|
Historie/Jyske Samlinger, Bind 5. række, 7 (1943 - 1945) –Hr. Laurits Fugl til Saltum og HuneAf Forstander, cand. theol. F. Elle Jensen De forste Aar af Christian VFs Regering var i kirkelig Henseende en meget bevseget Tid, sserlig i Hovedstaden. Allerede i nogle Aar havde Pietismen, hvis Forstemand var den unge Prsest ved Vaisenhuset, Enevold Ewald, gjort sig kraftigt gaeldende, og da nu Stifteren af den herrnhutiske Brodremenighed, den tyske Grev Zinzendorf, i Anledning i Kroningen 1731 gaestede Kobenhavn, tog Bevaegelsen et yderligere Opsving. De vakte begyndte at holde gudelige Forsamlinger, og der faldt fra deres Side haarde Ord mod de ortodoxe Praester, der paa deres Side fra Praedikestolen voldsomt bekaempede det voksende Rore. Hele Byen tog Del i Striden, ogsaa den jaevne Befolkning, saa der blev Op-10b Slagsmaal i Gaderne; man skulde helt tilbage til Reformationstiden for at trseffe lignende Forhold1). Man forstaar, at de theologiske Studenter, som i disse Aar laeste i Kobenhavn, nodvendigvis rnaatte modtage stserke Indtryk af Begivenhederne, og om mange af dem gaelder det, at deres Livssyn blev bestemtaf det, de saa og horte, saa de sidenhen som 1) Om de kirkelige Brydninger i Kobenhavn i 173Oerne henvises til min Bog »Pietismen i Danmark« (1924), S. 42 ff og 49 ff. Side 126
Praester virkede ud fra Pietismens Grundsyn. Nogle af dem folte sig imidlertid desuden draget af det herrnhutiskeMenighedsideal og traadte i naer Forbindelse med de Kredse, som havde dannet sig under og efter Zinzendorfs Besog i Tilslutning til hans Tanker. Paa dette Tidspunkt havde Greven imidlertid endnu ikke afgorende brudt med den hallensiske Pietisme, og Folgenheraf var, at den Tale, hans Venner forte, stadig — modsat senere — havde et staerkt lovmaessigt og dommende Praeg, samtidig med at de benyttede sig af visse blandt Brodrene gaengse Udtryk og tilegnede sig deres Synsmaader. Men naar da senere de unge Maend, som var blevet praeget heraf, kom ud i Embede, blev deres Forkyndelse let en underlig Blanding af Pietisme og Herrnhutisme, af Haardhed og Folsomhed, der bragte dem i Konflikt med deres Sogneborn, som stodtes baade over deres agressive Optraeden og deres for Menigmand fremmed klingende Talemaader, mens paa den anden Side deres Forkaerlighed for Brodremenigheden og deres Omgang med dens Emissaerer vakte stor Uro hos deres foresatte, for hvem Opretholdelsen af Kirkens Uniformitet og dens evangelisk-lutherske Karakter stod som en Hovedopgave. Hertil kom, at nogle af dem sikkert heller ikke var helt upaavirket af de sekteriske Tanker, som midt i 1730erne havde haft en vis Indflydelse i Kobenhavn, og som isaer ytrede sig i Mistro til alle Kirkeskikke i Forbindelse med en staerk Fremhaevelse af det personlige Folelsesliv. Men alt dette bevirkede, at de unge Praester let kom i en vanskelig Stilling, naar de forsogte at omsaette deres Theorier i Praksis. Dette gjaldt ogsaa den Mand, om hvem der i det folgende skal berettes. Side 127
Laurits Fugl1) blev fodt 1713 i Faaborg, hvor hans Fader var Snedker. 1732 blev han Student fra Byens Latinskole, men som saa mange andre übemidlede var han ikke i Stand til straks at fortsaette Laesningen ved Universitetet, hvorfor han en Overgang var Huslaerer i Galten Praestegaard, inden han kom til Kobenhavn. Her traadte han isaer i Forbindelse med de vakte Kredse og blev 1737 Laerer ved Vaisenhuset, Pietismens Hovedborg2), hvad der tydeligt nok karakteriserer hans Standpunkt. Han erhvervede sig her Hofpraest Bluhmes Yndest, saa da der Aaret efter skulde ansaettes en Kateket ved Budolfi Kirke i Aalborg, udpegede han ham til Stillingen hos Kongen3), og Udnaevnelsen fulgte, endnu inden Fugl var faerdig med sin theologiske Eksamen. 1734 havde den gamle Aalborgstudent Jesper Stovring,som i Kobenhavn var bleven grebet af Pietismen i dens mest yderliggaaende, separatiske Skikkelse, gaestet sin fordums Skoleby og der vakt en Del Rore ved sine hvasse Udfald mod den bestaaende Kirke. Et vist Indtryk gjorde han paa enkelte, men baade Biskoppenog den borgerlige ovrighed greb hurtigt ind, og Stovring maatte forlade Staden4),, Muligt er det en Efterdonning af denne Episode, vi moder i et Synodalmonitumfra samme Aars Paaskelandemode, som opfordrerPrsesterne til yderligere at overvaage UngdommensUndervisning, for at Almuen kan fores til den rette saliggorende Kundskab, og at den ikke skal forforesaf 1) Korte Biografier af C. Klitgaard i »Fra Hvetbo Herred II« (1907), S. 251 ff og H. F. Rordam i Kirkefo. Saml. 5, V, S. 117 ff. 2) Vitaprotokol for 1741 i Aalborg Bispearkiv (Landsarkiv f. Norrejyll.). 3) J. M0ller: Mnemosyne IV (1833), S. 414. 4) Kirkehist. Saml. 5, V, S. 326. Side 128
foresafdem, som
efter deres eget Tykke forledes fra Meget aandeligt Liv harder naeppe ellers vaeret i Stiftshovedstaden. 1739 beretter den herrnhutiske Emissaer Gert Hansen fra et Besog i Byen1), at der kun er to Sjaele, der foler sig knyttet til Brodremenigheden, men han tilfojer, at der dog nu er Haab om bedre Tilstande, eftersom der er kommen en from Praest (Sonderjyden Nic. Clausen, fra 1739 Kapellan ved Budolfi) og »en retskaffen Kateket« (Fugl), ligesom den nysudnaevnte Biskop (Broder Brorson) onskede et venligt Forhold til Brodrene og vilde bruge deres »daglige Losener« ved sin Andagt. Den nye Kateket var ikke onsket af Borgerne, og Magistraten beklagede sig hos Biskoppen over den »hojstbesvaerlige opfundne nye Skik med Katekisation«, ligesom den oriskede den ved Sondagsgudstjenesten henlagt til efter Velsignelsen, men Brorson svarede afvisende, at denne Handling var indfort efter Kongens Befaling, og at det ikke lod sig gore at foretage den efter Velsignelsen, da Folk saa vilde forlade Kirken; desuden havde der hidtil kun indfundet sig en halv Snes Deltagere, naar der ellers var blevet katekiseret*). Fugl tog sig imidlertid med Iver af sit Arbejde, saavelmed Katekisation og Praediken som Tilsyn med Skolevaesenet og Besog hos syge. Han forte en skarp Omvendelsestale og brugte staerke Ord mod alt udvortesVaesen, som kunde lede til falsk Tryghed; Syngen og Beden hjalp i sig selv intet, sagde han, lige saa lidt som man kunde slaa sin Lid til Absolution og Nadvernydelse,der ikke blev modtaget i Aand og Sandhed. 1) Kirkehist. Saml. 5, IV, S. 621 f. 2) Biskoppens Kopibog 3/10 1739, Aalb. Bispeark. Side 129
Alligevel formanede han til at vise mod det hellige Embede og ikke udsondre sig fra den offentligeGudstjeneste. Kun naar det stred mod Samvittigheden,var det tilladt at vsere ulydig mod Forseldreog foresatte1). Mange Tilhaengere vandt han ganske vist ikke, men de faa, som i sin Tid var blevet paavirket af Jesper Stovring, og som hidtil havde holdt hemmelige Forsamlingerhos en Kvinde, der havde vseret i Huset hos Biskop Christoffer Mumme2), sluttede sig til ham og begyndte at komme til ham paa hans Kammer, hvorhenogsaa enkelte andre, som folte sig ramt af hans Ord, kunde indfinde sig. Det var isaer Sondag Eftermiddag,man modtes her, og man samtalede da med hinanden om Dagens Praediken og sang undertiden en Salme; ligeleles kom af og til en lille Kreds sammen i et lille Hus i Kirkegyden til faelles Opbyggelse. Alt dette vakte imidlertid stor Opsigt i Byen, Folk talte spottende om disse hellige og gale Pietister, og tilsidstgav Uviljen sig Udslag i ligefremme Pobeloptojer. Fastelavnssondag 1740 samlede der sig en stor Skare, mest af unge, uden for det nsevnte Sted, slog Ruderne ud og raabte, at nu kom Helligaanden i en Dues Skikkelseover Forsamlingsfolkene. Tumulterne blev ved til Kl. 10 om Aftenen og gentoges den nseste Dag. Fugl sogte at tale Maengden til Fornuft, men forgaeves; dog blev han ikke selv Genstand for nogen Overlast. Han henvendte sig da til Biskop Brorson, der ogsaa ojeblikkeligvar rede til at gribe ind, idet han sendte Bud til Magistraten om at lade Demonstranterne adsplitte, men 1) Fugls Beretning om sin Virksomhed i Aalborg og Optojerne i Byen findes aftrykt i Kirkeh. Saml. 4, I, S. 653 ff. 2) J. Lundbye: Herrnhutismen i Danmark (1903), S. 119. Mumme var Biskop i Aalborg 1735—37. Han sluttede sig til Pietismen. Side 130
den Raadhustjener, som fik dette Hverv, holdt i Stedet med dem og anmeldte oven i Kobet de indespaerrede for ulovlig gudelig Forsamling, og to Vaegtere var lige saa uvillige. Optojerne dode dog efterhaanden hen, men der raabtes stadig paa Gaden efter de vakte; en sagde, de skulde druknes i Fjorden, en anden, at de burde braendes,mens en tredje tilbod at skaffe Tjaeretonder! En Undersogelseskommission, bestaaende af Byens Praesteskab,som holdt Mode om Sagen i Budolfi Kirke, gav imidlertid Md. Smith i Kirkegyden det bedste Skudsmaal,og Biskoppen skrev da til Magistraten og udbad sig Navnene paa Urostifterne, idet han henviste til, at det var »begraedeligt, at Jesu Pines Fest i den evangeliskeKirke indvies med saa svare Synder og med Kristi Aands Bespottelse, som de, der var i Huset, bedst kan fortselle deres gunstige ovrighed«. Magistratens Svar til Stiftsovrigheden viste ingen saerlig Villighed til at tage sig af Sagen, som den sogte at reducere til et Oplob af nogle Haandvaerkslaerlinge og Skibsdrenge, der mente, at der foregik forargelige Scener bag de lukkede Vinduesskodder. Ved Bysvend og Vaegtere havde man befalet Msengden at spredes, og Oldermanden havde faaet Ordre til at holde de unge hjemme om Aftenen; Enkens Hus var der ikke tilfojet »videre Skade«, men man havde opfordret hende til ikke at lade Karle og Piger forsamles hos sig, for at det ikke skulde give Anledning til Mistanke1). Videre synes der ikke at vsere sket, udover at Biskoppen onskede, at nogle af Hovedmaendene skulde mode hos ham til en Samtale, ligesom han ved Foraarslandemodetfremsatte et Monitum, der — sikkert med Henblikpaa Fugls Forkyndelse — udtalte, at mange stodtesover 1) Breve til Bispeembedet 1730—80. Pk. 163. Aalb. Bispeark. Side 131
tesoverTalemaaden »en dod Tro«,
men at det var Det var i Christian Vl's Tid ingen Misrekommendation at have optraadt, som Fugl gjorde det i Aalborg, tvaertimod var noget saadant i Reglen en Anbefaling i de styrendes ojne, og Aaret efter de omtalte dramatiske Begivenheder blev da ogsaa den unge Kateket med en varm Anbefaling fra sin Biskop udnsevnt til Sognepraest for Saltum og Hune Menigheder i Hvetbo Herred. — Forholdene her var gammeldags uden Vaekkelser at" nogen Art, og Fugl folte sig i Begyndelsen meget ilde tilpas i sit nye Embede. Allerede den 5. Oktober 17411) klager han over den store og haandgribelige Fordaervelse paa Jorden og fortasller, at han lige har vaeret til sin Degns Bryllup: »O Jammer, Folket satte sig ned at aede og drikke og stod op at lege«2). I en senere Skrivelse ved Nytaarstid foresporger han, hvordan han skal forholde sig i Anledning af, at der (mod Loven) har vaeret afholdt Juleleg i Sognet. Biskoppen svarede (den 15. Januar), at han foruden at forkynde »Jacobs Hus deres Synder« skal tugte de enkelte, forst i Medhjaelpernes Naervjerelse og endelig som sidste Udvej lade dem staa aabenbart Skrifte; isaer gjaldt det den Mand, som havde laant Hus til »den forbandede Juleleg«; han burde desuden med sine Gaester angives for ovrigheden4). Blandt sine
Embedsbrodre traadte Fugl i den naermesteForbindelse
1) Pk. 165. Aalb. Bispeark. 2) 2. Mos. 32,6 (Aron og Guldkalven). 3) Medhjaelperinstitutionen, en Slags Menighedsraad, bestaaende af to Ma?nd, var oprettet af Christian IV ved Forordning af 21/3 1629 og skulde isaer bistaa Prsesten i Kirketugtssager. 4) Kopibog. Side 132
red,And.Langgaard (1739—48), hvis Svoger han blev, da han 1746 aegtede hans Hustrus Soster, en Datter af Praesten Henrik Jespersen i Tommerby, og hans KapellanOtto Krogstrup (1741—48), samt med dennes Broder Herlov Krogstrup i Haslund ved Randers (1733 —46). Med de to sidstnaevnte havde han gaaet i Skole i Bogense. Alle havde de det samme Livssyn og den samme pietistisk-herrnhutiske Indstilling; deres Forkyndelse,som bevaegede sig i de samme Vendinger med stadig Benyttelse af Ord som Lammet, Blodet, Vunderneog den blodige Brudgom, bestod i en skarp Fordommelseaf det saedvanlige Kirkeliv, som de kraevedeanerkendt af alle sande Kristne, og en lige saa skarp Omvendelsestale, og de haeldede til Syndsfrihedstanken.Biskop Brorson haevdede, at de egentlig kun praedikede den 2. Trosartikel og af Paulus bare medtog,hvad der passede med deres egne Meninger. Deres Faerd blandt deres Sogneborn var ogsaa ens, de forstod ikke at omgaas dem og kom snart i et pinligt Misforholdtil dem, naar de paa de hjemlige Enemaerker provede at virkeliggore de forste Kristnes rene Menighed,saaledes som den dog i nogen Maade syntes dem genfremstaaet i det herrnhutiske Samfund. Derfor fandt Brodremenighedens Emissaerer altid en venlig Modtagelse hos dem, og de sogte selv ved hyppige Sammenkomsterat styrke hinanden i deres faelles Tro og Anskuelser. Saerlig synes Haslund Praestegaard at have virket dragende, og skont vi ved mindst om Herlov Krogstrup, der dode tidligt, har muligvis han — og hans Ven Mt. Povlsen i Harritslev (1736—46) — vseret de mest betydelige i Kredsen. Biskop Brorson
(1738—78) fulgte denne Udvikling Side 133
hedalAnerkendelse og personlig var dem venligt stemt. Navnlig i Forstningen saa han ret mildt til Herrnhutismen, men som den frisindede Mand, han var, onskede han, at de forskellige Retninger skulde kunne forliges, og at der fremfor alt skulde herske Fred og Fordragelighed indenfor Kirken. »Naar jeg,« skrev han engang, »horer en Del praedike paa OrtodoxernesMaade, somme paa Pietisternes og andre paa Herrnhuternes Maade, da enhver af dem vil have det efter sin Indsigt, horer jeg dem vel i onsket om Harmoni,men dog med mere Taalmodighed end Fortrydelse,saa lsenge de taler og laerer det, som er eller kan vaere Guds Kirke til Nytte*1). Men naar der til ham indgik Klage over gejstlige Overgreb og Forsommelighedereller over Overtrsedelse af Ritualet, skred han straks ind, og navnlig hvad det sidste Punkt angaar, forstod man paa den Tid ingen Spog; her havde Pietismen arvet Ortodoxiens hele Konservatisme. Saerlig i Klim kom det til forbitrede Stridigheder mellem Menigheden og de to Praester, hvori Brorson forgaeves sogte at maegle, og det endte med, at baade Langgaard og Krogstrup 1748 forlangte deres Afsked og derpaa udvandrede til Herrnhut2). Men ogsaa i Saltum-Hune kom det til staerke Brydninger, og det skulde vise sig, at det dog ikke var ganske rigtigt, naar Gert Hansen havde ment, at Biskoppen og Fugl var »af eet Sind«. Fugl havde kun vaeret i Embedet et Aars Tid, da der til Biskoppen indlob Klage over, at han talte ringeagtendeom Nadveren og naegtede doende Sakramentet. Praestens Erklaering herover (d. 28. Februar 1743) gik ud paa, at han kun havde advaret mod en tankelos 1) Kirkehist. Saml. 5, 111, S. 624. 2) Om Langgaard og Krogstrup, se Kirkeh. Saml. 4, 111, S. 740 ff. Side 134
Brug (opus operatum), og at han aldrig havde undladtat berette de syge, om end han nok mente, at dette havde vaeret det retteste overfor de fleste; det blev dem nemlig blot en Dvaledrik, hvorved de sov hen i Satans Arme og med fornojet Mod gik ind i den evige lid. Ud fra dette Standpunkt troede han at have Lov til at sige, at Sakramentet ikke frelste dem1). Ved Bispevisitatsen samme Aar forholdt Menigheden sig dog tavs, da Brorson spurgte, om man havde noget at klage over Prsesten, mens Fugl paa sin Side ankede over, at en Del af den hadede Sandheden, om ogsaa den var kommen til en Slags Overbevisning, hvormed han antagelig mente, at den nok kendte, men ikke vandrede ad de rette Stier. Midt i Juli var Fugl paa Besog i Haslund, og Otto Krogstrup, der passede hans Embede saa laenge, forrettede derfor Gudstjenesten Sondag den 14. Ved Skriftemaalet Dagen forud havde bl. a. Jens Jensen og Hustru fra Hune tilmeldt sig til Altergang, og Krogstrup havde da spurgt dem, om de kendte noget til Frelseren. Da de svarede, at de fra Barn kendte den treenige Gud, sagde han, at de var dode, i Satans Slaveri, og at de gik halve Aar, uden at Frelseren kom i deres Tanker, hvorunder han »slog sig paa sit Laar mange Gange«. Ved Absolutionen naevnede han kun det treenige Navn, men tilsagde ikke Syndernes Forladelse, og da Jens Jensen erklaerede, at paa dette turde han ikke gaa til Alters, svarede Krogstrup: »Saa kommer I der ikke.« Ogsaa andre tiltalte han haardt og var i det hele taget uvillig til at give Absolution, den maatte de selv tilbede sig. Tilsidst sagde han alligevel: »Vil I nu tro mig, saa tilsiger jeg eder o. s. v.« Denne betingede
Absolution var imidlertid et afgjort 1) Pk. 165. Side 135
Brud paa Ritualet, og da Jens Jensen klagede, tog Myndighederne straks Affaere. Brorson skrev allerede den 19. til Provst Bondorf i Jetsmark (1738—74), at Krogstrup ikke mere maatte befatte sig med Embedet i Fugls Fravaerelse, men skulde rejse hjem og passe sit eget, mens Herredspraesterne indtil videre maatte besorge Forretningerne; naar Fugl kom tilbage, skulde han svare til, hvad der var sket under hans Bortrejse1). Samme Dag lod Provsten Praesten Kopp i Ingstrup og Degnen Mich. Vibe paa GOl (i Sognepraestens Forfald) staevne til Ingstrup Skole for denned ham at undersoge Sagen, hvorpaa han indberettede Resultatet til Biskoppen. Paa Brorsons Foresporgsel erklserede Krogstrup (d. 14. Septb.), at en Del af det, han blev beskyldt for, havde han ikke sagt; for Resten kunde han ikke huske alt, da han aldrig opskrev sine Skriftetaler. Han mente imidlertid at have behandlet sine Skrifteborn evangelisk, men han maatte lade dem vide, at de helt igennem i Bund og Grund var Syndere,, som kun kunde frelses ved at give Naaden Rum; ellers hjalp hverken Altergang, eller hvad de horte og lseste. For sin betingede Absolution gjorde han ingen Undskyldning, han kunde ikke tilsige den anderledes. Sagen er utvivlsomt endt med en kraftig Irettesaettelsetil Krogstrup og en alvorlig Misbilligelse til Fugl angaaende Valget af hans Stedfortraeder, men Biskoppenhar efter dette kun kunnet se med stor Uro paa Praestekredsen, og han var fremtidig ret betaankelig ved at give dens Medlemmer alt for udstrakt Rejsetilladelsetil Haslund. Dette viste sig Aaret efter (1744), da Fugl atter begaerede Orlov for at drage til RandersogVejleegnen, for at hans Hjerte kunde forbindes med 1) Pk. 165 og Kopibog «/* 1743. Side 136
Frelseren, og han selv blive sine Venner aldeles underlagtog opofret. Biskoppens Svar var et Afslag, og han bad ham betaenke, om det nu var nodvendigt med denne lange Rejse, da jo »Ordet er dig naer i din Mund og dit Hjerte*. Han fraraadede den derfor, idet han var raed for, at Fugl snarere vilde blive andre Menneskerunderlagt, saa det hindrede hans Lydighed mod den evangeliske Kirke1). I et nyt Brev (17. Aug.) provede Fugl nu at redegore for sit Standpunkt, idet han, med Henvisning til »den dyre og velsighede Francke«, sogte at forsvare Omgangen med sine Venner ved at fremhaeve Velsignelsen og Naaden herved. Det var ikke at undres over, at hans Hjertes Forlsengsel stod til de Sjsele, han af Hjertet folte sig forbundet med, og som ikke vilde danne nogen Sekt eller skaffe sig Tilhsengere, men kun arbejde for, at Evangeliet maatte blive troet og erfaret. Med Henblik paa Brorsons udtalte Frygt for, at han skulde svigte sin Lydighed mod Kirken, erklaerede han, at naar Guds Ord var vor Regel, maatte Kirken stemme overens dermed. »Lammet,« slutter han, »velsigne Deres Hojaervaerdighed og saaledes vederkvaege Deres Sjael med sit hellige og velsignede Blod, at De her og evig maa blive hans Ejendom, der har arbejdet, svedet og blodet sig til Dode for os.« Med Overskriften »Velaervaerdige, kaere Hr. Fugl« svarede Brorson omgaaende (d. 20. Aug.) herpaa i en Skrivelse, der trods sin rolige Tone ikke var til at tage fejl af. Det forekommer ham, hedder det heri, at Praestenved at slutte sig saa fast til sine Venner sydpaa, som han gjorde, udskilte sig fra den evangeliske Kirke, og at han stillede Sagen forkert op ved at forlange, at den skal rette sig efter Ordet, idet det aldrig er bevist 1) Kopibog »/, 1744. Side 137
andet, end at Guds Order den evangeliske Kirkes Regel,saa de afvigende maa folgelig rette sig derefter. Han gor ogsaa Fugl opmaerksom paa, at han skylder det biskoppelige Embede Lydighed,, og minder i den Forbindelse den unge Praest om, at han (sc. Brorson) dog »er en Dag aeldre end han«. En evangelisk Laerer, der vil blive i sit Kald, holder sig med Glaede til sin Menighed og meddeler d&r sine aandelige Naadegaver; da vil Gud ogsaa af Naade lade ham erfare, at Herren er til Stede1). Man forstaar, at Fugl stadig ikke folte sig hjemme i sine Menigheder, og tilsidst brod det daarlige Forhold ud i aaben Strid, idet der d. 1. April 1745 indsendtes en Klage i 18 Punkter over ham til Provst Bondorf i Jetsmark. Den var underskrevet af 67 Maend i Saltum, mens 7 i Hune paa Sognets Vegne tiltraadte »de fleste Poster«, og man maa indromme, at Indholdet var temmelig Det gik ud paa, at Praesten i sine Praedikener kaldte dem med haarde Navne, Satans Slaver, traelbundne og Livegne og sagde, at de var fortabte, forlorne, fordomte,dode og blinde. Han laerte, at det at synge, bede, afstaa fra sine Synder, raabe og sukke til Gud om Naade hjalp intet, lige saa lidt som at gaa i Kirke, til Skrifte og til Alters. Alt det, de gjorde, forte ikke til Salighed; de maatte i Stedet blive som han og hans Tilhaengere, med hvem han holdt gudelige Forsamlinger,da vilde de vaere uden Synd. (»Men vi kan ikke som Farisaeerne gore os selv retfaerdige«, tilfojer Klagerne,de henflyede til Tolderens B0n: »Gud, vaer mig Synder naadig«). Endvidere ankede de over, at han overtraadte Ritualets Bestemmelser ved i Skriftemaaletkun at anvende en betinget Absolution, ligesom han, 1) Disse Breve er aftrykt i Kirkeh. Saml. 4, 11, S. 128 ff. Side 138
naar hjemmedobte Born fremstilledes i Kirken, ikke tiltalte Fadderne med »Kaere Brodre og Sostre«, men kun med »Tilhorere«. Naar han ved Bryllupper bekendtgjordeVielsen, skete det ikke »for Gud og denne Menighed«, men for »denne Forsamling«, og i en Ligpraedikenover et 12 Ugers Barn havde han ikke villet kalde det »saligt«. Han sagde, at de Praester, der studeredederes Pragdikener af Boger, var falske Profeter. Naar de sendte Bud efter ham til deres syge, var han jaevnligt ikke hjemme, men var bortrejst til Randers eller til Klim, og naar han berettede dem, lod han dem vide, at Kristi Legeme og Blod kun blev dem en Dvaledrik. Ved Katekisationen sagde han til de unge, at de alle var Satans Born, samt havde udtalt, at Helvedevar belagt med Praestepander. Under Konfirmationsforberedelsenhavde han tidt nogle Studenter til Medhjaelpere, som forte et lignende Sprog, at Bornene horte Satan til, saa de kom skrsemte og graedende hjem fra Praestegaarden. Nytaarsdag, da han efter saedvanligSkik skulde have takket for Offer, sagde han i Kirken, at det var ikke deres Korn og Penge, men deres Sjsele, han vilde have. Alt dette gjorde, at Folk nu sogte til andre Kirker1). Beroede end et og andet paa Misforstaaelser og Mistydninger,er det dog klart, at Fugl gik ait for vidt i sin Nidkaerhed, saa at den blev uden Forstand. Vel havde han vundet nogle Tilhaengere — efter Underskrifterneat domme synes de fleste at have vaeret fra Hune — men til Gengaeld var han kommet i saa skaevt et Forhold til Hovedmassen af sine Sogneborn, at han nseppe kunde taenkes at vaere noget for dem. Hans Ensidighed og manglende psykologiske Forstaaelse gjorde det umuligt for ham at tage dem, hvor de stod, 1) Kirkeh. Saml. 4, 11, S. 133 ff. Side 139
og Folgen blev,
at han stodte dem helt fra sig i Stedet. Der gik 14 Dage, inden Provst Bondorf lod Klagen gaa videre til Bispekontoret; i Mellemtiden har han formodentlig sogt ved Samtaler med Praest og Menighedsmedlemmer at faa Sagen naermere oplyst og muligvis provet at maegle. Brorson tilskrev ojeblikkelig (d. 20. April) ad tjenstlig Vej Fugl, at han havde at holde sig til Ritualet, indtil han havde faaet Dispensation af Kirke-Inspektions-Kollegiet i Kobenhavn, samt kortelig erklaere sig over Klagens forskellige Punkter; Biskoppen haaber saa, at det vil lykkes ham at hidfore et Forlig mellem Parterne. Provsten fik endvidere Ordre til paa egne og Biskoppens Vegne »broderligt og allerkserligst« i Herren at formane ham til at omgaas i Kristi inderlige Kaerlighed, Sagtmodighed og Taalmodighed med de arme Tilhorere, baade unge og gamle som de, der er genlost af Jesus«. De anklagede Studenter skulde han eksaminere og derpaa med Attest sende dem til Aalborg til naermere Provelse, saa de kunde faa Tilladelse til at hjaelpe til i Saltum efter de symbolske Boger. Vilde Fugl ikke vaere saadan en venlig Advarsel og Paamindelse lydig, skulde den gentages for ham i to Herredspraesters Naervserelse; om dette ikke frugtede, skulde det indberettes til Biskoppen, der da vilde overveje, hvad der yderligere vilde vaere at foretage. Provst Bondorf rejste selv til Saltum med Skrivelsen, og Fugl var ogsaa villig nok til at erklaere sig over Ankerne, men derimod var han ikke at overtale til et Lofte om at folge Ritualet. Alligevel maa
han have gjort det, thi der skete Side 140
saafiken Advarsel fra Kirkekollegiet, efterhaanden at vaere faldet mere til Ro, hvad ligeledes de af Biskoppentil Kobenhavn indsendte Visitatsberetninger tyder paa. F. Eks. hedder det 1749 om ham, at han er en kristelig og retsindig Mand, der gor sig Umage for at aabenbare Guds Raad til Omvendelse, og 1754 naevnes,at mange Sjaele er i inderlig Bevaegelse og Rorelse, men Stridigheder mellem Prsest og Menighed omtales ikke. Tilstanden var dog ikke ideel; der var en Del Forsyndelser mod det 6. Bud, og Ungdommens Undervisninglod adskilligt tilbage at onske, saa Biskoppen endog 1757 maatte give Fugl en Formaning desangaaende.I det store og hele har han dog vaeret tilfreds med sine Besog i Saltum. Ganske vist var UngdommensTilstand stadig maadelig, da han visiterede i 1761, vistnok sidste Gang, men om Praesten hedder det rosende, at han i Kaerlighed soger at faa begangne Fejl i Lave, og at han haaber, der er en forborgen Saed skjult i de fleste, som gerne vil give Afgrode. Han saar Ordet med Suk og vander det med Taarer. Hvis nu Biskop Brorsons Bedommelse af Forholdene er rigtig, vil det sige, at Fugls Forkyndelse i Tidens Lob havde aendret sig og antaget en anden Tone, som mere var i Overensstemmelse med den Tale, der plejede at lyde i de herrnhutiske Kredse. Dog har han vistnok bevaret sit morke Syn paa Befolkningen. 1760 lod han en Mand begrave uden Jordpaakastelse, »siden han levede og dode som aabenbar Fornaegter af Salighedens Midler*, og en anden Gang noterer han i Kirkebogen om en Soldat, der Nytaarsaften var bleven kvalt i Braendevin, at det vanned ovrighedens Tilladelse, han blev hensat paa Kirkegaarden — hvad han vistnok ikke selv har billiget1). I hvor hoj Grad han har benyttetdet 1) C. Klitgaard: Fra Hvetbo Herred 11, S. 254. Side 141
nyttetdetaabenbare Skriftemaal i sin Sjaelesorgerpraksis,fremgaar derimod muligt ikke af Kirkebogen, idet det kan vaere sket flere Gange end de faa optegnede.Og at Forholdet inellem Praest og Sognefolk vedblevat vaere spaendt, frenigaar af en Meddelelse fra Provsten til Biskoppen (d. 23. Jan. 1764), at der gik Rygte om, at Fugl gjorde en Student, han havde i Praestegaarden, »yndig for Menigheden som en tilkommendeMenighedens Engel«, skont den frygtede for en dito Herrnhuter1). Udtalelsen er noget uklar, men betyder formodentlig, at han arbejdede for at faa en ung Meningsfaelle til sin Eftermand, men at dette modte almindelig Modstand. Fugl vedblev nemlig stadig at fastholde sine herrnhutiske Sympatier. Paa en 1779 dod Datters Gravsten lod han saaledes saette folgende Indskrift, der tydeligt vidner derom3): Ak kunde jeg dig
glsede Ps. 45,14-15.
1772 skaenkede han 10 Rdl. til Christiansfelds Anlaeggels e3), og Kirkebogen udviser, at hansom Fadderefor sine Born benyttede Praesterne Bonde Jahn, 01s, og Key Praem, oslos, samt dennes Broder, StudentOle 1) Pk. 165. 2) Saml. t. jydsk Hist, og Top. I—IX, S. 199 3) Sonderj. Aarb. 1940, S. 181. Side 142
dentOleBagger Praem, senere Praest i Tommerby, som alle sluttede sig til Brodremenigheden. Andre Fadderevar Hr. Peder Poulsen, Ingstrup, og Hr. Peder Jungersen, GOl, og man tor derfor formode, at de i alt Fald ikke har staaet afvisende overfor Herrnhutismen. Provst Bondorfs Hustru har vaeret Gudmoder, hvilket tyder paa, at Forholdet til Jetsmark Praestegaard ogsaa har vaeret nogenlunde. Provst Bondorf var Pietist. Fugl dode 1782. Han efterlod sig bl. a. et Bibliotek paa godt 100 Bind, saa det vil ses, at han ikke gik saa vidt som sine Ungdomsvenner i Klim, der i Foragt for Studeringer bortsolgte deres Boger paa Auktion1). Skont Flertallet stod afvisende overfor ham, vandt Fugl dog i sine Sogne en trofast Kreds om sin Forkyndelse, selv om den naeppe nogen Sinde har vaeret ret stor. Familien Gleerup paa Bjornekaer synes at have hort til den. Hans lange Embedstid paa samme Sted bevirkede, at den fik en vis Fasthed, saa den kunde overleve ham og ikke, som det ellers ofte skete, faldt fra hinanden ved Praesteskiftet. Fugls Eftermand, Nic. Sev. Milling (f 1807) var nemlig af en helt anden Stobning end sin Forgaenger2), han drak og svirede, ja skal endog have yppet Slagsmaal i Kirken, saa det vil forstaas, at de vakte ingen Stotte kunde finde hos ham. Men at Kredsen dog holdt sammen endnu i mange Aar, ses af at Emissaer Jens Jacobsen i 1802 var i Stand til at holde en »Gelegenheit« paa Egnen med ca. 25 Deltagere3). 1) J. Lundbye: Anf. Skr. S. 115. 2) Klitgaard: Anf. Skr. S. 255 f. E. T. Kristensen: Danske Sagn. Nv Ru-kke. 4. Afd. Personsaen. S. 164. 3) Kirkeh. Saml. 5, I, S. 293. |