres Agre, efter at Godningen i flere Aar havde ligget indespaerretpaa Grund af de hoje Sandbjerge i Gaardene. Andre viste mig en velsignet Afgrode af Byg paa deres godede Marker. Kort: Glaede havde omdannet Beboerne fra modlose, modvillige og svage, til muntre, fornojede og lydige. . . .« Og Professor Wiborg gor Rentekammeret

opmserksom paa, at det var i N. Vorsaa Kronprins Frederikpaa sin Rejse til Skagen korte fast i Landevejens Sanddynger, hvor han saa Husene ligge begravede underFlyvesandet, og han berommer Thorlund for det herkuliske Arbejde med at rydde Byen for Sandet og faa Sandflugtens Kilder stoppet i Lobet af faa Aar. Det viser, skriver han, hvor villig den jyske Bonde er til at forrette endog et slavisk Hoveri, naar han tages paa den rigtige Maade. Thorlund fortjener Kollegiets Tilfredshed og en Belonning til Opmuntring. —

I Faarup, Saltum Sogn, Hvetbo Herred, var der 1793 en farlig Sandfygning vesten Faarup; den fog ind over Bymarkerne og videre ind i Byen. SandflugtskommissaerThorlund lod da opfore en Dsemning ved Udlobet af Bredvand til at modtage og stanse dets Flugt. ProfessorWiborg havde set og godkendt Dsemningen som hensigtsmaessig. Den gjorde ogsaa sin Nytte fra Foraarettil Frosten indtraf, og det opstemte Vand fros til. Da fog Sandet over Isen, blokerede Vestergaarde og stoppede Vandlobene fra Byen og dens Marker. Hundreder af Sandlaes maatte derefter bortkores for at befri Gaardene. Og da saa Tobruddet ved Foraarstide1795 satte ind, kunde Vandet ikke faa Aflob, fordi Flyvesandet laa tykt over Agrene, saa Foraarssaedenikke kunde komme i Jorden. Thorlund beretter: »Som dagligt Vidne til den skete odelaeggelse og i Frygt for, hvad der videre vilde ske, folte jeg den inderligste Smerte. Tredive Familier klagede over Forlisaf deres bedste Agerland og frygtede for, at de inden Aaret var omme, maatte gaa fra Hus og Hjem.« Medens Faren var overhsengende, havde Thorlund gentagneGange anmodet Rentekamret om at bevilge Indkobaf Hjselpemidler, men uden Resultat. I den haardesteKnibe kom da Proprietser Green til Vestrupgaard

og tilbod Thorlund de nodvendige Hjaelpemidler, lange Stager, som sammenflettedes og med ombundet Langhalmsattes som Gaerder i de Aabninger, hvorigennem Sandet havde Flugt mod Byen. Derved stansedes Sandknoget,indtil der kunde plantes Klitter af Ryktag til Sandets varige Overvindelse. Lettet udbryder Thorlund:»Uden Greens Hjaelp vilde alle Bestraebelser have vaeret forgseves!« —

Flyvesand haergede iovrigt i samtlige jyske Amter, ikke blot i de fire naevnte, der graenser til Vesterhavet. Aalborg Amt havde strid Sandflugt paa flere Straekninger mellem Hadsund og Hals, Viborg Amt havde Sandflugten paa Alheden og ved Glyngor, Randers Amt sloges med Flyvesandet adskillige Steder langs Kattegat og ikke faa Steder inde i Landet, foruden paa Anholt, Aarhus Amt havde sejlivet Sandflugt i Linaa Sogn, Skanderborg Amt i Vrads og Ejstrup, og Vejle Amts forrygende Sandflugt i Randbol Sogn var svaer at nedkaempe.

II. Sandflugtens Dæmpning.

Arbejdet med Daempning af Sandflugt foregik hovedsagelig om Efteraaret fra Midten af September til forst i December. Naar dette var endt, foretog Jurisdiktionens Herredsfoged sammen med Sandflugtskommissaeren det befalede Syn over Sandflugtsomraadernes Tilstand. Beretning derom skulde Herredsfogden udtaerdige og indsende. Om Foraaret, inden Saatid, foretoges normalt kun Reparationer efter Vinterbeskadigelser samt en forelobig Bekaempelse af nyopkomne Sandbrud. I Rughostens Tid afklippedes og indsamledes de modne Vipper af Klittaget og Marehalm til senere Brug.

Et halvt Aarhundrede for Sandflugtsforordningen af 19. September 1792 udkom, havde man i Ribe Amts Vester Herred, i Sognene Lonne, Henne og Oksby, efter kgl. Paabud sogt at holde den mest forrygende Sandflugti Ave, men man formaaede kun i ringe Grad at hindre Oversvommelser af Flyvesand. I 1749 paabod Frederik V, at Herredets Beboere aarligt skulde arbejdepaa at bekasmpe Sandflugten ved at opkaste Diger til at mode det flyvende Sand og indsamle Fro af Hjelmebuske(Klittag) til Udsaaning paa Sandene. Og alle levende Sandomraader skulde holdes i Fred for Kreaturer.Ejerne af Hennegaard og Skrumsager, senere Ejerne af Hesselmed og Sovig, skulde have Opsigt med Arbejdet.Det var navnlig med den store Bordrup Sande i Oksby Sogn, man havde Vanskeligheder, idet de vseldigeSandmasser her bestandigt flyttede sig laengere ind i Landet. Man havde haabet, at de opkastede Diger skulde have stanset Sandets videre Flugt, men Digerne oversandede hurtigt, og det lette Flyvesand fik dervedoget Kraft til op over Digerne at hviste Sandet laengere ind bagved og odelsegge nye Omraader. Arbejdetvar ikke blot i Hovedsagen spildt, men Faren for Sandflugtens Udbredelse ogedes. Saa fandt man paa at saette et Dige ovenpaa det oversandede, men ogsaa dette hvirvlede Sandet over og fordaervede endnu flere af de Marker og Ejendomme, man vilde beskytte. Man satte saa Diger i Rsekker, med nogen Afstand, bag hinandenog udsaaede aftaersket Klittagsfro og afklippede Vipper paa Sandfladerne mellem Sandkilderne og Digerne, men heller ikke dette hjalp synderligt. Endeligbegyndte man saa at plante rykket Klittag paa de vaerst udsatte Steder, og efter en Snes Aars Forlob var man klar over, at Plantning af Sandvsekster var

Midlet, der burde anvendes, da Klittaget ikke faa Stederhavde
formaaet at hindre Sandets videre Flugt. —

Ogsaa paa Stamhuset Birkelse i Vendsyssel havde man fra Frederik V's Dage og helt op til 1792, da Forordningen om tvungen Sandflugtsdaempning udkom, taget Livtag med Flyvesandet, som fra Jammerbugten kom knygende og strygende de halvanden Mil ind over Landet og truede en betydelig Jordstrsekning under Stamhuset med total odelseggelse. I 1759 havde Stamhusbesidderen, Holger Scheel, erhvervet en kgl. Bevilling, hvorefter 13 Sogne under Stamhuset henlagdes til aarligt at dsempe Sandflugt paa Godsets Ejendomme. Man anvendte her et Fletvserk af Gserdestave og Grene til at opfange det fremstrommende Flyvesand. Hvert Aar maatte der saettes nye Gserder ovenpaa de forrige, fordi disse var overflojede. Resultatet blev efterhaanden hushoje Sandmiler, hvis hvide Nogenhed synede videnom, og Sandet lagde sig saa opad Milerne uden tilsidst at flyve over. Og dermed sendredes Sandflugtssituationen. Der var jo ingen Binding af Sandet sket. Naar derefter Vindretningen var en saadan, at Blaest strog sidevserts henad de opdyngede Sandmasser, udgod Milerne sig ud over Hune og Jetsmark Sognes Jorder i Hvetbo Herred, og lagde snart en betydelig Del af disse ode. Dette afstedkom Klager og megen Bitterhed mod Stamhuset, men ingen Bedring, fordi der ikke plantedes Klittag til at binde. Derimod ofrede Stamhuset efterhaanden en hel Skov, der ophuggedes til Gserdsel. Saadan var Situationen, da Sandflugtsforordningen udkom i 1792.

Da Sandflugtsvaesenet kom til Birkelse for at ivserkssetteDsempning af Flyvesandet paa Stamhusets Ejendom,protesterede Stamhusets Besidder derimod og paaberaabte sig den kgl. Bevilling af 1759, som gav ham

Ret til selv at herse dermed, som han havde Forstand til. Og forst efter Proces og Dom fik den kongelige Sandflugtskommissser Thorlund uhindret Adgang til at dsempe og fore Tilsynet med Sandflugten og dens Daempning i den Del af Aaby Sogn, hvori Birkelse Stamhus ligger. I Lobet af faa Aar blev Sandet her forsvarligtbundet ved Ryktagsplantning, efter at Sandmilerneraed de mange Lag Gserder var slojfet, til stor Forfaerdelse og megen omlobende ond Snak. —

I 1779 udkom kgl. Sandflugtsordning, kun gseldende for de to thylandske Amter: Vestervig og orum Amter. Meningen med denne Forordning var, at Regeringen vilde bruge den til at vinde visse Erfaringer med Hensyn til Fredning og Daempningsmaader. Naar Tiden dertil mentes inde, skulde de anvendes i en for hele Riget gaeldende Forordning.

Den i 1792 derefter ivaerksatte tvungne Dsempning af Sandflugt i Danmark administreredes af Rentekammeretmed Professor Erik Wiborg som Konsulent og senere som Sandflugtsinspektor i Sandflugtssager. Sandflugtsvaesenet ordnedes iovrigt i Henhold til den udstedte Forordning amtsvis med de respektive Amtmaendsom overste Myndighed under Rentekammeret.Daampningsomkostningerne udrededes forskudsvisaf den kgl. Kasse, indtif det i 1806 blev Amtsrepartitionsfondene,der skulde betale Omkostningerne. Udgiftsfordelingen skete ved en almindelig Repartitionpaa et Amts samlede Hartkorn, frit og ufrit. Amtmanden udnaevnte en Sandflugtskommission, der skulde forestaa Dsempningen, men det viste sig snart ugorligt paa den Maade at faa Gang i Sagerne, fordi Medlemmerne sjseldent kunde enes om, hvad der i hvert enkelt Tilfaelde burde gores. Rentekammeret satte saa efter faa Aars Forlob Forordningens Bestemmelseud

melseudaf Kraft, og i Stedet udnaevnte Kongen en eller flere Sandflugtskommissaerer i et Amt, efter som Omstaendighederne krsevede. Hver af disse fik sit afgraensedeDistrikt. De blev aflonnet med Dagpenge for hver Dag, de var ude i Funktion, og deres Opgaver, for saavidt de ikke var fastsat i Sandflugtsforordningen,bestemte de selv ved Forslag til eller i mundtlig Samraad med Amtmanden. Og for at kontrollere deres Virksomhed skulde Herredsfogderne i de sandfogne Jurisdiktoner om Efteraaret syne hver enkelt Sandflugtsomraadei Distriktet sammen med Sandflugtskommissaeren.Derefter skulde de gennem Amtet indsendeIndberetning til Rentekammeret om Tilstand, Virksomhed, Resultat og Udsigter.

Ifolge Forordningen ansattes 10nnede Klitfogder til at varetage det daglige Tilsyn med Fredning og Orden i Sande og Klit og hjaelpe med ved Arbejder, der blev sat i Gang af Sandflugtskommissaeren, optage Iosgaaende Kreaturer og passe paa Ulovligheder som Tyveri af Klitvaekster, Torve- og Sandgravning. For alle disse Bestillinger delte de halvt med Klitkassen om idomte og betalte Mulkter, der som Regel dikteredes de paagaeldende af Sandflugtskommissseren efter Klitbetjentes

Ligeledes ansattes Opsynsmaend til under Sandflugtskommissaeren at fore Tilsyn med Klit, Arbejder og Klitfogder. De maatte ikke faa Lon, men i betydelig Udstrsekning saa man igennem Fingre med, at der hist og her faldt en aarlig Skilling af til en dygtig Opsynsmand, som Regel en oplyst Gaardmand.

En af Professor Wiborg affattet, prisbelonnet og af Regeringen trykt Skrift omhandlende Sandvsekster og deres Plantning m. m. blev som Laerebog omdelt til alle under Sandflugtsvaesenet ansatte Personer. Skrifttetgiver

tetgiverOplysning om de forskellige Sandvaeksters Anvendelighed i Sanddaempningens Tjeneste, og der anvises forskellige Maader at daempe Sandflugt paa, Plantning, Nedlaegning af Vipper, Udssed af Fro, Daekningmed Tang, Fladtorv etc., og der blev advaret mod at saette Diger og Gaerder til at opfange Flyvesand, uden at der samtidig blev plantet Klitvaekster i Sandet.

Arbejdet med Sandflugtsdaempning skulde udfores som Hoveri, naturligvis forst af Ejerne af det sandhaergede Omraade, der iovrigt var indtaget til Fredning, mens Daempningen stod paa. Oversteg Arbejdet Lodsejernes egne Kraefter, og dette var oftest Tilfaeldet, skulde Sognet hjselpe, naar Sandflugtskommissaeren gennem Sognefogden kaldte Mandskab og Koretojer af Huse. Hvis Sognet ikke alene kunde praestere det fornodne Arbejde, blev det paalagt et eller flere af de omliggende, ikke sandflugtstruede, Sogne aarligt med et vist Antal Mand, Heste og Vogne at forrette Hjaelpearbejde i et vist Dagetal, efter Sandflugtskommissaerens Ligning, der skulde godkendes af Amtmanden.

Sandflugsdaempningen blev et saare slidsomt Arbejde,om — og om — og om igen, Aar efter Aar. Sandflugtsstormenes übaendige Fart og Kraft satte Himmel og Jord i et forrygende Knog og kunde i mindre end et Dogn oprive, bortfore, odelaegge, hvad der hidtil var udfort. Udholdenheden, sammen med en stedse storre Viden og Erfaring vandt dog omsider Sejrens gode Lon. Af de henimod 120.000 Tdr. Land, der i 1792 var odelagt af Sandflugt i Jylland, daempedesindtil Udgangen af 1816 ca. 70.000 Tdr. Land, saa man her havde Sandflugten under nodtorftig Kontrol. Laengst fremme var Thisted Ami, hvor der af 31.000 Tdr. Land odelagte Omraader var tilbageerobret

30.000 Tdr., som delvis kunde frigives og af Ejerne bruges til Graesning, Hoavl, Kartoffeldyrkning, i mindreUdstraekning til Kornavl. Laengst tilbage stod Ribe Amt, der af oprindelig godt 16,000 Tdr. odelagt Jord kun havde faaet ca. 2600 Tdr. Land daempet.

Sandflugtsdsempningen i Thisted Amt blev det monstergyldigeEksempel for de ovrige jyske Amter. SandflugtskommissaerLauritz Thagaard, en afskediget yngre Amtsforvalter, der var blevet ansat Aar 1800, besad Kundskab, lagttagelsesevne, Handlekraft, Ordenssansog et frodigt Initiativ. Efter Professor WiborgsLserebog begyndte han at plante Klittaget i plojede Furer og anvendte kun Spadegravning ved Plantning, hvor Ploven ej kunde gaa. Snart opfandt han egne tidsbesparende Arbejdsmetoder og Daempningsmaader,som gav gode Resultater. Han var striks under Arbejdets Udforelse, holdt streng Disciplin og vilde ingen Uorden have. Hans Straffe var legio, sammenlignetmed, hvad der fandt Sted i de ovrige Amter.Men han sogte at vaere retfaerdig, ens mod alle. Han formaaede at saette Skub i sine Klitbetjente saavelsom i de tunge, traege, ofte modvillige Bonder, ved at opmuntre, undervise, oplyse, hjaelpe, tilrettelaegge og understotte Haabet om en lysere Fremtid. Han opfandten Plantestok, som med et eneste Kraftsset borede tre til fern passende Huller i Sandet, hvori Klittagetderefter behaendigt kunde lempes ned. Derved fik han mere bestilt, og Bondernes Arbejdsdag blev kortere, og det kunde de lide. Han konstruerede ogsaaen Sandslaeber, der ved Hestekraft kunde nedslojfeSandtoppe; den sparede baade Kraefter og Tid. Rentekammeret bestilte et Eksemplar af baade Plantestokog Sandslaeber, som det siden foraerede til Det kgl. danske Landhusholdnings Selskab. Rentekammerethonorerede

rethonoreredeThagaard med et Gratiale, og Landhusholdningsselskabetbelonnede ham med et Solvbaeger.Plantestok og Sandslaeber opbevares i Landbrugsmuseeti Kongens Lyngby.

Thagaard ivaerksatte Kartoffeldyrkning paa tildels daempede Sandflugtsarealer ude ved Havsiden. Han indkobte Kartofler og lod dem uddele blandt den fattige Befolkning, idet han opmuntrede og ved sine Klitbetjente underviste den i Dyrkningen, der ikke tidligere var kendt af Havboerne i Thy. Og han formaaede Rentekammeret til i en Aarraekke at udsaette Praemier for Kartoffeldyrkning paa Sand, indtil Dyrkning var bleven selvfolgelig. Derpaa optog han Kornavl paa Flyvesandet i Agger, hvor Sandflugt havde drevet Kornavl og Kvaeghold ud af Sognet. Fremgangsmaaden var den samme, som da han begyndte at lirke Aggerboerne til at laegge Kartofler i Sandet. Fiskeaffald og Aske brugtes som Godning. De tog ved Laere, og inden foje Tid saas atter Kohold i Fiskerhjemmene.

Paa mange Maader aabnede Thagaard Thyboernes ojne for Nytten af Flyvesandets Daempning og kunde derfor mere haardhaendet end noget andet Sted i Landet haevde Fredning for Folk og Fae. Enhver Overtraedelsestraffede han ved at diktere Mulkt, og i Mangel af Betaling transporteredes Delinkventerne til Arrest i Thisted, undertiden hele Laes fra et Sogn. For ethvert Klitarbejde udarbejdede han med Omhu Regulativer, som han lod trykke og fordele til alle Sognefogder og Klitbetjente. Hans Sandflugtsbestyrelsevar den overlegne kgl. Embedsmands, uden Brist eller Lyde, og hans Virke blev holdt forbilledligt op baade af Professor Wiborg og Rentekammeret for samtlige Sandflugtsdaempere i Landet. Ofte blev han

brugt som Sendemand til fremmede Amter, hvor Sandflugtsvaesenetpaa en eller anden Vis var kommet i Ulave eller traengte til kyndig Undersogelse. Han lonnedesda ogsaa af Rentekammeret med hyppige, undertidenbetydelige

Omfanget af de aarlige Dsempningsarbejder i Thisted Amt under Thagaards Overledelse var meget stort. Som Eksempel anfores et enkelt tilfseldigt valgt Aars Arbejde. I 1807 forrettedes i de seks thylandske Sogne: Lodbjerg, orum, Hvidbjerg v. Aa, Tvorup, Vang og Hjardemaal med Bistand af 34 Hjaelpesogne folgende Arbejder: Indsamling og Nedlsegning af 1022 Tdr. Klittagsvipper, der daekkedes med 627 Lass slaaet gammelt Klittag istroet 52 Tdr. Hofro, der blev fejet op fra Bondergaardenes Hogulve. Der plantedes 2238 Laes Ryktag a 180 Neg og 225 Laes Fladtorv blev skaaret, kort og nedlagt paa visse aabne Sandstraekninger. Til Arbejdet anvendtes, regnet efter 1 Dags Arbejde, 19,454 Folk, 803 Vognspand og 3 Plovspand. Der behandledes ialt 117 Tdr. Land. Og i Vester Hanherreds fern sandfogne Sogne: Lild, Vust, V. Thorup, Klim og Kollerup nedlagdes 470 Tdr. Vipper, som daekkedes med 146 Lass slaaet Tag, rykkedes og plantedes 124 Lacs Ryktag, med Hjaelp af 4 tilstodende Sogne. Her anvendtes til Arbejdet 2263 Folk, 175 Vognspand og 16 Plovspand.

Sandflugtens Daempning medforte saaledes et enormt aarligt Hoveri for Bonden i de sandhaergede og omliggende Sogne. Hjaelpesognene kunde, som i Hjorring og Ribe Amter, have indtil 6 Mil at kore, og deres Hovhjaelp strakte sig oftest over fire Dage. Da Henog Hjemkorsel tog to Dage, skulde de altsaa paa egen Kost vaere en hel Arbejdsuge borte fra deres egen Bedrift.

Paa Rentekammerets Foranledning havde Professor Wiborg i 1797 affattet visse Hovedregler for Sanddsempning under forskellige Forhold, som skulde vaere vejledende for Sandflugtskommisssererne. Det hed deri:

»Paa de jaevne Sandflader anlsegges ordentlige Klitter af Hjelmerorsvipper, som nedlaegges i omtrent 1 Alens Afstand fra hinanden. Hver Klit maa vsere henved 100 Alen bred og anlsegges i en Afstand af 500 Alen fra hinanden og altid gaa paa tvsers af de Vinde, som isser foraarsager Sandflugt. Med Klitternes Anlseg begyndes paa den vestre Kant.

Paa de store, nogne Sandbjerge, som formedelst deres Beliggenhed er farlige for tilgrsensende Ejendomme og derfor fordrer has tig Hjaelp, maa i stille Vejr nedlaegges Klitvipper, haandfuldvis som Korn, paa den Side af Sandbjergene, som vender mod Sandflugtsvindene, og derefter tildsekkes med et tyndt Lag afslaaet Hjelmetag, som afhugges paa Klitternes Lsesider.

Da der til denne Dsempning udkrseves en stor Hob Klittag og meget Arbejde, bor den aldrig anvendes, uden hvor den yderste Nodvendighed fordrer og Klittaget

De mindre farlige Sandbjerge dsempes rigtigst ved kunstige Klitter af Hjelmeroret eller dets Vipper. Man begynder med Klitten paa den jsevne Sandflade og fortsaetter opad Bjergskraaningen. Naar den hele Klitte gives en Bredde af 200 Alen, plantes der halvt paa Fladen og halvt paa Bjerget. Hvor der endes det ene Aar, fortsaettes der det naeste, og saaledes vedblives, indtil Toppen er naaet.

De store Slaager eller Sandbrud imellem Sandbjergene,som
stoder til dyrkede Ejendomme, dsempes

sikrest og hastigst ved Vaern. Af de forskellige Maader, disse kan indrettes paa, anses folgende efter de stedegneOmstaendigheder for de mest passende: Tvaers over Slaagerne, fra Ende til anden, saettes Stokke i 2 a 3 Alens Afstand fra hinanden, og paa hver Stok saettes et Hjelmerors Knippe, som komrner til at staa paa Sanden. Mellem Stokkene ssettes Hjelmeknipper tast sammen og bindes fast til hinanden og til Stokkenemed Halmbaand. For at give Knipperne mere Fasthed opkastes nogle Spader Sand omkring dem, der trsedes til med Foden. Hjelmeknipperne vil saaledesudgore et Gserde, hvortil Sandet kan laegge sig. Imellem Gaerderne, som saettes i 50 til 100 Alens Afstand fra hinanden, nedlaegges Vipper. Stokke og Hjelmeknipper haaber Kammeret, at de tilgrasnsende Beboere vil vaere villige til at levere. I andet Fald indkober Kommissaeren dem for en billig Betaling, som til sin Tid bliver at godtgore af Distriktet.

Hvor der er Mangel paa Klittag, er dets Anvendelse
til Gaerder ikke at tilraade.

Grunden til at Gaerder altid begyndes i Sandens
vestre Kant, er for at hindre Flyvesandet i at gaa
ind over de tilgraensende, dyrkede Jorder.

Mindre farlige Slaager kan beplantes buskvis med Klittag, som saettes i Rader (Forbandt) paa tvaers, 10 a 12 Alen fra hinanden. Indenfor Raderne laegges Vipper.

Klittag, som rykkes til Plantning, maa ikke vaere aeldre end i andet Aar, og det oprykkes paa Klitternes Laesider, men ikke opgraves. Jo mindre Buskene er, der saettes, des bedre og hastigere vil de vokse.«

III. Bøndernes Vilkaar under Sandflugtens Dæmpning.

Bondernes Indstilling til Sandflugtsdaempningen var hojst forskellig til at begynde med, dog overvejende uvillig, vrang, og blandt Herremaend og Proprietserer raadede lignende Stemninger. Men Maaden, hvorpaa Modviljen kom til Udtryk i Tale og Handling, i de fri og ufri Staender, genspejlede Tidens officielle Ansigt. De ufri Bonder provede ved Hjaelp af Trods, List, Kryberi, Pukken paa Uvidenhed og Fattigdom at vaerge sig mod det Offentliges Indgreb i deres velerhvervedeRettigheder, naar sandflugtshaergede eller truede Arealer skulde indfredes mod Kreaturer og unddrages Ejer eller Bruger, mens Dsempningen stod paa. Ved alle mulige Paafund sogte de at hindre og lamme de ivserksatte Arbejder og drille Sandflugtskommissserog Klitbetjente. Mislykkedes et Paafund eller opdagedes en Fidus, saa var det vanskeligt for Myndighederne at finde frem til Gerningsmanden, thi ingen vidste Besked, og hver snakkede sin vilse Snak, akkurat som alle Godtfolk i Landet bar sig ad under Besaettelsen, da Tysken var os paa Nakken, og det gjaldt om at beluske for at bevare vor Frihed og Odel. Godsejerne derimod anvendte mere subtile Midler;de var jo Naadespersoner med Friheder og Privilegier.Gik det ikke efter onske, saa kunde Sagen forhales ved Henvendelser til Rentekammeret eller Kongen, eller man kunde misforstaa eller simpelthen sidde en Tilkendegivelse fra Sandflugtsvaesenet overhorig.Det var kun et Faatal af Herremasnd og Bonder, der var tilstrsekkelig oplyste til at indse Gavnligheden af, at Sandflugten blev daempet, og som var villige

til at bsere Byrde og medvirke til den gode Sags
Frerarae.

Hvilke Byrder skulde der da baeres? — Afsavn af den Ejendom, som Ejer eller Bruger ved Paabud om Fredning unddroges Raadighed over, mens Daempningen stod paa. I de fserreste Tilfselde drejede det sig om en kortere Aarperiode, som Regel var det et laengere Aaremaal, ofte en Menneskealder eller mere. Det var en meget haard Belastning for Bonden, som fra Arilds Tid var vant til fri Drift med sine Kreaturer i Sandklitterne. De vildsomme, ode Klitter laa i den almene Bevidsthed udenfor enhver Vedtsegt; ingen Lodsejer gjorde Ophsevelse over, at Ko og Faar her blev grsesset uden Tilladelse. Kun til Lyngslet benyttede Lodsejeren almindeligvis Klitten, og Bonden ansaa Sandflugt som en Ovenfaldsskade, Guds haarde Hjemsogelse for Menneskets Synders Skyld. Det var en Braad En gjorde vel i ikke at stampe imod, altsaa heller ikke Kongen eller hans Sandflugtsvaesen. Sandflugtsforordningernes Bestemmelser forekom ofte Bonderne urimelige og var dem der for forhadte.

En anden Byrde udgjorde det Hoveri, som alle, lige fra jordlose Husmsend til Hovedgaardenes fri Hartkornsbesiddere, maatte udfore. Det tunge Hoveri lettedes dog noget ved Bestemmelsen om, at alle skulde vaere med. Det var noget nyt, der hermed blev sat i Vserk. Men Byrden foltes tung af den menige Almue, mens de store Brug i betydelig Grad lod deres Fsestebonder gore det tilsagte Arbejde. Derimod folte Storbesidderen Hoveriet som et Prestigetab, som noget, der pinte i Sindet. Og der indkom mange Andragender fra Proprietsererne om Fritagelse for at drage i Aag sammen med Bonderne, men alle modte de pure Afslag.

Meget afhang af Sandflugtskommissaerernes Evne til at omgaas Bonderne og at forklare dem, hvad Arbejdet tilsigtede, og hvilke Resultater man ventede sig deraf til deres egen og Efterkommeres Fordel. Det var af stor Betydning, om Arbejdet fra Begyndelsen blev fremmet og om synlige Resultater deraf snart kunde paavises; thi herved blev Bonderne interesserede i Arbejdet, saa de fra vrangvillige blev agtsomme Medarbejdere.

Det var ikke nogen let Opgave; thi de mserkede straks Afsavnet af deres Ejendomme og Besvaeret med at holde Kreaturerne fra at lobe ind i Fredeklitten. Ligeledes Byrden ved de mange aarlige Dages Hoveri, borte fra deres Bedrift. Derimod var Nytten og Fordelen indtil videre kun torn Klingklang i oret. Derfor blev de forste Aar svsere at komme igennem, ikke blot for Bonderne, men ogsaa for Sandflugtskommissaererne og Klitbetjentene, og Masser af Bondeklager blev indsendt til Amtmand og Rentekammer over formentlige Uretfserdigheder og Overgreb. Sine Steder gik der Aar, inden Arbejdet gled i Leje.

I Thisted Amt under Thagaard, et af Sandflugtens mest frygtede Arnesteder, maerkedes fra Begyndelsen af hans Virksomhed et fast Forhold i Arbejdet. Der taaltes ingen Uorden, ingen Ufred, ingen Modvilje. Straffen derfor faldt omgaaende i Form af Bode efter Forordningens Takster eller Fsengsel. Gode Daempningsresultater kunde han snart vise sine Bonder.

I Hjorring Amt, hvor der var fem Sandflugtskommissaerer,der hver havde sit Sandflugtsdistrikt, skete Fremskridtet i et ujaevnere Tempo. I nogle Distrikter kom der snart god Gaenge i Foretagendet, medens det i andre tog Aartier, inden Resultatet opnaaedes. Navnligvar

ligvardette Tilfaeldet i Horns Herred, hvortil Skagen
dog ikke horte, idet den var et selvstaendigt Distrikt
med egen Kommissaer.

I Ringkobing Amt var Forholdet nieget forskelligt havlangs den lange Straekning fra Harboore til Nymindegab. Sandflugtskommissser Petersen, Skjernbogaard, forhandlede sig heist igennem eller halvvejs udenom Vanskelighederne. Fremgangen havde en noget slingrende Karakter. Han blev meget gammel, og Rentekammeret vilde ikke afskedige ham. Under Eftermanden, Godsforvalter Esmann, Lonborggaard, sendredes Sandflugtsarbejdet i gunstig Retning.

I V. Herred, Ribe Amt, var den forste Sandflugtskommisaer en dygtig Landmaaler, H. Ellung. Han var uden Evne til at omgaas Bonder og noget af en Kvaerulant. Han bodlede med Daempningen i en halv Snes Aar og bragte det saa vidt, at han tilsidst ikke turde faerdes ude i Klitterne af Frygt for at lide Overlast. Heredsfogden, Amtmanden, Rentekammeret, alle havde han lagt sig ud med. Saa forsvandt han uden at sige til. Efterfolgeren, Raadstueskriver Steenstrup i Ribe, fik uden synderlig Vanskeligheder sat Dsempningsarbejdet i de vidtloftige Sandflugtsstrsekninger paa en saadan Fod, at det kendtes, at der var kommet Kontakt mellem Lederen og Bonderne, der skulde gore Arbejdet under uvejsomme Forhold, med Hjselp fra Sogne langvejs fra.

Foruden paa Sandflugtskommissasren beroede Arbejdets Fremme og gode Gang i vaesentlig Grad paa Amtmanden. Der var altid Liv og Grode, hvor denne havde Interesse for Sagen og fulgte levende med i, hvad Sandflugtskommisaeren foreslog, og i de Resultater, hans Forslag og Haandelag gav ude i Klitterne.

Tilsidst nogle konkrete Eksempler paa Bondeklager

og andre Vidervaerdigheder under Kampen mod Sand
flugten.

1794. Fire Gaardmsend i Thorup, V. Hanherred, klager til Kongen over den Medfart, de maa doje, fordi det offentlige har taget deres Sandklitter under Daempmng og sat Indfredningsmserker om visse Straekninger, hvor hverken de selv eller deres Hoveder maa komme. Kommer de der alligevel af Vanvare, mulkteres de. Deter Jammerklage, der lyder ud af den omstaendelige Skrivelse, de har faaet sat sammen:

»Med al den Besvaerlighed, Forsigtighed og store Bekostninger, som vi arme og uheldige Mennesker yderlig lader bevogte vort Kvaeg for at stode i den indfredede Klit, er det os dog den platteste Umulighed at holde saa megen Bevogtning, at Krae'et jo kan stode ind i Klitten, fordi vi til al Uheld bor i Byens norder Ende, som gaar lige ind i Klitten. Saasnart Hovederne crude af Gaardene, er de og straks i Klitten, uden at de modes af saa mange. Isser i forskraekkelig Vejrlig, da der hverken er Ly eller Las nogetsteds for de elendige Hoveder, uden just under Klitbankerne, soger de gerne til Klitten, hvor de saa anholdes og mulkteres. I Aar har vi 4 Gaardmaend maattet betale over 12 Rdlr. i Mulkt.

Vi bor i en af Landets elendigste Egne og er dog sat til at svare over 24 Tdr. Hartkorn, uagtet vi nseppe kan saelge en Tonde Korn aarlig, men al vores Udkommeog svaere Afgifter, som os aarlig paalaegges, maa udredes af vores Hoveder. Men naar vi saaledes indskrsenkes med dem paa vores egen Jord, som vi slet ingen Grund finder til, da Klitten er sammengroed og ikke let skades, saa kan vi ikke svare vore Afgifter. Vi er fattige Folk og traenger til Medlidenhed og Hjelp. Vil vor Konge ej hjelpe os imod denne odelseggelse, og

vi maa faa vores Penge igen, saa vi kan vide os sikker for at vores Hoveder i ondt Vejrligt ved Nattetide forjagesi Fjord og Hav, hvorved mangen brav Mand er bleven odelagt.«

1795. Beboerne i 4 af Agger Sogns 5 smaa Fiskerflaekker, til hvis fattige Hytter, der hverken var Jord til Korn, Grass eller Torvebjergning, hvorfor deres Naering udelukkende var Fiskeri paa Havet og om Sommeren Pulsvaadfiskeri i Limifjorden, sendte folgende Andragende til Kongen:

»Alle som een er vi Deres kgl. Majestaets tro Solemitter, der fra gammel Tid af liar vaeret vant til at gaa udenfor i Klitten og slaa noget Klittag til Ildebraendsel, da vi har et Par Miles Vej til Torvemose og ikke har Raad til at kobe hverken til Madlavning eller Ovnvarme. Men nu har Klitkommissionen sat os i Mulkt, som vi ikke uden vores Ruin kan betale, fordi vi har hentet noget Ildebraendsel i Sandklitten paa Aggerland, som ingen Skade kan foraarsage nogen med Landejendom, da Havet moder Flyvesandet paa een Side, Limfjorden paa en anden og orum S0 paa en tredie.

Vi beder derfor vores allernaadigste Konge om, at vi fattige Havboer maa eftergives de idomte Mulkter, da vi intet ejer uden vore Fiskeredskaber, som man strengelig truer med at udpante og fratage os. Og hvis saa sker, ser vi ingen anden Udvej end Bettelstaven.

Men ikke alene derom beder vi, men tillige om, at Deres kgl. Majestast vil lindre for os Sandflugtsordningen af 19. Septbr. 1792, saavidt at vi som hidtil fra gammel Tid maa hente vor Ildebrsendsel i Klitten, hvilket vi forsikrer aldrig kan ode Klitten eller nogen Mand.«

1802. Else Harring sad med to smaa Born Enke i

Vester Vandet Klit efter sin Mand, der som Fisker omkompaa Havet i 1794. Hun boede i et Hus, som Sognepraestenhavde Ret til at benytte. Huset var imidlertid saa brostfaeldigt, at det var ved at falde saramen, og da der ingen Jord horte til, ramtes det af en Paragraf i Sandflugtsordningen, der lod paa, at jordlose Huse i og ved Klit ikke ved Nedrivning maatte genopfores paa Stedet, ligesom der ikke maatte opfores nye.

Praesten skaenkede hende, hvad der kunde bruges af Hyttens Sten og Tommer, og en Lodsejer i Klitten, Gaardmand Chr. Stentoft i V. Vandet, paa hvis Lod Huset stod, gav hende Lov til at rejse et nyt Hus ved Siden af, hvor det gamle stod. At Else ikke har vidst Besked med den faeldende § i Forordningen er givet, men det synes at vaere underligt, at Chr. Stentoft som Lodsejer i et Sandflugtstrog, der var taget under off'entlig Daempning, ikke har vidst Besked derom.

Huset blev da bygget, og netop som det stod faerdigt, kom Sandflugtskommissionen og beordrede Huset nedrevet. I modsat Fald vilde det paa offentlig Bekostning blive solgt ved Auktion til Bortfjernelse og det eventuelle Overskud tillagt Sognets Fattigkasse. Desuden vilde Else Harring faa dikteret en Bode af 20 Rdlr.

Else fik fat i et Stykke simpelt Papir, hvorpaa hun skrev en Ansogning til Kongen med en Redegorelse for Sagen. Hun bad om, at Huset maatte blive staaende, saa hun ikke skulde blive husvild.

Det gik imidlertid, som Kommissionen havde forlangtog Amtet siden stadfaestet. Huset skulde vaek. Og da Else ikke kunde bringe det over sit Hjerte at rive det ned, blev det solgt og kort vaek. Boden for ulovlig Opforelse af Huset i Klitten kunde hun ikke betale, hvorfor hun sammen med en Kone fra Nors

Klit, der havde stjaalet Klittag, agedes til Afsoiling i
Thisted.

1803. Fjorten Gaardmaend i tre af Vester Hanherreds Klitsogne besvserer sig til Kongen over, at »en mislig og alt for skarp Tydning af vor Konges allernaadigste Sandflugtsordning af 1792« nedssenker dem i dybeste Armod, idet deres Kreaturer anholdes og mulkteres paa Steder i Klitten, hvor der aldeles ingen Grund er til at forbyde Kreaturernes Gang. Det burde dog betsenkes, at Gaardmsendenes Ejendomme, der grsenser til Klitsiden, er saa skarpe, at selv de, der staar for indtil en halv Snes Tdr. Hartkorn, i dyre Domme maa kobe Korn. Betalingen herfor saavel som de kongelige Skatter og Penge til Tommer, Smedekul, Jern, Hor, Hamp, Fisk (til Torring og Saltning) og Folkelon m. m. skal altsammen udredes af Besaetningen, som derfor maa holdes paa Benene, baade i Antal og i Huld. De klagende Gaardmsend fortseller, at de ikke har Raad til at holde Hyrde til deres Faar, men lader disse vogte af deres Born. Naar Kulden kommer, ssetter Bornene deres Sundhed til, og Kreaturerne taber deres Trivelighed og bliver forarmet, »ja mange Faar dor hver Vinter og Foraar, fordi de skal holdes bevogtet paa Steder, som er imod Naturens Evner.« Herefter folger saa en »Allerunderdanigst Indberetning til Kongen« om deres Situation, der lyder:

1. Herudi Egnen er af vores forrige Amtmand Ferslev indsat sin Svoger Hr. Munk, at vaere Klit- Regent! Hvad han ordinerer og foranstalter, maa ingen Modsigelse have, men straks saettes i Vaerk, hvad enten man sigter til Skade eller Gavn, alt efter bemeldte Herres Sindelag.

2. Herudi Wuust Bye blev vi i forrige Aar 1802
ordret til saa mange Dages Arbejde i Klitten, at vi

ingen Vintersaed fik saaet i rette Tid og en stor Del ganske übesaaed, fordi at Hosten gav et sildigt Efteraar.Og udi dette Aar er anvendt 18 Arbejdsdage fra de storste Gaardbrugere foruden Plojning og Korselen og Indpotninger, skont samme kunde have vseret udrettetaf de halve Mennesker, og de andre behovedes til Gaardenes Markarbejde.

3. Endskont bemeldte Forordnings Grunde ikke er, at Kreaturer optages eller mulkteres uden at have anrettet Skade, saa er dog Klit-Regentens Ordre, at de skulde optages paa Steder, hvor de ingen Skade til-10jer, hvad kunde vaere mere uretfaerdig, end som for anden af Wuust Bys Markjord er ordineret, i tvende Dage 2de Sogner, Tommerbye og oslos, til at oprykke 24 Laes Tag, og Dagen efter blev af 2de Maends Faar mulkteret henved 8 Rdlr., som var Hyrdedrengen frakommet i nogle Lyngbakker taet ved Byens Mark, og kunde ej findes mindste Spor efter disse.

4. Dersom der blev udledet til Graesning, hvad der efter Billighed kunde, blev ej mere Frihed for en end for en anden, ej heller Gunst eller Gave gore nogen til Befrielse.

5. Deter gavnligt, at Slettingerne i Klitterne er indpottet,hvorvidt man maa have Lov at slaa til Brsendsel, eftersom deter alene Sletten, som beskadiger de groedeKlitter, men at Kreaturerne ingen Skade i de groedeKlitter anrettede, har Erfarenhed vist os, som mindesde Tider, da Klitterne skete den storste Overvold med Slset af en del Klitboere, og da Beboerne lod de Klitter, som er naest ved Marksiderne lyse i Fred for Slset, sogte Kreaturerne altid efter disse, hvor de kunde have Lae og god Graesning, og der groede disse altid friskere og bedre sammen end nu, da det staaer og raadner i sit eget. Thi Kreaturerne bider altid efter

det nye groede Grses i Bunden, thi kan baade dets Grode og den Roskning og Ryltning, sorn disse gamle groede Klitter faar ved Kreaturernes Drift og Gang, give en ny Grode og Forfriskning til at tage Vekst, i det Sted at overflodig Grsesning staar og roder og uden Notte gaar Kreaturerne og bliver forarmet paa en vild Mark, og Hyrderne mister deres Helsen, fordi de slet ingen hverken Ly eller Lindring haver for Kreaturerne eller dem selv.

6. Var det vor Kongelige Hoyheds Behag, var det gavnligt, at i enhver Sogn som graenser til Klitterne, blev udnaevnt 2 eller 4 af de mest erfarne og forstandigste Maend, som i Herredsfogdens eller anden ovrigheds Paasyn kunde have Indseende og Opsyn nied, hvorvidt Fredning efter Billighed skulde ske, og (hvad) der skulde udmserkes baade til Slaet, Fae og Faaredrift uden at beskadige Klitterne, samt iagttage den Tid, som uden Skade bedst kan anvendes til Sandernes Plantning samt give eller underskrive Indberetning om Mulkterne, at disse ej skulde udgives paa uretfaerdige Maader til at fylde dem, som det ikke med Rette kan tilkomme, og at alle Ting kunde ske ordentlig, at den Tiid, som en Mand udsender sine Folk til at beplante Klitten, bliver ikke unottig anvendt.

7. Det vilde blive Beboerne dobbelt lettere, naar Frugt og Notte for sine Bestraebelser kunde erlanges, thi en, som er overbevist al mulig Flid og Straebsomhed i at efterkomme sine Medbrodres Vel, er det svaert og tungt at man uden Aarsag skal bebyrdes med daglige Plager og have Besvaerligheder og Bekostninger for andres Forbrydelser, og for al sin Flid nedsaenkes i Armod og Fattigdom.

Som Had og Efterstraebelser odelaegger manges Velfaerd, hvorpaa vi have storste Erfarenhed, saa ville vi ikke indgive nogen Klage, men i storste Underdanighed indberette vores Nod til vor Kongelige Hoyheds allernadigste Betsenkning, og i dybeste Underdanighed underkaster vi os Deres allernaadigste Villie.

Wuust, den 21. December 1803.

Kliim: Lars Olesen Peder Andersen Peder Christensen J. Christensen Vestergaard

Vester Thorup: Peder Pulsen Christofer Jespesen Peder Lovesgaard Peder Hauerslef

Wuust: Peder Christensen Soren Nielsen Jens Norhauge Hans Lind Christen Norre Anders Roerhauge

De opbragte Maend sendte deres drastiske Skrivelse til Kongen udenom Amtet. Den havnede i Danske Kancelli, der oversendte den til Rentekammeret, som lod den gaa til Thisted Amts Erklaering. Amtskontorets Udtalelser lyder:

»Til Sandflugtens Dsempning i Vester Hanherred er der hidtil ikke bleven udrettet noget af Betydenhed for i sidste Efteraar, da der blev udplantet i endel Klitter Klittag i Lild, Vuust, V. Thorup og Kliim og dertil efter Amtets Foranstaltning anvendt nogle Dages Arbejde af de tilgraensende Sognes Beboere mere end forhen.

Dette og nogle Mulkters Inddrivelse for Forseelser imod Forordningen maa formodentlig have givet Anledning til Skrivelsen, hvis Indhold mere synes at skulle vaere at forestille den Ulejlighed, som Sognenes Beboere foraarsages ved Sandflugtsdsempnings Foranstaltninger end nogen egentlig Klage, og desuden er Klitarbejdet af Sognene i V. Hanherred ikke nser af den Betydenhed som mange Steder i Thye.

Jeg indser derfor ikke, at noget kan vaere paa formeldte Skrivelse at reflektere, men indstiller underdanigst, om ikke samme paa Grund af dens Slutning maatte befales henlagt uden Resolution.«

Og Rentekammeret henlagde Skrivelsen.

Kildeaivisning.

Kildematerialet er hentet i Rigsarkivet, hvor en stor Del af Materialet vedrorende Sandflugten og dens Daempning i Danmark fra 1702 til henimod Slutningen af 1800erne, beror. I det vsesentlige er foranstaaende Fremstilling bygget

1) Indkomne Breve til Jyske Stifters Kontor (under Rentekammeret)
1786—95.

2) Sandflugtssager vedrorende Amterne: Thisted, Hjorring,
Ringkobing og Ribe (Pakkerne 1796—1812).

3) Rentekammerets Kopiboger (i samme Tidsrum).

4) Rentekammerets Regnskabsbog vedrorende Sandflugtsvsesenet

5) Dokumenter vedrorende Vestervig Amt 1774—78, hvori
den kgl. Forordning af April 1779 vedrorende Klitfredning
og Sanddaempning i Thy.

6) Sandflugtsforordning angaaende Sandflugtens Dsempning
i Danmark af 19. September 1792.

7) E. Wiborg: Efterretning om Sandvaeksterne og deres
Anvendelse (1786). Prisskiftet tjente som Laerebog i
Sanddaempning.

8) L. Esmarck: Efterretning om Sandflugten (1817).