Albert Fabritius og Harald Hatt: Haandbog i Slægtsforskning (Schultz Forlag 1943).

Studiet af slaegtshistorien har i de senere aar taget et
staerkt opsving og drives af mange med begejstring og ildhu.

Og har man engang selv oplevet den spaending, sora kan gribe en, naar man i arkivets mange folianter og akter soger efter et slaegtsmedlem, undrer man sig ikke over, at denne idrset har faaet saa mange udovere. Og hvad er egentlig naturligere for det enkelte menneske end at prove paa at faa noget at vide om sig selv gennem studiet af de mennesker, hvis efterkommer man er. Selv om den videnskabeligearvelighedsforskning endnu ikke kan opvise altformange sikre resultater, er det i hvert fald givet, at det enkelte menneskes anlseg i hoj grader betinget af arven fra forfaedrene.

Men slaegtsforskning er mere end en spaendende og berigende underholdning. Den er ogsaa en saerlig videnskabsgren, en historisk hjselpedisciplin. Dette betyder ikke, at enhver, der har syslet nogle uger med sin slaegts historie, kan fole sig som historisk videnskabsmand. Den videnskabelige slaegtsforskning er et stadium, der kraever en fuldstaendig beherskelse af historisk metode, et indgaaende kendskab til det uhyre omfattende kildemateriale og en klar forstaaelse af de opgaver, hvis Iosning er af betydning for den almindelige historie. Adelsgenealogien kaster saaledes paa mange maader lys over en raekke almenhistoriske problemer, og studiet af det danske kobstadspatriciats slsegtsforhold er af stor betydning for forstaaelsen af den sociale og okonomiske historie. Og hvor mange kulturhistoriske emner kan genealogien ikke belyse?

Ogsaa lokalhistorien er nser knyttet til slaegtshistorien, og den af Bibliotekar Albert Fabritius og Landsarkivar HaraldHatt udgivne haandbog er derfor et vaerk, som enhver lokalhistoriker bor gore sig fortrolig med. Paa mange maaderkan man drage nytte af dens vseld af oplysninger, ikke mindst da der indenfor lokalhistorien mangier et tilsvarendehjaelpemiddel. Haandbogen bygger paa Paul Henningsbog: Slaegtsforskning, som de to forfattere udgav i 1933, men da der er sket meget store og afgorende aendringerog udvidelser, er det naturligt, at de nu lader den udkommeunder deres eget navn. Bogens to vigtigste afsnit er uden tvivl »Bibliotekernes slaegtshistoriske Indhold« og »Arkiverne og deres slaegtshistoriske Indhold«, hvori slaegtsforskernefaar grundig og paalidelig oplysning om det

kildestof, som er grundlaget for deres arbejde. Begynderen, som laeser disse afsnit igennem, vil maaske nok blive lidt forskraekket og sporge sig selv: Tor jeg give mig i lag rned dette overvaeldende stof? Erfaringen viser dog, at de fleste skyder betsenkelighederne til side og med et imponerende mod giver sig i lag med kildernes mylder. Men maaske kunde man sporge, om de to forfattere ikke burde overvejemuligheden for at faa udgivet en ganske kort — og billig — vejledning, der kun skulde vsere beregnet paa nybegyndere. Der foreligger et par smaaboger af denne art, men de er ganske utilfredsstillende.

Haandbogen er ikke blot en vejviser gennem det store kildemateriale og den omfattende litteratur, den rummer ogsaa en raekke andre afsnit, der baade giver praktiske oplysninger og raad og uddyber genealogiens mere teoretiske grundlag. Af betydelig praktisk interesse er oplysningerne om slsegtsforskningen i de ovrige nordiske lande og i Tyskland. I det sidste afsnit behandles ogsaa Sonderjylland, hvilket dog synes baade historisk og sagligt uheldigt. De udforlige kapitler om anetavlen (hvorfor den gamrneldags stavemaade ahnetavle?) og efterslaegtstavlen har ogsaa stor praktisk betydning, idet det uden tvivl er vigtigt at faa fastslaaet, hvilke fremstillingsformer der er de mest formaalstjenlige, ligesom en vis ensartethed ved opstillingen af tavlerne er onskelig. Jeg er enig med Albert Fabritius i, at man med hensyn til efterslsegtstavlerne bor foretraekke den generationsvise opstilling, mens Kekule von Stradowitz' system er den mest praktiske betegnelseemaade, naar talen er om anetavler. Det gaar i korthed ud paa, at man nummererer anerne fortlobende, idet man begynder med probanden, der faar nr. 1, foraeldrene faar nr. 2 og 3, bedsteforaeldrene nr. 4—Bo.4_—8o. s. v., saaledes at en mands anenummer altid er det dobbelte af hans barns, moderens det dobbelte af barnets plus et.

Kapitlet »Slsegtsvidenskabens Begreb og Grundformer, dens Opgaver og Kilder« er af mere teoretisk karakter og i hojere grad beregnet for viderekomne. Man kunde her maaske have onsket, at forfatteren lidt mere indgaaende havde behandlet sporgsmaalet om genealogiens videnskabeligeopgaver, forst og fremmest de rent historiske. Det vilde

uden tvivl have virket inciterende paa mange, hvis de
mest naerliggende opgaver var blevet praeciseret af en saa
kyndig mand som Dr. Fabritius.

Med »Haandbog i Slaegtsforskning« er der givet danske personalhistorikere og genealoger en haandsraekning, som ogsaa vil kunne vaere til hjaelp for mange af deres studiefaeller indenfor andre historiegrene. Den stillede opgave er af de to forfattere Iost paa en udmserket og fuldt tilfredsstillende maade, og enhver arkivmand vil paa grundlag af egen erfaring kunne bevidne, at bogen allerede nu bliver meget brugt. Forhaabentlig vil den ogsaa bidrage til en hojnelse af det slaegtshistoriske studium, saa dette i hojere grad end nu kan vaere med til at udvide kendskabet til og forstaaelsen af det danske folks fortid.