Nyere Litteratur om Haandværkets

Inden for Haandvaerkshistorien gor to Retninger sig gaeldende. Den ene knytter sig til de Studier, der har deres Hjemsted ved Museerne, og soger bl. a. paa Grundlag af deres Materiale at skildre Udviklingen og Tilstandene i Haandvserket, medens den anden Retning soger sit vsesentlige Kildegrundlag i det arkivalske og litteraere Stof, der er saa overvseldende og saa ensartet, at Forskerne ofte med Fordel kan behandle mange Omraader statistisk og derved opnaa en hensigtsmaessig Oversigt. Det kan ikke skjules, at det samme Emne set fra de to Synspunkter tager sig meget forskelligt ud, og at deter vanskeligt at finde en Vej, som kan forene dem. Det maa derfor overlades til Fremtiden at skrive en omfattende Haandvserkets Historie, hvor hele Stoffet kan fremlsegges i Sammenhseng, og hvor der tages ligeligt Hensyn til alle Sider af Erhvervet; her maa det fremhseves, at man fra forskellige Sider er begyndt at beskaeftige sig med denne Del af Samfunds- og Kulturlivet, uden at der goresForsog paa at opstille enHelhedsanskuelse af Haandvaerket og dets Historie. I det folgende skal noget af de sidste Aars Litteratur om dette Emne naermere omtales, idet det imidlertid bemserkes, at der udelukkende er Tale om Haandvserkets Historie, ikke om Industriens, Erhvervslivets eller Husflidens.

Det vil muligvis straks falde nogle for Brystet, at der her skelnes mellem Haandvserk paa den ene Side og Husflidog Industri paa den anden, og det maa ogsaa indrommes,at deter svaert at drage faste Skel. Industriens Historie i Danmark, udgivet af Aksel Nielsen, opgiver at give en

skarp Bestemmelse af de tre Former for Produktion. Her hedder det i Indledningen til forste Bind, som behandler Tiden indtil 1730 og er skrevet af Axel E. Christensen, at deter »umuligt at give en fast definition af, hvad industri er; graenserne mellem industrifagene og de ovrige erhverv viser sig overalt overmaade jaevne og flydende«. Vaerket stiller sig derfor den Opgave at fastslaa de Faktorer, der var medvirkende Led i den Omdannelsesproces, denned Tiden forte Industrialiseringen med sig. Utvivlsomt ligger der store Vanskeligheder ved at afgraense Haandvaerket fra de andre Erhverv, hvis man udelukkende vilde benytte et historisk-okonomisk Synspunkt. Der har imidlertid faktisk vseret en Haandvserkerstand, som afgraensede sig skarpt mod de andre Klasser i Landet og betonede sin Forskel fra de ufaglaerte Arbejdere og selv fik sin underordnede Stilling i Samfundet fremhaevet af Kobstaedernes hojere Klasser, af Embedsmaendene og af Regeringen, og denne Stand har vist saa stor Stabilitet gennem Tiderne, at det nok er muligt at udskille den som Haandvaerkets Kerne. Karakteristisk for denne bliver da forst og fremmest den faglige Oplaering med Mester, Svend og Laeredreng som de forskellige Trin, der sikrer den professionelle Dygtighed, fremdeles at Mesteren selv ejer sin Bedrift og deltager i dens Arbejde, og at Fagets Udovere som Helhed fra gammelTid har vaeret underkastet nogle af ovrigheden givne eller autoriserede Vedtaegter. Ganske vist vil denne Definitionkun forslaa lidet mod Livets mangfoldige Virkelighed,og det vil vaere let at pege paa Erhverv, som uden at opfylde disse Betingelser rettelig maa regnes til Haandvaerket,men den ovenfor givne Bestemmelse vil dog omfatte alle Erhverv fra Bager til Urmager, der fra gammel Tid har dannet Grundstammen i vor Haandvserksstand, og paa hvilke der saerlig taenkes, naar der tales om Haandvaerket i Almindelighed. Laegger man Vaegt paa Afssetningsforholdeneeller den tekniske Udvikling, maa andre Afgraensningerdrages frem, men den her givne Definition har den vaesentlige Fordel, at Haandvaerket i denne Betydning kan folges fra den tidlige Middelalder og ned til Nutiden i en übrudt Linie, blot underkastet den Udvikling, Samfundet har gennemlobet i disse Perioder.

Hvis man paa samme Maade bestemmer Industrien som en raastofforsedlende Virksomhed, udovet af faglaerte og ufaglaerte Arbejdere, men med Produktionsmidlerne ejet af en udenforstaaende ,vil man have den Fordel, at denne Erhvervsform ligeledes kan folges tilbage til den forste Middelalder, skarpt afgrsenset fra Haandvaerket, men ganske vist i en Skikkelse, der ikke taaler nogen Sammenligning med Nutidens Industri. Der er intet i Vejen for, at en Naeringsvej baade kan drives som Haandvaerk og som Industri. Saerlig kommer vore Mollers Historie i Betragtning her. Om disse er der udkommet en Disputats, omfattende Vandmollerne i et begraenset Omraade af Jylland, Sten B. Bocher: Vandkraftens Udnyttelse i det sydlige Norrejylland for og nu. Arbejdet behandler Emnet fra et geografisk Synspunkt og gaar desvserre lidet ind paa det historiske. Deter givet, at Vandmollerne horer til vore asldste Kraftmaskiner, og at de kan fores tilbage til den aeldre Middelalder. De naevnes forste Gang 1135. Vindmoller omtales vist forste Gang herhjemme 1259 (Dipl. Dan. 2, I, Nr. 275). I denne Forbindelse er det af Vaerdi at fremhaeve, at Moller hyppigt naevnes som tilhorende Kapitalejere uden for Erhvervet. For blot at tage et praegnant Eksempel skal her erindres om Den sjsellandske Kronikes Efterretning fra 1356 om, hvorledes Kong Valdemar Atterdag byggede Vandmoller og Daemninger til at holde Vandet inde, for at det ikke skulde Iobe i Havet, for det havde tjent den alrnene Nytte. Mere moderne sagt har man her et Vidnesbyrd om, at Kongen anbragte sin ledige Kapital i Moller, som Kronen selv havde de bedste Forudsaetninger for at udnytte okonomisk. Det maa her erindres, at disse Moller ikke udelukkende har vaeret brugt til Formaling af Korn, men at mange af dem sikkert ogsaa har gjort Tjeneste ved Skindberedning og andre Grene inden for Produktion.

For Norges Vedkommende har en saerlig Haandvaerkshistorieallerede set Lyset. Under Redaktion af Henrik Grevenor udkom i 1936 Det norske Haandvserks Historie, i hvilken Middelalderen behandles af Sigurd Grieg, den nyere Tid af Reidar Kjellberg og Hilmar Stigum. Som det vil ses af disse Navne, skal man ikke her vente at se en Opfattelse af Haandvaerket, som hviler udelukkende paa

okonomiske og socialhistoriske Synspunkter. Sora det sommer sig for en Arkaeolog, begynder Sigurd Grieg med den forhistoriske Tid, med Jernalderen, og benytter Navnet Haandvaerk for Erhvervsgrene og Produktionsformer, af hvilke nogle nseppe falder ind under denne Betegnelse. Saavel Jernudvinding af Myremalm som Smedearbejde, Pottemageri, Skibsbygning, Trseskaererkunst, Stenhugning og Arbejde i aedle og uaedle Metaller omfattes af nans Skildring.For Pottemageriets Vedkommende er det vel meget tvivlsomt, om der kan tales om et Haandvserk, da det langt op i Tiden blev drevet som Husflid, der saerlig synes at have paahvilet Kvinderne, og det kan i hvert Fald ikke sidestilles med Kunsthaandvaerk som Trseskaering og Guldsmedearbejde,der som Forudsaetning havde en faglig Oplaering.

Forst langt fremme i Middelalderen kan der tales om et nbrsk Haandvaerk, der var organiseret i Lav som i det ovrigeNordeuropa, og i Magnus Lagaboters Bylov fra 1276 findes en Rsekke Oplysninger om Haandvaerkets Forhold. Paa denne Tid er Specialiseringen i de forskellige Fag helt gennemfort. Der naevnes bl. a. Skomagere, Bodkere, Skindere,Guldsmede, Kammagere, Skjoldemagere og Kistemagere.Haandvaerkerne i samme Fag boede sammen i »Gaarde«. Efter Sigurd Griegs Opfattelse maa Oprindelsen til de norske Lav soges i de hjemlige Gilder, der gav Mulighedfor Udviklingen af en national Haandvaerkerstand, men de norske Haandvaerkere blev traengt tilbage af Kongemagten,der begunstigede de tyske Fagfolk. Forst efter 1550 blev disses Magt afgorende brudt og dermed Vejen banet for Fremkomsten af en Haandvaerkerstand, som var noje knyttet til Landet. Den norske Haandvaerkshistorie kommerjaevnligt ind paa danske Forhold, saerligt ved Behandlingenaf den senere Tid, da Enevaelden stillede Erhvervet i de to Riger ens, men i Norge gaar Udviklingen sine egne Veje, saa Forholdene ikke blev de samme begge Steder. I Danmark har den hjemlige Haandvaerkerstand efter alt at domme vaeret adskilligt mere betydningsfuld og har kunnetoptage et stort indvandret Element uden derfor at tabe sin Nationalitet, og de talrigt bevarede danske Skraaer, som tillader et langt storre Indblik i Haandvaerkets indre

Forhold, end deter muligt at faa for Norges Vedkommende,viser,
at det danske Haandvaerk ingenlunde var
nationalt forkuet — uden maaske i de sonderjyske Byer.

Vanskeligheden ved at give en norsk Haandvserkshistorie for Middelalderen ligger i, at Kildestoffet er fragmentarisk og spredt. For en vsesentlig Del har Sigurd Grieg bygget sin Skildring paa de bevarede Genstande, og det har herved ikke kunnet undgaas, at den har faaet Slagside til det kunsthistoriske og almindeligt kulturelle. Et storre Materiale foreligger fra de senere Perioder. Her er det store Problem Forholdet mellem Byernes professionelle Haandvaerk og Bygdernes selvlaerte Arbejdere. I Norge har Lavene ikke spillet nogen storre Rolle. Indtil ca. 1680 kendes i alt 26, fordelt paa 13 Fag, og nojagtigt Halvdelen havde hjemme i Bergen. Som det ogsaa var Tilfaeldet i Danmark, levede Haandvserkerne ikke alene af deres Fag, men forogede deres Indtaegter ved alle Slags Binaeringer. Enevaeldens Reformer i 1680'erne greb ogsaa ind i de norske Forhold. En gennemfort Lavsordning evnede Regeringen imidlertid ikke at faa indfort i Norge. Ganske vist voksede Antallet af Lav, men langtfra saa meget, at alle Kobstadhaandvaerkere blev organiseret, og selv i den storste By Bergen havde kun en Trediedel af Fagene Lav.

I disse Lav herskede de internationale Skikke, men Haandvaerket ude paa Landet forte sit eget Liv. Ligesom i Danmark sogte Regeringen ensidigt at begunstige Byernes Haandvaerk, men endnu mindre end hernede lykkedes det at gennemfore Planen. Smede, Bodkere, Baadebyggere, Vaevere og Skomagere fandtes i store Maengder i Bygderne, og ligesom i Danmark kan man se, hvorledes Udviklingen forer nye Haandvaerk ud paa Landet. Saaledes beretter en Tradition fra Syd-Trondelag, at Urmageriet var indfort hertil af Soldater, som under den store Krise i 1762 havde vaeret i Hertugdommerne og her laert Kunsten. Netop paa samme Tid begynder det landlige Urmageri i Jylland. Ganske utvivlsomt har Bygdehaandvaerket haft en umaadelig Betydning, men uheldigvis har Vaerket ikke taget Forholdet mellem det og Kobstadhaandvaerket op til en indgaaende

Ophaevelsen af de norske Lav begyndte for de danske

og under andre Former. En Lov i 1839 forbod Oprettelsen af nye Lav og foreskrev, at de gamle skulde ophaeves, naar den sidste af de Mestre, der levede 1839, var dod. Denne Fremgangsmaade var adskillig mere hensynsfuld mod Haandvserkerne end den, Naeringsloven af 1857 foreskrev i Danmark, og gjorde Overgangen til den liberate JEra lettere. 1839 blev Haandvaerket ligeledes givet fri i Bygderne,og dermed havde Norge afgorende brudt med den Politik fra Middelalderen, efter hvilken Haandvserket skulde samles i Kobstaederne. Landhaandvaerkets Frigorelse har betydet mere end Lavenes Ophaevelse.

I Danmark vil man have saerlig Interesse af at faa Klarhed over, hvor stor Indflydelse det danske Haandvaerk har haft paa det norske. Nogen Indvandring har fundet Sted, men til Belysning af Problemet foreligger kun tilfaeldige Bidrag rundt om i Litteraturen.

Dr. Robert Kloster har i Snekkerhdndvserket i Bergen under renessansen (Bergens Museums Arbok 1942) ogsaa behandlet Fagets Organisation og givet nye Oplysninger om dets Udovere. Om Snedkersvendene har Jan Lexow skrevet (Bergens Museums Arbok 1944).

I Modsaetning til det norske Vaerk er Industriens Historici Danmark af ren okonomisk-historisk Karakter. Her vil det vaere rimeligt at beskaeftige sig med dets Omtale af Haandvaerket, skont den efter Bogens Plan kun udgor en mindre Del af Emnet. Tiden indtil 1730, som skildres af Axel E. Christensen, og Tiden 1730_—1820, der er behandletaf J. O. Bro Jorgensen, har frembudt store Vanskeligheder.Den Industri, som fandtes, var meget beskeden, og Kildematerialet er naeppe saa gennemarbejdet, at der er Mulighed for at naa til en fyldestgorende Oversigt paa de forholdsvis faa Sider, der har staaet til Forfatternes Raadighed. Der mangier stadig alle de Specialstudier, som nodvendigvis maa gaa forud for et Vaerk som dette. Fremstillingener samlet om Textilindustrien, og i et Kapitel om Hjemmeindustrien kommer Axel E. Christensen ogsaa ind paa dennes Betydning for Vareforaedlingen. Han dokumentererudforligt, hvorledes man nede i Sydsjaslland i 15. Aarhundrede havde en ikke ringe Produktion af Vadmelog Linnedvarer, og deter naeppe tvivlsomt, at Danmarki

markiMiddelalderen selv tilvirkede en vaesentlig Del af de Klaedevarer, som blev forbrugt i Landet. Denne Produktionkommer imidlertid ikke meget frem i Kilderne, som mere svaelger i de importerede Luksusstoffer, der efter Sagens Natur oftere maatte naevnes i de skrevne Kilder. Deter meget betegnende, at i vore Testamenter indtil 1450 omtales Vadmel blot een Gang, medens det flanderske Klaede optrseder i rigt Maal under talrige Navne. Man maa blot ikke heraf lade sig vildlede til at tro, at dette giver et paalideligt Billede af Forholdet i Brugen af de to Slags Klaede, Aarsagen er blot den, at det danske Produkt har vaeret saa lidet vaerdsat, at der kun sjaeldent var Lejlighed til at naevne det i Testamenterne.

Allerede tidligt er man heroppe i Norden gaaet over til at bruge den moderne Vaevestol, hvor Kaeden er udspsendt vandret i Modsaetning til den gamle Oldtidsvsev, hvis Kaede haenger lodret fra en vandret Bom. Deter sket allerede i den seldre Middelalder, men den gamle Vsevetype er ganske vist blevet brugt hist og her paa afsides Steder helt ned til vor Tid.

Et yderligere Vidnesbyrd om, at den hjemlige Textiltilvirkning har vaeret af den storste Betydning som Husflid, kan man finde i den Kendsgerning, at det danske Vseverhaandvaerk aldrig naaede nogen betydelig Storrelse i Sammenligning med mange andre Fag. Et egentligt Haandvaerk, der fremstillede uldne Klaedevarer, kendes meget lidt herhjemme i Middelalderen, og i det danske Lavssprog betyder Vaevere altid Laerredsvaevere eller — senere — Bomuldsvaevere. Om Fagets Fataliteter fortaeller alle de Forordninger tydeligt, der snart soger at beskytte Vaeverne, snart til Lettelse for Forbrugerne giver andre Ret til at vaeve og sselge deres Produktion. Regeringen svingede uafladeligt mellem at hjaelpe Vaeverne og at understotte Hjemmeindustrien.

Paa samme Maade har Pottemageriet vaeret delt mellem Husfliden og Haandvaerket. »Sorte Potter« eller Jydepotter blev tilvirket rundt omkring paa Halvoen og solgtes over store Dele af Mellem- og Nordeuropa. Denne Naeringsvej tilvirkede ikke blot Kokkenkar af vidt forskellig Art, men fremstillede ogsaa Kakler til de mange Lerovne. De rode,

glaserede Potter kan folges tilbage til Valdemarernes Tid. Erhvervets Udovere er imidlertid lidet fremtraedende i Middelalderen, og selv i nyere Tid naaede de aldrig at faa rigtig Fodfaeste inden for det organiserede Haandvaerk. Der blev kun dannet eet Lav for Faget, der oprettedes i Odense 1742. Produktionen havde for en stor Del sit Hjemsted ude paa Landet. De rode Potter blev fremstillet af Maend, medens det var Kvinder, som tilvirkede Jydepotterne,som derefter blev solgt af saerlige Pottemaend.

Teknisk naert knyttet til Pottemageriet er Teglstensfabrikationen. Over de Forhold, hvorunder den virkede i Middelalderen, kaster en Kontrakt fra 1302 Lys. I denne traeffer Teglbraenderen Claus Aftale med Set. Claraklostret i Roskilde om Leverance af Mursten (Dipl. Dan. 2, V, Nr. 201 og 345), men i ovrigt er man daarligt underrettet om Erhvervets

Forudssetningen for de enkelte Haandvaerk er Arbejdsdelingen.Den blev i Reglen gennemfort paa den Maade, at Haandvaerkeren ikke arbejdede med Halvfabrikata, men selv underkastede Raastoffet alle de fornodne Behandlingerlige til Fremkomsten af den salgsfaerdige Vare. Skomagerenog Handskemageren kobte de raa Huder, af hvilke de skulde fremstille Sko og Handsker, Snedkeren maatte selv torre og forudbehandle deres Trae og Hattemageren selv fremstille det Filt, af hvilket han skulde tilvirke Hattene.Denne Ordning maatte i de fleste Tilfselde virke fordyrendeog forsinkende, men i Lobet af Renaissancen begynderden forste Specialisering, idet Garverne lidt efter lidt udskilte sig som et saerligt Fag, der fremstillede garvetLaeder, som derefter indgik i de andre SkindarbejderesVirksomhed som Raamateriale. Denne Udvikling lettedesved, at Garvning for at drives rentabelt kraevede et kostbart Anlaeg, og den velstaaende Garver kunde derfor med mindre Omkostning end den enkelte Skomager drive sin Virksomhed. Kun faa Skomagere havde efterhaanden Mulighed for at have 'eget Garveri, og den Grundsaetning inden for det middelalderlige Haandvaerk, at alle Mestre saa vidt muligt skulde stilles okonomisk lige, kunde ikke laengere overholdes. Garveriets Muligheder for at udkonkurrereSkomagerens Garvning medforte, at pengestaerke

Folk saa deres Fordel ved at anlaegge et Garveri, som blev drevet af en lonnet Fagmand, medens Ejeren besorgede Salget og ved Kreditgivning kunde bringe sine Kunder blandt Haandvaerkerne i et okonomisk Afhaengighedsforholdtil sig. Denne Udvikling gik dog langsomt for sig, og endnu i forrige Aarhundrede var der enkelte Skomagere, der selv garvede.

Handskemageriet betod i det 18. Aarhundrede adskilligt for Provinsen. Som det bl. a. fremgaar af en Notits fra 1709 i Hiibertz's Aktstykker vedkommende Aarhus, var danske Handsker en Eksportartikel, men Produktionen gik rivende tilbage i dette Aarhunrede. Den vaesentligste Aarsag hertil var vist den Afhsengighed, som Kobmaendene bragte Mestrene i, og deter meget betegnende, at der ikke er nogen direkte Kontinuitet i Handskefabrikationen i Randers, der efter det gamle Lavs Bortvisnen maatte genskabes paa bar Bund.

Som Helhed forte Haandvaerket i denne Periode sit eget Liv, medens den egentlige Industri baade i Beskaeftigelse og Produktion var af et ringe Omfang. Deter med en ikke ringe Resignation, at Forfatterne maa erkende, at alt, hvad der blev naaet af Regeringen, kun lidet svarede til Anstrengelserne. Arkivar Bro Jorgensen gor i Indledningen til sit Afsnit opmaerksom paa, at Bondestanden ved Midten af det 18. Aarhundrede var saa godt som selvforsynende med Textilvarer. Da denne Stand udgjorde ca. 80 % af Landets Befolkning, var der ikke noget stort Marked for en dansk Textilindustri. Men hvad der gjaldt for dette Omraade, svarede med nogen Indskraenkning ogsaa for andre. Bonderne var i hoj Grad selvforsynende, og hvad de ikke kunde producere selv, blev fremstillet af Haandvaerkere ude paa Landet.

Landhaandvaerkets Historie er kun lidet oplyst. Saa meget synes dog at fremgaa, at man kun i de faerreste Tilfaeldemaa taenke sig Haandvaerkerne herude udelukkende arbejdende i et enkelt Fag; de har vaeret Husmaend, der ved Siden af deres Landarbejde ogsaa fuskede i forskellige Grene af Haandvaerket. Dette Forhold kan folges tilbage til Middelalderens Slutning. I et Skode af 1527, hvor Henrik Goye afhsender Gisselfeld og andet Gods til Johan Oxe,

naevnes blandt Gaardsaederne Niels Suder, Lars Taersker og Lars Smed, og man er vel berettiget til i disse Maend at se Husmaend, som tog sig af de forefaldende Haandvaerksarbejderpaa Godset. I 1699 moder man paa samme Sted Nicolaj Vaever, Hans Vaever, Thomas Snedker, Erik Skraederog Christen Bodker blandt Husmaendene (O. F. C. Rasmussen:Optegnelser om Gisselfeld, 460, 479), ligesom Hans H. Fussing har gjort opmaerksom paa, at mange af GessingholmsHusmaend ikke udforte Landbrugshoveri, men beskaeftigedessom Haandvaerkere. Her regnedes i 1643 to Dages Haandvaerksarbejde lig tre Dages Hoveri (Hist. Tidsskr.10, 111, 74, 210). Saadanne Landhaandvaerkere har ikke altid vaeret daarligere stillet end deres Kolleger i Byerne. Undertiden haendte det, at Kobstadhaandvaerkere saa deres Fordel ved at slaa sig ned ude paa Landet. Saaledes forlod en Snedker i 1736 Maribo og bosatte sig ude paa Landet. Hans gamle Kolleger i Lavet inde i Byen forfulgte ham übarmhjertigt, drog ud til ham, odelagde hans Arbejde og gav ham Prygl i Tilgift (C. C. Haugner: Maribos Hist. 11, 212). Disse Landhaandvaerkere har i mange Tilfaelde haft den samme Uddannelse som Byernes, idet der er Eksemplerpaa, at Landsbyborn er blevet sat i Laere i en Kobstad for efter endt Uddannelse at vende tilbage til Hjemstedet og her gore deres nye Kundskaber frugtbringende. HvorledesForholdene har vaeret inden for Tomrer- og Snedkerprofessionen,har Albert Olsen indgaaende skildret (Landsbytflmreren,Kulturminder 1941, 151).

I Randers Amts historiske Aarbog 1945 har Aage Sorensengivet en meget vaerdifuld Redegorelse for en LandhaandvaerkersKaar. Han skildrer her Boet efter HusmandenRasmus Pedersen i Ommestrup ved Aarhus 1742. Som Husmand drev han et lille Stykke Jord, men storre har Indtaegterne vist vaeret fra Haandvaerket. Han var baade Hjulmand, Ligkistesnedker og Traeskomand. Ved en Sammenligningaf de forskellige Boer i Skifteprotokollen konstatererAage Sorensen, at denne Haandvaerker sad adskilligtbedre i det end mange Gaardmaend. Efter dette at domme har Landhaandvaerkernes Klasse paa denne Tid ikke vaeret saa fattig, som man forestiller sig den, men om man tor lade denne Slutning gaelde i Almindelighed, kan

ikke afgores, for en mere dybtgaaende Undersogelse er gennemfort.

Teglbrsendingen fik i Lobet af det 18. Aarhundrede en storre Plads i det landlige Erhvervsliv, idet man i Vest- og Sonderjylland i denne Periode gik over til at bygge i Grundmur. Skont Teglbrsendingen er vel egnet for Stordrift, arbejdede man med mange smaa Virksomheder.

Arkivar Bro Jorgensen viser, at Byernes Haandvserk i Slutningen af det 18. Aarhundrede virkede under ugunstige Betingelser. Foruden Konkurrencen fra Landhaandvaerket begyndte Industrien nu ogsaa at gore sin Indflydelse gaeldende, og de enkelte Haandvaerkeres Fattigdom, staedige Fastholden ved Traditionen og manglende Udsyn virkede haemmende paa enhver Udvikling. Meget talende er den Skildring, der gives af Handskemageriet og Hattemageriet og af de Aarsager, der i Lobet af Aarhundredet ganske odelagde

Meddeleren af disse Linier savner i nogen Grad en mere indgaaende Skildring af enkelte Erhverv, der efter Tidens Forhold maa betragtes som industrialiserede, idet Vaerket efter sin Plan for meget samler Skildringen om Textilindustrienog dens Afsaetningsforhold. Saerlig kunde der maaske vaere Grund til at undersoge Braendevinsbraenderiets Betydning.I Indberetningerne fra 1735 hedder det f. Eks. om Mariager, at Borgernes meste Naering bestod i Bryggen og Braenden, og fra andre Byer foreligger lignende Vidnesbyrd.Braendevinsbraendingen blev ofte drevet af Kobmaend, der paa denne Maade foraedlede deres Korn, og Erhvervet var kun i Hovedstaden organiseret i et Lav, oprettet 1741. Ganske vist omtaler Stadfeldt i sin Beskrivelse af Randers, at der her fandtes et Brsendevinsbraenderlav, men hvis det virkeligt har vaeret Tilfaeldet, har denne Organisation ikke haft nogen Betydning. Takket vsere de fiskale Interesser, der var knyttet til Braendevinsbraendingen, er der bevaret et rigt Kildestof for dette Erhvervs Historie. Deter alleredeblevet behandlet i 1877 af L. V. Scheel i hans Bog om Braendevinsbraendingen i Danmark, men den emu ganske forseldet baade i Synspunkter og i Materialets Fuldstaendighed,og det vilde have vaeret meget vaerdifuldt at faa dette Erhverv skildret i Sammenhaeng med de ovrige.

Faget fik i forrige Aarhundrede en ikke ringe Tilgang af farmaceutiske Kandidater, og denne Udvikling begyndte allerede i det 18. Aarhundrede. De okonomiske Muligheder har vist ikke vaeret saa straalende, som man i Almindelighedforestiller sig det, da Konkurrencen fra HertugdommernesBraenderier var stor, men for en kritisk Behandlingaf Stoffet foreligger, kan der intet siges, heller ikke om den Indflydelse, Braendevinsbraendingen havde paa Kornpriserne.

Gennem hele det 18. Aarhundrede forte Regeringen en forgaeves Kamp for at skabe en Industri, men saa laenge de naturlige Forudsaetninger manglede, var alle Anstrengelser nyttelose. Forst de tekniske Fremskridt i Forbindelse med Afspaerringen fra store Dele af Udlandet efter 1807 bragte et Opsving. I Tiden 1801_—14 firedobledes Maengden af de i Kobenhavn hallede Klaedevarer, og i Provinsen tog Textilproduktionen ligeledes meget til. J. O. Bro Jorgensen naevner mellem Fabrikanterne ogsaa Agent Galster i Norresundby. Om hans Virksomhed indeholder Chr. Petresch-Christensens Bog om Norresundby en Rsekke Oplysninger. Han anlagde omkring 1811 et Linnedvaeveri, som blev forestaaet af en Mester, der var indforskrevet fra Christiansfeld, og det trivedes godt. Han var en meget initiativrig Mand, i Aalborg anlagde han en Strompefabrik, to Handskefabrikker og et Feldberederi og i Forbindelse med Etatsraad Qvist en Klaedefabrik. De fleste af disse Virksomheder arbejdede med Ledere fra Udlandet. Hele Herligheden varede imidlertid kun en kort Tid, og efter Fredsslutningen brod den stort anlagte Virksomhed sammen. I mange Retninger kan hans Arbejde staa som Eksempel paa den gammeldags Industri, hvis jEra afsluttedes i Sammenbrudsaarene efter 1814. Den var i sin Ordning noje knyttet til det dansk-norsk-holstenske Monarki, og der kom f. Eks. ikke nogen Jernindustri i Stand i Danmark, fordi de norske Jernstoberier kraevede Hensyn. Det Foretagende, som den indvandrede Skotte Thomas Potter i 1769 anlagde paa Christianshavn, fik ikke stor Betydning. Det leverede navnlig Gryder, medens de norske Jernvaerkers Ovne var saa godt som eneraadende herhjemme.

Medens disse Linier skrives, er Industriens Historie

endnu ufuldstaendig. For Perioden 1820_—70 foreligger kun forste Halvbind, der behandler de almindelige Forhold og er forfattet af Axel Nielsen, men Professorens foreliggende Arbejde fylder omtrent lige saa meget som hele Skildringenaf den foregaaende Tid. Deter en bevaeget Periode, hvor det store Skred i Udviklingen sker og gennemlober alle Faser fra de Indskraenkninger, der efter 1814 blev foretaget i Lovgivningen, til Naeringsloven af 1857.

Endnu i denne Periode blev der hist og her oprettet Lav i Provinsen. 1819 blev der dannet et Smedelav i Svendborg, der kort efter blev udvidet til ogsaa at omfatte Urmagere, og 1822 blev der givet Tilladelse til at indrette et Snedkerlav i Hjorring. I det mindste det sidste fik ingen Betydning, idet det naeppe er traadt i Kraft. Axel Nielsen gOB opmserksom paa, at man ud fra Tidens liberate Ideer maatte opfatte Lavene som Monopoler til Gavn for enkelte og til Skade for mange, men at dette maaske mere var Slagord end Virkelighed, da de mange Klager over Fuskere tyder paa, at Lavene ikke laengere havde Kraft til at forsvare deres Eneret. Paa samme Maade som Lavene var de forskellige Bevillinger, som skulde til for at drive enkelte Naeringsveje, meget forhadte. Efter Tidens Anskuelser burde disse Bevillinger vaere en Ret, ikke en Naadessag fra et Regeringskontor. Forfatteren fremhaever ogsaa, at endnu mere tyngende end Lavsvaesenet var Kobstaedernes Privilegium paa Haandvaerksdrift. I Hovedstaden har Lavsvaesenet vaeret det mest generende, ude paa Landet Kobstaedernes Fortrinsstilling. For Danmarks Vedkommende er man saaledes naaet til det samme Resultat, som den norske Haandvaerkshistorie kom til. Modsaetningen har ikke vaeret saa fremtraedende mellem Haandvaerkere i og uden for Lavene som mellem By og Land.

Selv om dette kan gores gaeldende for forrige Aarhundrede,er det imidlertid ikke sikkert, at det uden videre kan overfores paa det 18. Aarhundrede. Billedet har paa denne Tid naeppe vaeret saa ensartet som senere. Ikke sjaeldentskimter man et Modsaetningsforhold mellem Hovedstadensog Provinsbyernes Lav, og enkelte Steder herskede den skonneste Samvirken mellem By og Land. Bodkerlavet i Nyborg, der var blevet oprettet i 1719 som en Art Filial

af Lavet i Odense, optog saaledes talrige Mestre fra Landet i sine Raekker. Flere af dem var udlsert i Kobstaden, hvor Lavet i ovrigt gik jsevnt tilbage, til det i 1766 kun bestod af tre Enker, hvorefter det blev reddet ved, at man optog to Svende uden at kraeve Mesterstykke. Uanset al denne Regelloshed fik Lavet et kgl. Privilegiurn 1748 og en Bekrseftelsepaa det 1771. Et Lav som dette kunde efter SagensNatur ikke gore nogen virkningsfuld Modstand mod Landhaandvaerkere. Efter 1830 blev Sporgsmaalet imidlertidbraendende, da de bedre Tider for Landbruget skabte oget Behov for Haandvserkere uden for Byerne. Regeringenimodekom denne Trang ved at give Bevillinger til at nedsaette sig ude paa Landet, men herved opstod kun et nyt Problem. Haandvaerkerne her skulde ikke aflaegge nogen Prove, havde faerre Omkostninger ved deres Etableringog kunde arbejde billigere, da de ikke som deres Fagfaelleri Kobstsederne skulde svare Konsumtion og Naeringsskat.Det kunde ikke forhindres, at Byboerne benyttedesig af Haandvaerkerne ude paa Landet, og denne kunde saelge sin Produktion paa Kobstadens Marked. Kort sagt: hele Ordningen var til Byhaandvaerkernes Skade og tilfredsstilledealligevel ikke Haandvaerkerne ude paa Landet,hvor hele Bevillingssystemet foltes som en trykkende Byrde. Sagen kom flere Gange frem i Stsenderforsamlingerne,men noget Resultat blev ikke naaet under den til Slut mere og mere lammede Enevaelde.

Axel Nielsen gor opmaerksom paa, at Forkaemperne for Kobstaedernes Privilegier og for Kobenhavns Lav kun delvishavde sammenfaldende Interesser, og at dette maatte svaekke deres Modstand. Mod sig havde de ikke blot den liberale Stromning, men ogsaa det maaske mere betydningsfulde,at Landbruget som Landets vigtigste Naeringsvej nodvendigvismaatte have sine Krav opfyldt. Bogen fremhaever fremdeles, at Lavsdelingen maatte fremme Arbejdslosheden, fordi en Svend i et Lav vanskeligt eller aldrig kunde faa Arbejde i et Fag, der horte under et andet. Meget andet kunde anfores, som talte til Fordel for Lavenes Ophaevelse, men det maa til Gengaeld betones, at Kobstadhaandvaerkerenselv, skont han kunde vsere tilbojelig til storre eller mindre Reformer, alligevel ikke dromte om en Ophaevelse

af Lavene. Naesten lige saa laenge Haandvaerket havde eksisterether i Landet, havde det vaeret organiseret i Lav, til hvilke der var knyttet en Mesterprove som Adgangsbetingelse,og alle de Forsog, der tidligere var gjort paa at afskaffeLavene, var mislykkedes, saa det var derfor forstaaeligt,at man i Haandvaerkskredse kun ventede en Omordning.Desto storre var Overraskelsen, da Nseringsloven udkom.

Trods det at Haandvaerket saaledes holdt stejlt paa Traditionen,
var Lavene dog i Oplosning indefra. Det blev
mere og mere almindeligt, at Svendene giftede sig og slog
sig til Ro i deres Stilling uden at taenke paa at gore Mesterstykke,
og herved blev den Tanke forflygtiget, efter hvilken
Svendene dannede den ugifte Haandvserkerklasse, som
senere rykkede op i Mestrenes Raekke og satte 80. Svendenes
Hjemmearbejde tog stadig til, men herved steg Muligheden
for at lave Fusk, og Kontrollen blev vanskeligere
at udove. Selv om Regeringen ikke stillede sig absolut afvisende,
naar Talen var om at oprette et nyt Lav i en Provinsby,
var den utilbojelig til at indrette dem i Hovedstaden.
Her dannedes de saakaldte Korporationer, private
Sammenslutninger inden for et Fag med en vis begraenset
Anerkendelse hos Myndighederne. Mesterproven blev mindre
og mindre svarende til Tiden. Den kunde i nogle Fag
variskeligt afsaettes, og den gav ikke Garanti for, at den
paagseldende Haandvasrker var i Stand til selvstaendig at
lede sin Bedrift. Alt pegede saaledes hen paa, at
ger var nodvendige, og Naeringsloven gjorde en Ende paa
alle Spekulationer inden for Haandvserket om, hvor billigt
man kunde slippe fra det.

I det foregaaende er blot enkelte Afsnit af Industriens Historie i Danmark omtalt, og af dem er atter kun enkelte Sider fremhsevet. En omfattende Gennemgang vilde kraeve adskillig mere Plads, og her skal det blot til Slut fremhseves,at Vaerket har sin Vaerdi i det Synspunkt, det anlaeggerpaa denne Del af vort Naeringslivs Historie. Heri ligger dets Betydning, og uanset dets Storrelse maa man stadig Soge til Monografier over de enkelte Fag eller Lav, hvis man soger Enkeltheder. Saadanne Monografier ser som oftest Lyset i Anledning af et Jubilaeum, og er derfor

just ikke at betragte som kildekritiske Undersogelser. En saadan foreligger derimod i Sven Henningsens Disputats: Studier over den okonomiske Liberalismes Gennembrud i Danmark. Landhaandveerket. Arbejdet er det forste Led i en Raekke Studier til Belysning af hele Naeringssporgsmaaleti vort Land i den okonomiske Liberalismes Gennembrudstid.Dr. Henningsen viser, hvor dybt der kan graves, naar man fordyber sig i et enkelt Sporgsmaal og forsoger at lose det til Bunds. Ligesom for Prof. Axel Nielsen bliver det Byernes Kamp for Eneret paa Haandvaerket og LandhaandvaerkernesStraeben mod Erhvervsfrihed, der for Dr. Henningsen staar som en af de Faktorer, der forte til Naeringslovenaf 1857, og det vises, at Landbruget onskede billigt Haandvaerksarbejde og derfor var interesseret i at stotte Haandvaerkerne uden for Byerne. I dette Maal fik den Hjaelp af den fremvoksende Industri, der ligeledes onskede fri Nsering for at kunne udfolde sig. Dermed var det givet, at Lavene maatte bukke under. Disputatsen viser, hvor foraeldede de Love var, som Haandvaerket arbejdede under; Tiden var lobet fra dem, og Lavene havde formelt Retten paa deres Side, men i Virkeligheden blev Forordningerneikke overholdt, og Loven af 1857 er mere en Stadfsestelseaf den givne Tilstand end Indledningen til en ny Tid.

Det kunstige Skel, som Lovgivningen opretholdt mellem By og Land, virkede meget unaturligt, fordi Naeringslivet i de mindre Kobstaeder ikke adskilte sig fra Landets. Begge Steder drev man Landbrug, og begge Steder maatte Haandvaerkerendrive forskellige Fag for at kunne leve, medens den aegte Lavshaandvaerker holder sig strengt til sit eget Fag. Om jEroskobing hedder det saaledes i Hubertz's Topografifra 1834, at nogle Haandvaerkere lavede godt Arbejde, men at andre var store Fuskere, og at en Del havde et andet Erhverv ved Siden af deres Haandvaerk eller drev flere Haandvaerk, saa det var vanskeligt at sige, hvad der var en Mands egentlige Fag, fordi en enkelt Naeringsvej ikke kunde fode en Familie. Om Varde fortaelles det i »Minerva«1793 (S. 43_—44), at af By ens tre Snedkere var den ene desuden Bodker, og at to af de tre Rebslagere handledemed Traevarer. Disse Eksempler kunde let fortsaettes

og viser, at den Skildring, Dr. Henningsen liar givet af Forholdene ude paa Landet, let finder et Sidestykke i de smaa Kobstseder, og naar Haandvaerkernes Vilkaar og Dygtighedfaktisk var ens begge Steder, maatte en vidt forskelligLovgivning foles som en Uretfaerdighed.

Dr. Henningsen kommer i sin Indledning ogsaa ind paa den Betydning, Losningen af Stavnsbaandet havde for Byernes Haandvaerk, og gengiver i denne Forbindelse nogle Tal fra min Bog om Haandvaerkerlavene i Aarhus. Det anfores, at der fra 1791 til 1800 nedsatte sig 67 Mestre i Aarhus, hvoraf 17 stammede fra Landet (3,9 %), medens 31 Mestre fik Borgerskab 1781_—1790, hvoraf 10 (ca. 10 %) var fra Landet. Disse Procenttal maa ganske staa for Dr. Henningsens Regning. Retter man dem til det virkelige Forhold, skal man desuden se Angivelserne i en videre Sammenhaeng. Tilgangen af Mestre naar et Minimum i 1781—90, medens der f. Eks. 1801—10 er 62 Mestre og 1721^—30 65. Ogsaa i disse Perioder er Tilgangen af Mestre fra Landet übetydeligt, men de absolutte Tal for 1781^—90 er paavirket af Stavnsbaandet, fordi dette affolkede Kobstasderne, saa der ikke kunde opstaa nogen Til- og Fraflytning mellem dem. Jeg afstaar her fra at komme nsermere ind paa Sagen, som jeg haaber at kunne behandle i en anden Forbindelse.

I det foregaaende er der blevet gjort opmaerksom paa to meget vigtige Vaerker, der behandler det danske Haandvaerkud fra historiske, okonomiske og sociale Synspunkter.Haandvaerket har imidlertid ogsaa en anden Side, den tekniske og kunsthistoriske, og i denne Sammenhaeng skal Serien Haandvaerkets Stilhistorie omtales. Der er forelobig udkommet to Boger, Malerhaandvserk og Rumdekoration af Einar Robert Rasmussen og H. O. Boggild-Andersen og Bogbindets Historie af H. O. Boggild-Andersen og Edward C. J. Wolf. Begge Boger henvender sig til de paagseldende Haandvaerks egen snaevre Kreds, men fortjener at blive videre kendt, fordi de paa en kort og klar Maade orienterer i de enkelte Fags Stilling under de forskellige Stilperioder. Deter en vanskelig, maaske uloselig Opgave at skrive en Stilhistorie paa Grundlag af et enkelt Fags Frembringelser, og Forfatterne har ogsaa maattet gribe ind i de andre Fag

ved at henvise til deres Praestationer. Gentagelser vil ikke kunne undgaas, hvis Serien fortsaetter med andre Erhverv, hvad forhaabentlig sker. Desvserre er der taget for lidt Hensyn til den danske Stilhistorie, som dog maa ligge de danske Haandvaerkere naermest. Forklaringen er vel den, at Stilarternes Historie fremtrseder klarest og tydeligst i Udlandet, hvor de er opstaaet og har naaet deres Fuldkommenhed.Set paa europaeisk Baggrund er dansk HaandvaerksHistorie paa alle Omraader provinsiel, men har man gjort denne Indrommelse, tor det til Gengaeld fremhaeves,at den danske Saerudvikling tit har bragt et godt Resultat. Dansk Empirekunst er i al sin Beskedenhed af megen Selvstaendighed med originale Traek af virkelig Vaerdi, selv maalt med Europas Alen. Stilhistorisk har dansk Haandvaerk haft Indflydelse paa Norges, uden at denne Side dog er saerlig dyrket i Litteraturen. Det vil dog fore for vidt at komme ind paa de Problemer, denne Side af Haandvaerkets Historie rummer, og en dybtgaaende Undersogelse maatte i saa Fald ogsaa beskaeftige sig med den Forbindelse, der findes mellem vor stilistiske Receptivitetog de okonomiske og sociale Kaar, Haandvaerket arbejdede under. Herved vilde man formentlig ogsaa kunne redegore for den Forskel, der er mellem den landlige Stil — Almuekunsten — og de Stilformer, under hvilke der produceredes i Hovedstaden og Kobstsederne. Der findes sikkert en Sammenhaeng mellem denne Forskel og de socialeProblemer, Dr. Henningsen har skildret, men endnu staar man kun ved Begyndelsen til en Forstaaelse.

Kai Uldall: Gammel dansk Fajence behandler de danskeFajancefabriker i det gamle Monarki med Undtagelse af Norges. Deter et Omraade, som kun i ringe Grader omtalt i Axel Nielsens Vaerk, men Kai Uldalls Bog udfylder alligevel ikke Manglen, da den udelukkende er anlagt efter kunstneriske Synspunkter. Bogen giver en fortrinlig Oversigtover Former og Dekorationer og bringer en vaerdifuld Tavle med Signatures En enkelt Lapsus kan lige noteres, idet et Fad i »Den gamle By« (Fig. 43), der angives formentligat vaere Criseby-Eckernforde Fabrikat, ved sin Signatur kan henfores til Fabriken i St. Kongensgade, der blev oprettet 1722. I Vaerket »Keramik« har Kai Uldall givet

en velskrevet Oversigt over Lertojets og Fajancens Historie
herhjemme fra Vikingetiden til ca. 1850.

Fra forskellige Sider arbejdes der paa vort Haandvaerks og vor Industris Historie. Problemet bliver snarere at bringe en Samvirken i Stand end tage nye Sider op til Behandling. En Droftelse af de Maal, man i den kommende Tid bor strsebe efter, vil sikkert vsere til megen Gavn.