|
Historie/Jyske Samlinger, Bind 5. række, 9 (1947 - 1949) –Jydske Menighedstilstande i Stavnsbaandstiden.Af F. Elle Jensen Der er talt og skrevet meget om den danske Bondes Kaar i Stavnsbaandstiden, men det har hovedsagelig kun vaeret de sociale og okonomiske Tilstande, som har vaeret Genstand for Interessen; Aandslivet derimod har man i Reglen skaenket en langt ringere Opmaerksomhed, undtagen for saa vidt som man under Skildringen af det daglige Liv ogsaa har kunnet berore den Tanke- og Forestillingskreds, som Almuen levede i, og de Boger om fordums Sklkke og Overtro, der stammer fra Maend som Feilberg, Olrik og Ussing, har mere taget Sigte paa den gamle Bonde i Almindelighed end paa noget bestemt Tidsrum. Men vil man have et fuldgyldigt Billede af Forholdene,som de var, kan man ikke undgaa ogsaa at maatte tage Hensyn til Bondens Stilling til Kirken, som spillede en saa maegtig Rolle i hele hans Tilvaerelse;Bjornsons bekendte Ord i Synnove Solbakken, at den i hans Tanker staar paa et hojt Sted for sig selv, har altid haft — og har stadig — deres Gyldighed.Om Kirken, den anseligste Bygning i Landsbyen, laa alle Gaarde samlet, dens Klokker kaldte paa ham Morgen og Aften, under dens Tag modtes han hver Sondag med sine Bysborn, og han vidste, at hvad der Side 216
lod fra Praedikestolen, havde Bud til ham, ved Fodsel, iEgteskab og Dod begserede han dens Hjaelp, saa der var intet Tidspunkt i hans Liv, uden at han paa en eller anden Maade stod i Forbindelse med den. Den, der beskaeftiger sig med Almuens Aandsliv i svundne Dage, maa derfor nodvendigvis tage de kirkelige Forholdmed ind i Betragtningen; ellers faar han ikke den rette Opfattelse af det. Heri ligger da ogsaa Berettigelsenaf nedenstaaende Fremstilling. Dens Hensigter at skildre Menighedstilstande paa Landet, saadansom de var i Jylland omkring Midten af det 18. Aarhundrede, og derigennem give et Indtryk af den jaevne Mands Forhold til Kir ken. lovrigt er det jo en fuldstsendig Misforstaaelse at mene — som visse Kredse i aeldre Tid gjorde det — at Almuen egentlig kun bestod af en Samling lavere staaende Individer uden noget aandeligt Indhold og kun med Syn for, hvad der horte Dagen og Vejen til. Man forstod ikke, at ogsaa den havde sin Kultur, ganske vist ikke den samme som den officielt anerkendte,men dog en saadan, at den sksenkede sine Born det, enhver aegte Kultur maa give, Mening i Tilvaerelsen,Indhold i Livet og den sikre Optraeden, som man altid har, naar man ikke vover sig udenfor sin Begraensning. Den byggede paa den Sum af Erfaringer,som henfarne Slaegter havde levet i, hentede sin Styrke fra gammel vedtagen Saed og Skik, fortrolig med den nedarvede Visdom, som gemte sig i Ordsprog,Talemaader, Remser, Sange og Eventyr med den Moral, der laa i dem, ligesom den tildannede de Elementer, som tilfortes den udefra, saa de kom til at passe for den. Deter nemlig ogsaa forkert at tro, at der slet ingen Udvikling foregik indenfor Bondekulturen.Ganske vist medforte den ved de sociale Side 217
Forhold hidforte staerke Afsondring fra de andre Staender i Forbindelse med det ikke mindst af Faellesskabetskabte Sammenhold og Samfolelsen med ens egne hos Bondestanden en udpraeget Konservatisme, der bl. a. gav sig Udslag i en afgjort Mistillid til alt nyt og uprovet, og som gjorde det vanskeligt hos den at traenge igennem med andre Tanker end de tilvante, men det hindrede dog ikke, at et og andet, som havde sin Oprindelse andetsteds, kunde finde Plads i dens Forestillingsverden. Ikke alene gennem Kirken havde Almuen i Tidernes Lob modtaget et maegtigt Tilskud til sit aandelige Indhold,men det har ogsaa vaeret Tilfaeldet paa anden Maade. De gamle Folkeviser, som Adelen havde kasseret,fandt saaledes et Fristed i Bondens Gaard, og det maa heller ikke overses, at den ret udbredte Handelmed sorte Potter, Kalk, Hosekram og Traefodtoj, som forte navnlig Midtjyderne temmelig vidt omkring, naeppe kunde undlade at saette i alt Fald visse Spor i de paagseldendes Sind, og det samme gjaldt med dem, der ledsagede de store Kvaeg- og Svinedrifter sydpaa. Alligevel var det kun Mindsteparten, som paa denne Vis kom i Forbindelse med fremmed Saed og Skik, og naar man kom tilbage og niodte den hjemlige Tradition, var denne i Reglen saa staerk, at det nye ikke fik nogen Betydning, saa meget mindre, som det vel som oftest kun. var overfladisk tilegnet. At der var adskillige, der paa Folkemarkederne i Kolding, Varde og Ringkobing lod sig henhyre til Tjeneste i Slesvig, hvor Lonnen var hojere1), har sikkert i Almindelighedheller ikke haft nogen saerlig Indflydelse, da de ogsaa der kom til at leve i lukkede Bondesamfund. 1) Hugo Matthiessen: Den sorte Jyde, S. 165. Side 218
At Erik Pontoppidan mener, at Marskbondernes Dragt har influeret paa Moderne i Skodborg Herred2), maa staa for hans egen Regning, men naar H. A. Brorson (t 1763) fra en Visitats i Moborg3) beretter om unge, som her og nogle andre Steder paa Egnen er blevet vakt »sonderude«, viser det, at Paavirkning kunde finde Sted. Videregaaende Slutninger heraf bor dog ikke drages, da deter den eneste Gang, Biskoppen fremkommer med en saadan Udtalelse. Storst Modtagelighed for nye Indtryk harder sikkert vaeret hos den vestjydske Befolkning. Ikke saadan at forstaa, at det faldt den ind at bryde med de een Gang vedtagne Former, paa dette Punkt var den konservativ nok, men den Ensomhedsfolelse, som Naturen her saa let skabte i Sindene, gjorde den utvivlsomt mere Iydhor overfor det, der modte den udefra, end ostkystens Mennesker i deres smilende og frugtbare Landskab. Hertil kom, at Hoveriet ofte var mindre strengt, baade paa Grund af den mere spredte Bebyggelse og fordi de fserre Storgaarde med deres Studeopdrset ikke kraevede saa stor en Arbejdskraft, som Tilfaeldet var paa andre Kanter, hvor Hovedvsegten laa paa Kornproduktionen; thi ogsaa det kunde, i Forbindelse med den forholdsvise Velstand, der fandtes i nogle Egne, nok bidrage til at fremelske ikke alene en vis Selvstaendighedsfolelse, men ogsaa et mere opladt Sind, end hvor der herskede storre Tvang. Forovrigt turde det vsere et Sporgsmaal, om ikke Paastanden om Bondens ved de ufrie Forhold fremkaldteSlovhed dog ikke i nogen Maade beror paa en Misforstaaelse, idet man har forvekslet den med den Tilbageholdenhed overfor fremmede, som han i Reglenudviste. 2) Danske Atlas V, S. 782. 3) Visitatsberetninger 1742 (Rigsark.)- Side 219
lenudviste.Den umiddelbare Livsglaede, han ved festligeLejligheder kunde hengive sig til, tyder egentlig ikke paa nogen sjaelelig Forbening, og at det skulde have vaeret de trykkende Kaar, der foranledigede hans Drikkeri, modsiges ikke blot ved, at det ogsaa fandt Sted i mere velstaaende Egne, men ligeledes af, at det blev ved langt ind i det 19. Aarhundrede. For Resten drak man ogsaa taet i de andre Staender. Naar Bonden som allerede naevnt folte sig saa noje knyttet til Kir ken, skyldtes det, at det ikke et ojeblik faldt ham ind at tvivle paa dens Laere, som ikke blot Sondag efter Sondag forkyndtes fra Praedikestolen, men ogsaa modte ham som en fra Faedrene nedarvet Tradition. For Praesten i Funktion naerede han derfor den storste Respekt og iErbodighed, saa laenge hans Ord 10d paa den gamle, vante Maade, men samtidig vaagede han nidkaert over, at de ikke kom til at indeholde nye og for ham uforstaaelige Synsmaader. Skete det, at en Praedikant begyndte at bruge Ord og Vendinger, som man ikke var vant til at hore, gav det let Anledning til Uvilje og Opposition, og vedkommende maatte da vaere forberedt paa at komme i et skaevt Forhold til sin Menighed. Det gjaldt saavel den saerlig udpraegede pietistiske Forkyndelse med dens Krav om personlige Oplevelser og dens ofte outrerede Udtryk som de nymodens Talemaader, visse unge rationalistiske Praester i Slutningen af Aarhundredet kunde finde paa at benytte; Befolkningen stodtes ved begge Dele, og der kunde da let blive en Kurre paa Traaden. Ej heller onskede man Forandringer i de kirkelige Skikke, som naar mange Menigheder protesterede, fordi der 1745 indfortes skiftende Messefald i 3-Sognspastorater,og det var kun Kongens bestemte Paabud, Side 220
der fik
Bonderne til saa hurtigt at affinde sig med
Men samtidig var der noget passivt i Bondens Forhold til Kirken, for saa vidt som det ikke laa for hans Natur demonstrativt at lsegge sine personlige Folelser for Dagen, hvad jo ogsaa vilde vaere at bryde ud af Flokken; sin Gudsfrygt bar han ikke offentlig til Skue og talte ikke gerne om den. Naturligvis kunde der forekomme Tilfselde af religios Fanatisme, og den jydske Staedighed og Rethaveri kunde da give sig staerke Udslag, men i Almindelighed gik man stilfaerdigt med Dorene og gemte sine Tanker hos sig selv, samtidig med at man bojede sig for den kirkelige Autoritet. Paa egen Haand at tage Del i noget Menighedsarbejde faldt ingen ind. Medhjaelperinstitutionen, oprettet 1629 af Christian IV til Hjselp for Prsesten i Kirketugtssager, havde trods det menighedsraadsagtige Skser, der var over den, kun ringe Betydning; dens Virksomhed var i de allerfleste Tilfselde indskraenket til, at de to Sendemsend, hvoraf den bestod, fungerede som en Slags Vidner, naar Overtraedere af Kirkens Bud efter Tilsigelse af Praesten modte til Formaning og Advarsel hos ham4). Lejlighedsvis kommer Bondens kirkelige Sans ogsaatil Orde i de gamle Vedtaegter, der dannede Grundlagetfor Samlivet i Landsbyerne5), og som er nedskreveteller fornyet i 17. og 18. Aarhundrede; thi vel giver de forst og fremmest Regler for alt, hvad der vedrorer Faellesskabet, Jordens Dyrkning, Kreaturholdet,Grandestaevnet o. 1., men ved Siden af indeholder de ikke sjaeldent Bestemmelser af religios Karakter, saa 4) Kirkehist. Saml. 6—V, S. 441 ff. 5) Se P. Bjerge, Th. Sogaard og A. F. Schmidt: Danske Vider og Vedtaegter I—V. Side 221
man atter derigennem faar et tydeligt Indtryk af, at Kirke og Kristendom var Faktorer, der skulde tages Hensyn til. Lad saa vsere, at deter den stedlige Praest, som har faaet dem indfojet, alligevel viser Almuens Redebonhed til at modtage dem, at den ikke har folt, at de ikke var det daglige Liv uvedkommende. At folge Gudstjenesten var en Pligt, ligeledes at blive, til den var til Ende samt opfore sig sommeligt i og ved Kirken, Helligdagsarbejde fordommes paa samme Maade som Krogang i Prsediketiden, og der tages Afstandfra Svsergen og Banden, isser paa Grandestaevnerne,man lover at sende Ungdommen til Skole eller Overhoring og at holde den fra Svir og Svaerm, ja, enkelte Steder vedtager man endog at modes til dagligMorgenandagt. Ved Gildelagene skulde det paases, at alt gik ordentligt til uden Fraadseri og Drukkenskabfor ikke at misbruge »Herrens Gaver«; undertidenbegyndte de med en Slags gudelig Tale af Oldermanden. Paa samme Maade var det i hoj Grad efter AlmuensSind, at de af Degnen forfattede »Testamenter«, korte Levnedsbeskrivelser af de afdode, som oplaestes i Kirken ved Begravelser, ikke blot gav Oplysning om deres Liv, men ogsaa fremhaevede deres kristelige Vandel og salige Bortgang, igen et Vidnesbyrd om, hvor rodfsestet man folte sig i kristen Tankegang6). Med Almuens svigtende Laesefaerdighed i Erindring vil man derimod forstaa, at den eksisterende Opbyggelseslitteraturkun i ringe Grad fandt Adgang til Bondehjemmene. Naturligvis var der Forskel paa de forskellige Egne; bedst har Forholdet vseret i Vestjyllan d7), hvor den kirkelige Sans utvivlsomt var storst, 6) Kirkehist. Saml. 4—V, S. 199 ff. 7) Jyske Saml. S—IV, S. 251 ff. Side 222
men en Gennemgang af jydske Herregaardes Skifteprotokolleromkring Midten af 1700-Tallet fortaeller, at Boger kun fandtes i c. % af Bondergaardene, og da blot faa i hver. Men de, der forekommer, er saa at sige alle af gudelig Art, svarende baade til EjermandensInteresse og til, at de som Regel var kobt paa Auktoner over afdode Praesters Efterladenskaber. Biblerog Ny Testamenter er staerkest repraesenteret, derefterkommer »De bedendes aandelige Kaede« (af Praesten Hvalsoe i Sandager, t 1712), der nod meget stor Anseelse; 1769 udkom den i sit 23. Oplag. Andre Forfattere, hvis Skrifter jaevnligt laestes paa Landet, var Ribebispen Jens Dinesen Jersin (f 1634), SjaellandsBiskop Jesper Brochmand (t 1652), Professor Lassenius i Kobenhavn (f 1692), Praesterne Vill. Nielseni Udbyneder og Naskov i Skodstrup (f 1681 og 1695) samt de tyske Generalsuperintendenter Joh. Arnd i Celle (t 1618) og Henrik Miiller i Rostock (t 1695). Salmeboger naevnes sjaeldent, men det kan muligt skyldes, at de betragtedes som en Slags Familiegods,der holdtes udenfor Skifterne, eller at de har fulgt de dode i Graven, anbragt under Hagen. Skifterne omkring 1775 udviser en Del flere Boger, svarende til en noget storre Laesefaerdighed og til de bedre okonomiske Forhold for Landbruget, men Arten er omtrent den samme som tidligere; man vedblev at holde sig til de samme Forfattere som for, og det ser ikke ud til, at den pietistiske Bevaegelse har sat sig noget Spor i Bondernes Bogk0b; deter her egentlig kun Brorsons »Troens rare Klenodie«, der har fundet en vis Udbredelse. Interessant er det at laegge Maerke til det forholdsvis betydelige Antal Sangboger —- vel mest med gudeligt Indhold — som findes; enkelte Side 223
Hjem har haft
flere, saa der i dem maa have raadet Et var imidlertid onsket om at leve i Overensstemmelse med Kirkens Ord og Bud, noget helt andet at fore de gode Forsaetter ud i Livet, og Bylovenes Forskrifter overtraadtes Gang paa Gang. Kirkebesoget var ganske vist i Reglen godt, stottet som det var af Skik og Brug og Vedtsegternes Bestemmelser, men der er allerede ved Midten af 18. Aarhimdrede Tegn paa en begyndende Tilbagegang her og der. Biskop Hygom (f 1762) siger 1744 om Byfolk ved Randers, at de er en genstridig Slaegt, der ikke engang vil hore Ordet, og i Hvidbjerg lovede man 1743 Biskop Broder Brorson (f 1778) at besoge Gudstjenesten flittigere. At der ved Visitatserne ofte kun var slet Tilslutning, skyldtes derimod i mange Tilfselde Hoveriet. Naar man ellers har givet de rationalistiske Praester Skyld for at have prsediket Kir kerne tomme, er dette urigtigt; det var de nemlig allerede mange Steder ved at vaere, forinden den egentlige Rationalisme i Aarhundredets Slutning begyndte at faa Tag i den danske Gejstlighed; Grunden var for en stor Del, at baade Bylovenes Forskrifter og Christian Vl.s Sabbatsanordning efterhaanden havde tabt deres Kraft. Hvad den sidste angaar, havde iovrigt Prsesterne haft mange Vanskeligheder med at gennemfore dens Bestemmelser, selv i dens Velmagtstid. Aarhus Landemode1739 klager over Arbejdskorsler, Vaagestuer, Grandestaevner og Barselgilder paa Helligdage, og Sommerridningen, som kun var tilladt paa Hverdage, var det heller ikke let at komme til Livs. Haandhaevede Prsesterne Loven for strengt, risikerede de, at det gik dem som Hr. Lambert Andersen i Onsild, der 1738 besvaerede sig over, at Bonderne til Straf afkortede Side 224
ham hans Offer. Bedst lykkedes Kampen mod de af Pietismen saa forhadte Julestuer, hvis 10sslupne Lystighedallerede i seldre Tid havde givet Anledning til Misfornojelse og Paatale, men de opstod ganske vist senere igen, og som Legestuer om Vinteren har de holdt sig til op mod vore Dage. Naar det var saa vanskeligt at gennemfore Sabbatslovens Bestemmelser, skyldtes det dels, at ingen plejede at tage udstedte Forordninger altfor hojtideligt, dels, at det indforte Bodesystem aldrig blev rigtig effektivt. Praesten Lillelund i Ulstrup foreslog 1738 Kirkekollegiet, at Sognepraesten fik Ret til for Udeblivelse fra Gudstjenesten at idomme Mulkter, som derefter blev delt mellem de fattige og — ham selv!8) Dette blev naturligvis afslaaet, Regeringens Standpunkt var, at Gejstligheden kun skulde melde Overtraedere til den verdslige ovrighed, som saa havde at tage Affaere. Mange Praester var dog ikke glade for at vaere Angivere, og Proprietaererne holdt jaevnligt Haanden over Bonderne, saa der ikke skete dem noget, ja, de kunde oven i Kobet tidt selv forlange Sondagsarbejde af dem. Folgerne maatte naturligvis blive, at Almuen tog mindre og mindre Hensyn til Lovens Forskrifter, men gjorde, hvad den selv syntes, og det var klart, at den da heller ikke mere tog det saa noje med Kirkegangen, om end naturligvis Skik og Brug ovede sin Indflydelse, ogsaa efter at Bodestraffene — Gabestokken var kun sjaeldent blevet anvendt — var bortfaldet. Over de
moralske Forhold blandt Bonderne 10d der 8) Indk. Sager til Kirkekollegiet 1738 (Rigsark.). Side 225
anden Side kommer man ikke udenom, at alt langtfra var, som det burde vsere. Vedtsegternes Forbud mod Banden og Svaergen viser den daglige Omgangstones Raahed, men forovrigt stod de andre Stsender paa dette Punkt naeppe stort tilbage. I sin Visitatsberetningfra 1739 siger Biskop Br. Brorson, at den Slags af de fleste ikke anses for Synd, allerhojst for Skrobelighed.Det laa nser at tage sig selv til Rette, ja selv i Kirkerne kunde det komme til forargelige Scener, naar Folk — og det var oftest Kvinder — stredes om de fornemste Pladser, de yderste, i Stolestaderne; Mened var ikke ualmindelig, og ingen tog Anstod af Smugleri og Skovtyveri. Forsyndelser mod det 6. Bud forekom jaevnligt, og Lejermaalssager indtager en betydeligPlads i Praesternes Korrespondance med Bisperne;en Forordning fra 1745 om Konfirmander, der havde forset sig paa dette Omraade, giver ligeledes sit Bidrag til Belysning af dette Forhold, idet det dog her maa huskes, at de unge dengang ofte blev konfirmereti en mere fremrykket Alder. Forst 1759 blev det bestemt, at de burde vaere mellem 14—-15 og 19 Aar. En medvirkende Aarsag til disse Tilstande var det grasserende Drikkeri, der virkelig var noget af en Folkeulykke, og Biskop Worm havde utvivlsomt Ret, naar han 1734 i en Skrivelse til Kongen udtalte, at det i Almindelighed var en Moder til alle Synder og Vanartighed i Landsbymenighederne9). Erik Pontoppidanfaelderen noget lignende Dom ved i en ellers rosende Omtale af Jyderne at sige, at Hoveriet og Drikkeriet indvirkede paa deres Sundhed og Kaari0). Det var forst i Begyndelsen af 18. Aarhundrede, at 9) Kirkehist. Saml. S—IV, S. 48, 10) D. Atlas IV, S. 45. Side 226
Braendevinen for Alvor holdt sit Indtog i Bondesamfunde t11), men efter at man der forst havde faaet Smag for den, blev den hurtigt en Vare, der blev nydt af alle baade i Tide og Utide, og det saa meget mere, som den var forholdsvis billig at fremstille, og man ved Braendingen ogsaa kunde skaffe Affald til Kreaturfoder.Regeringensmange og gentagne Forbud hjalp ikke; i Skals skal der saaledes have vaeret 20— 30 Braendesteder, d. v. s. omtrent et i hver Gaard12). Men hertil kom i saa at sige alle Sogne en Maengde private Vsertshuse og Smugkroer, som Myndighederne ikke for Alvor skred ind imod, ja Herskabet paa Lundenaes oprettede endog et Udskaenkningssted lige ved Skern Kirke til stor Forargelse for Biskoppen13). Man forstaar derfor H. A. Brorsons Undren, naar nan fra en Visitatsrejse kunde konstatere, at der ingen Kro fandtes i Ho, saa Befolkningen paa Stedet derfor var meget aedruelig. Biskop Br. Brorson klager derimodpaaAalborg Landemode 1739 over Folk, som om Lordagen gik lige fra Dobbel og Drik til Skrifte, og paa Ribe Landemode 1735 omtales, at der var dem, der om Sondagene modte beruset til Altergang. At der ligeledes var mange, som var hengivet til umaadeholdentKortspil,siger naesten sig selv. Praesten i Hvidbjerg,Hr.Rogert, fortaeller 1739, at baade unge og gamle var uhyggeligt forfaldne, ja at der var nogle, som endog satte deres Formue til derved14). En SkoleholderiVendsyssel maatte afsaettes, fordi han spillede Kort med Bornene, og naar der blandt en Degns efterladte,ikkesaerlig mange Boger fandtes en Vejledning 11) H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv I, S. 105. 12) Hugo Matthiessen: Limfjorden, S. 197. 13) Visitatsberetn. 1742. 14) Pk. 119, Aalborg Bispeark. (Landsark., Viborg). Side 227
i l'Hombre,
aner man jo nok, hvad der har vaeret hans
Haand i Haand med Almuens kirkelige Indstilling og sammenvaevet med den gik dens Overtro. Vel var de gamle hedenske Storguder forlaengst forsvundet eller gledet over i andre Skikkelser, som naar Odin var blevet til den vilde, natlige Jaeger, men for den jaevne Mand var Naturen stadig en besjaelet Verden, styret af mer eller mindre personligt opfattede Vaesener,og de underordnede Guddomme, Vsetterne, levecle temmelig uforstyrret videre paa deres Omraader som Bjergmaend, Nisser, Trolde, Ellefolk o. 1. og kraevede nu som forhen Menneskers Hensyntagen. Naar man saaledes i Hosten lod nogle Straa staa tilbage eller stroede lidt H0 ud over den slaaede Mark (til Fuglene!),var det i Virkeligheden et Offer til den Aand, som raadede her, og naar det sidste Neg var Genstand for en sserlig skyldtes det en — ganske vist i Tidens Lob glemt — Forestilling om, at den stadig levede i det15). I det hele taget vaagede man noje over de mange nedarvede Skikke, der knyttede sig til Arbejdet under Aarets Gang, og hvis oprindeligeBetydning havde vaeret baade at lede Livets opbyggendeKraefter ind over Folk og Fae og Afgrode og at afvaerge de nedbrydende, hvad enten det nu var Fester med Dans om Majstangen, Sommerriden eller Blusbraenden, eller det gjaldt de mange Forholdsregler,der skulde traeffes i Hus og paa Mark16). Vel vidste man, at Gud var den staerkeste Magt, og at det stod i hans Haand at overvinde det onde, men paa den 15) Fra Dansk Folkemindesamling, S. 89 og 1 ff. I Norge dyrkedes paa en afsides liggende Gaard et Gudebillede, Fakse, lige til 1858 (H. F. Feilberg: Sjaletro, S. 121). 16) Se H. Ussing: Aarets og Livets Hojtider. Side 228
anden Side formaaede man dog ikke at frigore sig fra de gamle indgroede Vaner og Tanker, der i den Grad havde Magt over Sindene, at det i Praksis ofte var dem, der blev bestemmende i Handlingens Stund, uden at man ret gjorde sig klart, at der var noget gait deri. Derfor sogte man stadig Beskyttelse i Trylleformularer,der delvis var af gammel hedensk Oprindelse, om end nu iklaedt kristen Dragt, og Amuletter og symbolskeOptrin spillede stadig, uanset Kirkens Modstand,en stor Rolle. Under Kvaegpesten 1746—47 lod saaledes Bymaendene i Grundfor trods Praestens Advarselderes Dyr drive gennem nysavet lid17), og paa Aalborg Landemode maatte Br. Brorson gentagne Gange beklage sig over Almuens Overtro18). Den ogsaa fra Hedenskabet stammende, men af Middelalderens Kirkelaere udformede Heksetro med dens Frygt for Djsevelens Angreb paa Sjael og Legeme gennem Mennesker, der havde brudt med Kristendommenog forsvoret sig til ham, havde vel herhjemme faaet sit officielle Dodsstod efter den berygtede Besaettelsesaffaerei Thisted 169619), som underkendtes af Hojesteret, men de brede Lag vedblev ikke desto mindrestadig at holde fast ved den. 1752 forskrev en Karl fra oster Bronderslev sig Juleaften ved Kirken til den onde, og 1803 skete det samme i Aalborg By — her var det 3 Snedkerlaerlinge — Aar 1800 myrdedes en Kvinde i Brigsted under Mistanke for Trolddom, og saa sent som i 1857 blev en Kone mishandlet af samme Grund20). Noget inkonsekvent var det derfor, naar man alligevel Gang paa Gang sogte Raad hos »kloge« 17) Jyske Saml. I—IV, S. 72. 18) Saaledes 1740, 1741 og 1758. 19) Jyske Saml. 3—III, S. 206 ff. 20) Jyske Saml. I—IV, S. 72, Aarhus Stifts Aarbg. 1909, S. 19, A. Pedersen: Jorddrot og Bonde I, S. 267. Side 229
Maend og Koner for at faa dem til at stille deres hemmeligeKunster til Tjeneste mod Sot og Sygdom — noget, der for saa vidt er fortsat helt ned til vor egen oplyste Tid. Besynderligt er det at se, hvorledes Almuen jsevnligtvar tilbojelig til at drage Kirken rned ind i OvertroensVerden og at tillaegge den, og hvad der stod i Forbindelse med den, magisk Kraft — iovrigt atter et Vidnesbyrd om den Respekt, den nod. Ikke blot troede man, at den lserde Praest stod i en sserlig Forbindelse med de overnaturlige Magter og derfor kunde beksempe de onde Aander, Gengangerne isaer, men Kirkebygningerneselv betragtedes med samme sky iErefrygt som i sin Tid de gamle hedenske Helligdomme. Kirken var nok Guds Hus, hvis Klokkers Lyd skraemmede Trolden e21), som til Gengaeld med va3ldige Stenkast sogte at ramme den og laegge den ode, men den var ogsaa Stedet, hvor Djsevelen kunde fremmanes til Forskrivning,hvor Heksene modtes (Vindblaes), og hvor de kunde styrkes i deres Pagt med den onde ved en Parodi paa Nadveren, hvorved de spyttede Oblaten ud. Paa Kirkegaarden boede de dode i deres Grave, og det var derfor uraadeligt at komme der ved Nattetid,saerlig Julenat, naar de under Ledelse af en af de henfarne Praester holdt deres Gudstjeneste i Kirken22). Kirkegaardens Muld, Klokkernes Rust og Vinduernes Bly virkede helbredende paa samme Maade som Daabsvandetog Nadverelementerne, og Trevler af Kristentojetskaermede det spaede Barn mod Forbytning, hvad ogsaa selve Daaben gjorde23) — deraf Tilbojeligheden til hurtig Hjemmedaab, som Myndighederne forgaeves 21) H. F. Feilberg: Aarbg. over jydske Almuemaal 11, S. 131. 22) Feilberg: Sjreletro, S. 141. 23) Erik Pontoppidan: Fejekost (ved Olrik), S. 49. Side 230
modarbejdede, idet Foraeldrene stadig erklaerede, at Barnet var sygt. Man tog Varsler af Bibelsprog og Salmevers, med Korsets Tegn modvirkedes de onde Magter, og de gamle hedenske Trylleremser kristnedes ved Indforelse af Jesu og Helgeners Navne24). Paa lignendeMaade affandt man sig med den nedarvede Kildedyrkelse. Et aeldgammelt Levn var ligeledes Troen paa en urokkelig Nodvendighed i Tilvserelsen, en ethvert Menneske beskikket Sksebne, som ingen formaaede at unddrage sig25). Med Benaevnelsen »Guds Vilje« tilslorede man den hedenske Oprindelse, som naturligvis heller ingen anede, og der er vel heller ikke nogen Tvivl om, at den under Mottoet: »Det skulde nu saadan vsere«, den Dag i Dag er levende hos mange. I Modssetning til Arven fra Hedenskabets Tid var der kim faa Spor tilbage af katolsk Paavirkning; det mest haandgribelige var nsesten den Uvilje mod at spise Kodet af Odins Dyr, Hesten, som har holdt sig lige op mod vor Tid. De mange Fortaellinger og Vittigheder,der gik om Prsesterne, har muligvis tildels vaeret forklaedte Munkehistorier26), og nogle Talemaader (hillemsend, saa Mari, hocus pocus, krybe til Korset o. 1.) peger ligeledes mod Middelalderen, paa samme Maade som Trylleformularernes og Kildedyrkelsens omtalte Anvendelse af hellige Navne og i det hele taget det gudelige Skser, der sogtes kastet over dem, stammer derfra. »Himmelbrevene«27), som foregaves skrevet i Himlen og, ophaengt i Hjemmene, troedes at skaerme mod Ulykke, er vel ogsaa blevet gaengse i denne Periode.Den 24) F. Orth: Trylleord, danske og fremmede, S. 105 ff. 25) Feilberg: D. Bondeliv I, S. 394 ff. 26) Feilberg: Aarbg. over jydske Almuemaal 11, S. 885. 27) Kirkeleksikon for Norden IV, S. 1014. Side 231
ode.DenInddeling af Aaret efter
Helgendage, som Det vil af det ovenfor anforte ses, at der har gjort sig en dobbelt Stromning gaeldende i Bondestandens aandelige Liv, paa den ene Side en übetinget kirkelig Interesse og paa den anden en sejg Vedhaengen ved nedarvede overtroiske Forestillinger og Skikke, uden at Modsaetningen mellem de to Tankeraekker stod den synderlig klar. Kristendommen havde paatrykt den sit Stempel og givet den et Ideal, som den anerkendte, men i Underbevidstheden levede samtidig de gamle Levn deres eget Liv, og ved given Lejlighed traadte de tidt frem i Dagens Lys. Man forstaar den Dom, Pastor Ferdinand Fenger i Lynge (f 1861) faeldede om sin sjsellandske Menigheds aandelige Standpunkt: »Et mod Kristendommen venligt sindet Hedenskab«28). Den passer ogsaa paa de jydske Tilstande, som de var i Stavnsbaandstiden. Naar Overtroen vedblev at spille saa stor en Rolle i Almuens daglige Liv, skyldes det i forste Raekke dens Isolation fra de andre Staender, der lettere modtog Paavirkningudefra, og saa at det i hoj Grad manglede den paa almindelig Oplysning. Det Skolevaesen, som eksisterede,var som bekendt kun slet og sigtede alene mod en Indovelse i Bornel3srdommen, saa nogen Udvidelse af Horizonten var ikke at vente fra den Kant, hvortil kom, at Undervisningen i sig selv for det meste var aandlos og sjaelden i Stand til at give nogen virkelig Udvikling. Man gik ud fra, at Hjemmene i Forvejen havde lagt en Grund, som det saa var Praestens og hans Medhjaelper Degnens Sag at arbejde videre paa, 28) F. Elle Jensen: Ferdinand Fenger, S. 43 Side 232
men da kun Mindsteparten kunde lsese, blev det hele let til en bar Opremsning af Stoffet, mens det gik med Tilegnelsen, som det kunde bedst, og det var ikke uden Grund, at der lod mange Klager over UngdommensVankundighed. Foruden Lutbers lille Katekismusskulde man heist vide Svarene i en af de mange Forklaringer, som, forend Pontoppidans 1737 blev paabudt,brugtes af Prsesterne. Den mest kortfattede og vistnok almindeligst anvendte var Middelfartpraesten Rostocks (f 1713) »Enfoldige Bornelaerdoms usvigeligeMaelk«; i Nordjylland dominerede Aalborgbispen Mummes (t 1733) »Undervisningssporgsmaal«, men ogsaa Laereboger af Sjsellands Biskop Bomemann (t 1712), Biskop Lodberg i Odense (t 1731 og GeneralsuperintendentStocken i Slesvig (t 1684) forekom; henimod Midten af Aarhundredet fandtes ligeledes den af Pietismens Fader, Spener, udgivne i adskillige Praeste- og Degnebogsamlinger. Nogle Prsester skrev selv en Forklaring til Brug i deres Menigheder. I Lobet af 17. Aarhundrede havde interesserede Herremaend, Prsester og Bonder i de fleste Sogne faaet nogen Undervisning i Gang, men den var frivillig og fandt kun Sted i Vintermaanederne, og da baade Skoleholdereog Lokaler tidt var under al Kritik, og Almuendesuden jsevnligt stod vrangvillig overfor Sagen, dels paa Grund af manglende Forstaaelse, dels af okonomiskeGrunde, blev Resultatet derefter, og det var kun faa Steder, hvor Lsesefserdigheden var almindelig.Bedst stod det til i Vestjylland, hvad der fremgaar af Skifteprotokollernes Bogbestand; det skyldtes bl. a., at Foraeldrene her ofte selv tog sig af deres Borns Oplaering, saa godt som de nu kunde, eller holdt en Omgangslaerer til dem. 1730 siges alle i S. Omme at have kunnet laese, noget lignende skal have vaeret Tilfaeldeti Side 233
faeldetiLunde-Outrup, og fra et Sogn paa Mors berettesdet samme29), men Reglen var ellers, at kun de faerreste drev det til at blive fortrolige med Bogstaverne.I Vium kunde efter 1770 af Beboerne kun 16 skrive og 5 laese Skrift30). Taltegnene var man heller ikke stiv i; betegnende er det, at en af Indvendingerne mod Indforelsen af den evangelisk-kristelige Salmebog var, at Menighederne ikke kunde tyde de trecifrede Numre. Deter Pietismens Fortjeneste at have givet Stodet til en Bedring i disse Tilstande. Ganske vist var dens Sigte rent kristeligt, men da den forstod, at Lsesekyndighedvar en nodvendig Forudsaetning for at kunne benytte baade Bibel, Salmebog og Laerebog, drog den Konsekvensen heraf og gjorde, hvad den kunde, for at give alle Born en vis elementaer Undervisning. FrederikIV's Rytterskoler, hvoraf der kom 59 til Jyllan d31), betod en Del, men Ordningen var ikke tsenkt igennem til Bunds. Vel paalagdes der almindelig Skolepligt,og det forudsattes, at Ungdommen baade laerte at laese og at forstaa Katekismus og Forklaring, men de smaa Lonninger gjorde det vanskeligt at faa de rette Laererkrsefter, og de ofte lange Skoleveje fik tidt Forseldrene til at holde Bornene hjemme og lade dem nojes med den Oplsering, de muligt kunde faa hos Degnen eller Substituten, saa Resultatet ikke blev det, man havde haabet — Undtagelser naturligvis fraregnet.Paa lignende Maade gik det i Reglen, hvor Proprietaerer,folgende det kongelige Eksempel sogte at saette noget i Gang paa deres Godser. Af en Opgorelse 29) Scandia 1939, S. 106, Aarbg. f. jydsk Knlturhist. 1894, S. 52, Joakim Larsen: Bidrag til den danske Folkeundervisning og Folkeskolens Hist. 1536—1814, S. 359. 30) N. Blicher: Topografi over Vium, S. 187. 31) Vor Ungdom 1908, S. 169. Side 234
i 1730'erne fremgik, at der, foruden Frederik IV's, i Jylland var 189 Skoler; desuden var der Degne-, Hjemme- og Omgangsundervisning rundt omkring32), men med Biskop Lintrups Visitatsoptegnelser en halv Snes Aar forud i Erindring vil man forstaa, at gennemgribendeReformer var nodvendige33). Det var forst med Christian Vl's Love, der for Alvor blev taget fat paa Sagen3*). 1739 blev der indfort almindelig Undervisningspligt for hele Landet med Religion og Laesning som tvungne Fag, mens Skrivning og Regning gjordes frivillig, Skolehuse skulde opfores og Degnene undervise; i storre Distrikter skulde der yderligere ansaettes Skoleholdere. Udgifterne tsenktes hovedsagelig lagt paa Hartkornet, men derved skraemmedes saavel Herremaend som Bonder, hvis Interesse vel i Forvejen naeppe var synderlig stor, og som netop i disse Aaringer havde svaere okonomiske Vanskeligheder at kaempe med. Folgen blev, at Regeringen 1740 i Praksis hovedsagelig lagde Skolelovenes Udforelse i Proprietaerernes Haand, hvorved Udviklingen forsinkedes meget. Fremgang var der dog, og naar Hofpraest Bluhme 1748 kunde mene, at der var oprettet over 1000 Skoler i Danmark, og da Bispernes Visitatsrelationer efterhaanden kun sjaeldent rorer ved den Side af Sagen, tor man gaa ud fra, at man maa have anset Landet for nogenlunde forsvarligt daekket. Alligevel var jo ikke dermed alt, som det skulde vaere, og Klagerne over Skolevaesenets slette Tilstand vedblev. Undervisningsmateriellet vedblev at vaere daarligt. I Vester Hjermitslev fandtes der (1757) 32) Joak. Larsen: Anf. Skr. S. 233. 33) Jyske Saml. 3—II, S. 68 ff. 34) Joak. Larsen: Anf. Skr. S. 220, Kirkehist. Saml. 5—V, S. 62 ff. Side 235
1 Bibel, 1 Stresows Postil, 4 Katekismer, 5 Forklaringer, i Try (1764) 1 Bibel, 1 Rostocks Postil, 2 Ny Testamenter, 1 »Bibelske Kaerne« (af Lassenius), 4 nye Salmeboger, 3 Forklaringer af Pontoppidan, 4 af Mumme, i Lendum (1764) 2 Bibler, 1 Rostocks Postil, 3 Forklaringer af Mumme, 7 af Pontoppidan, 2 Evangelieboger, 3 Katekismer, 3 ABCer, 2 Skrivetavler, 2 Stenblsekhuse, i Hjorring (1754) 2 Bibler, 1 Salmebog, 2 Ny Testamenter, 4 »Sporgsmaalsboger«, i Hormested (1757) 1 Bibel, 1 »Bibelske Kasrne*, 2 ABCer, 11 Evangelieboger, 12 Katekismer og 30 Sporgsmaalsboge r35). Man ser, hvor uensartede Anskaffelserne har vseret, formentlig afhaengige af Skoleholdernes Interesse, samt at de anvendte Boger, i noje Overensstemmelse med hvad alle ansaa for Skolens Hovedopgave, var af gudelig Art. At de, naar de skulde bruges til en mojsommelig Indenadslaesning, naeppe samtidig har kunnet ove nogen synderlig aandelig Paavirkning, har ingen taenkt paa. Kun et enkelt af de ovennaevnte Steder synes man at have lagt Vaegt paa Skrivning. I Begyndelsen gik det kun langsomt med at overvinde Bondernes Uvilje mod den tvungne Skolegang, og i alt Fald om Sommeren modte der kun faa af de unge; om Vinteren kom der en Del flere, men adskillige sogte blot til Skolen i Tiden for deres Konfirmation, for at de kunde folge med ved Forberedelsen. Forseldrene lod sig vanskeligt formane, de vilde tidt hellere beholde Bornene hjemme til Hjaelp ved Arbejdet og for at passe Huset, om de selv skulde til Hove. Biskop Hygom klager staerkt over den Vrangvilje, han modte paa dette Omraade; Bonderne i Gern kalder 35) Pk. 411, Aalborg Bispeark. Side 236
han f. Eks. et uregerligt Folk, der kun ved yderste Tvang af ovrigheden lader sig bevsege til at sende de unge, Beboerne i Vejlby vil ikke kobe Boger til dem, skont de nok har Raad, og i Onsild vil de endog overfalde Degnen i Skolen36). Naturligvis har det ikke vaeret saa gait alle Steder, og lidt efter lidt gled det da ogsaa ind i Befolkningens Bevidsthed, at Ungdommen ikke helt kunde overlades til sig selv, men dog maatte have nogen Undervisning. Som allerede nsevnt var Laererkrsefterne tidt meget daarlige. Degnene havde tidligere egentlig kun haft Forpligtelse til som Prsesternes Medarbejdere at underviseUngdommen i Bornelaerdommen to Gange ugentlig, selv om adskillige ogsaa havde ydet mere, men mange af dem nod kun ringe Anseelse. Bestemmelsen,de skulde vsere Studenter, var uigennemforlig,da der foruden gode ogsaa fandtes en Maengde slet lonnede Embeder, saa man maatte nojes med hvem som heist til dem. Boliger skortede det ligeledes paa; c. 1700 manglede de de allerfleste Steder i Viborg Stift. Hvorledes Forholdene kunde vaere, fremgaar af et Par Eksempler. I Raabjerg maatte Degnen tjene udensognsfor at kunne leve, i Rubjerg var det en Hattemager,som var Ihaendehaver af Stillingen, og det hsendte, at Bonder fik Pladsen som et Bierhverv. Paa Mols havde i Slutningen af 17. Aarhundrede af 12 Degne 1 vaeret Skriver, 1 Haandvaerker, 1 Tjener, 3 Underofficerer og 4 Skoleholdere, mens kun 1 var Student37). Naturligvis harder vaeret mange haederligeog dygtige Maend i Standen, som med Rette rostes af deres foresatte for nidkaert og ihaerdigt Arbejde, men de hyppige Klager over Uduelighed, Opsaetsighed 36) Visitatsberetn. 1740, 1745 og 1748. 37) Joak. Larsen: Anf. Skr. S. 41. Side 237
og Drikkeri blandt dem viser, at Moralen ingenlunde altid var, som den burde. Om Degnen i Rodding ved Viborg siger Biskop Lintrup 1722, at han hverken kan eller gider undervise38), og Varde Landemode 1738 maatte forbyde Degnene at lade deres Hustruer eller fremmede Drenge gore det. 1740 afskedigede Biskop Hygom 3 for uordentligt Levned. Da der ikke blev gjort noget effektivt for at skaffe Degnene bedre Kaar under den nye Skoleordning, blev alt stort set ved at gaa i den gamle Gsenge, og man vil forstaa, at det da heller ikke vel var muligt at stille store Fordringer ved Antagelse af Skoleholdere. Lonnen skulde ikke friste nogen, i Vestjylland var den 2—6 Rdl. Betegnende for, hvor lidt man forlangte af dem, er, at Sjaellands Biskop, Balle, henimod Aarhundredets Slutning kun stillede Krav om, at de skulde kunne 1) lsese indenad og skrive, 2) stave, 3) kende Tal og Sammenleegning samt 4) »kaste op« i Bibelen. Ogsaa blandt dem harder dog vaeret Maend, som udfyldte deres Plads paa en udmserket Maade, men Reglen har dog vaeret, at hverken deres eller Degnenes Undervisning kom til at give det ventede Udbytte, fordi de enten som Folge af deres egen manglende Viden og svigtende Evner eller ligefremme Ulyst til Gerningen nojedes med at give de unge et overfladisk Kendskab til Lsesning og saa forovrigt indskrsenkede sig til at laere dem at opremse storre eller mindre Dele af Katekismus og Forklaring, mens det stadig gik med Tilegnelsen, som det bedst kunde. Degnenes og
Skoleholdernes nsermeste foresatte var 38) Jyske Saml. 3—II, S. 87. Side 238
ning,hvordande rogtede deres Opgave. Deres ydre Kaar var i det hele nogenlunde. Skont Kaldene var af meget ulige Beskaffenhed, og der fandtes usselt aflagteEmbeder som Rorbaek i Viborg Stift paa knap 100 Rdl.38), synes det dog af Skifterne at fremgaa, at Gejstligheden egentlig har klaret sig ret godt, isaer da Landbrugspriserne omkring Midten af 18. Aarhundredebegyndte at stige. At Hr. Lind i Hjortdals var saa fattig, at han ikke havde Raad til at holde Koretoj,var dog vist et enestaaende Tilfaelde. Det personlige Forhold mellem Praest og Menighed har gennemgaaende vaeret godt, selv om Rivninger, isaer af okonomisk Art, naturligvis nok kunde opstaa. Praesterne var Jordbrugere som deres Sogneborn, og deres daglige Levevis har sikkert ikke vaeret stort anderledesend de velhavende Bonders; de deltog i deres Omgivelsers Liv, og der knyttedes ofte staerke Baand mellem dem og Menighederne, ja, det kunde gaa saa vidt, at man sogte at daekke sin Prsest, naar han havde forset sig. Saaledes i Vorbasse, hvor Beboerne 1745 gik i Forbon for Hr. Kaalund, der var blevet afsat paa Grund af Lejermaal. Derimod har Praestegaardene dengang naeppe i Almindelighed betydet noget som egentlige Kulturcentrer for Pastoraterne, da de gejstlige,som havde Interesser udover deres Embede og Landbrug, oftest kun syslede med Theologi og Filologi;Tidens Problemer optog i Reglen hverken dem eller Bonderne synderligt. Deter forst henimod AarhundredetsSlutning, at vi traeffer den siden saa beromtePraestetype, der saa det som en af sine Hovedopgaverat taende Oplysningens Fakkel i Sognene og vaere Foregangsmaend i Agerbrug og Kvaegavl. En 39) Kirkehist. Saml. 6—III, S. 12. Side 239
Mand som Niels
Blicher i Vium (1779—93, derefter Deter iovrigt vistnok en populser Opfattelse, at Landsbypraesterne i aeldre Tid bestod enten af lserde Narre eller halvstuderede Rovere, som nodtorftigt passedederes Forretninger og ellers kun interesserede sig for Driften af deres Gaarde. Men dette er ingenlundeTilfaeldet. At der har vseret saerdeles kundskabsrigeFolk imellem dem, som ikke alene kunde laese deres Bibel paa Grundsprogene og gore Rede for deres Dogmatik, men ogsaa var fortrolige med de latinske Klassikere, lader sig ikke benaegte, men de var kun et lille Mindretal. Ej heller kan man komme udenom, at de theologiske Kandidater ofte forlod Universitetet med temmelig beskedne Kundskaber, men paa den anden Side fortaeller de gejstlige Skifteprotokoller, at de fleste almindelige Landsbypraester har ejet et efter Tidens Forhold ikke helt ringe Antal Boger, hvad enten de nu var arvet eller kobt lejlighedsvis paa Auktion,og at det voksede, efterhaanden som Landbrugsprisernei den sidste Halvdel af Aarhundredet forbedredes.Nu kan man ganske vist ikke slutte fra Indholdetaf en Mands Reol til hans Benyttelse af det, men alene Anskaffelsen af et Bibliotek maa dog tyde paa en vis Interesse for Laesning, ligesom Bogtitlerne tor antages at sige noget om, i hvad Retning den gik. Man laegger da Maerke til, at disse Bogsamlinger forudende egentlige theologiske Skrifter, naermest af eksegetisk Art, er staerkt praeget af den fra den lutherskeBodsfromhed udgaaede Opbyggelseslitteratur, repraesenteretved Maend som Arnd, Scriver, Lassenius, Henr. Miiller, Jersin o. s. v. og de med dem beslaegtede engelske Forfattere (i tysk Oversaettelse), og heraf skulde da folge, at deres Ejermand har hort til den Side 240
samme Retning eller i alt Fald onsket at stifte Bekendtskabmed den. Pietistiske Boger optrseder forst omkring Midten af Aarhundredet, men sjaeldent i saa stort et Antal, at de er i Stand til at paatrykke et Bibliotekderes Ud fra det foregaaende skulde man da tro, at de fleste Praester har haft Betingelse for at kunne arbejde med en Tekst, og at Hovedparten af dem har praediket mere eller mindre i Tilslutning til Bodsfromhedens Tanker, revsende og formanende, delvis med staerk Vaegt paa det moralske Indhold. De unge pietistiske Praester, som begyndte at vise sig i 1740erne, har talt paa en lignende Maade, kun med endnu kraftigere Appel til den enkelte, hvorhos nogle af dem gjorde bestemte personlige Oplevelser til Betingelse for et sandt Kristenliv og var rede med haarde Dorame over dem af deres Sogneborn, som ikke forstod dem. Naturligvis er det vanskeligt for ikke at sige umuligtat afgore, hvad Udbytte Menighederne har haft af deres Praesters Forkyndelse; det afhang i hoj Grad baade af Manden, der talte, og hvordan han talte. Men man undgaar ikke en Folelse af, at det ikke altid lykkedes at tilpasse Praedikenen efter Tilhorernes Standpunkt. Ved Visitatserne har Praesterne naturligvispraesteret deres bedste, men Biskoppernes Indberetningersiger egentlig ikke ret meget herom, thi at en Mand praedikede »skikkeligt« eller »opbyggeligt«, er jo ikke saerligt oplysende, og trykte Taler af Landsbypraesterforeligger ikke; det var kun enkelte af Gejstlighedens Spidser, som ved given Lejlighed kunde udsende en Samling eller muligvis kun en enkelt i en bestemt Anledning. I Aalborg Bispearkiv findes ganskevist opbevaret et Par Pakker, indeholdende Festpraedikeneri Anledning af Kongehusets Jubilaeum Side 241
1749 og Mindet om Enevaeldens Indforelse 1760, men de bor benyttes med nogen Varsomhed og kan nseppe helt tages som Udtryk for, hvordan Ordene faldt til daglig, da de er udarbejdet under saerlige Forhold og sagtens ogsaa med en Gennemlaesning af Biskoppen i Erindring. Kan man drage nogen Linie fra dem til de almindelige Sondagspraedikener, koinmer man imidlertidnaeppe uden om, at mange af disse er gaaet den jsevne Mand over Hovedet, lange og akademiske som de ofte har vseret. Deter enestaaende, naar Biskop Hygom ved Visitatserne i Grundfor 1747 og i Nebsager1750 noterer, at Praesterne der lemper sig efter Almuens Fatteevne40); det synes at vise, at saadan har andre gejstlige ikke gjort. Og hvad Laengden angaar, var der vel naeppe mange Praester med Respekt for sig selv, som overholdt Danske Lovs beromte, fra Fortiden overtagne Forbud mod at tale over en Time, »den gemene Mand til Kedsommelighed og des mindreOpbyggelse, som saa meget paa een Gang ikke fatte og beholde kan«41), og at det fra Tid til anden igen indskaerpedes, hjalp ikke. Naar man horer, at en af de omtalte Festpraedikener — ganske vist kun en enkelt— var paa 326 skrevne Foliosider, vil man indse, at Tilhorernes Taalmodighed og Opmaerksomhed nok kunde blive sat paa en haard Prove, og man forstaar, at Christian IV vilde have en Mand til »at gaa med Stokken« under Gudstjenesten42). Ogsaa Praestestanden havde sine braadne Kar, og selv med hin Tids usnerpede Syn paa mangt og meget i Erindring tor man nok sige, at den rummede Personer,som aldrig burde have haft gejstligt Kald. Naturligvisudgjorde 40) Pk. 462—64. 41) Danske Lov 2—4—11. 42) H. F. Rordam: Danske Kirkelove 111, S. 318. Side 242
turligvisudgjordede kun et lille Mindretal, men dog stort nok til at saette en Plet paa Helheden. ForargeligeProcesser kunde ikke undgaas, selv om ovrighedenviste megen Langmodighed, og adskillige blev med Rette fradomt Kjole og Krave. Saaledes 1737 MortenHessel i Simested for Hustrumishandling og Embedsforsommelseog 1744 P. Norholm i Taarup for lignende Forseelse, mens den halvgale Jac. Skive i 01by kun ved sin Dod (1727) slap for Afsaettelse43). At Hr. Kaalund i Vorbasse blev fjernet paa Grund af Lejermaal (1745), er allerede omtalt, og samme Skaebne ramte 1744 Praesten paa GOl, Hoe, som var bleven udlagt som Barnefader. I den sidste Halvdel af Aarhundredet forekom den Slags vel sjaeldnere, men de forekom dog. Saa sent som i 1789 stod saaledes Hr. Bakke paa Veno anklaget for bl. a. i Fuldskab fra Prsedikestolen at have lyst Forbandelse over Menigheden,om den ikke adlod hans Befalinger; Nadveren havde han uddelt uden forudgaaende Indvielse af Elementerne.Han blev naturligvis fradomt sit Embede. De fremdragne Eksempler er naturligvis saerlig graverende,men der var ogsaa adskilligt andet at paatale.At der var Praester, der drak vel meget, fandt Tiden ikke saa anstodeligt, som vi vilde gore, saa Landemoderne kunde indskraenke sig til at udtale sig misbilligende om det; mere betaenkeligt er det, naar der omtales Forargelser med Slagsmaal og Eder; lejlighedsvishorer man om fordrukne Praestekoner. Ved Midten af Aarhundredet maa der imidlertid vaere sket en Hojnelse af Standen som Helhed, siden baade BiskopH. A. Brorson i Ribe og Biskop Hygom synes ret vel tilfredse med dens borgerlige Haederlighed. Derimodvar 43) Fra Himmerland og Kser Herred, 1941, S. 126 ff., Jyske Saml. 3—II, S. 165 ff., Kirkehist. Saml. 3—IV, S. 813 ff. Side 243
imodvarde som Pietister naturligvis misfornojede med dem, der dansede ved Gilderne. Hygom siger spydigt,at hvis Adstadigheden er dem for stor, kan de let blive entlediget baade fra den og fra Embedet og faa Lov til at anvende deres Gaver i »en anden Professions. Nogle har kun haft ringe kirkelig Forstaaelse. At der var dem, der paa Rejser aflagde det til enhver Tid paabudte Ornat og fserdedes som »Skytter med Bosser og Jagthunde« (Aarhus Landemode 1725), fik vaere, hvad det var, vaerre var det, naar kirkeejende Prsester lod deres Kirker forfalde — som Butz, Bselum, med Solbjerg og Hfiyer, Tjele, med Vammen44) — eller naar de lod deres Folk forrette Sondagsarbejde (Aarhus Landemode 1761). Heller ikke saa det godt iid, at nogle afholdt deres Uvenner fra Nadveren (Ribe Landemode 1740). Adskillige var rethaveriske og kvaerulerende, og der var tit Kompetence- og andre Stridigheder mellem dem, saa et Reskript 1750 maatte paabyde at mulktere baade de forsommelige og de processyge gejstlige; i samme Retning peger Aarhus Landemodes Krav 1748 om en hoflig Tone i Skrivelserne til Provsterne. Naturligvis fandtes der dovne Praester. Nogle sjuskedemed Gudstjenesten og begyndte den saa sent, at Menigheden blev ked af at vente og gik til Kros i Stedet, eller de sprang over eller aendrede i Liturgien. Praesten Friis i Hjarup (1756—87) beskyldtes saaledesfor ved Skriftemaal kun at tilsige en enkelt Absolutionenmed Haandspaalaeggelse og derefter affaerdigede andre med et: »Og jer med«45). Andre undlod 44) Helium Herreds Pakke 1756 og Kirkesyner 1727—1804, Viborg Bispeark. (Landsark., Viborg). 45) L. Koch: Oplysningstiden i den danske Kirke, S. 312. Side 244
at katekisere, og skont det var forbudt at lade hvem som heist prsedike for sig, »som om der ikke behovedesmegen Umage og Studeringer til Praedikenen«, maatte det ofte paatales, at de lod Degnen gore det; paa Mano var det 1754 en Prokurator, som vikariered e48). Ligesaa kunde det vsere slojt med Forberedelsen.Varde Landemode 1734 anker over dem, der »10beruforberedte op paa Praedikestolen og fylder Folk med Skvalder og ikke sammenhsengende Talemaader, ja med vrange og den sande Kristendom modstridige Fortolkninger og lader Sjaelene gaa lige saa tomrne og dumme hjem, som de var indkommet i Kirken«, og 1750 hedder det atter, at nogle naeppe ved, hvad de skal sige. Kirkekollegiets Ordre, at Prsesterne ved Visitatserneoverfor Biskoppen skulde gore Rede for deres Studier og forevise ham deres Dispositioner, synes ikke at have frugtet alle Steder. Naar der imidlertid lidt efter lidt skete en iEndring til det bedre i alt dette, saa Forhold af den omtalte Art efterhaanden kom til at hore til Sjaeldenhederne, havde det blandt andet sin Aarsag i den Indflydelse, Pietismen ovede. Thi ganske vist var det kun et Faatalaf Praesterne, som sluttede sig til den, men det Ideal, den ideligt fremhaevede, og dens stadige Indskaerpelseaf, at Forkynderen selv maa vaere med i sin Forkyndelse og leve et Liv, der svarer dertil, har naeppe undladt at baere Frugt. Gennem Erik Pontoppidans»Collegium pastorale* og ved Droftelser under Sammenkomster er disse Tanker blevet kendt i videre Kredse, og i Forbindelse med en almindelig kulturel Hojnelse har de da bidraget til, at ogsaa ikke-pietistiskePrsester kom til at stille storre Krav baade med 46) Ribe Biskops Kopibog 7/12 1754. Side 245
Hensyn til
deres Embedsforelse og til sig selv, end En Folge af denne voksende Ansvarsfolelse var, at Prsesterne nu mere end forhen forlangte deres Gerning respekteret og derfor optraadte med storre Myndighed overfor andre. Den Underdanighed, de i aeldre Tid altid havde vist Herremaendene, der endnu kunde have en vis Tilbojelighed til at betragte Gejstligheden som en dem underordnet Stand, aflostes efterhaanden af en mere selvstaendig Optraeden; som kongelige Embedsmaend, der kun skyldte Gud og Majestaeten Regnskab for deres Faerd, var de nu ikke til Sinds at lade sig byde hvad som heist, og om end de stadig af gammel Vane viste Godsejerstanden en ydre iErbodighed, forhindrede det ikke, at de ved given Lejlighed kunde gaa angrebsvis til Vserks, naar de mente at have Retten paa deres Side. Saaledes udskaeldte Praesten i Henne paa selve Juledag i Kirken Proprietser Endorph paa Hennegaard, fordi Messetojet efter hans Opfattelse ikke var, som det burde47), og Hr. Plenge i Foulum stiklede fra Praedikestolen til Oberst Ltittichau paa Tjele, med hvem han laa i en langvarig Strid48). Proprietaererne har gennemgaaende naeppe vaeret synderlig kirkeligt interesserede, mindst i Almindelighedde indvandrede tyske Adelsmaend og de borgerligeOpkomlinger, der havde faaet en Hovedgaard og nu af al Magt sogte at oge deres Velfaerd; at en Del af dem i de daarlige Tider til c. 1740 sad haardt i det, bidrog maaske ogsaa til at gore dem ligegyldige for andet end deres egne private Forhold, selv om de naturligvis opretholdt en vis ydre Forbindelse med Kirken. Navnlig i ost- og Nordjylland, hvor Hoveriet 47) Wiberg: Dansk Prcestehist. I, S. 598. 48) Fra Viborg Amt 1945, S. 134. Side 246
var haardest, men ogsaa andetsteds, betaenkte de sig ikke paa at kraeve Arbejde af deres Bonder paa Helligdage,for ikke at tale om naar Biskoppen kom paa Visitats. Paa den anden Side var de ofte ligegyldige overfor deres undergivnes Opforsel, ja tog som alleredenaevnt tidt deres Parti, naar Praesterne klagede over dem. Herremaendene satte nok Pris paa de Patronatsrettigheder, som fulgte med de af dem ejede Kirker (eller rettere Kirketiender), men med Pligterne tog de det i Reglen temmelig let. Naturligvis var der Undtagelser — Biskop Hygom naevner i Aarhus Stift Skeel, Gl. Estrup, Friedenreich, Palstrup, Fru Rosenorn paa Aakaer og Fru Kragh paa Stensballegaard — men de mange gjorde kun, hvad de var strengt nodsaget til, og ikke engang det. Man forstaar, at det under saadanne Herrer maatte gaa traegt med Gennemforelsen af Christian Vl's Skolelove. Men navnlig 10d der hele Aarhundredet igennem hoje Klager over den ligegyldige og uforsvarlige Maade, hvorpaa de behandlede deres Kirker. Noget maa man dog vist undskylde dem, thi Sansen for Kirkehusenes Vedligeholdelse og Udsmykning var ogsaa udenfor Godsejerstanden kun ringe. Deter enestaaende,at Klitboerne 1755 skaenkede Vandet Kirke et Urvaerk, for Reglen var ellers, at Bonderne helt overlod til Patronen at ordne de Dele, og de var temmelig uvillige til at udfore det Pligtarbejde, som i den Anledning maatte blive dem paalagt, ligesom de ikke tog det alt for noje med, om deres Kreaturer paa Grund af manglende Lukkelse graessede paa Kirkegaarden,eller om den blev oprodet af Svin. At Praester og Degne heller ikke altid har vaeret stort bedre, ses af, at et Reskript fra 1736 maatte forbyde dem under Side 247
50 Rdl.s Mulkt at ssette Stakke paa den. Ja man kan sige, at Regeringen selv for saa vidt vanned i Profanationen,som den tillod Landmilitsen at opbevare sine Vaaben i de Kirker, som den holdt ovelse ved, og at opstille Gabestok og Traehest udenfor. Men det var alligevel isser Godsejerstanden, Klagerne samlede sig om. Mens det endnu bevarede Inventar fra Christian IV's Tid vidner staerkt om de dalevende adelige Patroners Omsorg for at forskonne og udsmykke deres Kirker, mserker man i Almindelighed kun lidt til noget tilsvarende i det 18. Aarhundrede, men desmere til komplet Ligegyldighed for, hvorledes der saa ud baade ind- og udvendigt. Det var saaledes ikke ualmindeligt at benytte Taarn og Vaabenhus til Oplagringssted for Tiendekorn, HO, Halm, 01ankre og lignende; i Siim havde man anbragt en Fjerding Krudt under Praedikestolen49). Inventaret var ofte i en ynkelig Forfatning. I Fly var der f. Eks. kun 2 Stole, Resten var Skamler, og Altergenstandene saa tidt forfaerdelige ud. I Vejrum ved Viborg var Kalk og Disk af Tin og Stagerne af Jern, og Varde Landemode maatte 1727 forbyde at bruge lange, gule Stokke med Hul oveni til Olie og Tran i Stedet for rigtige Lys. Mange Steder meldes om forrevne Alterboger og Salmeboger, pjaltede Alterduge og manglende eller defekt Messetoj, saa man ser, Kirkeejernes Sparsommelighed her er gaaet ud over alle Graenser. Med selve Kirkebygningerne stod det ikke bedre til, og det var uhyggelige Tilstande, der kom for Dagen ved Kirkesynene. Mange Proprietserer gjorde sig Fordelved at erstatte Blytagene med Sten, og af dem manglede der iovrigt tidt saa mange, at Vind og Vand 49) Jyske Saml. 3—II, S. 110. Side 248
havde fri Adgang til Loftet og, naar dette var utaet, laengere ned. I oster Veiling var (1735) en Masse Tagstenafblaest, Loftet dels raadent, dels helt borte, saa ingen af Synsmaendene turde vove sig op paa det, og det kunde regne ned paa Praest og Menighed. I Fly laa der ofte Vand i det hullede Gulv; om Vinteren gled man i Is, om Sommeren stovede det50). I Grinderslev stod man »naesten i Skarn og Vand til Knseene«, og Taarnet i Ikast havde store Revner, mens Hvselvingen var brostfaeldig; Skriftestolen kunde ikke bruges, og paa Kirkegaarden gik Kreaturerne ud og ind, som de lystede, fordi Digerne var forfaldne. I Saedder var en nedfalden Loftsbaejlke bundet op med Reb, en anden hvilede paa en skrobelig Stotte, der stod paa en gammel Kiste, mens en tredie var forsvunden; Klokkehusetvar saa elendigt, at der ikke kunde ringes uden Fare. Proprietaer Stjernholm paa Kjeldgaard (i Salling)fik 1732 Lov til at erstatte et rundt Taarn ved Selde Kirke med et firkantet; Nedbrydningen fandt ogsaa Sted, men 4 Aar efter var han heller ikke kommetlaengere, saa Praesten klagede over ham; Vaabenhusgavlenhavde han ogsaa nedtaget til eget Brug, og han havde Havre liggende i Kirken. Stiftamtet fik Ordre af Regeringen til at skride ind mod disse grove Overgreb, men Stjernholm undskyldte sig med, at det ikke var til at faa Haandvaerkere51). Disse Eksempler turde vaere tilstraekkelige. Lad vaere, at det de fleste Steder ikke stod saa gait til som ovenfor skildret, alene den Omstaendighed, at saadanneTilstande i det hele taget kunde forekomme, er nok til at vise, hvor ringe Interessen har vaeret hos de ansvarlige Kirkeejere. Myndighederne var nok 50) Kirkesyner 1727—1804. Viborg Bispeark. (Landsark. Viborg). 51) Sailing N. Herreds Pakke og Viborg Biskops Kopibog 1754. Side 249
klare over, hvor skandalose Forholdene kunde vaere, men de tog mange Gange selv kun valent paa dem. Undertiden kunde de vel mande sig op, som naar der 1743 efter indsendt Klage udgik Skrivelse om ikke mindre end 26 Kirker i Viborg Stift, som kraevedes repareret. Hvor store Manglerne har vaeret, ses ikke, men det gor rigtignok et noget underligt Indtryk, at 3 af Kirkerne faa Aar i Forvejen var blevet rost af Biskoppen for den gode Forfatning, de var i. Om de givne Paabud har haft nogen Indvirkning paa de paagaeldendeEjere, turde vaere tvivlsomt, saa meget mere, som ingen plejede at tage de kongelige Anordninger alt for hojtideligt, og at Tilstandene i Stiftet heller ikke senere just var ideelle, fremgaar af, at Landemodet1760 befalede Provsterne at holde oje med, at Bly ikke erstattedes med Sten og Egetommer med Fyrretrae. Endnu et Sporgsmaal maa berores, nemlig hvilken Indflydelse Pietismen har haft i Befolkningen. Svaret herpaa maa blive, at den i alt Fald direkte ikke har vaeret ret stor, og at den var indskraenket til de Menigheder,hvor Gejstligheden i Forvejen sluttede sig til den. Sagen er, at Pietismen hovedsagelig var en Praestebevaegelse, fornemmelig baaret frem af de unge gejstlige, som i deres Studentertid c. 1730—40 havde oplevet de staerke Brydniniger mellem den og Ortodoksien,og som saa efter at vaere kommet i Embede tog et nidkaert Arbejde op i deres Sogne for at vaekke deres Menigheder. Det bar ogsaa her og der nogen Frugt, men paa den anden Side var det Rore, der saaledesfremkom, saa at sige altid af lokal Karakter. Praesterne maatte nemlig efter Loven ikke befatte sig med en andens Kald52) og var derfor henvist til at 52) Danske Lov 2—11—3. Side 250
virke i deres hjemlige Kredse, og da der kun var ringe Forbindelse mellem de forskellige Sogne, forplantede det, der eventuelt kom til Orde i et, sig yderst sjaeldenttil andre. Enkelte Steder omtales der Vaekkelser, uden at man kan se, hvem der har vseret deres Ophavsmaend,men deter ikke ret tidt, og den Mulighed foreligger da, at de er af herrnhutisk Oprindelse. Paa Skernegnen var der et vist Tillob til en pietistisk Lsegmandsbevaegels e53), ligesaa som omtalt i Moborg, men deter Undtagelser, og Biskopperne indberetter da heller ikke noget om Laegfolks Virksomhed. De gudeligeForsamlinger, de fortaeller om, blev ledet af Degne og Skoleholdere og var normalt under Prsesternes Kontrol. Deter da vanskeligt for ikke at sige umuligt at kortlsegge den jydske Pietisme, idet den optraeder spredt, rettende sig efter, hvor den havde gejstlige Talsmsend, som forstod at vinde Indgang hos Almuen for deres Forkyndelse. Mest slog den vistnok an paa Vestkysten, hvad vel hsenger sammen med Befolkningens mere tunge Sind, og nordenfjords, hvor Vaekkelserne paa sine Steder var tilsat herrnhutiske Elementer. Mod ost var det isaer omkring Vejle, den gjorde sig gaeldende, mens Midterlandet i det store og hele forblev überort. Det Afhsengighedsforhold, hvori de pietistiske Vsekkelserstod til Gejstligheden, gjorde dem imidlertid ikke blot lokalt-, men ogsaa tidsbegrsensede. Det siger ogsaa sig selv, at naar de ikke fik Lov til at staa paa deres egne Ben, et Forhold, der indskaerpedes yderligereved den beromte Konventikelplakat 1741, der i den bedste Hensigt og for at vserne Befolkningen mod 53) Hardsyssel Aarbog 1907, S. 73 ff. Side 251
Kaetteri gjorde de gudelige Forsamlinger afhsengige af Prsesten, maatte Folgen ganske naturligt blive, at de ikke var i Stand til at haevde sig, men sygnede hen, naar de ved Dod eller Forflyttelse mistede deres Ledere.De folkelige Celler, hvoraf Pietismen skulde have ost sin Kraft, skonnede man ikke paa, saa man kan sige, at den ved sin statskirkelige Mistillid til den jsevne Mand vanned til at save den Gren over, hvorpaaden egentlig skulde hvile54). Derfor er der heller ingen Grand til at tro, at det 19. Aarhundredes Indre Mission delvis skulde vaere opbygget paa pietistiske Smaakredse, som har fort en skjult Tilvaerelse i den rationalistiske Periode. Alt tyder paa, at Pietismen i det 18. Aarhundrede har vseret en Parentes, og Indre Mission har kun knyttet den bristede Traad, for saa vidt som den har gjort sig til Talsmand for de samme Grundanskuelser. »De staerke Jyder« paa Horsens-Vejleegnen var en Bevaegelse for sig selv, vel af pietistisk Art, men uden nogen Tilknytning til forudgaaende lokale Vaekkelser55),' Langt livskraftigere var derimod den herrnhutiske Bevsegelse, selv om heller ikke den kom til at vinde nogen storre Indgang i Befolkningen. Men dens Forkyndelse var mildere, og da den i hoj Grad tog Laegfolk i sin Tjeneste, og Sogneskellene desuden ikke eksisterede for den, havde den dermed Betingelser for at blive langt mere folkelig end Pietismen. Dens Virkninger strakte sig da ogsaa langt ind i 19. Aarhundrede. Hvor stor
Tilslutning Pietismen fik i de Sogne, hvor 54) Om Aarsagerne til Pietismens Hensygnen se i ovrigt min Bog: »Pietismen i Jylland«, S. 157 ff. 55) Kirkehist. Saml. 6—V, S. 1 ff. Side 252
sjaeldent horer
noget om de vaktes Antal og i Reglen Men har Pietismens direkte Indflydelse paa den jydske -— og iovrigt paa hele den danske — Almue saaledes kun vaeret af lokal og tidsbegraenset Art, har der naturligvis paa den anden Side alligevel bundfaeldetsig 56) Jyske Saml. I—II, S. 26 ff. 57) Kirkehist. Saml. s—l, S. 626 ff. 58) Jyske Saml. S—IV, S. 125 ff., Kirkehist. Saml. 4—III, S. 740ff., Side 253
detsiget og andet fra den i den jsevne Mands Sind, som han uden at reflektere over Oprindelsen og uden paa nogen Maade selv at blive Pietist, efterhaanden übevidst tilegnede sig. Dens kraftige Fremhaevelse af saavel det kristelige som det moralske Ideal og dens stserke Appel om at virkeliggore det i Livet har naeppe undladt at yde sit Bidrag til den Hojnelse i Menighedstilstandene,som Kirkens Maend trods alt dog niente at kunne spore i den sidste Halvdel af 18. Aarhundrede.Naar det f. Eks. blev saadan, at Helligdagsarbejdeoveralt paa Landet praktisk talt blev afskaffet,er det naeppe forkert at tillsegge Pietismen en stor Del af .ZEren herfor. Heller ikke maa den Betydning, Pontoppidans Forklaring kan have haft, overses, thi selv om den nok saa meget var uforstaaelig for Born og mest Isertes udenad paa Remse, kom den dog utvivlsomtalligevel til at saette et vist Prseg paa Befolkningen,brugt som den blev i alle Skoler, ved Katekisationerog ved Konfirmationsforberedelsen. Paa samme Maade har Brorsons Salmer, hvor de blev kendt, haft en Mission at udfore. Skont Pietismen ikke havde nogen Tanke om at opdrage Almuen kulturelt, kom den alligevel til at ove en vis Indflydelse i saa Henseende. Thi den storre Lsesefaerdighed, som Skoleloven af 1739 trods ufuldkommen Udforelse i Praksis, slet Indretning af Lokaler og mange daarlige Lserere alligevel medforte, har naeppe kunnet undgaa at give en og anden Lyst til ogsaa at stifte Bekendtskab med den verdslige Litteratur. I hvert Fald kan man sige, at Skolen vanned til at forberede den Tid, da Bonderne selv indsaa, at de maatte udvide deres Kundskaber, og at altsaa Pietismen om end indirekte har givet Stodet hertil. Derimod har, hvad
der ogsaa vil fremgaa af det foregaaende,de Side 254
gaaende,degudelige Forsamlinger naeppe haft nogen som heist Indflydelse paa Udviklingen af BondestandensSelvstaendighedsfolelse eller kunnet bidrage til at give Deltagerne en vis frigjort Optraeden; dertil fik den jaevne Mand for lidt at sige i den Tid, de virkelig betod noget, og desuden var de forholdsvis faa. Er der noget, der har virket i den omtalte Retning, har det snarest vaeret Grandestaevnerne, paa hvilke der var Lejlighed for enhver Gaardmand til at udtale sig om Byens Anliggender og dermed udvikle sin Taenke- og Forhandlingsevne. En Betragtning af de jydske Menighedstilstande i Stavnsbaandstiden viser da en i sin gamle Bondekulturmed dens Fortrin og Fejl fast forankret Befolkning,for hvem Kirken og hvad der stod i Forbindelse med den, var en fast og urokkelig Realitet. Men dens Indstilling har som nsevnt hovedsagelig vseret af passivArt, og om noget selvstsendigt Initiativ fra dens Side er der sjaeldent Tale. Dette kan imidlertid ikke undre. Allerede i den katolske Tid saa man jo paa Laegfolket som en Samling af umyndige, der ikke kunde staa paa egne Ben, men som maatte vsernes og vejledes af Gejstligheden, og dette Forhold blev ikke forandret med Reformationen. De protestantiske Prsestervandrede her troligt videre ad den een Gang afstukneBane uden noget onske om, at den jsevne Mand skulde drages ind i direkte kirkeligt Arbejde, og de saa det mindre som deres Opgave at vaekke ham til selvstaendig Tsenken end at formane ham og befseste ham i den vedtagne rette og sande Tro. Men Folgen heraf maatte naturligvis blive en aandelig Uselvstsendighedhos Almuen, og man forstaar da, hvorfor der i aeldre Tid, uanset hvorledes den enkeltes personlige Forholdtil Kristendommen iovrigt var, har vseret saa ringe Side 255
en kirkelig Aktivitet i de brede Lag. At Aandslivet dervedmaatte faa en stillestaaende Karakter, er klart, saa meget mere, som den Undervisning og Belsering, Prsesterog Degne gav, almindeligvis ikke var i Stand til ret at gribe Hjerterne. Skulde den bundne Varme i Sindene udloses, kraevedes der Vejledere, som baade var i Stand til at tage Folk, hvor de stod, og at lede deres Tanker ind i nye Baner. Dette skete forst for Alvor ved de store Vaekkelser i 19. Aarhundrede; at Bondestandens Isolation samtidig begyndte at brydes, og at Laegfolket toges med ind i Arbejdet, bidrog til at betinge den Fremgang, de fik. |