Georg Hansen: Degnen. Studie i det 18. aarhundredes kulturhistorie (Schultz Forlag 1944).

Den laeser, som giver sig i lag med Georg Hansens bog om degnene, bor forst laese efterskriften, hvoraf det fremgaar,at »Degnen« er det forste bind i et stort anlagt vaerk paa 8 bind, der skal indeholde skildringer af en raekke hovedtyper i det 18. aarhundredes samfund, nemlig: barnet,betleren, kraemmeren, tjenestekarlen, tjenestepigen, landhaandvaerkeren, fiskeren, ridefogden, skoleholderen, degnen, praesten og herremanden, hvortil saa komraer saerligeredegorelser for saedeligheds- og sundhedsforhold. Man tor nok sige, at hr. Georg Hansen er i besiddelse af et usaedvanligt mod. Men han vil mere end bare skrive 10s, han vil ogsaa gore det paa en ny maade. Han erklaerer selv, at han skriver udfra et ikke-materialistisk standpunkt, og i staerke ord lyser han den saakaldte materialistiske historieskrivning i band. Mon det dog ikke er en kamp mod vejrmoller? Der er mig bekendt ikke een dansk historiker,der i praksis dyrker den materialistiske historieforskning.Vi danske er jo kun lidet forfaldne til teoretiske

droftelser af problemer vedrorende historiens filosofi og har kun i ringe grad ladet os paavirke af de forskellige historiske teorier, som gennem tiderne har vaeret herskendeude i den store verden. Noget andet er, at yngre historikere i hojere grad end deres aeldre kolleger har taget okonomiske sporgsmaal op til undersogelse, hvilket ikke mindst skyldes, at man i saa hoj grad har vendt sig fra den ydre og politiske historie til det, man kunde kalde kulturhistorie i videste forstand. Og her vil man ustandseligblive stillet overfor de okonomiske problemer, som Georg Hansen jo ogsaa maa tage stilling til i »Degnen«. Man bliver nu engang ikke materialistisk historiker, fordi man behandler okonomiske og sociale problemer og fremhaeverdisses betydning for samfundsudviklingen.

Men hvordan vil Georg Hansen da skrive historie? Han vil give »en skildring, der i videst mulig grad afspejler datidens ansigt«, og et andet sted hedder det: »hvis han (historikeren) vaesentlig soger til det kildemateriale, der direkte udtrykker fortidens sjael, lader det sig alligevel gore at tegne et billede, der gengiver vaesentlige traek af tidens vaeseri*. Udtrykket om kildematerialet, der direkte udtrykker fortidens sjael, forekommer mig at vaere uklart og lidet gennemtaenkt. Men iovrigt er der jo ikke noget epokegorende i dette program. Mere ejendommeligt er det, at han synes at mene, at i det ojeblik, forskeren prover at udrede aarsagssammenhaengen i den historiske udvikling, sker det, fordi han ikke kan frigore sig for sin egen tids problemer. Konsekvensen af hans paastand maa da blive, at historikere kun skal skildre de enkelte begivenheder eller tilstande, men ikke redegore for det indbyrdes forholdmellem disse. Paa denne maade kan historieforskningenselvfolgelig blive mere objektiv end nu. Men mon saa ikke den helhed forsvinder, som Georg Hansen saa staerkt efterlyser, idet han skriver: »for mig er det da ogsaa helheden,det drejer sig om i historieskrivning, ikke detaljen«. Jeg kan ikke se andet, end at det for de fleste vil vaere umuligt at opfylde alle de krav, som Georg Hansen stiller til historikeren, og at disse i de fleste tilfselde vil vise sig at vaere indbyrdes modstridende- Og hans bog bekraefter for mig denne overbevisning. Man maerker, at han har bestraebtsig

straebtsigfor at lade fremstillingen »afspejle datidens ansigt«,og at han saa vidt muligt har undladt at udrede aarsagssammenhaengen, idet han har indskrsenket sig til at gengive en raekke — ofte vaerdifulde — enkeltheder. Men man savner helheden, de store linier og sammenfattende betragtninger, deter bleven til en mosaik, der kun giver et flimrende og ikke altid praecist billede af degnen og hans tilvaerelse. Man kan maaske ikke absolut paastaa, at hans arbejdsmetode udelukker en skildring, der giver et staerkt helhedsindtryk, men den fordrer i hvert fald kunstneriskbeherskelse af stoffet, som kun er de faerreste beskaaret.Man faar ikke ved at studere Georg Hansens bog indtryk af, at hans metode betyder nogen landvinding for historieforskningen, men bekraeftes i sin tro paa, at historikerensidelige sporgsmaal hvorfor? tvinger til en dybere indtrsengen i fortidens problemer.

Georg Hansen har som sagt store planer. Han har utvivlsomtogsaa store forbilleder — Troels Lund og Hugo Matthiessentor man vel nok naevne. Man kan ogsaa maerke paa sproget, at han vil andet end berette, at han vil skabe sin egen stil. Han er i besiddelse af en ikke ringe fortaelleevne,og sproget kan have en vis friskhed og umiddelbarhed,ja djaervhed. Men til tider kan det virke pretentiost, uklart og lidet gennemarbejdet. Dette kommer ikke mindst frem i den mere filosofiske efterskrift. Selve skildringen af degnen er en ikke ringe praestation. Der er indsamlet et meget betydeligt utrykt materiale, vaesentligst fra Landsarkiverne,og der er foretaget en raekke interessante enkeltundersogelseraf stor vaerdi, f. eks. vedrorende degnenes sociale afstamning og universitetsstudier¹) eller paavisningenaf, at de ofte har haft et ret betydeligt indbo og en stor garderobe, hvilket giver indtryk af storre velstand end almindeligvis antaget. Andre sporgsmaal kunde uden tvivl vaere belyst mere indgaaende, saaledes degnens indsatssom

---

1) Der kan dog rettes en vaesentlig metodisk indvending imod disse undersogelser, idet forfatteren kun angiver det procentvise forhold mellem de enkelte kategorier, men ikke de absolute tal, saa laeseren crude af stand til at bedomme omfanget af hans materiale og dermed den almindelige gyldighed af resultaterne.

satssomskolemand; men det kommer maaske i et senere bind. En anden alvorlig indvending er, at forfatteren ikke altid tager tilstrsekkelig hensyn til, at meget af det kildemateriale— isser retsprotokollerne — han benytter, giver et ensidigt og morkt billede af fortiden. Der kan f. eks. naeppe vsere tvivl om, at hans skildring af forholdet mellemdegn og prsest er malet i alt for grelle farver, lys og skygge er fordelt paa uretfserdig vis. Materialets ensidighedfrister hertil, og Georg Hansens trang til en noget drastisk fremstilling af forholdene gor, at han er saerlig udsat for at falde for en saadan fristelse.

»Degnen« er forfatterens forste storre vaerk. Det vidner om en betydelig arbejdsindsats og en ikke ringe arbejdsglsede og viser, at han uden tvivl har et naturligt fortselletalent. Bogen giver visse Iofter, og bliver de indfriet, vil det betyde en berigelse af vor kulturhistoriske litteratur.